I mørke er alle katte grå

Jeg synes egentlig ikke at TV skal sætte dagsordenen, men det kom altså til at ske. Alene at tage fire politikere ind i studiet (Deadline i dag 26-6-2011) for at spørge dem hvorfor politikere er upopulære er vel dumt. Som at spørge en skolelærer hvorfor eleverne ikke kan lide dem.
Jeg forestillede mig at så længe tingene gik godt i skolen ville eleverne nok heller ikke være specielt utilfredse, og ligeledes i Danmark ville befolkningen ikke være utilfredse med politikerne. Men en snak med min far som er tidligere skolelærer (muligvis ikke helt troværdig) var det faktisk elevernes forældre der var utilfredse med folkeskolen og dermed skældte skolens lærere ud for deres undervisning, fremfor at fokusere på de enkelte elever.
Da kom jeg til at tænke på, at politikerne tilsvarende kunne fastholde en popularitet, så længe det gik godt i samfundet, og at de bedst stillede var de første til at påberåbe sig en ret til positiv forskelsbehandling på samme måde som skolelevers forældre. De "rigtige" forældre som har gode forbindelser, vil altid have lettere ved at presse skoleinspektøren til at se på en "sag" om et barn der ikke har fået de fineste  skudsmål af en lærer, mens de "forkerte" i nogen gange bogstavelig forstand skælder deres bør ud ved at give dem en fysisk, psykisk eller verbal lussing.
Billedet med skolen bliver efterhånden svært at håndtere, men jeg prøver.
Vælgerne er jo ikke nødvendigvis utilfredse med politikerne, som eleverne ikke nødvendigvis er det med lærerne, men en vis utilfredshed vil altid opstå, især når undervisningen eller økonomien i staten ikke fungerer som vi ønsker. Der vil nok altid være en der kritiserer og muligvis vil andre følge trop. Måske vil der blandt elever eller vælgere være flere der i fællesskab siger: "Nu kan det være nok". Til folketingsvalget stemmer man imod det parti man stemte på sidste gang og i skolen vil eleverne gå sammen om at genere læreren, altså mobning. Denne taktik har sådan set kun medvirket til at stresse de mennesker man var afhængige af, i skolen blev lærere tvunget til at indrette undervisning "efter elevernes ønske", ofte efter samme principper som da vi fik de "fire forbehold" overfor EU, nemlig et teknisk forhandlingsresultat, hvor to parter forhandlede på en tredjeparts vegne (forældre og skoleinspektør på vegne af skolelæreren; EU og de politiske partier på vegne af borgerne efter "vælgernes ønske".
Og hermed tilbage til problemet om vælgernes manglende tiltro til politikere.
Her lander jeg altid på herrens mark, for hvad er bedst et halvfuldt eller et halvtomt glas? Tyder et halvfuldt glas på at man ikke har mere at komme i, eller har det været helt fyldt og antyder et halvtomt glas at det ikke har kunnet fyldes op eller at der kan komme mere i? - Jeg ville ellers så gerne sammenligne politikerne med et glas, men det må jeg så droppe.
Er det de vælgere der vælger en regering der har ret fordi de er flest, eller er det mindretallet af vælgere der moralsk har ret? I mange år har det jo været ganske få folkevalgte der har kunnet vælte en regering, det magiske tal er stadig halvfems. Halvfuldt eller halvtomt?
I stedet må jeg spørge mig selv om vælgerne har lyttet til politikernes valgtaler eller om de har stemt på baggrund af et fromt ønske om et samfund for både ens egen familie og alle andre borgere, eller bare for sig selv. Umiddelbart er jeg sikker på at vælgere altid tænker på sig selv. Der er to årsager til det (three som de siger i Monty pythons "Spanish inquisition"). Den første er den mest naturlige: Man kender faktisk ikke andre borgeres levevilkår. Den anden er såre enkel: Man vælger den politikers udsagn hvor valgløfter passer bedst på ens egne ønsker. Den tredje årsag findes egentlig ikke, men er vel i bund og grund den væsentligste: Jeg er verdens centrum, er menneskets tanke. Som Tycho Brahe sagde solen drejer sig om jorden, og vi på jorden er verdens centrum. Ikke fordi det er tanken om storhed, men fordi vi i kraft af at vi lever ikke kan forestille os at vi er uundværlige.
Men hvorfor er politikere så værd at måle?
