Forelsket?

Det kan være svært at skelne mellem narcissisme og forelskelse. Er jeg blot forelsket i min egen forelskelse eller holder jeg virkelig og ukritisk af den person jeg synes jeg elsker? Det bør være startspørgsmålet, og svaret bør blafre i vinden.
Jeg har mødt den kvinde jeg elsker, men der vil altid være et spørgsmål eller to. Elsker jeg hende eller elsker jeg min forelskelse? Det bedste jeg kan gøre er at beskrive hvordan jeg har det sammen med hende:
Når vi er sammen har jeg ikke travlt, jeg slapper af og nyder at hun bare er der. Hun behøver ikke være nær mig bare i nærheden. Mine hænder kan sagtens holde sig i ro, men jeg har lyst til at kærtegne hende og min lyst til sex er hele tiden til stede uden at jeg nødvendigvis har rejsning. Stort set føler jeg bare at jeg er i harmoni med hende og mig selv.
Sådan opstår balladen. Er det mig selv jeg tænker på når jeg er forelsket eller er det objektet for min forelskelse? Den enkleste måde at fortolke forelskelsen på er selvfølgelig at jeg holder så meget af et andet menneske at jeg er villig til at gøre noget som jeg ellers ikke ville gøre. Sandt nok. Vi nærmer os med raske fjed det der med at gå gennem ild og vand, men når jeg så tænker over det har det intet med ild og vand at gøre. Tværtimod vil jeg hellere udveksle stemninger med min elskede. Dårligt humør, latter, fælles oplevelser, barndom eller vejrudsigten. Og kysse spontant, give et kram og et knus, en let berøring eller et flygtigt strejf med hånden over ansigtet. Men er det så kærlighed og er kærlighed egoisme?
Indrømmet er jeg en anden person når jeg er forelsket end ellers, og desværre kender jeg kun mine egne reaktioner. Det er faktisk både dejligt og forfærdeligt at være forelsket. Dejligt fordi man hele tiden føler en nervøs glæde over at have så stærke følelser, forfærdeligt fordi man føler en nervøs glæde over ikke at kunne styre sine følelser. For mit vedkommende er det svært at forstå om min kærlighed er møntet på min kæreste eller blot er udtryk for at jeg holder af at elske. En pragtfuld følelse, der desværre også kan give det resultat at man er villig til at slå ihjel for at følelsen skal bibeholdes. Ikke fordi jeg tror jeg kan slå ihjel, men jeg er sikker på at mine følelser er stærke og hvis jeg pludselig mister min elskede ved jeg at jeg vil gøre noget ekstremt. Om jeg vil forsøge at svømme til england, drikke mig så fuld så jeg glemmer alt eller stå på ski i Gjern bakker er ikke så vigtigt, jeg ved bare at jeg vil gøre noget skørt.
Men er det overhovedet min opgave at gøre noget skørt. Hvis min kærlighed ikke længere vil være min kærlighed er det vel ikke op til mig at bestemme. Hun vil måske gerne opleve kærlighed på en anden måde, eller min måde at vise kærlighed er enten forkert eller anderledes end forventet. Hun skal tage imod og hun skal give. Jeg skal tage imod og jeg skal give. Hvordan man end vender det er det let at give sin kærlighed, det er jo kun et spørgsmål ,om at tvinge sine egne følelser ned over andre mennesker, men at tage imod er en helt anden sag. Et lile nys på munden, et let knus når man passerer hinanden kan fortolkes på så mange måder at det er lettere at misfortolke end at forstå. Når jeg kysser min dyrebareste skat er det både en måde at fortælle hende at jeg elsker hende, at jeg vil være hendes og at jeg forventer hun er min. Men hvad er det for hende?
Det værste ved kærligheden er jo netop at en del af den gør dig til ejer. Du vil eje og herske over en anden person, du vil bestemme hvorledes et andet menneske skal opføre sig overfor dig. Og det kan ikke bortforklares. Vi taler om at forelskelse er en form for envejs-ejerskab. Jeg elsker dig, altså er du min ejendom - og hvis du elsker mig er jeg din ejendom. Det er jo blot en udveksling af værdier og har ingen fornuftig betydning. Når kærligheden en dag er væk er værdipapiret ændret til et gældspapir og alle de følelser man gav af et godt hjerte er ændret til had eller ligegyldighed.
På en måde er jeg bange for at min kærlighed er så egoistisk at jeg tvinger min elskede til at tage afstand fra mig og at jeg på den måde vil miste det jeg elsker mest. Men det er jo netop der hvor min egoisme træder i kraft, jeg vil miste det jeg holder mest af, men hvis jeg virkelig elsker burde jeg jo være glad og stolt hvis hun finder noget at holde mere af. Alligevel frygter jeg det.
At elske må derfor være at eje, at miste kærlighed må derfor skabe had. Det vil desværre sige at den verden du og jeg lever i ikke er rationel men styret af følelser. Det vil også sige at følelser ikke kan styres, de findes udelukkende i kraft af deres eksistens - lidt kryptisk måske, men det jeg mener er at vi glædes eller væmmes eller rammes af følelser i øvrigt, som ikke kan styres rationelt. Når jeg elsker en person meget højt er det ikke personen jeg elsker men min stærke forelskelse. Nogle er villige til at slå den dyrebareste skat ihjel for at andre ikke skal få hende eller ham. At slå sine elskede ihjel er på den måde for nogle det største offer - en måde at vise den yderste konsekvens af sin kærlighed (en kærlighed der som sagt er narcissistisk) og ikke en måde at hævne sig på.
Kærlighed er jo netop et spørgsmål om at have et objekt for sine følelser. Så når jeg er forelsket er det jo netop mig det drejer sig om. Hvis jeg er i stand til at give mine følelser videre til mine kæreste kan jeg måske ændre en smule på hvem der er i centrum for mine følelser, men mine følelser vil altid være mine, og dermed subjektive.
Jeg beklager meget at du har skullet lægge øjne til dette indlæg, men det har været vigtigt for mig at prøve at forstå hvorfor min kærlighed til en anden er min. Hermed håber jeg også at min kærlighed kan blive en andens ... (eller gør jeg?)