lørdag, august 18, 2012

Dagpenge, kontanthjælp og kirker

Der er så mange ting der optager politikere og presse. Herunder dagpengene efter nytår, for høj kontanthjælp og ikke mindst at der gives råd til folk der går på støtte om at opsige alle abonnenter og medlemsskaber, heraf altså også af folkekirken!
Da jeg for nogle få år udmeldte mig af folkekirken, var det ikke for pengenes skyld, det var simpelthen fordi præster, provster, biskopper og kirkeminister brugte tid på at diskutere om en præst måtte sige i sin prædiken at Gud ikke var skabende! Menighed og menighedsråd i Nordsjælland ville gerne beholde deres sjælesørger, de havde nemlig aldrig set Gud skabe noget, men til gengæld var præsten imødekommende og forstående overfor hverdagen problemer. Ikke at præsten (af den store Grosbøll-præstefamilie, hvis nogen skulle være i tvivl) gav penge af egen lomme for at hjælpe, men simpelthen fordi han var på bølgelængde med sin menighed. Men som de administratorer og embedsmænd provster, biskopper og politikere de var fokuserede de på et teoretisk spørgsmål (snarere to!): Findes der en skabende Gud (Da man diskuterede treenigheden i middelalderen splittede det kirken op i adskillige fraktioner (vi kender resultatet fra de mange munkeordner der opstod dengang, som alle havde deres eget forhold til Gud) - og spørgsmål 2: Kan man acceptere at der findes en Gud der ikke er skabende?
Så meldte jeg mig ud!
Folkekirken har for mig været en administrativ enhed, der samtidig qua sine historiske bedrifter og senere historisk pålagte opgaver er den bedste kilde til vores historie (både landets, folkets og den politiske historie) og samtidig en enhed der registrerer fødsel, ægteskab og død. Fint nok for mig, den del ville jeg da gerne støtte, selv om jeg principielt er uenig i at man skal skabe en privatiseret folkekirke, der når den giver underskud alligevel får statstilskud, som også TV-selskaber, Postvæsen, Telefonvæsen og øvrig infrastruktur (DSB og broer mm.). Men at mennesker, højtlønnede akademikere spilder deres tid på en akademisk diskussion fremfor at lytte til brugerne (i dette tilfælde menigheden) fik mig til at melde mig ud. Beløbet jeg sparede var symbolsk for såvel mig, for kirken som for statskassen. Ca. 150,- kr - altså en kasse øl eller en billig whisky, en stor dåse rulletobak eller et par meget billige bukser på tøjudsalg.
I forvejen har alle diskussioner om hvem Gud er generet mig. Jeg voksede op i et indremissionsk samfund, hvor Gud på en gang var altseende og hvor han samtidig havde altseende repræsentanter i form af præster, skoleinspektører og bord- og aftenbøn! Det var et liv med kontrol og opsyn. At glemme Gud var værre end at glemme at børste tænder, at undlade at ville tro på Gud var en gudssynd. Så da jeg som konsekvens af denne, set med mine øjne, inkonsekvens, valgte ikke at blive konfirmeret, viste det sig at jeg var den første i sognet der tog dette kontroversielle valg, selv børn der var født ind i frikirkemenigheder mm. blev døbt for at blive konfirmeret. Om det var på grund af pengene skal jeg ikke kunne sige, men al min erfaring siger mig at det var og er det!
Da Margrethe Vestagers far og mor begge har fungeret som præster i nærliggende sogne er det jo nærliggende at tro at penge er Guds gave til den troende, og defor håndhæve en politik der på mange måder minder om håndhævelsen af religion. Hvad Gud har bestemt er ikke til at ændre - direkte overført til de selvsikre politikeres åbenlyse disrespekt for borgere: Hvad vi har bestemt står ikke til at ændre, vi ved jo hvad vi gør, det gør vælgerne ikke (altså ved ikke hvorfor de gør noget). Margrethe Vestager og hendes ligesindede har altså bestemt sig for at oligarki eller despoti er bedst for den uvidende pøbel. Iøvrigt en tankegang som Glistrup lancerede i sine tidlige folketingsår (Den stærke mand) - at det står i skarp kontrast til "Oprør fra midten", en bog hvor den radikale K. Helveg-Petersen var medforfatter, sammen med forsker Niels I. Meyer og forfatteren Villy Sørensen, bogen udkom i begyndelsen af 1978 og lancerede begrebet "borgerløn", Inden da var ideen om en økonomisk omfordeling af virksomhedernes økonomiske overskud til medarbejderne fremsat. Ideen stammer fra slut-60'erne og de tidligere 70'ere, og mødte oprindelig voldsom modstand fra venstrefløjen (den var udviklet af Soc. økonomen Henry Grünbaum, LO og socialdemokratiet) og blev oprindelig støttet af VU med Anders Fogh Rasmussen som formand, hvorimod SF og DKP var indædte modstandere.
Nok lige nu om disse modeller til at omfordele eller fordele samfundets goder og guder.
