Mange ledige oplever en enten lemfældig eller til tider grotesk kommunal sagsbehandling. "... en stikprøve foretaget af Beskæftigelsesankenævnet i Midtjylland viser, at kommunerne handler i strid med loven i hele 95 procent af sagerne, hvor en borger får frataget sin kontanthjælp" (avisen.dk 16. april 2013 - dronningens fødselsdag).
Nu er der jo mange ansatte socialrådgivere der har taget deres uddannelse for at gøre en forskel. I hvert kan jeg ikke forestille mig at det skulle være lønnen, arbejdsforholdene eller den omfattende lovgivning der fik nogle til at tage en sådan uddannelse.
Så hvad er det egentlig der sker?
Det sete afhænger af øjnene der ser
Nu er jeg jo med tiden blevet social klient. Jeg har en rimelig god uddannelse og har sådan set indtil for nylig været glad for at kunne bidrage aktivt til samfundet. Jeg ser til mine møder med de offentligt ansatte en indsats for at leve op til lovkrav og til at sikre "klienterne" en værdig tilværelse. Jeg ser desværre også nogle der er så hårdt pressede (måske forestående fyring eller misforstået tro på at lovkrav er uomgængelige), om det skyldes en dårlig uddannelse må være usagt, men det sker at kommunalt ansatte rådgivere og vejledere har mere travlt med at føre lovens bogstav ud i livet på bekostning af pligten til at sikre en værdig tilværelse for de nødstedte.
Det kan selvfølge med det arbejdspres der er indenfor det offentlige være surt at se nogle mennesker tulle rundt og leve af kontanthjælp og skraldning. Det burde det bare ikke være. Tværtimod er evnen til at klare sig økonomisk og socialt i den situation et vidnesbyrd om enorm livskraft. Med lovgivningens bogstav som åbenbart kan vedtages med en grundlov og en menneskerettighedserklæring der egentlig mere end antyder at mennesker skal tages alvorligt, også når de er i nød, undres man over at stort set alle politikere og størstedelen af danskerne betragter offentlig hjælp som nasseri. Når de mennesker der bliver ansat til at varetage de fattigste og mest udsattes behov så bevidst eller ubevidst indtager den gennemført uprofessionelle holdning at ledige på overførsel selv er ude om det, må det enten bygge på en misforstået misundelse eller på en uvidenhed der ikke er fagligt saglig.
Med andre ord de opfører sig som ridefogederne under stavnsbåndet. De er blevet til noget og vil med vold og magt være noget.
Fæstebønderne
Til gengæld er lovgivningen ikke til for hverken klienter eller offentligt ansatte. Den skal blot sikre en økonomisk stabilitet, som ingen af de to ovennævnte parter har nogen nævneværdig fordel af. I forbindelse med Wikipedias omtale af stavnsbåndet kan man blandt andet læse følgende: Stavnsbåndet " ... blev indført for at afhjælpe en alvorlig landbrugskrise i 1730'erne, som bl.a. skyldtes svigtende efterspørgsel fra Danmarks traditionelle eksportlande. Hertil kom afvandring af folk fra landet til byerne, hvilket yderligere medførte, at det kunne være svært at få befolket fæstegårdene. Endelig skulle militæret bruge folk til landmilitsen. Militærtjenesten påhvilede i praksis "de mindre egnede" i landbruget, fordi det var godsejerens opgave at udtage mænd til landmilitsen.Aldersgrænserne blev ændret i tre omgange. I 1739 til 14-36 år, i 1742 til 9-40 år og i 1764 til 4-40 år".
Nu er det så industrikapitalen der har brug for hjælp, ikke landbruget. Det pudsige er at der stort set ikke kan drages andet end paralleller til dengang for mere end 250 år siden. Skal vi lige lade den stå et øjeblik og derefter spekulere på om de offentligt ansatte som ridefogederne er mere bange for at miste deres magt end for at sikre fæstebønderne en tilværelse, der alt andet lige nok i de fleste tilfælde ville sikre at de kunne se formålet med deres lod i tilværelsen? Vi skal jo huske på, at ridefogederne blev rekrutteret fra det samme miljø som de skulle styre.
Nyttejob
Af lovgivningen fremgår det at unge, ledige på kontanthjælp (også andre på kontanthjælp) skal gøre gavn for de penge som samfundet poster i dem. Sært nok findes der ikke nogen som helst saglig begrundelse for at nyttejob skaber arbejde, det er nok snarere det modsatte, da visse små virksomheder ikke kan konkurrere på det plan, når vi taler løn og ansættelsesvilkår.
Man kunne så forestille sig at det var et spørgsmål om misundelse på dem der ikke skal arbejde for at leve. Men hvis det er det bliver man jo også spørge om hvad et liv uden ejendom, uden rettigheder, uden mulighed for pensionsopsparing og relativ vanskelig mulighed for at holde ferie er. Hvor eventuelle børn skal lære ikke at have noget at leve af og sætte pris på en julepakke fra Kirkens Korshær og et kasseret kyllingebryst fra Netto. Hvor fremtiden stort set er reduceret til fornedrelse. Skulle det være et misundelsesværdigt liv.
Man kan som kontanthjælpsmodtager prise sig lykkelig for ikke at skulle betale ejendomsskat, afdrag på lån til hus og bil. Ja man kan endda prise sig lykkelig for at ens barn ikke selv kan vælge skole eller børnehave. Det er der andre der gør.
Og nu hedder aktivering "nyttejob". Der er sådan set ikke den store forskel, første gang jeg blev langtidsledig i midt 80'erne skulle jeg også aktiveres. Jeg skulle følge jobsøgningskurser med periodiske mellemrum indtil jeg fik arbejde. Og jeg har en uddannelse. Hvordan skulle mennesker der bare bliver pisket og sat på en træhest have en kinamands chance for at komme væk fra sit miljø?
Jaja, jeg ved godt at det lykkes for nogle, men det er jo ikke dem vi nedgør.
Basisløn
Man kunne overveje at sikre alle borgere, rig som fattig med en basisløn, så det ikke ville være de økonomiske problemer der var det syn der mødte én hver morgen når man slog øjnene op. Man kunne afskaffe tvungne straffejobs (ligegyldigt om det kaldes aktivering, nyttejob eller noget helt tredje) og i stedet ved indsigt i det enkelte menneskes situation, fysisk, psykisk og familiemæssigt, sikre at opbygge en selvtillid.
Nu er det jo ikke basisløn man får selvtillid af. Det er dog heller ikke tvangsarbejde. I stedet vil jeg foreslå at frivilligt arbejde skulle være muligt, ikke antallet af timer, heller ikke en udmåling af den gavn man gør, nej simpelthen ved at sikre at alle får mulighed for at opbygge en selvtillid ved at få positive oplevelser.
Jeg har selv arbejdet både mens jeg var lønnet og da jeg var arbejdsløs, i foreninger og andre sammenhænge. Jeg har lavet lokalradio, været sekretær i den lokale filmklub og i den lokale Brugs, jeg har skrevet artikler til flere tidsskrifter og har været involveret i politisk arbejde. Jeg har besøgt venner der var syge og talt med dem, nogle af mine pensionistvenner og mine forældre bruger jeg også tid på. Selv nu sidder jeg og blogger. Men jeg får ikke mere selvtillid af at skulle møde fra 8-16 på alle hverdage. Tværtimod føler jeg mig groft udnyttet.
Med lovgivningen på området, med kommunernes økonomi og de vilkår som mine sociale vejledere og rådgivere arbejder under føler jeg simpelthen at min arbejdskraft udnyttes, når så mine evner inden for nogle af de områder, jeg sættes til at nyttejobbe på, faktisk ikke matcher de krav der skal til for at liste sig ind i fast beskæftigelse, så kan det set med mine øjne være ligegyldigt. Altså ikke nogen motivation.
Netværk
Det er blevet fremhævet gang på gang at jeg skal arbejde i nyttejob/aktivering, fordi jeg på den måde kan opbygge et netværk og derigennem måske skaffe mig et arbejde. Men kunne alle mine frivillige aktiviteter så ikke stille mig i samme situation, hvis jeg altså havde råd til at være frivillig på kontanthjælp, hvor netop det at eje mere end 10.000 kr. er strafbart?
Måske nogle på kontanthjælp vælger at mure sig inde på grund af økonomien, det gør jeg sådan set også, ville kunne have gavn af at komme ud og opbygge et netværk, for eksempel i genbrugsbutikker, sportsforeninger, politisk arbejde og andre ulønnede opgaver. Efter eget valg eller i samråd med en vejleder. Men som det er nu straffes man på økonomien hvis man ikke finder sig i et anvist nyttejob. Ja faktisk er unge på kontanthjælp, kærestepar og samlevende i den situation at de med deres eneste mulighed for at opbygge et netværk (tvunget "nyttejob") bliver straffet for ikke at gøre hvad de får besked på.
Ridefogederne i dette årtusinde straffer i stort omfang med loven i ryggen de svageste og de syge, frem for at sikre sig at deres levevilkår giver dem mulighed for at oppebære et anstændigt liv. Dem det går ud over er som fæstebønder der skal arbejde på nabogodset, men glemme at dyrke sin fæstejord. Staten og kapitalen sanktionerer denne opdeling af samfundet, uden tvivl med et egoistisk formål. Men alle argumenterne om tilknytning til arbejdsmarkedet, om netværk og om at skulle yde for at nyde forbliver floskler.
Ret og pligt
Hvorvidt pligt medfører mere tilknytning til arbejdsmarkedet kan vi selvfølgelig overlade til lobbyister og politikere samt aktionærer at tro på. Intet tyder på det.
Hvis man er modtager af offentlige ydelser har man end ikke ret til at modtage dem, de kan nemlig til enhver tid fratages. Der henvises til pligten til at yde noget for at få noget, en besynderlig pligt, når man samtidig har mulighed for at blive frataget sit livsgrundlag på tvivlsomme afgørelser.
Jeg håber virkelig at de offentlige beslutningstagere snart vil udvise sund fornuft og sikre de mest udsatte en værdig tilværelse der kan opbygge den nødvendige selvtillid med henblik på fremtidens Danmark, ikke på nutidens konkurrenceliberale samfund. Afskaf den moderne form for ridefogeder og fæstebønder og gør vores verdensopfattelse til en fremtidsdrøm.
Arbejdsløs kommentator som ønsker at det ikke blot er penge der skal styre vort samfund. Natur, kærlighed og medmenneskelighed ud fra et humanistisk, ikke religiøst synspunkt. Løb for livet eller lev for forløbet.
søndag, januar 05, 2014
lørdag, januar 04, 2014
Tavs træthed.
Så nåede vi det nye års første weekend. Dage og nætter har været alenlangt korte. Jeg har været vågen og sovet i korte perioder. Jeg har flere gange forsøgt at skrive på min blog at påbegynde en novelle, at skrive noget faglitteratur (artikel) eller simpelthen at koncentrere mig om at leve.
