Vækstplan?

Nu skal produktionen sættes i vejret, hjulene skal i sving og afsætning af varer skal optimeres indenfor landets grænser. Det skal ske ved at studerende og kontanthjælpsmodtagere, syge og arbejdsløse betaler til fællesskabet. Ikke blot ved at komme i tvangsaktivering, kaldet "nyttejob" (som i øvrigt tidligere er blevet kaldt "aktivering" og "arbejdspraktik"). Der er bare det ved det at politikerne laver deres vækstplan efter diktat fra EU, og EU har ingen interesse i at Danmark skulle føre en protektionistisk politik.
Hvis man lige pudser brillerne kan man sådan set tydeligt forestille sig, hvad det hele går ud på: At optimere kapitalakkumulation.

Gratis arbjdskraft

Hvis vi starter med arbejdskraften er der flere ting der stikker en i øjnene. For det første er der flere og flere arbejdsløse på kontanthjælp. Deres arbejdskraft skal gå til gratis nyttejobs, hvor stat og kommune betaler omkostninger inklusive forsikringer, men virksomhederne får gratis arbejdskraft, som end ikke kan nægte at arbejde gratis (for mit eget vedkommende 30 uger, med udsigt til uddannelse og vikar-ansættelse).
Flere og flere mennesker står til at falde ud af det forsikringssystem som de har betalt til hele deres liv med årlige beløb lige under 10.000 kr. Dagpengeberetigelsen er nedsat til 2 år, og selvom man har betalt gennem 30 eller 40 år får man ikke udbetalt bare det der ligner den løn man havde før man blev fyret, tværtimod skal man af angst for at miste sin ejendom presses til at tage arbejde til en betragtelig lavere løn, og skulle uheldet være ude skal man bruge sin egen pensionsopsparing før samfundet kan støtte med kontanthjælp, vel at mærke hvis ikke ægtefællen tjener mere end 125.000 kr, så skal man nemlig forsørges af ægtefællen, og samtidig stadig stå til rådighed for et arbejdsmarked, således at for eksempel et discountsupermarked kan ansætte en arbejdsløs uden indtægt og få ægtefællen til at forsørge. Hvis ikke det er smart ved jeg ikke hvad det er, ihvertfald er jeg sikker på at tvangsarbejde, hvor man skal forsørges af sin samlever er endnu mere smart en slavehold.

Lavlønsområdet

Ok der er også nogle der får løn, og her kan vi nævne de såkaldte "østarbejdere" først. De kan spises af med beløb omkring 40-50 kroner, idet EU har åbnet medlemslandenes grænser for arbejdskraftens frie bevægelighed. Arbejdskraften er altså svær at kontrollere, selv hvis arbejdsgiveren udsender lønsedler kan alle penge der er indbetalt i skat og pension mm. returneres til arbejdsgiveren, når arbejderen flytter til det næste land, eller rejser hjem.
Andre der får løn er ungarbejdere mellem 16 og 18 år der supplerer deres uddannelse eller sparer sammen til én, ved at arbejde for omkring 60 kr i timen. Men her bliver pengene dog i statskassen i form af skat, mens pensionsopsparing (ATP eller andre pensionskasser) ofte viser sig at forsvinde ud i det blå gennem administration og gebyrer.

Overenskomstlønninger

Nu er vi så kommet til dem der står i fagforening, og de får den løn deres fagforening forhandler sig frem til på de vilkår der aftales af arbejdsgivere og arbejdstagere. Vi har tidligere set at økonomiske opsving betyder lønstigning fordelt på aftaleperioden, vi har også set at løntilbageholdenhed kunne give nedsat arbejdstid eller en ekstra ferie. Normalt har det bare betydet at det finansielle marked har kunnet optimere deres profit i kraft af arbejdstagerens (jeg hader det ord) investering i sin fremtid, oftest igennem fast ejendom eller investeringer. En stor del af disse mennesker er i den situation at deres ejendom kan miste værdi på grund af udefrakommende årsager, som giftgrunde, anlæg af motorvej, ja sågar opsætning af vindmøller, for at nævne nogle.

Skolelærernes overenskomst

Senest har vi nu set en lock-out af de organiserede skolelærere. Ikke fordi lærerne ikke passer deres arbejde, eller fordi de får for meget i løn, de argumenter har overhovedet ikke været fremme. Nej, simpelthen fordi man ønsker at ændre de basale arbejdsvilkår.
Det fantastiske er i den sammenhæng at skolelærerne trods lock-outen skal leve af deres strejkekasse, mens arbejdsgiverne skovler penge ind i form af besparelser. Det groteske er at hvis sygeplejerskerne havde strejket ville de sørge for at livsvigtige opgaver blev varetaget, mens lærerne under en lock-out ikke kan eller må sikre sig at børnene sikres livsvigtig undervisning (hermed ikke sagt at al undervisning er livsvigtig, men der findes specielle grupper af børn hvis hverdag bliver uoverskuelig, når den ikke følger de normale skemaer).

