Eventyr

207 år er det siden H.C. Andersen blev født i Odense af en enlig mor. Han var fremmelig som barn og lærte sig at læse og skrive. Han var opmærksom, forstået som indadvendt, lyttende. Som ung flyttede han til København, og interessen for alt det der var nyt og spændende styrede hans liv, samtidig med at de "fine" og rige blev udsat for hans voldgæsterier. Han anglede efter at være accepteret, men samtidig havde han en side der aldrig helt troede på hans held. Opvokset under usle kår, med eventyr og drømme som noget uopnåeligt var han gennemgående pessimistisk og på mange måder negativ. Samtidig vidste han måske mere om hvor meget accept af det omgivende samfund betød. Tænk blot på fortællinger som "Kejserens nye klæder", "Nattergalen", "Den grimme Ælling", "Den lille havfrue" og "Grantræet", hvor accept og modgang går hånd i hånd, dog i forskellig rækkefølge fra eventyr til eventyr.
H.C. Andersen forlod Odense som ung, drog til København og vendte kun tilbage i korte perioder, faktisk tror jeg at Ove Sprogø tilbragte en langt større del af sit liv i Odense end Hans Christian Andersen gjorde. Alligevel kæmper det København, H.C. Andersen elskede, med det Odense han forlod i fattigdom, om at lokke turister og fans lige netop til deres by!
H.C. Andersen var et produkt af sin tid, romantiker og samtidig præget af borgerlige værdier. Det er jo ikke noget tilfælde at kendte danskere mod midten af 1800-tallet var knyttet til forfattere som Oehlenschläger og Andersen, malere som Lumbye, iværksættere som Tietgen, Gyldendal og brygger Jacobsen. Borgerskabet var i begreb med at tage magten fra den elitære og hendøende adel, simpelthen fordi de fik penge til at yngle, mens adelen formøblede århundreders udnyttelse af stavnsbundne bønders tvungne indsats.
Men for H.C. Andersen var adelen stadig "de fine" og han foretog mange rejser rundt til de større eller mindre godser i landet. Samtidig var han optaget af troen på det individuelle menneske, hvilket viste sig i hans interesse for nye opfindelser og opdagelser, heriblandt jerbanen. Som et menneske af sin tid var han også romantiker og hyldede den vilde og ukontrollerede natur, tænk blot på hans bagvendte lovprisning af heden, som han ønskede skulle være en kornmark om føje år, men som man skulle skynde sig at se. Fremskridtet var hans mærkesag, han var jo også selv et produkt af det.
En parallel til i dag må være de mange unge, "upcoming" politikere (gerne med navnemæsig familieskab med tidligere folketingspolitikere), der jo er blevet accepterede i kraft at at være "linselus", samtidig med at de forlængst har lært af danmarks første mediekendis, Simon Spies, der jo sagde at enhver omtale var bedre end ingen omtale. Tendensen til at angle efter accept er nu så tydelig at både regeringspartier, støttepartier og oppositionspartier bruger masser af tid på at profilere sig.
Det gjorde H.C. Andersen altså også, han var måske med sin fattige opvækst, sin dårlige evne til at "please" og sin aparte opførsel en slags underholdning på linie med for eksempel Sidney Lee og Amalie. Hvor underholdning skal forstås som i det gamle romerrige, hvor gladiatorkampe og muligheden for at få en kniv i ryggen eller blive spist af rovdyr var vejen til berømmelse, men også vejen til spil for folket, der jo som bekendt ledte tankerne væk fra dårlige regenters politiske beslutninger. I hvert fald blev H.C. Andersen accepteret som gæst hos mange adelige og velhavende borgere, at han blev grinet af når han var rejst videre vidste han i mange tilfælde ganske udmærket, men han omsatte sin frustration til historier, hvoraf de mest interessante er at han nok benyttede den folkelige fortællings virkemidler (forståelige, sproglige billeder og et bredt ordvalg) fra eventyrenes verden, men også den folkelige frustration over at prinsesser ikke kunne kysse frøer til at være prinser, at der ikke fandtes pandekagehuse eller at trolde kunne bytte deres børn med menneskers. Kort sagt: Verden var ond, verden var uretfærdig, men med mod og snilde kunne den verdensorden ændres for det enkelte menneske. Og det troede H.C. Andersen, som mange andre borgerlige i den periode, på!
At H.C. Andersen nu skal være genstand for et opgør om økonomisk vækst i Odense er vel nok det der mindst af alt ville passe til hans tankegang. Han ville have accept, selv om han tjente penge havde han mere behov for at bruge dem i forsøget på at blive en del af det etablerede samfund, end på at akkumulere sin kapital. Derfor er det også paradoksalt at Odense kommune bestiller et kunstværk, som halvvejs i skabelsesfasen aflyses. I forhold til kunstnerens (Jens Galschiøt, Odense N) intentioner har forløbet af denne kommunale ordre karakter af at kunne være et af H.C. Andersens eventyr i moderne udgave. At kunstnerens opgave var påbegyndt i forhold til aftaler fik ikke de kommunale politikere (og embedsmænd) til at gennemføre. I stedet stod kunstneren med en skulptur der egentlig svarer til at man skulle portrættere dronningen ved at udstille hendes fortænder. Nu har kunstnere intentioner, og mange mennesker kan ikke altid gennemskue, hvad det hele skal gøre godt for, sådan var det vel også med H.C.Andersens digtning, i hvert fald havde han ikke lige stort held med sine digte (sange), sine operaer (syngespil) og sine udgivne eventyr, papirklip og underholdning i private hjem var nok nærmest adspredelse for ham selv.
I forhold til Odense Kommunes svigt omkring ønsket om at gøre H.C.Andersen til en del af byens, og øens, internationale image, kan jeg kun synes at beslutningen om at stoppe projekt "Fortællerbrønden" svarer til at den grimme ælling aldrig blev til en svane. Heldigvis har kunstner og andre ligesindede i fællesskab udnyttet muligheden for det der i dag kan kaldes "event" og har samlet masser af mennesker til en "happening" hvor protesten drukner i det store antal mennesker og de demonstrationsmuligheder der findes ifølge politivedtægterne og eventmæssige muligheder. Her mener jeg at U2, Pink floyd, Rolling Stones og andre megastore grupper ville have så mange penge i ryggen inden deres forestilling, at både lyd og billede ville være nær perfekt, bortset fra delay-højtalere i forhold til storskærm :-)
Det forbandede ved denne kommunale beslutning er selvfølgelig at der ikke er noget eventyr, ingen vinder eller noget formål med at omstøde en beslutning af denne art. Udover et økonomisk formål, der går ud på at spare penge - men formålet var jo netop at skabe øget opmærksomhed for at tjene flere penge på et berømt bysbarn. En person der forlod sin fattigdom i Odense, men dog var blevet behandlet så godt at han kunne få sig en uddannelse. Mange af hans eventyr har selvfølgelig rod i den by han voksede op i, dels de historier børnene og de voksne fortalte, dels de billeder han havde i hovedet af miljøerne, eksempelvis andedammen fra "Den grimme ælling" eller adgangen til åen hvor hans mor vaskede i "Hun duede ikke". Miljøerne har dog ikke været anderledes i andre købstæder, der var gadekær, åer og (brolagte) veje, skorstene og toldboder, mange miljøer kunne også genkendes af børn i landsbyer, men de var sjældent så privilegerede at de lærte at læse for 200 år siden.
H.C. Andersens liv var måske et eventyr, men så var det absolut uden feer, prinser og trolde, snarere var det på godt og ondt.
At Odense skal lukrere på en person, der tilfældigvis er født i den næststørste by i landet (på det tidspunkt), på en person der er født af en enlig mor,(formodet vaskekone) og på en person der sjældent satte sin fod i byen efter at han var emigreret til "byen", København, synes jeg virker underligt - lidt på samme måde som hvis Sæby (ved Roskilde fjord) ville mindes mig (såfremt jeg blev verdensberømt) med statuer og mit fødehjem (Sæby Centralskoles lærerbolig) skulle åbnes for verdensturister. Jeg nåede næsten ikke at få øjne før vi flyttede (3 gange på ganske få år).
Alligevel synes jeg at Odense skal tage sig sammen og som kommune vælge at lave og følge events. For eksempel støtte "søsætningen og genopstandelsen", som at ville noget med H.C. Andersen. Først og fremmest kan hele Fyn gå sammen om at promovere den berømte søn af byen, måske samtidig huske andre berømtheder, som historisk har haft betydning for byens vækst, fra kongemord over kronprinser, fra industrimagnater til bykonger. Der er mange historier der kan fortælles.
