Ret og pligt

Renegaterne fra SF brugte som et af argumenterne for at skifte til Socialdemokraterne at de gik ind for ret og pligt. Ord som også Mette Frederiksen har gentaget som et mantra - ja egentlig kan man beundre socialdemokratiet for at nævne ordet ret i forbindelse med overførselsindkomster. For det første er det hamrende svært at modtage overførselsindkomster, og da VK (O) regeringen med hjælp fra RV fik gennemført de hidtil hårdeste regler for arbejdsløse fremgik ordet ret kun i forbindelse med "retten til at arbejde". Der var her tale om at positivere ordet "tvang" ved at kalde det rettigheder.

Forskellen er da også minimal i dag når tidligere SF'ere taler om ret og pligt, ja faktisk fristes man til at tro at "ret" udelukkende er den ret som politikere har til at skalte og valte med andre menneskers liv, mens pligten 100% er lagt på dem der ikke tjener styrtende formuer, enten ved arbejde eller ved risikable investeringer.

Jobcentermøde

Da jeg skulle til min mors fødselsdag i weekenden gik jeg på jobnet i god tid (allerede torsdag) og fik der en besked om at jeg skulle møde til samtale på jobcenteret. Fint nok for mig og de havde endda i beskeden skrevet hvilken dag og på hvilket tidspunkt. Da jobcenter er fordelt over flere bygninger med rimelig lang afstand fra hinanden var det dog for mig en rimelig ide at oplyse mig om, hvilken adresse jeg skulle møde på og hvilket lokale eller hvilken af mine mange jobcentervejledere jeg skulle træffe.

Jeg og kæresten (det er hende der har bil og kørekort, samt arbejde) tog afsted da hun fik fri fredag eftermiddag for at være hos min mor i tide til at hjælpe med at stille op til de 19 gæster der havde meldt deres ankomst. På det tidspunkt vi kørte havde postbudet været der og vi fik da også nogle postemballerede reklamer, men ikke nogen personlig skrivelse til mig om mødested og hvilken form samtalen skulle have. Nu havde jeg jo nok en ide om at det var den obligatoriske samtale der finder sted ca. hver tredje måned, men jeg var altså kun afklaret på to punkter: Jeg skulle til samtale tirsdag og tidspunktet var kl. 09.30.

Vi var hjemme søndag aften (efter at have hjulpet min mor med at rydde op efter selskabet til hendes fødselsdag), vi havde fået lidt madrester med (altid rart når man er på kontanthjælp). OG sandelig om ikke der lå et brev i postkassen til mig som jo naturligvis måtte være afleveret lørdag. Jeg skulle møde til et personligt møde i kantinen i Vindegade til en samtale der kunne vare op til 2 timer, indledt med en fælles orientering om reglerne for arbejdsløse (herunder folk der netop var blevet arbejdsløse på kontanthjælp, kontanthjælpsmodtagere i alle afskygninger og sygemeldte der skulle igennem et afklaringsforløb). Med andre ord et powerpointshow med besked til meget forskellige modtagere af overførselsindkomster. Varighed ca 17 minutter (sidste gang varede det kun 11 minutter, men den dag var det også de gamle regler der lå på "lysbilledapparatet").

Fremmøde

Vi var ialt omkring 30 fremmødte, nogle kom i sidste øjeblik andre kom faktisk lige før powerpoint-præsentationen var ved at være færdig - jeg kom ca 30 sekunder for sent til åbningen.

Under præsentationen blev vi gjort opmærksom på en masse ting som kommunen stod inde for. Jurister havde bestemt a kommunen kunne lukke døren på klokkeslet. Altså hvis jeg var indkaldt til klokken 09.30, skulle jeg være der før mødetidspunktet, ellers ville adgangen til det personlige fælllesmøde blive låst af og for sent fremmøde (30 sekunder) ville blive straffet med nedsættelse af kontanthjælp etc.