Lederes overenskomst

Nu er vi så kommet til et punkt hvor man ikke oplever den påtvungne løntilbageholdenhed. Ledere indenfor det offentlige og ledere indefor det private erhvervsliv har en enorm gennemsnitlig lønstigning, politikere og embedsmænd følger med. Det er sådan set kun ledere af mindre enkeltmands- eller familievirksomheder der må leve af det overskud virksomheden kan generere, ofte meget lidt fordi krisen giver mindre omsætning.

Direktører og bestyrelsesmedlemmer

I store aktieselskaber og banker findes krisen kun i form kurspleje og nøje afmålt bonusudbetaling samt af indlånsrenter på 0% og udlånsrenter på 20%. Ellers findes der direktørlønninger der er så høje årligt, at de svarer til en livsindtægt for en faguddannet. Altsammen begrundet med det store ansvar der knytter sig til at drive store virksomheder, de selvsamme virksomheder der bidrager med mindre i skat end dem der står til rådighed for det produktive arbejdsmarked.
Pudsigt nok ender mange politikere på bestyrelsesposter, eller indtager allerede mens de forvalter befolkningens liv, på vellønnede bestyrelsesposter og med god indsigt i hvordan man kan leve et fedt liv af andres penge.

Protektionisme

I flere omgange har EF og EU fået franske politikere ud af stolen fordi landmænd og vinbønder i Frankrig har aktioneret imod lovgivning som er dikteret af EU. Frankrig har i stort omfang beskyttet egne virksomheder og forsøgt sig med importtold overfor andre EU-lande samt med store EU-tilskud til små landbrug. Norge som er tilknyttet EU med en handelsaftale har ikke opnået befolkningens ja til EU og det skyldes delvis at det store land med de forholdsvis få indbyggere er blevet bundet af den del af befolkningen der lever udenfor byerne til at stå udenfor, selvom regeringen har lavet handelsaftaler. Det har givet mulighed for at lave handelsblokeringer og øge importtold, senest hørte vi om blomstergartnere på Fyn, som beklagede sig over at de ikke kunne eksportere blomster til Norge, inden da har vi oplevet høje priser på agurker, importbegrænsninger på kødvarer og alkohol.
Alle disse tiltag i både Frankrig og Norge har sådan set været for at beskytte landets egne produktion. Det bryder EU sig bare ikke om.

Danmark og EU

I Danmark har regeringen derfor valgt omvendt protektionisme. Grænserne er åbne for arbejdskraft og import. Selv om de største lande i EU går ind for en Tobin-agtig skat på finansielle transaktioner er Regeringen imod. Danmark har først for nylig meldt (nogenlunde klart) ud, at man ønsker øget indsigt i penge i Europæisk skattely. Trods det at Danmark ikke er et Euro-land, har regeringen kastet os ind i et frit fald ved at binde os mere til Euroen end nødvendigt samt at bidrage til finansielle redningsaktioner. Altsammen samtidig med at EU er så pokkers langt væk for den almindelige dansker at det ligner en tanke. Hvorfor fanden vælges så mange afdankede politikere til at sidde nede i Bruxelles "den dag i dag" (Oswald Helmut: Hvad laver Kragh i New York den dag i dag). Skulle vi være stolte af at en af de dårligste statsministre vi har haft blev flygtningekommisær, at Natos generalsekretær måtte opgive sin post som minister på grund af rod i økonomien, for derefter at føre Danmark helt ud på kanten af nedsmeltning med en såkaldt "kontraktpolitik"? Helle Thorning er sikkert også ved at bestille lejlighed i Bruxelles igen, hvis ikke hun har en allerede.

Omvendt protektionisme

For at optimere den hjemlige produktion, skal virksomhedernes muligheder støttes. Det gør man ved at nedsætte selskabsskatterne, ved at kræve løntilbageholdenhed, ved at nedskære indenfor det offentlige, ved at beskære dagpengeperioden, ved at stille større krav til modtagere af kontanthjælp og ved at tvinge mennesker til fælles forsørgerpligt. Målet skulle være at lavere lønninger og lavere skatter skulle give virksomheder og iværksættere i Danmark bedre muligheder.
Derudover skal grænsehandelen begrænses ved at sænke afgifter og skatter på de varer der er specielt tilknyttede grænsehandelen.
Pudsigt nok viser det sig, at alle disse tiltag ikke har nogen mulighed for at redde arbejdsmarkedet i Danmark

Selskabsskatterne

De små virksomheder giver udtryk for at selskabsbeskatningen er den mindste byrde i forhold til at starte og drive virksomhed i Danmark, selv løntilbageholdenhed og nedsatte selskabsskatter er ikke løsningen for dem. Her er de administrative byrder og herunder de økonomiske omkostninger den største byrde. Til gengæld kan de store firmaer der i forvejen ikke betaler skat føre endnu flere penge ud af landet.
Ideen om at pålægge virksomheder en skat af indtjeningen i Danmark er endnu ikke pålagt internationale virksomheder. Ideen om at pålægge alle økonomiske overførsler til andre lande en afgift, er endnu ikke et emne for regeringen, men ideen om at give frit lejde til virksomheder og personer der har ført penge i skattely er nu på vej, ikke fordi regeringen har haft lyst, men fordi de største Euro-lande har forlangt åbenhed i lande med skattely (herunder Danmark).

Personskatterne

Mange danskere med høje lønninger bor faktisk slet ikke i landet, men i England, Monaco eller andre lande hvor man skal have penge for at bo, men ikke betale dem i skat, ja faktisk gælder det også for mange pensionister, der har tillægspensioner eller høj pensionsopsparing - sandsynligvis fordi indtægterne var høje nok til at spare op.
Men en stor del af danskerne er faktisk stavnsbundne. Det gælder mennesker der har en indtægt der akkurat kan dække lånene i det hus eller den ejendom (eller sommerhuset) de har købt, det gælder den lile iværksætter der håber på en større omsætning, og det gælder den traditionelle lønmodtager, som ikke skifter fag, men nok arbejdsplads.
Endelig gælder det for en stor gruppe af mennesker at de er noget nær immobile, nærmest stavnsbundne. Ingen indtægt udover almisser, som man skal arbejde for, er vilkårene for mange arbejdsløse, herunder kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse ægtefæller. Disse mennesker har ikke en kinamands chance for at flytte i skattely eller skjule bare 1% af indtægterne for stat og kommune.

Hvem skal så betale?

"Mange bække små ..." er stadig et økonomisk oplæg til hvordan man, som allerede Erik IV (Plovpenning) konstaterede det, mange mennesker har en plov, så vi lægger skat på ploven. I dagens Danmark har mange mennesker en social indtægt i form af dagpenge og kontanthjælp, altså skal de betale. Ikke dem der i forvejen har så mange penge at de ikke ved hvad de skal bruge dem til, andet end at gemme dem, nej folkepensionister og andre på overførselsindkomster skal nu betale for flere projekter: bankernes fejlinvesteringer, politikernes fejlslagne politik og et EU der aldrig har haft tid til de dårligst stillede borgere i medlemslandene. Tværtimod er det den økonomiske elite der har noget ud af EU.
Men det virker stadig mærkeligt at lægge skat på sine egne udbetalinger, når man er stat eller kommune! At tjene penge på sine egne penge er vel i bund og grund en tåbelig tankegang? Især når der findes mennesker der optimerer deres indtægt uden blusel. At have så mange penge at man kan overføre dem til skattely er jo nok den optimale måde at støtte et samfund, især når dem der ikke kan skal betale af hver eneste øre der tjenes.

Hvad skal man så betale?

De mange fattige og stavnsbundne mennesker i dette og mange andre lande skal betale for at andre kan optimere deres formue. De mange fattige mennesker skal betale for et EU de end ikke har brug for, ikke mindst fordi det nære samfund ofres på det internationale, økonomiske samfunds alter.
En økonomisk politik der har en skræmmende social slagside er resultatet, fattige mennesker bliver ikke bare fattigere, de bliver både marginalisered og isolerede, deres evne til at komme ud på arbejdsmarkedet bliver totalt smadret når overlevelse bliver vigtigere end indlevelse, når sociale kontakter opnås blandt befolkningsgrupper i samme situation frem for at komme ud i andre sammenhænge. Prisen bliver en ghettoisering, hvor fattige og udstødte forsøger at overleve på samfundets bund, en ghettoisering der svarer til indvandrernes og Strandvejens. For at overleve skal man altså finde sammen med ligesindede (i dette tilfælde kan vi nok med rette sige: ligestillede), men der er ingen tvivl om at dem der har mindt råd og dårligst uddannelse er dem der skal betale.

