Når man skal ...

Jeg har altid lært at det er vigtigt at skifte sit tøj oftest muligt. Undertøj, sokker og det tøj andre kan se. Simpelthen fordi det ydre tøj bør være rent - måske fordi mine forældre voksede op under krigen skulle vi se pæne ud på overfladen. Men undertøj og sokker. Jo, jo. Hvis vi skulle komme ud for en ulykke ville det være pinligt med "bremsestreger" i undertøjet eller at sokkerne var "sure".
Rene linjer kan man kalde det.
Da jeg flyttede hjemmefra lærte jeg så noget andet af mine forældre,. de havde nemlig lært det under krigen. Lad være at bruge flere penge end du har, og sørg for at svare enhver sit. En lærdom, jeg har klaret mig med meget længe, faktisk siden jeg afsluttede min uddannelse i 1982. Hvis ikke en skrantende økonomi i 80 havde gjort det muligt for regeringen VCR at afskaffe statslige studielån - og i stedet lovgive om statsgaranterede studielån, havde jeg nok klaret skærene. Min søster lånte til 2%, men da jeg begyndte (og da mine andre to søskende begyndte) var renterne i nærheden af 20% stigende til mere end 30% efter endt studietid. Den nød kunne jeg ikke knække, men jeg lovede mig selv, at den dag staten eftergav mig min studiegæld ville jeg tage et hvilket som helst arbejde til hvilken som helst løn - efter overenskomst. Jeg nævnte specifikt muligheden for at blive kassedame i Netto.
Og for skiftende regeringer af forskellige farver er det lykkes at køre en veluddannet medborger, som har kostet samfundet ca 65.000 kr over 5 år i studielån, men omkring 1/4 mio kroner i statsgaranterede renter (udelukkende til fordel for banken, der iøvrigt kun havde en lånetype der var dyrere end studielån, nemlig "forbrugslån". Allerede dengang undrede det mig at et 100% garanteret lån kunne være til en højere rente end et huslån, et industrilån eller sågar et billån. Det fik mig til at mistro de skiftende regeringer der bakkede op om princippet, både VKR og VCQM  (1983-93) og S (1993-2002). Ingen ændrede på den tåbelige studielånsordning, som faktisk gjorde det modsatte af hvad den skulle have gjort, nemlig garantere unge fra dårlige kår en mulighed for at tage en uddannelse. Tværtimod viste det sig at unge fra gode kår kunne udnytte ordningen til at spekulere i høje renter, aktier og obligationer og dermed stå med flere penge end da de startede deres uddannelse, mens unge fra fattige kår måtte bruge pengene og betale de høje renter uden at få noget tilbage. Så meget for en liberalistisk tilgang til uddannelse. Den er kun til for dem der har! Det giver i hvert fald kun nogle få af de unge bedre chancer i uddannelsessystemet, end dem de havde i forvejen.

