Danmark er alt for lille et sprogområde til en ballet, udtalte Kristen Poulsgaard (Fremskridstpartiet) engang. At Danmark er et lille sprogområde er forsåvidt også rigtigt, på linje med islandsk og norsk samt andre udkantssprog (lokale sprog blandt indianere, asiater og afrikanere), men et sprog er til stede så længe nogen taler det. Faktisk taler vi endda dialekter i det danske sprog, lande som Norge og Irland (til dels Belgien) har to officielle sprog, hvor vi har et sprog og en masse dialekter.
I mange år har den officielle politik været at vi alle skal lære at tale dansk så vi kan forstå hinanden i hele landet - med det resultat at sprogforskere har kunnet konstatere at lokale dialekter har levet en karrig tilværelse. Heldigvis er sproget rigt på dialekter, og mange dialekter findes endnu i form af dialektord, men endnu mere i sprogtonen som er forskellig fra landsdel til landsdel, de fleste af os kan kende forskel på sønderjysk, nordjysk, fynsk og bornholmsk og nikker vel også genkendende til lokale københavnske dialekter, som i virkeligheden mere er tonen i sproget end egentlige dialektord.
At bruge sproget er en "guds gave til mennesket" ikke på grund af myten om Babelstårnet, heller ikke fordi Gud har givet mennesket et sprog (I bibelen står der sådan set bare at han har taget det fra mennesket og splittet dem i sprogstammer), men simpelthen fordi sproget giver os en fantastisk mulighed for at fortælle noget meget kompliceret.
Eksempelvis er børn nogle år om at lære et sprog der er forståeligt af andre end de nærmeste omgivelser. "Min" eller "vil ha'" og en pegende fagte er begyndelsen til at lære sproget (jeg ved godt at undersøgelser viser at det er helt andre ord børn siger først, men jeg taler jo også om hvad de bruger først som begyndelsen på en tovejskommunikation), og derfra lærer barnet at sætte navneord og udsagnsord på at tilføje biord og tillægsord, sågar at beherske forskellige tider i udsagnet (fortid, nutid og fremtid endda i flere former). Sproget udvikler sig ikke med brugen, men med behovet, således er mange i besiddelse af et begrænset ordforråd, mest fordi de ikke har brug for flere ord, mens andre har et meget stort ordforråd. I det sidste tilfælde kan du teoretisk set kommuniukere med langt flere mennesker, mens mennesker med et lille ordforråd har det helt fint med at tale med sine nærmeste (på arbejde, i kliker eller andre grupperinger). Men så enkelt er det ikke. Ideen med at have et varieret sprog eller et stort ordforråd er jo "spildte guds ord på ballelars" hvis den der skal modtage ordene ikke forstår dem, samtidig med at ganske få ord kan udtrykke temmelig meget brugt i den rette sammenhæng (PH-visen "nå" rinder mig lige i hu, men også sprogfejl som at bruge synes/syntes, hans/sin og ligge/lægge forkert, bliver forstået af de fleste modtagere trods grammatiske fejl fra den der siger det).
Sproget er derfor ikke bare det det skal være ifølge reglerne, sproget udvikler sig ud fra reglerne og bliver dermed tidstypisk. Som sproglig student, bibliotekar og historiker synes jeg faktisk at det er utrolig spændende at sprog på denne måde kan vise noget om den tid hvor det bliver talt (historisk), at det giver mulighed for at skrive bøger om ting der forlængst er skrevet om (kærlighed og mord som eksempler) samt at sproget suger til sig af vendinger som er umiddelbart forståelige af omgivelserne (slang og mediesprog). Som i middelalderen hvor vi i Danmark fik udenlandske håndværkere til Danmark (primært fra Nederlandene) hvilket har medført at de fleste hånsværkerudtryk er af nederlandsk afstamning (gerigt, Waterpas mm.) eller engelsk når vi kommer til andre fag fra senere år. At vi også har flirtet med det franske fremgår af kendte ord som mayonnaise, remoulade og miljø.
Omend mange tror at vi derfor har en alt for stor påvirkning af fremmedord eller udenlandske ord bør vi nok tælle vore ord op og veje dem mod de ord vi har givet andre sprog. Det fællesnordiske sprog vi dels kan genhøre i nynorsk og dels i islandsk ligger også til grund for dank sprog. I vikingetiden blev dansk (eller nordisk) vidt udbredt i Europa, både Frankrig, Italien, Tyskland indlemmede nordiske ord i deres sprog, men især England og Irland lærte af de danske vikingekolonier at bruge ord af nordisk afstamning. Lad os så ikke glemme, at man i Danmark talte "tysk til sin (jagt)hund), fransk til sine bekendte og dansk til sit tyende" for blot få hundrede år siden i det danske kongehus. I andre perioder har Danmark haft udenlandske ministre, ja sågar regenter (de gange da kongehuset løb tør for konger blev de hentet fra slægtens rødder i i Tyskland - og dronningerne blev også hentet i udlandet), faktisk er mange af de reformer der er gennemført i Danmark, som gør os stolte af at være danskere, enten gennemført af eller inspireret af mennesker af udenlandsk afstamning. På samme måde har vi som danskere sat præg på Norge og de danske dele af Sverige, både med danske og udenlandske embedsfolk og adelsfolk.
Hvis vi skulle bevare vores sprog ville vi stadig tale det sprog der kan læses på runestenene. Vi ville stadig ikke have indført regler for hvorledes det skrevne sprog skal udtrykkes (stadig for et par hundrede år siden stavede man i praksis efter udtalen, hvilket jo også betyder at vi har navne som christensen, petersen og jensen (Kristians søn, Peters søn og Jens søn). Ord som møl (insekt), mølle (virksomhed), maling (farve), malm (metal) og mel (pulveriseret korn) stammer fra den samme sprogstamme og viser hvorledes en ordstamme (at sønderdele (fint)) kan få mange betydninger. På samme måde er andre ord vokset ind i det danske sprog og har ofte fået flere betydninger.
For lige at runde sproghjørnet af vil jeg nævne at vi har låneord fra de muslimske lande i form af eliksir, alkohol og alkymi, vi har mange danske ord, der stammer fra latin og græsk som vi opfatter som danske, ja mange er faktisk fordanskede (hybenkradser (egl. Hippokras - en græsk læge) og løvstikke (oprindelig levisticum -plantens latinske navn), der er masser af eksempler på at ord stammer fra andre sprog. Læren om ords oprindelse hedder iøvrigt etymologi og stammer fra græsk.
Men selv inden for de danske sprogs grænser kan vi finde ord der ikke svarer til dem vi bruger i rigsmålet (for eksempel "lime" (nordjysk for en kost), ja vi kan endda opleve at vi på dialekt skelner mellem han- og hunkøn (eksempelvis Samsisk) frem for det danske fælleskøn. Resultatet af det er vel at danskheden ikke er noget vi har haft i 1000 år eller som er medfødt, dansk sprog er en del af en udvikling - i dette tilfælde er der ikke tvivl om at det officielle sprog er uniformeret, altså kultur (opdyrket og tilpasset) - men samtidig ligger der et sprog blandt brugerne som konstant ændrer sig, låner ord og smider ubrugte ord væk, ja sågar ændrer ordenes betydning (en bjørnetjeneste var engang en tjeneste der var velment men som havde katastrofale (dårlige) følger - i dag bruges ordet ofte om en stor (bjørnestor) tjeneste).
Således har ord og udtryk som "knæhøj karse", "codylorange", "super", "knaldgodt", "spritnyt" og tautologier (ord der egentlig betyder det samme, for eksempel "hyggeligt og rart") eller pleonasmer (at forstærke et udtryk ved at sige det samme på forskellig måde, eksempelvis: samarbejde i fællesskab), desuden har vi også fået den forstærkende gentagelse af det samme ord: "rigtig rigtig". Altsammen noget der har vist sig at være tidstypisk, men som fænomen dukker op gentagne gange. Man kan sige at det ud fra visse sproglige udtryk er muligt at bestemme hvilken historisk periode de er udtalt, faktisk er det egentlige ordvalg næsten lige så signifikant. Dansk sprognævn har lavet undersøgelser der viser at de forskellige generationer har eget sprog og dermed vælger ord som indgår i en fælles liste over genkendelige ord, det er især vaneudbrud og eder der skifter ("ikke" eller "ser du"; "sgu" eller "fuck") mens almengyldige ord overlever.
Sproget udvikler sig altså mens de fleste af os står i stampe og klamrer os til de ord og vendinger vi kender. Det er dog kun til en vis grad. For eksempel bruger jeg forskelligt sprog. Når jeg taler i for eksempel radio eller tv forsøger jeg måske at udtrykke mig på en måde der ikke sår tvivl om sætningernes betydning, men dog vælger jeg et sprog der kan springe ord eller led over, også fordi sprogrytmen er vigtig, når du ikke kan sætte kommaer og punktum. Når jeg skriver artikler til blade og aviser er det et sprog der helst skal være nøjagtigt (så misforaståelser kan undgås), når jeg blogger gør jeg lidt af hvert fordi der helst skal være en grund til at læse videre og når jeg snakker med venner er det vigtigt at finde de rette ord men ikke at sætningen er grammatisk korrekt. Jeg vælger altså udtryksmåde alt efter formen jeg bruger som udtryk, og ikke for at tale formfuldendt dansk.
Andre kan have forskellige årsager til at tale på den måde de gør. Indvandrere finder hurtigt et internt ordforråd, der kun kan afkodes af ligesindede. Det betyder ikke at de taler dårligt dansk (på gymnasiet gik jeg i klasse med en vestjyde der ikke kendte forskel på en og et - men det var kun når hun talte. På skrift var hun helt på højde med fælleskøn og intetkøn) de vælger bare en fælles dialekt som knytter sig til en gruppering. Andre kan have svært ved at tale dansk fordi deres modersmål er væsensforskelligt fra det danske sprog og fordi de har en ringe sproglig forståelse (jeg tænker også på sportsfolk i Tyskland der blev interviewet i fjernsynet på tysk - de kunne næsten ikke forstås, men der var ikke undertekster på de tyske tv-kanaler), mens der findes mennesker med sprogligt gehør, der på ganske få år kan lære at tale med næsten total mangel på accent (for eksempel (den nuværende) komtesse Alexandra).
Denne lange smøre for at fortælle at du ikke bliver dansker fordi du kender det danske sprog, og at du ikke kan blive dansk ved at lære det. Sproget er et middel til at kommunikere og dansk vil uden politikeres medvirken vedblive at være et kommunikationsmiddel. Vi risikerer ved at stille krav til danskhed og kendskab til dansk sprog at sproget dør med dem der taler det, fremfor at vokse med dem der bidrager til at ændre det. For mig vil det være en glæde at andre indvandrere end prinsgemalen forsøger sig med digtsamlinger, især hvis digteren selv vil (gøre forsøg på at) formulere sig på dansk.
Et godt sprog kan ikke dø, og hvis dansk er så godt som visse sprogvogtere mener, så burde de give sproget videre og blot fastholde de grammatiske krav der betinger at dansk kan forsdtås i bredere kredse, alternativt skulle man forsøge at indføre særskilt grammatik for mundtligt talesprog (telefon og dialog), chatsprog på pc og tlf, sms-sprog, skriftsprog til eksamen og skriftsprog til breve. Men mens sprogvogterne vogter sker det jo på en måde af sig selv.
Arbejdsløs kommentator som ønsker at det ikke blot er penge der skal styre vort samfund. Natur, kærlighed og medmenneskelighed ud fra et humanistisk, ikke religiøst synspunkt. Løb for livet eller lev for forløbet.
tirsdag, juli 05, 2011
mandag, juni 27, 2011
I mørke er alle katte grå
Jeg synes egentlig ikke at TV skal sætte dagsordenen, men det kom altså til at ske. Alene at tage fire politikere ind i studiet (Deadline i dag 26-6-2011) for at spørge dem hvorfor politikere er upopulære er vel dumt. Som at spørge en skolelærer hvorfor eleverne ikke kan lide dem.