Jeg spurgte, da jeg jo netop havde været ude for at den bus jeg var kørt med var 4 minutter forsinket, om ikke man kunne bruge det som forklaring på at komme 1 minut for sent. Min rejsetid er sådan set afklaret. Jeg tager afsted senest 8 minutter før bussen skal køre, det er nemlig den tid det tager at gå til det nærmeste busstoppested. Bussen kører som pendlerbus tidligt om morgenen (dvs med halvtimeinterval), den sidste kører derfor kl 7.50. Næste bus kører 09.07, altså med et mellemrum i tid på en time og et kvarter, hvortil skal lægges at den normalt er forsinket da ruten er tidsmæssigt fastlagt til at skulle gennemføres uden anden trafik. Det siger sig selv at 14 minutter til midtbyen kan blive til 16-17 minutter hvis bussen ryger i en "rød bølge" eller hvis gangbesværede skal stige af eller på bussen (pudsigt nok er en stor del af buspassagerne ældre eller gangbesværede eller rejsende med oppakning som skal slæbes ind og ud). Vel ankommet til midtbyen ved jeg at der er 6 minutters gang til det ene jobcenter, mens der er 12 minutter til det andet, i begge tilfælde skal der tages højde for at der lige er blevet rødt lys for fodgangere, hvilket kan forsinke med næsten et minut. (Lyskurverne er primært indrettet efter kørende trafik!).

Jeg nærmest løb til mødet da bussen gav mig 5 minutter til at møde til tiden, selvfølgelig måtte jeg pænt vente på grønt (jeg kunne jo risikere at blive stoppet for at løbe over for rødt, hvilket ville forsinke mig meget mere - og have betydet en bøde oveni). Resultatet var at jeg mødte forpustet op og ca 30 sekunder for sent. Hvorefter jeg blev orienteret om at præcision var gjort til noget juridisk der kunne straffes såfremt jeg grundet omstændighederne kom 30 sekunder for sent til næste fremmøde. Trods det at der ikke kører busser der giver mig en halv time til at slentre til et møde hvor jeg bliver oplyst om regler jeg også kan læse på internettet (jeg er i princippet orienteret om reglerne i forvejen - og behøver ikke at møde frem til orientering om de regler jeg er orienteret om for at få dem læst op!).

Personligt fremmøde

Nu hedder denne form for ligegyldig aktivering jo personligt fremmøde og det fremgår også af skrivelsen at man skal påregne at det kan vare et par timer. Samtidig har man i forbindelse med aktivering eller "praktik" pligt til at acceptere en samlet rejsetid på 3 timer dagligt, udover 24 kilometer kan man få 1,27 kr pr. kilometer op til en øvre grænse på omkring 1000 kroner. Men ikke når man skal møde til "kontrolbesøg". Et besøg på jobcenter hvor vi sidder 30 ledige med forskellig baggrund og skal orienteres om reglerne på arbejdsløshedsområdet (som også gælder for sygemeldte og deltidsarbejdsløse dagpengemodtagere).

Det personlige fremmøde er altså mestendels en fælles orientering, der (alt efter hvem der står for det) varer mellem 10 og 20 minutter. Derefter er nytilmeldte indkaldt til en samtale med deres jobcenters vejleder. Udover vejlederen er der i mit tilfælde tilknyttet en person der skal tage stilling til udbetaling af min kontanthjælp samt 2 personer der står for aktivering og jobsøgningskurser mm. For at vejlederen (den personlige) ikke skal blive for personlig har kommunen også indført en regel om at man skal have ny vejleder/rådgiver hvert halve år. Det har jo betydet for mig der indenfor et år er flyttet til kommunen har haft en vejleder som jeg skulle tale med (fordi jeg var ny-kontanthjælpsmodtager), samt en vejleder jeg blev nødt til at opsøge uopfordret, fordi jeg var i aktivering og derfor ikke udgjorde nogen akut-vare på jobcenteret).

Af indkaldelsen til mødet i dag fremgik der ikke noget navn jeg kunne genkende trods det at jeg har gemt alle de små visitkort jeg har fået gennem forløbet. Så nu er jeg end ikke sikker på hvilken person jeg skal henvende mig til, hvis jeg selv skaffer et "praktikjob" eller hvis jeg skulle have afklarende spørgsmål omkring min ledighed eller ferieønsker mm.

Ret

Vi blev oplyst at vi havde ret til 5 ugers ferie, dog først efter at have modtaget kontanthjælp i 12 måneder (såfremt man var på dagpenge eller havde optjent feriepenge gjaldt opsparingen dog - pudsigt nok er ferieåret 1/4-31/3 for kontanthjælpsmodtagere, mens det stadig er 1/5-30/4 for alle andre. Begrundelsen var at da kontanthjælpsmodtagere endelig fik ret til ferie (takket være Enhedslisten) fik de rettigheden så der allerede kunne udbetales feriekontanthjælp d. 1. april, så det var bevaret. Om man ikke kunne lave en overgangsordning som med dagpengereglerne (og her taler vi om at forlænge med en måned en gang for alle eller hugge en måned hvert år indtil ferieåret passser med resten af Danmarks ferieår er åbenbart ikke et spørgsmål værd). Vi har endda mulighed for at rejse til udlandet i vores ferie. Se mere under pligt!