Intet er lykkes. Solen har skinnet, det har været overskyet og det har været blæsevejr. Ja det har været aldeles meget vejr og mørkt og lyst og ensomt. Et kig på min bankkonto viser at jeg ikke har penge til noget som helst i denne måned, altså ikke noget med at spise sundt eller at besøge venner, deltage i møder og lignende, medmindre jeg får midlertidig hjælp. Da jeg stod på vægten i morges stod vægten på 82 kg. Jeg er begyndt at spare på mine lægeordinerede blodtrykspiller og spiser kun lige det nødvendige, selvfølgelig med ovenstående følger hvad angår vægt og træthed og flere andre følger.
Velfærd
Det forventes af mig at jeg skal bidrage med min arbejdskraft når der bliver brug for den. Indtil da skal jeg aktiveres og søge jobs hos arbejdsgivere der aldrig svarer på mine ansøgninger. Når jeg søger et job som jeg ikke bare mener jeg ville være god til, men være den perfekte til er et svar ikke det mest almindelige at få, medmindre intet svar på en ansøgning er et svar. Hjælp til velfærd er sådan set ikke noget jeg beder om hver dag, det er heller ikke noget jeg ofte har bedt om gennem mit omtumlede liv. Jeg har nk været i situationer, hvor økonomisk hjælp fra det offentlige kunne have reddet min bolig- eller arbejdssituation, men med a-kasse og forsikringer har der faktisk aldrig været hjælp at få, indtil nu, hvor jeg får penge mod den modydelse at blive syg på sind og legeme.
Jeg begik den fejl at tro der var noget jeg var god til på arbejdsmarkedet, både når jeg kunne få løn for det og når jeg lagde kræfter i at yde en frivillig indsats. Jeg begik den fejl at elske uden at vaske op efter mig. Jeg begik den fejl at tro at det jeg gjorde i sig selv var at give noget.
Det jeg fik var velfærd på 3. klasse.
Taknemmelighed
Selvfølgelig kan man sige at jeg skal yde før jeg kan nyde, man kan også forlange at det jeg skal yde er et stykke arbejde eller bare gengæld for at være til.
Min kærlighed er sådan set ubegrænset, men når jeg skal udtryk for den på andres præmisser er kærlighed jo pludselig et spørgsmål om at gøre noget som andre synes jeg skal gøre. Jeg har trods selvskabt modgang (af ovennævnte grund) haft et indholdsrigt liv sikkert mere omskiftende end de fleste har, uden tvivl med en økonomisk basis der konsekvent har ladt mig i fare for at blive fattig i forhold til ejendom. Men jeg har mødt et utal af mennesker der har holdt af mig for den jeg er og var. Jeg har kunnet skrive og læse, jeg har kunnet deltage socialt i foreningsliv og i andre sammenhænge. Jeg er sådan set taknemmelig for alle de oplevelser jeg har haft på godt og ondt. De har været lærepenge og jeg har suget til mig, mest med glæde over at kunne lære mere og mere.
Når jeg så kommer i en situation hvor jeg ikke kan gøre andet end at indgå i nyttejob eller aktivering for aktiveringens skyld, og under tvang, så skal jeg være taknemmelig. Hvad fanden skal jeg være taknemmelig for? For at blive overflødig som menneske?
Skæbne
Jeg deler nok ikke skæbne med så mange, medmindre alle os der synes at vores skæbne er speciel deler skæbne. Jeg har opnået næsten alt og mistet næsten stort set det samme i mit liv. Bortset fra økonomisk rigdom, som aldrig blev mit mål. Hvis jeg troede på en Gud eller på skæbnen som et resultat af min livsførelse ville mit liv måske have formet sig anderledes, måske ikke. Jeg har ikke brugt kræfter på at blive noget, jeg afskyr nepotisme og rygklappere. Måske er det den forkerte verden jeg kom til at leve i? Men måske kan jeg med mine refleksioner over livet (mit selvfølgelig) være med til at andre også hellere vil dele fremfor at herske. Der har været så mange skønne stunder som er blevet afløst af voldsomme nederlag, men jeg har alligevel rejst mig. Ikke for at kæmpe. Ikke for at tjene penge. Alene for at være mig og være til for andre (og dermed være til for mig på en måde).
Nu
Det hele er kommet dertil at jeg ikke har noget formål med tilværelsen. Jeg skal ikke gøre noget godt for andre (bortset fra at sikre andre en indtægt og betale skat). Formålet med mit liv er blevet mere og mere at være til besvær for et økonomisk liberalt samfund, som endda skælder mig ud for at være én af dem der bidrager til økonomien på godt og ondt. Min indsats for livet er blevet til fejl på fejl i forhold til andres forventninger. Jeg vokser nedad og indad i takt med at samfundet gør mig til en del af en statistik, samtidig med at min overflødighed skal bekæmpes med næb og klør, frem for at udnytte mit potentiale, min kærlighed og ømhed for andre og min tilstedeværelse. Jeg er med andre ord blevet overflødig på den overflødige måde. Min eksistens har efterhånden ingen berettigelse, undtagen for mig (den del af min selvtillid jeg klamrer mig til). Mit liv er blevet til en samfundsøkonomisk belastning.
Jeg er blevet træt.
Intet er lykkes. Solen har skinnet, det har været overskyet og det har været blæsevejr. Ja det har været aldeles meget vejr og mørkt og lyst og ensomt. Et kig på min bankkonto viser at jeg ikke har penge til noget som helst i denne måned, altså ikke noget med at spise sundt eller at besøge venner, deltage i møder og lignende, medmindre jeg får midlertidig hjælp. Da jeg stod på vægten i morges stod vægten på 82 kg. Jeg er begyndt at spare på mine lægeordinerede blodtrykspiller og spiser kun lige det nødvendige, selvfølgelig med ovenstående følger hvad angår vægt og træthed og flere andre følger.
Velfærd
Det forventes af mig at jeg skal bidrage med min arbejdskraft når der bliver brug for den. Indtil da skal jeg aktiveres og søge jobs hos arbejdsgivere der aldrig svarer på mine ansøgninger. Når jeg søger et job som jeg ikke bare mener jeg ville være god til, men være den perfekte til er et svar ikke det mest almindelige at få, medmindre intet svar på en ansøgning er et svar. Hjælp til velfærd er sådan set ikke noget jeg beder om hver dag, det er heller ikke noget jeg ofte har bedt om gennem mit omtumlede liv. Jeg har nk været i situationer, hvor økonomisk hjælp fra det offentlige kunne have reddet min bolig- eller arbejdssituation, men med a-kasse og forsikringer har der faktisk aldrig været hjælp at få, indtil nu, hvor jeg får penge mod den modydelse at blive syg på sind og legeme.
Jeg begik den fejl at tro der var noget jeg var god til på arbejdsmarkedet, både når jeg kunne få løn for det og når jeg lagde kræfter i at yde en frivillig indsats. Jeg begik den fejl at elske uden at vaske op efter mig. Jeg begik den fejl at tro at det jeg gjorde i sig selv var at give noget.
Det jeg fik var velfærd på 3. klasse.
Taknemmelighed
Selvfølgelig kan man sige at jeg skal yde før jeg kan nyde, man kan også forlange at det jeg skal yde er et stykke arbejde eller bare gengæld for at være til.
Min kærlighed er sådan set ubegrænset, men når jeg skal udtryk for den på andres præmisser er kærlighed jo pludselig et spørgsmål om at gøre noget som andre synes jeg skal gøre. Jeg har trods selvskabt modgang (af ovennævnte grund) haft et indholdsrigt liv sikkert mere omskiftende end de fleste har, uden tvivl med en økonomisk basis der konsekvent har ladt mig i fare for at blive fattig i forhold til ejendom. Men jeg har mødt et utal af mennesker der har holdt af mig for den jeg er og var. Jeg har kunnet skrive og læse, jeg har kunnet deltage socialt i foreningsliv og i andre sammenhænge. Jeg er sådan set taknemmelig for alle de oplevelser jeg har haft på godt og ondt. De har været lærepenge og jeg har suget til mig, mest med glæde over at kunne lære mere og mere.
Når jeg så kommer i en situation hvor jeg ikke kan gøre andet end at indgå i nyttejob eller aktivering for aktiveringens skyld, og under tvang, så skal jeg være taknemmelig. Hvad fanden skal jeg være taknemmelig for? For at blive overflødig som menneske?
Skæbne
Jeg deler nok ikke skæbne med så mange, medmindre alle os der synes at vores skæbne er speciel deler skæbne. Jeg har opnået næsten alt og mistet næsten stort set det samme i mit liv. Bortset fra økonomisk rigdom, som aldrig blev mit mål. Hvis jeg troede på en Gud eller på skæbnen som et resultat af min livsførelse ville mit liv måske have formet sig anderledes, måske ikke. Jeg har ikke brugt kræfter på at blive noget, jeg afskyr nepotisme og rygklappere. Måske er det den forkerte verden jeg kom til at leve i? Men måske kan jeg med mine refleksioner over livet (mit selvfølgelig) være med til at andre også hellere vil dele fremfor at herske. Der har været så mange skønne stunder som er blevet afløst af voldsomme nederlag, men jeg har alligevel rejst mig. Ikke for at kæmpe. Ikke for at tjene penge. Alene for at være mig og være til for andre (og dermed være til for mig på en måde).
Nu
Det hele er kommet dertil at jeg ikke har noget formål med tilværelsen. Jeg skal ikke gøre noget godt for andre (bortset fra at sikre andre en indtægt og betale skat). Formålet med mit liv er blevet mere og mere at være til besvær for et økonomisk liberalt samfund, som endda skælder mig ud for at være én af dem der bidrager til økonomien på godt og ondt. Min indsats for livet er blevet til fejl på fejl i forhold til andres forventninger. Jeg vokser nedad og indad i takt med at samfundet gør mig til en del af en statistik, samtidig med at min overflødighed skal bekæmpes med næb og klør, frem for at udnytte mit potentiale, min kærlighed og ømhed for andre og min tilstedeværelse. Jeg er med andre ord blevet overflødig på den overflødige måde. Min eksistens har efterhånden ingen berettigelse, undtagen for mig (den del af min selvtillid jeg klamrer mig til). Mit liv er blevet til en samfundsøkonomisk belastning.
Jeg er blevet træt.
tirsdag, december 31, 2013
Nytår 2013
Hvor dejligt at vi endnu en gang er kommet til et vendepunkt. Nu skal vi igen ændre den onde verden til en bedre. Som sædvanlig har medierne kogt røde pølser på alt det vi har oplevet i løbet af året, også "bøfferne" i radioavisen. Så traditionelt at man tror det er løgn, men også et tilbageblik (Hvem Hvad Hvor 2013) og enkelte skarpe kommentarer blandet med en mængde gode ønsker uden pælitisk eller kritisk indhold. For eksempel ønskes alle et godt nytår, trods det at vi ved at mere end 35.000 danskere får et forfærdeligt år med økonomisk ruin eller dårlige økonomiske vilkår.
Et enkelt knus kan nok gøre underværker men ikke sikre en families fremtid.
Dronningens nytårstale
Den første tradition er jo nok (bortset fra "bøfferne" efter middagsradioavisen) dronningens nytårstale. Et stilsikkert forsøg på at kommentere det nutidige samfund ud fra en solid borgerlig og konservativ baggrund. Sådan har den været i mere end 40 år. I økonomiske opgangstider har vi hørt om vort fantastiske samfund i dårlige tider hører vi om vores fantastiske sammenhold. I år fik den så et lille tjat: "Nok er vi et lille land, men derfor behøver vi ikke at være smålige". Hvem tror Margrethe hun henvender sig til? Dem der ikke ejer noget, som ikke kan få dansk statsborgerskab, dem der skralder eller sover på gaden, dem der gerne vil arbejde eller dem der er villige til at ofre deres egen fremtid for at undgå at være smålige.
Dronningen fik selvfølgelig i nogle bisætninger nævnt nogle ferieoplevelser (rejser til Grønland og Færøerne) om omtalte de positive tilkendegivelser fra de indfødte, de indfødte mennesker i Danmark som fik besøg af kongeskibet fik så ikke samme omtale, ikke fordi jeg helt forstår det. Men dejligt med den respekt for underlegne i lande der sådan set ønsker at være selvstændige med en perifer tilknytning til et dansk, demokratisk monarki. Godt gået af en ghostwriter som skal fastholde konservatisme og samtidig antyde åbenhed overfor forskellighed, synd at dronningen ikke kunne fastholde sin koncentration gennem hele talen og udtalte sætninger mere sløret og usikkert efterhånden som tiden gik.
Underholdningen og traditionerne
Resten af aftenen er så traditioner. Faktisk er hele juleugerne fyldt med traditioner. Både Radio og Tv er fyldt med intetsigende underholdning (i form af film og film), Selv nyhederne er begrænset til at være ulykker eller nytårsrelaterede.
Her i huset har vi tidligere lavet rejemad og haft en champagne på køl til midnat, hos min mor stod den på kransekage og champagne. Andre steder har jeg oplevet andre traditioner, men ingen tvivl om at det var traditioner, om de så indebar akvavit eller brunsviger. Traditioner er og bliver traditioner, der er bare nogle der lever med i de forskellige traditioner - alt efter hvor de er. Jeg er for eksempel skilsmissebarn og derfor ved jeg at traditionerne ikke er mine, men nogle andres.
Underholdningen er til gengæld ren og skær underholdning. Hvert eneste år sætter vi os ned for at huske navnene på gæsterne i "90-års fødselsdagen". Gad vide hvorfor vi alle kun kan huske tre af fire navne. Hvorfor vi ikke kan huske hvornår James er ved at falde over skindet og hvad det egentlig er for retter der bliver serveret? Måske fordi vi skal have noget at se frem til?
Men vi har fået en tradition og underholdning af et engelsk ægtepar som har skabt en lille sketch til tysk fjernsyn, og alt efter hvor gamle vi er har vi set den i det meste af vores liv. Og vi ser den igen.
Godt nytår
En anden tradition er at ønske hinanden "godt nytår". Søskende, børn, forældre og venner. Det er selvfølgelig endnu engang et fromt ønske at det kommende år skal gå godt. Hvor billigt! Det er lidt som at bede til Gud om at få to nye tænder, eller at ønske at vinde i lotto. Muligheden er der måske, men i forhold til bønnerne og ønskerne vil der være mange der ikke får opfyldt deres ønsker. Måske er det meget godt, for så kan man jo ærgre sig og ønske igen til næste år og til næste år og så videre. Men hvem gavner det at man ønsker? Man får måske nok ro en periode, men kommer ikke videre.
Ønsket om et godt nytår er selvfølgelig ikke ment som en fornærmelse, snarere som en "god fødselsdag" eller "glædelig jul" til en ensom. Som om en julepakke eller et kilo nytårskrudt kan gøre et liv bedre. Det kan måske ændre i nogle minutter men ikke i al evighed. Religionens idealer forkvakler vore fremtidsønsker for vore medmennesker. Personligt vil jeg hellere gøre noget for andre. Ikke vaske op, samle hundelorte eller forære penge væk, det er nemlig nogle af de ting jeg ikke har brug for at andre gør for mig. Lyt til dine medmennesker og find ud af hvad de egentlig har brug for, og hvis du ikke finder ud af det så forsøg igen og igen. Det er ikke dig der er forkert på den, men måske dig der ikke kan nå igennem. Det gør dig ikke dårligere, men måske nok fattigere på menneskekundskab.
Min nytårsaften
Vi har (min far og jeg) købt champagne (semi og brut) vi spiser en rejemad og ser 90-års fødselsdagen. Så kigger vi på de mange millioner der brændes af i de flade omgivelser og drikker resten af champagnen. sms'er og telefonsamtaler med familie og venner bliver udvekslet omkring midnat, og måske jeg tjekker facebook. Måske hører vi lidt radio, ellers går vi bare i seng hver for sig (så læser jeg i en bog) og så gør vi klar til det næste år i løbet af næste formiddag.
Nytåret er som en fødselsdag. En skæringsdato mellem en dag og en anden dag. Ikke fordi der sker noget som gør dig eller andre ældre, udelukkende fordi det er en skæringsdato.
Mit ønske er altså at du får det bedste ud af det år vi går ind i, ikke at du betragter datoen som en dato der skal gøre dig ondt. I stedet skal du rejse dig op og sige hvad der sker dig på denne skæringsdato, så kan vi følges for at ændre de love som gennemføres på dato.
Hold nytår sammen med mig. Det bliver meget hårdt, men det bliver dit år sammen med mit. Jeg håber vi ses.
Et enkelt knus kan nok gøre underværker men ikke sikre en families fremtid.
Dronningens nytårstale
Den første tradition er jo nok (bortset fra "bøfferne" efter middagsradioavisen) dronningens nytårstale. Et stilsikkert forsøg på at kommentere det nutidige samfund ud fra en solid borgerlig og konservativ baggrund. Sådan har den været i mere end 40 år. I økonomiske opgangstider har vi hørt om vort fantastiske samfund i dårlige tider hører vi om vores fantastiske sammenhold. I år fik den så et lille tjat: "Nok er vi et lille land, men derfor behøver vi ikke at være smålige". Hvem tror Margrethe hun henvender sig til? Dem der ikke ejer noget, som ikke kan få dansk statsborgerskab, dem der skralder eller sover på gaden, dem der gerne vil arbejde eller dem der er villige til at ofre deres egen fremtid for at undgå at være smålige.
Dronningen fik selvfølgelig i nogle bisætninger nævnt nogle ferieoplevelser (rejser til Grønland og Færøerne) om omtalte de positive tilkendegivelser fra de indfødte, de indfødte mennesker i Danmark som fik besøg af kongeskibet fik så ikke samme omtale, ikke fordi jeg helt forstår det. Men dejligt med den respekt for underlegne i lande der sådan set ønsker at være selvstændige med en perifer tilknytning til et dansk, demokratisk monarki. Godt gået af en ghostwriter som skal fastholde konservatisme og samtidig antyde åbenhed overfor forskellighed, synd at dronningen ikke kunne fastholde sin koncentration gennem hele talen og udtalte sætninger mere sløret og usikkert efterhånden som tiden gik.
Underholdningen og traditionerne
Resten af aftenen er så traditioner. Faktisk er hele juleugerne fyldt med traditioner. Både Radio og Tv er fyldt med intetsigende underholdning (i form af film og film), Selv nyhederne er begrænset til at være ulykker eller nytårsrelaterede.
Her i huset har vi tidligere lavet rejemad og haft en champagne på køl til midnat, hos min mor stod den på kransekage og champagne. Andre steder har jeg oplevet andre traditioner, men ingen tvivl om at det var traditioner, om de så indebar akvavit eller brunsviger. Traditioner er og bliver traditioner, der er bare nogle der lever med i de forskellige traditioner - alt efter hvor de er. Jeg er for eksempel skilsmissebarn og derfor ved jeg at traditionerne ikke er mine, men nogle andres.
Underholdningen er til gengæld ren og skær underholdning. Hvert eneste år sætter vi os ned for at huske navnene på gæsterne i "90-års fødselsdagen". Gad vide hvorfor vi alle kun kan huske tre af fire navne. Hvorfor vi ikke kan huske hvornår James er ved at falde over skindet og hvad det egentlig er for retter der bliver serveret? Måske fordi vi skal have noget at se frem til?
Men vi har fået en tradition og underholdning af et engelsk ægtepar som har skabt en lille sketch til tysk fjernsyn, og alt efter hvor gamle vi er har vi set den i det meste af vores liv. Og vi ser den igen.
Godt nytår
En anden tradition er at ønske hinanden "godt nytår". Søskende, børn, forældre og venner. Det er selvfølgelig endnu engang et fromt ønske at det kommende år skal gå godt. Hvor billigt! Det er lidt som at bede til Gud om at få to nye tænder, eller at ønske at vinde i lotto. Muligheden er der måske, men i forhold til bønnerne og ønskerne vil der være mange der ikke får opfyldt deres ønsker. Måske er det meget godt, for så kan man jo ærgre sig og ønske igen til næste år og til næste år og så videre. Men hvem gavner det at man ønsker? Man får måske nok ro en periode, men kommer ikke videre.
Ønsket om et godt nytår er selvfølgelig ikke ment som en fornærmelse, snarere som en "god fødselsdag" eller "glædelig jul" til en ensom. Som om en julepakke eller et kilo nytårskrudt kan gøre et liv bedre. Det kan måske ændre i nogle minutter men ikke i al evighed. Religionens idealer forkvakler vore fremtidsønsker for vore medmennesker. Personligt vil jeg hellere gøre noget for andre. Ikke vaske op, samle hundelorte eller forære penge væk, det er nemlig nogle af de ting jeg ikke har brug for at andre gør for mig. Lyt til dine medmennesker og find ud af hvad de egentlig har brug for, og hvis du ikke finder ud af det så forsøg igen og igen. Det er ikke dig der er forkert på den, men måske dig der ikke kan nå igennem. Det gør dig ikke dårligere, men måske nok fattigere på menneskekundskab.
Min nytårsaften
Vi har (min far og jeg) købt champagne (semi og brut) vi spiser en rejemad og ser 90-års fødselsdagen. Så kigger vi på de mange millioner der brændes af i de flade omgivelser og drikker resten af champagnen. sms'er og telefonsamtaler med familie og venner bliver udvekslet omkring midnat, og måske jeg tjekker facebook. Måske hører vi lidt radio, ellers går vi bare i seng hver for sig (så læser jeg i en bog) og så gør vi klar til det næste år i løbet af næste formiddag.
Nytåret er som en fødselsdag. En skæringsdato mellem en dag og en anden dag. Ikke fordi der sker noget som gør dig eller andre ældre, udelukkende fordi det er en skæringsdato.
Mit ønske er altså at du får det bedste ud af det år vi går ind i, ikke at du betragter datoen som en dato der skal gøre dig ondt. I stedet skal du rejse dig op og sige hvad der sker dig på denne skæringsdato, så kan vi følges for at ændre de love som gennemføres på dato.
Hold nytår sammen med mig. Det bliver meget hårdt, men det bliver dit år sammen med mit. Jeg håber vi ses.
mandag, december 30, 2013
Nyttejobs
I dag hedder det nyttejob, tidligere hed det aktivering (med henblik på at bevare kontakten til arbejdsmarkedet). Ligegyldigt hvad det kaldes er det løndumping og gratis arbejdskraft.
Lad os gå lidt tilbage i tiden sammen
Som færdiguddannet i 80'erne kunne jeg modtage dagpenge på dimittendsats. Ikke fordi det var mange penge, men jeg kunne satse på at søge arbejde og bidrage til mine kollegers arbejdssøgning gennem et frivilligt arbejdsløshedsudvalg. Imens ventede jeg på at skulle aftjene min værnepligt, endnu engang en indsats med en indtægt omkring S.U.
Inden jeg blev færdiguddannet var jeg faktisk kontanthjælpsmodtager, eller hvad det hed den gang i et par somre. Vi modtog nemlig ikke S.U. i sommerperioden når vi ikke gik i skole skulle vi heller ikke modtage hjælp til at overleve, desværre var der noget husleje der skulle betales. Men arbejdsløsheden var stor og for at modtage penge fra det offentlige skulle du stå til rådighed for arbejdsmarkedet med kort varsel. Det gjorde vi så og kunne dermed betale husleje og købe spaghetti og være butikstyve sidst på måneden.
Ingen troede dengang på at man kunne leve for de penge og på de vilkår, alle vidste at studier blev gennemført med hjælp fra forældrenes børneopsparing og studielån. Ingen spurgte hvordan vi overlevede, heller ikke os selv. Set i bakspejlet var der dog en social slagside, dem der ikke kunne bruge deres forældres eller andre indkomster var mest udsat for at gå ned med flaget og aldrig blive til noget. Imens fik andre social og økonomisk støtte hjemmefra og klarede sig efter omstændighederne udmærket.
Jeg måtte aftjene værnepligt og se min studiegæld vokse med noget nær 30% p.a. før jeg reelt stod til rådighed for arbejdsmarkedet, altså halvandet år efter jeg havde fuldendt min uddannelse på normeret tid!
Dagpengene
Trofast betalte jeg til min arbejdsløshedsforsikring. Jeg fik udbetalt dagpenge mod at møde op på Arbejdsformidlingen hver uge, senere hver måned. Jeg blev aktiveret med jobsøgningskurser (sammen med andre ledige i mit fagforbunds A-kasse - dengang FTF). Dem der underviste burde vide hvordan man fik arbejde de havde nemlig selv været arbejdsløse så længe at de overhovedet ikke kendte arbejdsmarkedet. Men de fik arbejde som vejledere i at søge arbejde, og der måtte de jo være de bedste. De havde jo netop fået arbejde.
Mine dagpenge blev efterhånden et problem, mest fordi jeg havde vikariater af skiftende varighed, og dermed skulle have informeret skattevæsenet om ændringer i min indtægt. Det fandt jeg ud af for sent, og der var ingen mulighed for at spole tiden tilbage til før. Nå, jeg modtog mine dagpenge så længe jeg betalte kontingent eller præmie eller hvad det hed dengang. Altså kunne jeg betale husleje og købe ind til spaghetti og kødsovs i så store mængder at det kunne varmes 3-4 dage i træk.
Efterhånden blev det personlige fremmøde på Arbejdsformidlingen afskaffet og dagpengekortet skulle udfyldes "på tro og love" og sendes til A-kassen. Selvfølgelig skulle man vise sin gode vilje til at søge arbejde og dermed deltage i kurser i arbejdssøgning. Sådan nogle fik jeg næsten hvert år uden at der dog blev ændret på den officielle politik der gik ud på tvangsopsparing (berørte ikke mig - min gæld voksede med 30% p.a.) og offentligt ansættelsesstop (hvilket berørte mig i allerhøjeste grad - jeg var som uddannet folkebibliotekar del af den målgruppe der IKKE skulle have arbejde).
Men jeg kunne modtage dagpenge og på den måde overleve uden på noget tidspunkt at være rig.
Kærester
Jeg har haft et antal kærester trods min manglende tilknytning til nogle steder. Da jeg mødte min datters mor var hun på "bistanden" og vi flyttede derfor ikke sammen, vi kærestede bare, og det resulterede i en graviditet.
Hun skulle sådan set møde i REVA (aktivering for at modtage hjælp i forbindelse med revalidering)for at modtage sin kontanthjælp, men var mere sygemeldt end raskmeldt. Men hun fik et barn, det gjorde jeg så ikke.
Jeg har nok haft flere kærester. En af dem blev kæreste med min nærmeste ven i skolen, en anden slog op med mig fordi jeg gjorde som hun sagde og dermed "ikke var den hun havde forelsket sig i", En blev forelsket i mig på grund af min måde at være på, og en faldt jeg for (så meget at hun også blev min kæreste).
Men ingen af forholdene og kæresterierne holdt. Som med arbejde føles det bagefter som om jeg bare var i vikariat. Og pengene blev ikke mere værd fordi vi var to om at skaffe penge. At være under uddannelse og have en kæreste der også er det var og er ikke et slaraffenland. At være kæreste med en kvinde der skal skilles på grund af sin kærlighed giver ikke bedre vilkår. Selv at være kæreste med en enlig mor som har deltidsarbejde er ikke økonomisk værd at satse på.
Men følelserne har været det hele værd og jeg er ikke sultet ihjel, så ville jeg jo ikke være her. Jeg sulter heller ikke ihjel som enlig, men jeg dør langsomt af savn. Kærlighed og ømhed kan få mennesker til at overleve enormt pres, alene i kraft af følelsen af nærvær og fællesskab.
Men lad nu det ligge, der er jo ingen mulighed længere for at være nære og holde af hinanden, nu skal kærlighed økonomiseres, også når man er i nyttejob.
At stå til rådighed for arbejdsmarkedet
Som nævnt var min datters mor henvis til REVA for at være berettiget til at modtage kontanthjælp. Jeg var henvist til kurser og vejledningsmøder. Kæresten fik sådan set hjælp nok hensyn fra de ansatte og de kendte til hendes situation. Min situation var derimod en række af krav om at møde, senere krav om aktivering, hvilket udmøntede sig i aktivering indenfor det offentlige, i de senere år indenfor det private.
Jeg stod til rådighed for arbejdsmarkedet og knoklede røven ud af bukserne for at vise hvor gerne jeg ville arbejde. Bare for at konstatere at man ikke skulle arbejde for mange timer, dem skulle man nemlig selv betale hvis man blev ledig (ligegyldigt hvad man havde tjent), for få timers arbejde talte fra opsparingen af timer til at opnå fornyelse af dagpengeretten (hvilket ikke virkede tillokkende - især ikke når man til mange møder blandt arbejdsløse mødte nogle der havde deltidsarbejde og dermed svært ved at møde op til en orientering der stort svarede til den de fik et halvt år før).
Men det at stå til rådighed for arbejdsmarkedet fik på et tidspunkt en helt ny betydning. Ikke længere noget med at tage arbejde fra sig selv eller ikke at lave noget fordi man derved kunne tage arbejde fra dem der skulle tjene penge på at være på arbejdsmarkedet. Nej, vi fik såkaldte eksterne udbydere, som kunne tjene penge på to måder: For det første ved at blive betalt af det offentlige for at vurdere arbejdsevne, for det andet tjene penge på at aktivere ledige i kurser de selv havde skabt for at tjene penge på ledighed. At stå til rådighed for arbejdsmarkedet blev altså til at man blev en økonomisk malkeko, uden egentlig udsigt til at komme videre (det skal siges at de fleste af disse eksterne udbydere satsede lidt på at skabe få "resultater", som kunne give dem fornyelse af aftaler og dermed flere indtægter, men indsatsen fra både det offentlige og private blev mere og mere en statistisk øvelse).
Nyttejobsene
Jeg har selv været i aktivering som bibliotekar, som arkivar og som kassedame. Jeg har de seneste 10 år ikke modtaget noget som helst udover dagpenge eller kontanthjælp i forbindelse med aktivering. Min indsats har altså udelukkende været slaveri. Nu ved jeg godt at slaver ikke modtager penge, men til gengæld sørger slaveejerne for at have slaver der kan passe morgendagens arbejde, altså en investering, der gerne skal give afkast.
Sådan en slave føler jeg at jeg er blevet til. Jeg er forpligtet til at opfylde de krav mine arbejdsgivere (staten eller kommunen) stiller til mig, men jeg får INTET tilbage, kun flere krav om at stå til rådighed for samfundet på de økonomisk dårligste vilkår, sammenlignelige med slaveri.
At nyttejob og aktivering undskyldes med at man skal bibeholde tilknytningen til arbejdsmarkedet er (set med mine øjne) derfor sludder og vrøvl. Ingen af os bliver bedre til at arbejde, bedre til at begå os i samfundet, bedre til at føle sig sikker på pension og at sygdom kan forekomme i vores verden. Ingen af os der står vedvarende til rådighed for arbejdsmarkedet på offentlige ydelser, kan vide nos sikre på andet end at vi sandsynligvis vil forblive overflødige og udnyttede.
Mit forslag er: Tal med de mennesker der er ledige, find ud af hvad de kan og hvad de vil. Lad være at tvinge i tåbelig aktivering og brug i stedet tid på at vurdere individuelt. Undgå at sende mennesker i jobs der kan brødføde selvstændige, og sats i stedet på at ledige og syge har et potentiale der kan udnyttes. Drop diskussionen om man skal arbejdsprøves og om der kan gives tilskud, lav i stedet en løsning som passer til den enkelte.
Nogle elsker at komme ud i livet og møde andre mennesker, andre holder meget af at være politisk aktive eller aktive i frivillige organisationer. Hvorfor så stille sygelige krav til hvad man må og hvad man skal? Hvis Mette Frederiksen mener noget med "ret og pligt" synes jeg hun skal begynde med sig selv - en stikpille kunne samle udtrykket, hvis hun skulle tage den selv!
Lad os gå lidt tilbage i tiden sammen
Som færdiguddannet i 80'erne kunne jeg modtage dagpenge på dimittendsats. Ikke fordi det var mange penge, men jeg kunne satse på at søge arbejde og bidrage til mine kollegers arbejdssøgning gennem et frivilligt arbejdsløshedsudvalg. Imens ventede jeg på at skulle aftjene min værnepligt, endnu engang en indsats med en indtægt omkring S.U.
Inden jeg blev færdiguddannet var jeg faktisk kontanthjælpsmodtager, eller hvad det hed den gang i et par somre. Vi modtog nemlig ikke S.U. i sommerperioden når vi ikke gik i skole skulle vi heller ikke modtage hjælp til at overleve, desværre var der noget husleje der skulle betales. Men arbejdsløsheden var stor og for at modtage penge fra det offentlige skulle du stå til rådighed for arbejdsmarkedet med kort varsel. Det gjorde vi så og kunne dermed betale husleje og købe spaghetti og være butikstyve sidst på måneden.
Ingen troede dengang på at man kunne leve for de penge og på de vilkår, alle vidste at studier blev gennemført med hjælp fra forældrenes børneopsparing og studielån. Ingen spurgte hvordan vi overlevede, heller ikke os selv. Set i bakspejlet var der dog en social slagside, dem der ikke kunne bruge deres forældres eller andre indkomster var mest udsat for at gå ned med flaget og aldrig blive til noget. Imens fik andre social og økonomisk støtte hjemmefra og klarede sig efter omstændighederne udmærket.
Jeg måtte aftjene værnepligt og se min studiegæld vokse med noget nær 30% p.a. før jeg reelt stod til rådighed for arbejdsmarkedet, altså halvandet år efter jeg havde fuldendt min uddannelse på normeret tid!
Dagpengene
Trofast betalte jeg til min arbejdsløshedsforsikring. Jeg fik udbetalt dagpenge mod at møde op på Arbejdsformidlingen hver uge, senere hver måned. Jeg blev aktiveret med jobsøgningskurser (sammen med andre ledige i mit fagforbunds A-kasse - dengang FTF). Dem der underviste burde vide hvordan man fik arbejde de havde nemlig selv været arbejdsløse så længe at de overhovedet ikke kendte arbejdsmarkedet. Men de fik arbejde som vejledere i at søge arbejde, og der måtte de jo være de bedste. De havde jo netop fået arbejde.
Mine dagpenge blev efterhånden et problem, mest fordi jeg havde vikariater af skiftende varighed, og dermed skulle have informeret skattevæsenet om ændringer i min indtægt. Det fandt jeg ud af for sent, og der var ingen mulighed for at spole tiden tilbage til før. Nå, jeg modtog mine dagpenge så længe jeg betalte kontingent eller præmie eller hvad det hed dengang. Altså kunne jeg betale husleje og købe ind til spaghetti og kødsovs i så store mængder at det kunne varmes 3-4 dage i træk.
Efterhånden blev det personlige fremmøde på Arbejdsformidlingen afskaffet og dagpengekortet skulle udfyldes "på tro og love" og sendes til A-kassen. Selvfølgelig skulle man vise sin gode vilje til at søge arbejde og dermed deltage i kurser i arbejdssøgning. Sådan nogle fik jeg næsten hvert år uden at der dog blev ændret på den officielle politik der gik ud på tvangsopsparing (berørte ikke mig - min gæld voksede med 30% p.a.) og offentligt ansættelsesstop (hvilket berørte mig i allerhøjeste grad - jeg var som uddannet folkebibliotekar del af den målgruppe der IKKE skulle have arbejde).
Men jeg kunne modtage dagpenge og på den måde overleve uden på noget tidspunkt at være rig.
Kærester
Jeg har haft et antal kærester trods min manglende tilknytning til nogle steder. Da jeg mødte min datters mor var hun på "bistanden" og vi flyttede derfor ikke sammen, vi kærestede bare, og det resulterede i en graviditet.
Hun skulle sådan set møde i REVA (aktivering for at modtage hjælp i forbindelse med revalidering)for at modtage sin kontanthjælp, men var mere sygemeldt end raskmeldt. Men hun fik et barn, det gjorde jeg så ikke.
Jeg har nok haft flere kærester. En af dem blev kæreste med min nærmeste ven i skolen, en anden slog op med mig fordi jeg gjorde som hun sagde og dermed "ikke var den hun havde forelsket sig i", En blev forelsket i mig på grund af min måde at være på, og en faldt jeg for (så meget at hun også blev min kæreste).
Men ingen af forholdene og kæresterierne holdt. Som med arbejde føles det bagefter som om jeg bare var i vikariat. Og pengene blev ikke mere værd fordi vi var to om at skaffe penge. At være under uddannelse og have en kæreste der også er det var og er ikke et slaraffenland. At være kæreste med en kvinde der skal skilles på grund af sin kærlighed giver ikke bedre vilkår. Selv at være kæreste med en enlig mor som har deltidsarbejde er ikke økonomisk værd at satse på.
Men følelserne har været det hele værd og jeg er ikke sultet ihjel, så ville jeg jo ikke være her. Jeg sulter heller ikke ihjel som enlig, men jeg dør langsomt af savn. Kærlighed og ømhed kan få mennesker til at overleve enormt pres, alene i kraft af følelsen af nærvær og fællesskab.
Men lad nu det ligge, der er jo ingen mulighed længere for at være nære og holde af hinanden, nu skal kærlighed økonomiseres, også når man er i nyttejob.
At stå til rådighed for arbejdsmarkedet
Som nævnt var min datters mor henvis til REVA for at være berettiget til at modtage kontanthjælp. Jeg var henvist til kurser og vejledningsmøder. Kæresten fik sådan set hjælp nok hensyn fra de ansatte og de kendte til hendes situation. Min situation var derimod en række af krav om at møde, senere krav om aktivering, hvilket udmøntede sig i aktivering indenfor det offentlige, i de senere år indenfor det private.
Jeg stod til rådighed for arbejdsmarkedet og knoklede røven ud af bukserne for at vise hvor gerne jeg ville arbejde. Bare for at konstatere at man ikke skulle arbejde for mange timer, dem skulle man nemlig selv betale hvis man blev ledig (ligegyldigt hvad man havde tjent), for få timers arbejde talte fra opsparingen af timer til at opnå fornyelse af dagpengeretten (hvilket ikke virkede tillokkende - især ikke når man til mange møder blandt arbejdsløse mødte nogle der havde deltidsarbejde og dermed svært ved at møde op til en orientering der stort svarede til den de fik et halvt år før).
Men det at stå til rådighed for arbejdsmarkedet fik på et tidspunkt en helt ny betydning. Ikke længere noget med at tage arbejde fra sig selv eller ikke at lave noget fordi man derved kunne tage arbejde fra dem der skulle tjene penge på at være på arbejdsmarkedet. Nej, vi fik såkaldte eksterne udbydere, som kunne tjene penge på to måder: For det første ved at blive betalt af det offentlige for at vurdere arbejdsevne, for det andet tjene penge på at aktivere ledige i kurser de selv havde skabt for at tjene penge på ledighed. At stå til rådighed for arbejdsmarkedet blev altså til at man blev en økonomisk malkeko, uden egentlig udsigt til at komme videre (det skal siges at de fleste af disse eksterne udbydere satsede lidt på at skabe få "resultater", som kunne give dem fornyelse af aftaler og dermed flere indtægter, men indsatsen fra både det offentlige og private blev mere og mere en statistisk øvelse).
Nyttejobsene
Jeg har selv været i aktivering som bibliotekar, som arkivar og som kassedame. Jeg har de seneste 10 år ikke modtaget noget som helst udover dagpenge eller kontanthjælp i forbindelse med aktivering. Min indsats har altså udelukkende været slaveri. Nu ved jeg godt at slaver ikke modtager penge, men til gengæld sørger slaveejerne for at have slaver der kan passe morgendagens arbejde, altså en investering, der gerne skal give afkast.
Sådan en slave føler jeg at jeg er blevet til. Jeg er forpligtet til at opfylde de krav mine arbejdsgivere (staten eller kommunen) stiller til mig, men jeg får INTET tilbage, kun flere krav om at stå til rådighed for samfundet på de økonomisk dårligste vilkår, sammenlignelige med slaveri.
At nyttejob og aktivering undskyldes med at man skal bibeholde tilknytningen til arbejdsmarkedet er (set med mine øjne) derfor sludder og vrøvl. Ingen af os bliver bedre til at arbejde, bedre til at begå os i samfundet, bedre til at føle sig sikker på pension og at sygdom kan forekomme i vores verden. Ingen af os der står vedvarende til rådighed for arbejdsmarkedet på offentlige ydelser, kan vide nos sikre på andet end at vi sandsynligvis vil forblive overflødige og udnyttede.
Mit forslag er: Tal med de mennesker der er ledige, find ud af hvad de kan og hvad de vil. Lad være at tvinge i tåbelig aktivering og brug i stedet tid på at vurdere individuelt. Undgå at sende mennesker i jobs der kan brødføde selvstændige, og sats i stedet på at ledige og syge har et potentiale der kan udnyttes. Drop diskussionen om man skal arbejdsprøves og om der kan gives tilskud, lav i stedet en løsning som passer til den enkelte.
Nogle elsker at komme ud i livet og møde andre mennesker, andre holder meget af at være politisk aktive eller aktive i frivillige organisationer. Hvorfor så stille sygelige krav til hvad man må og hvad man skal? Hvis Mette Frederiksen mener noget med "ret og pligt" synes jeg hun skal begynde med sig selv - en stikpille kunne samle udtrykket, hvis hun skulle tage den selv!
lørdag, december 28, 2013
Om mig (den korte version)
Mine forældre er fra hhv. middelklasse- og arbejderklassemiljø. Det lykkedes dem at tage en uddannelse, mens de arbejdede og deres børn. Det lykkedes dem at få arbejde som lærere, og de flyttede fra den ene ende af landet til den anden.
Det gode råd jeg fik var at tage en uddannelse der berettigede mig til at få ansættelse indenfor det offentlige, der var garanteret pension. Så jeg tog gymnasiet med, også fordi jeg kunne. Bagefter ville jeg gerne på biblioteksskole, men jeg manglede 0,2 point i min gennemsnitskarakter, så jeg måtte optjene det halve point jeg kunne få ved at finde et arbejde eller tage en lavere uddannelse oveni- Jeg valgte at gå på EFG (ErhvervsFaglig Grunduddannelse), så jeg oveni en boglig uddannelse kunne søtte mig ind i aspekter af "Håndens arbejde". En teknisk "detalje" (jeg skulle have mere i løn end andre lærlinge på grund af min alder - en aftale mellem arbejdsgivere og Tømrer/snedker forbundet) forhindrede mig i at komme i lære, men efter et år havde jeg optjent point nok til at blive optaget som kvote-2 elev på biblioteksskolen, en uddannelse jeg selvfølgelig gennemførte trods økonomiske benspænd fra statens side, jeg skiftede bolig hvert halve år, måtte finde praktikophold langt fra uddannelsesstedet og måtte tage et statsgaranteret banklån til mere end 20% p.a.
Men jeg gennemførte på normeret tid.
I mellemtiden var der indført ansættelsesstop inden for det offentlige, hvilket betød at jeg skulle håbe på dødsfald blandt bibliotekarer (vi var mere end 8% ledige bibliotekarer da jeg blev færdig, eller at jeg måtte tage vikariater. Jeg tog sommervikariater, jeg aftjente værnepligt, jeg tog barselsvikariater og levede i mellemtiden på dimitendsats (og den sulteløn som soldater fik). Men efter 4 år havde jeg optjent ret til dagpenge.
Et liv på støtten.