Jeg forestillede mig at så længe tingene gik godt i skolen ville eleverne nok heller ikke være specielt utilfredse, og ligeledes i Danmark ville befolkningen ikke være utilfredse med politikerne. Men en snak med min far som er tidligere skolelærer (muligvis ikke helt troværdig) var det faktisk elevernes forældre der var utilfredse med folkeskolen og dermed skældte skolens lærere ud for deres undervisning, fremfor at fokusere på de enkelte elever.
Da kom jeg til at tænke på, at politikerne tilsvarende kunne fastholde en popularitet, så længe det gik godt i samfundet, og at de bedst stillede var de første til at påberåbe sig en ret til positiv forskelsbehandling på samme måde som skolelevers forældre. De "rigtige" forældre som har gode forbindelser, vil altid have lettere ved at presse skoleinspektøren til at se på en "sag" om et barn der ikke har fået de fineste skudsmål af en lærer, mens de "forkerte" i nogen gange bogstavelig forstand skælder deres bør ud ved at give dem en fysisk, psykisk eller verbal lussing.
Billedet med skolen bliver efterhånden svært at håndtere, men jeg prøver.
Vælgerne er jo ikke nødvendigvis utilfredse med politikerne, som eleverne ikke nødvendigvis er det med lærerne, men en vis utilfredshed vil altid opstå, især når undervisningen eller økonomien i staten ikke fungerer som vi ønsker. Der vil nok altid være en der kritiserer og muligvis vil andre følge trop. Måske vil der blandt elever eller vælgere være flere der i fællesskab siger: "Nu kan det være nok". Til folketingsvalget stemmer man imod det parti man stemte på sidste gang og i skolen vil eleverne gå sammen om at genere læreren, altså mobning. Denne taktik har sådan set kun medvirket til at stresse de mennesker man var afhængige af, i skolen blev lærere tvunget til at indrette undervisning "efter elevernes ønske", ofte efter samme principper som da vi fik de "fire forbehold" overfor EU, nemlig et teknisk forhandlingsresultat, hvor to parter forhandlede på en tredjeparts vegne (forældre og skoleinspektør på vegne af skolelæreren; EU og de politiske partier på vegne af borgerne efter "vælgernes ønske".
Og hermed tilbage til problemet om vælgernes manglende tiltro til politikere.
Her lander jeg altid på herrens mark, for hvad er bedst et halvfuldt eller et halvtomt glas? Tyder et halvfuldt glas på at man ikke har mere at komme i, eller har det været helt fyldt og antyder et halvtomt glas at det ikke har kunnet fyldes op eller at der kan komme mere i? - Jeg ville ellers så gerne sammenligne politikerne med et glas, men det må jeg så droppe.
Er det de vælgere der vælger en regering der har ret fordi de er flest, eller er det mindretallet af vælgere der moralsk har ret? I mange år har det jo været ganske få folkevalgte der har kunnet vælte en regering, det magiske tal er stadig halvfems. Halvfuldt eller halvtomt?
I stedet må jeg spørge mig selv om vælgerne har lyttet til politikernes valgtaler eller om de har stemt på baggrund af et fromt ønske om et samfund for både ens egen familie og alle andre borgere, eller bare for sig selv. Umiddelbart er jeg sikker på at vælgere altid tænker på sig selv. Der er to årsager til det (three som de siger i Monty pythons "Spanish inquisition"). Den første er den mest naturlige: Man kender faktisk ikke andre borgeres levevilkår. Den anden er såre enkel: Man vælger den politikers udsagn hvor valgløfter passer bedst på ens egne ønsker. Den tredje årsag findes egentlig ikke, men er vel i bund og grund den væsentligste: Jeg er verdens centrum, er menneskets tanke. Som Tycho Brahe sagde solen drejer sig om jorden, og vi på jorden er verdens centrum. Ikke fordi det er tanken om storhed, men fordi vi i kraft af at vi lever ikke kan forestille os at vi er uundværlige.
Men hvorfor er politikere så værd at måle?
De er ifølge vælgere ikke særligt troværdige i disse år. En avis bragte for nogle år siden en afstemning der viste at Birte Rønn-Hornbeck (V) var danmarks mest troværdige politiker ifølge avisens læsere (omskrevet til: ifølge vælgerne), Danmarks mest troværdsige person var året før det seneste folketingsvalg Jørgen Poulsen som på det tidspunkt var ansat hos Dansk Røde Kors, han blev headhuntet til det nystiftede parti: Ny Alliance (senere Liberal Alliance) og mistede sin troværdighed på en valgnat! Birte Rønn Hornbeck mistede hurtigt sin troværdighed i forhold til mange der havde set op til hende som en uafhængig venstrepolitiker, og altså til sidst også i forhold til ... sine egne partifæller (eller var det i forhold til sig selv, i forhold til pressen, i forhold til meningsmålingerne eller i forhold til vælgerne?)
Danmarks mest troværdige politiker er i øjeblikket en pige i sin bedste alder der bruger hele sin tid (og lidt mere) på at promovere en fællesliste for venstrefløjen, eller måske i virkeligheden på at promovere sig selv. En politiker som Johanne Schmidt Nielsen er blevet troværdig i kraft af sit engagement og sin evne til at tale den sag som de andre partier fortier, om det drejer sig om flygtninge, krig, prostituerede eller oversete ofre for lokalpsykiatrien er mindre væsentligt, det drejer sig om mennesker og om skæbner.
I en tid hvor Danmark fører krig og hvor indsatsen i krigen oftest svarer til at betale en traktor for at køre en sæbekassebil til en krigszone, er det jo lette penge at score. At Danmark så faktisk bruger temmelig mange penge på en krig som de færreste egentlig forstår (indrømmet ingen forstod verdenskrigene) og at den statsminister der fik Danmark til at blive en krigsførende nation nu sidder som chef for NATO får jo nok nogle mennesker til at spekulere på om de overhovdet har noget at skulle have sagt.
Med udgangspunktet i at det er pengene der styrer verden kan jeg kun konstatere at de danske politikeres troværdighed stort set svarer til deres ønske om at tjene penge. Som udgangspunkt vil jeg betragte Johanne Schmidt- Nielsen fra Enhedslisten som den der bruger mindst tid på at tale penge og mest tid på at tale menneskelige værdier, mens de fleste andre politikere taler om økonomisk ansvar (når de siger fælles ansvar er det også økonomisk) og så er der lige Anders Samuelsen som fremhæver det at være uansvarlig som et mål (Gud være med ham). Med hensyn til troværdighed kan vi som vælgere blot konstatere at alle de andre partier spiller "Æsel" og forsøger at komme af med de dårlige kort (politisk uansvarlighed, økonomisk uansvarlighed, social uansvarlighed og så den bedste: (langsigtet uansvarlighed").
Hvis en ny regering skulle ændre de økonomiske vilkår i Danmark vil resultatet være at vælgerne vil støtte dem indtil de tror at staten kan "købe hele verden", ja vælgerne vil følge den videre som lemminger, men når styrtet nærmer sig vil de fleste vælgere vælge fra. Lad de andre styrte, vil være mottoet. Vælgerne bliver styret af deres egen økonomi, og så længe der er vælgere nok hvis økonomi er god, vil de følge den siddende regering, medmindre oppositionen lover guld og grønne skove, hvis der er mange vælgere med dårlig økonomi vil de derfor fravælge den herskende regering.
Politikere stoler vi altså ikke på, fordi vi troede vi fik det vi ville have. I dårlige økonomiske tider mangler en del mennesker penge så de politikere der har lovet os "hele verden" er ikke troværdige. For ultrademokrater er Johanne Schmidt Nielsen derfor noget af det mest troværdige der findes (i øvrigt synd for de kolleger i partiet der faktisk knokler ligeså meget), mens det for ultraliberale er helt sikkert at liberal alliance med sin økonomiske politik der satser på et stærkt erhvervsliv har en ledelsesperson der har svært ved at håndtere det liberale sammenbrud i EU med Irland, Portugal og Grækenland.
Sidste gang vi fik en politiker i folketinget der som valgprogram valgte det modsatte af de satte politikkere var da Danmarks eneste løsgænger Jakob Haugaard, blev valgt til folketinget. De etablerede politikere valgte at overse den folkelige protest og gjorde Haugaard til politiker ved konstant at gøre ham opmærksom på at han havde den afgørende stemme (tæl til 90). Dette pres hjalp Jacob Hauggaard ud af sit alkoholmisbrug, men så vidt jeg lige kan se skete der først noget politisk da han ikke længere blev valgt til folketinget. Trods det mener jeg at der altid vil være brug for den type, der ligesom Haugaard vender tingene på hovedet og gør grin med politikere.
Personligt tror jeg at den demokratiske tanke vinder denne omgang, men med hensyn til politikeres utroværdighed er jeg overbevist om at det altid vil være flertallet der bestemmer til fordel for sig selv.
Jeg forestillede mig at så længe tingene gik godt i skolen ville eleverne nok heller ikke være specielt utilfredse, og ligeledes i Danmark ville befolkningen ikke være utilfredse med politikerne. Men en snak med min far som er tidligere skolelærer (muligvis ikke helt troværdig) var det faktisk elevernes forældre der var utilfredse med folkeskolen og dermed skældte skolens lærere ud for deres undervisning, fremfor at fokusere på de enkelte elever.
Da kom jeg til at tænke på, at politikerne tilsvarende kunne fastholde en popularitet, så længe det gik godt i samfundet, og at de bedst stillede var de første til at påberåbe sig en ret til positiv forskelsbehandling på samme måde som skolelevers forældre. De "rigtige" forældre som har gode forbindelser, vil altid have lettere ved at presse skoleinspektøren til at se på en "sag" om et barn der ikke har fået de fineste skudsmål af en lærer, mens de "forkerte" i nogen gange bogstavelig forstand skælder deres bør ud ved at give dem en fysisk, psykisk eller verbal lussing.
Billedet med skolen bliver efterhånden svært at håndtere, men jeg prøver.
Vælgerne er jo ikke nødvendigvis utilfredse med politikerne, som eleverne ikke nødvendigvis er det med lærerne, men en vis utilfredshed vil altid opstå, især når undervisningen eller økonomien i staten ikke fungerer som vi ønsker. Der vil nok altid være en der kritiserer og muligvis vil andre følge trop. Måske vil der blandt elever eller vælgere være flere der i fællesskab siger: "Nu kan det være nok". Til folketingsvalget stemmer man imod det parti man stemte på sidste gang og i skolen vil eleverne gå sammen om at genere læreren, altså mobning. Denne taktik har sådan set kun medvirket til at stresse de mennesker man var afhængige af, i skolen blev lærere tvunget til at indrette undervisning "efter elevernes ønske", ofte efter samme principper som da vi fik de "fire forbehold" overfor EU, nemlig et teknisk forhandlingsresultat, hvor to parter forhandlede på en tredjeparts vegne (forældre og skoleinspektør på vegne af skolelæreren; EU og de politiske partier på vegne af borgerne efter "vælgernes ønske".
Og hermed tilbage til problemet om vælgernes manglende tiltro til politikere.
Her lander jeg altid på herrens mark, for hvad er bedst et halvfuldt eller et halvtomt glas? Tyder et halvfuldt glas på at man ikke har mere at komme i, eller har det været helt fyldt og antyder et halvtomt glas at det ikke har kunnet fyldes op eller at der kan komme mere i? - Jeg ville ellers så gerne sammenligne politikerne med et glas, men det må jeg så droppe.
