Skinner solen?

Her sidder jeg og kigger på vejret der ifølge vejrudsigten er overskyet og med mulighed for torden og byger. Så vidt jeg kan se skinner solen, men jeg kan ikke udelukke at der vil være skyer og byger på et tidspunkt. Egentlig kan jeg ikke udelukke noget som helst, alligevel har jeg lært at det jeg ser er det der sker. Så hvad er det lige vejrudsigten gør ved mig?
Hvis jeg skal gætte er det nok (som ordet siger) udsigten til vejret, men mit liv har haft så mange udsigter der ikke har passet at jeg har lært at leve med vejret som det er. Sværere er det at leve med udsigten til fast arbejde, når jeg gennem 30 år har haft udsigten men aldrig fået arbejdet, det er også sværere at leve med udsigten til at vi alle skal betale for de folkevalgtes fejltagelser. Ikke at jeg synes det er OK at vi skal stå sammen når vi insisterer på demokrati, men det er altså svært at leve med tanken om at det er de fattigste der skal betale mest for demokratiets fejltagelser. At politikere end ikke vil tage så meget ansvar at de afskaffer pensioner og rettigheder til fri rejse, ministerbiler med mere er så meget mere påfaldende, når man som arbejdsløs nærmest skal føle skyld for at samfundet ikke fungerer.
Som nyuddannet fik jeg efter halvandet år på dimittendsats og "løn" i forbindelse med værnepligt endelig et vikariat på 3 måneder. Med løn som uddannet! Straks gik jeg til kommunens skattekontor og bad om en ændring af min forskudsopgørelse, da jeg havde en studiegæld der på grund af min værnepligt var blevet overført fra stratsgaranteret banklån til staten selv. Det var endda inden gælden gik videre til RKI, alligevel ville jeg gerne sikre mig at de penge jeg tjente ikke skulle give mig en uoverstigelig skatteregning næste år.
Den ansatte på skattekontoret mente dog ikke at det var nødvendigt at ændre sin skatteansættelse på baggrund af 3 måneder arbejde, faktisk foreslog hun, at skulle tale med min bank og få en aftale om et evt. lån eller en kassekredit frem for at kommunens skattekontor skulle bruge tid på min åbenbart ligegyldige indtægtsstigning. Havde jeg fået en fastansættelse ville jeg jo nok have fulgt rådet, men min erfaring sagde mig at jeg med de penge jeg tjente nok ville have lettere ved at tjene mere end at gå ned i løn. Når jeg tjente penge fik jeg råd til nye briller, tandlægebehandling og til at gå i byen og være social. Altså kunne jeg forestille mig, at jeg ville bruge masser af penge når jeg havde dem, med det resultat at jeg ikke ville have penge til at betale skat når det var tiden.
Jeg talte med banken som blankt afviste mig som låner på baggrund af min studiegæld på adskillige tusinde kroner (mestendels renter og renters renter) inden jeg vendte tilbage til skattekontoret og insisterede højlydt på at få ændret skatteansættelsen for resten af året på baggrund af mit midlertidige arbejde. Og så fik jeg ændret det.
Udenfor mit vindue er der gået skyer for solen og her sidder jeg og konstaterer at jeg stadig ikke har fået fast arbejde. Jeg har opfyldt politikernes krav om aktivering, systematisk arbejdssøgning, kravene til at få udbetalt dagpenge, krav om at stemme på et parti fordi jeg ellers ikke har ret til at kritisere systemet, og lige lidt skinner solen på mig.
Fordi jeg gennem næsten 30 år har været i stand til at leve i et system der hellere vil aktivere og kontrollere end skaffe arbejde har mange af mine bekendte gjort grin med (faktisk også nærmest skældt mig ud for) at jeg kunne forblive arbejdsløs. Sært nok har jeg ikke ønsket at være arbejdsløs og engagerede mig i en masse frivilligt arbejde i foreninger og på lokalradio. Det blev der lavet en lov om, således at ledige ikke måtte arbejde frivilligt. Så blev loven ændret så man godt måtte arbejde frivilligt hvis det var organisationer der ikke var kommercielle. Så fandt politikere på at man kunne skjule arbejdsløsheden ved at henvise langtidsarbejdsløse til et frivilligt arbejde og på den måde skrive dem ud af statistikken. Det var så stor en succes at man fandt på flere måder at ændre statistikken på, og det i en tid hvor man satte indsatsen massivt ind over for de grupper der var størst i statistikken. Grupperne af nyuddannede, håndværkere, indvandrere og ufaglærte hørte jeg ikke til, så indsatsen fra lovgivernes side brugte ikke meget tid på mig.
Første dag jeg var uddannet gik jeg på arbejdsformidlingen, da jeg ikke havde fået arbejde, men var blevet rådet til at melde mig i fagforening og A-kasse. Det var også fint nok, der var kontrol med mig og jeg fik absolut ikke lov til at gå rundt uden ansvar. Faktisk fik jeg et kontrolkort der sagde at jeg skulle møde næste torsdag kl. 11. Nu passede det ikke helt med buseen og som det ansvarsfulde menneske jeg var tog jeg bussen tidligere og var altså fremme ca. 20 minutter for tidligt. Jeg satte mig ned for at vente indtil der kom en medarbejder frem. Jeg fortalte hvem jeg var, hvorfor jeg sad hvor jeg sad og blev derefter bedt om at aflevere kontrolkortet. Så fik jeg det tilbage og fik at vide at jeg måtte vente på at få et kontrolstempel indtil klokken var 11. Så sad jeg der. Muligvis skinnede solen udenfor, og muligvis kunne jeg have brugt tiden på at søge arbejde. Men jeg kunne først få mit stempel klokken 11.
Tingene blev løbende ændret og nogle år senere skulle jeg ikke møde hver uge på klokkeslet, senere blev det lettere da jeg blot skulle udfylde og indsende en kontrolseddel til min a-kasse. Da var arbejdsløsheden også så høj, at statskassen indskrækede udgifterne til kontrol med de arbejdsløse for at spare penge. I samme periode blev det interessant for politikerne at forhinde fagforeninger i at have reel indflydelse, altså blev det i fællesskab med de faglige bevægelser muligt at ophæve fagforeningstvangen (retten til at arbejdstagere i fællesskab kunne tvinge arbejdsgiveren til at ansætte folk fra en bestemt fagforening). Efterhånden blev a-kasserne liberaliseret og mange arbejdsløse kunne fravælge fagforeningskontingentet og derved have lidt flere penge i lommen hver 14. dag eller måned eller kvartal.
Herefter gik samfundets politikere i gang med at minimere sikkerheden for deltids- og fuldtidsledige. Først skulle man forsikres i forhold til det arbejde man havde og ville have. Igen var fagforeningerne dygtige til at godkende kravene fordi deres ønske var at alle skulle have fuldtidsarbejde. Resultatet var næsten med det samme det modsatte, deltidsarbejdende kunne ikke forsikres for fuld tid, selv om de ønskede fuldtidsarbejde. Fuldtidsforsikrede måtte sige nej til arbejde fordi det ikke var på fuld tid, og arbejdsløse måtte spørge overbelastede fagforeninger, a-kasse-medarbejdere og ansatte på arbejdsløshedskasserne om råd før de kunne søge et arbejde.
Som så ofte før valgte politikere og fagforeninger at satse på økonomien. Igen skulle arbejdsløse have skyldfølelse. Igen skulle arbejdsløse symbolsk set i "gabestok" eller på "fattighjem". Aktiveringen af arbejdsløse kaldtes af politikerne en motivation til at bevare tilæknytningen til arbejdsmarkedet. Og i takt med at antallet af registrerede arbejdsløse faldt skar man ned på den periode en arbejdsløs kunne forsikre sig. Ikke økonomisk, her fastholdt man det fulde beløb trods nedgangenm i den periode man kunne gå uden arbejde. Ingen tvivl om at lovgivningen omkring de arbejdsløse har taget sit udgangspunkt i statfinanserne, selv om det har heddet sig at lovgivningen skulle bedre vilkårene for de arbejdsløse.
Nu skinner solen så igen udenfor. Men ingen tegl i sol eller måne tyder på at de indgreb skiftende regeringer har foretaget i forbindelse med arbejdsløshed har haft nogen som helst positiv effekt. Tvært imod har den seneste krise vist at nedskæringerne af forsikringsperioden ikke har løst problemer for flertallet af de arbejdsløse, tværtimod er arbejdsløse på deltid nu tvunget til aktivering, ikke bare i det antal timer de er ledige men i det antal timer de bliver anvist. Arbejdsløse på fuldtid er nu i større omfang tvunget til at blive skilt eller bliver hjemløse fordi deres samlever ellers skal forsørge dem. I den forbindelse synes jeg også at det er værd at bemærke at arbejdsløse der har en formue skal bruge den før de kan få kontanthjælp, og her tales der ikke engamng om starthjælp som for flygninge - her tales om at der ikke gives nogen hjælp før alle værdier er realiseret. Det indebærer at bundne pensionsopsparinger skal opsiges i utide, hvilket betyder at der både vil være tab på beløbet og at skattefradraget skal betales tilbage, for en fattig lønarbejder der måske har en pensionsopsparing der svarer til en årsløn vil der således være omkring 20-25% tilbage som skal bruges i utide. For en husejer der har købt hus under højkonjunkturen kan man forestille sig at der er tale om at man udover de lån man har taget for at købe huset regulært øger sin gæld.
I det første tilfælde mener jeg at pensionsopspareren har fulgt almindelig fornuft og lagt penge til side for at spare samfundet for udgifter (nej: for at forbedre de muligheder som politikerne tilbyder til den tid), mens husejerne har forsøgt at forbedre sin egen økonomi på kort sigt. Der er der heller ikke tvivl om, at politikerne tager de kortsigtede spekulanter langt mere alvorligt end dem der har givet afkast på umiddelbar gevinst med henblik på at kunne få rengøringshjælp i alderdommen eller at få råd til at dyrke et socialt netværk (om det så er golf).
Mine udsigter indebærer mest storm og regn - ikke fordi jeg har noget imod det - arbejdet ,som vi skal tage højde for kommer, findes ikke; pensionen skal vi skære ned på, ældre mennesker skal være ældre men ikke have pension, børn skal være klogere men ikke have undervisning, mennesker skal tage mere ansvar men ikke vide hvordan - og alle disse beslutninger er taget af politikere, der ikke tager ansvar, sender deres børn i privatskoler, ikke fratager sig selv pension og står forrest i køen når de skal behandles på sygehuse - og samtidig er der mange af politikerne der faktisk ikke aner hvad arbejde er ...
Hvem skinner solen egentlig for - og skinner den i det hele taget?