søndag, september 23, 2012

Frihed

Et dejligt ord er det: frihed.
Professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet, Hans-Jørgen Schanz, skriver godt nok i bogen (eller pamfletten) "Frihed" fra Aarhus Universitetsforlag, 2012, at begrebet egentlig ikke eksisterer, eller (citat): "Frihed er blevet en fetich, og det er faktisk for meget, for betydningen bliver upræcis: Historiens sammenhænge og forskelle drukner i tidens intense dyrkelse af fænomenet." (side 7, øverst).
Nå ja, så måske ikke så dejligt endda.
Den liberale frihed er vel stadig til at forstå? Frihed til at spise stegt flæsk og persillesovs, mens man håner de mennesker man gør alt for at udbytte. Det er vel frihed?
Den socialistiske frihed til at tænke anderledes, det er vel kernen af frihed?
Den individuelle frihed til at handle som man føler er rigtigt er vel den ultimative frihed?
Barnets frihed til at lære, den voksnes frihed til at handle og den syges frihed til at finde en måde at leve med sygdom på, den ældres frihed til at have aldersbestemte skavanker og den dødes frihed til vælge sit sidste "hvilested", er det ikke alle essentielle friheder i vores liv, vores samfund og vores omgangskreds?
Egentlig kunne jeg bare slutte denne blog her, ved at konstatere: "NEJ".

Vi foregøgler os en frihed. Men for at deltage i samfundet må vi bøje os for regler, som er udstukket af samfundet. Ganske vist i samarbejde med os, i og med at mange af vore bundne friheder er udstukket af politikere eller andre vi har givet formynderretigheder, men så er vi jo ikke længere frie.
Lad os betragte friheden som liberal: Friheden går ud på at jeg er det vigtigste i verden, en frihed, der giver mig ret til at handle som jeg ønsker, hvis det går ud over andre er det ikke mit problem, jeg har frihed til at handle. Men selv indenfor denne frihedsopfattelse er der indført regler. Man må ikke slå ihjel, man må ikke tage andre folks ejendom og man må ikke genere andre folk der spiller på samme bane (tyv tror hver mand stjæler, derfor er det forbudt at stjæle fra ligesindede). Friheden gælder altså kun for dem der følger spillereglerne for liberalisme, (al form for snyd og bedrag er tilladt, så længe det ikke kan afsløres eller hvis vi kan få ændret reglerne til vores fordel!).
Liberalisme er altså ikke frihed, det er blot et spørgsmål om at bestemme spillereglerne!

Men den socialistiske frihed så? Det er en frihed der er nøjagtig ligeså bindende som den liberale. Ikke mindst fordi den er opstået som et modstykke til liberalismen. Her binder man sig til at være forpligtet overfor samfundet og medborgere. Alle skal dele både sorger og glæder, arbejde og ledighed, primært efter hvad man kan byde på i forhold til samfundets behov, oprindelig fokuseret på arbejdskraft. Friheden består altså dels i at gøre det som man får besked på, dels at bidrage til samfundet!
Socialisme er altså heller ikke frihed, men blot et spørgsmål om at acceptere en fordeling af samfundsopgaverne.

Den individuelle frihed er altså løsningen?
NEJ! Individuel frihed betyder kun at alle kan gøre som de synes er rigtigt. Slå mennesker ihjel, begå voldtægt, tage livet af sig selv, gøre livet surt for andre eller blive narkoman - og alt mulig andet. Men frihed vil det jo aldrig blive. Pædofili er efterhånden afsløret som en form for omsorgssvigt, der kammer over i en sygelig trang. Andre former for misbrug kan man i dag føre tilbage til omsorgssvigt i barndommen, som vi sagde i min ungdom: "Det er samfundets skyld".
Individuel frihed vil altså med stor sandsynlighed medføre traumer, sygdomme eller død for omgivelserne. Ikke ligefrem noget der signalere frihed!