Er det de vælgere der vælger en regering der har ret fordi de er flest, eller er det mindretallet af vælgere der moralsk har ret? I mange år har det jo været ganske få folkevalgte der har kunnet vælte en regering, det magiske tal er stadig halvfems. Halvfuldt eller halvtomt?
I stedet må jeg spørge mig selv om vælgerne har lyttet til politikernes valgtaler eller om de har stemt på baggrund af et fromt ønske om et samfund for både ens egen familie og alle andre borgere, eller bare for sig selv. Umiddelbart er jeg sikker på at vælgere altid tænker på sig selv. Der er to årsager til det (three som de siger i Monty pythons "Spanish inquisition"). Den første er den mest naturlige: Man kender faktisk ikke andre borgeres levevilkår. Den anden er såre enkel: Man vælger den politikers udsagn hvor valgløfter passer bedst på ens egne ønsker. Den tredje årsag findes egentlig ikke, men er vel i bund og grund den væsentligste: Jeg er verdens centrum, er menneskets tanke. Som Tycho Brahe sagde solen drejer sig om jorden, og vi på jorden er verdens centrum. Ikke fordi det er tanken om storhed, men fordi vi i kraft af at vi lever ikke kan forestille os at vi er uundværlige.
Men hvorfor er politikere så værd at måle?
De er ifølge vælgere ikke særligt troværdige i disse år. En avis bragte for nogle år siden en afstemning der viste at Birte Rønn-Hornbeck (V) var danmarks mest troværdige politiker ifølge avisens læsere (omskrevet til: ifølge vælgerne), Danmarks mest troværdsige person var året før det seneste folketingsvalg Jørgen Poulsen som på det tidspunkt var ansat hos Dansk Røde Kors, han blev headhuntet til det nystiftede parti: Ny Alliance (senere Liberal Alliance) og mistede sin troværdighed på en valgnat! Birte Rønn Hornbeck mistede hurtigt sin troværdighed i forhold til mange der havde set op til hende som en uafhængig venstrepolitiker, og altså til sidst også i forhold til ... sine egne partifæller (eller var det i forhold til sig selv, i forhold til pressen, i forhold til meningsmålingerne eller i forhold til vælgerne?)
Danmarks mest troværdige politiker er i øjeblikket en pige i sin bedste alder der bruger hele sin tid (og lidt mere) på at promovere en fællesliste for venstrefløjen, eller måske i virkeligheden på at promovere sig selv. En politiker som Johanne Schmidt Nielsen er blevet troværdig i kraft af sit engagement og sin evne til at tale den sag som de andre partier fortier, om det drejer sig om flygtninge, krig, prostituerede eller oversete ofre for lokalpsykiatrien er mindre væsentligt, det drejer sig om mennesker og om skæbner.
I en tid hvor Danmark fører krig og hvor indsatsen i krigen oftest svarer til at betale en traktor for at køre en sæbekassebil til en krigszone, er det jo lette penge at score. At Danmark så faktisk bruger temmelig mange penge på en krig som de færreste egentlig forstår (indrømmet ingen forstod verdenskrigene) og at den statsminister der fik Danmark til at blive en krigsførende nation nu sidder som chef for NATO får jo nok nogle mennesker til at spekulere på om de overhovdet har noget at skulle have sagt.
Med udgangspunktet i at det er pengene der styrer verden kan jeg kun konstatere at de danske politikeres troværdighed stort set svarer til deres ønske om at tjene penge. Som udgangspunkt vil jeg betragte Johanne Schmidt- Nielsen fra Enhedslisten som den der bruger mindst tid på at tale penge og mest tid på at tale menneskelige værdier, mens de fleste andre politikere taler om økonomisk ansvar (når de siger fælles ansvar er det også økonomisk) og så er der lige Anders Samuelsen som fremhæver det at være uansvarlig som et mål (Gud være med ham). Med hensyn til troværdighed kan vi som vælgere blot konstatere at alle de andre partier spiller "Æsel" og forsøger at komme af med de dårlige kort (politisk uansvarlighed, økonomisk uansvarlighed, social uansvarlighed og så den bedste: (langsigtet uansvarlighed").
Hvis en ny regering skulle ændre de økonomiske vilkår i Danmark vil resultatet være at vælgerne vil støtte dem indtil de tror at staten kan "købe hele verden", ja vælgerne vil følge den videre som lemminger, men når styrtet nærmer sig vil de fleste vælgere vælge fra. Lad de andre styrte, vil være mottoet. Vælgerne bliver styret af deres egen økonomi, og så længe der er vælgere nok hvis økonomi er god, vil de følge den siddende regering, medmindre oppositionen lover guld og grønne skove, hvis der er mange vælgere med dårlig økonomi vil de derfor fravælge den herskende regering.
Politikere stoler vi altså ikke på, fordi vi troede vi fik det vi ville have. I dårlige økonomiske tider mangler en del mennesker penge så de politikere der har lovet os "hele verden" er ikke troværdige. For ultrademokrater er Johanne Schmidt Nielsen derfor noget af det mest troværdige der findes (i øvrigt synd for de kolleger i partiet der faktisk knokler ligeså meget), mens det for ultraliberale er helt sikkert at liberal alliance med sin økonomiske politik der satser på et stærkt erhvervsliv har en ledelsesperson der har svært ved at håndtere det liberale sammenbrud i EU med Irland, Portugal og Grækenland.
Sidste gang vi fik en politiker i folketinget der som valgprogram valgte det modsatte af de satte politikkere var da Danmarks eneste løsgænger Jakob Haugaard, blev valgt til folketinget. De etablerede politikere valgte at overse den folkelige protest og gjorde Haugaard til politiker ved konstant at gøre ham opmærksom på at han havde den afgørende stemme (tæl til 90). Dette pres hjalp Jacob Hauggaard ud af sit alkoholmisbrug, men så vidt jeg lige kan se skete der først noget politisk da han ikke længere blev valgt til folketinget. Trods det mener jeg at der altid vil være brug for den type, der ligesom Haugaard vender tingene på hovedet og gør grin med politikere.
Personligt tror jeg at den demokratiske tanke vinder denne omgang, men med hensyn til politikeres utroværdighed er jeg overbevist om at det altid vil være flertallet der bestemmer til fordel for sig selv.
fredag, juni 17, 2011
Skinner solen?
Her sidder jeg og kigger på vejret der ifølge vejrudsigten er overskyet og med mulighed for torden og byger. Så vidt jeg kan se skinner solen, men jeg kan ikke udelukke at der vil være skyer og byger på et tidspunkt. Egentlig kan jeg ikke udelukke noget som helst, alligevel har jeg lært at det jeg ser er det der sker. Så hvad er det lige vejrudsigten gør ved mig?
Hvis jeg skal gætte er det nok (som ordet siger) udsigten til vejret, men mit liv har haft så mange udsigter der ikke har passet at jeg har lært at leve med vejret som det er. Sværere er det at leve med udsigten til fast arbejde, når jeg gennem 30 år har haft udsigten men aldrig fået arbejdet, det er også sværere at leve med udsigten til at vi alle skal betale for de folkevalgtes fejltagelser. Ikke at jeg synes det er OK at vi skal stå sammen når vi insisterer på demokrati, men det er altså svært at leve med tanken om at det er de fattigste der skal betale mest for demokratiets fejltagelser. At politikere end ikke vil tage så meget ansvar at de afskaffer pensioner og rettigheder til fri rejse, ministerbiler med mere er så meget mere påfaldende, når man som arbejdsløs nærmest skal føle skyld for at samfundet ikke fungerer.
Som nyuddannet fik jeg efter halvandet år på dimittendsats og "løn" i forbindelse med værnepligt endelig et vikariat på 3 måneder. Med løn som uddannet! Straks gik jeg til kommunens skattekontor og bad om en ændring af min forskudsopgørelse, da jeg havde en studiegæld der på grund af min værnepligt var blevet overført fra stratsgaranteret banklån til staten selv. Det var endda inden gælden gik videre til RKI, alligevel ville jeg gerne sikre mig at de penge jeg tjente ikke skulle give mig en uoverstigelig skatteregning næste år.
Den ansatte på skattekontoret mente dog ikke at det var nødvendigt at ændre sin skatteansættelse på baggrund af 3 måneder arbejde, faktisk foreslog hun, at skulle tale med min bank og få en aftale om et evt. lån eller en kassekredit frem for at kommunens skattekontor skulle bruge tid på min åbenbart ligegyldige indtægtsstigning. Havde jeg fået en fastansættelse ville jeg jo nok have fulgt rådet, men min erfaring sagde mig at jeg med de penge jeg tjente nok ville have lettere ved at tjene mere end at gå ned i løn. Når jeg tjente penge fik jeg råd til nye briller, tandlægebehandling og til at gå i byen og være social. Altså kunne jeg forestille mig, at jeg ville bruge masser af penge når jeg havde dem, med det resultat at jeg ikke ville have penge til at betale skat når det var tiden.
Jeg talte med banken som blankt afviste mig som låner på baggrund af min studiegæld på adskillige tusinde kroner (mestendels renter og renters renter) inden jeg vendte tilbage til skattekontoret og insisterede højlydt på at få ændret skatteansættelsen for resten af året på baggrund af mit midlertidige arbejde. Og så fik jeg ændret det.
Udenfor mit vindue er der gået skyer for solen og her sidder jeg og konstaterer at jeg stadig ikke har fået fast arbejde. Jeg har opfyldt politikernes krav om aktivering, systematisk arbejdssøgning, kravene til at få udbetalt dagpenge, krav om at stemme på et parti fordi jeg ellers ikke har ret til at kritisere systemet, og lige lidt skinner solen på mig.
Fordi jeg gennem næsten 30 år har været i stand til at leve i et system der hellere vil aktivere og kontrollere end skaffe arbejde har mange af mine bekendte gjort grin med (faktisk også nærmest skældt mig ud for) at jeg kunne forblive arbejdsløs. Sært nok har jeg ikke ønsket at være arbejdsløs og engagerede mig i en masse frivilligt arbejde i foreninger og på lokalradio. Det blev der lavet en lov om, således at ledige ikke måtte arbejde frivilligt. Så blev loven ændret så man godt måtte arbejde frivilligt hvis det var organisationer der ikke var kommercielle. Så fandt politikere på at man kunne skjule arbejdsløsheden ved at henvise langtidsarbejdsløse til et frivilligt arbejde og på den måde skrive dem ud af statistikken. Det var så stor en succes at man fandt på flere måder at ændre statistikken på, og det i en tid hvor man satte indsatsen massivt ind over for de grupper der var størst i statistikken. Grupperne af nyuddannede, håndværkere, indvandrere og ufaglærte hørte jeg ikke til, så indsatsen fra lovgivernes side brugte ikke meget tid på mig.
Første dag jeg var uddannet gik jeg på arbejdsformidlingen, da jeg ikke havde fået arbejde, men var blevet rådet til at melde mig i fagforening og A-kasse. Det var også fint nok, der var kontrol med mig og jeg fik absolut ikke lov til at gå rundt uden ansvar. Faktisk fik jeg et kontrolkort der sagde at jeg skulle møde næste torsdag kl. 11. Nu passede det ikke helt med buseen og som det ansvarsfulde menneske jeg var tog jeg bussen tidligere og var altså fremme ca. 20 minutter for tidligt. Jeg satte mig ned for at vente indtil der kom en medarbejder frem. Jeg fortalte hvem jeg var, hvorfor jeg sad hvor jeg sad og blev derefter bedt om at aflevere kontrolkortet. Så fik jeg det tilbage og fik at vide at jeg måtte vente på at få et kontrolstempel indtil klokken var 11. Så sad jeg der. Muligvis skinnede solen udenfor, og muligvis kunne jeg have brugt tiden på at søge arbejde. Men jeg kunne først få mit stempel klokken 11.
Tingene blev løbende ændret og nogle år senere skulle jeg ikke møde hver uge på klokkeslet, senere blev det lettere da jeg blot skulle udfylde og indsende en kontrolseddel til min a-kasse. Da var arbejdsløsheden også så høj, at statskassen indskrækede udgifterne til kontrol med de arbejdsløse for at spare penge. I samme periode blev det interessant for politikerne at forhinde fagforeninger i at have reel indflydelse, altså blev det i fællesskab med de faglige bevægelser muligt at ophæve fagforeningstvangen (retten til at arbejdstagere i fællesskab kunne tvinge arbejdsgiveren til at ansætte folk fra en bestemt fagforening). Efterhånden blev a-kasserne liberaliseret og mange arbejdsløse kunne fravælge fagforeningskontingentet og derved have lidt flere penge i lommen hver 14. dag eller måned eller kvartal.
Herefter gik samfundets politikere i gang med at minimere sikkerheden for deltids- og fuldtidsledige. Først skulle man forsikres i forhold til det arbejde man havde og ville have. Igen var fagforeningerne dygtige til at godkende kravene fordi deres ønske var at alle skulle have fuldtidsarbejde. Resultatet var næsten med det samme det modsatte, deltidsarbejdende kunne ikke forsikres for fuld tid, selv om de ønskede fuldtidsarbejde. Fuldtidsforsikrede måtte sige nej til arbejde fordi det ikke var på fuld tid, og arbejdsløse måtte spørge overbelastede fagforeninger, a-kasse-medarbejdere og ansatte på arbejdsløshedskasserne om råd før de kunne søge et arbejde.
Som så ofte før valgte politikere og fagforeninger at satse på økonomien. Igen skulle arbejdsløse have skyldfølelse. Igen skulle arbejdsløse symbolsk set i "gabestok" eller på "fattighjem". Aktiveringen af arbejdsløse kaldtes af politikerne en motivation til at bevare tilæknytningen til arbejdsmarkedet. Og i takt med at antallet af registrerede arbejdsløse faldt skar man ned på den periode en arbejdsløs kunne forsikre sig. Ikke økonomisk, her fastholdt man det fulde beløb trods nedgangenm i den periode man kunne gå uden arbejde. Ingen tvivl om at lovgivningen omkring de arbejdsløse har taget sit udgangspunkt i statfinanserne, selv om det har heddet sig at lovgivningen skulle bedre vilkårene for de arbejdsløse.
Nu skinner solen så igen udenfor. Men ingen tegl i sol eller måne tyder på at de indgreb skiftende regeringer har foretaget i forbindelse med arbejdsløshed har haft nogen som helst positiv effekt. Tvært imod har den seneste krise vist at nedskæringerne af forsikringsperioden ikke har løst problemer for flertallet af de arbejdsløse, tværtimod er arbejdsløse på deltid nu tvunget til aktivering, ikke bare i det antal timer de er ledige men i det antal timer de bliver anvist. Arbejdsløse på fuldtid er nu i større omfang tvunget til at blive skilt eller bliver hjemløse fordi deres samlever ellers skal forsørge dem. I den forbindelse synes jeg også at det er værd at bemærke at arbejdsløse der har en formue skal bruge den før de kan få kontanthjælp, og her tales der ikke engamng om starthjælp som for flygninge - her tales om at der ikke gives nogen hjælp før alle værdier er realiseret. Det indebærer at bundne pensionsopsparinger skal opsiges i utide, hvilket betyder at der både vil være tab på beløbet og at skattefradraget skal betales tilbage, for en fattig lønarbejder der måske har en pensionsopsparing der svarer til en årsløn vil der således være omkring 20-25% tilbage som skal bruges i utide. For en husejer der har købt hus under højkonjunkturen kan man forestille sig at der er tale om at man udover de lån man har taget for at købe huset regulært øger sin gæld.
I det første tilfælde mener jeg at pensionsopspareren har fulgt almindelig fornuft og lagt penge til side for at spare samfundet for udgifter (nej: for at forbedre de muligheder som politikerne tilbyder til den tid), mens husejerne har forsøgt at forbedre sin egen økonomi på kort sigt. Der er der heller ikke tvivl om, at politikerne tager de kortsigtede spekulanter langt mere alvorligt end dem der har givet afkast på umiddelbar gevinst med henblik på at kunne få rengøringshjælp i alderdommen eller at få råd til at dyrke et socialt netværk (om det så er golf).
Mine udsigter indebærer mest storm og regn - ikke fordi jeg har noget imod det - arbejdet ,som vi skal tage højde for kommer, findes ikke; pensionen skal vi skære ned på, ældre mennesker skal være ældre men ikke have pension, børn skal være klogere men ikke have undervisning, mennesker skal tage mere ansvar men ikke vide hvordan - og alle disse beslutninger er taget af politikere, der ikke tager ansvar, sender deres børn i privatskoler, ikke fratager sig selv pension og står forrest i køen når de skal behandles på sygehuse - og samtidig er der mange af politikerne der faktisk ikke aner hvad arbejde er ...
Hvem skinner solen egentlig for - og skinner den i det hele taget?
Hvis jeg skal gætte er det nok (som ordet siger) udsigten til vejret, men mit liv har haft så mange udsigter der ikke har passet at jeg har lært at leve med vejret som det er. Sværere er det at leve med udsigten til fast arbejde, når jeg gennem 30 år har haft udsigten men aldrig fået arbejdet, det er også sværere at leve med udsigten til at vi alle skal betale for de folkevalgtes fejltagelser. Ikke at jeg synes det er OK at vi skal stå sammen når vi insisterer på demokrati, men det er altså svært at leve med tanken om at det er de fattigste der skal betale mest for demokratiets fejltagelser. At politikere end ikke vil tage så meget ansvar at de afskaffer pensioner og rettigheder til fri rejse, ministerbiler med mere er så meget mere påfaldende, når man som arbejdsløs nærmest skal føle skyld for at samfundet ikke fungerer.
Som nyuddannet fik jeg efter halvandet år på dimittendsats og "løn" i forbindelse med værnepligt endelig et vikariat på 3 måneder. Med løn som uddannet! Straks gik jeg til kommunens skattekontor og bad om en ændring af min forskudsopgørelse, da jeg havde en studiegæld der på grund af min værnepligt var blevet overført fra stratsgaranteret banklån til staten selv. Det var endda inden gælden gik videre til RKI, alligevel ville jeg gerne sikre mig at de penge jeg tjente ikke skulle give mig en uoverstigelig skatteregning næste år.
Den ansatte på skattekontoret mente dog ikke at det var nødvendigt at ændre sin skatteansættelse på baggrund af 3 måneder arbejde, faktisk foreslog hun, at skulle tale med min bank og få en aftale om et evt. lån eller en kassekredit frem for at kommunens skattekontor skulle bruge tid på min åbenbart ligegyldige indtægtsstigning. Havde jeg fået en fastansættelse ville jeg jo nok have fulgt rådet, men min erfaring sagde mig at jeg med de penge jeg tjente nok ville have lettere ved at tjene mere end at gå ned i løn. Når jeg tjente penge fik jeg råd til nye briller, tandlægebehandling og til at gå i byen og være social. Altså kunne jeg forestille mig, at jeg ville bruge masser af penge når jeg havde dem, med det resultat at jeg ikke ville have penge til at betale skat når det var tiden.
Jeg talte med banken som blankt afviste mig som låner på baggrund af min studiegæld på adskillige tusinde kroner (mestendels renter og renters renter) inden jeg vendte tilbage til skattekontoret og insisterede højlydt på at få ændret skatteansættelsen for resten af året på baggrund af mit midlertidige arbejde. Og så fik jeg ændret det.
Udenfor mit vindue er der gået skyer for solen og her sidder jeg og konstaterer at jeg stadig ikke har fået fast arbejde. Jeg har opfyldt politikernes krav om aktivering, systematisk arbejdssøgning, kravene til at få udbetalt dagpenge, krav om at stemme på et parti fordi jeg ellers ikke har ret til at kritisere systemet, og lige lidt skinner solen på mig.
Fordi jeg gennem næsten 30 år har været i stand til at leve i et system der hellere vil aktivere og kontrollere end skaffe arbejde har mange af mine bekendte gjort grin med (faktisk også nærmest skældt mig ud for) at jeg kunne forblive arbejdsløs. Sært nok har jeg ikke ønsket at være arbejdsløs og engagerede mig i en masse frivilligt arbejde i foreninger og på lokalradio. Det blev der lavet en lov om, således at ledige ikke måtte arbejde frivilligt. Så blev loven ændret så man godt måtte arbejde frivilligt hvis det var organisationer der ikke var kommercielle. Så fandt politikere på at man kunne skjule arbejdsløsheden ved at henvise langtidsarbejdsløse til et frivilligt arbejde og på den måde skrive dem ud af statistikken. Det var så stor en succes at man fandt på flere måder at ændre statistikken på, og det i en tid hvor man satte indsatsen massivt ind over for de grupper der var størst i statistikken. Grupperne af nyuddannede, håndværkere, indvandrere og ufaglærte hørte jeg ikke til, så indsatsen fra lovgivernes side brugte ikke meget tid på mig.
Første dag jeg var uddannet gik jeg på arbejdsformidlingen, da jeg ikke havde fået arbejde, men var blevet rådet til at melde mig i fagforening og A-kasse. Det var også fint nok, der var kontrol med mig og jeg fik absolut ikke lov til at gå rundt uden ansvar. Faktisk fik jeg et kontrolkort der sagde at jeg skulle møde næste torsdag kl. 11. Nu passede det ikke helt med buseen og som det ansvarsfulde menneske jeg var tog jeg bussen tidligere og var altså fremme ca. 20 minutter for tidligt. Jeg satte mig ned for at vente indtil der kom en medarbejder frem. Jeg fortalte hvem jeg var, hvorfor jeg sad hvor jeg sad og blev derefter bedt om at aflevere kontrolkortet. Så fik jeg det tilbage og fik at vide at jeg måtte vente på at få et kontrolstempel indtil klokken var 11. Så sad jeg der. Muligvis skinnede solen udenfor, og muligvis kunne jeg have brugt tiden på at søge arbejde. Men jeg kunne først få mit stempel klokken 11.
Tingene blev løbende ændret og nogle år senere skulle jeg ikke møde hver uge på klokkeslet, senere blev det lettere da jeg blot skulle udfylde og indsende en kontrolseddel til min a-kasse. Da var arbejdsløsheden også så høj, at statskassen indskrækede udgifterne til kontrol med de arbejdsløse for at spare penge. I samme periode blev det interessant for politikerne at forhinde fagforeninger i at have reel indflydelse, altså blev det i fællesskab med de faglige bevægelser muligt at ophæve fagforeningstvangen (retten til at arbejdstagere i fællesskab kunne tvinge arbejdsgiveren til at ansætte folk fra en bestemt fagforening). Efterhånden blev a-kasserne liberaliseret og mange arbejdsløse kunne fravælge fagforeningskontingentet og derved have lidt flere penge i lommen hver 14. dag eller måned eller kvartal.
Herefter gik samfundets politikere i gang med at minimere sikkerheden for deltids- og fuldtidsledige. Først skulle man forsikres i forhold til det arbejde man havde og ville have. Igen var fagforeningerne dygtige til at godkende kravene fordi deres ønske var at alle skulle have fuldtidsarbejde. Resultatet var næsten med det samme det modsatte, deltidsarbejdende kunne ikke forsikres for fuld tid, selv om de ønskede fuldtidsarbejde. Fuldtidsforsikrede måtte sige nej til arbejde fordi det ikke var på fuld tid, og arbejdsløse måtte spørge overbelastede fagforeninger, a-kasse-medarbejdere og ansatte på arbejdsløshedskasserne om råd før de kunne søge et arbejde.