De er ifølge vælgere ikke særligt troværdige i disse år. En avis bragte for nogle år siden en afstemning der viste at Birte Rønn-Hornbeck (V) var danmarks mest troværdige politiker ifølge avisens læsere (omskrevet til: ifølge vælgerne), Danmarks mest troværdsige person var året før det seneste folketingsvalg Jørgen Poulsen som på det tidspunkt var ansat hos Dansk Røde Kors, han blev headhuntet til det nystiftede parti: Ny Alliance (senere Liberal Alliance) og mistede sin troværdighed på en valgnat! Birte Rønn Hornbeck mistede hurtigt sin troværdighed i forhold til mange der havde set op til hende som en uafhængig venstrepolitiker, og altså til sidst også i forhold til ... sine egne partifæller (eller var det i forhold til sig selv, i forhold til pressen, i forhold til meningsmålingerne eller i forhold til vælgerne?)
Danmarks mest troværdige politiker er i øjeblikket en pige  i sin bedste alder der bruger hele sin tid (og lidt mere) på at promovere en fællesliste for venstrefløjen, eller måske i virkeligheden på at promovere sig selv. En politiker som Johanne Schmidt Nielsen er blevet troværdig i kraft af sit engagement og sin evne til at tale den sag som de andre partier fortier, om det drejer sig om flygtninge, krig, prostituerede eller oversete ofre for lokalpsykiatrien er mindre væsentligt, det drejer sig om mennesker og om skæbner.
I en tid hvor Danmark fører krig og hvor indsatsen i krigen oftest svarer til at betale en traktor for at køre en sæbekassebil til en krigszone, er det jo lette penge at score. At Danmark så faktisk bruger temmelig mange penge på en krig som de færreste egentlig forstår (indrømmet ingen forstod verdenskrigene) og at den statsminister der fik Danmark til at blive en krigsførende nation nu sidder som chef for NATO får jo nok nogle mennesker til at spekulere på om de overhovdet har noget at skulle have sagt.
Med udgangspunktet i at det er pengene der styrer verden kan jeg kun konstatere at de danske politikeres troværdighed stort set svarer til deres ønske om at tjene penge. Som udgangspunkt vil jeg betragte Johanne Schmidt- Nielsen fra Enhedslisten som den der bruger mindst tid på at tale penge og mest tid på at tale menneskelige værdier, mens de fleste andre politikere taler om økonomisk ansvar (når de siger fælles ansvar er det også økonomisk) og så er der lige Anders Samuelsen som fremhæver det at være uansvarlig som et mål (Gud være med ham). Med hensyn til troværdighed kan vi som vælgere blot konstatere at alle de andre partier spiller "Æsel" og forsøger at komme af med de dårlige kort (politisk uansvarlighed, økonomisk uansvarlighed, social uansvarlighed og så den bedste: (langsigtet uansvarlighed").
Hvis en ny regering skulle ændre de økonomiske vilkår i Danmark vil resultatet være at vælgerne vil støtte dem indtil de tror at staten kan "købe hele verden", ja vælgerne vil følge den videre som lemminger, men når styrtet nærmer sig vil de fleste vælgere vælge fra. Lad de andre styrte, vil være mottoet. Vælgerne bliver styret af deres egen økonomi, og så længe der er vælgere nok hvis økonomi er god, vil de følge den siddende regering, medmindre oppositionen lover guld og grønne skove, hvis der er mange vælgere med dårlig økonomi vil de derfor fravælge den herskende regering.
Politikere stoler vi altså ikke på, fordi vi troede vi fik det vi ville have. I dårlige økonomiske tider mangler en del mennesker penge så de politikere der har lovet os "hele verden" er ikke troværdige. For ultrademokrater er Johanne Schmidt Nielsen derfor noget af det mest troværdige der findes (i øvrigt synd for de kolleger i partiet der faktisk knokler ligeså meget), mens det for ultraliberale er helt sikkert at liberal alliance med sin økonomiske politik der satser på et stærkt erhvervsliv har en ledelsesperson der har svært ved at håndtere det liberale sammenbrud i EU med Irland, Portugal og Grækenland.
Sidste gang vi fik en politiker i folketinget der som valgprogram valgte det modsatte af de satte politikkere var da Danmarks eneste løsgænger Jakob Haugaard, blev valgt til folketinget. De etablerede politikere valgte at overse den folkelige protest og gjorde Haugaard til politiker ved konstant at gøre ham opmærksom på at han havde den afgørende stemme (tæl til 90). Dette pres hjalp Jacob Hauggaard ud af sit alkoholmisbrug, men så vidt jeg lige kan se skete der først noget politisk da han ikke længere blev valgt til folketinget. Trods det mener jeg at der altid vil være brug for den type, der ligesom Haugaard vender tingene på hovedet og gør grin med politikere.
Personligt tror jeg at den demokratiske tanke vinder denne omgang, men med hensyn til politikeres utroværdighed er jeg overbevist om at det altid vil være flertallet der bestemmer til fordel for sig selv.