Som barn havde jeg forældre der arbejdede (begge to). Der fandtes ikke børnehave, dagpleje eller anden form for børnepasning, mine forældre var tilflyttere og altså var der ikke de normale kontakter til familie når børn skulle passes. Derfor er jeg opdraget af  en kleptoman og en ung pige i en form form for kommunal pleje, senere af min storesøster. Mine forældre blev skilt da jeg var 9 år gammel, (mine to yngre brødre var da hhv 8 og 5 år - men skilsmissen havde været et år undervejs, så vi havde vores mor på alenehånd, mens far gik på lærerkollegiet i København - hvorefter det var omvendt, så mor var på lærerkollegiet og vi havde vores far hjemme.
Jeg er sikker på, at både min far og mor ville os det bedste, og de havde også begge nogle teorier om børneopdragelse. Vi skulle gå i folkeskole, vi måtte ikke lære skolefag før andre, så der var ingen hjælp til at lære at læse og skrive, for den sags skyld regne. Vores frihed var altså at vi skulle være en del af samfundet på samfundets betingelser.
Med hensyn til at vi i vores opvækst læste meget (da vi havde lært at læse), skrev meget (da vi havde lært at skrive) og spillede musik (mest mine to brødre - jeg lyttede til gengæld til musik), da havde vi frie hænder. Jeg blev medlem af miljøorganistationen NOAH som 12-årig, var bogopsætter på biblioteket to år før jeg måtte (ungdomsarbejde). Jeg fulgte politiske debatter om EF og Atomkraft, og med barndommens og ungdommens indignation blev jeg modstander af disse tiltag om at indføre billig energi og at indføre overbygning på mit samfund.
Mine lærere i folkeskolen var faktisk tilhængere af begge dele, og gjorde hvad de kunne for at fortælle os, at det drejede sig om løsninger der var til fælles bedste. Jeg indhentede viden fra alternative organisationer (OVE: Oplysning om vedvarende energi; NOAH og Atomkraft Nej Tak - EF-modstanerbevægelsen fandt jeg også frem til, takket være voksne mennesker der respekterede min frihed til at tænke selv)

Lad mig fremhæve dem der har betydet noget for at jeg føler mig fri til at tænke - under ansvar:

Slagteridirektørens kone. Hun savnede et formål med livet, og derfor kunne hun passe sognebiblioteket, hun kunne se min længsel efter at læse og lære, så jeg fik lov til at passe "vasken" (der hvor udlånskortene blev sat når bøgerne var udlånt!). Jeg fik lov at sætte bøger op, og da jeg var fyldt 14, fik jeg endda en krone i timen for mit arbejde. Da havde jeg sat bøger op i 6 år, uden løn. (Skal lige tilføje, at der inden jeg fik penge altid var en bogopsætter, der fik løn, så jeg tog ikke arbejde fra nogen)

Brugsuddeleren, som troligt kom på biblioteket for at læse aviser. Den lokale avis først (Vestkysten), derefter Jyllandsposten, for afsluttende at studere Information. (Nu var vi tre drenge i min familie, der var på alder med de to piger og den dreng, som brugsuddeleren og hans kone havde, derfor kendte vi hinanden gennem legekammerater, selv om voksne ikke nødvendigvis var dem vi talte mest med, kendte de os jo godt). Jeg spurgte hvordan han kunne læse de aviser, når de var så forskellige i holdninger (det havde jeg jo fundet ud af at de var). Han sagde ganske enkelt: Hvis ikke man ser en sag fra flere sider kan man jo ikke vurdere den. Sådan havde han også gjort som uddeler i Brugsen.

Et ungt par der læste digte og spillede plader for mig, lyttede til mig og gav mig modstand. Jeg lærte Per højholt og Vagn Steen at kende.

