Der er ikke noget i luften

Dette indlæg skrives den første april og kan tages som et bud på hvordan vi alle narrer hinanden til april. Det kan også tages alvorligt. Jeg vil bare af med nogle af mine "myoser".

I dag har vi fået danmarkshistoriens største lock-out. Mest fordi arbejdsgiverne og lærerne ikke er på talefod. Nu er jeg i sagens natur på lærernes side, da flere af mine søskende er læreruddannede. Måske kan man nok se en tendens til at læne sig tilbage og kræve forberedelsestid, men for mig er det stadig kaldet der er det vigtigste, og det skal lærerne ikke betale for. Tværtimod kan jeg kun forestille mig at lærere vil nøjes med at passe deres eget arbejde som en industriarbejder, der møder til tiden og går til tiden, og hjulpet af et stempelur kun arbejder de timer der skal til, hvis de bliver presset til det.

Kald

Jeg har gennem mit liv været overvældet over at lærere i den grad deltog i det sociale liv i lokalsamfundet. Respekten for skolelæreren var måske nok mindre end for præsten for nogle århundreder siden (at løfte hatten for degnen mens man bukkede for præsten), men i mellemtiden er præsterne blevet kørt ud på et sidespor, og lærerne ligeså. At præster som højtuddannede mennesker udelukkende skal ovebevise om noget der ikke kan bevises og som udelukkende har været en religiøs teori blandt så forskellige befolkningsgrupper, som jøder, kristne og muslimer (en kompleks monoteistisk religion) er ikke nogen fordel i et samfund som har mere travlt med at skrabe penge til sig end at være troende mennesker.

De kald som lærere og andre offentligt ansatte følte er altså væk. Jeg husker de mange lokalhistoriske artikler jeg har læst, de mange forsøg på at promovere eller beskytte det lokalsamfund man levede i. På skrift, i form af foredragsforeninger eller som direkte deltagelse i lokalsamfundets festligheder eller bymarkeder. Skolelærere der både fandt tid til at sætte sig ind i den enkelte elevs problemer, i lokalsamfundets økonomiske byrder og som sad i sognerådet og sikrede at de mest udsatte fik så meget hjælp som muligt.

Det vil jo være usandt at sige at disse kald reddede alle sognebørn, men det vil modsat også være usandt at sige at alle disse kaldte embedsmænd ikke gjorde noget for deres nære samfund.

Tidsstudier

"Det er mængden der gør det" var én af de bøger jeg læste som helt ung. Den handler om en familie med mange børn og en hjemmgående hustru i USA. Manden eller faderen er til gengæld ansat til at foretage tidsstudier eller egentlig at rationalisere arbejdsgange. Vi er i Ford'ismens højtid med samlebånd og arbejdsopdeling. Bogen anlægger en humoristisk tone og det er vel også udmærket, fordi nogle af de alvorlige ting på denne måde at anskue produktionssamfundet giver mulighed for at den enkelte læser selv kan reflektere.

For mig er og har absurde regler altid været mere end bare regler. Tilgangen til regler både i børnenes lege og i politikernes love er ens. Jeg følger mine egne regler, medmindre jeg bliver nødt til at følge regler, hvis formål jeg ikke fatter. Spillereglerne på fodboldholdet var ikke lige for mig, selv om de passede mange andre, ja der var sågar en af mine venner der blev superligaspiller.

At være god til at læse, at kunne udtrykke følelser, det var ikke lige toppen, nej man kunne til gengæld gå ud af 7. klasse hvis man havde en læreplads, så jeg måtte læse videre. Jeg var god til at læse, jeg tog den ene eksamen efter den anden, jeg sprang 3. real over og kom på gymnasiet. Jeg missede 0,2 i min gymnasieeksamen så jeg måtte tage et fjumreår inden jeg kunne blive optaget på biblioteksskolen på kvote to, men det år havde jeg jo allerede indhentet og så brugte jeg det på at lære håndværk på EFG Bygge og Anlæg. Og på at lære samfundets og arbejdsmarkedets regler. Som 18-årig kunne jeg ikke få en praktikplads medmindre jeg blev lønnet som ufaglært (højere end lærlingeløn). Men jeg lærte også at præcision ikke var det vigtigste for en håndværker, men den tid det tog at udføre en opgave. I princippet lærte jeg at arbejde ikke var at gøre sit bedste, tværtimod at gøre sit hurtigste, hvilket sjældent havde noget med hinanden at gøre.

Helhedsskolen

Men  jeg lærte også at mine lærere var "mine". Allerede i de små klaser fik vi lærere hvis fremmeste opgave var at vi kom længere ved hjælp af undervisningen. Praktikanter fra seminariet, lærere i kristendom, formningslærere der ikke kunne lide Jørgen Clevin. Ja lærere der gav os muligheden for at tænke selv i forbindelse med gruppearbejde og samfundskundskab, begge ting opstod som en undervisningsform et fællesfag eller lignende i min barndom.

Jeg holdt af mine lærere fordi de, uanset politisk observans, lod os tænke selv. Trods mange af mine læreres støtte til "Vænstre" lod de os være selvstændige. Vi var ikke, vore lærere var ikke og vores forældre var ikke venstreorienterede i det sogn jeg voksede op i. Tværtimod var de meget realistiske og stemte på dem de kendte og den politik de ønskede gennemført.

Men mine lærere i folkeskolen havde tid til at undervise gratis (?) i ungdomsskolen. Jeg lærte at lave smalfilm, jeg lærte at lytte til musik og digte, jeg lærte at der fandtes digte og litteratur udover den "kanon" vi havde dengang. Jeg lærte at det var op til mig at forstå og vurdere. Jeg lærte at jeg måske ikke havde ret men at jeg kunne sætte mig ind i vilkårene. Jeg lærte af at mine lærere ud over at undervise tog mig og andre hjem i fritiden, jeg lærte ved at de talte med mine forældre når de fandt ud af hvilke problemer jeg havde, jeg lærte af at de behandlede hver enkelt af os i skoleklassen forskelligt.
Jeg lærte at sætte pris på den glæde lærerne gav udtryk for når deres indsats bar frugt og jeg lærte at mine undervisere kunne blive kede af det når vi ikke lykkedes, og at de gik i gang med en personlig ekstraindsats for at få os med. Jeg lærte at vi ikke alle var ens, nogle var født med ti tommelfingre eller et drømmende sind, andre ville hellere spille bold eller dyrke gymnastik. Jeg lærte at vores lærere tog det alvorligt at de skulle forberede os på livet på godt og ondt. OG jeg er sikker på at de andre klassekammerater også lærte af deres uselviske indsats.

Heldagsskolen

Hvad skal vi så med en skole hvor der ikke er frihed og lyst? Kan vi forestille os at en ledelsesstyret og lovpligtig skole kan sikre at børn kan udvikle sig? Kan det lade sig gøre at få en unikke skakspillere, tegnere, filosoffer og opfindere ud af et skolesystem der er topstyret. Kan man? Kan man forestille sig at lærere føler et kald, når de samtidig får at vide at de er i vejen for en samfundssag, der udelukkende har et økonomisk mål?

For mig er den generation af politikere der sidder i folketineget allerede påvirket af Erhard og Mogens (Jacobsen og Glistrup) der mente at politik skulle være anderledes end den traditionelle. Mogens syntes der var for meget papirvælde, siden da er papirvældet udviklet til et papirhelvede. Erhard havde en ide om at parcelhusejere skulle have flere rettigheder, siden er parcelhusejerne blevet den værste del af vælgerne fordi de har ret til deres ejendom og ikke vil af med den, tværtimod vil de kompenseres når deres "risikovillige" investering falder i værdi, på grund af finanskrise, vindmøller eller forurenet jord!

"Skriget"

Heldagsskolen skal altså fastholde os og vore arvinger i et syn på vores omverden der udelukkende går ud på at sikre at vi ikke tænker selv!  Politikere er samtidig så selvsikre at de end ikke stiller spørgsmål ved den politik de fører eller spørger til alternativer. Fremtiden er simpelthen så grim at jeg frygter for den og kan sådan set godt forstå at Munch's "Skriget" er et meget dyrt billede. Det er jo netop den våde drøm som kapitalister og velhavere har om de socialt og psykisk fattige.

Ingen kan leve i den vestlige verden af at være grådekoner, ejheller af at gøre opmærksom på sociale skævheder.
Nej der findes en løsning som ikke fører til noget:
At de skriger ...

Tillykke med et demokrati hvor luften er taget ud af ethvert skrig ved lov. Der er ikke mere noget i luften.