Delmålet

Der er hermed ingen tvivl om at den økonomiske overklasse vil have det fattigste segment i Danmark til at betale. At hive de sidste penge ud af dem der intet har, ved at fortælle at der er en alvorlig krise. Pudsigt nok indgår ordet "økonomisk" i forbindelse med ordet "krise", men næsten altid pakket ind i at personlig ejendom ikke længere svarer til de økonomiske muligheder man fik stukket ud, da man faktisk lånte så meget at det hus man ejer faktisk er bankens på godt og ondt, også når banken krakker. Se det fik vi vist ikke at vide? Men for at optimere indtægterne må fattige og troværdige lånere betale for at andre mennesker har opkøbt ejendommme "en masse", udelukkende med spekulation for øje.
For omkring mindst 6 år siden købte jeg et par aktier i min bank for at fremstå som en troværdig kunde, som kunne få ret til en kassekredit. Dengang kostede en aktie under 50 kroner, nu står den til over 100. Og det kaldes en økonomisk krise? For mig er krisen sådan set at jeg med disse aktier på et tidspunkt kan blive tvunget til at omsætte dem i kontanter, selv om de er min garanti for at kunne skaffe til indskud, hvis jeg bliver tvunget til at flytte.

Hovedmålet

Det bliver gentaget. Øget omsætning i Danmark, øget produktion af danske varer. Konkurrenceevnen skal forbedres og grænsehandelen skal mindskes. Omkostningerne skal ned så konkurrenceevnen forbedres. Vi skal sikre at medlemsskabet af EU kan sikre vores land en stabil fremtid.
Må jeg så gentage: Vi får ikke nogen øget omsætning i Danmark, når dem der bor i landet og ikke har råd til andet, får færre penge at købe ind for.
Øget produktion af danske varer kan kun ske ved at de ansatte arbejdere har en god uddannelse, og den starter allerede i folkeskolen, ikke som en ensporet linje mod at blive noget specielt som tømrer eller fodboldspiller. Vi skal sørge for at der er en bredspektret uddannelse fra folkeskolen over de videregående uddannelser, ellers har vi jo bare en hel masse andre der får færre penge at købe ind for!
Konkurrenceevnen forbedres ikke ved at skubbe talenter ud i kulden, tvætimod er det både statens og kommunens opgave at styrke de institutioner der kan uddanne og oplære, ikke at isolere talenter af økonomiske årsager. Det kræver balndt andet en aktiv, målrettet samt personlig indsats af såvel det pædagogiske som det lærerfaglige segment!
Grænsehandelen bliver ikke nedjusteret ved at nedsætte afgifter. Tværtimod vil afgiftsnedsættelsen sandsynligvis medføre at grænsehandelen kæmper imod ved at sænke priser tilsvarende. Det ville set med mine øjne være langt bedre at fokusere på de virkelige markedsmekanismer. Nemlig at danske priser faktisk i forhold til afgiftsniveauet er højere end i de fleste lande vi sammenligner os med, bortset fra Norge. Senest har vi kunnet se at fjernelse af afgifter (VK-regeringens) ikke har medført tilsvarende fald i priserne, tværtimod er butikskædernes avance steget, selv de udenlandske discountbutikker har langt højere priser i Danmark end i deres hjemlande.
Konkurrenceevnen skal forbedres. Når vi nu har BRICS-landene at konkurrere med mener jeg nok at vores tvungne beskæftigelse af arbjedsløse viser at det ikke er lønninger eller skatter vi kan konkurrere på, og hvis skiftende regeringer tror at en PISA-undersøgelse kan vise hvilken konkurrenceevne vi vil have når vores håbefulde, egoistiske, forkælede poder bliver voksne, så må jeg undskylde. Det er ikke min opfattelse at alle disse undersøgelser har givet vores børn en fremtid som innovative, geniale eller bare dygtige.

At plante 50-kronesedler

For mig at se er hele ideen at plante penge for at se om de skulle blive til et pengetræ. Se det ville være en vækstplan, som på baggrund af normal viden og uddannelse aldrig ville forekomme. At vi har politikere i både kommuner, regioner, folketing og EU der alle tror at man kan gro pengetræer er mig komplet uforståeligt. Selv de fynske gartnere har forstået at en importtold på deres planter gør ondt på økonomien.
Så lad os i stedet bruge tid på de udsatte, på de fattige og dem som i øjeblikket bliver truet med at blive smidt ud af samfundet, samtidig med at de skal betale til det.
Se det vil være vækst!