Forsørgerpligt

Jeg  overvejer at leje et ledigt værelse hos min kærestes bror. De bor begge i Odense, men nu spekulerer jeg på om den gensidige forsørgelsespligt kan gå ud over ham, eftersom jeg jo blot kan leje et værelse med fælles adgang til køkken og bad (faktisk er der to badeværelser/toiletter). I øjeblikket bor jeg til leje, men det er en kvindelig udlejer.
Jeg forventer sådan set at min facebook-kontakt til kæresten kan mistænkeliggøre både hende og mig! Som arbejdsløs bruger jeg nettet og bekendte til at søge arbejde. Men hvis jeg ikke finder noget kan jeg ikke rigtig se, hvordan jeg overhovedet kan være i kontakt med andre mennesker uden at blive mistænkeliggjort.
Jeg kan vel ikke engang nøjes med at skrive under på at jeg ikke er homosexuel. Jeg spekulerer faktisk på om jeg er til, eller om det bare er en drøm?

Hvis det ikke er en drøm

Lad os antage at jeg faktisk eksisterer og at staten vil indføre regler der forhindrer mennesker i at modtage offentlig hjælp, hvis de potentielt er samlevende, hvad gør jeg så?

Den med min kærestes bror dur nok ikke jeg kunne jo være skabsbøsse. Hvad så med min egen bror? Nå nej, han må ikke have andre boende i sin toværelses lejlighed, men gerne have sine børn, hvilket jo så igen gør mig til en potentiel børnemisbruger og min bror til medskyldig i mulig incest. Mine forældre lever endnu, men jeg ved ikke hvor længe, men der kan jeg vel bo? Det vil jeg også tro, de er begge i firserne og kunne godt bruge en eller to til at støvsuge og støve af, vaske op og lave mad samt alt det løse. Det kunne jeg så fint gøre, samtidig med at jeg betaler husleje og skal arbejde for kontanthjælp for at vise min arbejdsparathed. I alle nævnte tilfælde er mit problem udover de andre at jeg ikke kan leje min lejlighed med eget køkken og bad, og derfor kan betragtes som samboende.

At få en aftale med en person der måske har et skovområde han vil leje ud til mig giver samme problem, bortset fra at definitionen af eget køkken og bad vil være op til en vurdering af jobcenteret. Muldtoilet og primus vil sandsynligvis ikke blive godkendt som eget toilet og bad, og hvis jeg etagevasker i brønd- eller kildevand vil det helt sikkert ikke være acceptabelt. Bortset fra at det kan være at jeg kærester med udlejeren.

Jeg vil da helst ikke lukke en virksomhed der er baseret på sæson, men hvis jeg og andre flytter til en campingplads og får rabat på at bo der i sæsonen, får vi igen en masse problemer. For eget vedkommende at vi ikke har egne bade og køkkenfaciliteter, hvis vi skal kunne betale os fra det (skulle der være råd til at leje en hytte er der nok ikke andre penge til overs); for udlejerens vedkommende må vedkommende nok skulle betale gensidig forsørgerpligt, medmindre vedkommende er så heldig at være gift og derved allerede have en gensidig forsørgerpligt resten af året (altså uden for sæsonen).

Menneske

At være et menneske indebærer mange ting. Jeg synes at kreativitet og produktivitet er et formål. Jeg skriver meget, og jeg diskuterer meget, jeg deltager i sociale sammenhænge og går til hånde når jeg kan eller vil (jeg arbejder ikke for ingenting - det burde ingen gøre - men frivilligt arbejde og hjælp til familie og venner støtter jeg og deltager i).

Hvor det menneskelige i at søge arbejde ligger, aner jeg ikke. Det er helt fint for mig at nogle kan få arbejde med bedre løn- eller arbejdsvilkår, ingen tvivl om det. Men at der findes nogle som er faldet ud af systemet og som ikke kan finde arbejde er jo mærkeligt. Medmindre man konstaterer at der faktisk ikke er arbejde til alle.

Så opfinder politikere (gudhjælpedem - de synes selv de knokler) begreber som "nyttejob" og "aktivering". Jeg har nu i adskillige år forsøgt at forstå denne holdning fra politisk side. Da jeg førse gang blev arbejdsløs, måtte jeg ikke arbejde frivilligt i sammenhænge der kunne være lønninger i, et krav fra fagforeningerne, da var det Arbejdsformidlingen der foretog en vurdering af om det var konkurrenceforvridende, og derfor kunne man stort set ikke arbejde frivilligt som 30-årig uden at tage arbejde fra andre. Det var faktisk temmelig irriterende når man gerne ville lave for eksempel lokalradio eller bidrage til haveforeningens tidsskrift med en opskrift på en kryddersnaps, eller skrive en kronik om problemer med at få lærepladser. Men sådan var det dengang. I dag er det omvendt, i begge tilfælde var Radikale Venstre i regering og fik indflydelse på disse fagpolitiske tiltag.