Det var pengene vi kom til. Og dagens politiske dagsorden som hedder nedsættelse af dagpengeperioden fra 4 til 2 år (og en forhøjelse af optjeningsperioden til den dobbelte).
Nu er penge jo i sagens natur alle levende væseners unaturlige omdrejningspunkt. (Fisk dør fordi åer rettes op så marker kan blive mere lige, insekter dør fordi de udryddes for ikke at skade afgrøder, dyr dyrkes intensivt og dør i utide i landmænds jagt på højere fortjeneste, og selv mennesker bliver syge af jagten på penge, af at spise medicineret kød, af at drikke vand der er forurenet af plantgifte osv osv.). Med et sådant omdrejningspunkt kunne man jo forestille sig at der bare af og til var nogle der standsede op for at se sig omkring. Og de er der da også, samtidig med at de af og til får gennemført småændringer (dog næsten altid som følge af en øget økonomisk udfordring - altså omkostninger - hos producenterne. På den måde har vi langsomt fået indført økologi og afskaffet blytilsætningen i benzin. Genopretningen (egl. genskævheden af Ringkøbing å er måske det bedste eksempel på noget som er gjort uden at det umiddelbart kan ses som en økonomisk gevinst, hvorimod både økologi og blyfri benzin har fundet et leje der om ikke gør det økonomisk givtigt, så dog kan hvile i sig selv og på sigt vise sig at være en økonomisk fordel.
Og lad så dagpengene komme til orde.
Jeg har siden jeg påbegyndte min uddannelse betalt til a-kasse og fagforening (dog kun i forbindelse med ansættelser i de senere år hvad angår fagforeninger). For det fast indbetalte beløb har jeg mod et par mærkelige ydelser (Mødepligt til kontrolsamtaler hos fagforening, a-kasse og arbejdsformidling (senere jobcenter) modtaget økonomisk ydelse i form af et beløb, der er beregnet som en procentdel af et beløb, som man kunne modtage hvis man var ansat i en stilling som faglært arbejder indenfor en LO-overenskomst. (Spørg mig ikke hvilken?).
Da jeg således blev færdiguddannet og måtte afvente at aftjene min værnepligt var jeg som nyuddannet berettiget til at modtage såkaldte 70% af den normale dagpengesats for fuldtidsforsikrede. Dagpengesatsen for fuldtidsforsikrede var til gengæld 90% af den ovenfor omtalte gennemsnitsløn i et ikke nærmere fastsat fag. Som bibliotekarer oprettede vi en liste for dem der var ledige så man solidarisk kunne optjene de timer der var nødvendige for at blive i dagpengesystemet, vi havde nemlig et regeringsdekreteret offentligt ansættelsesstop, med det formål at staten skulle spare omkostninger i det offentlige.
Resultatet var dengang at det offentlige gennem naturlig afgang (pension og dødsfald) blev en svag sektor, da der ikke var uddannelse af betydning og da det stigende forbrug af den offentlige sektor (Bemærk at det stadig er sådan at der stilles stadig flere krav til den offentlige sektor og gives færre medarbejdere og mindre tid - senest med it-adgang til offentlige ydelser). Gennemsnitsalderen for kommunalt ansatte steg, mens årgange af nyuddannede sad udenfor og ventede på de huller som pensionister, døde, eller i tilfældet vikariater: gravide eller syge, skulle danne i den hermestisk spærrede offentlige sektor. Nu står vi der så igen. Med politikere der lærer af den samme teori som deres bedsteforældre, i stedet for at lære af fakta. Besparelser indefor det offentlige medfører umiddelbart en omkostningsnedgang, men om føje år vil der så ikke være nogen der er effektive til at varetage det offentliges mange (sandsynligvis : stigende antal) arbejdsopgaver, fordi der ikke findes nogen kvalificerede medarbejdere. Skulle der planlægges indefor det offentlige og indenfor arbejdsmarkedet, med henblik på fremtiden vil jeg da mene at man sørger for at vedligeholde uddannelse og opkvalificering af ledige, ikke at man sparer deres arbejdskraft væk ved at lade dem arbejde gratis for deres dagpenge og kontanthjælp.
Og hermed er vi kommet til kontanthjælpen.
Igen kan jeg bruge mig selv som eksempel: Modtagere af kontanthjælp får 3 måneder til at finde et arbejde. For tiden: I mange tilfælde et arbejde der ikke findes. Jeg ved godt at der mangler jordbærplukkere i midtjylland og at Ruth's Cafe i Skagen ikke kan finde medarbejdere til de sidste par uger der er åbent. Hvem vil rejse til den anden ende af landet for 3 ugers arbejde, med omkostninger til indskud og dobbelt husleje? [Jeg ved det godt: politikerne - de tjener alligevel dobbelt af alting].
Nu modtager jeg altså kontanthjælp. Først skulle jeg bruge de penge jeg havde på min konto, så skulle jeg hæve min selvopsparede pension og bruge den, så skulle jeg bevise at jeg ingen penge havde, før jeg kunne modtage nogle, og så skulle jeg arbejde for pengene (10.500 før skat).