Min idrætslærer, Ejgil Petersen (tror jeg han hed), som insisterede på at vi skulle vide hvordan demokratiet fungerede. Han var selv venstremand "om en hals", men han syntes vi skulle lære hvordan demokratiet fungerede, eller også følte han sig tvunget af lovgivningen på undervisningsområdet. Min oplevelse af ham var meget speciel, som gymnastiklærer gik han højt op i at vi alle fik vore succeshistorier, som samfundsfagslærer gik han op i at vi skulle lære hvordan han så på samfundet, og hvordan vores omgivende samfund (venstre og indremissionsk) så på EF og politik og atomkraft. Min daværende politiske modstander (læreren) skylder jeg så meget tak, simpelthen fordi jeg fik lov til at tænke selv. Han argumenterede imod, med bedreviden, men slog mig aldrig. Måske var det ham der ikke indstillede mig til at være moden til gymnasiet, men det fik ikke nogen indflydelse. Men det fik ikke nogen betydning.

Et ungt lærerpar (Merry Sunke og Jens Kjær Larsen), som i ungdomsskolen lærte os at lave film, at komme udover stepperne, som lærte mig at drikke te og lytte til progressiv musik (Spooky Tooth).

Min geografilærer på gymnasiet (Willy Matthis, mener jeg han hed). Han brød sig ikke om mig, fordi jeg altid havde noget alternativt at sige til alt hvad han sagde. Han gav mig konsekvent lave karakterer, men da jeg afleverede den første skriftlige opgave, gav han mig topkarakter, og sagde at han var imponeret over at jeg havde det i mig og at han var skuffet over at jeg ikke havde vist det.

Min klassekammerat fra gymnasiet og senere bofælle i et kollektiv i Aalborg (Torben Ballin). Vi havde diskussioner om overnaturlige ting, om religion, om politik og om euforiserende stoffer. Torben fik lidt højere karakter på gymnasiet end jeg gjorde, og kom direkte ind på biblioteksskolen i Aalborg, jeg kom først ind året efter. Han introducerede mig til flygtninge fra Chile og Palæstina, samt til grøn, rød og sort hash, han lærte mig at ryge det og derefter blev jeg ryger af alm. tobak, indtil jeg opgav tjald i 1983 (begyndte at ryge og dyrke i 1978) Smøgerne lagde jeg på hylden flere gange, seneste gang 2002 - nu røgfri i 10 år på nær et par måneder. Vi havde dog mange oplevelser, Torben og jeg, Musik, politik, kærlighed (han tog min kæreste - eller hun tog ham, og jeg havde lyst til at slå ham ned). Men at sige at han ikke har været med til at forme mig ville være løgn.

Så er der de traditionelle: Min far, min mor og min storesøster har alle et stort plads i mit hjerte, mine to yngre brødre og deres børn er vigtige i mit liv, fordi jeg aldrig fik lov til at være far for min datter. Min mors seneste ægtemands datter Kirsten og hendes søn, Simon, var min første kontakt med et liv udenfor mit barndomshjem. Jeg er dem evigt taknemmelig. Og de søskende jeg aldrig har haft fordi de blev bortadopterede, samt de søskende der aldrig blev min fars børn. Alle er mine søskende og jeg er taknemmelig for at være i familie med dem!

MEN TILBAGE TIL FRIHEDEN.
Der er jo ingen frihed i at være enig eller uenig med andre. Alle de ting jeg har nævnt er altså blot en form for frihed til at tænke selv og tage de klø, der evt kommer som følge af ikke at følge strømmen. Min frihed består altså i at jeg har foretaget et valg, som ikke nødvendigvis var det valg andre ville have mig til at tage, med de følger, der evt var af at vølge.

Jeg har det godt med de ting jeg har lært, jeg har det fint med de valg jeg har foretaget, men jeg har det skidt med at andre synes vi skal vælge en form for frihed, der ikke findes. Liberalisme eller socialisme er for mig kun et valg mellem to onder - og der er jeg socialist - men frihed er retten til at handle uden at få udstukket spilleregler.
Selvfølgelig skal man være sikker på, at man ikke ved at føre sine frihedsrettigheder ud i livet, foretager noget, der gør ondt på andre. Frihedens største gave er jo at dele den med andre, ikke at presse den ned over hovedet på dem!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar