Fremmed i eget land

Allerede som student i 70'erne følte jeg at der var en himmelvid forskel mellem de etablerede og de unge. 50'erne og 60'erne havde betydet at de fleste voksne var kommet fra tornerosestadiet til at være i prinsens slot. Forfattere som Knud Sønderby, Klaus Rifbjerg og Leif Panduro skrev om det at være ung, mens den politiske selvtilstrækkelighed neddæmpede den litterære kritik af samfundet. Forfattere som Vagn Steen og Per Højholt fandt tiden moden til at eksperimentere med det danske sprog, og selv ovennævnte Klaus Rifbjerg begik nogle eksperimenterende digte, mens Panduro i nogle noveller gjorde op med bornertheden og skrev direkte om sex.
Alle disse oplevelser samt imødekommenhed fra lærerstuderende og andre undervisere gav mig og mange af mine medstuderende det skub der skulle til for at udvikle en selvstændig tankegang. Det vil selvfølgelig altid være et spørgsmål om det at tænke selvstændigt er det rigtige. Min opvækst var påvirket af 2. verdenskrig og demagogi og nepotisme. Vi skulle vide at det samfund vi voksede op i skulle være med til at redde verden og gøre den bedre, og at det var vores opgave at gøre det.
Jeg sugede viden til mig, jeg sugede almen forståelse til mig: at vi ikke alle er ens, at vi ikke alle kan gøre ting lige godt - for eksempel at nogle er gode til at reparere biler, mens andre er dygtige til at få det bedste ud af børn, og atter andre er gode til at spille fodbold. Jeg lærte også at enkelte af mine kammerater var dårlige fordi de ikke kunne skrive med højre hånd, fordi de ikke kunne læse ord eller fordi de ikke kunne regne. Jeg nåede at se klassekammerater gå ud af 7. klasse fordi de havde en læreplads, jeg nåede at se kammerater fra skolen kæmpe sig formålsløst gennem 9. og 10. klasse fordi de skulle men aldrig fik forklaret noget formål med kampen. Selv tog jeg en uddannelse ud fra de oplysninger som studievejlederne og mine forældre i fællesskab gav mig: Uddannelse inden for det offentlige og en skønnet mangel på flere bilbliotekarer end der kan blive uddannet de næste år. Mit og min mors drømmejob til mig lå lige til indspark! Så jeg gik i gang i 1978, havde lige et fjumreår fordi man jo skulle have meget høje karakterer for at komme ind på en så attraktiv uddannelse, kvote 2 var jo også fin nok når det drejede sig om en god og fremtidssikret uddannelse. Tak min bare røv. Sluthalvfjerdserne gav os skiftende mindretalsregeringer, mærkelige økonomiske beslutninger og en hidtil (for mig og mine jævnaldrende) uset menneskefjendskhed.
Vi var kommet i EF, vi havde flygtninge fra Chile (Allende), fra USA (Viet-Nam-krigen) og fra Iran (Shahen). Venstrefløjen var splittet mellem dem der holdt med Tito (Jugoslavien), Hoxa (Makedonien), Mao (Kina), Kim ((Nordkorea) og Castro (Cuba). Og jeg var, som mange andre, mest optaget af at være et godt og hjælpende menneske udfra min forudsætninger og økonomiske formåen. SU var heller ikke en guldgrube dengang, men vi havde fra vore forældre og bedsteforældre arvet fattigdommen nådegave: at dele alt med hinanden! Jeg havde overskud til at være en del af min splittede (skilsmisseramte) familie, kunne være sammen med de søskende der ikke var mine men blev det, kunne være storebror og stadig være en del af uddannelsessystemet. Jeg havde endog kræfter til at diskutere med repræsentanterne for det forstokkede uddannelsessystem.
