Rigdom

Politikere er afhængige af de stemmer de kan få og de penge der kan promovere dem. Den politik der føres og er blevet ført i mange år har en masse tabere, på den måde kan man sige at politikere rammer deres vælgere på målgruppen. Ganske få mennesker er blevet meget rigere, mens en del mennesker er blevet lidt fattigere.

Nu er en forøgelse af rigdom ofte en procentvis forøgelse, og en årsløn på 13,7 mio er jo ikke nogen stor procentvis forøgelse i forhold til en tidligere årsløn på 13,6 mio. På samme måde er det jo ikke noget stort tab når en kontanthjælpsmodtager gårt fra en indtægt på 122.000 kr til en indtægt på 121.000 årligt.

2,5 mio kroner

Jeg har regnet sammen, hvad jeg har modtaget i løn siden jeg startede som bogopsætter på biblioteket som 14-årig og til januar 2013. Overalt hvor jeg har kunnet, har jeg rundet op og er nået frem til at jeg (med lidt god vilje) har tjent 2,5 mio kroner før skat, og at jeg har betalt ca. 40% af disse penge til staten i form af skatter, tager vi afgifter og gebyrer med vil jeg have bidraget til samfundet med mere end 65% af mine samlede indtægter, blandt andet fordi jeg fordi jeg tegnede et statsgaranteret studielån, som skulle indfries mens jeg aftjente (tvungen) værnepligt, og som følge af værnepligten, blev opført i Riebers Kredit Information som dårlig betaler!

Altså har jeg for mindre end en million kunnet bidrage med godt og ondt til det samfund jeg lever i. Indrømmet at smide penge til udlandet har ikke været min opgave, jeg har været så fattig at selv billige busture til Tyskland samt enkelte weekendophold gennem de 40 år jeg har tjent penge, allerhøjst har udført danske kroner i størrelsesordenen 30-40 tusinde. Resten er tjent i Danmark og afleveret i Danmark.

Hvis jeg kan gå på efterløn som 64-årig (om ti år) vil jeg, som tingene ser ud nu med stor arbejdsløshed og lille mulighed for at konkurrere på arbejdsmarkedet, gennem de næste 10 år modtage hjælp eller løn før skat på 1.210.000, hvilket bringer mig op på en livsindtjening på måske 3,8 mio kroner, hvoraf 99% er brugt i Danmark (Skat, moms, indkøb af varer og forbrugsgoder - som plader, stereoanlæg og pc - samt selvfølgelig mad).

Et helt liv

Når jeg sammenlignet med en bankdirektør kan præstere en indtægt, der er mellem 1/3 og 1/5 altså set som en bankdirektørs årsløn og min livsløn, kan det undre mig at erhvervslivet i den grad mener at flere penge til rige mennesker skulle kunne få samfundet til at generere flere arbejdspladser, mere eksport og en stigning i BNP. Men OK det er jo kun penge. Jeg mærker ikke så meget til dem, jeg kan kun bruge dem jeg har når jeg har betalt det jeg skal.

Nu er penge ikke alt. Jeg har været heldig med at have en god familie, et godt liv uden sygdom, og udfordringer som mit liv har budt på: vekslende uddannelse, værnepligt og arbejde i flere ender af landet. Arbejdsløshed, lavtlønnet arbejde i flere brancher, kontakt med mennesker hvis venskab forsvandt når jeg måtte flytte efter arbejde i andre ender af landet, alt det har givet mig oplevelser. De positive var at lære nye mennesker at kende, det var også spændende at lære andre menneskers situation at kende: glæde, sorg eller fortvivlelse.

Lærerigt

Gennem hele min opvækst har det været rigdom på oplevelser der har været vigtigst for mig. At jeg er vokset op med søskende der er henholdsvis biortadopterede og henholdsvis er vokset op uden at moderen har modtaget børnepenge er én oplevelse, at jeg sammen med tre søskende boede hos en enlig mor fra mit niende år til min konfirmation (som ikke blev til noget - og så endda i Vestjylland) var en anden oplevelse. At jeg kunne flytte sammen med min stedfaders datter da jeg skulle flytte hjemmefra (bare rolig hun havde sit at se til med en lille dreng og en skilsmisse og en ny kæreste - men jeg kunne bo et sted til jeg fandt mit eget) var en oplevelse.

At få et koldt værelse på 5. sal midt i Aalborg med en stikkontakt til en bibliotekarstuderende som også skulle høre musik og have en sengelampe samt køleskab, var en oplevelse. At leve på SU og låne statsgaranterede penge i banken for at kunne indrette sig og købe lærebøger mm. var en oplevelse. At skulle flytte hvert semester fordi praktikpladserne i Aalborg var forbeholdt børnefamilier på studiet - og dem der havde bekendte eller familie i biblioteksverdenen var en oplevelse.

At bruge sin fritid til at høre musik, at spare op til live-koncerter med CV Jørgensen, Gnags og alle de andre var en oplevelse, at gå på værtshus lige efter skoletid og fedte med pengene samtidig med at man snakkede med bartenderen, der havde fået job for at have råd til at studere var en oplevelse.

Livet

Siden har mit liv budt på rigdom, hvad det at lære angår. Jeg var tvunget til at aftjene værnepligt sammen med nogle der aldrig havde åbnet en bog, medmindre de havde været i skole, Jeg fik vikariater i flere landsdele, jeg var aktiv arbejdsløs med støtte fra min fagforening, jeg lærte at beslutninger ikke altid var de rigtige, hverken når det var mig, fagforeninger eller politikere der tog dem. Mine forældres beslutninger var også mærkelige, men de var som sådan lidt tættere på. For eksempel kan man undre sig over at min far og mor begge blev skilt for at blive gift, min mors datter fulgte med, min fars tre børn blev bortadopteret, simpelthen fordi der ikke var penge til at tage en uddannelse dengang i 50-erne. Mine forældre brugte mere end et år på at blive skilt (af hensyn til os børn -så vi kunne vænne os til kun at være sammen med den ene af vores forældre ad gangen - faktisk gik det så langsomt at aftalerne om hvem vi skulle bo hos blev ændret adskillige gange, også efter at skilsmissen var trådt i kraft).

I Holstebro mødte jeg Tvind-elever der levede for musik (jeg var musikbibliotekar), I Gilleleje lærte jeg to sider af en provinsby at kende (fiskerne og Gillelejerne - de fattige, de hårdtarbejdende og dem der gennem livet havde været begge dele). I Kolding lærte jeg at arbejde med børn, voksne, videbegærlige, musikinteresserede og lokalhistorie, jeg lærte at en profession betød at man skulle være "tændt" og pleje kunderne, ikke bare møde til tiden). Jeg lærte endda min datters mor at kende, og at man kunne abejde uden for arbejdstid, selv som bibliotekar.

Højskolen

Med kommunalt ansættelsesstop og en krise der var endnu mere krise end den vi får påduttet i dag endte det med at jeg kom i en form for aktivering langt ude på landet fordi jeg var røget ind i et voldsomt alkoholmisbrug, samtidig med at jeg hellere købte smøger end mad. Jeg kom til Samsøs Højskole.

På det tidspunkt var jeg nybagt far, jeg var i midten af 30'erne, mens de fleste af de andre højskoleelever var enten adfærdsvanskelige (hedder det vist i dag) eller velhavende menneskers børn der skulle lære at flytte hjemmefra uden efterskoler. Jeg mødte 20-årige stofmisbrugere, jeg mødte 18-årige karriereryttere der håbede at tjene til højskoleopholdet ved at sælge øl og smøger til forhøjede priser, jeg mødte lærevillige personer for hvem det bare var et skridt videre i livet at flytte hjemmefra og lære noget.

OG jeg mødte et lille samfund, der stort set svarede til det jeg havde forladt som 17-årig. Min alder var fordoblet og jeg kunne pludselig se samfundet bagfra - min ungdoms erfaringer blev til en voksens tilbageblik. Jeg blev med nogle få års undtagelse i det lille ø-samfund længere end jeg har været nogle andre steder (fra 1992-2011: 18 år) - selv min opvækst i Ansager var fra 1964-1977 (13 år).

Kærligheden

Jeg har hele mit liv været rig på venner. At lytte og forstå er den evne jeg er udstyret med, som bibliotekar har jeg fået mange beundrere der kunne lide min personlige betjening. Jeg har kunnet tale med min familie, trods skilsmisser og personfnidder, jeg har først af alt lyttet.

At lytte giver ikke nogen kærlighed, men det viser opmærksomhed. Min kærlighed til mine søskende og halvsøskende, ja selv papsøskende, er dybtfølt. Vi er forskellige, endda meget forskellige, men et eller andet sted er vi altså i familie med hinanden, og det er der jeg finder min virkelige familiemæssige rigdom: At vi er forskellige, at vi lever på forskellige vilkår, og at vi både er tilfredse og utilfredse med vores liv.

Kærligheden til livet giver sig udtryk i utilfredshed, men også - og det er styrken - til ikke at opgive ævret, ligegyldigt hvordan ens situation er. Skilsmisser er mere hyppige end dødsfald i min nære familie, måske har alle dødsfald påvirket mig meget, ikke bare når min bedstefar dør af en blodprop som 80-årig (få måneder efter at jeg fik orlov fra kasernen til hans fødselsdag - jeg var stadig ved cicilforsvaret da han døde), men også når min fasters søn døde få dage før sin far som ung mand (han var end ikke fyldt 40), Mine forældre lever stadig, men min stedfader er død, mine forældres søskende er på fædrene side stadi i live, mens min mor er den eneste tilbage af sine søskende.

Jeg har været uvenner med min moders mænd, med min mor, med min faders kvinder og med min far. Men jeg har også båret en dybtfølt kærlighed til dem, som jeg på min måde har givet udtryk for. Jeg har råbt højt når jeg var uenig, jeg har måske været knapt så højtråbende når vi har været enige, men jeg har lyttet.

Og måske er det derfor jeg har fundet kærligheden. Den var der da min datter blev undfanget, en lille ulykkelig og fattig familie, hvoraf moderen var på kantanthjælp og faderen på dagpenge (grundet offentligt ansættelsesstop). Men min lyst til at forstå andre, at lære af andre, min lyst til at holde af andre er stadig bærende for mig. Min nuværende kæreste holder jeg om muligt mere af, men den kærlighed jeg indtil nu har oplevet, kommer aldrig tilbage som had, måske som undren, men ikke andet.

At være rig

Derfor har jeg besluttet mig for at være rig på minder, rig på erfaring, rig på menneskekendskab, rig på familie og rig på at kunne trække vejret og dele min rigdom med andre.

Penge er måske nok gjort til rigdom, men vi ved jo at der findes et voksende antal krigsveteraner der lever for sig selv, og vi ed at der findes et stigende antal mennesker der af den etablerede elite defineres som fattige, men som af politikere defineres som dovne eller pengegriske hyklere.

Jeg vælger altså at være rig, samtidig med at alle mine ord skal gå til at støtte alle dem der udråbes til ikke at være fattige af politikerne. Af uforklarlige årsager er der ikke nogen diskussion af overdreven rigdom!

Som økonomisk fattig har jeg en menneskelig rigdom (vistnok i dag kaldet empati eller noget tilsvarende) - den deler jeg gerne, så længe der ikke er nogen der taler betaling for det.