Ukendt mand E

Hvor blev jeg fascineret over at DR sendte en udsendelse om en mumie, betegnet "Ukendt mand E", samtidig med at samtlige nyhedskanaler gentog oplysninger om en lyshåret, blåøjet normand ved navn Anders.
Bredden af vores samfund og vores kultur bliver jo fastholdt med sådanne klare udmeldinger. Ægypterne gjorde formodentlig det at de skjulte en persons navn for at hævne sig på ham (Ukendt mand E er netop en gåde fordi han ikke eksisterer som person, kun som mumie - mens de fleste andre mumier fik et navn og et par ord med på vejen). Og nordmanden blev til et uhyre.
Med et enkelt udtryk har pressen (både radio og TV) gjort Breiviks gerning til en uhyrlig udåd. For Breivik selv er der dog en grund til det han har gjort, og som sådan må vi godkende at han ikke er sindssyg. På samme måde som vores statsministre i nyere tid har sendt os i krig uden at de stemmer der var imod blev hørt.
Selvfølgelig har vi ret når vi mener noget. Ligegyldigt om vi er højre- eller venstreorienterede, ligegyldigt om vi er voldelige eller fredselskende. Det er jo netop samfundets vilkår at vi skal være mennesker - ikke marionetter. Men desværre er der jo det ved vores opfattelse af samfundet, at samfundet i kraft af dets medlemmer beslutter hvad der er rigtigt og forkert. Lige nøjagtig på det område stod en stor arisk, blåøjet, lyshåret, arisk nordmand af og begik terror i Norges hovedstad hvorefter han forsøgte at udrydde satans socialistiske yngel på sommerlejr.
Hvis alle de professionelle kommentatorer vidste hvad de talte om ville de ikke sige så meget vrøvl som jeg har hørt de seneste dage. Tværtimod ville Lars von Triers udtalelser ved pressekonferencen på filmfestivalen i Cannes kunne bruges: "Jeg kan forstå hvordan Hitler følte".
Lars von Trier havde ikke lyst til at være Hitler, han ville ikke udrydde jøderne, han ville bare gerne forstå hvorfor en person kunne blive så ond. På samme måde mener jeg at vi skal forstå den nordmand der har givet udtryk for at det var nødvendigt at dræbe sine medborgere for at gøre opmærksom på et samfund der ikke efter hans menimng var (eller er) formålstjenligt. Jeg vil også gerne forstå hvorfor en person med ariske rødder og nordisk karisma (tillykke Dansk Folkeparti) bliver terrorist.
Med udgangspunkt i denne ulykke kan det selvfølgelig være svært at forstå hvorfor normalt fungerende mennesker kan blive terrorister, at Anders Breivik brugte næsten et ton gødning og gennem næsten 10 år tjente penge for at gennemføre sin handling kan også være svært at forstå, når han kunne have brugt den million han tjente på sig selv, som de fleste liberale ville have gjort. Men nej, han havde set sig gal på samfundet, ikke blot muslimerne, men også dem der brugte kræfter på at forsvare dem.
Vi burde have lært at vi ikke kan definere terorrister eller massemordere, vi er selv med til at skabe dem ved ikke at kræve en frigjort tankegang. For det første ønsker vi en folkeskole og et uddannelsessystem der alene fastholder gamle dyder, frem for at få os til at være selvstændige individer. For det andet er vi bundet af et demokratisk system der oftest tager fejl men alligevel binder os borgere til en lovgivning der er mere eller mindre tilfældig.
Med Muhammedtegningerne har vi udsat ikke alene os selv men også vores medborgere for trusler vi ikke kan overskue, med vores fremmedfjendskhed har vi sørget for at ikke alene asylansøgere men også native danskere opbygger et had som i yderste konsekvens kan udvirke en terroristhandling som den vi har set i Norge.
Jeg ville ønske vi kunne tale sammen i stedet for at lade som om vi ikke eksisterer. Vi kan ikke leve i et samfund hvor der er flere religioner, flere måder at tænke på og flere konservative der fastholder den måde at leve på som de betragter som rigtig (ligegyldigt om det er kristne eller muslimer eller ...) - vores opgave er at se i øjnene at vi ikke kan fastholde gamle dyder, vi kan ikke fjerne vores tidligere statsminister ved at fjerne hans navn, vi må lære af vore erfaringer, ikke mindst af vore fejl. Derfor skal vi ikke begrave en "ukendt mand E", men leve med ham og lære af ham. Vi forstår ikke Breivik, men vi må lade være at fordømme ham og sætte os ind i hans måde at tænke på, ellers når vi ikke videre. Jeg synes ikke han har gjort noget rigtigt, men det gør han selv, og så må vi ikke bare bruge betegnelsen forkert eller syg. Indianere havde netop den tanke at man måtte frede mennesker der tænkte anderledes fordi de måtte være påvirket af en jordens inspiration. Eller naturens.
Find ud af hvorfor en så nordisk og arisk mand kunne gøre noget så forkert og stadig synes det er rigtigt. Det hjælper ikke at hænge ham. Og det hjælper ikke at betragte ham som nordisk, han er nøjagtig ligeså galt afmarcheret som alle andre mordere, muslimer eller kristne, abortmodstandere eller modstandere af omskårne. Virkeligheden overgår til stadighed fantasien.

Forelsket?

Det kan være svært at skelne mellem narcissisme og forelskelse. Er jeg blot forelsket i min egen forelskelse eller holder jeg virkelig og ukritisk af den person jeg synes jeg elsker? Det bør være startspørgsmålet, og svaret bør blafre i vinden.
Jeg har mødt den kvinde jeg elsker, men der vil altid være et spørgsmål eller to. Elsker jeg hende eller elsker jeg min forelskelse? Det bedste jeg kan gøre er at beskrive hvordan jeg har det sammen med hende:
Når vi er sammen har jeg ikke travlt, jeg slapper af og nyder at hun bare er der. Hun behøver ikke være nær mig bare i nærheden. Mine hænder kan sagtens holde sig i ro, men jeg har lyst til at kærtegne hende og min lyst til sex er hele tiden til stede uden at jeg nødvendigvis har rejsning. Stort set føler jeg bare at jeg er i harmoni med hende og mig selv.
Sådan opstår balladen. Er det mig selv jeg tænker på når jeg er forelsket eller er det objektet for min forelskelse? Den enkleste måde at fortolke forelskelsen på er selvfølgelig at jeg holder så meget af et andet menneske at jeg er villig til at gøre noget som jeg ellers ikke ville gøre. Sandt nok. Vi nærmer os med raske fjed det der med at gå gennem ild og vand, men når jeg så tænker over det har det intet med ild og vand at gøre. Tværtimod vil jeg hellere udveksle stemninger med min elskede. Dårligt humør, latter, fælles oplevelser, barndom eller vejrudsigten. Og kysse spontant, give et kram og et knus, en let berøring eller et flygtigt strejf med hånden over ansigtet. Men er det så kærlighed og er kærlighed egoisme?
Indrømmet er jeg en anden person når jeg er forelsket end ellers, og desværre kender jeg kun mine egne reaktioner. Det er faktisk både dejligt og forfærdeligt at være forelsket. Dejligt fordi man hele tiden føler en nervøs glæde over at have så stærke følelser, forfærdeligt fordi man føler en nervøs glæde over ikke at kunne styre sine følelser. For mit vedkommende er det svært at forstå om min kærlighed er møntet på min kæreste eller blot er udtryk for at jeg holder af at elske. En pragtfuld følelse, der desværre også kan give det resultat at man er villig til at slå ihjel for at følelsen skal bibeholdes. Ikke fordi jeg tror jeg kan slå ihjel, men jeg er sikker på at mine følelser er stærke og hvis jeg pludselig mister min elskede ved jeg at jeg vil gøre noget ekstremt. Om jeg vil forsøge at svømme til england, drikke mig så fuld så jeg glemmer alt eller stå på ski i Gjern bakker er ikke så vigtigt, jeg ved bare at jeg vil gøre noget skørt.
Men er det overhovedet min opgave at gøre noget skørt. Hvis min kærlighed ikke længere vil være min kærlighed er det vel ikke op til mig at bestemme. Hun vil måske gerne opleve kærlighed på en anden måde, eller min måde at vise kærlighed er enten forkert eller anderledes end forventet. Hun skal tage imod og hun skal give. Jeg skal tage imod og jeg skal give. Hvordan man end vender det er det let at give sin kærlighed, det er jo kun et spørgsmål ,om at tvinge sine egne følelser ned over andre mennesker, men at tage imod er en helt anden sag. Et lile nys på munden, et let knus når man passerer hinanden kan fortolkes på så mange måder at det er lettere at misfortolke end at forstå. Når jeg kysser min dyrebareste skat er det både en måde at fortælle hende at jeg elsker hende, at jeg vil være hendes og at jeg forventer hun er min. Men hvad er det for hende?
Det værste ved kærligheden er jo netop at en del af den gør dig til ejer. Du vil eje og herske over en anden person, du vil bestemme hvorledes et andet menneske skal opføre sig overfor dig. Og det kan ikke bortforklares. Vi taler om at forelskelse er en form for envejs-ejerskab. Jeg elsker dig, altså er du min ejendom - og hvis du elsker mig er jeg din ejendom. Det er jo blot en udveksling af værdier og har ingen fornuftig betydning. Når kærligheden en dag er væk er værdipapiret ændret til et gældspapir og alle de følelser man gav af et godt hjerte er ændret til had eller ligegyldighed.
På en måde er jeg bange for at min kærlighed er så egoistisk at jeg tvinger min elskede til at tage afstand fra mig og at jeg på den måde vil miste det jeg elsker mest. Men det er jo netop der hvor min egoisme træder i kraft, jeg vil miste det jeg holder mest af, men hvis jeg virkelig elsker burde jeg jo være glad og stolt hvis hun finder noget at holde mere af. Alligevel frygter jeg det.
At elske må derfor være at eje, at miste kærlighed må derfor skabe had. Det vil desværre sige at den verden du og jeg lever i ikke er rationel men styret af følelser. Det vil også sige at følelser ikke kan styres, de findes udelukkende i kraft af deres eksistens - lidt kryptisk måske, men det jeg mener er at vi glædes eller væmmes eller rammes af følelser i øvrigt, som ikke kan styres rationelt. Når jeg elsker en person meget højt er det ikke personen jeg elsker men min stærke forelskelse. Nogle er villige til at slå den dyrebareste skat ihjel for at andre ikke skal få hende eller ham. At slå sine elskede ihjel er på den måde for nogle det største offer - en måde at vise den yderste konsekvens af sin kærlighed (en kærlighed der som sagt er narcissistisk) og ikke en måde at hævne sig på.
Kærlighed er jo netop et spørgsmål om at have et objekt for sine følelser. Så når jeg er forelsket er det jo netop mig det drejer sig om. Hvis jeg er i stand til at give mine følelser videre til mine kæreste kan jeg måske ændre en smule på hvem der er i centrum for mine følelser, men mine følelser vil altid være mine, og dermed subjektive.
Jeg beklager meget at du har skullet lægge øjne til dette indlæg, men det har været vigtigt for mig at prøve at forstå hvorfor min kærlighed til en anden er min. Hermed håber jeg også at min kærlighed kan blive en andens ... (eller gør jeg?)

De blå lejesvende

At tænke sig at et statsapparat tilføjet politikere efterretningstjenester og almindelige borgere i den grad fokuserer på røde lejesvende som de gjorde i 70'erne. Og så alligevel, der var god grund til det. Samfundet var i fuld gang med at fremmedgøre borgere, nok især ungdommen, der på det tidspunkt havde lært at være kritisk over for alt hvad det etablerede samfund sagde - eller i hvert fald den del af ungdommen der ikke allerede var fremmedgjort gennem opvæksten. Staten, samfundet, politikerne, den etablerede forretningsverden og den lille selvstændige erhvervsdrivende havde travlt med at pådutte egne idealer og egen tro på den regelbundne samfundsopbygning, der gjorde enhver til sin egen lykkes smed.
For en tvivlende ungdom, tvivlende på at det etablerede er den bedste af alle verdener, tvivlende på folk der klager over skattetryk og uventede udgifter, tvivlende på at et uddannelsessystem der fokuserer på liberalismen som det eneste modstykke til socialisme, for sådan en ungdom må det være spørgsmålet: Hvor meget skal der til for at opnå retfærdighed for de kuede? I det meste af den vestlige verden inklusive USA og flere sydamerikanske lande opstod bevægelser der ville bekæmpe det eksisterende samfundssystem, om nødvendigt med vold. Nogle lande tog den cubanske frihedsbevægelses tanker til sig og fortolkede dem, da det jo stort set ikke kunne lade sig gøre at komme ind eller ud af landet. Marx og Engels blev solgt i store oplag til glæde for de "kapitalistiske" forlag, faktisk opstod en række forlag i slipvinden på dette ungdomsoprør. Og for de forskellige grupperinger på det vi kan kalde venstrefløjen opstod mange ideer til at redde verden fra kapitalismen, som i mange sammenhænge blev ligestillet med liberalismen, dog ikke blandt højtuddannede, der bedre end alle andre forstod at skelne. Nogle af venstrefløjens grupperinger var egentlig stokkonservative. Ideen om en revolution, hvor folket skulle optage magten havde rødder delvis i syndikalismens ideer og delvis i de voldelige anarkisters (der fandtes også ikke-voldelige anarkister). I løbet af femten år bestod venstrefløjen af et utal af fraktioner, der kun var enige om en ting, nemlig at de socialistisk/kommunistiske grundideer skulle sejre over borgerskabets menneskefjendskhed.Til en vis grad var målet nok det samme: Et samfund der ligestiller alle borgere. Men så hørte enigheden op. Visse grupperinger ville simpelthen have "borgerdyrene" stillet op ad en mur og skyde dem. Andre ville bare overtage magten for at forbedre samfundet, mens atter andre brugte år på at diskutere hvilken metode der skulle bruges for at gøre samfundet ideelt. I mellemtiden blev den allerede nævnte cubanske revolution (med martyren "Che" Guevarea på plakater i mange unges værelser - som en anden jesusfigur eller katolsk helgen om man vil) et ideal. Andre anså Enver Hoxa's Albanien eller Tito's Jugoslavien som ideelle revolutionære eksempler. Kim il Sung i Korea, Mao i Kina og Pol Pot i "Demokratisk Campuchea" og Vietnam efter krigens afslutning i 1975 blev hver for sig forbilleder for de forskellige venstrefløjsgrupperinger. Også Lenin og Stalin blev hentet frem som fremragende venstrefløjstaktikere.
Uheldigvis passede den form for økonomi ikke de herskende klasser i de vestlige lande (her kan man skrive kapitalismen, samfundet eller udplyndrerne mm., bare nogle af de udtryk der blev brugt om det klassedelte samfund), der reagerede med nedarvede opdragelsesmetoder og forbød (gerne med velanskrevne straffe) unge at skele til alternative måder at styre et samfund.
Frustrerede unge valgte alt efter sindelag og muligheder mere eller mindre drastiske oprørsformer. Unge mennesker skjulte mod loven flygtninge fra især diktaturer, hvor socialister blev forfulgt, men også andre politiske flygtninge som palæstinensere. På baggrund af de forfærdelige beretninger de kom med valgte nogle at slå tilbage med de samme midler, eller i det mindste forsøge. Den spirende revolution herhjemme blev i løbet af få år kapitaliseret, og det gjorde den i de fleste lande. Såkaldte terrorister i Europa og Sydamerika især begik bankkup og tog gidsler. Målet var at skaffe retfærdighed, sekundært at skaffe penge til at føre krigen mod uretfærdighed og undertrykkelse videre, midlet blev vold, gidseltagninger, røverier og mord på fremstående personer.
Herhjemme opstod en mængde små grupper af venstreorienterede, hvoraf især en er gået ind i historien, ikke på grund af at de planlagde røverier minutiøst eller fordi de gav pengene til palæstinenserne, nej fordi de skød en politibetjent, der kom i vejen. Fra dag ét var dette et mord på en betjent, ikke en sag om en betjent der ikke havde fulgt reglementets henstillinger. Herefter skulle alle ressourcer sættes ind på at finde politimorderen.
Allerede inden ressourcerne skulle finde denne morder var både forsvar og politi i fuld gang med at aflure alle afskygninger af venstrefløjsmedlemmer og -tilhængere. Ulovlig aflytning, aflytning på uddannelsessteder, i lovlige politiske foreninger og andre steder var en del af indsatsen mod venstrefløjen. Opsyn med prominente venstrefløjsaktivister fandt sted og en vis paranoia bredte sig da osse hos de mere løst tilknyttede venstrefløjssympatisører. Selv i folketinget hvor Venstresocialisterne var valgt ind på demokratisk vis blev de folkevalgte fulgt nøje. Litterære forfattere som ikke afskrev venstrefløjen blev noteret i efterretningstjenesternes bøger, Studerende der rejste til østlandene i Europa blev noteret og i visse tilfælde rekrutteret til at melde ligesindede. Kontrol- og overvågningssamfundet var på højde med fjendens, hvis ideologi de skulle forhindre at komme til Danmark.
Samtidig med at venstrefløjen med sin fraktionering var ved at fjerne ethvert grundlag for at gennemføre bare noget der kunne minde om en revolution (som en bøvs i forhold til et vulkanudbrud) gik andre i samfundet forrest i kampen for at bevare de gode gamle dyder.
Loger dyrkede forskellige ulovlige aftaler medlemmer indbyrdes, karteller og trusts blev Dannet med henblik på at sikre overskud til alle, brancher gik sammen om at indføre fælles priser på deres varer og tjenesteydelser, ja sågar en gruppe af mennesker der end ikke bidrog til samfundet valgte den økonomiske model og indrettede sig i rockerborge og udøvede vold og kriminalitet mod borgere, der ikke kunne forsvare sig, fordi der kun var en lovgivning indenfor murene (gælder også for loger og karteller - selv om lovene måske ikke indebærer mord, men kun økonomisk ruin). Som det eneste plaster på såret holdt efterretningstjenesten øje med den nynazistiske bevægelse som modvægt mod overvågningen af venstrefløjen. Senere fulgte et forsøg på at fratage rockerne (noget af) deres magt, som førte til en våbenhvile. Set udefra virker det faktisk som om våbenhvilen faldt på et perfekt tidspunkt fordi opmærksomheden blev flyttet væk fra "motorcykelklubberne". Det er endda ikke usandsynligt at den spirende kriminalitet i indvandrermiljøerne fik konkurrenterne fra MC-klubberne til at lade et ord falde til politiet.
Og Folketinget overlader fortrøstningsfuldt til politiet at gøre hvad det er blevet pålagt. At holde øje med forbrydere og kriminelle (altsammen defineret i lovgivningen).
I Danmarks radio var engang ansat journalister hvis holdning var mere venstreorienteret end visse personer brød sig om, der var også ansat personer med en udpræget højreorienteret holdning (faktisk kan jeg ikke komme i tanker om en journalist eller anden medarbejder fra DR der er valgt ind i folketinget med udpræget venstreorienteret bggrund, mens jeg kan komme i tanker om mange med højreorienterede holdninger). En vis Erhard Jacobsen gjorde det til sin livsopgave at afsløre de "røde lejesvende" og gik i gang med et sandt korstog. Ledelsen i Danmarks Radio blev mange år senere nødt til at ændre kravene til journalisterne, således at det var i orden at dreje en historie positivt i retning af den eksisterende samfundsorden, men ikke at give udtryk for en uliberal samfundskritik. Ikke at det står nogle steder, men der hersker ingen tvivl om at de røde lejesvende efterhånden er udskiftet med de blå.
Og hvad har de blå så gjort?
Tja der var jo det med muren i Berlin. Den faldt efter 36 år og et antal myrdede i forbindelse med flugtforsøg. Så var der i forbindelse med kommunismens endeligt (som jo var årsagen til murens fald) det at man opfandt en ny fjende, som faktisk satte stor pris på det. Islam.
Vesten (min betegnelse for Europa, USA og tildels Sydamerika) støttede mange regimer, som kunne sikre indflydelse på for eksempel olie og andre vigtige handelsvarer. Skulle en af de støttede stater komme i krig stod vesten ved deres side og tjente formuer på at sælge våben. I fredstid nød de godt af indtægter fra landets naturlige ressourcer, og skulle det ske at landet kom ud for et oprør var vesten der straks for at få tilsvarende gode aftaler med oprørerne. Er der nogen der synes at genkende vestens spilleregler.
I Iran faldt shahen med den smukke og beundrede kone Farah Diba, og et islamisk præstestyre under ledelse af Ayatollah Khomeini kom til og dækkede kvinder til fordi de af natur var skamløse. Saadam Hussein fik gennem årtier støtte til sit regime, der med rette kunne kaldes diktatur, og hvor kurder med vesten billigelse blev forfulgt på linje med nazisternes forfølgelse af jøder og sigøjnere, indtil han troede sig sikker på vestens støtte og gik ind i en anden arabisk stat som fik støtte fra samme sted, nemlig vesten. Hussein var blevet et usikkerhedsmoment (han talte for højt), så hellere en mere stifærdig arabisk stat med en diktator der ikke var bedre end Hussein, bare mere tavs. Så faldt den diktator (hvilket han først blev da han skulle fældes) - og for nylig er en regent for Libyen pludselig efter at han i fyrre år har ledet sit land stort set uden indblanding fra vesten blevet offer for sin og sin families grådighed og (egentlig allermest) for en strøm af demokratibevægelser i de vestasiatiske, muslimske lande. Igen er vesten klar med opbakning til oprørerne, der er også gode oliepenge, og hvis befolkningen indfører demokratisk forfatning er der endnu flere penge at tjene på de lande der engang fodrede imperialistiske stater med penge som vel retteligt tilhørte befolkningen i landene.
Danmark var i forbindelse med krigen i Libyen udsat for en historisk beslutning vedrørende at drage i Krig. For første gang nogensinde var der et enigt folketing bag beslutningen om at føre krig mod Ghaddafi, dog skal det tilføjes at det var på et spinkelt FN-mandat der fordrede at indgreb mod landets ledelse kun måtte ske af hensyn til civilbefolkningen. Da det viste sig at civilbefolkningen overhovedet ikke havde noget ud af denne kamp om magt og ressourcer trak et parti (Enhedslisten) sin støtte tilbage. Men danskerne fik lov til at føre rigtig krig med (dyre) kampfly og langt fra landets grænser.
Både forsvaret (!) og regeringen i Danmark var lykkelige trods det at vores væsentligste våbenproduktion består af mindre elektroniske dele til moderne våben og rumraketter. Men vi havde jo øvet os. Først med en fredsbevarende mission under FN på Cypern, som et tyrkisk mindretal havde annekteret dele af, sidenhen som fredsbevarende soldat i eks-Jugoslavien efter at borgerkrigen var (delvist) afsluttet. senest som fredsbevarende styrke i et Afghanistan hvor folket trods "befrielsen" fra Taleban følte sig fanget som en lus mellem to negle.  Men med Libyen har vi fået lov til at føre en rigtig krig - og som sædvanlig er vore modstandere terrorister, så vi er i vores gode ret. Nå ja, sådan sagde tyskerne i øvrigt også om modstandsbevægelsen i Danmark, men det er jo noget helt andet ...
Og så lige til slut tilbage til de venstreorienterede modstands- og terroristbevægelser i Europa. Dem af dem der valgte at føre en krig med våben måtte vælge at føre en form for guerillakrig, idet det etablerede samfund allerede havde sat sig solidt på retten til at slå ned på alt uønsket, også at øge uretfærdigheden ved at øge forskellen mellem rig og fattig. Nu sker denne skelnen mellem os og dem igen. I samfundet er vi dem der betaler skat (men så lidt som muligt) og dem der betaler skat (fordi de ikke har råd til andet). Afstanden mellem rig og fattig øges dag for dag, men denne gang fostrer vi ikke terrorister, dels fordi vi jo har andre steder at føre vore krige, og dels fordi det er lykkedes at overbevise om at liberalisme og økonomi er de eneste betydelige ord i et samfund. At det så også primært var unge fra velstillede hjem der blev terrorister i Europa er der vel ikke mange der husker. de fattige unge havde for travlt med at skaffe sig et liv. de rige havde for travlt med at finde en mening (faktisk kom størstedelen af narkomanerne også fra velstillede familier oprindelig).
Så hvis du vil gøre noget for retfærdigheden og har lyst til at slå nogen ihjel, så gå i krig mod nogen du aldrig har mødt og som du bare ikke kan lide fordi de har en religion og du ikke har.

Talenter

At arbejde er en menneskeret og derfor tvinges arbejdsløse og bistandsklienter til at arbejde! Et arbejde skal pr. definition være produktivt (fødevarer og serviceydelser), ellers er det ikke defineret som arbejde. Altså tvinges mange mennesker til at være produktive, selv om de faktisk er bedre til noget helt andet. Selv musikere der helst bare vil synge eller spille tvinges til at gøre en forretning ud af deres talent. Altså at sælge det man er god til for penge - i enkelte tilfælde kaldes dette prostitution, i andre tilfælde er det det bare.
Vi kan tale om talent (en i oldtiden af babylonier, grækere, romere brugt vægt- og møntenhed af varierende størrelse), der har fået betydninger som "en særlig evne eller begavelse" (tildelt af Gud, skæbnen eller naturen), "noget man er god til selv om det ikke er åbenbart" (skjulte talenter), "en speciel evne" (organisations-, sprogtalent m.fl) eller sågar blot fortæller om en person generelt at han er "et talent".
Som det ses af denne forkortede etymologiske udredning er ordet talent nært forbundet med økonomi. Men betydningen har ændret sig til at handle om evner, stort set kreative evner - i ordet "kreativ"s bredeste betydning. Men nu skal dette ikke handle om hvad ord betyder, men om at have talent.
De fleste mennesker arbejder. Mange arbejder indefor det samme fag som deres forældre (smed, landmand, skolelærer, læge). Grunden til det er at de gennem deres opvækst er blevet fortrolige med faget, hvilket jo også er en god ting. Men der findes ikke nogen fornuftsmæssig grund til at man skal være god til det arbejde, medmindre godt arbejde blot betyder at man udfører noget forventeligt. At have talent vil sige at kunne noget ingen kunne forvente. En søn af en smed der viser sig at have en fantastisk sangstemme har talent. En skolelærers datter,der kan dyrke sjældne planter har talent, en digter og maler kan have talent, selv sportsfolk kan. Men at man er god til noget er ikke ensbetydende med at man har talent, snarere tværtimod. At være god til noget er næsten altid det samme som at gøre noget andre vil have en til at gøre.
Jeg er sikker på, at børn har talent, men i de fleste tilfælde vælger vi forældre at se det vi gerne vil se.Det sker jo ikke sjældent at vi fortæller vore børn at de skal vælge noget andet, noget der giver mere økonomisk sikkerhed eller som vi ser det i disse år noget der giver tilstrækkelig opmærksomhed (kendis-effekt). Dermed kvæler vi gennem opdragelsen (både den institutionelle og den hjemlige) de kreative evner eller som det også kan betegnes: talentet. Det økonomisk funderede (kapitalistiske) samfund vil langsomt gå sin egen undergang i møde fordi der ikke er plads til at støtte eller opmuntre talenter, kun hvis talenter passer ind i det definerede og eksisterende samfund kan de bruges (udnyttes). Kiri Te Kanawa med aboriginal baggrund blev en feteret operasanger, ingen tvivler på at hun havde talent (trods sin baggrund havde hun en stemme der kunne udtrykke den vestlige verdens operamusik på smukkeste vis), Norma Jean Mortensen (Marilyn Monroe) blev et stilikon indenfor filmkunsten, ingen tvivler på hun havde talenter (to af slagsen, placeret over ribbenene), selv Anja Andersen, der nærmest alene placerede Danmark på verdenskortet for kvindehåndbold, har fået prædikatet talent. Men mange talenter er blevet kuet eller har fået deres talent tilpasset det omgivende samfund. De mennesker der har talent for at føde mange børn, føder bare mange børn. Talenter inden for fodbldverdenen dukker jævnligt op, sangtalenter og talenter indenfor motorsport hører vi om, og selvfølgelig talenter indefor forretningsverdenen. Men hvis der findes talenter indefor områder som "alternativ til kapitalisme", "evne til at udtrykke sig på anden vis end sprogligt" , "grafiske udtryk uden baggrund" og hvad vi ellers kan forestille os af umuligheder, så vil de aldrig få en chance for at dyrke deres talent, måske bortset fra "dem der kan sætte sig i Guds sted".
Vores samfund har nemlig indført regler. Som da vi som børn opfandt boldspil eller lege, hvor der altid var en der lavede reglerne således at hun kunne vinde. Alle spillereglerne for et samfund er opfundet af mennesker der ville vinde, ikke af mennesker der havde talent. På den måde er vi en masse mennesker der er tvunget til at være tabere, for at vinderne kan vinde. Pudsigt nok går vinderne længere, for når de ikke vinder så bliver reglerne strammet, det gælder for samfundet (stramning af eksisterende lovgivning),det gælder for sporten (enten opsplitning af sportsgrene (som floorball og Bandy) eller eksempelvis indføring af dopingregler så kun de bedste "snydere" kan fortsætte), og det gælder for kreativiteten, Asger Jorn udsat for Rindalisme, eller boycot af tolvtonekunst indenfor musiken. Hvilken kreativ kraft (talent) har evnen til at forestille sig en verden uden regler, eller har kræfterne til at føre det ud i livet?
Jeg konstaterer såmænd at vi må leve et liv i et samfund der snarere end at finde positive alternativer vælger at styrke det gældende med flere regler og tæmme kreativitet. Nogle gange bestemmer magthaverne at der ikke findes et alternativ til den eksisterende verden (senest bestyrket ved afskaffelsen af kommunismen). Andre gange fastholder man et system (som skat på arbejdskraft fremfor på maskiner) ud fra devisen at man ikke alene kan ændre noget eksisterende. I bund og grund må vi bare konstatere at det drejer sig om at fremme talenter der passer ind i eksisterende systemer, mens andre talenter blive kvalt fordi de ikke kan bekræfte det eksisterende.
Jeg synes det er spild at vi bruger uforholdsmæssig mange kræfter på at bevare fremfor at skabe, men vi skal jo alle have noget at spise inden vi kan ændre verden. Og der er så mange regler i verden at den ikke kan laves om, kun ændres ved hjælp af nye regler for noget allerede eksisterende.
For mit eget vedkommende er jeg sikker på at jeg har talent for at leve, overleve måske endda, men hvis jeg er født med et særligt talent er det kvalt ved fødslen. Det samfund jeg er vokset op i har skabt mig på godt og ondt, ikke styrket mit talent.

Ballet og sprog

Danmark er alt for lille et sprogområde til en ballet, udtalte Kristen Poulsgaard (Fremskridstpartiet) engang. At Danmark er et lille sprogområde er forsåvidt også rigtigt, på linje med islandsk og norsk samt andre udkantssprog (lokale sprog blandt indianere, asiater og afrikanere), men et sprog er til stede så længe nogen taler det. Faktisk taler vi endda dialekter i det danske sprog, lande som Norge og Irland (til dels Belgien) har to officielle sprog, hvor vi har et sprog og en masse dialekter.
I mange år har den officielle politik været at vi alle skal lære at tale dansk så vi kan forstå hinanden i hele landet - med det resultat at sprogforskere har kunnet konstatere at lokale dialekter har levet en karrig tilværelse. Heldigvis er sproget rigt på dialekter, og mange dialekter findes endnu i form af dialektord, men endnu mere i sprogtonen som er forskellig fra landsdel til landsdel, de fleste af os kan kende forskel på sønderjysk, nordjysk, fynsk og bornholmsk og nikker vel også genkendende til lokale københavnske dialekter, som i virkeligheden mere er tonen i sproget end egentlige dialektord.
At bruge sproget er en "guds gave til mennesket" ikke på grund af myten om Babelstårnet, heller ikke fordi Gud har givet mennesket et sprog (I bibelen står der sådan set bare at han har taget det fra mennesket og splittet dem i sprogstammer), men simpelthen fordi sproget giver os en fantastisk mulighed for at fortælle noget meget kompliceret.
Eksempelvis er børn nogle år om at lære et sprog der er forståeligt af andre end de nærmeste omgivelser. "Min" eller "vil ha'" og en pegende fagte er begyndelsen til at lære sproget (jeg ved godt at undersøgelser viser at det er helt andre ord børn siger først, men jeg taler jo også om hvad de bruger først som begyndelsen på en tovejskommunikation), og derfra lærer barnet at sætte navneord og udsagnsord på at tilføje biord og tillægsord, sågar at beherske forskellige tider i udsagnet (fortid, nutid og fremtid endda i flere former). Sproget udvikler sig ikke med brugen, men med behovet, således er mange i besiddelse af et begrænset ordforråd, mest fordi de ikke har brug for flere ord, mens andre har et meget stort ordforråd. I det sidste tilfælde kan du teoretisk set kommuniukere med langt flere mennesker, mens mennesker med et lille ordforråd har det helt fint med at tale med sine nærmeste (på arbejde, i kliker eller andre grupperinger). Men så enkelt er det ikke. Ideen med at have et varieret sprog  eller et stort ordforråd er jo "spildte guds ord på ballelars" hvis den der skal modtage ordene ikke forstår dem, samtidig med at ganske få ord kan udtrykke temmelig meget brugt i den rette sammenhæng (PH-visen "nå" rinder mig lige i hu, men også sprogfejl som at bruge synes/syntes, hans/sin og ligge/lægge forkert, bliver forstået af de fleste modtagere trods grammatiske fejl fra den der siger det).
Sproget er derfor ikke bare det det skal være ifølge reglerne, sproget udvikler sig ud fra reglerne og bliver dermed tidstypisk. Som sproglig student, bibliotekar og historiker synes jeg faktisk at det er utrolig spændende at sprog på denne måde kan vise noget om den tid hvor det bliver talt (historisk), at det giver mulighed for at skrive bøger om ting der forlængst er skrevet om (kærlighed og mord som eksempler) samt at sproget suger til sig af vendinger som er umiddelbart forståelige af omgivelserne (slang og mediesprog). Som i middelalderen hvor vi i Danmark fik udenlandske håndværkere til Danmark (primært fra Nederlandene) hvilket har medført at de fleste hånsværkerudtryk er af nederlandsk afstamning (gerigt, Waterpas mm.) eller engelsk når vi kommer til andre fag fra senere år. At vi også har flirtet med det franske fremgår af kendte ord som mayonnaise, remoulade og miljø.
Omend mange tror at vi derfor har en alt for stor påvirkning af fremmedord eller udenlandske ord bør vi nok tælle vore ord op og veje dem mod de ord vi har givet andre sprog. Det fællesnordiske sprog vi dels kan genhøre i nynorsk og dels i islandsk ligger også til grund for dank sprog. I vikingetiden blev dansk (eller nordisk) vidt udbredt i Europa, både Frankrig, Italien, Tyskland indlemmede nordiske ord i deres sprog, men især England og Irland lærte af de danske vikingekolonier at bruge ord af nordisk afstamning. Lad os så ikke glemme, at man i Danmark talte "tysk til sin (jagt)hund), fransk til sine bekendte og dansk til sit tyende" for blot få hundrede år siden i det danske kongehus. I andre perioder har Danmark haft udenlandske ministre, ja sågar regenter (de gange da kongehuset løb tør for konger blev de hentet fra slægtens rødder i i Tyskland - og dronningerne blev også hentet i udlandet), faktisk er mange af de reformer der er gennemført i Danmark, som gør os stolte af at være danskere, enten gennemført af eller inspireret af mennesker af udenlandsk afstamning. På samme måde har vi som danskere sat præg på Norge og de danske dele af Sverige, både med danske og udenlandske embedsfolk og adelsfolk.
Hvis vi skulle bevare vores sprog ville vi stadig tale det sprog der kan læses på runestenene. Vi ville stadig ikke have indført regler for hvorledes det skrevne sprog skal udtrykkes (stadig for et par hundrede år siden stavede man i praksis efter udtalen, hvilket jo også betyder at vi har navne som christensen, petersen og jensen (Kristians søn, Peters søn og Jens søn). Ord som møl (insekt), mølle (virksomhed), maling (farve), malm (metal) og mel (pulveriseret korn) stammer fra den samme sprogstamme og viser hvorledes en ordstamme (at sønderdele (fint)) kan få mange betydninger. På samme måde er andre ord vokset ind i det danske sprog og har ofte fået flere betydninger.
For lige at runde sproghjørnet af vil jeg nævne at vi har låneord fra de muslimske lande i form af eliksir, alkohol og alkymi, vi har mange danske ord, der stammer fra latin og græsk som vi opfatter som danske, ja mange er faktisk fordanskede (hybenkradser (egl. Hippokras - en græsk læge) og løvstikke (oprindelig levisticum -plantens latinske navn), der er masser af eksempler på at ord stammer fra andre sprog. Læren om ords oprindelse hedder iøvrigt etymologi og stammer fra græsk.
Men selv inden for de danske sprogs grænser kan vi finde ord der ikke svarer til dem vi bruger i rigsmålet (for eksempel "lime" (nordjysk for en kost), ja vi kan endda opleve at vi på dialekt skelner mellem han- og hunkøn (eksempelvis Samsisk) frem for det danske fælleskøn. Resultatet af det er vel at danskheden ikke er noget vi har haft i 1000 år eller som er medfødt, dansk sprog er en del af en udvikling - i dette tilfælde er der ikke tvivl om at det officielle sprog er uniformeret, altså kultur (opdyrket og tilpasset) - men samtidig ligger der et sprog blandt brugerne som konstant ændrer sig, låner ord og smider ubrugte ord væk, ja sågar ændrer ordenes betydning (en bjørnetjeneste var engang en tjeneste der var velment men som havde katastrofale (dårlige) følger - i dag bruges ordet ofte om en stor (bjørnestor) tjeneste).
Således har ord og udtryk som "knæhøj karse", "codylorange", "super", "knaldgodt", "spritnyt" og tautologier (ord der egentlig betyder det samme, for eksempel "hyggeligt og rart") eller pleonasmer (at forstærke et udtryk ved at sige det samme på forskellig måde, eksempelvis: samarbejde i fællesskab), desuden har vi også fået den forstærkende gentagelse af det samme ord: "rigtig rigtig". Altsammen noget der har vist sig at være tidstypisk, men som fænomen dukker op gentagne gange. Man kan sige at det ud fra visse sproglige udtryk er muligt at bestemme hvilken historisk periode de er udtalt, faktisk er det egentlige ordvalg næsten lige så signifikant. Dansk sprognævn har lavet undersøgelser der viser at de forskellige generationer har eget sprog og dermed vælger ord som indgår i en fælles liste over genkendelige ord, det er især vaneudbrud og eder der skifter ("ikke" eller "ser du"; "sgu" eller "fuck") mens almengyldige ord overlever.
Sproget udvikler sig altså mens de fleste af os står i stampe og klamrer os til de ord og vendinger vi kender. Det er dog kun til en vis grad. For eksempel bruger jeg forskelligt sprog. Når jeg taler i for eksempel radio eller tv forsøger jeg måske at udtrykke mig på en måde der ikke sår tvivl om sætningernes betydning, men dog vælger jeg et sprog der kan springe ord eller led over, også fordi sprogrytmen er vigtig, når du ikke kan sætte kommaer og punktum. Når jeg skriver artikler til blade og aviser er det et sprog der helst skal være nøjagtigt (så misforaståelser kan undgås), når jeg blogger gør jeg lidt af hvert fordi der helst skal være en grund til at læse videre og når jeg snakker med venner er det vigtigt at finde de rette ord men ikke at sætningen er grammatisk korrekt. Jeg vælger altså udtryksmåde alt efter formen jeg bruger som udtryk, og ikke for at tale formfuldendt dansk.
Andre kan have forskellige årsager til at tale på den måde de gør. Indvandrere finder hurtigt et internt ordforråd, der kun kan afkodes af ligesindede. Det betyder ikke at de taler dårligt dansk (på gymnasiet gik jeg i klasse med en vestjyde der ikke kendte forskel på en og et - men det var kun når hun talte. På skrift var hun helt på højde med fælleskøn og intetkøn) de vælger bare en fælles dialekt som knytter sig til en gruppering. Andre kan have svært ved at tale dansk fordi deres modersmål er væsensforskelligt fra det danske sprog og fordi de har en ringe sproglig forståelse (jeg tænker også på sportsfolk i Tyskland der blev interviewet i fjernsynet på tysk - de kunne næsten ikke forstås, men der var ikke undertekster på de tyske tv-kanaler), mens der findes mennesker med sprogligt gehør, der på ganske få år kan lære at tale med næsten total mangel på accent (for eksempel (den nuværende) komtesse Alexandra).
Denne lange smøre for at fortælle at du ikke bliver dansker fordi du kender det danske sprog, og at du ikke kan blive dansk ved at lære det. Sproget er et middel til at kommunikere og dansk vil uden politikeres medvirken vedblive at være et kommunikationsmiddel. Vi risikerer ved at stille krav til danskhed og kendskab til dansk sprog at sproget dør med dem der taler det, fremfor at vokse med dem der bidrager til at ændre det. For mig vil det være en glæde at andre indvandrere end prinsgemalen forsøger sig med digtsamlinger, især hvis digteren selv vil (gøre forsøg på at) formulere sig på dansk.
Et godt sprog kan ikke dø, og hvis dansk er så godt som visse sprogvogtere mener, så burde de give sproget videre og blot fastholde de grammatiske krav der betinger at dansk kan forsdtås i bredere kredse, alternativt skulle man forsøge at indføre særskilt grammatik for mundtligt talesprog (telefon og dialog), chatsprog på pc og tlf, sms-sprog, skriftsprog til eksamen og skriftsprog til breve. Men mens sprogvogterne vogter sker det jo på en måde af sig selv.

I mørke er alle katte grå

Jeg synes egentlig ikke at TV skal sætte dagsordenen, men det kom altså til at ske. Alene at tage fire politikere ind i studiet (Deadline i dag 26-6-2011) for at spørge dem hvorfor politikere er upopulære er vel dumt. Som at spørge en skolelærer hvorfor eleverne ikke kan lide dem.
Jeg forestillede mig at så længe tingene gik godt i skolen ville eleverne nok heller ikke være specielt utilfredse, og ligeledes i Danmark ville befolkningen ikke være utilfredse med politikerne. Men en snak med min far som er tidligere skolelærer (muligvis ikke helt troværdig) var det faktisk elevernes forældre der var utilfredse med folkeskolen og dermed skældte skolens lærere ud for deres undervisning, fremfor at fokusere på de enkelte elever.
Da kom jeg til at tænke på, at politikerne tilsvarende kunne fastholde en popularitet, så længe det gik godt i samfundet, og at de bedst stillede var de første til at påberåbe sig en ret til positiv forskelsbehandling på samme måde som skolelevers forældre. De "rigtige" forældre som har gode forbindelser, vil altid have lettere ved at presse skoleinspektøren til at se på en "sag" om et barn der ikke har fået de fineste  skudsmål af en lærer, mens de "forkerte" i nogen gange bogstavelig forstand skælder deres bør ud ved at give dem en fysisk, psykisk eller verbal lussing.
Billedet med skolen bliver efterhånden svært at håndtere, men jeg prøver.
Vælgerne er jo ikke nødvendigvis utilfredse med politikerne, som eleverne ikke nødvendigvis er det med lærerne, men en vis utilfredshed vil altid opstå, især når undervisningen eller økonomien i staten ikke fungerer som vi ønsker. Der vil nok altid være en der kritiserer og muligvis vil andre følge trop. Måske vil der blandt elever eller vælgere være flere der i fællesskab siger: "Nu kan det være nok". Til folketingsvalget stemmer man imod det parti man stemte på sidste gang og i skolen vil eleverne gå sammen om at genere læreren, altså mobning. Denne taktik har sådan set kun medvirket til at stresse de mennesker man var afhængige af, i skolen blev lærere tvunget til at indrette undervisning "efter elevernes ønske", ofte efter samme principper som da vi fik de "fire forbehold" overfor EU, nemlig et teknisk forhandlingsresultat, hvor to parter forhandlede på en tredjeparts vegne (forældre og skoleinspektør på vegne af skolelæreren; EU og de politiske partier på vegne af borgerne efter "vælgernes ønske".
Og hermed tilbage til problemet om vælgernes manglende tiltro til politikere.
Her lander jeg altid på herrens mark, for hvad er bedst et halvfuldt eller et halvtomt glas? Tyder et halvfuldt glas på at man ikke har mere at komme i, eller har det været helt fyldt og antyder et halvtomt glas at det ikke har kunnet fyldes op eller at der kan komme mere i? - Jeg ville ellers så gerne sammenligne politikerne med et glas, men det må jeg så droppe.
Er det de vælgere der vælger en regering der har ret fordi de er flest, eller er det mindretallet af vælgere der moralsk har ret? I mange år har det jo været ganske få folkevalgte der har kunnet vælte en regering, det magiske tal er stadig halvfems. Halvfuldt eller halvtomt?
I stedet må jeg spørge mig selv om vælgerne har lyttet til politikernes valgtaler eller om de har stemt på baggrund af et fromt ønske om et samfund for både ens egen familie og alle andre borgere, eller bare for sig selv. Umiddelbart er jeg sikker på at vælgere altid tænker på sig selv. Der er to årsager til det (three som de siger i Monty pythons "Spanish inquisition"). Den første er den mest naturlige: Man kender faktisk ikke andre borgeres levevilkår. Den anden er såre enkel: Man vælger den politikers udsagn hvor valgløfter passer bedst på ens egne ønsker. Den tredje årsag findes egentlig ikke, men er vel i bund og grund den væsentligste: Jeg er verdens centrum, er menneskets tanke. Som Tycho Brahe sagde solen drejer sig om jorden, og vi på jorden er verdens centrum. Ikke fordi det er tanken om storhed, men fordi vi i kraft af at vi lever ikke kan forestille os at vi er uundværlige.
Men hvorfor er politikere så værd at måle?
