Hvem betaler?

Uddannelse da jeg var ung

Allerførst kan vi jo starte med at se på uddannelse som en ressource.
Da jeg i sin tid valgte uddannelse var det udfra hvad jeg var dygtig til og hvor jeg ville bruge mit talent, jeg ville være bibliotekar. Men der krævedes en gennemsnitskarakter, der var næsten lisså høj som for at blive jordemoder, og jeg manglede lidt for at kunne blive optaget, til gengæld kunne jeg komme ind på kvote 2, hvis jeg blot havde en form for erhvervserfaring.

Som den "gode" venstreorienterede jeg var, anså jeg det for ideelt at sætte mig ind i et praktisk, håndens arbejde, og jeg fik mulighed i mit afgangsår fra gymnasiet at påbegynde en Erhvervsfaglig Grunduddannelse (EFG) i Aalborg. Godt nok temmelig langt fra min opvækstby, Ansager, men jeg havde mod på at komme i gang.

Med dags varsel flyttede jeg til Aalborg og søgte om SU (mens jeg gik på gymnasiet kunne jeg ikke modtage SU. da jeg var hjemmeboende) - og fik bevilget det laveste beløb, da min mors indtægt var for høj (hun var godtnok blevet gift med min stedfader, som også havde arbejde, så deres indtægter var tilsammen for høje til at jeg kunne få mere end grundbeløbet på SU. Nå ja men så kunne jeg tage studielån for resten, noget med omkring 14.000 på årsbasis (fordelt på 10 måneder). Lånene var netop blevet ændret fra at være statslån til en fast rente på 2% til at blive statsgaranterede banklån til en rente der fulgte bankernes udlånsrente, det vil sige at jeg det første år lånte til en rente på ca. 14 procent, som i løbet af årene steg med de dårlige samfundskonjunkturer til noget nær 30% inden jeg afsluttede min senere uddannelse som bilbliotekar - på normeret tid.

Jeg fik nemlig ikke nogen praktikplads, fordi jeg var fyldt 18 år da jeg søgte, og ingen arbejdsgiver ville betale løn for ufaglært arbejdskraft, når samme kunne få en langt billigere lærling. Det var ellers en aftale mellem arbejdsgiver og fagforening, nedfældet i overenskomsten!
Så jeg søgte ind på biblioteksskolen igen, og kom ind på kvote 2 fordi jeg havde haft et års arbejdsmarkedsophold på en uddannelse (andre af mine studiekolleger var kommet ind efter at have haft et års praktisk lønarbejde, som for eksempel som postbud). Så blibliotekar blev jeg.

Grunden til at jeg gerne ville være bibliotekar var at der ifølge prognoserne ville blive større efterspørgsel efter bibliotekarer indenfor de næste 10-15 år, mens andre humanistiske uddannelser (historie var faktisk et andet fag jeg gerne ville studere) ikke ifølge spåmænd på arbejdsdmarkedsområdet havde nogen fremtid - det var nærmest at uddanne sig til arbejdsløshed, fik jeg at vide af studievejlederen på gymnasiet.

Altså blev det bibliotekar.

Målet med at tage en uddannelse

Der var for mig ingen tvivl om at jeg var en dygtig bibliotekar, det tror jeg egentlig heller ikke der var for mine arbejdsgivere. Jeg rejste efter endt værnepligt (som lige satte mig to år tilbage i forhold til nyuddannede) landet rundt og fik vikariater i alle egne af Jylland samt nogle stykker på Sjælland. Jeg blev fagligt aktiv i mit fagforbund og sammen med andre ledige bibliotekarer, da der var stop for kommunal ansættelse. Dengang hed det godtnok ansættelsesstop, men det svarer meget godt til de påtvungne besparelser i dag indenfor det offentlige.

Jeg flyttede altså på dimittendsats Danmark rundt for at tage vikariater af kortere eller længere varighed, uden at få noget arbejde. Det tætteste jeg kom på et arbejde var en forlængelse af et vikariat, som ikke blev gennemført for KL og Bibliotekarforbundet havde en aftale om at ansættelser udover 1 år skulle konverteres til fastansættelser. Hvor fedt var det lige, da der var ansættelsesstop samtidig. Skulle vi satse på at vores kolleger døde, så der blev et ledigt job? Skulle vi sikre os at kvindelige kolleger blev gravide så vi kunne få et barselsvikariat, eller hvad skulle vi gøre?