Dagpenge var for mig et slaraffenland. Jeg kunne betale tilbage på mine lån i forbindelse med flytning og forbrug, at få et 3-måneders vikariat var ikke specielt morsomt, fordi jeg skulle huske at få ændret forskudsregistreringen hos skattevæsenet hver gang mine levevilkår blev ændret. Det medførte et år at jeg fik 7.000 kroner tilbage i skat, at det offentlige inddrog alle pengene, at mine forbrugsudgifter ikke kunne betales, at huslejen ikke blev betalt og jeg blev smidt ud. Jeg fandt et værelse på 8 kvadratmeter på fjerde sal hos nogle venner, som jeg kunne betale for tjenesten. Jeg blev forelsket og blev far til min datter, et stort ønske var opfyldt troede jeg, men den økonomiske situation var stadig vanskelig og jeg kunne ikke flytte med moderen, det ville være økonomisk selvmord. I forbindelse med aktiveringskrav foreslog jeg et højskoleophold med henblik på at søge optagelse på journalisthøjskolen, hvilket blev bevilget med flere økonomiske til følge, da jeg under opholdet modtog dagpenge, men skulle have modtaget aktiveringstilskud (eller hvad det nu hed på det tidspunkt). Altså skulle jeg betale dagpengene tilbage, selv om jeg havde brugt dem på at betale for højskoleopholdet. Det blev dog til sidst ordnet med højskolens sekretærs mellemkomst, ikke med offentlig hjælp.
Vikariaterne
Inden højskoleopholdet havde jeg haft vikariater i det yderste Danmark og var flyttet med kort varsel og stort set uden penge.
Det bseneste vikariat var et sommerferievikariat, som blev til en årsansættelse i forbindelse med indførelse af EDB på biblioteket, jeg skulle vikariere for de bibliotekarer der skulle oplæres i brugen af søgning via kommunedatas bibliotekssystem. Et helt år det troede jeg skulle være vendepunktet. Jeg blev opfordret til at stille op som tillidsmand, men kunne ikke fordi jeg kun var ansat for en periode. Jeg fik at vide at jeg kunne få forlænget min ansættelse, selv om der var ansættelsesstop, men det kunne jeg ikke, fordi fagforening og det offentlige havde en aftale om at en ansættelse udover et år skulle resultere i en fastansættelse. Altså valgte biblioteket ud fra de offentlige krav om ansættelsesstop - og fordi jeg jo var ansat i en midlertidig aflastningsstilling - at droppe forlængelsen (alene fordi det ville betyde en fastansættelse, som ikke måtte finde sted)-
Ledighed
Så blev jeg ledig. På mit CV stod der blot at jeg havde haft skiftende og oftest kortvarige ansættelser på biblioteker rundt om i landet. Mine udtalelser fra ansættelsesstederne bar præg af at jeg havde været vikar (en enkelt gang endda med en anden vikar som min overordnede). Men efter en periode med det ene ansøgningskursus efter det andet fik jeg en aktiveringsopgave, nemlig at komme med et oplæg til et kommunalt forvaltningsbibliotek. Og så gik jeg i gang, endnu en gang på dagpenge og med troen på at et godt arbejde kunne skaffe mig et job. Men politikerne ikke se formålet med et fælles forvaltningsbibliotek, slet i DJØF'erne, de ville jo have hver deres kommunalt betalte udgave af Karnov og andre "livsvigtige" opslagsværker.
Så jeg blev ledig igen.
Højskoleopholdet
At blive far uden at kunne gøre andet end at betale gjorde at jeg til sidst, da jeg endnu en gang skulle aktiveres valgte et højskoleophold. Jeg gjorde selvfølgelig alt det jeg ikke skulle alligevel. Jeg talte med dem der havde psykiske problemer (og dem var der mange af i den periode, så var de andre skoler af med dem), jeg talte med dem der havde misbrugsproblemer (jeg havde jo selv været der), men værst af alt, så delte jeg det jeg havde med de andre, så dem der havde regnet med at få finansieret opholdet ved at sælge øl og cigaretter eller leje en film ud, blev selvfølgelig sure på mig, for de kunne ikke tjene penge så længe mit princip var at dele uden at forvente overskud (ikke narkotika - det ville jeg ikke røre ved, men øl og cigaretter samt måske en pose chips eller lignende).
Jeg var blandt de ældste og derfor kom nogle af dem der havde personlige problemer til mig, og vi talte ofte sammen på tomandshånd fordi jeg ikke gav oplysningerne videre.
Men da jeg tog til optagelsesprøven på Journalisthøjskolen blev jeg nummer et eller andet på ventelisten, og samtidig fik jeg mulighed for at lære at lave radio, både som tekniker og som studievært og narrator. Jeg slog til selv om der ikke var udsigt til løn.
Radio og TV
Jeg lavede mere og mere radio, jeg blev en af de medarbejdere der lavede manus til quiz, sørgede for at LP'er kom på plads, kunne ringe op og bånde når der var lokale nyheder, ja enkelte gange kunne jeg fungere som tolk for studieværten og oplære de nye frivillige medarbejdere. Jeg nåede endda at blive forelsket i en gift kvinde, som var flyttet til øen med fire børn og mand fordi han havde fået arbejde, med det resultat at de blev skilt. Jeg var i aktivering på det lokale bibliotek. Jeg kom endda mi aktivering på lokalradioen i en måneds tid. Men arbejde var der ikke noget af.
Derfor flyttede jeg til Midtjylland i håb om flere muligheder, det var der bare ikke med min uddannelse. Så kort før årtusindskiftet mistede jeg retten til dagpenge. Min chef på radiostationen kunne godt bruge min arbejdskraft og havde fået en portion penge fra kulturministeriet. Så jeg blev ansat, jeg forhandlede selv min løn, da jeg hellere ville ansdættesd et halvt år med mulighed for at optjene dagpenge igen end at få en god løn som journalist i 3 måneder og så bare komme på kontanthjælp igen, og jeg havde fået de økonomiske rammer at vide.
Altså genoptjente jeg retten til dagpenge. De næste år var on-and-off. Når pengene fra kulturministeriet var brugt blev jeg "sæsonfyret", når der kom en ny portion var jeg den første til igen at blive ansat. Jeg lærte alle siderne af arbejdet, men var bedre til noget end til andet, både på TV og på radio. Hvor mange har været lydtekniker, studievært og klipper på både radio og TV? Det eneste jeg ikke kunne var at føre kamera på grund af mit syn (altså ikke på grund af det politiske).
De seneste år
Pengene blev færre og færre og jeg skulle efterhånden aktiveres mere og mere på dagpenge. Min gode kollega på biblioteket afviste blankt at have en gratis arbejdende bibliotekar ansat, ligesom hun havde sikret sig at jeg var i fagforening før jeg kunne blive sommerferievikar. I stedet fik jeg et aktiveringsprojekt i kommunens Tekniske Forvaltning. Et sted jeg senere kom tilbage til, dog på kontanthjælp. Jeg blev aktiveret på et kursus hvor vi skulle søge arbejde, lære at søge arbejde og diskutere hvordan vi kunne ændre vores miserable liv. Vi så film 0og snakkede om dem, vi havde muligheder for at sidde bag en PC og søge arbejde eller spille computerspil, der var ingen der kontrollerede noget, og da jeg havde været der i fire uger havde jeg lidt fri igen, næste gang jeg skulle aktiveres var kurset lukket. Udbyderen tjente ikke nok på det! I stedet kom jeg til det kommunale værksted hvor der blev dyrket kommunale blomster og malet kommunale bænke- Rare mennesker både dem der levede af os og os der blev levet af, men det var oplagt at det ikke skaffede én eneste af os i normalt, lønnet arbejde.
Så jeg flyttede til Jylland igen, men jeg havde mødt "pigen fra Fyn" og da jeg blev aktiveret i endnu et jobsøgningskursus (mellem nr. 10 og 15 - jobsøgningskurser var obligatoriske hver gang man blev ledig på dagpenge) søgte jeg primært job i Odense, og jeg fandt en aktivering, ikke et job. Jeg flyttede til Odense og fik ikke noget arbejde, men en ny aktivering. Denne gang i Netto, der stillede mig i udsigt at jeg MÅSKE kunne blive uddannet butiks- eller lasseassistent, eller blive ansat med løntilskud på deltid.
Nu
Det seneste år har jeg skrantet. Min økonomiske situation gør at jeg gør at jeg ikke kommer så mange steder (jeg er på kontanthjælp, men har også været nødt til at bruge al min opsparing for at kunne få kontanthjælp. Skal jeg flytte har jeg ikke råd til hverken flyttemand eller indskud, da jeg ikke må have større formue end 10.000-11.000 kr. Når jeg skal til møde på jobcentret skal jeg sikre mig at jeg har pengene til at rejse, jeg kan efter sigende få refunderet rejseomkostninger op til 1.000 kroner, men jeg har endnu ikke modtaget hverken skemaer eller en adresse på nettet som jeg kan bruge. Jeg får en venlig behandling og opfører da også mig selv venligt overfor de kommunalt ansatte. Men et arbejde eller en kontakt til min læge kommer ikke på tale. Jeg er pr. definition arbejdsparat.
Imens bliver jeg mere og mere psykisk syg (manglende kontakt med omverdenen), sover dårligere og har en tendens til at blive syg (måske ikke alvorligt) på en måde der kræver medicinering.
Og selvfølgelig er jeg flyttet til Jylland endnu en gang, kæresten har fyret mig, hvilket jo nok betyder at jeg også fremover (indtil jeg får rigtig arbejde) kan blive forsørget af det offentlige.
Det her var rundt regnet bare om min tilknytning til arbejdsmarkedet, med nogle få eksempler på hvordan økonomien også kan have indvirkning.
Og lad mig så lige nævne at jeg aldrig har haft råd til at tage et kørekort. De gange jeg har tjent en god løn er pengene gået til briller og tandlæge. Og der er jeg bagud igen, nu.
Det gode råd jeg fik var at tage en uddannelse der berettigede mig til at få ansættelse indenfor det offentlige, der var garanteret pension. Så jeg tog gymnasiet med, også fordi jeg kunne. Bagefter ville jeg gerne på biblioteksskole, men jeg manglede 0,2 point i min gennemsnitskarakter, så jeg måtte optjene det halve point jeg kunne få ved at finde et arbejde eller tage en lavere uddannelse oveni- Jeg valgte at gå på EFG (ErhvervsFaglig Grunduddannelse), så jeg oveni en boglig uddannelse kunne søtte mig ind i aspekter af "Håndens arbejde". En teknisk "detalje" (jeg skulle have mere i løn end andre lærlinge på grund af min alder - en aftale mellem arbejdsgivere og Tømrer/snedker forbundet) forhindrede mig i at komme i lære, men efter et år havde jeg optjent point nok til at blive optaget som kvote-2 elev på biblioteksskolen, en uddannelse jeg selvfølgelig gennemførte trods økonomiske benspænd fra statens side, jeg skiftede bolig hvert halve år, måtte finde praktikophold langt fra uddannelsesstedet og måtte tage et statsgaranteret banklån til mere end 20% p.a.
Men jeg gennemførte på normeret tid.
I mellemtiden var der indført ansættelsesstop inden for det offentlige, hvilket betød at jeg skulle håbe på dødsfald blandt bibliotekarer (vi var mere end 8% ledige bibliotekarer da jeg blev færdig, eller at jeg måtte tage vikariater. Jeg tog sommervikariater, jeg aftjente værnepligt, jeg tog barselsvikariater og levede i mellemtiden på dimitendsats (og den sulteløn som soldater fik). Men efter 4 år havde jeg optjent ret til dagpenge.
Et liv på støtten.
Dagpenge var for mig et slaraffenland. Jeg kunne betale tilbage på mine lån i forbindelse med flytning og forbrug, at få et 3-måneders vikariat var ikke specielt morsomt, fordi jeg skulle huske at få ændret forskudsregistreringen hos skattevæsenet hver gang mine levevilkår blev ændret. Det medførte et år at jeg fik 7.000 kroner tilbage i skat, at det offentlige inddrog alle pengene, at mine forbrugsudgifter ikke kunne betales, at huslejen ikke blev betalt og jeg blev smidt ud. Jeg fandt et værelse på 8 kvadratmeter på fjerde sal hos nogle venner, som jeg kunne betale for tjenesten. Jeg blev forelsket og blev far til min datter, et stort ønske var opfyldt troede jeg, men den økonomiske situation var stadig vanskelig og jeg kunne ikke flytte med moderen, det ville være økonomisk selvmord. I forbindelse med aktiveringskrav foreslog jeg et højskoleophold med henblik på at søge optagelse på journalisthøjskolen, hvilket blev bevilget med flere økonomiske til følge, da jeg under opholdet modtog dagpenge, men skulle have modtaget aktiveringstilskud (eller hvad det nu hed på det tidspunkt). Altså skulle jeg betale dagpengene tilbage, selv om jeg havde brugt dem på at betale for højskoleopholdet. Det blev dog til sidst ordnet med højskolens sekretærs mellemkomst, ikke med offentlig hjælp.
Vikariaterne
Inden højskoleopholdet havde jeg haft vikariater i det yderste Danmark og var flyttet med kort varsel og stort set uden penge.
Det bseneste vikariat var et sommerferievikariat, som blev til en årsansættelse i forbindelse med indførelse af EDB på biblioteket, jeg skulle vikariere for de bibliotekarer der skulle oplæres i brugen af søgning via kommunedatas bibliotekssystem. Et helt år det troede jeg skulle være vendepunktet. Jeg blev opfordret til at stille op som tillidsmand, men kunne ikke fordi jeg kun var ansat for en periode. Jeg fik at vide at jeg kunne få forlænget min ansættelse, selv om der var ansættelsesstop, men det kunne jeg ikke, fordi fagforening og det offentlige havde en aftale om at en ansættelse udover et år skulle resultere i en fastansættelse. Altså valgte biblioteket ud fra de offentlige krav om ansættelsesstop - og fordi jeg jo var ansat i en midlertidig aflastningsstilling - at droppe forlængelsen (alene fordi det ville betyde en fastansættelse, som ikke måtte finde sted)-
Ledighed
Så blev jeg ledig. På mit CV stod der blot at jeg havde haft skiftende og oftest kortvarige ansættelser på biblioteker rundt om i landet. Mine udtalelser fra ansættelsesstederne bar præg af at jeg havde været vikar (en enkelt gang endda med en anden vikar som min overordnede). Men efter en periode med det ene ansøgningskursus efter det andet fik jeg en aktiveringsopgave, nemlig at komme med et oplæg til et kommunalt forvaltningsbibliotek. Og så gik jeg i gang, endnu en gang på dagpenge og med troen på at et godt arbejde kunne skaffe mig et job. Men politikerne ikke se formålet med et fælles forvaltningsbibliotek, slet i DJØF'erne, de ville jo have hver deres kommunalt betalte udgave af Karnov og andre "livsvigtige" opslagsværker.
Så jeg blev ledig igen.
Højskoleopholdet
At blive far uden at kunne gøre andet end at betale gjorde at jeg til sidst, da jeg endnu en gang skulle aktiveres valgte et højskoleophold. Jeg gjorde selvfølgelig alt det jeg ikke skulle alligevel. Jeg talte med dem der havde psykiske problemer (og dem var der mange af i den periode, så var de andre skoler af med dem), jeg talte med dem der havde misbrugsproblemer (jeg havde jo selv været der), men værst af alt, så delte jeg det jeg havde med de andre, så dem der havde regnet med at få finansieret opholdet ved at sælge øl og cigaretter eller leje en film ud, blev selvfølgelig sure på mig, for de kunne ikke tjene penge så længe mit princip var at dele uden at forvente overskud (ikke narkotika - det ville jeg ikke røre ved, men øl og cigaretter samt måske en pose chips eller lignende).
Jeg var blandt de ældste og derfor kom nogle af dem der havde personlige problemer til mig, og vi talte ofte sammen på tomandshånd fordi jeg ikke gav oplysningerne videre.
Men da jeg tog til optagelsesprøven på Journalisthøjskolen blev jeg nummer et eller andet på ventelisten, og samtidig fik jeg mulighed for at lære at lave radio, både som tekniker og som studievært og narrator. Jeg slog til selv om der ikke var udsigt til løn.
Radio og TV
Jeg lavede mere og mere radio, jeg blev en af de medarbejdere der lavede manus til quiz, sørgede for at LP'er kom på plads, kunne ringe op og bånde når der var lokale nyheder, ja enkelte gange kunne jeg fungere som tolk for studieværten og oplære de nye frivillige medarbejdere. Jeg nåede endda at blive forelsket i en gift kvinde, som var flyttet til øen med fire børn og mand fordi han havde fået arbejde, med det resultat at de blev skilt. Jeg var i aktivering på det lokale bibliotek. Jeg kom endda mi aktivering på lokalradioen i en måneds tid. Men arbejde var der ikke noget af.
Derfor flyttede jeg til Midtjylland i håb om flere muligheder, det var der bare ikke med min uddannelse. Så kort før årtusindskiftet mistede jeg retten til dagpenge. Min chef på radiostationen kunne godt bruge min arbejdskraft og havde fået en portion penge fra kulturministeriet. Så jeg blev ansat, jeg forhandlede selv min løn, da jeg hellere ville ansdættesd et halvt år med mulighed for at optjene dagpenge igen end at få en god løn som journalist i 3 måneder og så bare komme på kontanthjælp igen, og jeg havde fået de økonomiske rammer at vide.
Altså genoptjente jeg retten til dagpenge. De næste år var on-and-off. Når pengene fra kulturministeriet var brugt blev jeg "sæsonfyret", når der kom en ny portion var jeg den første til igen at blive ansat. Jeg lærte alle siderne af arbejdet, men var bedre til noget end til andet, både på TV og på radio. Hvor mange har været lydtekniker, studievært og klipper på både radio og TV? Det eneste jeg ikke kunne var at føre kamera på grund af mit syn (altså ikke på grund af det politiske).
De seneste år
Pengene blev færre og færre og jeg skulle efterhånden aktiveres mere og mere på dagpenge. Min gode kollega på biblioteket afviste blankt at have en gratis arbejdende bibliotekar ansat, ligesom hun havde sikret sig at jeg var i fagforening før jeg kunne blive sommerferievikar. I stedet fik jeg et aktiveringsprojekt i kommunens Tekniske Forvaltning. Et sted jeg senere kom tilbage til, dog på kontanthjælp. Jeg blev aktiveret på et kursus hvor vi skulle søge arbejde, lære at søge arbejde og diskutere hvordan vi kunne ændre vores miserable liv. Vi så film 0og snakkede om dem, vi havde muligheder for at sidde bag en PC og søge arbejde eller spille computerspil, der var ingen der kontrollerede noget, og da jeg havde været der i fire uger havde jeg lidt fri igen, næste gang jeg skulle aktiveres var kurset lukket. Udbyderen tjente ikke nok på det! I stedet kom jeg til det kommunale værksted hvor der blev dyrket kommunale blomster og malet kommunale bænke- Rare mennesker både dem der levede af os og os der blev levet af, men det var oplagt at det ikke skaffede én eneste af os i normalt, lønnet arbejde.
Så jeg flyttede til Jylland igen, men jeg havde mødt "pigen fra Fyn" og da jeg blev aktiveret i endnu et jobsøgningskursus (mellem nr. 10 og 15 - jobsøgningskurser var obligatoriske hver gang man blev ledig på dagpenge) søgte jeg primært job i Odense, og jeg fandt en aktivering, ikke et job. Jeg flyttede til Odense og fik ikke noget arbejde, men en ny aktivering. Denne gang i Netto, der stillede mig i udsigt at jeg MÅSKE kunne blive uddannet butiks- eller lasseassistent, eller blive ansat med løntilskud på deltid.
Nu
Det seneste år har jeg skrantet. Min økonomiske situation gør at jeg gør at jeg ikke kommer så mange steder (jeg er på kontanthjælp, men har også været nødt til at bruge al min opsparing for at kunne få kontanthjælp. Skal jeg flytte har jeg ikke råd til hverken flyttemand eller indskud, da jeg ikke må have større formue end 10.000-11.000 kr. Når jeg skal til møde på jobcentret skal jeg sikre mig at jeg har pengene til at rejse, jeg kan efter sigende få refunderet rejseomkostninger op til 1.000 kroner, men jeg har endnu ikke modtaget hverken skemaer eller en adresse på nettet som jeg kan bruge. Jeg får en venlig behandling og opfører da også mig selv venligt overfor de kommunalt ansatte. Men et arbejde eller en kontakt til min læge kommer ikke på tale. Jeg er pr. definition arbejdsparat.
Imens bliver jeg mere og mere psykisk syg (manglende kontakt med omverdenen), sover dårligere og har en tendens til at blive syg (måske ikke alvorligt) på en måde der kræver medicinering.
Og selvfølgelig er jeg flyttet til Jylland endnu en gang, kæresten har fyret mig, hvilket jo nok betyder at jeg også fremover (indtil jeg får rigtig arbejde) kan blive forsørget af det offentlige.
Det her var rundt regnet bare om min tilknytning til arbejdsmarkedet, med nogle få eksempler på hvordan økonomien også kan have indvirkning.
Og lad mig så lige nævne at jeg aldrig har haft råd til at tage et kørekort. De gange jeg har tjent en god løn er pengene gået til briller og tandlæge. Og der er jeg bagud igen, nu.
tirsdag, december 24, 2013
Juleaften
I år er det vist nok 25 siden jeg sidst var foruden. Foruden min familie og det jeg elsker, og dem jeg elsker. Mit selskab er i aften det jeg kender bedst, nemlig mig selv. Til gengæld savner jeg alt det andet. Fattigdom er ikke min lod, selv om jeg ikke er specielt rig kan jeg overleve. Mit problem er at jeg bliver fattigere på ikke blot penge, men også på menneskelige relationer. Mit liv er politisk defineret som værende i vejen, eller måske endda spildt. Da mine omgivelser og jobcenter skal bekræfte mig i at være til overs går det jo tjuhej vilde dyr. Mine forældre har kæmpet for at blive de velhavende pensionister de er blevet til, det har jeg ikke. Mine kærester har elsket mig indtil de ikke gjorde det længere, jeg blev i årtier kasseret fordi jeg var mig og ikke det menneske som de blev forelskede i.