Skulpturen af H.C Andersen skulle være fulgt af figurer der illustrerede hans eventyr. Nu er der kun en hjemløs skulptur, der netop er parkeret ved Flakhaven. Senere skal han måske på rundrejse i Odenses omegn, for Odense å er nok ikke en mulighed. Nu overvejer jeg så at foreslå H.C. skulpturen opsat en månedstid i krydset Tarupvej/Rismarksvej. Måske det kunne vække den fornødne omtale i udlandet!
Om det er et eventyr eller bare til gene for bilisterne ved jeg ikke, men jeg er ret sikker på bilisternes reaktion. Men for Tarup ville det måske være et eventyr.

Fremmed i eget land

Allerede som student i 70'erne følte jeg at der var en himmelvid forskel mellem de etablerede og de unge. 50'erne og 60'erne havde betydet at de fleste voksne var kommet fra tornerosestadiet til at være i prinsens slot. Forfattere som Knud Sønderby, Klaus Rifbjerg og Leif Panduro skrev om det at være ung, mens den politiske selvtilstrækkelighed neddæmpede den litterære kritik af samfundet. Forfattere som Vagn Steen og Per Højholt fandt tiden moden til at eksperimentere med det danske sprog, og selv ovennævnte Klaus Rifbjerg begik nogle eksperimenterende digte, mens Panduro i nogle noveller gjorde op med bornertheden og skrev direkte om sex.
Alle disse oplevelser samt imødekommenhed fra lærerstuderende og andre undervisere gav mig og mange af mine medstuderende det skub der skulle til for at udvikle en selvstændig tankegang. Det vil selvfølgelig altid være et spørgsmål om det at tænke selvstændigt er det rigtige. Min opvækst var påvirket af 2. verdenskrig og demagogi og nepotisme. Vi skulle vide at det samfund vi voksede op i skulle være med til at redde verden og gøre den bedre, og at det var vores opgave at gøre det.
Jeg sugede viden til mig, jeg sugede almen forståelse til mig: at vi ikke alle er ens, at vi ikke alle kan gøre ting lige godt - for eksempel at nogle er gode til at reparere biler, mens andre er dygtige til at få det bedste ud af børn, og atter andre er gode til at spille fodbold. Jeg lærte også at enkelte af mine kammerater var dårlige fordi de ikke kunne skrive med højre hånd, fordi de ikke kunne læse ord eller fordi de ikke kunne regne. Jeg nåede at se klassekammerater gå ud af 7. klasse fordi de havde en læreplads, jeg nåede at se kammerater fra skolen kæmpe sig formålsløst gennem 9. og 10. klasse fordi de skulle men aldrig fik forklaret noget formål med kampen. Selv tog jeg en uddannelse ud fra de oplysninger som studievejlederne og mine forældre i fællesskab gav mig: Uddannelse inden for det offentlige og en skønnet mangel på flere bilbliotekarer end der kan blive uddannet de næste år. Mit og min mors drømmejob til mig lå lige til indspark! Så jeg gik i gang i 1978, havde lige et fjumreår fordi man jo skulle have meget høje karakterer for at komme ind på en så attraktiv uddannelse, kvote 2 var jo også fin nok når det drejede sig om en god og fremtidssikret uddannelse. Tak min bare røv. Sluthalvfjerdserne gav os skiftende mindretalsregeringer, mærkelige økonomiske beslutninger og en hidtil (for mig og mine jævnaldrende) uset menneskefjendskhed.
Vi var kommet i EF, vi havde flygtninge fra Chile (Allende), fra USA (Viet-Nam-krigen) og fra Iran (Shahen). Venstrefløjen var splittet mellem dem der holdt med Tito (Jugoslavien), Hoxa (Makedonien), Mao (Kina), Kim ((Nordkorea) og Castro (Cuba). Og jeg var, som mange andre, mest optaget af at være et godt og hjælpende menneske udfra min forudsætninger og økonomiske formåen. SU var heller ikke en guldgrube dengang, men vi havde fra vore forældre og bedsteforældre arvet fattigdommen nådegave: at dele alt med hinanden! Jeg havde overskud til at være en del af min splittede (skilsmisseramte) familie, kunne være sammen med de søskende der ikke var mine men blev det, kunne være storebror og stadig være en del af uddannelsessystemet. Jeg havde endog kræfter til at diskutere med repræsentanterne for det forstokkede uddannelsessystem.
I min tid fandtes terrororganisationer i Frankrig, Belgien, Italien og Tyskland, men som den dag i dag ønskede efterretningstjenesten at finde potentielle fjender af staten, og skabte derved den mistro til land og befolkning der i princippet gav "Blekingegade-banden" vind i sejlene. Jeg var og er venstreorienteret og flirtede i nogle år med ideen om en voldelig omvæltning. Heldigvis var der så mange bud på voldelig omvæltnig og revolution fra venstrefløjen at ideerne druknede i hinandens kølvand - men ideerne om en verden der var til for mennesker og ikke for kapitalisme og udemokratiske demokratier vandt genklang i mine tanker, og er der stadig. Demokratur eller diktatur er et fedt for mig, Folk der vil dele og herske er i princippet allerede solgt til den djævel der ikke findes - heldigvis for for dem, for den straf vi som børn blev stillet i udsigt for at synde var ikke sjov!!
Mærkelig nok mødte jeg først engang i midtfirserne repræsentanter for de økonomiske indvandrere ("fremmedarbejderne") - indvandrere vi selv havde bedt om at få og havde lovgivet omkring, dels for at få dem til at blive, mens vi havde brug for dem (rimelig løn og sociale sikkerhedsforanstaltninger) dels for at få dem til at rejse hjem, når vi ikke ikke længere havde brug for dem (skattefrihed for familietilbageførte penge). Fremmedarbejderne var primært et fænomen i 60'erne, mens vi blev fanget af flygtningestrømme i 70'erne. I takt med at USA blandede sig i Sydamerika og Mellemasien (Iran, Irak) fik vi en tilgang af politiske flygtninge, i første omgang OK, fordi de fleste var veluddannede, men med oliekrisen (forårsaget af samme offensive amerikanske politik) fik vi pludselig et boom af højtkvalificerde , ikke-dansk-talende mennesker - og (ikke at forglemme) en masse dårligt uddannede mennesker som fulgte med. Lovgivningen på indvandrerområdet var ikke ændret og følgen af (olie-) krisen var at den dårligst stillede del af den danske befolkning i princippet var dårligere stillet end flygtninge og indvandrere. Helt oplagt kom Fremskridstpartiet (senere Dansk Folkeparti) og Centrumdemokraterne på banen, begge med et bud på hvordan den gennemsnitlige dansker kunne udnytte den merværdi der var opsparet gennem årtiers arbejde med at udvikle "velfærdssamfundet", uden at flygtninge og andre indvandrere kunne tage del i den opsparede kapital.
Man kan selvfølgelig sige at alle de penge som vi har tjent i de vestlige lande, må være kommet et eller andet sted fra. Dengang i 80'erne havde vi endnu ikke lært af mellemkrigstiden, vi troede at pengene fandtes og opførte os rimelig anstændigt, ikke noget med at bruge mere end vi kunne udrede! Men jeg skal nok lige takke for at de penge som jeg lånte til renter på over 30% ikke var penge, det var alene et fiktivt regnskab! Alle os, der ikke haft mange penge har enten lyttet efter i skolen og har taget små lån, uvidende om renteudsving (det lærte vi ikke noget om i skolen - kun hvordan man beregner renters rente) eller har lånt penge fordi vi kunne, uden at udlånere har skullet forklare hvad omkostningerne er, faktisk er der flere mennesker der ikke fatter hvad ÅOP er end dem der fatter det. En lovgivning der prisgiver folk fordi de ikke forstår lovgivningen men er bundet af den er vel ikke særlig demokratisk - eller er den?