Så der stod jeg med en pokkers god uddannelse, taget på normeret tid, en uddannelse jeg endda var stolt af og et fag jeg ville bruge til at gøre verden et bedre sted. At dele viden var noget jeg var god til, og jeg vidste det, mine venner og mine forældre samt søskende var klar over at jeg havde fundet den rette hylde, bare ikke noget arbejde.

Atså blev jeg omrejsende vikar, boede et halvt år det ene sted, et år det andet. Nogle gange i en lejet campinghytte, andre gange i et kælderværelse med egen indgang, af og til med transporttid på mere end to timer til arbejde, andre gange kunne jeg gå på ti minutter til min midlertidige arbejdsplads.

Jeg arbejdede, jeg havde ingen familie eller nære venner omkring mig, fordi jeg hele tiden flyttede efter det næste vikariat. Men for mig var det stadig mit fag, mit "kald".

Undervejs

I slut 80'erne havde jeg opgivet at få fast arbejde, bosatte mig i Kolding, hvor jeg sidst havde haft et vikariat. Jeg blev aktiveret med jobsøgningskurser og mine kontakter på biblioteket hjalp mig til en aktivering ved kommunens tekniske forvaltning, igen et arbejde, der måske kunne give mig job. Nej, det skete ikke, mine tanker og ideer om et elektronisk forvaltningsbibliotek blev end ikke vurderet af kommunalbestyrelsen og jeg blev ledig igen, men mødte så en pige som jeg følte jeg var på bølgelængde med, og vi blev forældre til Maria Elisabeth i maj 1990, desværre samtidig med at kommunen var træt af moderen som socialklient, altså fik hun en pose penge med til Hitshals kommune og Nordsø Højskolen.Jeg flyttede ikke med, da muligheden for arbejdsløshed på det tidspunkt var den største i hele landet! Så blev jeg kasseret af moderen!

Heldigvis kom jeg på højskole, som et led i min aktivering, og de følgende år havde jeg mulighed for at lave lokalradio (det var ikke helt tilladt dengang at lave noget på dagpenge - medmindre blev anvist). På det lokale bibliotek ville min eneste kollega ikke have mig i aktivering, indtil der blev brug for en ekstra medarbejder til at registrere bøger elektronisk. Et år fik jeg på den måde. Men så var der heller ikke meget mere arbejde overhovedet på Samsø, så jeg flyttede til Jylland og endte på kontanthjælp.

Min gamle "chef" fra radioen kunne bruge hjælp til at køre en nyoprettet TV-station og jeg sagde straks ja. Et halvt år på aktiveringshjælp. efterfulgt af en (som minimum) tilsvarende periode på løn.

Pengene var ikke store på TV-stationen og nogle uger nøjedes vi med at holde radioen i gang mens vi forsøgte at producere TV-udsendelser. Jeg var i alt ansat 5 gange i perioden mellem 1999 og 2011, meget af den overskydende tid var jeg knyttet til samme arbejdsplads som frivillig.

Hvad jeg iøvrigt har bedrevet af aktiviteter fremgår af mit CV.

De seneste år og i mellemtiden

Utallige perioder mellem vikariater, utallige ændringer i lovgivningen for arbejdsløse dagpengemodtagere medførte at jeg af både fagforening, a-kasse og arbejdsformidlingen, som senere skiftede navn til jobcenter og i øvrigt knyttede mig til den statsligt behandlede ledighed på grund af min dagpengeret siden midten af 80'erne har deltaget i mere end 20 jobsøgningskurser. I de senere år har jeg været iindkaldt til møder hos såkaldte 2. aktører, hvis primære opgave var at skaffe arbejde for medarbejderne ved kun at tilbyde kurser der var udbudt af dem selv. Jeg har været i kommunal aktivering, en aktivering der primært bestod i at møde til tiden, at gå til tiden, samt derudover at foretage sig noget, hvis der var noget at foretage sig. Ikke bare en arbejdsdag eller en uge for at finde ud af om man kan finde ud at stå op og møde på et arbejde klokken 07 og gå hjem kl 15, Nej adskillige uger hvor man kunne lave kaffe, vaske op, deltage i fantasifulde møder eller blive sendt ud for at rense kommunale lokummer eller male de kommunale bord-bænkesæt, om vinteren. Desuden var der et af de steder jeg var aktiveret 1 pc af ældre model, som vi skulle skiftes til at bruge til at søge arbejde på. For 4 år siden var jeg så i den situation at jeg ikke længere var berettiget til dagpenge og derfor skulle have kontanthjælp. Så begyndte det hele forfra.