Endvidere fik vi oplyst at vi havde ret til at blive aktiveret hurtigere end reglerne påbyder. Altså at kommunen er agressiv i sin aktivering. Efter 4 ugers praktik kan man gå ledig og søge arbejde på sin egen måde i op til 26 uger. "Op til" skulle vi dog betragte som usandsynligt, da kommunen som sagt havde en progressiv aktivitet for ledige, som skulle medføre at jobcenter var medvirkende til at finde arbejde eller praktikophold.

Desuden har vi ret til at opsøge vores vejledere, hvis ellers de har tid.

Pligt

Hvad pligt angår er det meget mere enkelt:

Vi har pligt til at møde på jobcenter, uanset om vi har andre presserende opgaver som lægebesøg, jobsamtaler eller ferie. Især fordi jobcenteret ikke kan finde ud af at aflyse en personlig samtale der består i at 30 eller flere mennesker møder op til fælles orientering og derefter får besked på at gå hjem igen, slet ikke hvis tingene sker indenfor en overskuelig fremtid. Altså skal man melde afbud til et møde sådan ca et halvt år før man bliver indkaldt til det!

Aktivering og praktik overtrumfer alle rettigheder, altså hvis jeg gerne vil på ferie i uge 28 skal jeg ikke forudbestille en rejse, idet jeg kan risikere at komme i aktivering eller jobtilbud etc. Til gengæld har jeg pligt til at meddele i god tid hvornår jeg agter at holde ferie. Det skyldes mest at jeg i forbindelse med ferie har pligt til at opbevare et stykke papir på mig i ferieperioden, hvoraf det klart og tydeligt fremgår at jeg har ret til ferie. En ret jeg ikke har hvis jeg er i aktivering, altså.

Det bedste af det hele er at jeg har pligt til at trykke på en knap på min pc-skærm hver eneste uge hele året rundt. Heraf skulle det fremgå at jeg er aktivt arbejdssøgende samt at jeg er orienteret om de stillinger der findes på arbejdsmarkedet. Jeg har indenfor det seneste år set to stillingsopslag jeg kunne søge med min baggrund samt ca. 30 jeg med lidt god vilje kunne søge med min baggrund. Jeg må sige at min uddannelse som bibliotekar gør det lettere at få et afslag på en skriftlig ansøgning når man søger bibliotekarstillinger. Mange af de andre stillinger jeg søger får jeg aldrig svar på.

Men pligterne er overhovedet ikke slut.

Jeg har pligt til at fortælle hvis jeg af en eller anden årsag ikke kan møde på Jobcenter eller i aktivering, men jeg har ingen ret til at blive taget alvorligt. Jeg kan selvfølgelig i tilfælde af sygdom opsøge min læge i febervildelse eller uden at kunne stå og gå for at få en lægeerklæring for alle de penge jeg har til rådighed når jeg har købt den medicin min læge vil ordinere så jeg kan blive rask. Men hvis jeg ikke stiller med en sådan dokumentation har jeg ret til at blive underkendt af jobcenteret. Med andre ord: jeg har pligt til at indberette sygdom til jobcenteret som derefter bestemmer om jeg er syg eller ej!

Hvis jeg så bliver erklæret syg er der regler som tvinger mig til at blive rask, i forhold til jobcenteret har jeg ret til at blive jobprøvet, vel at mærke når jobcenter siger til. For mig at se er en regelmæssig lovbefalet jobprøvning ikke en ret men en pligt.

Ikke nok med det. Hvis jeg skulle blive ledig har jeg pligt til at møde til et jobsøgningskursus, hvorefter jeg (såfremt jeg ikke finder en "praktikplads" i det private erhvervsliv), skal aktiveres i minimum 13 uger enten i pensionistservice eller kommunens produktionsenhed.