Mennesket i centrum har faktisk i hele mit liv betydet at de mennesker der ikke lige passede ind i samfundsstatistikken blev marginaliserede (altså at man oprettede en ekstra spalte i Danmarks Statistik, der fik problematiske mennesker (ledige, syge og på forskellige former for overenskomst) fjernet fra statistikken. Jeg fandt nogle eksempler i en tidligere blog fra september 2012: http://bostavnsbo.blogspot.dk/2012/09/talknuserne.html

Samlever

At være samlever uden arbejde, måske syg eller blot kørt ud på et sidespor er ikke et liv. Medmindre man har et liv, altså noget at tilbyde omverdenen. Måske kan man hjælpe med egen erfaring, måske har man viden man kan dele med andre, men hvis man for enhver pris skal aktiveres i et job, der markerer arbejdsmarkedsparathed er det jo helt galt.

At vågne om morgenen og synes at det er surt at gå på arbejde, enten fordi man ikke får løn for det eller fordi arbejdet er det eneste man kan få (samtidig med at man skal have et arbejde uden at få løn for det) er måske det mest tåbelige at vågne op til. Et samliv med en der arbejder og samtidig skal tage stilling til at forsørge sin samlever, endog når man kun er teknisk samlevende (altså ses til middage, familiefester og måske lidt delen lagener engang imellem, bliver ikke bedre af at samlivet udelukkende skal gøres op i omkostninger. Så vidt jeg kan se må jeg blive kæreste med en isbjørn eller en død talebanerkvinde, men at holde af en person jeg har mødt og talt med, måske endda bedrevet en smule "hor" med, nul putte, den går ikke. Nu skal vi betale for kærlighed, samtidig med at vi skal være moralske modstandere af prostitution og sort arbejde.

Samlevere skal nemlig betale for deres samleveres mangel på indtægter. Hvor svært kan det være at få vælgere til at betale for at have en regering?

At leve i fremtiden

1984 var George Orwells bud på en fremtid, hvor overvågning og det sproglige udtryk blev styret at regeringen. Hans erfaringer stammer fra besøg i det fattigste London og Paris ("London og Paris på vrangen", 1933 - "Down and out in London and Paris") samt ikke mindst fra 2. verdenskrigs demagogi (regeringen valgte for befolkningen), bogen udkom i 1948 og det eneste Orwell gjorde var at vende om på de sidste to tal, mest for at fortælle at fremtiden var nutid!

Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg lever i fortiden, nutiden eller fremtiden. Mit bud er at jeg lever i mellemtiden.

For fremtiden vil jeg gerne leve sammen med min kæreste, være ven med mine venner og være barn sammen med mit og andres børn. Men det er forhåbninger og ikke noget jeg kan planlægge, allerhøjest noget jeg kan ønske, som kan gå i opfyldelse. At være for nogen, at støtte nogen og at se nogen vokse op til deres fremtid er vel det vigtigste for mig, en mellemtid med andre ord. Hvor den fremtid jeg blev født til, nu er den mellemtid jeg kan tilbyde andre at få del i.

At huske fortiden

For mig er historie vigtig. Jeg var medlem af folkekirken indtil for få år siden, trods det at jeg er ateist. Simpelthen fordi kristendommen har oppebåret vores historie og sikret at vi har fået viden om en (måske nok mindre del - men dog noget) af vores fortid. Men at diskutere om Gud har hvidt skæg eller er glatbarberet, i mit tilfælde om Gud var skabende eller værende, var for meget. Gud er det samme som et pindsvin, bortset fra at vi af og til ser et pindsvin, så er det der bare og spiser dræbersnegle, hvorimod Gud ikke gør noget som helst og mig bekendt kun har skabt dræbersnegle. Jeg kan bare ikke tilbede et pindsvin, derfor heller ikke Gud, men jeg ved hvad jeg vælger.

Fortiden skal bringe os i balance og samtidig forstå hvordan vi har fået det samfund vi har nu, ikke det samfund som historieløse mennesker efterlyser. Historien er vores direkte adgang til nutiden, med mellemtiden og fremtiden som mål, men med erfaringen som baggrund. Vi behøver ikke huske kongerækken, eller vide hvor stort Danmark har været, men at huske den del af fortiden der findes, at vide at der findes forskellige måde at forstå og læse kilder, er vores måde at forstå os selv (Tak til Johs. Sløk for at lære mig at vi ikke kan kræve at vide, men må søge).

For mig er fortiden ikke kun Kong Harald eller Holger Danske, den handler ikke om Chr. IV eller Danmarks afgivelse af suverænitet i 1972 til EF. Fortiden er at stille spørgsmål til det der er sket!

Ansvar for andre

Hermed er vi nået tilbage til udgangspunktet. Hvem har ansvaret for at forsørge andre?

Det er simpelt for mig. Hvis man historisk skal give virksomheder og investorer ret til højere indtægter, må de også sikre at dem der ikke kan forsørge sig selv bliver forsørget (i øvrigt et princip som allerede den katolske kirke gik ind for gennem de forskellige munkeordener). Endnu mere simpelt ville det i sammenhængen være at de stakkels ansvarlige for fattigdommen (investorer og andre kapitalister) simpelthen lod staten inddrage deres bidrag til samfundet. Men nej - de tre aber kører derudaf - "ser ikke noget, hører ikke noget - siger ikke noget" - så uden at gøre noget som helst kan man (ganske ulogisk) proppe al omsætningen i sin egen lomme.

Umiddelbart er det sådan set en "Stein Bagger" sag eller en "Kurt Thorsen" mfl. Men det er det ikke. Der findes en masse mennesker der aldrig har skullet tage ansvar for at andre har mistet deres livsgrundlag. Måske har nogle taget deres liv når de har mistet deres magt, men ingen har nogensinde taget ansvaret for at andre måtte gå fra børn, familie eller hjem! Til gengæld har ansvaret stort set altid været lagt på familie eller samfundet (forsikring), altså ikke på dem der i værste fald er årsag til at familier opløses. Jeg nævner i flæng, arbejdsgivere, politikere (især ministre, altså lovgivere) og forhandlere af overenskomster. Men også egoister. Alle de mennesker der har været tilfredse med deres eget livs "overenskomster", som bare skulle være til fordel for "mig selv", hvor fællesskabet og vores fremtid har været ligegyldig.

Vores fælles arv

Det gælder ikke bare bedre pension, højere løn og større opsparing, nej det gælder vores arv. At pengene nu er vigtigere end vores fælles samfund er en negativ arv. fremfor at støtte børn og unge, samt forældre og dygtige mennesker, skal vi vurderes efter vores evne til at producere, ikke efter vores evne til at være kreative. Voksne børneforældre sættes på venteliste, hvor der ikke er penge til andet end at betale husleje eller blive skilt - skulle lige hilse og sige at mennesker på kontanthjælp end ikke har råd til at blive skilt - taberne er både børnene og de voksne.

At være dårlig forælder fordi man ikke har råd til at betale for at have et barn er ikke i sig selv et problem. Men at skulle bruge hele sit liv på at få tingene til at hænge sammen giver ikke hverken børn eller voksne en god start på livet - selvfølgelig hvis man er et sundt og stærkt menneske, som ikke har været udsat for det hårde pres det kan være at ens forældre er fattige - kan man da sagtens komme videre i livet.
'
Forsørgerpligten

Kravet er at man vokser op med selvtillid, at ens forældre (i mange tilfælde kun den ene) støtter barnet i betræbelserne. Kravet er også at skolesystemet tager hensyn til dem der er "på kant med systemet" og sikrer at der er økonomisk mulighed for at få uddannelse.

At politikere sender det modsatte signal om at deres børn går i privatskole eller tilsvarende fremfor folkeskolen er jo ikke oplagt, ikke fra noget parti (medmindre der er en psykisk relatert grund), det er simpelthen forkert. Samtidig findes der gudhjælpemig en pensionsordning til ministres børn, hvis forældre for en rimelig løn, mens arbejdsløse ægtepar må betale for hinanden og deres børn.

Hvem forsørger hvem?

Så vidt jeg kan se er alle os arbejdsløse, syge, fattige, pensionister og hvem vi ellers kan skælde ud for ikke at bidrage til samfundet, dem der betaler.

Politikere og deres børn bliver forsørget uden at betale.
Konkursryttere bliver forsørget uden at betale.
Bankdirektører bliver forsørget uden at betale.
Aktionærer og investorer bliver forsørget uden at betale.
EU bliver betalt og forsørget uden at betale.
Internationale virksomheder bliver forsørget uden at betale.

Men lille jeg skal betale skat for at blive forsørget!