I min tid fandtes terrororganisationer i Frankrig, Belgien, Italien og Tyskland, men som den dag i dag ønskede efterretningstjenesten at finde potentielle fjender af staten, og skabte derved den mistro til land og befolkning der i princippet gav "Blekingegade-banden" vind i sejlene. Jeg var og er venstreorienteret og flirtede i nogle år med ideen om en voldelig omvæltning. Heldigvis var der så mange bud på voldelig omvæltnig og revolution fra venstrefløjen at ideerne druknede i hinandens kølvand - men ideerne om en verden der var til for mennesker og ikke for kapitalisme og udemokratiske demokratier vandt genklang i mine tanker, og er der stadig. Demokratur eller diktatur er et fedt for mig, Folk der vil dele og herske er i princippet allerede solgt til den djævel der ikke findes - heldigvis for for dem, for den straf vi som børn blev stillet i udsigt for at synde var ikke sjov!!
Mærkelig nok mødte jeg først engang i midtfirserne repræsentanter for de økonomiske indvandrere ("fremmedarbejderne") - indvandrere vi selv havde bedt om at få og havde lovgivet omkring, dels for at få dem til at blive, mens vi havde brug for dem (rimelig løn og sociale sikkerhedsforanstaltninger) dels for at få dem til at rejse hjem, når vi ikke ikke længere havde brug for dem (skattefrihed for familietilbageførte penge). Fremmedarbejderne var primært et fænomen i 60'erne, mens vi blev fanget af flygtningestrømme i 70'erne. I takt med at USA blandede sig i Sydamerika og Mellemasien (Iran, Irak) fik vi en tilgang af politiske flygtninge, i første omgang OK, fordi de fleste var veluddannede, men med oliekrisen (forårsaget af samme offensive amerikanske politik) fik vi pludselig et boom af højtkvalificerde , ikke-dansk-talende mennesker - og (ikke at forglemme) en masse dårligt uddannede mennesker som fulgte med. Lovgivningen på indvandrerområdet var ikke ændret og følgen af (olie-) krisen var at den dårligst stillede del af den danske befolkning i princippet var dårligere stillet end flygtninge og indvandrere. Helt oplagt kom Fremskridstpartiet (senere Dansk Folkeparti) og Centrumdemokraterne på banen, begge med et bud på hvordan den gennemsnitlige dansker kunne udnytte den merværdi der var opsparet gennem årtiers arbejde med at udvikle "velfærdssamfundet", uden at flygtninge og andre indvandrere kunne tage del i den opsparede kapital.
Man kan selvfølgelig sige at alle de penge som vi har tjent i de vestlige lande, må være kommet et eller andet sted fra. Dengang i 80'erne havde vi endnu ikke lært af mellemkrigstiden, vi troede at pengene fandtes og opførte os rimelig anstændigt, ikke noget med at bruge mere end vi kunne udrede! Men jeg skal nok lige takke for at de penge som jeg lånte til renter på over 30% ikke var penge, det var alene et fiktivt regnskab! Alle os, der ikke haft mange penge har enten lyttet efter i skolen og har taget små lån, uvidende om renteudsving (det lærte vi ikke noget om i skolen - kun hvordan man beregner renters rente) eller har lånt penge fordi vi kunne, uden at udlånere har skullet forklare hvad omkostningerne er, faktisk er der flere mennesker der ikke fatter hvad ÅOP er end dem der fatter det. En lovgivning der prisgiver folk fordi de ikke forstår lovgivningen men er bundet af den er vel ikke særlig demokratisk - eller er den?
Allerede da jeg blev tvunget til at aftjene min værnepligt fordi jeg skulle spille amerikansk lotteri, og trak et lavt nummer, fik jeg nok af dette slave-demokrati og undersøgte mulighederne for at blive politisk flygtning i et andet land. NUL. Som borger i et demokratisk land er du bundet til at være borger. Med EU har vi nu mulighed for at flytte til andre lande og søge om statsborgerskab, på de betingelser som de andre stater stiller. Oftest skal du have arbejde og bolig, samt familie og evt børn. Hvis du synes du vil blive overset i et andet land tager du fejl. Ligesom her i Danmark bliver der holdt mere øje med folk af fremmed herkomst end med dem der er født i landet. Selvfølgelig er det ikke målet at staten skal holde øje med dig, men måske ville det være rart at staten ville dig det godt!
Det værste er vel stadig at føle sig fremmed i sit eget land, når det nærmest er umuligt at forlade det til fordel for noget bedre?