De er ifølge vælgere ikke særligt troværdige i disse år. En avis bragte for nogle år siden en afstemning der viste at Birte Rønn-Hornbeck (V) var danmarks mest troværdige politiker ifølge avisens læsere (omskrevet til: ifølge vælgerne), Danmarks mest troværdsige person var året før det seneste folketingsvalg Jørgen Poulsen som på det tidspunkt var ansat hos Dansk Røde Kors, han blev headhuntet til det nystiftede parti: Ny Alliance (senere Liberal Alliance) og mistede sin troværdighed på en valgnat! Birte Rønn Hornbeck mistede hurtigt sin troværdighed i forhold til mange der havde set op til hende som en uafhængig venstrepolitiker, og altså til sidst også i forhold til ... sine egne partifæller (eller var det i forhold til sig selv, i forhold til pressen, i forhold til meningsmålingerne eller i forhold til vælgerne?)
Danmarks mest troværdige politiker er i øjeblikket en pige  i sin bedste alder der bruger hele sin tid (og lidt mere) på at promovere en fællesliste for venstrefløjen, eller måske i virkeligheden på at promovere sig selv. En politiker som Johanne Schmidt Nielsen er blevet troværdig i kraft af sit engagement og sin evne til at tale den sag som de andre partier fortier, om det drejer sig om flygtninge, krig, prostituerede eller oversete ofre for lokalpsykiatrien er mindre væsentligt, det drejer sig om mennesker og om skæbner.
I en tid hvor Danmark fører krig og hvor indsatsen i krigen oftest svarer til at betale en traktor for at køre en sæbekassebil til en krigszone, er det jo lette penge at score. At Danmark så faktisk bruger temmelig mange penge på en krig som de færreste egentlig forstår (indrømmet ingen forstod verdenskrigene) og at den statsminister der fik Danmark til at blive en krigsførende nation nu sidder som chef for NATO får jo nok nogle mennesker til at spekulere på om de overhovdet har noget at skulle have sagt.
Med udgangspunktet i at det er pengene der styrer verden kan jeg kun konstatere at de danske politikeres troværdighed stort set svarer til deres ønske om at tjene penge. Som udgangspunkt vil jeg betragte Johanne Schmidt- Nielsen fra Enhedslisten som den der bruger mindst tid på at tale penge og mest tid på at tale menneskelige værdier, mens de fleste andre politikere taler om økonomisk ansvar (når de siger fælles ansvar er det også økonomisk) og så er der lige Anders Samuelsen som fremhæver det at være uansvarlig som et mål (Gud være med ham). Med hensyn til troværdighed kan vi som vælgere blot konstatere at alle de andre partier spiller "Æsel" og forsøger at komme af med de dårlige kort (politisk uansvarlighed, økonomisk uansvarlighed, social uansvarlighed og så den bedste: (langsigtet uansvarlighed").
Hvis en ny regering skulle ændre de økonomiske vilkår i Danmark vil resultatet være at vælgerne vil støtte dem indtil de tror at staten kan "købe hele verden", ja vælgerne vil følge den videre som lemminger, men når styrtet nærmer sig vil de fleste vælgere vælge fra. Lad de andre styrte, vil være mottoet. Vælgerne bliver styret af deres egen økonomi, og så længe der er vælgere nok hvis økonomi er god, vil de følge den siddende regering, medmindre oppositionen lover guld og grønne skove, hvis der er mange vælgere med dårlig økonomi vil de derfor fravælge den herskende regering.
Politikere stoler vi altså ikke på, fordi vi troede vi fik det vi ville have. I dårlige økonomiske tider mangler en del mennesker penge så de politikere der har lovet os "hele verden" er ikke troværdige. For ultrademokrater er Johanne Schmidt Nielsen derfor noget af det mest troværdige der findes (i øvrigt synd for de kolleger i partiet der faktisk knokler ligeså meget), mens det for ultraliberale er helt sikkert at liberal alliance med sin økonomiske politik der satser på et stærkt erhvervsliv har en ledelsesperson der har svært ved at håndtere det liberale sammenbrud i EU med Irland, Portugal og Grækenland.
Sidste gang vi fik en politiker i folketinget der som valgprogram valgte det modsatte af de satte politikkere var da Danmarks eneste løsgænger Jakob Haugaard, blev valgt til folketinget. De etablerede politikere valgte at overse den folkelige protest og gjorde Haugaard til politiker ved konstant at gøre ham opmærksom på at han havde den afgørende stemme (tæl til 90). Dette pres hjalp Jacob Hauggaard ud af sit alkoholmisbrug, men så vidt jeg lige kan se skete der først noget politisk da han ikke længere blev valgt til folketinget. Trods det mener jeg at der altid vil være brug for den type, der ligesom Haugaard vender tingene på hovedet og gør grin med politikere.
Personligt tror jeg at den demokratiske tanke vinder denne omgang, men med hensyn til politikeres utroværdighed er jeg overbevist om at det altid vil være flertallet der bestemmer til fordel for sig selv.

Skinner solen?

Her sidder jeg og kigger på vejret der ifølge vejrudsigten er overskyet og med mulighed for torden og byger. Så vidt jeg kan se skinner solen, men jeg kan ikke udelukke at der vil være skyer og byger på et tidspunkt. Egentlig kan jeg ikke udelukke noget som helst, alligevel har jeg lært at det jeg ser er det der sker. Så hvad er det lige vejrudsigten gør ved mig?
Hvis jeg skal gætte er det nok (som ordet siger) udsigten til vejret, men mit liv har haft så mange udsigter der ikke har passet at jeg har lært at leve med vejret som det er. Sværere er det at leve med udsigten til fast arbejde, når jeg gennem 30 år har haft udsigten men aldrig fået arbejdet, det er også sværere at leve med udsigten til at vi alle skal betale for de folkevalgtes fejltagelser. Ikke at jeg synes det er OK at vi skal stå sammen når vi insisterer på demokrati, men det er altså svært at leve med tanken om at det er de fattigste der skal betale mest for demokratiets fejltagelser. At politikere end ikke vil tage så meget ansvar at de afskaffer pensioner og rettigheder til fri rejse, ministerbiler med mere er så meget mere påfaldende, når man som arbejdsløs nærmest skal føle skyld for at samfundet ikke fungerer.
Som nyuddannet fik jeg efter halvandet år på dimittendsats og "løn" i forbindelse med værnepligt endelig et vikariat på 3 måneder. Med løn som uddannet! Straks gik jeg til kommunens skattekontor og bad om en ændring af min forskudsopgørelse, da jeg havde en studiegæld der på grund af min værnepligt var blevet overført fra stratsgaranteret banklån til staten selv. Det var endda inden gælden gik videre til RKI, alligevel ville jeg gerne sikre mig at de penge jeg tjente ikke skulle give mig en uoverstigelig skatteregning næste år.
Den ansatte på skattekontoret mente dog ikke at det var nødvendigt at ændre sin skatteansættelse på baggrund af 3 måneder arbejde, faktisk foreslog hun, at skulle tale med min bank og få en aftale om et evt. lån eller en kassekredit frem for at kommunens skattekontor skulle bruge tid på min åbenbart ligegyldige indtægtsstigning. Havde jeg fået en fastansættelse ville jeg jo nok have fulgt rådet, men min erfaring sagde mig at jeg med de penge jeg tjente nok ville have lettere ved at tjene mere end at gå ned i løn. Når jeg tjente penge fik jeg råd til nye briller, tandlægebehandling og til at gå i byen og være social. Altså kunne jeg forestille mig, at jeg ville bruge masser af penge når jeg havde dem, med det resultat at jeg ikke ville have penge til at betale skat når det var tiden.