Allerede da jeg blev tvunget til at aftjene min værnepligt fordi jeg skulle spille amerikansk lotteri, og trak et lavt nummer, fik jeg nok af dette slave-demokrati og undersøgte mulighederne for at blive politisk flygtning i et andet land. NUL. Som borger i et demokratisk land er du bundet til at være borger. Med EU har vi nu mulighed for at flytte til andre lande og søge om statsborgerskab, på de betingelser som de andre stater stiller. Oftest skal du have arbejde og bolig, samt familie og evt børn. Hvis du synes du vil blive overset i et andet land tager du fejl. Ligesom her i Danmark bliver der holdt mere øje med folk af fremmed herkomst end med dem der er født i landet. Selvfølgelig er det ikke målet at staten skal holde øje med dig, men måske ville det være rart at staten ville dig det godt!
Det værste er vel stadig at føle sig fremmed i sit eget land, når det nærmest er umuligt at forlade det til fordel for noget bedre?

Mennesker eller penge?

Nu hører jeg at kommunerne sparer ved at skære ned på de ansattes timer, konkret er nævnt en fynsk børneinstitution.
I sammenhæng med både den nuværende og den tidligere regerings pres for at skære ned på understøttelse og kontanthjælp må man jo bare endnu engang undre sig.
Når nu det er pengene vi taler om synes jeg vi skal afslutte den diskussion ved at fokusere på pengene og ikke andet (det gør så ondt på mig).
Kommunerne presser medarbejdere til deltid, trods det at fagforbundene tidligere bakkede op om forsikringsregler i A-kasserne der krævede fuldtidsansættelse, hører vi ingen protester fra fagforbundene. Folk i deltidsansættelse kan ikke længere optjene retten til understøttelse, trods det at understøttelse er en forsikring mod arbejdsløshed. Hvorfor ingen protester?
Mit bud er at fagforbundene er hoppet med på den vogn der hedder at vi har krise. Krisen kradser og vi må alle deltage for at betale for den internationale krise. Siges det! Jeg har ingen aktier i den græske tragedie, de fleste andre mennesker har ingen aktier i Grækenland, Irland, Portugal etc. Så kører kapitalens koryfæer med klatten: Vores pension er investeret i udenlandske statsobligationer, vores pension er afhængig af euro-en, og Danmark kan ikke stå udenfor fordi vi mister arbejdspladser.
Hvor smarte er vi danskere hvis vi tror på det vrøvl? Min pensionsopsparing er jeg tvunget til at hæve i utide for at være berettiget til kontanthjælp; min bank har fejlinvestert i Irland og da renten er historisk lav må jeg betale høje gebyrer for at bankdirektører kan få ekstra gratiale for deres fejlinvesteringer, mens jeg skal betale gebyr for ikke at kunne yde billige indlånsrenter til samme bank som mangler kapital i forhold til deres fejlinvesteringer.
Jeg har så mange spørgsmål til de organisationer og politikere der vil varetage mine interesser. Hvorfor går a-kasser og fagforeninger ind for at reallønnen skal falde de kommende år for arbejdere, hvorfor synes politikere at det er vigtigere at spare på de kommunale budgetter end at sikre borgerne en god og effektiv service. Men mest af alt: Hvorfor kan politikere og fagforeninger gå ind for at man skal skære ned på understøttelse, understøttelsesperiode og optjeningsperiode? Der er høj arbejdsløshed, og det betyder principielt at alle ledige er omskabt til slavelignende væsener (praktik, flexjob, løntilskud og aktivering). Arbejdskraft er altså billigere end nogensinde, især fordi arbejdskraften selv skal betale sin egen løn (langt under mindstelønnen), selv skal betale for arbejdsløshedsforsikring (og alle andre forsikringer), selv skal betale husleje (herunder evt. for arbejdsløs bofælle/ægtemage). En socialdemokratisk regering fortsætter dette pres på den såkaldte arbejdskraftreserve i en sådan grad at ledige og arbejdsløse i stigende grad bliver psykisk syge!
Guleroden i dag er fra både smølfer og indianere at man "kan" få arbejde. Hvis vi nu i stedet vendte tingene på hovedet og sagde:
Giv en borgerløn til alle, lad alle få muligheden for at arbejde for en arbejdsgiver eller for at tjene penge. Så tror jeg at alle dem der ikke gider arbejde (mit bud er at dem er der egentlig kun få af, og de er ofte defineret som psykisk ustabile) vil få fred og dem der gerne vil yde en indsats for samfundet får langt lettere ved at gøre det.
At folk i arbejde har travlt med at skælde arbejdsløse ud for at være samfundsnasssere er jo netop det største problem i dag. Alting tyder på at de mennesker der er på arbejdsmarkedet misunder de arbejdsløse. Alting tyder på at de mennesker der er på arbejdsmarkedet ville ønske at have fri hver dag. Sådan kan man sagtens tolke de indlæg jeg hører fra arbejdende mennesker, når de skælder ud på arbejdsløse. Men alting tyder også på at den hetz der føres mod arbejdsløse svarer til alvorlig mobning af børn. Altså en psykisk belastning der kan give varige skader for den mobbede. Hvorfor gør vores politikere og fagforeninger intet for at redde det potentiale de selv anfører skal stå til rådighed den dag mangelen på arbejdskraft (er vi idioter eller er vi godtroende?) skulle opstå. Selv vores mulighed for at strejke er ophørt, idet vi selv skal betale og det står enhver frit for at bidrage til en strejkekasse og en fagforening. Underforstået: Vi har alle mulighed for at spare penge ved ikke at være organiserede. Tillykke. Vi har sejret ad helvede til godt.
Der er en enorm arbejdsløshed i dag, ordninger som praktik. Forespørgsler i Odense gav det resultat at jeg kunne vende tilbage om et par måneder, når de nuværende praktikanter var færdige med deres praktik - en praktikperiode jeg til den tid selv skal betale/gennemføre på kontanthjælp. Løntilskud er en anden gulerod som sikrer at jeg ikke kan optjene timer til min arbejdsløshedsforsikring, samtidig med at tilskuddet ikke dækker min overenskomstmæssige løn.
At en socialistisk regering kan stå inde for disse tåbelige regler, endda indføre dem og fastholde dem er for mig uforståeligt. Lad os alle kræve det humane aspekt genindført og lægge presset på kapitalen.

Kærlighed eller sex?

En radioudsendelse om "cougars", avisoverskrifter om pædofili og sexuelt børnemisbrug får nu igen afsporet debatten om sex. At ældre kvinder (+40) ønsker yngre mænd er vel ikke mere sært end at ældre mænd ønsker yngre kvinder. I begge tilfælde er jeg ret overbevist om at den ældre part ønsker noget af sin ungdom tilbage gennem valget af sexpartnere som er yngre. Jeg tror også at den taknemmelighed som mange yngre partnere giver udtryk for gennem sex og "parforhold" er modsvaret af den ældre parts taknemmelighed. Men det kan også bare være et udtryk for at den unge mand har ønsket at være sin mors elsker eller at mødre har ønsket den perfekte mand som er deres søn. (Når vi taler cougars). Vender vi den på hovedet kan man jo levende forestille sig at mange mænd ønsker den uskyld, som er lovprist i langt de fleste samfund, og at unge piger ønsker den tryghed som forholdet til en ældre mand kan give. I begge tilfælde helt legitime undskyldninger, og samtidig giver det mulighed for at børn kan vokse op i alternative miljøer og på den måde lære af "livets skole" når vi taler om generationsforskelle. Selv har jeg haft en kæreste der var 9 år ældre end jeg og en kæreste der er født næsten 7 år senere end jeg er. I begge tilfælde har det drejet sig om at følelser blev til meget stærke følelser når vi var sammen, og sex var en del af vores udveksling af følelser, men forkælelse af kæresten er jo altid en vigtig del af sammenhængen. Her kan selvfølgelig opstå det problem at forkælelse ikke altid for den part der modtager føles som "forkælelse", og det kan da på sigt få et forhold opløst. Men så viser det sig jo også at sex, forkælelse og parforhold blot er dele af et hele.
En af mine kærester klagede over at jeg havde ændret mig. Det var fordi jeg forsøgte at leve op til hendes (udtalte) forventninger. En anden kæreste måtte forsvare mig i forhold til sine teenage-børn og hendes valg var (selvfølgelig) at beholde det gode forhold til sine børn. Selv har jeg været nødt til at fravælge mit barn fordi moderen gjorde det for mig. Moderen var i øvrigt 3 år ældre end jeg da vi blev forældre i 1990. Men jeg kan ikke forestille mig at min seksualitet skulle kunne ændre hverken min datters eller mine omgivelsers opfattelse af mig. Det er helt klart gået op for mig at det er min væremåde der er det største problem. Som når John Cleese i "Fawlty Towers" gentager: "Don't mention the war". Jeg har gennem hele min ungdom (næsten) ønsket at være sammen med piger som ønskede mig som kæreste. At de fleste tiltalende piger var ældre end mig og mere erfarne end mig var så absolut et plus. Men jeg tror at mine ønsker om at være en del af deres liv faktisk ikke var det som de ældre kvinder ønskede af mig. Heller ikke hvad de yngre kvinder ønskede af mig. Tryghed er ikke mit mellemnavn, tværtimod har jeg altid søgt alternativet og det er vel aldrig trygt i sig selv, slet ikke for en partner.
Sexuelt børnemisbrug er nu også en medvirkende årsag til at et stigende antal danskere ønsker at indføre dødsstraf. Sexuelt misbrug kan defineres på omtrent samme måde som krigsforbrydelse. Men skal vi, som med de store aldersforskelle mellem mænd og kvinder, bruge mest tid på at føle at nogle mennesker har gjort noget forkert overfor vores børn, eller skal vi prøve at hjælpe vores børn videre. Som reaktionerne er i dag vil de fleste børn først finde ud af at der er noget forkert i seksuelle krænkelser, når de opdages eller erfares af andre. Derefter vil samfundet og myndigheder bruge pressen, retsvæsenet og politikerne til at fortælle at den slags er en krænkelse af  barnet. Hvis de samme brugte ligeså mange kræfter og medier til at fortælle at politikere ikke altid kan have ret (for ikke at sige at de aldrig har det så længe de selv bestemmer og mener at et flertal i folketinget er grundlæggende tilstrækkelig til at have ret). Jeg vil medgive at nogle af mine folkeskolekammerater faktisk havde et moralsk problem i forbindelse med deres forældres interesse for deres krop, men meget af det skyldtes egentlig at de var opdraget i et religiøst hjem (Læs "Fiskerne" af Hans Kirk"), generelt blev de fleste overgreb ikke diskuteret eller omtalt. De fleste der følte sig misbrugt gjorde hvad de kunne for at undgå overgrebene, men mig bekendt har ingen anmeldt hverken forældres eller bekendtes overgreb på børn i min opvækstby, heller ikke jeg.
Men hvad er sexuelle overgreb egentlig? Min mor fortalte mig at hun sikrede sig at vi kom på besøg hos klassekammerater der havde fåresyge, simpelthen fordi hun havde lært at man kunne miste fertiliteten som mand hvis man fik fåresyge som voksen. Hun gjorde også som sin mor, nemlig kildede "dilleren" for at finde ud af om der var en reaktion. Lidt lissom klasket i måsen når man bliver født. Det sidste findes der eksempler på at nogle betragter som vold, og derfor kan mange vel også udlægge kilderen som sexuel chikane. For den sags skyld er det vel også strafbart at påføre børn en sygdom bevidst?
Jeg har mødt kvinder der har været udsat for vold i samliv eller ægteskab. De vendte tilbage til det sikre, nemlig det samliv de gennem hele livet var indoktrineret til at leve, inklusive vold og jalousi og mistro. Hvori består overgrebet? Er det at de gennem hele barndommen er foregøglet at der kun findes en måde at leve livet på eller er det at de til enhver tid vil være lette at underkue, på grund af samfundets forventnimnger til dem og deres samlever? Seksuelle overgreb har altid fundet sted. Danske dronninger er blevet gift med danske konger, udelukkende fordi deres familier kunne opnå fordele sammen eller indgå aftaler om landjord og ejendom. Dronningerne - og for den sags skyld i mange tilfælde kronprinserne blev ikke spurgt! At vi herhjemme i den forbindelse synes at arrangerede ægteskaber er noget mærkeligt, idet vi jo burde opsige kongehusets 1000-årige ret til at bestyre Danmark, når vi ret betænkt har arrangeret ægteskaber indtil den seneste regent, at vi har hentet kongsemner uden at skele til ligeret fra fyrstehuse og kongedømmer i både Norden og det nuværende Tyskland, og at vi har godkendt kongsemner der bevisligt har været brodermordere. Incest har også været et gennemgående træk, idet den bibelske (katolske) fortolkning af sex mellem fætter og kusine (formelt) ikke er tilladt. Vores opfattelse af sex er også påvirket af en sexfixeret og skrupforelsket engelsk dronning, som forlangte at alle skulle være lisså forelskede i deres mænd og koner som hun var i sin (familiesammenførte) mand! (Dronning Victoria)
Jeg ved så ikke helt om jeg skal nævne Aisha i forbindelse med sexuelt børnemisbrug eller i forbindelse med pædofili? Aisha var 12 år da Muhammed valgte hende som sin førstekone blandt alle sine koner. Ifølge den islamiske tro, der bygger på samme religion som kristendommen og sågar har de samme religiøse historier og læresætninger, To religioner der bygger på regelsæt fra nomadesamfund og mellemøstlige vilkår!
I mange samfund, selv i Europa, inklusive Danmark har tvangsægteskaber været helt almindelige, og piger eller mænd har været en handelsvare, vi kender for eksempel det ulykkelige ægteskab mellem Kristiern II og Isabella af Habsburg (Elisabeth i Danmark) - et ægteskab hvor dronningen vedblev at elske sin tilgiftede mand gennem hele sit (korte) liv. Forventningerne til hende som dronning var fra første dag at hun skulle levere en tronarving. Umiddelbart kan jeg kun forestille mig at forventninger i et flerkonesamfund eller et muslimsk samfund er de samme. Hvor mange mennesker er i nær familie med hinanden vil der være degeneration (eksempelvis i de ægyptiske dynastier) og flerkoneri kunne på denne måde medvirke til at der blev født sunde (drenge-) børn, På samme måde er der af praktiske årsager forbud mod svinekød og spiritus i de arabiske lande. Svinekød fordærves meget hurtigt og spiritus virker meget stærkt i forbindelse med ekstreme varme/kulde udslag, ikke fordi det er forbudt, men fordi det er mere mere praktisk at indføre regler som er enkle. Dem har vi såmænd også herhjemme i form af overtro: Ikke gå under en stige, aldrig stille sko på et bord og lade en saks ligge med åbent skær. Mandagsvogne (biler som er kommet fra samlebåndet på en mandag) eller at krydse et spor efter en sort kat er også dele af vores tro, for ikke at tale om at undgå samlinger af fliser på fortovet  eller træde på det sorte i fodgængerfeltet. Såmænd er vi hurtigt ude med vores egen tro, som dog ikke er statslig og støttet af præster. Men den eksisterer jo stadig som overtro. Og det gør islam jo endnu mere fordi den understøttes, ikke fordi vi er imod, eller fordi islam ønsker at ændre den. Udelukkende fordi vi i vores velmenende krav forlanger at muslimer skal opgive den tro (og overtro) de har levet med i århundreder. Vi har levet med vores overtro i årtusinder (julen, nytåret og skt. Hans) - alligevel ønsker vi at en religion der kun er baseret på 1200 års op- og nedture skal udslættes!
Og så er der pædofili. I de tilfælde vi oftest hører om er pædofili drejer det sig om forældres misbrug af deres børn, subsidiert salg af børn til andre i forbindelse med seksuelle ydelser. Lad os i den forbindelse udelade børnene som skurke, de lægger sig bare til fordi det forventes af dem. På samme måde bliver børn efterligninger af deres forældre når det gælder arbejde. Sågar når det gælder politik bliver børn efterligninger af deres forældre. Det kan derfor ikke komme som nogen overraskelse at børn af misbrugte bliver misbrugt. Og misbrugere som følge af det.
Det kan vel heller ikke undre at en pige der er blevet misbrugt hele sit liv (14 år) ikke forstår at hun har været udsat for misbrug. Alene det at forstå kræver at man bliver informeret om andre muligheder, hvilket jeg ikke helt synes at vores regeringer har brugt tid på i den tid jeg har levet. Til gengæld er der brugt masser af tid på at definere hvad der er rigtig eller forkert. Af de samme mennesker der har deres på det tørre. Vi er i uge 6 og diskussionen om sex har været en tur omkring folketinget og folkeskolen. Alligevel synes jeg at spørgsmål af alvorlig karakter er vigtigere. At voksne kvinder har lyst til at lege med unge drenge kan vi ikke forbyde, heldigvis. At voksne mænd tiltales af unge kvinder kan vi heldigvis heller ikke forbyde. Men vi kan indføre en seksuel lavalder. Vi kan indføre en kriminel lavalder og vi kan indføre en politisk lavalder. Måske det hele stadig hænger på grundlovens oprindelige regler, hvor der var regler for alder, for indtægt og for samfundsposition.
Voldtægt bliver jo ikke bedre eller værre fordi en voldtægtsmand begår voldtægt inden for lovens rammer! At omgås børn på en sexuel måde gør ikke børn til større ofre end unge piger eller voksne kvinder, i mange tilfælde er det jo et spørgsmål om at opfatte hvad man bliver udsat for! Og så må vi jo ikke glemme at mænd udsættes for voldtægt.
Da jeg mistede min mødom var det via en form for voldtægt. Hun boede sammen med en fyr, men han var på arbejde og hun syntes jeg var spændende. For store drenge som jeg var på det tidspunkt kan det tage lang tid at blive voldtaget, men jeg ville jo gerne! I hvert fald var jeg offer for opfattelsen at drenge skal være heteroseksuelle og aldrig sige nej til et tilbud fra en pige. Da kun den del af voldtægten der indebærer det erigerede lem lykkedes varede det hele natten, og hun blev forelsket i mig. Og hendes forelskelse virkede på mig. Måske Stockholm-syndromet på sex-siden. Men i det mindste var vi omtrent lige gamle (+/- 1 år  som 20-årige).
Misbrug af børn er mere et definitionsspørgsmål og et lovgivningsspørgsmål. En voksen kvinde der ikke ønsker at dyrke sex med en mand eller kvinde burde være opdraget til at sige nej eller ja, men det er sjældent tilfældet. At forlange af børn at de skal kunne tage stilling til sex er umuligt. Alligevel kan børn føle seksuelle lyster. Jeg har selv prøvet at kravle på en stang på et håndboldmål som 8-årig og føle en kildren mellem benene, jeg er vågnet i min seng med noget klister på lagenet som jeg ikke vidste hvad var da jeg var 12 år. På det tidspunkt var spørgsmålet om menstruation et vigtigt emne i skolen, men drenges seksualitet forventedes at dukke op senere! Derfor var seksualundervisningen i begyndelsesfasen anlagt på at sikre piger imod graviditet, ikke at sikre forståelse for seksualitet. Det er det samme billede vi har nu, 40 år efter. At sikre at vi (som kineserne) ikke føder for mange børn til byrde for det fremtidige samfund!
Og så til det rigtig alvorlige. Pædofili. At mænd eller kvinder kan have lyst til ungt kød er der jo ikke noget nyt i! Da jeg var ung havde jeg lyst til voksne, erfarne kvinder (det har jeg forsåvidt stadig), jomfruer var ikke noget for mig, trods det at vi alle lærte at uskyld (seksuelt: jomfrudom) var vores tro og samfunds optimale mål (bare se på de tåbelige tanker i USA). For mig er de voksne kvinder efterhånden blevet på alder med mig eller ligefrem (dejligt) yngre. Men med en forkvaklet religion der fremhæver jomfrudom og uskyld som det vigtigste er der jo masser af grund til at mennesker (set i USA også kvinder) ønsker ung, jomfrunalsk elskov. Når det går op for den person, der begår "forbrydelsen" at det ikke er juridisk korrekt vil en stor del af "forbryderne" selvfølgelig vælge at slette sporene efter "forbrydelsen". Ofte ved at slå vidner og "ofre" ihjel. Nu er det sådan at de fleste mennesker der begår forbrydelser ikke ønsker at blive afsløret. Kriminalitet medfører som oftest varetægt (fængsling=indespærring) og mange følelsesforbrydere frygter netop indespærring. Ikke på grund af følgerne, som at være indespærret eller at være i forvaring, nej alene fordi det er en straf. Derfor vil mange seksualmord være følgen af angst for utilstrækkelighed og straf. Ikke angst for at være skyldig.
Og så må jeg slutte med at nævne incest og pædofili. Pædofili (kønsdrift rette mod børn) er strafbart. Ikke fordi der findes beviser for at denne kønsdrift skader børn - men fordi der findes juridisk-kristent baserede love der forbyder det. Personligt er jeg modstander især fordi jeg mener at sexuel kærlighed kræver at begge parter er kønsmodne. Men der er jo ikke tvivl om at (især) mænd er opsatte på at føle sig kønsmodne og føle sig voksne i deres seksualitet. Og uskyld er jo defineret som små børn. Det er stadig det mest uskyldige vi kan forestille os: små børn.
Pædofili er voldtægt af små børn. Hvis små børn udsættes for følelsemæssige udfordringer vil det altid være en form for voldtægt. Som når forældre skændes om forældremyndighed, når forældre med politiet møder op for at håndhæve deres ret, som når børn ønsker at deres forældre lytter til dem, selv om de er ensomme. Fysisk voldtægt er til at måle og konstatere, den kan defineres! Men vores behandling af børn er ikke bedre end den fysiske voldtægt. Jeg hørte for eksempel i "Mads og Monopolet" i dag at en mand havde fortrudt sin seksuelle omgang med sine børn, at han ikke havde set dem siden de var flyttet hjemmefra, men at han og hans nu afdøde kone havde fået en stedsøn gennem et udvekslingsophold i Frankrig. At han som 80-årig var villig til at miste al den kontakt til omverdenen han havde - ved at fortælle om sin synd! Problemet for "papsønnen" var hvad han skulle bruge det til. Skulle han tilgive, undlade at tale om det og nyde papbedstefaderen til hans død eller droppe forbindelsen.
Hvad med at prøve at lytte til manden, at prøve at sætte sig ind i de følelser der gør at nogle synes at små børn er så fristende. Vi vælger ifølge undersøgelser at ønske folk døde når de gør noget vi ikke forstår. Hvorfor vælger vi ikke at forstå når nogle slår ihjel. Jeg vil ikke forsvare Breivik, men jeg ville ønske der var nogle filosoffer i verden - som kunne fortolke hans udtalelser, ligesom jeg ville ønske at verden i sin tid havde kommentatorer til "Mein Kampf".
Det lange af det korte: Frem for at fokusere på misbrugte børn, burde vi fokusere på misbrugeren. Det gælder også når vi taler om alkohol, stoffer og sex.
Jeg elsker min kæreste og har kun ønsket at se en mindreårig pige nøgen, da jeg selv var 10 år. "Må jeg se din, må du se min".

Siden jeg blev "voldtaget" har jeg kun interesseret mig for kvinder der var voksne nok til at ønske mig og min seksualitet, hvilket ikke altid lykkedes lige godt, men har givet lange pauser med afholdenhed. Men jeg har heldigvis nået at elske og dyrke sex nogle få gange i mit liv. Og jeg er trofast tilhænger af det følsomme og seksuelle menneske. Så lad os nu bare ende med at lytte fremfor at straffe på forhånd.

Leg med ord

"Tromz, Goverdramatic, Razuvic, Nusentim"Det var de fire ord jeg valgte da jeg fra en bogstavbunke fik muligheden for at vælge de fire ord jeg så først. Det skal siges at de reelle ord der kunne vælges var engelsksprogede (hvilket i sig selv giver masser af muligheder, men også giver masser af z'er og c'er), men for mig blev opgaven ikke at finde "love, hate, drama, eller hope" - hvad skal jeg med sådanne ord. Jeg fik muligheden for at se de skjulte ord, dem som jeg ikke kender.
Jeg må sige at Tromz sprang i øjnene. Et ord der simpelthen er overset. Jeg blir nok nødt til at spørge Anders Lund Madsen hvad det betyder, men er sikker på at det er et ord der er væsentligt og derfor ganske overset. Efter lidt søgen efter ord kom "Goverdramatic" til mig som en følelse af opmærksomhed. Jeg har en ide om, at det ord simpelthen fortæller hvordan demokrati fungerer, Meget lettere end at skrive blogs, men det gør jeg så alligevel.
"Razuvic" gav mig straks følelsen af at vi alle hører sammen på tværs af sproggrænser. Måske er det et hårdt ord med hårde lyde for en dansker, men for slaviske folk er det et oplagt ord til at beskrive familie eller håb eller afmagt. Hvad ved jeg, men ordet lyder rigtigt.