De omvendte pligter

Hvis jeg skulle få lyst til at besøge mine forældre for at hjælpe dem i haven, pudse deres vinduer eller støvsuge under deres skabe og møbler, har jeg faktisk pligt til at hjælpe andre frem for mine forældre (som jeg er taknemmelig for at have endnu - mens de er i midt-firserne), så jeg kan godt vinke farvel til en uge hos min mor, medmindre jeg tager en uges ferie og jeg ikke bliver sendt i aktivering. På samme måde kunne min far godt bruge lidt hjælp engang imellem. Igen skal jeg tage ferie fordi jeg kender dem, ellers kan jeg med jobcenterets samtykke arbejde for andre pensionister uden løn!

Jeg ville gerne opbygge et netværk. Men mine pligter til at modtage så få penge som muligt gør at jeg ikke har råd til at opbygge et netærk. Faktisk lægger jeg penge til side, så jeg ca. hver 14. dag har råd til bussen ind til Solidaritet eller frit fald som er et tværpolitisk netværk for mennesker der er kommet i klemme i "systemet". Men i forbindelse med aktivering skal jeg afskrive min deltagelse på tidspunkter hvor jeg er aktiveret, hvilket vi har set eksempler på i gruppen, da også andre er aktiveret. At mit netværk skulle tage udgangspunkt i kommunens pensionistservice eller anden form for pligt virker mest som en joke.

Men mit gamle netværk (30 år gammelt) kunne fint bruge mine talenter som bibliotekar og arkivar, de vil gerne bruge mine evner til at få orden i deres arkiv, men har ikke råd, udover at jeg kan få et sted at sove og noget at spise. Problemet er bare at der så er en pligt til at jeg laver en "aftale" med dem på de præmisser der findes. Jeg skal med andre ord sætte mig ned og finde ud af under hvilke præmisser jeg kan blive aktiveret i en situation som jeg gerne vil i. Altså som kontanthjælpsmodtager kan jeg ikke tillade mig at "arbejde" gratis for en forening der gerne vil have styr på deres arkiv. Jeg har pligt til at udføre et arbejde som potentielt kan gøre en iværksætter arbejdsløs (pensionistservice), trods det at jeg vil hjælpe mig selv meget mere ved at vedligeholde min kapacitet ved at lave noget jeg er god til!

Jeg har desuden pligt til at rejse 3 timer (det er altså ialt om dagen) hvis jeg bliver anvist arbejde eller "praktikplads". Det oftnænte job som arkivar vil betyde at jeg i et antal uger ikke skal være i nærheden af min kæreste fordi rejsetiden i princippet vil være mellem 4-5 timer daglig, men da jeg som frivillig kunne aftale hvorledes mit arbejde skulle foregå var det måske lettere at finde en måde at udnytte mit potentiale, at få udvidet mit netværk hvad netop mine evner angår og samtidig få fritid sammen med kæresten. I stedet kan jeg konstatere at min "praktikplads" få kilometer fra  hvor jeg bor gav mig en rejsetid med bus på 2 timer og 35 minutter, en gåtur der hvis jeg undlod at anstrenge mig varede sammenlagt (frem og tilbage) 80 minutter og den ene gang jeg forsøgte mig på cykel op ad bakke til arbejde tog det 40 minutter med behov for et bad som arbejdspladsen ikke kunne opfylde, mens hjemturen tog 25 minutter samt et bad. Omkostninger jeg ikke på dagligt plan fik mulighed for lønmæssigt at dække ind - men som det nok fremgår var det største problem at den offentlige transport i den grad er mangelfuld, når jeg kan gå hurtigere på arbejde.

Ret og pligt

Der er selvfølgelig meget mere, men lad os lige se lidt på det grundlæggende.
Regeringen føler på dette område (og på de fleste andre) at de har ret til at bestemme over andre mennesker, trods det at kun få politikere overhovedet har en samfundserfaring. Men ret får de, fordi der kun skal 90 mennesker i folketinget til at beslutte for over 5 mio mennesker. Altså har politikerne ret, eller hvad?

Pligten er til gengæld den arbejdsløses og den syges opgave. Ingen politikere påtager sig andre pligter end pligten til at sætte sin egen løn op og at varetage det økonomisk funderede samfund ved at skabe fattige mennesker. Som arbejdsløs, kontanthjælpsmodtager og syg er det nu blevet en overvældende opgave at holde liv i et samfund der udelukkende ser på liberaløkonomisk samfundspolitik.

Kort sagt de syge og arbejdsløse har pligter, mens politikerne har ret.