Kontanthjælp

Efter at jeg havde fået et midlertidigt arbejde, dog kun et par måneder var min ret til genoptjeneing af dagpenge udløbet. Delvis fordi jeg var blevet aktiveret på fuld tid ved kommunen, men altså uden ret til genoptjening af dagpenge, et lidt underligt koncept som politikerne i folketinget opfandt for at spare penge.  Jeg kom på kontanthjælp og fik herefter ½ år til at finde et arbejde, inden indsatsen skulle målrettes mig. Det vil sige jeg behøvede ikke at være aktiveret hele tiden, blæot jeg mødte til samtaler med min personlige vejleder på jobcenteret, jeg behøvede ikke længere at møde til 3-månedlige samtaler i min a-kasse, idet jeg jo ikke længere var berettiget til dagpenge. Der gik 6 måneder med at tale med venner og familie, jeg lærte også at bruge facebook, ligemeget hjalp det, der var ikke noget arbejde til mig.

Da de 6 måneders relative fred var overstået skulle jeg så igen aktiveres, men ikke nok med det, jeg havde en pensionsopsparing på omkring 170.000, som jeg skulle bruge før jeg var berettiget til kontanthjælp. Man kunne så forestille sig at jeg havde fred til at søge arbejde og opsøge konsulenter der kunne hjælpe mig med at finde et arbejde, men nej da. Jeg skulle arbejde gratis for mine egne penge, samtidig med at skattemor tog 60% af opsparingen.
Så droppede jeg ud af systemet og blev teknisk hjemløs, da ingen frameldte mig min folketingsadresse, men da der blev slukket for strøm og vand havde jeg ikke et sted at bo. Det blev familien der måtte tage sig af mig, samt banken, hvor jeg hævede over 30.000 før dankortet blev spærret.

At krybe til korset

Det var hvad der til sidst skete. Jeg måtte efter 1 år ansøge om igen at modtage kontanthjælp, jeg fik det også bevilget med henvisning til at jeg først skulle bruge min pensionsopsparing - og betale 60% for at hæve i utide, hvilket jeg havde svært ved at forstå. Hvordan kan utide være tvunget? Nå jeg hævde og betalte familie og venner de penge jeg havde lånt, enkelte småregninger blev også betalt, og banken tog sit tilgodehavende. Det var så den pensionsopsparing der var væk. Krav fra elselskab, telefonselskab, vandværk og enkelte abonnementer var i mellemtiden gået til inkasso og udgjorde svimlende beløb (mere end det jeg kunne modtage i kontanthjælp før skat - fra hver enkelt selskab).

Derefter skulle jeg jo i sagens natur deltage i et jobsøgningsforløb, mens jeg også skulle bruge tid på at finde et sted at bo og lave aftaler med inkassatorerne. Jeg havde også mødt en sød pige som jeg gerne ville være sammen med, men da jeg havde søgt kontanthjælp i Silkeborg og hun boede i Odense var det svært at få tid og penge til at ses. Jagten på arbejde var dog også besværlig i oktober 2011, men jeg fik at vide at jeg på kontanthjælp skulle søge arbejde i hele landet (tidligere havde jeg også søgt i for eksempel Norge og Grønland), og at jeg gerne måtte intensivere jobjagten og koncentrere mig om Odense.

Efter 4 ugers jobsøgning skiftede jeg taktik og fokuserede udelukkende på aktivering (gratis arbejdskraft), da jeg ellers skulle i kommunal aktivering. Og det lykkedes at finde en arbejdsplads i Odense, så at sige på falderebet, det var på et værtshus. Her gik det fint og jeg fik endda forlænget aktivering med 4 uger mere og flyttede til Odense. Så blandede Odenses jobcenter sig, spurgte min "arbejdsgiver" om han kunne garantere arbejde elelr blot en periode med løntilskud. Det kunne han ikke, og så var det slut med det job.

Resultatet. Ny kommune, nyt jobsøgningsforløb med samme resultat: jobjagt uden resultat og en sen beslutning om en jobaktivering. Denne gang på fuld tid i Netto i 13 uger. Bortset fra at jeg p.gr.a. løft (fyldte mælkekasser og brød samt andre varer) på et tidspunkt måtte melde mig syg i lidt mere end en uge med hævet fod gik det såmænd udmærket. Rare medarbejdere, og en forretning der i knap 13 uger havde gratis arbejdskraft. Det var ligefrem til at holde ud at gå på arbejde, så vi indgik med jobcenteret som formidler en aftale om at forlænge frem til nytår, hvorefter der i det nye år måske kunne findes penge til et løntilskudsjob. Så vidt så godt jeg havde altså nu udsigt til arbejde resten af året på kontanthjælp, hvorefter min løn vil stige (i forhold til kontanthjælp) med ca 20% og endnu ingen garanti for arbejde (slet ikke på fuld tid).