Som så ofte før valgte politikere og fagforeninger at satse på økonomien. Igen skulle arbejdsløse have skyldfølelse. Igen skulle arbejdsløse symbolsk set i "gabestok" eller på "fattighjem". Aktiveringen af arbejdsløse kaldtes af politikerne en motivation til at bevare tilæknytningen til arbejdsmarkedet. Og i takt med at antallet af registrerede arbejdsløse faldt skar man ned på den periode en arbejdsløs kunne forsikre sig. Ikke økonomisk, her fastholdt man det fulde beløb trods nedgangenm i den periode man kunne gå uden arbejde. Ingen tvivl om at lovgivningen omkring de arbejdsløse har taget sit udgangspunkt i statfinanserne, selv om det har heddet sig at lovgivningen skulle bedre vilkårene for de arbejdsløse.
Nu skinner solen så igen udenfor. Men ingen tegl i sol eller måne tyder på at de indgreb skiftende regeringer har foretaget i forbindelse med arbejdsløshed har haft nogen som helst positiv effekt. Tvært imod har den seneste krise vist at nedskæringerne af forsikringsperioden ikke har løst problemer for flertallet af de arbejdsløse, tværtimod er arbejdsløse på deltid nu tvunget til aktivering, ikke bare i det antal timer de er ledige men i det antal timer de bliver anvist. Arbejdsløse på fuldtid er nu i større omfang tvunget til at blive skilt eller bliver hjemløse fordi deres samlever ellers skal forsørge dem. I den forbindelse synes jeg også at det er værd at bemærke at arbejdsløse der har en formue skal bruge den før de kan få kontanthjælp, og her tales der ikke engamng om starthjælp som for flygninge - her tales om at der ikke gives nogen hjælp før alle værdier er realiseret. Det indebærer at bundne pensionsopsparinger skal opsiges i utide, hvilket betyder at der både vil være tab på beløbet og at skattefradraget skal betales tilbage, for en fattig lønarbejder der måske har en pensionsopsparing der svarer til en årsløn vil der således være omkring 20-25% tilbage som skal bruges i utide. For en husejer der har købt hus under højkonjunkturen kan man forestille sig at der er tale om at man udover de lån man har taget for at købe huset regulært øger sin gæld.
I det første tilfælde mener jeg at pensionsopspareren har fulgt almindelig fornuft og lagt penge til side for at spare samfundet for udgifter (nej: for at forbedre de muligheder som politikerne tilbyder til den tid), mens husejerne har forsøgt at forbedre sin egen økonomi på kort sigt. Der er der heller ikke tvivl om, at politikerne tager de kortsigtede spekulanter langt mere alvorligt end dem der har givet afkast på umiddelbar gevinst med henblik på at kunne få rengøringshjælp i alderdommen eller at få råd til at dyrke et socialt netværk (om det så er golf).
Mine udsigter indebærer mest storm og regn - ikke fordi jeg har noget imod det - arbejdet ,som vi skal tage højde for kommer, findes ikke; pensionen skal vi skære ned på, ældre mennesker skal være ældre men ikke have pension, børn skal være klogere men ikke have undervisning, mennesker skal tage mere ansvar men ikke vide hvordan - og alle disse beslutninger er taget af politikere, der ikke tager ansvar, sender deres børn i privatskoler, ikke fratager sig selv pension og står forrest i køen når de skal behandles på sygehuse - og samtidig er der mange af politikerne der faktisk ikke aner hvad arbejde er ...
Hvem skinner solen egentlig for - og skinner den i det hele taget?
tirsdag, maj 24, 2011
Opinionsundersøgelser
Jeg har normalt intet imod at blive spurgt om min holdning til politik, priserne i supermarkedet og kvaliteten på fødevarer. Men i dag kom så det ultimative spørgeskema om privathospitaler!
Sådan set var det jo meget enkelt, syns du det er en god ting at du kan blive behandlet på privathospitaler, men alle spørgsmål var pakket ind med gavepapir. "Undersøgelser viser at ..." og efter at få at vide hvad undersøgelser har vist bliver du så spurgt hvad du synes. Klamt
Nu er jeg i bund og grund et ærligt menneske (ikke alle er enige) så jeg svarer venligt og imødekommende på spørgsmålene inden jeg fyrer min kritik af i sidste svarrubrik (kommentarer). Og jeg fortæller selvfølgelig at spørgsmål som: "Ville du ønske at få behandling så hurtigt som muligt enten på et privathospital eller et offentligt" ikke er spørgsmål men statements. Hvis jeg er syg ønsker jeg at blive rask, sværere er det vel ikke. Hvis jeg er meget syg ønsker jeg de bedste læger, og det kan jeg heller ikke se noget dårligt i, men efter at have boet på Samsø i et par årtier har jeg fundet ud af, at det at blive behandlet af læger har langt større perspektiver. Lønnen for lægerne er ikke specielt god, men det har vel noget med prestige at gøre, da læger kan købe ejendomme svarende til strandvejsvillaer for et par mio på Samsø, men nok har svært ved at komme til fest hos "spidsen", på Samsø er der ikke så mange, selv om både borgmester og godsejer kalder sig "landmand" på offentlige møder.
Lægerne vil altså bo i de store byer og betale høje huslejer, og kræver derfor også høje lønninger og lave skatter, mens jeg og alle andre på landet gerne vil have en god læge. Ikke fordi jeg mener at alle landsbylæger i dag er umulige, men der er store problemer med lægehusene på landet. Og igen: ikke fordi der ikke var det da jeg var ung, da måtte vi også køre 10 km for at søge læge (skadestue fandtes ikke på landet). Og vi kræver ikke lave skatter eller høje lønninger, vi ønsker bare et samfund der viser hensyn til dem der ikke kan betale sig til særpleje.
Jeg kunne kommentere regeringens brug af skattestop, forholdet til vælgerne og interessen for at akkumulere kapital hos de rigeste med henvisning til at øge omsætning og forbedre statens finanser. Men kort sagt: Alt om mangel på arbejdskraft og dårlig statsøkonomi er vrøvl. Hvis regeringens formål er at syge mennesker skal dø, kan den jo lisså godt sige det!
Men tilbage til spørgeskemaer. Jeg husker et hvor jeg blev spurgt om jeg kunne genkende et eller flere mærker appelsinjuice og saft. Derefter blev jeg spurgt for hver enkelt hvad jeg kunne lide eller ikke lide, for til sidst at blive spurgt om jeg ville købe varen eller anbefale den. Anbefale den til hvad? Hårvask? Svært at svare på, men på spørgsmålet om jeg ville købe den havde jeg et let svar: nej. De firmaer der har råd til at betale for reklamer må få deres indtægter fra kunderne. Og: ja indirekte må det jo tyde på at jeg køber discountvarer. Jeg køber faktisk mange discountvarer og det skyldes ikke mindst at billige varer sjældent er fyldt med dyre duftstoffer eller andre dyre tilsætningsstoffer ejheller dyrt fremstillede kunstige midler. Det skyldes for en stor del at alle tilsætningsstoffer skal oplyses på varen, undtagen når vi taler duftstoffer (og indrømmet: ofte smagsstoffer).
På spørgsmålet om sygehusvalg jeg modtog i dag var de oplysninger som opinionsinstituttet skulle bruge som basis: Hvilket køn er du?
Der var intet om husstandsindkomst, om husstand (den familie man gerne vil vise hensyn til) eller hvilken del af husstandsindkomsten svareren stod for. Der var faktisk intet om ansvar om indkomst eller hvorfra man forventede at få en privatsygehusbehandligsforsikring. Der var kun spørgsmål om man ønskede at blive behandlet når man var syg - ikke engang om man ønskede at stille op i en kø, den ar jo afskaffet af vores demokratisk valgte demokrati. Tillykke.
Og så vil jeg slutte dette opkast med en historie om en kø i (lad os bare kalde det) Netto. Jeg skulle blot have 3 varer og tænkte at lørdag ved middagstid nok var smart (om ikke andet fordi jeg kunne få kørelejlighed og spare de 2 km gang) - men da jeg havde fundet varerne var der en lang kø op til den eneste åbne kasse. Køen bevægede sig ikke, blev blot længere og længere. Den unge mand ved kassen tilkaldte den eneste anden unge mand der var til stede for at han skulle åbne den anden kasse. Desværre var årsagen at et kreditkort havde lammet hele systemet. Altså måtte den anden unge mand vente på en servicemedarbejder fra Kortservice. Den tilbageværende unge mand blev mere og mere rød i hovedet, han kunne ikke gøre noget, havde vel heller ikke lært at tage en beslutning, derfor skete der intet. Alligevel havde nogle af dem der stod bagest i køen håbefuldt indtaget den anden kasse, hvortil der ideligt blev indkaldt ekstra hjælp. Efter ca 10 min blev det som ønsket: Når kassen var brudt sammen ville det være oplagt at flytte kundebetjeningen til en kasse hvor kasseapperatet kunne fungere. Således lukkede den kasse vi havde stået i kø ved i 10 min. Og alle dem der havde lettere ved at ankomme til den nyåbnede kasse stod i løbet af mindre end få sekunder i kø. Mens vi der havde stået længe ved den ikke fungerende kasse skulle bagom for at komme ind i køen forfra.
Lige foran mig stod en dame som havde fortalt mig at hun skulle nå en bus om ti minutter (da jeg gav hende min plads i køen), Da den nye kasse blev åbnet var der kun et par minutter til bussen kørte, og jeg foreslog hende at hun bare skulle nævne at hun skulle nå en bus. Hun smilede og sagde at hun jo nok kunne gå hjem hvis ikke hun nåede bussen (derfor tror jeg hun var pensionist), og selvfølgelig var der masser af mennesker der vadede ind foran hende - de må jo alle have haft travlt med at nå deres biler (som ikke kunne få parkeringsbøder). Den eneste famile jeg forstod kunne have et problem var sådan set faderen og moderen til de to unge børn der var blevet trætte af at kigge på de varer der var i butikken, de ville gerne ud og hjem og væk fra butikken. Men forældrene forsøgte at fortælle børnene at der også var andre der gerne ville hjem.
Men opinionsundersøgelserne viser altså kun hvad vi svarer på, ikke hvad vi mener!
Og nu får vi snart et valg hvor vi skal give udtryk for hvad vi gerne vil, eller måske snarere (hvis det står til politikerne) hvilke fordele vi gerne vil have.
Og inden november skal demokratiet igen bevise hvor tåbeligt det er (efterløn eller skattelettelser) som om danskerne kan blive enige om deres fremtid. Nej nutiden og indtægterne er det eneste der tæller.
Så hvis vi ser på de gamle demokratiske regler ved vi at det kun var mænd, med en god indkomst og uden gæld der fik stemmeret. Kvinder, arbejdsløse og folk uden indkomst! havde intet at skulle have sagt.
I dag er det gode ved opinionsundersøgelser at folk uden mobiltelefon, i-phone og lignende ikke har nogen indflydelse hverken på opinionsundersøgelser eller skal komme med tåbelige udtalelser om, hvordan det var dengang de var unge.
Boligløse, flygtninge, asylansøgere, indvandrere og tilsvarende der er skrottet af systemet er altså de eneste der ikke kan påvirke demokratiet gennem opinionsundersøgelser eller ved at stemme til et folketingsvalg.
Hvad fanden rager det valg som der bliver snakket om hele tiden dem?
Vælg!
Sådan set var det jo meget enkelt, syns du det er en god ting at du kan blive behandlet på privathospitaler, men alle spørgsmål var pakket ind med gavepapir. "Undersøgelser viser at ..." og efter at få at vide hvad undersøgelser har vist bliver du så spurgt hvad du synes. Klamt
Nu er jeg i bund og grund et ærligt menneske (ikke alle er enige) så jeg svarer venligt og imødekommende på spørgsmålene inden jeg fyrer min kritik af i sidste svarrubrik (kommentarer). Og jeg fortæller selvfølgelig at spørgsmål som: "Ville du ønske at få behandling så hurtigt som muligt enten på et privathospital eller et offentligt" ikke er spørgsmål men statements. Hvis jeg er syg ønsker jeg at blive rask, sværere er det vel ikke. Hvis jeg er meget syg ønsker jeg de bedste læger, og det kan jeg heller ikke se noget dårligt i, men efter at have boet på Samsø i et par årtier har jeg fundet ud af, at det at blive behandlet af læger har langt større perspektiver. Lønnen for lægerne er ikke specielt god, men det har vel noget med prestige at gøre, da læger kan købe ejendomme svarende til strandvejsvillaer for et par mio på Samsø, men nok har svært ved at komme til fest hos "spidsen", på Samsø er der ikke så mange, selv om både borgmester og godsejer kalder sig "landmand" på offentlige møder.
Lægerne vil altså bo i de store byer og betale høje huslejer, og kræver derfor også høje lønninger og lave skatter, mens jeg og alle andre på landet gerne vil have en god læge. Ikke fordi jeg mener at alle landsbylæger i dag er umulige, men der er store problemer med lægehusene på landet. Og igen: ikke fordi der ikke var det da jeg var ung, da måtte vi også køre 10 km for at søge læge (skadestue fandtes ikke på landet). Og vi kræver ikke lave skatter eller høje lønninger, vi ønsker bare et samfund der viser hensyn til dem der ikke kan betale sig til særpleje.
Jeg kunne kommentere regeringens brug af skattestop, forholdet til vælgerne og interessen for at akkumulere kapital hos de rigeste med henvisning til at øge omsætning og forbedre statens finanser. Men kort sagt: Alt om mangel på arbejdskraft og dårlig statsøkonomi er vrøvl. Hvis regeringens formål er at syge mennesker skal dø, kan den jo lisså godt sige det!
Men tilbage til spørgeskemaer. Jeg husker et hvor jeg blev spurgt om jeg kunne genkende et eller flere mærker appelsinjuice og saft. Derefter blev jeg spurgt for hver enkelt hvad jeg kunne lide eller ikke lide, for til sidst at blive spurgt om jeg ville købe varen eller anbefale den. Anbefale den til hvad? Hårvask? Svært at svare på, men på spørgsmålet om jeg ville købe den havde jeg et let svar: nej. De firmaer der har råd til at betale for reklamer må få deres indtægter fra kunderne. Og: ja indirekte må det jo tyde på at jeg køber discountvarer. Jeg køber faktisk mange discountvarer og det skyldes ikke mindst at billige varer sjældent er fyldt med dyre duftstoffer eller andre dyre tilsætningsstoffer ejheller dyrt fremstillede kunstige midler. Det skyldes for en stor del at alle tilsætningsstoffer skal oplyses på varen, undtagen når vi taler duftstoffer (og indrømmet: ofte smagsstoffer).
På spørgsmålet om sygehusvalg jeg modtog i dag var de oplysninger som opinionsinstituttet skulle bruge som basis: Hvilket køn er du?
Der var intet om husstandsindkomst, om husstand (den familie man gerne vil vise hensyn til) eller hvilken del af husstandsindkomsten svareren stod for. Der var faktisk intet om ansvar om indkomst eller hvorfra man forventede at få en privatsygehusbehandligsforsikring. Der var kun spørgsmål om man ønskede at blive behandlet når man var syg - ikke engang om man ønskede at stille op i en kø, den ar jo afskaffet af vores demokratisk valgte demokrati. Tillykke.
Og så vil jeg slutte dette opkast med en historie om en kø i (lad os bare kalde det) Netto. Jeg skulle blot have 3 varer og tænkte at lørdag ved middagstid nok var smart (om ikke andet fordi jeg kunne få kørelejlighed og spare de 2 km gang) - men da jeg havde fundet varerne var der en lang kø op til den eneste åbne kasse. Køen bevægede sig ikke, blev blot længere og længere. Den unge mand ved kassen tilkaldte den eneste anden unge mand der var til stede for at han skulle åbne den anden kasse. Desværre var årsagen at et kreditkort havde lammet hele systemet. Altså måtte den anden unge mand vente på en servicemedarbejder fra Kortservice. Den tilbageværende unge mand blev mere og mere rød i hovedet, han kunne ikke gøre noget, havde vel heller ikke lært at tage en beslutning, derfor skete der intet. Alligevel havde nogle af dem der stod bagest i køen håbefuldt indtaget den anden kasse, hvortil der ideligt blev indkaldt ekstra hjælp. Efter ca 10 min blev det som ønsket: Når kassen var brudt sammen ville det være oplagt at flytte kundebetjeningen til en kasse hvor kasseapperatet kunne fungere. Således lukkede den kasse vi havde stået i kø ved i 10 min. Og alle dem der havde lettere ved at ankomme til den nyåbnede kasse stod i løbet af mindre end få sekunder i kø. Mens vi der havde stået længe ved den ikke fungerende kasse skulle bagom for at komme ind i køen forfra.
Lige foran mig stod en dame som havde fortalt mig at hun skulle nå en bus om ti minutter (da jeg gav hende min plads i køen), Da den nye kasse blev åbnet var der kun et par minutter til bussen kørte, og jeg foreslog hende at hun bare skulle nævne at hun skulle nå en bus. Hun smilede og sagde at hun jo nok kunne gå hjem hvis ikke hun nåede bussen (derfor tror jeg hun var pensionist), og selvfølgelig var der masser af mennesker der vadede ind foran hende - de må jo alle have haft travlt med at nå deres biler (som ikke kunne få parkeringsbøder). Den eneste famile jeg forstod kunne have et problem var sådan set faderen og moderen til de to unge børn der var blevet trætte af at kigge på de varer der var i butikken, de ville gerne ud og hjem og væk fra butikken. Men forældrene forsøgte at fortælle børnene at der også var andre der gerne ville hjem.
Men opinionsundersøgelserne viser altså kun hvad vi svarer på, ikke hvad vi mener!
Og nu får vi snart et valg hvor vi skal give udtryk for hvad vi gerne vil, eller måske snarere (hvis det står til politikerne) hvilke fordele vi gerne vil have.
Og inden november skal demokratiet igen bevise hvor tåbeligt det er (efterløn eller skattelettelser) som om danskerne kan blive enige om deres fremtid. Nej nutiden og indtægterne er det eneste der tæller.
Så hvis vi ser på de gamle demokratiske regler ved vi at det kun var mænd, med en god indkomst og uden gæld der fik stemmeret. Kvinder, arbejdsløse og folk uden indkomst! havde intet at skulle have sagt.
I dag er det gode ved opinionsundersøgelser at folk uden mobiltelefon, i-phone og lignende ikke har nogen indflydelse hverken på opinionsundersøgelser eller skal komme med tåbelige udtalelser om, hvordan det var dengang de var unge.
Boligløse, flygtninge, asylansøgere, indvandrere og tilsvarende der er skrottet af systemet er altså de eneste der ikke kan påvirke demokratiet gennem opinionsundersøgelser eller ved at stemme til et folketingsvalg.
Hvad fanden rager det valg som der bliver snakket om hele tiden dem?
Vælg!
lørdag, marts 26, 2011
Er Hendrix musik?
Egentlig ville jeg allerhelst bare nyde musik.
Kort fortalt var mit første bekendtskab med musik såmænd "lille regnede Louise fra Karise". En sang der ramte mig med rim og naivitet da jeg var omkring 7 år.
I mange år lyttede jeg til top 10 og senere top 20 på DR P3. Jeg var endda paneldeltager på dansktoppen. og synes selv at jeg var med til at få John Mogensen på Dansk Toppen. På top 20 (som var LP toppen) hørte jeg som sagt John Mogensen, Deep Purple, Gasolin, For ikke at tale om Sebastian, Shubidua og Peter Belli.
Og så må jeg jo korrigere mig selv. Faktisk var min barndom optaget af musik med Hermans Hermits, The Kinks, Simon and Garfunkel, The Lovin Spoonful, The Rolling Stones og the Beatles. Pak lige sammen med dansktoppen. Der var jo ikke noget at samle på. Det endte jo osse med at jeg syntes at "Summertime" var med Luis Armstrong.
Men det hele ændrede sig da jeg hørte Jimi Hendrix spille "Star spangled banner".
Jeg husker det tydeligt. Jeg hørte P3 og pludselig lød den specielle guitarlyd som var så rå og ladet med modstridende følelser. Jeg blev født som lytter til musik. Modsat mine yngre søskende der ville spille musik ville jeg lytte. Og jeg slugte musikken. Når nogle spillede på en anden måde, når musik eller sang eksperimenterede. Så jeg blev interesseret i Pink Floyd.
Men videre måtte jeg. Da jeg flyttede hjemmefra fik jeg øjnene op for den nye musikbølge, kaldet "new wave", som viste sig at dække over al ny musik. Fra Kate Bush over Dire Straits, Talking Heads til Clash (mange flere ville jeg gerne nævne) - Biblioteksskolen og mine nye venner åbende øjnene for mig, og jeg søger stadig nye musikalske udtryk. Noget af det største jeg har oplevet i min tid er såre simpelt og samtidig geniaklt. Jimi Hendrix fortolkning af "All along the watchtower", U2 med "One tree hill" talking heads "drugs", live "you alone" samt hooters "Johnny B". Så gik jeg i stå igen. lavede radio på en low-budget måde. Måtte kun spille klassisk musik og musik der ikke længere var omfattet af KODA-asfgifter.
Jeg lavede radio, men hørte ikke anden radio end den jeg selv lavede. Min egen pladesamling var taget fra mig, og min økonomi lå i ruiner. Jeg var afhængig af mine venners musikalske præferancer. Sulten som jeg var tog jeg det hele med. Country, Folk og Singer-song-writers blev interessant. og jeg lyttede.
Jeg begyndte endda at lytte til dansk musik igen.
Hvor musikken før havde været interessant fik jeg øjnene op for teksterne i musikken. Jeg begyndte allerede at interessere mig for teksten da Pink Floyd udgav "Wish You were here", men fik intenst øjnene op for hvor vigtig tekst kunne være da jeg hørte "The Wall". Og så blev jeg introduceret for Roxy Music og dermed for Brian Eno. Endnu engang vendte den musikalske opfattelse sig for mit vedkommende, Eller rettere den vendte tilbage til start. Musikken skulle være spændende og eksperimenterende. Her var Brian Eno enestående. Hvor Gong, Henry Cow og Kevin Ayers var toneangivende i 70'erne var Brian Eno. 80'ernes musikalske helt. U2 slog igennem og blev verdens største rockband. Årtiet efter fik vi et andet band, denne gang fra USA, nemlig REM, der pludselig lagde sig på hitlisternes førsteplads.
Og så er jeg pludselig blevet gammel.
Da Beatles skrev Seargent Peppers lonely haerts club band skrev vi 1967. Men de foreslog selv at den samme melodi skulle lyde anderledes 20 år senere. "reprise" er et bud på hvordan musikken ville lyde i 1987. Prøv at høre det som sådan!
Det pudsige er at jeg den dag i dag også vender tilbage til slutningen af 60'erne. Jeg elsker stadig "All along the watchtower" eller "Hey Joe" med Jimi Hendrix. Skulle der falde lidt Led Zeppelin eller Cream af, så vil jeg også skrue op.
Mit bud på en "upolitisk korrekt" melodi er: "Art lover" med The Kinks.
Vi der elsker musik er ikke nødvendigvis menneskehadere.
Kort fortalt var mit første bekendtskab med musik såmænd "lille regnede Louise fra Karise". En sang der ramte mig med rim og naivitet da jeg var omkring 7 år.
I mange år lyttede jeg til top 10 og senere top 20 på DR P3. Jeg var endda paneldeltager på dansktoppen. og synes selv at jeg var med til at få John Mogensen på Dansk Toppen. På top 20 (som var LP toppen) hørte jeg som sagt John Mogensen, Deep Purple, Gasolin, For ikke at tale om Sebastian, Shubidua og Peter Belli.
Og så må jeg jo korrigere mig selv. Faktisk var min barndom optaget af musik med Hermans Hermits, The Kinks, Simon and Garfunkel, The Lovin Spoonful, The Rolling Stones og the Beatles. Pak lige sammen med dansktoppen. Der var jo ikke noget at samle på. Det endte jo osse med at jeg syntes at "Summertime" var med Luis Armstrong.
Men det hele ændrede sig da jeg hørte Jimi Hendrix spille "Star spangled banner".
Jeg husker det tydeligt. Jeg hørte P3 og pludselig lød den specielle guitarlyd som var så rå og ladet med modstridende følelser. Jeg blev født som lytter til musik. Modsat mine yngre søskende der ville spille musik ville jeg lytte. Og jeg slugte musikken. Når nogle spillede på en anden måde, når musik eller sang eksperimenterede. Så jeg blev interesseret i Pink Floyd.
Men videre måtte jeg. Da jeg flyttede hjemmefra fik jeg øjnene op for den nye musikbølge, kaldet "new wave", som viste sig at dække over al ny musik. Fra Kate Bush over Dire Straits, Talking Heads til Clash (mange flere ville jeg gerne nævne) - Biblioteksskolen og mine nye venner åbende øjnene for mig, og jeg søger stadig nye musikalske udtryk. Noget af det største jeg har oplevet i min tid er såre simpelt og samtidig geniaklt. Jimi Hendrix fortolkning af "All along the watchtower", U2 med "One tree hill" talking heads "drugs", live "you alone" samt hooters "Johnny B". Så gik jeg i stå igen. lavede radio på en low-budget måde. Måtte kun spille klassisk musik og musik der ikke længere var omfattet af KODA-asfgifter.
Jeg lavede radio, men hørte ikke anden radio end den jeg selv lavede. Min egen pladesamling var taget fra mig, og min økonomi lå i ruiner. Jeg var afhængig af mine venners musikalske præferancer. Sulten som jeg var tog jeg det hele med. Country, Folk og Singer-song-writers blev interessant. og jeg lyttede.
Jeg begyndte endda at lytte til dansk musik igen.
Hvor musikken før havde været interessant fik jeg øjnene op for teksterne i musikken. Jeg begyndte allerede at interessere mig for teksten da Pink Floyd udgav "Wish You were here", men fik intenst øjnene op for hvor vigtig tekst kunne være da jeg hørte "The Wall". Og så blev jeg introduceret for Roxy Music og dermed for Brian Eno. Endnu engang vendte den musikalske opfattelse sig for mit vedkommende, Eller rettere den vendte tilbage til start. Musikken skulle være spændende og eksperimenterende. Her var Brian Eno enestående. Hvor Gong, Henry Cow og Kevin Ayers var toneangivende i 70'erne var Brian Eno. 80'ernes musikalske helt. U2 slog igennem og blev verdens største rockband. Årtiet efter fik vi et andet band, denne gang fra USA, nemlig REM, der pludselig lagde sig på hitlisternes førsteplads.
Og så er jeg pludselig blevet gammel.
Da Beatles skrev Seargent Peppers lonely haerts club band skrev vi 1967. Men de foreslog selv at den samme melodi skulle lyde anderledes 20 år senere. "reprise" er et bud på hvordan musikken ville lyde i 1987. Prøv at høre det som sådan!
Det pudsige er at jeg den dag i dag også vender tilbage til slutningen af 60'erne. Jeg elsker stadig "All along the watchtower" eller "Hey Joe" med Jimi Hendrix. Skulle der falde lidt Led Zeppelin eller Cream af, så vil jeg også skrue op.
Mit bud på en "upolitisk korrekt" melodi er: "Art lover" med The Kinks.
Vi der elsker musik er ikke nødvendigvis menneskehadere.
tirsdag, marts 22, 2011
Hvis krig er det?
Endnu engang savner jeg ord. Danmark er gået fra at være en tabernation der bliver invaderet trods en neutralitetspolitik.
Da jeg var ung i 1970'erne optrådte værnepligtige danskere som FN-vagter på Cypern i konflikten mellem Grækenland og Tyrkiet. En konflikt, der ikke måtte tiltale krigsgale danskere og derfor blev kraftigt nedtonet, trods det at danskerne optrådte i temmelig mange år på stedet. Men altid som vogtere af freden.
Omkring 1990 fik vi så urolighederne på Balkan (Jugoslavien) og endnu engang blev der sendt fredsbevarende tropper, som ikke måtte bruge våben som angreb, udelukkende til forsvar. Pudsigt nok var danskernes opgave at forsvare de muslimske mindretal, og de fleste anså det for rigtigt. Enkelte endda udfra den betragtning, at muslimerne dermed ikke behøvede at flygte til de kristne bastioner i Nordeuropa. Strømmem af muslimske flygtninge voksede nærmest logaritmisk syntes det, og det danske samfund og den danske lovgivning var slet ikke beregnet på en så voldsom strøm af tilflyttere (flygtninge) med anden moralsk og etisk baggrund.
Med baggrund i en konflikt mellem kommunismen (Rusland og Kina i Korea og Viet-nam) støttede vi i Danmark kampen mellem Rusland og de løsrivelsestropper der markerede sig i Irak, Afganistan og andre randstater fra Sovjetunionens tid. Enten for at få fingre i oliemilliarder eller for at forhindre russerne i at sidde på tilsvarende olieressourcer. Vi støttede tjetjenerne og krigen i Irak, dog ud fra et passivt synspunkt. Et spinkelt grundlag fik dog hele den vestlige verden til at erklære krig mod Iraks Saddam Hussein, ikke mindst fordi han troede sig fri for indblanding fra vesten. Det var jo vesten (med amerikanerne i spidsen) der havde bragt ham til magten og de samme der havde støttet ham i krigen mod Irans præstestyre.
Ayatollah Khomeiny blev jo også leder af Iran efter at den vestlige verden ophørte med at støtte shahen af Iran på grund af oprør i landet.
Og den vestlige verden har adskillige gange vist at de simpelthen holder op med at støtte østlige lande, hvis de mærker en oprørsstemning som gør de vestlige landes investeringer usikre. Så hellere støtte oprøret og satse på at få fingre i olie eller andre værdier som betaling for støtten.
Alt dette er blot moderne kolonipolitik, lidt på samme måde som afskaffelsen af slaveriet banede vejen for proletariatet og lønarbejdet.
Tilbage til konstateringen af at Danmark teknisk set erklærede en nation (Irak) krig for første gang i mere end hundrede år - (det siges dog at der eksisterede en krigserklæring med en portugisisk provins som var flere hundrede år gammel), det skete efter at Iran og Irak havde ført krig flere gange, efter at Iraks Hussein havde besat Kuwait for at lægge beslag på olien i nabostaten og derigennem financiere krigen mod Iran. Danmark havde fastholdt sin neutralitetspolitik og kun benyttet FN-mandater eller NATO-mandater til at intervenere, således i Cypern og Jugoslavien. Krigen mod Irak (Hussein) fik efter pres fra især USA grønt lys og Danmark blev på grund af godt venskab mellem den danske regering og den amerikanske på et spinkelt grundlag (både demokratisk og parlamentarisk) en krigsførende nation for første gang i mere end hundrede år.
De fleste af de ovennævnte nationer har den vestlige verden tålt fordi der lå oliereserver eller andre handelsfordele latent i et godt eller i det mindste uproblematisk forhold til dem. Således også med Libyen. Trods næsten bevislige terrorhandlinger og konstaterede erstatningsudbetalinger (eksempelvis Lockerbie) undlod vesten at erklære krig og lande som USA, Frankrig, England og Tyskland fastholdt at det ikke ville være fornuftigt at angribe et land, der var regeret af en diktator, men i stedet påvirke dem på langt sigt.
At tåle andre nationer ligger lige til venstrebenet. Jeg er født i 1958 og har lært at Tyskerne er årsag til 2. verdenskrig. Koreakrigen gjorde danskere til helte (if. mine forældre og Kim Larsen: "Jutlandia"), Vietnamkrigen var en stor misforståelse (JFK førte den ud i livet og 2 senere præsidenter mistede al troværdighed), krigen i Angola trak kun ud fordi kinesere, russere og cubanere blandede sig, og alle andre fejder mellem lande skyldtes kommunisternes indblanding i den amerikanske stats arbejde på at fremme demokrati.
Her er det jeg må trække vejret og sige øh...
Den vestlige verden har erklæret krig mod en nation, som har haft den samme regent gennem mere end 40 år. Begrundelsen er at han udgør en fare for civilbefolkningen. Nå da. Efter fyrre år! Jeg kunne i den forbindelse godt tænke mig at vide, hvad den danske regent (det danske kongehus) efter mere end 1000 år kan udgøre af fare for civilbefolkningen. Jeg ved jo godt selv at vores monarki betragtes som ufarligt og uskyldigt - men det gjorde de forskellige diktaturer rundt om i verden jo også, så længe den vestlige verden følte at der var styr på dem.
Der findes nationer betydeligt tættere på Danmark hvis regering består af hårdhændede diktatorer (eks: Hviderusland) som vi ikke vil føre krig mod, fordi deres flygtende borgere kun har få timer til Danmark, for vi er jo ikke interesserede i at brødføde flygtninge - hverken fra nærliggende lande eller fra Afrikanske lande - ihukommende vores behandling af tyske flygtninge behøver vi jo ikke at fremhæve vores medmenneskelighed. Såvidt jeg ved findes den kun beskrevet i bøger om anden verdenskrig der fortæller hvordan vi reddede en masse jøder ved at sende dem videre til Sverige - så kunne svenskerne gøre det onde ved dem.
Jeg hørte at Enhedslisten stemte for at føre krig mod Libyen med henvisning til at det drejede sig om at beskytte civilbefolkningen. Først undrede jeg mig såre meget, så tænkte jeg, at den politiske situation gjorde at det var nødvendigt at vildlede vælgere der kunne stemme på partiet under forudsætning af at det ville tage ansvar, inden jeg fandt ud af at det var et eklatant udtryk for naivisme. Et parti der har været modstander af krig i næsten alle sammenhænge siden Venstresocialisterne opstod (den kommunistiske fløj er jo i virkeligheden modtander af partiets politik - den er jo internationalt baseret) vælger at stemme for en krig udelukkende af hensyn til civilbefolkningen - vel vidende at det erfaringsmæssigt går mere ud over en civilbefolkning at der føres krig over en længere periode end hvis krigen ikke opstår. De sidste uskyldige blev fanget af en krig, der enten skulle være startet for 30 år siden eller også skal vi overlade til befolkningen at finde deres egen løsning på at afskaffe diktaturet. Vi kan ikke hjælpe, medmindre vi tjener penge på at føre krig. Eller sælge våben. Eller vil lægge beslag på oliefelter, jord, arbejdskraft eller andre værdier.
Den eneste måde jeg mærker krigen på er at vi ikke længere har råd til vore egne fattige, syge, anderledes og døende. God krig :(
Da jeg var ung i 1970'erne optrådte værnepligtige danskere som FN-vagter på Cypern i konflikten mellem Grækenland og Tyrkiet. En konflikt, der ikke måtte tiltale krigsgale danskere og derfor blev kraftigt nedtonet, trods det at danskerne optrådte i temmelig mange år på stedet. Men altid som vogtere af freden.
Omkring 1990 fik vi så urolighederne på Balkan (Jugoslavien) og endnu engang blev der sendt fredsbevarende tropper, som ikke måtte bruge våben som angreb, udelukkende til forsvar. Pudsigt nok var danskernes opgave at forsvare de muslimske mindretal, og de fleste anså det for rigtigt. Enkelte endda udfra den betragtning, at muslimerne dermed ikke behøvede at flygte til de kristne bastioner i Nordeuropa. Strømmem af muslimske flygtninge voksede nærmest logaritmisk syntes det, og det danske samfund og den danske lovgivning var slet ikke beregnet på en så voldsom strøm af tilflyttere (flygtninge) med anden moralsk og etisk baggrund.
Med baggrund i en konflikt mellem kommunismen (Rusland og Kina i Korea og Viet-nam) støttede vi i Danmark kampen mellem Rusland og de løsrivelsestropper der markerede sig i Irak, Afganistan og andre randstater fra Sovjetunionens tid. Enten for at få fingre i oliemilliarder eller for at forhindre russerne i at sidde på tilsvarende olieressourcer. Vi støttede tjetjenerne og krigen i Irak, dog ud fra et passivt synspunkt. Et spinkelt grundlag fik dog hele den vestlige verden til at erklære krig mod Iraks Saddam Hussein, ikke mindst fordi han troede sig fri for indblanding fra vesten. Det var jo vesten (med amerikanerne i spidsen) der havde bragt ham til magten og de samme der havde støttet ham i krigen mod Irans præstestyre.
Ayatollah Khomeiny blev jo også leder af Iran efter at den vestlige verden ophørte med at støtte shahen af Iran på grund af oprør i landet.
Og den vestlige verden har adskillige gange vist at de simpelthen holder op med at støtte østlige lande, hvis de mærker en oprørsstemning som gør de vestlige landes investeringer usikre. Så hellere støtte oprøret og satse på at få fingre i olie eller andre værdier som betaling for støtten.
Alt dette er blot moderne kolonipolitik, lidt på samme måde som afskaffelsen af slaveriet banede vejen for proletariatet og lønarbejdet.
Tilbage til konstateringen af at Danmark teknisk set erklærede en nation (Irak) krig for første gang i mere end hundrede år - (det siges dog at der eksisterede en krigserklæring med en portugisisk provins som var flere hundrede år gammel), det skete efter at Iran og Irak havde ført krig flere gange, efter at Iraks Hussein havde besat Kuwait for at lægge beslag på olien i nabostaten og derigennem financiere krigen mod Iran. Danmark havde fastholdt sin neutralitetspolitik og kun benyttet FN-mandater eller NATO-mandater til at intervenere, således i Cypern og Jugoslavien. Krigen mod Irak (Hussein) fik efter pres fra især USA grønt lys og Danmark blev på grund af godt venskab mellem den danske regering og den amerikanske på et spinkelt grundlag (både demokratisk og parlamentarisk) en krigsførende nation for første gang i mere end hundrede år.
De fleste af de ovennævnte nationer har den vestlige verden tålt fordi der lå oliereserver eller andre handelsfordele latent i et godt eller i det mindste uproblematisk forhold til dem. Således også med Libyen. Trods næsten bevislige terrorhandlinger og konstaterede erstatningsudbetalinger (eksempelvis Lockerbie) undlod vesten at erklære krig og lande som USA, Frankrig, England og Tyskland fastholdt at det ikke ville være fornuftigt at angribe et land, der var regeret af en diktator, men i stedet påvirke dem på langt sigt.
At tåle andre nationer ligger lige til venstrebenet. Jeg er født i 1958 og har lært at Tyskerne er årsag til 2. verdenskrig. Koreakrigen gjorde danskere til helte (if. mine forældre og Kim Larsen: "Jutlandia"), Vietnamkrigen var en stor misforståelse (JFK førte den ud i livet og 2 senere præsidenter mistede al troværdighed), krigen i Angola trak kun ud fordi kinesere, russere og cubanere blandede sig, og alle andre fejder mellem lande skyldtes kommunisternes indblanding i den amerikanske stats arbejde på at fremme demokrati.
Her er det jeg må trække vejret og sige øh...
Den vestlige verden har erklæret krig mod en nation, som har haft den samme regent gennem mere end 40 år. Begrundelsen er at han udgør en fare for civilbefolkningen. Nå da. Efter fyrre år! Jeg kunne i den forbindelse godt tænke mig at vide, hvad den danske regent (det danske kongehus) efter mere end 1000 år kan udgøre af fare for civilbefolkningen. Jeg ved jo godt selv at vores monarki betragtes som ufarligt og uskyldigt - men det gjorde de forskellige diktaturer rundt om i verden jo også, så længe den vestlige verden følte at der var styr på dem.
Der findes nationer betydeligt tættere på Danmark hvis regering består af hårdhændede diktatorer (eks: Hviderusland) som vi ikke vil føre krig mod, fordi deres flygtende borgere kun har få timer til Danmark, for vi er jo ikke interesserede i at brødføde flygtninge - hverken fra nærliggende lande eller fra Afrikanske lande - ihukommende vores behandling af tyske flygtninge behøver vi jo ikke at fremhæve vores medmenneskelighed. Såvidt jeg ved findes den kun beskrevet i bøger om anden verdenskrig der fortæller hvordan vi reddede en masse jøder ved at sende dem videre til Sverige - så kunne svenskerne gøre det onde ved dem.
Jeg hørte at Enhedslisten stemte for at føre krig mod Libyen med henvisning til at det drejede sig om at beskytte civilbefolkningen. Først undrede jeg mig såre meget, så tænkte jeg, at den politiske situation gjorde at det var nødvendigt at vildlede vælgere der kunne stemme på partiet under forudsætning af at det ville tage ansvar, inden jeg fandt ud af at det var et eklatant udtryk for naivisme. Et parti der har været modstander af krig i næsten alle sammenhænge siden Venstresocialisterne opstod (den kommunistiske fløj er jo i virkeligheden modtander af partiets politik - den er jo internationalt baseret) vælger at stemme for en krig udelukkende af hensyn til civilbefolkningen - vel vidende at det erfaringsmæssigt går mere ud over en civilbefolkning at der føres krig over en længere periode end hvis krigen ikke opstår. De sidste uskyldige blev fanget af en krig, der enten skulle være startet for 30 år siden eller også skal vi overlade til befolkningen at finde deres egen løsning på at afskaffe diktaturet. Vi kan ikke hjælpe, medmindre vi tjener penge på at føre krig. Eller sælge våben. Eller vil lægge beslag på oliefelter, jord, arbejdskraft eller andre værdier.
Den eneste måde jeg mærker krigen på er at vi ikke længere har råd til vore egne fattige, syge, anderledes og døende. God krig :(
fredag, februar 18, 2011
At være væk
Jeg skrev på min fb status at jeg landede i Odense d. 17. august 2010. Og at jeg blev væk. Det gjorde jeg også. Ann ventede på mig ved rulletrappen i banegårdscentret, mens jeg gik gennem den gamle fodgængertunnel til den gamle banegård. Det tog lidt tid at finde hinanden da vores mobiltelefoner skulle findes. Men heldigvis fandt vi til sidst hinanden (gætter på det tog en halv time)
Men den egentlige grund tilm at jeg skrev jeg blev væk var sådan set at der boede nogle mennesker i det hus jeg havde lejet på Samsø. De besluttede at finde en anden bopæl, det vil sige, den ene af dem fandt en anden bopæl, men trak så den anden lejer med. Altså var jeg alene i huset. Da jeg samtidig var i den situation at jeg ikke længere kunne modtage kontanthjælp besluttede jeg at blive i Jylland og tage til Fyn når jeg kunne. Første gang jeg vendte tilbage til Samsø var der lukket for strømmen på trods af at jeg havde betalt for den. Ingen kunne hjælpe mig eller forklare hvad der var sket. Samtidig vr både fryser og vaskemaskine flyttet med mine lejere, desuden nogle Olie-el-radiatorer. Tilbage var mit værelse og mine bøger samt dvd-film (altså dem jeg ikke havde lånt ud).
Da jeg så mødte ham der havde bortført alt mit bohave sagde han bare at vi jo var voksne mennesker (underforstået: det der er sket er sket), og at vi skulle komme videre og "no hard feelings". Nej en bedrager har sjældent ondt af dem han lader det gå ud over, og den det går ud over har vel to muligheder: at komme videre eller gå i stå. Så det gjorde jeg.
Gik i stå i forhold til vore fælles venner på Samsø, og kom videre med den smule liv jeg havde tilbage.
Uden penge. Men med kærlighed.
Egentlig ville jeg gerne fortælle om min kærlighed, men det er mig der siger alle ordene. Men kys, knus og kram får jeg lisså meget af som jeg gir. Og derfor må jeg forblive helt væk indtil jeg finder tilbage til det samfund der afviser borgere udelukkende af økonomiske årsager, hvor hensynet til menneskelige årsager kunne gøre langt mere end skattelettelser.
Jeg har ikke engang råd til at skrive testamente, skal nemlig bruge min frivillige pensionsopsparing, værdipapirer og sikkert osse efterlønsopsparing (koster en formue at hæve i utide) for derefter at blive en belastning for samfundet til min død. Velkommen til den civilicerede verden!
P.S. Tak til Henriette Kjær for at vise at selv ambitioner kan føre til fald.
Men den egentlige grund tilm at jeg skrev jeg blev væk var sådan set at der boede nogle mennesker i det hus jeg havde lejet på Samsø. De besluttede at finde en anden bopæl, det vil sige, den ene af dem fandt en anden bopæl, men trak så den anden lejer med. Altså var jeg alene i huset. Da jeg samtidig var i den situation at jeg ikke længere kunne modtage kontanthjælp besluttede jeg at blive i Jylland og tage til Fyn når jeg kunne. Første gang jeg vendte tilbage til Samsø var der lukket for strømmen på trods af at jeg havde betalt for den. Ingen kunne hjælpe mig eller forklare hvad der var sket. Samtidig vr både fryser og vaskemaskine flyttet med mine lejere, desuden nogle Olie-el-radiatorer. Tilbage var mit værelse og mine bøger samt dvd-film (altså dem jeg ikke havde lånt ud).
Da jeg så mødte ham der havde bortført alt mit bohave sagde han bare at vi jo var voksne mennesker (underforstået: det der er sket er sket), og at vi skulle komme videre og "no hard feelings". Nej en bedrager har sjældent ondt af dem han lader det gå ud over, og den det går ud over har vel to muligheder: at komme videre eller gå i stå. Så det gjorde jeg.
Gik i stå i forhold til vore fælles venner på Samsø, og kom videre med den smule liv jeg havde tilbage.
Uden penge. Men med kærlighed.
Egentlig ville jeg gerne fortælle om min kærlighed, men det er mig der siger alle ordene. Men kys, knus og kram får jeg lisså meget af som jeg gir. Og derfor må jeg forblive helt væk indtil jeg finder tilbage til det samfund der afviser borgere udelukkende af økonomiske årsager, hvor hensynet til menneskelige årsager kunne gøre langt mere end skattelettelser.
Jeg har ikke engang råd til at skrive testamente, skal nemlig bruge min frivillige pensionsopsparing, værdipapirer og sikkert osse efterlønsopsparing (koster en formue at hæve i utide) for derefter at blive en belastning for samfundet til min død. Velkommen til den civilicerede verden!
P.S. Tak til Henriette Kjær for at vise at selv ambitioner kan føre til fald.
Abonner på:
Opslag (Atom)