Endelig fandt jeg det dejlige ord "Nusentim". Spekulerer stadig på hvordan det udtales. Hvis der er tryk på 3. stavelse er det vel et tillægsord, men sådan så ordet ikke ud da jeg jeg fandt det, heller ikke ikke til at der skulle være tryk på første eller anden stavelse. Det så faktisk ud til at have sit helt eget liv uden tryk på nogen stavelser. Derfor faldt jeg straks for det. Et ord der lever på trods og imod alle regler er og må være et godt ord. Ikke fordi jeg mener trods er godt, men at kunne leve mod alle regler og alligevel eksistere er for mig at se smukt, hvorfor er der ikke flere (ord) der gør det?
Nu til det kedelige:
Jeg lærte som ganske ung at ord kunne man leve med og lege med. Jeg gjorde begge dele og har aldrig fortrudt. Jeg skrev digte som 12-årig. Både den slags der rimede og knækprosa. Jeg var fascineret af Per Højhølt og Vagn Steen og mange flere. Mine forbilleder var der bare, for jeg ønskede at prøve endnu mere! I realen skrev jeg et digt som udgangspunkt for en dansk stil om solen, på gymnasiet et digt på engelsk om at blive henrettet. Selvfølgelig ikke med stor succes. Men har sproget nogensinde haft succes? I dag hører jeg (og ser) de mennesker der skulle være de ypperste sprogvogtere tale så dårligt at jeg ville få den dårligste karakter da jeg gik i skole. Ordblindhed er helt OK for mig, men det skal ikke være en ordblind der lærer mine børn sprog. En ordblind kan sikkert lære mit barn at køre bil, at være røgdykker eller at tælle tal sammen, men ikke hvad grundlaget er for sproget!
Måske tager jeg uhyggelig meget fejl, men sproget er det vigtigste kommunikationsmiddel vi har, set med mine øjne. I dagens Danmark (Hele verden i virkeligheden) er det vigtigste sprog åbenbart økonomi - her vil jeg bare henvise til alle økonomiers moder, nemlig biblen og Babel-tårnet. Selv de jøder der skrev det gamle testamente vidste at sprog kunne ødelægge sammenhold og den samlede verden. Hvordan kan det være at nogle af det gamle testamentes historier handler om at miste: Adam og Eva, Noa, Babelstårnet (også eksempelvis Goliat, Urias og David, men det er måske? lidt fjernt for os her i Danmark). At leve i et "kristent" samfund har tvunget mig til at se med andre øjne end mine egne på mine omgivelser. Mine klassekammerater var jo forskellige allesammen. En var udsat for incest, en anden var udsat for forventninger hun ikke kunne leve op til. Så var der dem der kom til at forvalte pengeinstitutter med en ni-årig uddannelse og dem der var låst inde på på universitetet til de var sidst i 20'erne. De første lærte at tale "pengesprog" sådan at kunderne måtte bøje sig for deres indsigt, de sidste lærte at tale "kunstsprog" (indeholdeldende mange fremmedord og floskler) for at imponere de studerende de skulle bringe videre eller måske for at få selvtillid.
Men hvis en bankmand fortæller mig at jeg kan få et lavt-forrentet lån ved jeg jo ikke i virkeligheden hvad han fortæller mig. Det har noget med penge at gøre - ikke noget med mig, med mit sprog eller med mit ønske om at være menneske. Hvis en Professor fortæller mig at sproget udvikler sig og at det ikke kan være anderledes kan jeg måske ikke forstå at det sprog mine børn og børnebørn taler betyder noget helt andet. Jeg kan sagtens forstå at sprog ændrer sig, jeg kan høre og se på facebook at ordblinde og folk (der som jeg har pølsefingre) laver slåfejl på tastaturet. Jeg er med på stavereformer som Å, Kun store bogstaver først i en sætnimng (Efter punktum) - jeg lever helt fint med at der faktisk ikke findes en gældende kommaregel, vi er tilbage ved den skøre regel jeg aldrig forstod da jeg gik i skole. Det eneste der er svært for mig er i bund og grund at vi ikke kan bevare et sprog og samtidig udvide det.
Ombudsmand og Køkkenmødding er danske ord der findes i historiske værker i hele verden. Prøv at forklare en franskmand om Grauballemanden eller Oluf Høst. En udfordring behøver ikke at betyde man opgiver ord, tværtimod kan man opfinde ord der supplerer de eksisterende. På Island (og tildels i Norge) har man ved lov forhindret sproget i at udvikle sig, og det har ikke virket, tværtimod er mange blevet tosprogede og tager afstand fra deres modersmål (Må selvfølgelig her nævne Sydirland hvor man simpelthen har indført to sprog - holder mig lige til Europa nu - også baskere og andorrianere m.fl. holder på deres eget - i Belgien så meget at de ikke kunne få en "demokratisk valgt" regering i langt over et år). Nogle af de steder der findes flest danske (norrøne) ord er Storbrittanien, Nordfrankrig og Norge - skarpt efterfulgt ar de slaviske Østersølande.
Gamle nordiske ord har udviklet sig og vi har fået forskellige sprog i Norden. Litterært kan vi næsten forstå hinanden, sprogligt er vi så tæt på at forstå hinanden at det oftest er udtalen og valget af navneord der er problemet. Alligevel fravælger vi lysten til at lege med ordene. Vi fravælger lysten til at forstå hinanden. Vi fravælger sproget og i stedet taler vi engelsk med vore sproglige naboer - hvor vi ikke alene har sprogligt fællesskab men også nordisk fællesskab. At vi vælger engelsk fremfor mandarin-kinesisk er jo oplagt: Vi bor tættere på dem, men at fravælge det danske sprog til fordel for engelsk eller tysk (for den sags skyld fransk) er jo himmelråbende tåbeligt. En af de få ting der fik mig til at synes om Hans Egede var faktisk at hans barn ville lære (og lærte) grønlandsk, der tager jeg hatten af. Hvis han så (hvilket er utænkeligt) også ville forstå at mentalitet er forskellig, så ville han have været en helt i mine øjne. Nu er der tilfældigvis ikke nogen danske helte på Grønland, men bare nogen der har "besat" landet med et forsæt (tjene på landet og "hjælpe").
Jeg taler ikke grønlandsk, jeg taler ikke kinesisk eller arabisk, men jeg ved at de sprog er anderledes. Ikke på den måde at man kan sige noget andet, tværtimod så er alle sprog egnede til at udtrykke sig på, og derfor er jeg helt tryg ved at der findes mennesker der taler arabisk, fransk, engelsk og kinesisk, det er nemlig respekten for hinandens kultur der er vigtigst - ikke respekten for sproget.
Jeg håber bare at mine ord er gode i en eller anden sammenhæng, ellers må jeg jo bare bruge dem for mig selv (og måske Anders Lund Madsen) ...

Hvis arbejde var Gud

Jeg spekulerer på hvorfor noget så enkelt som arbejde bliver så indviklet. Nej egentlig spekulerer jeg ikke. Det indviklede er jo såre simpelt. Arbejde er noget man giver til andre og får en tak for. Det indviklede er så at takken kan gøres op i penge. Det indviklede er også at de penge arbejdet gøres op i på ingen måde står mål med det arbejde der bidrages med.
Jeg vil gerne komme med en masse eksempler. For det første findes der mange mennesker der frivilligt og gratis (ofte endda med indsamling af penge til en god sag) med glæde arbejder for at se at mennesker blive mere raske, hygge sig mere eller komme ud af ensomhed eller sygdom. En del mennesker arbejder endda gratis for at samle penge ind til fattige og sultne mennesker i andre lande.
For det andet findes der mennesker der frivilligt bidrager til et foreningsliv. Det kan som for mit vedkommende være at være i bestyrelsen for den lokale biograf, eller at finde plader frem til en times udsendelse i lokalradioen.
For det tredje er der mennesker der uddeler medmenneskelighed i form af samvær eller telefonkæder. For eksempel at holde juleaften med ensomme, eller at være del af en telefonkæde for ældre, som i ældresagen.
For det fjerde er der mange mennesker der deler deres vid med andre på de nymodens "sociale netværk" som for eksempel facebook. Her er der tale om at dele både sure opstød og humoristiske hverdagsbetragtninger.
Alle disse og mange andre "gode gerninger" i form af frivilligt og ulønnet arbejde er sådan set altid et håndslag værdigt. Arbejdet er umådelig vigtigt, men udføres ikke officielt.