Men allerførst skulle jeg på et kursus i arbejdssøgning, noget jeg har prøvet adskillige gange i mit liv, idet jeg har arbejdet i vikariater eller tidsbestemte ansættelser. Bagefter var der flere valg: Odense Kommunes produktionsværksted, Odense Kommunes haveservice for pensionister eller en "regulær" praktikplads. Jeg fandt et hyggeligt sted: "Ungarsk Vinstue" hvor der var et godt arbejdsklima og hvor stemningen var helt OK, men forespurgt af kommunen kunne ejeren ikke garantere en fast ansættelse, altså måtte jeg på endnu et jobsøgningskursus, igen med afslag fra de steder jeg søgte, end ikke "praktikplads" kunne jeg finde, der var simpelthen for mange i praktik, så selv der var der ventelister!
Hvordan skal man finde arbejde, når der er ventelister til "praktikpladser".
Tja. Jeg blev henvist til en repræsentant fra NETTO som kunne skaffe mig en "praktikplads" i 13 uger, med henblik på en ansættelse efterfølgende. Se de kunne få mig i 13 uger, trods det at alle ved der ikke er en ansættelse efterfølgende, men døren er holdt åben med et: "Måske til en begyndelse ansættelse på deltid". Nu har jeg så været en 4 ugers tid i NETTO og har lært at sætte brød og mælkevarer op. Jeg har lært at fylde varer på hylderne og jeg har lært at rette hylderne af. Endelig har jeg lært at sidde i kassen og smile til kundene og ønske dem en "god dag". Desværre for mig har kassen aldrig stemt, når jeg har afleveret den. En dag var der efter 5 timer en mangel i kassen på 217 kr. - i går var der så kun en mangel på 14 kr, og en gang i forrige uge havde jeg 17 kr for meget i kassen. Med disse tre resultater kan jeg foretage et lille regnskab:
1. Jeg modtager kontanthjælp, men ingen løn, feriepenge eller pensionsopsparing. Med andre ord jeg arbejder gratis for NETTO, og jeg får intet for at arbejde, undtagen en mulighed for måske at kunne få et deltidsjob på sigt i en eller anden NETTO-forretning et eller andet sted i landet.
2. Jeg optjener ikke point i nogen sammenhæng. Ikke til dagpenge, ikke til pension, ikke til ferie, ikke til at stå forrest i arbejdskøen, end ikke til at blive hjulpet i arbejde. Jeg skal bare være glad for at jeg overhovedet kan modtage "almisser" mod at tage arbejde fra andre arbejdsløse.
3. NETTO er glade for at have mig gratis, og jeg får en positiv behandling og møder udelukkende rare og imødekommende mennesker, de fleste under 20 år, så de kan arbejde for en løn på omkring 60 kr i timen. Jeg er glad for at være i NETTO, de er rare, men jeg var også glad for at være på "Ungarsk Vinstue", de var også rare, og chefen kunne garantere mig nøjagtigt det samme som NETTO kunne. Pudsigt nok gik aftalen med NETTO glat igennem, mens værtshusets og min aftale blev stoppet efter 6 uger med den begrundelse at der ikke var garanteret arbejde!
Og mit arbejde: På værtshuset fik jeg rabat på en fyraftensøl samt rabat på nogle bøger "I byen i Odense 1950-1980". I NETTO får jeg ingen rabat, men jeg har på forskellige dage kostet forretningen penge. Som nævnt: en dag manglede der 217 kr, hvilket fordelt på en 5-timers arbejdsdag svarer til kr 43,40 i timen, sikkert fradragsberettiget (det ved jeg ikke - men tab og svind skal der nok være en eller anden form for dækning for).
En anden dag var der 17 kr for meget i kassen, heller ikke der sporede jeg nogen udtalt begejstring, der var jo også kun tale om at jeg havde givet forretningen en fortjeneste på 3,40 kr i timen (så kunne jeg lisså godt have købt en sodavand i timen!
Og i går blev jeg nærmest med et smil ønsket god weekend, jeg havde på 5 timer kostet butikken 14 kr. Omregnet til timeløn: 2,80 kr i timen, uden feriepenge og pension.

Når vores folkevalgte i den grad omgås de penge som vi har betroet dem, kan man jo undre sig over at vores folkevalgte ikke fremfor at straffe mennesker der ufrivilligt rammes af tåbelige regler, indfører sanktioner mod tåbelige politiske beslutninger, som for eksempel at politikerne selv skal betale hvis de har taget hasarderede politiske beslutninger. At politikere skal forhandle deres egen pension, at der skal dannes en fagforening og a-kasse for politikere (selvfølgelig med de samme regler for dagpenge som for alle andre!) og at politikere ikke kan være deres egne arbejdsgivere.
Og på den måde slutter jeg med kirken: Når politikere diskuterer politikkens teorier fremfor at finde løsninger, så er jeg stået af, og jeg melder mig gerne ud af samfundet.
For mit vedkommende er det derfor og måske selvmodsigende vigtigt at støtte den yderste venstrefløj! Jeg håber venstrefløjen vil støtte mig!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar