fredag, august 03, 2012

Mine børn?

Et døgn, hvor alting har været kaos er endnu ikke slut.
Begyndelsen kom for en måneds tid siden. Min kærestes søn (som ikke længere har sin far og derfor flere gange har kaldt mig far) bliver i forbindelse med en middag hos sin mor efterfølgende aggressiv, råber, går og smadrer havelågen. Dagen efter ringer han og siger undskyld. Både til sin mor og til mig.
Han har fulgt den ene uddannelse efter den anden, primært for at have noget at leve af, SU (Bare bliv misundelig - han var også inde hos militæret men opsagde sin kontrakt i utide) og han er netop fyldt 27 år. Gode venner har sikret at han har delt sine penge (primært på stoffer og alkohol) og at han (sandsynligvis) har prøvet designer-drugs. Som den gode dreng han er har han fulgt opfordringerne til at være med der hvor det sker! Men han har samtidig været den gode dreng der har lyttet til og gjort det som han har fået at vide. En god dreng altså. Gør hvad han får besked på!

For en uge siden var det slut. Han snakkede med sig selv, Kunne ikke sove, kunne ikke noget. Mest af alt havde han lyst til at komme væk, for eksempel ville han finde en køkkenkniv så han kunne slå sig selv ihjel.  Det var en lang aften at følge ham fra desperat til grinende og humoristisk til bange og tilpasset.
Til sidst ringede vi til hans læge, som mente at hans alkoholforbrug i forbindelse med sommerens musikfestival kunne have en samenhæng med hans opførsel. Det blev til en henvisning til misbrugsbehandling med fokus på alkoholmisbrugsbehandling. Og han fik al mulig medicin som skulle sikre ham at han ikke fik smerter i forbindelse med afvænning, og oveni den danske opfindelse som er den sygeste medicin der er opfundet: antabus der ikke helbreder eller lindrer, men udelukkende skaber smerte (som elektrochok).

Misbrugsbehandlingen beroligede ham nogle dage, men jeg var ikke sikker på at det var alkoholmisbrug der var årsag til hans humørsvingninger. heller ikke andre former for misbrug som sådan. Jeg var overbevist om at han var psykisk ude af balance! Altså at det var hans psyke den var gal med ikke et "misbrugsproblem".
Jeg ville hellere finde årsagen til sammenbruddet end at behandle ham for misbrug, men selv om jeg henvendte mig til flere eksperter (gennem venlige og velmente henvisninger via facebook) fik jeg det samme at vide hver gang: "behandlere ved hvad de gør og han er i trygge hænder". Og jeg bøjede mig, omend ikke i støvet, men for sagkundskaben.
Der kom ro på. Drengen på 27 år blev rolig af medicinen, hans humor og glæde ved familiren dukkede op ikke bare lejlighedsvist men jævnligt. Han var bare totalt fraværende i perioder, ellers lignede han sig selv! I nogle få dage!
Om natten hørte han stemmer. Han kom og bad om knus og kram når vi var vågne, han skrev små sedler med mere eller mindre hemmelige beskeder til sin mor og åd som et tærskeværk. Først troede vi det var fordi han i bedringsperioden røg noget marihuana (altså dansk dyrket - ikke noget af det dyre) Bagefter fandt vi ud af at han på et tidspunkt havde prøvet flere af de ulovlige designerdrugs mm. Men vi havde ikke set ham reagere psykisk før han for ca en måned siden gik amok og råbte, for at sige undskyld dagen efter.
I går aftes fik han så en sovetablet, men stemmerne i hans hovede talte til ham, han fortalte at de var der og hans mor gav ham en tablet som skulle kunne få ham til at sove - ikke til at få stemmerne til at forsvinde. Vi gik i seng og efter en time var han i vores soveværelse: "Jeg har fundet et "holdkæftbolche" sagde han" - og jeg sagde at det var helt fint og at jeg skulle fortælle hans mor det når hun vågnede. Han løb bagefter rundt i stuuen og skældte ud på stemmerne og til sidst (kl 1 om natten) gik han ud af huset for at gå over til naboene for at fortælle hende at stemmerne sjkulle holde op.
Vi forsøgte at få ham i tale, men han havde det for skidt!
Altså kørte vi til afd. P på OUH. Kl. 03 om natten. Og det beroligede ham. Altså at køre bil. Hans samtale med den psykiatriske skadestue forløb så positivt at han blev sendt hjem uden anden medicinering end den som alkoholambulatoriet havde angivet, og vi forældre blev overraskede over at samtalen med læge og sygeplejerske havde fået ham til at sove, hvilket han faktisk gjorde. Selv om han omtalte de to sygeplejersker og lægen som "nogle søde piger".
Da han stod op ved 11-tiden i morges var det med "jeg er en glad mand", "det var nogle søde piger" og "jeg tror jeg skal sove lidt mere".
Men morgenmaden bestod af juice, kaffe, frugt, kakaomælk og letmælk samt bolscher. Og han ville ud at gå. Trods det at der var og er en parasol og et bord på terrassen. Grunden til at han ville ud at gå var sådan set naturlig nok: Allerede formiddagen havde været varm og han svedte, men problemet var at han ikke kunne huske hvad han ville med sin mælk, med at gå ud af døren og med at sove, fordi han allerede kort efter var i gang med noget andet!

I dag fandt vi så en fætter, der havde været det samme igennem, som gerne ville hjælpe og bruge sin erfaring fra dengang han kom ud af det! De blev kørt hjem til min papsøns lejlighed for at holde weekend sammen, der blev købt ind af mælk og madvarer til weekenden og andre fornødenheder. Men efter 3 timer ringede fætter og sagde at min papsøn skulle indlægges og at det ikke kunne gå stærkt nok.

Jeg er sikker på at alle involverede har gjort alt det rigtige for min papsøn, men jeg blev ikke hørt når jeg forsøgte at nævne noget, det gjorde han (set med mine øjne) heller ikke, fordi jeg har ikke nogen ting at skulle sige om et barn der ikke er mit, og han fordi han er så dygtig til at sige det de gerne vil høre. Jeg er klar over at jeg er syg, og at jeg har fået den store uddannelse i at tilpasse mig samfundet. Men det betyder altså også at jeg kan se dem der bryder sammen når samfundet ikke længere kan tilbyde hjælp. I hvert ald den hjælp der er behov.
Hvorfor skal et voksent barn bede mig om at være hans far (når hans far er død) hvis ikke han har brug for en far. Hvorfor skal et voksent barn grine og sige at han er en glad mand for derefter uden grund at bryde ud i en hulken og gråd han ikke kan forklare, når man spørger: Hvorfor græder du?"
Hvorfor kan nogle tro at det bare er noget han kommer over i løbet af et par dage. Og hvorfor kan nogle tro at vi "forældre bare synes det er naturligt at se et voksent barn bryde sammen uden at kunne fortælle hvad der er galt?
Det er ikke ham eller hans mor der er noget galt med, men måske det der omringer os alle, samfundet!

http://www.youtube.com/watch?v=gmmKzEKYvdM

Ingen kommentarer:

Send en kommentar