Men OK lidt flere penge kunne jeg nu godt bruge. Men så blev jeg ramt af endnu en gang hævet fod, suppleret op med en byld i lysken som var betændt. Efter nogle ugers penicillin-behandling var bylden under kontrol, men den skulle fjernes, derefter blev jeg ramt af en voldsom influenza-lignende sygdom samt personlige psykiske problemer hos min nye familie (min kærestes søn brød sammen - og endnu er der ingen der ved hvor alvorligt det er, blot at han bliver kraftig medicineret). Jeg vil derfor tro at jeg arbejdede for Netto i alt i 14-15 uger.

De første måneder af 2013

Ikke meget har ændret sig, som følge af lægebesøg bliver jeg nu medicineret for type-2 diabetes og tjekket for forhøjet blodtryk. Jeg er stadig ikke i stand til at foretage tunge løft eller gå langt. Sønnen er stadig syg uden at vi ved hvad der skal gøres, bylden er dog bortopereret og stingene blev fjernet for en tre ugers tid siden og ømheden er forsvundet.

Min vejleder på jobcenteret (jeg har en 5-6 stykker) har jeg ikke hørt fra, jeg har dog været indkaldt til den obligatoriske personlige samtale hver tredje måned, der består i at vi møder en 30 stykker frem sidder og kigger lidt på noget "power-åpoint" præsentation (sidste gang havde de dog ikke nået at opdatere til reglerne for 2013, så dem måtte vi bare prøve at huske. Jeg behøvede ifølge deres notater ikke efterfølgende at komme til en personlig samtale, men fik at vide at jeg skulle ændre et par ting i mit CV indenfor en uge, og så blev jeg og mere end halvdelen af de andre sendt hjem efter ca 10 minutters personligt møde.

Samfundets laveste
Jeg hører måske ikke til samfundets laveste, jeg har stadig en familie, der i et vist omfang kan støtte mig både personligt og økonomisk. At kontanthjælp skal være lavere, at SU skal sænkes, at syge mennesker skal bøde for en uansvarlig økonomisk verdensorden, at politikere tager deres ansvar så alvorligt at de støtter banker og et økonomisk fallittruet EU, samtidig med at de tager sig godt betalt for deres ansvar (ja selv børnene får åbenbart økonomisk kompensation for deres forældres "store" ansvar - så kan de jo komme i folketinget når de skal til at læse på SU).

Aktionærernes grådighed, bankernes ønske om at skabe hurtig profit, politikernes tro på økonomiske vismænd og lobbyisme, det er altsammen noget der belønnes.

Alle os, der har stået til rådighed for samfundet i dårlige tider som i gode tider, vi må nu betale for den betændte byld som de økonomiske kræfter har fremdrevet. For at sætte sagen på spidsen kan man sige at mit arbejde i Netto på kontanthjælp har mindsket muligheden for en ung studerende for at supplere sin SU, for normaltlønnede medarbejdere er der ikke mange af i den kæde, og dem der er, får sjældent andet end deltidsarbejde.

Uddannelsen i fremtiden

At man politisk beslutter at beskære livsvilkårene for de svageste i samfundet kan kun give et resultat. Samfundets svageste bruger sine kræfter på at overleve, ikke på at skabe et samfund i opgangstider of støtte det i nedgangstider. Det betyder også at den uddannelses-elite der falder for liberal-økonomiske teorier ikke får noget modsvar fra underklassen, de erfaringer som de måske kunne bidrage med såfremt de kunne leve et anstændigt liv, vil blive udelukket. I stedet får vi en flok nepotistiske politikere der aldrig har haft økonomiske problemer, en embedsstand, der via deres eksaminer har den samme økonomiske teori i bagagen samt en flok investorer (lur mig om ikke embedsmænd og politikere også hører til her), der alle lever i den samme muslingeskal.

Ikke nok med at de mest udsatte betaler for en krise de end ikke har været ansvarlige for. Nej det himmelråbende tåbelige er at deres (vores) børn og det kommende samfund kommer til at betale regningen for inkompetente egoisters grådighed.