Men så kommer den officielle del jo netop på bane. Nu skal arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere arbejde for understøttelse og kontanthjælp. Oprindelig en fuldstændig fejlslagen teori om at man kunne fastholde kontakt med arbejdsmarkedet og "netværke" som Radikale Venstre allerede i 70'erne fastholdt som krav for regeringssamarbejde. Men reglerne blev indført gennem samarbejde med En socialdemokratisk ledet regering. Det førte i første omgang til at fagforeningerne fastholdt at ledige ikke måtte tage arbejde som uddannede eller faglærte kune varetage, og i den forbindelse blev det også nærmest forbudt for modtagere af understøttelse (økonomisk forsikring mod arbejdstab og dermed løntab). For mit vedkommende betød det for eksempel i 1992 at jeg ikke måtte bidrage til lokalradioen med udsendelser eller sælge billetter i biografens foyer, i hvert fald ikke hvis jeg modtog understøttelse. Havde jeg været på kontanthjælp ville jeg til gengæld dengang være presset til at samle tøjklemmer eller lignende uden at få noget for det.
Senere ændrede vilkårene sig. Samfundsøkonomisk var det en fordel at få udført ulønnet arbejde, derfor blev kravene til frivilligt arbejde ændret. I samme periode har skiftende regeringer arbejdet seriøst på at afskaffe arbejdsløshedsforsikring og at økonomisere kontanthjælpen. Foreløbig er vi kommet dertil at arbejdsløshedsforsikringen som man i princippet kan betale til hele sit liv, kun gælder i en periode på to år, og at kontanthjælpen fordrer at du skal udføre et arbejde (oftest totalt meningsløst) for at modtage hjælp fra det offentlige.
Vi er langt fra min barndoms skærslibere (landstrygere) og de allerede dengang sjældne navere der vandrede rundt i Europa for at dygtiggøre sig indenfor håndværk. Nu har vi faktisk fået et proletariat af hjemløse, der veritabelt er landstrygere men som dyr der mister deres territorium søger ind til byerne uden at have en kinamands chance for at komme til hægterne. Men der er mange tomme skraldespande og mange ligeglade mennesker i byerne, så man kan overleve ved at bruge rester fra mennesker der har for meget!
Personligt synes jeg sådan set at vi arbejder seriøst på at gøre flere mennesker til frivillige. Først udstøder vi større grupper af mennesker fordi de ikke passer ind i det kapitalistiske mønster vi lever efter. Derefter følger vi godgørenhedsreglen fra den samme ideologi: Gør noget for andre. (Tror nok det er den barmhjertige samaritaner der er forbillede, i hvert fald ret sikker på at det nye testamente har betydning for den tankegang). Altså den kapitalistiske regel er at du først skal dele med andre når du har for meget (og det er helt op til dig selv at definere hvornår du har for meget), den socialistiske regel er at vi alle skal dele efter evne, altså dem der bidrager mest til samfundets opretholdelse beholder mest, men deler med de andre i samfundet (jeg tror aldrig at inuitterne blev socialister, men de efterlevede faktisk dette princip).
Desværre har vi blandet tingene godt og grundigt sammen fordi der i kølvandet på industrialismen opstod en såkaldt arbejderbevægelse. Løsarbejdere fra landet strømmede i hobetal til købstæderne da landbruget blev mekaniseret. Alle i håb om at få et arbejde i første omgang. Den anarkistiske og den socialistiske bevævelse fik tilhængere blandt de bedst begavede af disse arbejdsløse, samt hos den liberale åndselite. liberal betød dengang: "som ikke holder strengt paa det overleverede, gængse, men tillader nye anskuelser at gøre sig gældende; som stiller sig forstaaende ell. overbærende over for andres anskuelser, afvigelser fra det vedtagne og lignende" (if. Ordbog Over Det Danske Sprog). I slipstrømmen på dette frisind opstod fagbevægelsen og med tiden den nordiske arbejdsmarkedsmodel.
Arbejderne blev med tiden en efterspurgt vare i det stadigt voksende industrisamfund og dermed fik deres fagbevægelse en forøget indflydelse. I forbindelse med genopbygningen af Europa efter 2. verdenskrig blev den nordiske model faktisk beundret af andre lande for sin fleksibilitet, en fleksibilitet der primært bestod i at forhandlinger mellem fagbevægelse og arbejdsgivere betød fordele for begge parter. Højere løn blev betalt med fleksibilitet på arbejdsmarkedet, hvis der var krav om tilbagenholdenhed kunne man forhandle ferieperioder, barsel og arbejdsgiverbetalt efteruddannelse (for nu at nævne i flæng).
For at forstå nogle paradokser i at arbejdsløshed og forbedrede vilkår på arbejdsmarkedet ikke umiddelbart medførte et stigende antal af frivillige medhjælpere, må vi se lidt på samfundets indretning. Børn og kvinder blev stadig i stort omfang ansat som billig arbejdskraft, men ikke mindst var det jo ifølge grundloven kun formuende mænd uden straffeattest over 30 år der kunne bestemme i Danmark (til 1915), i hvert fald ind til for 103 år siden (12. marts 1908, hvor kvinder fik valgret). Dengang var der også to kamre i det danske folketing, men lad os lige få paradokserne i forbindelse med arbejdsmarkedet sat på plads. Statens voksende behov for arbejdskraft (biblioteker, sygesikringskontorer, offentlige kontorer mm.) fik faktisk en del kvinder på arbejdsmarkedet. Det var dog kvinder af det bedre borgerskab der på denne måde blev aktiveret, idet direktører og andre samfundsspidser for forskellige virksomheder fandt ud af at pacificere deres koner ved at sørge for at de fik deltidsstillinger som primært indebar kontorarbejde.
Disse stillinger var jo ikke altid til rådighed, men kvinder af det bedre borgerskab kunne så til gengæld vælge at gøre et socialt arbejde frivilligt (da de jo var forsørget af deres mand). Og sådan gik det da også herhjemme i Danmark (som i mange andre lande i øvrigt). Velgørenhed og frivillighed er altså til dels en religiøs foreteelse, til dels en social, kapitalistisk foreteelse.
Her ligger paradokset så og gror. Den politisk sociale tanke har aldrig arbejdet med frivillighed, den har arbejdet med krav. Mere i løn, mere ferie, lavere arbejdstid, social sikkerhed. Og det er som Thomas Nielsen sagde for efterhånden mange år siden (1982) sagde: "Vi har sejret ad helvede til - godt". Måske var sejren for god, for eftertiden har vist at højreorienterede regeringer ofte med hjælp fra det inderste venstre har skåret ned på fagbevægelsens rettigheder uden på samme måde at indskrænke arbejdsgivernes politiske indflydelse. Men samtidig kom kvinder i hobetal ud på arbejdsmarkedet efter det store økonomiske efterkrigsboom der markerede sig i løbet af 1960'erne. Og med kvinder på arbejdsmarkedet (i mange tilfælde i stillestående økonomiske perioder) fik kvinder økonomisk mulighed for (og selvfølgelig meget tid til) at gøre de ting de var opdraget til da de skulle gå i hjemmet og passe børn og sørge for god stemning blandt deres mænds omgang med naboerne. At kvinder skulle forsvare deres børn i forhold til naboerne lige fra æblerov til utidig interesse for naboens uberørte pige havde indtil da været en del af kvindens rolle, lissom hendes rolle med at forsvare mandens kritik af naboerne var en del af hendes rolle i husstanden. Langt sagt: Nu er det bare blevet en del af samfundets struktur. At det skal være gratis og at staten vil have indflydelse på det er sådan set hele forskellen.
Og så er vi sådan set fremme ved nutiden. At arbejde frivilligt er nu fuldstændig frivilligt! Men at arbejde er til gengæld et krav. Endda uden løn, uden nogen pension, uden nogen garanti for noget som helst. Simpelthen fordi den økonomiske krise, som jo principielt ikke berører fattige mennesker (i og med de ikke har nogen økonomi) skal berøre os alle. Ikke ifølge det flertal af fattige mennesker der findes i Danmark (De har sådan set travlt nok med at leve et liv), nej krisen skal betales af alle ifølge de mennesker der har tjent mest ved at skabe krisen og nu føler at de har fortjent at oppebære den livsstil der er den egentlige årsag til krisen.
De fleste af disse mennesker (altså dem der er årsag til krisen) har stort set ikke arbejdet. Men de ønsker ikke at deres livsvilkår skal ændres. De fleste af de mennesker der har arbejdet eller søgt arbejde hele deres liv, har aldrig opnået bare brøkdele af det, som de mennesker der vil bestemme hvordan deres selvskabte krise skal sløres. De får faktisk ikke engang den pension de blev stillet i udsigt da de begyndte på arbejdsmarkedet.