Men når man skal så er det os der kommer fra primitive kår der betaler tilbage, det er os der tager ansvaret, og det er os der trods al mangel på logik betaler hele gildet for dem der har pløjet sig igennem på selvtillid og tro på forskel mellem samfundsklasser.
Når man skal så skal man, og jeg skal altså på lokum engang imellem. Som alle andre mennesker er jeg født lige, hvad afføring angår (Hvis fattige mennesker var født uden røvhul ville lort være guld), men jeg har bare adskillige gange konstateret at ligheden kun når til en vis grænse.
I min familie er den ældste af mine søskende født 1950 og den yngste i 1973. Den ældste nåede at få arbejde efter endt uddannelse som lærer. Også min søster fra 1952 fik arbejde i kraft af erfaring under uddannelsen. Men så lukkede og slukkede den samme regering som havde indført statsgaranterede studielån for offentlig ansættelse (Det offentlige anættelsesstop betød at afgående arbejdskraft kunne erstattes en til en af ny arbejdskraft indenfor det offentlige (i praksis, pension eller dødsfald).  Dengang kunne man som offentlig ansat selv vælge om man ville gå på pension som 67-årig eller som 70-årig, og mange af mine ældre (og søde og rare) kolleger valgte at blive til de fyldte 70 på biblioteket (sikkert også fordi pensionen ikke var så høj som lønnen, men det talte vi jo ikke om).
Jeg var all-round bibliotekar, og der var to stillinger i Kolding hvor jeg var ansat mere end et år. Den ene var på børnebiblioteket, fordi den ledende bibliotekar fik en anden (måske bedre) stilling på et andet bibliotek, den anden skyldtes et tragisk uheld på en cykel, som medførte døden for en af mine kolleger. Men jeg skulle jo, og når man skal så skal man. Altså søgte jeg de to stillinger, dog uden at få dem. Misforstå mig ikke, jeg ville gerne have stillingerne og mine kolleger bakkede mig op, men valgte til sidst nogle der havde mere arbejdserfaring på netop de områder de skulle bruge, fremfor en med all-round erfaring!
Man kan også sige at mine papirer fra biblioteksskolen havde nogle underlige oplysninger: Jeg havde beskæftiget mig med popmusikkens økonomiske regler, med populærlitteraturens mekanismer og bogbussers berettigelse. Ikke specielt populære områder i biblioteksverdenen, men jeg ville ikke være som de fleste, jeg ville være mig og vide noget om det andre ikke vidste om, jeg ville lære noget der var anderledes, og det vil jeg stadig.Og når man skal, så skal man!
Trods det at jeg var direkte bange for at lave lokalradio blev jeg over en periode på ca. et halvt år overtalt til at prøve, og med hjælp fra andre frivillige blev jeg faktisk overbevist om, at jeg kunne. Hvorefter jeg gennem 4 år lavede lokalradio, efterfulgt af arbejdssøgning og undervisningstilbud. Da jeg i 1998 kom på kontanthjælp blev jeg af dagpengesystemet hjulpet til et job på samme lokalradio som jeg havde forladt fordi frivilligt arbejde ikke var tilladt på en kommerciel arbejdsplads. Ansættelsen på dagpengelignende vilkår SKULLE følges op af ansættelse med overenskomstmæssig løn i en tilsvarenede periode som løntilskudsperioden, på den måde optjente jeg endnu engang retten til dagpenge. Og så var der ikke flere penge på TV-stationen, som det i mellemtiden var blevet til.
Men da jeg skulle optjene retten til dagpenge var der kun en ting at gøre. Når man skal så skal man. Jeg tog jobbet, jeg havde nogle dejlige år med skiftevis arbejde og frivilligt arbejde. jeg lavde nogle rigtig gode udsendelser. Min chef  ville ikke acceptere at udsendelserne skulle være ensartede hvad tid og gæster, telefongæster eller lokale kommentatorer angik. Et program det tog en uge at lave - mest fordi jeg jo havde løbende småopgaver som at lave quiz og samtaleprogrammer, samt lige en time om overtro eller filosofi eller jul eller påske ... gav vanskeligheder. Programmet var oprindeligt på en time, men chefen var så begejstret at han ad to omgange udvidede det til 1 time og 15 minutter, inden han slog hovedet på sømmet med 1½ time. For ham var det vigtigt at sende kvalitetsradio, og når man skal, så skal man jo. Min indsats bragte mange tilskud fra kulturministeriet og mange af mine kolleger fik overenskomsttmæssig løn. Jeg fik nok løn til at kunne opretholde fuld dagpengeret, hvis jeg skulle blive fyret, og det vidste jeg jo godt at jeg ville blive når der ikke var flere penge. Så jeg havde det sådan med at opspare retten til dagpenge: Når man skal - så skal man. Og jeg skulle opspare retten til dagpenge, det var meget mere værd end at få 5000 mere om måneden og så blive fyret efter 5 måneder. Når man skal opspare rettigheder efter regler, så skal man!
Sidste gang jeg blev ansat på TV-stationen var vi 3 ansatte. Vi fik ikke løn til tiden - kun en undskyldning og at vi snarest muligt ville modtage pengene, jeg henviste til at jeg netop var kommet på kontanthjælp igen, men chefen skulle nok ordne det hurtigst muligt, vi skulle bare lige sende radio først, ellers ville vi ikke få penge fra kulturministeriet og fra vore sponsorer samt abonnenter.
Når man skal, skal man.

Min arbejdsplads skulle have penge og det krævede en indsats fra min side, jeg kunne bare ikke betale husleje eller andre udgifter, som for eksempel el, vand og tlf. Og når man skal, så skal man! Altså blev jeg sygemeldt og henvendte mig på jobcenteret. Jobcenteret var dog blevet træt af en person, der halvdelen af årene havde været på dagpenge, skulle aktiveres og jeg skal gi dig skal je'. Kontanthjælp i 6 måneder og derefter forbrug af egen opsparing (jeg havde 160.000 kr i ratepension.) Et år forsøgte jeg at finde arbejde, med økonomisk hjælp fra venner og familie, men så blev jeg nødt til at hæve min pensionsopsparing i "utide" og betale 60% i rente for at hæve i utide, trods det, at det var tvunget. Når man skal så skal man.

Nu er jeg så kommet i den situation, at jeg skal i arbejdspraktik ifølge lovgivningen. Trods det at jeg har været på arbejdsmarkedet, har fået løn, har en udmærket uddannelse og har arbejdet indenfor mange brancher, skal jeg stadig ifølge lovgivningen vise at jeg er i stand til at stå op om morgenen, at jeg er i stand til at udføre et stykke arbejde, og at jeg er i stand til at gøre hvad jeg får besked på. Når man skal - så skal man.

Nu har jeg bestemt at jeg vil protestere mod dette vanvid. Det gør jeg ved at tage til København på folketingets åbningsdag d. 2. oktober 2012 og protestere mod de mange tåbelige regler. Jeg må faktisk ikke, fordi jeg af uransaglige årsager er tvunget til at arbejde gratis for AP.Møller på fuld tid hver uge fra juni til december 2012. Men jeg kender en i København der gerne vil ansætte mig. Og når man skal til samtale, så skal man! Min bekendte har bare ikke råd til at ansætte mig, for staten giver ikke penge til den type ansættelser.
Når jeg står i København kunne jeg måske minde politikerne om, at staten skal sikre penge til anden type ansættelse end håndværk, for eksempel er det helt utroligt at skiftende regeringer accepterer at jeg arbejder for en af de største viksomhedeer i verden uden at virksomheden betaler løn, giver feriepenge eller pension!
Når man skal, så skal man. Men netop denne regel gælder åbenbart kun for mennesker der ingen penge har?

Nu er jeg kommet af med en masse lort, og nu skal jeg - på det lille hus.

Når man skal, så skal man!