Jeg talte med banken som blankt afviste mig som låner på baggrund af min studiegæld på adskillige tusinde kroner (mestendels renter og renters renter) inden jeg vendte tilbage til skattekontoret og insisterede højlydt på at få ændret skatteansættelsen for resten af året på baggrund af mit midlertidige arbejde. Og så fik jeg ændret det.
Udenfor mit vindue er der gået skyer for solen og her sidder jeg og konstaterer at jeg stadig ikke har fået fast arbejde. Jeg har opfyldt politikernes krav om aktivering, systematisk arbejdssøgning, kravene til at få udbetalt dagpenge, krav om at stemme på et parti fordi jeg ellers ikke har ret til at kritisere systemet, og lige lidt skinner solen på mig.
Fordi jeg gennem næsten 30 år har været i stand til at leve i et system der hellere vil aktivere og kontrollere end skaffe arbejde har mange af mine bekendte gjort grin med (faktisk også nærmest skældt mig ud for) at jeg kunne forblive arbejdsløs. Sært nok har jeg ikke ønsket at være arbejdsløs og engagerede mig i en masse frivilligt arbejde i foreninger og på lokalradio. Det blev der lavet en lov om, således at ledige ikke måtte arbejde frivilligt. Så blev loven ændret så man godt måtte arbejde frivilligt hvis det var organisationer der ikke var kommercielle. Så fandt politikere på at man kunne skjule arbejdsløsheden ved at henvise langtidsarbejdsløse til et frivilligt arbejde og på den måde skrive dem ud af statistikken. Det var så stor en succes at man fandt på flere måder at ændre statistikken på, og det i en tid hvor man satte indsatsen massivt ind over for de grupper der var størst i statistikken. Grupperne af nyuddannede, håndværkere, indvandrere og ufaglærte hørte jeg ikke til, så indsatsen fra lovgivernes side brugte ikke meget tid på mig.
Første dag jeg var uddannet gik jeg på arbejdsformidlingen, da jeg ikke havde fået arbejde, men var blevet rådet til at melde mig i fagforening og A-kasse. Det var også fint nok, der var kontrol med mig og jeg fik absolut ikke lov til at gå rundt uden ansvar. Faktisk fik jeg et kontrolkort der sagde at jeg skulle møde næste torsdag kl. 11. Nu passede det ikke helt med buseen og som det ansvarsfulde menneske jeg var tog jeg bussen tidligere og var altså fremme ca. 20 minutter for tidligt. Jeg satte mig ned for at vente indtil der kom en medarbejder frem. Jeg fortalte hvem jeg var, hvorfor jeg sad hvor jeg sad og blev derefter bedt om at aflevere kontrolkortet. Så fik jeg det tilbage og fik at vide at jeg måtte vente på at få et kontrolstempel indtil klokken var 11. Så sad jeg der. Muligvis skinnede solen udenfor, og muligvis kunne jeg have brugt tiden på at søge arbejde. Men jeg kunne først få mit stempel klokken 11.
Tingene blev løbende ændret og nogle år senere skulle jeg ikke møde hver uge på klokkeslet, senere blev det lettere da jeg blot skulle udfylde og indsende en kontrolseddel til min a-kasse. Da var arbejdsløsheden også så høj, at statskassen indskrækede udgifterne til kontrol med de arbejdsløse for at spare penge. I samme periode blev det interessant for politikerne at forhinde fagforeninger i at have reel indflydelse, altså blev det i fællesskab med de faglige bevægelser muligt at ophæve fagforeningstvangen (retten til at arbejdstagere i fællesskab kunne tvinge arbejdsgiveren til at ansætte folk fra en bestemt fagforening). Efterhånden blev a-kasserne liberaliseret og mange arbejdsløse kunne fravælge fagforeningskontingentet og derved have lidt flere penge i lommen hver 14. dag eller måned eller kvartal.
Herefter gik samfundets politikere i gang med at minimere sikkerheden for deltids- og fuldtidsledige. Først skulle man forsikres i forhold til det arbejde man havde og ville have. Igen var fagforeningerne dygtige til at godkende kravene fordi deres ønske var at alle skulle have fuldtidsarbejde. Resultatet var næsten med det samme det modsatte, deltidsarbejdende kunne ikke forsikres for fuld tid, selv om de ønskede fuldtidsarbejde. Fuldtidsforsikrede måtte sige nej til arbejde fordi det ikke var på fuld tid, og arbejdsløse måtte spørge overbelastede fagforeninger, a-kasse-medarbejdere og ansatte på arbejdsløshedskasserne om råd før de kunne søge et arbejde.
Som så ofte før valgte politikere og fagforeninger at satse på økonomien. Igen skulle arbejdsløse have skyldfølelse. Igen skulle arbejdsløse symbolsk set i "gabestok" eller på "fattighjem". Aktiveringen af arbejdsløse kaldtes af politikerne en motivation til at bevare tilæknytningen til arbejdsmarkedet. Og i takt med at antallet af registrerede arbejdsløse faldt skar man ned på den periode en arbejdsløs kunne forsikre sig. Ikke økonomisk, her fastholdt man det fulde beløb trods nedgangenm i den periode man kunne gå uden arbejde. Ingen tvivl om at lovgivningen omkring de arbejdsløse har taget sit udgangspunkt i statfinanserne, selv om det har heddet sig at lovgivningen skulle bedre vilkårene for de arbejdsløse.
Nu skinner solen så igen udenfor. Men ingen tegl i sol eller måne tyder på at de indgreb skiftende regeringer har foretaget i forbindelse med arbejdsløshed har haft nogen som helst positiv effekt. Tvært imod har den seneste krise vist at nedskæringerne af forsikringsperioden ikke har løst problemer for flertallet af de arbejdsløse, tværtimod er arbejdsløse på deltid nu tvunget til aktivering, ikke bare i det antal timer de er ledige men i det antal timer de bliver anvist. Arbejdsløse på fuldtid er nu i større omfang tvunget til at blive skilt eller bliver hjemløse fordi deres samlever ellers skal forsørge dem. I den forbindelse synes jeg også at det er værd at bemærke at arbejdsløse der har en formue skal bruge den før de kan få kontanthjælp, og her tales der ikke engamng om starthjælp som for flygninge - her tales om at der ikke gives nogen hjælp før alle værdier er realiseret. Det indebærer at bundne pensionsopsparinger skal opsiges i utide, hvilket betyder at der både vil være tab på beløbet og at skattefradraget skal betales tilbage, for en fattig lønarbejder der måske har en pensionsopsparing der svarer til en årsløn vil der således være omkring 20-25% tilbage som skal bruges i utide. For en husejer der har købt hus under højkonjunkturen kan man forestille sig at der er tale om at man udover de lån man har taget for at købe huset regulært øger sin gæld.
I det første tilfælde mener jeg at pensionsopspareren har fulgt almindelig fornuft og lagt penge til side for at spare samfundet for udgifter (nej: for at forbedre de muligheder som politikerne tilbyder til den tid), mens husejerne har forsøgt at forbedre sin egen økonomi på kort sigt. Der er der heller ikke tvivl om, at politikerne tager de kortsigtede spekulanter langt mere alvorligt end dem der har givet afkast på umiddelbar gevinst med henblik på at kunne få rengøringshjælp i alderdommen eller at få råd til at dyrke et socialt netværk (om det så er golf).
Mine udsigter indebærer mest storm og regn - ikke fordi jeg har noget imod det - arbejdet ,som vi skal tage højde for kommer, findes ikke; pensionen skal vi skære ned på, ældre mennesker skal være ældre men ikke have pension, børn skal være klogere men ikke have undervisning, mennesker skal tage mere ansvar men ikke vide hvordan - og alle disse beslutninger er taget af politikere, der ikke tager ansvar, sender deres børn i privatskoler, ikke fratager sig selv pension og står forrest i køen når de skal behandles på sygehuse - og samtidig er der mange af politikerne der faktisk ikke aner hvad arbejde er ...
Hvem skinner solen egentlig for - og skinner den i det hele taget?