I denne "krise" er det da også de rige og politikerne og bankerne der fortæller os hvad vi skal gøre for at klare os igennem krisen. Og her er gratis arbejde for virksomheder blevet guld værd. Selv en socialdemokratisk regering anbefaler at ledige skal arbejde for de penge de angiveligt har ret til!
Hvis arbejde var Gud ville jeg være Jesus, han fik sgu da i det mindste lov til selv at have et sexliv og hans arbejde bestod stort set i at snakke sort!

Krisen kradser

Så fik Helle Thorning sine 100 dage. - de gik omtrent så godt som de er gået for tidligere statsministre. Pressen finder alt det sure frem. Godt gået Helle, de har nok at skrive om!
Alle de gode ting er måske ikke så markante som i den blå regerings tid. Set med mine øjne er det dog primært fordi det lykkedes for venstreregeringen at bilde folk ind at de gjorde noget der var til gavn for "mig".
Igen må jeg sige: Den tidligere regering gjorde ikke andet for mig end at bilde mig ind at jeg kunne blive rigere. For at sige det ligeud vil jeg kalde den blå blok (inklusive Radikale Venstre) for en "Lotto-regering" - en regering der giver dig mulighed for at vinde, vel videne at de fleste der satser vil tabe!
Nu er vi nået dertil at folk diskuterer 68 mennesker der udelukkende opholder sig i Danmark fordi de ikke har noget statsborgerskab - vi udviser børn (og adskiller dem fra deres forældre) fordi de ikke opfylder krav om at være danskere. Vi sender vores børn til Sverige fordi de gerne vil giftes med unge mænd eller piger på 22 år - samtidig med at vi klager over at gennemsnitsalderen for forældre stiger til over 30 år. Vi synes at det kinesiske system med at nøjes med 1 barn er helt forkert (undtagen i Kina og Indien) Vi forstår ikke at de lande der er folkerigest også bliver endnu mere folkerige, og at de derfor slår piger ihjel (udfra den tanke at det er mænd der skal brødføde en familie). Vi tror i al vores naivitet at denne ét-barnsstrategi giver et mere afbalanceret samfund, trods det at der vil mangle noget nær 1 mio kvinder til alle de mænd der fødes. Balance?
Jeg synes at den danske regering er kommet dårlig fra start. Men jeg synes også at vi lige skal komme i gang. Det der skete gennem de sidste ti år har ikke været løftebrud, som de blå beskylder den nye regering for. Nej det har været demagogi og demagogi. Jeg havde lyst til at skrive ord som løgn, fejlkommunikation og omgåelse af sandheden på letfærdig vis. Men jeg strandede hver gang ved demagogi. Og hvis nogen skulle være i tvivl om hvem der var en af de bedste demagoger skal jeg gerne pinde det ud: Göbbels! At man er i stand til at bilde et helt folk noget løgn ind er i sig selv ikke svært. Det bliver bare ikke rigtigt af det. Venstre og DF er i fuld gang med at bilde den almindelige dansker ind, at den nuværende regering udelukkende består af det ene løftebrud efter det andet, mens de tidligere ministre pålægger sig selv tavshedspligt de ikke har eller ophæver en tavshedspligt de selv har været med til at indføre! Alligevel tror den "almindelige dansker" at der kun findes et troværdigt parti: Lotto-partiet VENSTRE (der lover dig gevinst - hvis du vinder) Ellers er det bare ærgerligt!
Jo, krisen kradser. Jeg har ikke nogen penge, jeg havde det heller ikke for 3 år siden. Jeg havde ikke noget hus, Med min opdragelse fik jeg et lån i banken (eller rettere en kassekredit) Men jeg ville kun have et lån på 10.000, trods det at jeg kunne få et på 100.000. Det var mig selv der måtte slå bremsen i, ikke banken. Det var mig selv der måtte forstå min egen økonomi, ikke regeringen. Hvorfor skal jeg stole på en regering der lover mig arbejde, når jeg kan konstatere at der ikke er noget arbejde. En opposition der lover mig bedre tider hvis de kommer til igen, trods deres løgne sidst de udgjorde en regering. Hvorfor overhovedet tro på at der er en krise? Når man gang på gang hører at den primære årsag til krisen skyldes alle de borgere der egentlig har penge nok, men gemmer dem til de bliver mere værd. Opsparingen når nye højder, forbruget er faldende, danskerne afventer bedre tider! Det er generelt hvad vi kan læse i aviserne. Alligevel er det ikke det manglende forbrug der får overskrifterne, nej det er de øgede omkostninger til mennesker på overførselsindkomster! Hvis alle de nervøse sparere der i den grad lytter til de finansielle orakler havde brugt penge uden at lytte, så ville vi være flere i arbejde i Danmark. Vi ville sådan set kunne lave vores eget lille fristed i en kaotisk verden fyldt med desperation p.gr.a. en økonomiske krise, som stort set kun berører statsbankerne. (egl kun fordi de har privatiseret al bankvæsen).
At krisen kradser har jeg mærket. Men udover at priserne på almindelige varer er steget med mere end de fedtafgifter som den tidligere regering har indført - hvilket vi nok under ingen omstændigheder kan klandre den nye regering for - det er stort set hvad der er sket. For at være helt ærlig tror jeg egentlig at den tidligere regering troede så meget på sig selv (Thor: "Vi kan købe hele verden " - hvor var det godt at vi ikke købte hele verden, men hvor ville jeg ønske at den selvsikre VKR-regering havde gjort det! Så ville vi være fri for den selvforherligelse vi hører fra et parti der i den grad har solgt ud af sine principper for at beholde regeringsmagten. Måske er det den krise de snakker om hos oppositionen?
På den netside vi alle kender som facebook kan jeg gang på gang følge med i betragtninger om krisen. Af uforklarlige årsager er det altid andre der er del af krisen (for eksempel arbejdsløse eller udlændinge/tilflyttere).)
Vi hælder vores usikkerhed (ikke nogen usikkerhed der eksisterer for dig og mig - kun for de mennesker der har lånt mere end de kan betale - my bare ass) over på uskyldige mennesker der sådan set bare gør hvad landarbejdere gjorde for 150 år siden: søgte derhen hvor pengene var! Kort sagt blev landbruget mekaniseret og arbejdskraften på landet blev overflødig. Så flyttede de til byerne og byerne voksede med stor hast. Der var masser af penge at tjene på at udleje baggårde og loftsværelser. Sådan var det dengang. Nu indfører vi en krise der gør det let at udnytte arbejdskraft fordi den er billigere i Polen eller Kina! På dansk denne gang: "Min bare røv". Der er kun krise fordi vi tror på den. Mine forældre levede under anden verdenskrig, og de savnede både nyt tøj og frugter mm. Men det var altså ikke et større problem at man ikke kunne få appelsiner i maj eller kokosnødder i juli. De største problemer bestod i at man ikke kunne få dagligvarer som mel. gær, sukker, smør eller margarine mm. fordi det var rationeret. Hvornår får vi rationering i forbindelse med denne opreklamerede krise? Mit svar: ALDRIG. Pengene er så hellige at enhver krise er kapitalens, ikke min. Alligevel er det åbenbart naturligt at pålægge ansvaret for økonomisk uansvarlighed på de lavestlønnede og de uformuende! Endnu engang: Findes der en krise?
Som det sidste vil jeg gerne fremhæve minde forældre. De tør ikke bruge penge. De tør ikke noget som helst. Jeg har sagt til dem at deres penge er deres, alligevel må der godt være lidt til overs når de ikke er her længere, synes de. De har den bedste pensionsordning der nogensinde vil eksistere her i landet. For dem er pensionen højere end hvis de havde været på understøttelse! Alligevel tror de på de løgne den tidligere og åbenbart også den nuværende regering spreder: Vi er i krise. Venstreregeringen bød på en symbolsk nedskæring af ministerpensionen (vel at mærker det beløb der udbetales nu, ikke de penge ministre kan modtage efter at have været ministre!) Den nuværende regering har sagt nej til et forslag fra Enhedslisten om at nedsætte pension og fjerne familiepension for folketingspolitikere. Hvor smukt!
Krisen kradser, men det er åbenbart kun fattige danskere og folk der ikke har statspension det skal gå ud over.
Fortæl mig lige hvor fanden den krise er!