Men skidt det er juleaften.
Julegaver
Jeg har villet købe julegaver til dem jeg holder af, såmænd også dem jeg blot er i familie med og som får så store gaver at det dyreste de får fra mig er gavepapiret. Jeg ved hvad mine forældre kan bruge, og det drejer sig ikke om penge, det drejer sig om fornødenheder, og her er vi på brevordnerstadiet suppleret med faneblade, eller en julesnaps, eller en bog der handler om at turen går til Budapest. Julegaver er ligegyldige i familier hvor de fattigste skal finde på en gave de har råd til, når dem der skal have gaverne selv kan købe dem. Julegaver er derfor et stort problem for en stor del af alle os der politisk set bliver gjort stadig fattigere. Vi kan ikke leve op til tanken om at have et overskud, men vi skal. Mit overskud er således at jeg kan betale mine regninger til den 1. januar, altså styr på økonomien. Mit underskud er at jeg er syg på grund af fejlernæring og drikkeri, at jeg ikke har overskud til mine forældre og de fleste venner. Min julegave til mig selv er at jeg holder jul med mig selv, ikke fordi jeg ønsker at være isoleret, men fordi det er den letteste løsning på en uløselig konflikt at undlade diskussion.
Det har regnet og stormet hele formiddagen og jeg har valgt at kalde stormen (egentlig bare vindstød af stormstyrke) for Julius. Jeg har sendt julehilsner og "liked" en masse julehilsner på facebook. Men min julegave til mig selv er at jeg kan tage en morfar hver anden time, at jeg kan acceptere at jeg i virkeligheden er ramt af sygdomme, som forhøjet blodsukker, forhøjet blodtryk, dårlig motion (min vægt er faldet med mere end 15 kilo på et år fordi jeg ikke motionerer, jeg har simpelthen ikke råd til at bevæge mig, så jeg sidder bare stille her bag min pc. At gøre noget bare for at gøre noget er ikke mit mål. Jeg gør noget fordi jeg vil. Derfor har jeg skrevet mere end 150 blogs i løbet af dette år. Derfor har jeg været uvenner med mine forældre, derfor har mit forhold til kærligheden været problematisk.
Kærligheden
Jeg har elsket, jeg har vist kærlighed. Mit overskud var måske ikke det største, men til gengæld har jeg altid villet røre ved og knuse, kramme og kysse, ja også i det omfang jeg har haft muligheden at elske rent fysisk.
Jeg er jo ikke perfekt sådan som offentlige mennesker opfatter sig selv. Jeg er et følsomt menneske, og jeg holder af andre trods deres svagheder, ja, jeg er så storladen at jeg faktisk holder af mig selv på trods af mine fejl og mangler. Jeg græder når mine venner græder, jeg lytter til mine venners problemer, jeg er en umotiveret idiot, som ikke gider at gøre noget for ingenting, jeg elsker ikke mine medmennesker fordi jeg ikke vil gøre min indsats op i penge eller værdier. Som sådan har jeg for længst bevist at jeg er et overskudsmenneske (ikke at jeg har overskud i forhold til andre - nej jeg er i overskud og bidrager sådan set ikke til samfundet). Det ændrer bare ikke på min opfattelse af kærlighed.Umiddelbart minder kærligehd mig om godnatknus, den stilfærdige opmærksomhed ved sengetid, ja og lysten til at holde om og knuse de mennesker man virkelig godt kan lide. Og sex følger med. Ikke bare at ville tage, men at ville dele. Sex er at finde ud af at kroppen er følsom og påvirkelig, ikke at den kan misbruges. Så er det sagt.
At holde jul
Dette år holder jeg min første jul i mange år, hvor jeg er alene. Julen er egentlig ikke anderledes end enhver anden dag eller uge. Den er bare et fælles projekt. Dikteret af kirken, fagforeninger og lovgivning vil julen altid være en form for edikt. Julen er derfor ikke et ønske, det er et påbud. Og næstekærlighed er måske nok værd at leve for. Men at føle sig tvunget til at spise for meget, at føle sig tvunget til at give gaver og at føle sig tvunget til at være positiv i en situation, hvor man ved at man kan miste hele sit livsgrundlag, både økonomisk og personligt, er ikke værd at samle på.
Nederlag er i princippet aldrig værd at samle på, men de er værdifulde som erfaringer. At holde jul bliver derfor meget mere et spørgsmål om at dele, end om at splittes. Når jeg ikke har noget at dele må jeg derfor holde min jul i mig selv, simpelthen fordi jeg ikke har noget at dele.
Mit ønske
Jeg håber sådan set bare at nogle vil tage mig alvorligt, at jeg ikke behøver at være en anden og at jeg måske kan holde nytår uden at skulle købe krudt.
Min juleaften er derfor stille, for ikke at sige rolig. Den omgivende verden er til gengæld brølende, både i dag og resten af de næste års dage.
Men skidt det er juleaften.
Julegaver
Jeg har villet købe julegaver til dem jeg holder af, såmænd også dem jeg blot er i familie med og som får så store gaver at det dyreste de får fra mig er gavepapiret. Jeg ved hvad mine forældre kan bruge, og det drejer sig ikke om penge, det drejer sig om fornødenheder, og her er vi på brevordnerstadiet suppleret med faneblade, eller en julesnaps, eller en bog der handler om at turen går til Budapest. Julegaver er ligegyldige i familier hvor de fattigste skal finde på en gave de har råd til, når dem der skal have gaverne selv kan købe dem. Julegaver er derfor et stort problem for en stor del af alle os der politisk set bliver gjort stadig fattigere. Vi kan ikke leve op til tanken om at have et overskud, men vi skal. Mit overskud er således at jeg kan betale mine regninger til den 1. januar, altså styr på økonomien. Mit underskud er at jeg er syg på grund af fejlernæring og drikkeri, at jeg ikke har overskud til mine forældre og de fleste venner. Min julegave til mig selv er at jeg holder jul med mig selv, ikke fordi jeg ønsker at være isoleret, men fordi det er den letteste løsning på en uløselig konflikt at undlade diskussion.
Det har regnet og stormet hele formiddagen og jeg har valgt at kalde stormen (egentlig bare vindstød af stormstyrke) for Julius. Jeg har sendt julehilsner og "liked" en masse julehilsner på facebook. Men min julegave til mig selv er at jeg kan tage en morfar hver anden time, at jeg kan acceptere at jeg i virkeligheden er ramt af sygdomme, som forhøjet blodsukker, forhøjet blodtryk, dårlig motion (min vægt er faldet med mere end 15 kilo på et år fordi jeg ikke motionerer, jeg har simpelthen ikke råd til at bevæge mig, så jeg sidder bare stille her bag min pc. At gøre noget bare for at gøre noget er ikke mit mål. Jeg gør noget fordi jeg vil. Derfor har jeg skrevet mere end 150 blogs i løbet af dette år. Derfor har jeg været uvenner med mine forældre, derfor har mit forhold til kærligheden været problematisk.
Kærligheden
Jeg har elsket, jeg har vist kærlighed. Mit overskud var måske ikke det største, men til gengæld har jeg altid villet røre ved og knuse, kramme og kysse, ja også i det omfang jeg har haft muligheden at elske rent fysisk.
Jeg er jo ikke perfekt sådan som offentlige mennesker opfatter sig selv. Jeg er et følsomt menneske, og jeg holder af andre trods deres svagheder, ja, jeg er så storladen at jeg faktisk holder af mig selv på trods af mine fejl og mangler. Jeg græder når mine venner græder, jeg lytter til mine venners problemer, jeg er en umotiveret idiot, som ikke gider at gøre noget for ingenting, jeg elsker ikke mine medmennesker fordi jeg ikke vil gøre min indsats op i penge eller værdier. Som sådan har jeg for længst bevist at jeg er et overskudsmenneske (ikke at jeg har overskud i forhold til andre - nej jeg er i overskud og bidrager sådan set ikke til samfundet). Det ændrer bare ikke på min opfattelse af kærlighed.Umiddelbart minder kærligehd mig om godnatknus, den stilfærdige opmærksomhed ved sengetid, ja og lysten til at holde om og knuse de mennesker man virkelig godt kan lide. Og sex følger med. Ikke bare at ville tage, men at ville dele. Sex er at finde ud af at kroppen er følsom og påvirkelig, ikke at den kan misbruges. Så er det sagt.
At holde jul
Dette år holder jeg min første jul i mange år, hvor jeg er alene. Julen er egentlig ikke anderledes end enhver anden dag eller uge. Den er bare et fælles projekt. Dikteret af kirken, fagforeninger og lovgivning vil julen altid være en form for edikt. Julen er derfor ikke et ønske, det er et påbud. Og næstekærlighed er måske nok værd at leve for. Men at føle sig tvunget til at spise for meget, at føle sig tvunget til at give gaver og at føle sig tvunget til at være positiv i en situation, hvor man ved at man kan miste hele sit livsgrundlag, både økonomisk og personligt, er ikke værd at samle på.
Nederlag er i princippet aldrig værd at samle på, men de er værdifulde som erfaringer. At holde jul bliver derfor meget mere et spørgsmål om at dele, end om at splittes. Når jeg ikke har noget at dele må jeg derfor holde min jul i mig selv, simpelthen fordi jeg ikke har noget at dele.
Mit ønske
Jeg håber sådan set bare at nogle vil tage mig alvorligt, at jeg ikke behøver at være en anden og at jeg måske kan holde nytår uden at skulle købe krudt.
Min juleaften er derfor stille, for ikke at sige rolig. Den omgivende verden er til gengæld brølende, både i dag og resten af de næste års dage.
fredag, december 20, 2013
Hjem, kære hjem
Egentlig har jeg aldrig haft et hjem. Jeg er flyttet rundt i landet efter midlertidigt arbejde og vikariater. Ofte fra den ene ende af landet til den anden. Hver gang med venskaber der måtte droppes eller som bare faldt væk. Nogle gange, jeg vil tro oftest, var det min skyld, andre gange var det den økonomiske tilgang til vedligeholdelse af venskaber der fik dem til at bukke under.
Men sært nok har jeg altid haft en bopæl, eller skal vi bare kalde det en adresse.
Min barndom
Som barn og ung boede jeg hos mine forældre, hvilket jo ikke virker specielt sært, alle mine skolekammerater og uvenner (dem der mobbede) boede på samme vilkår, altså hjemme hos mere eller mindre børneopmærksomme forældre. Vi var tre brødre og en storesøster, alligevel blev vi meget forskellige. Min ældste lillebror flyttede tidligt hjemmefra, jeg tog gymnasiet med inden jeg flyttede og det gjorde min yngste lillebror også. Min søster flyttede til Vestjylland i et forsøg på at tjene penge som ikke-faglært lærer, og så blev hun gravid, hvilket gav praktiske (religiøst betingede) problemer da hun skulle på lærerseminariet i Esbjerg. End ikke Mødrehjælpen kunne hjælpe hende, men hun blev gift med barnets far. I samme øjeblik uddannelsen var slut blev hun separeret. Hun lever stadig sammen med ham og har fået fire dejlige drenge siden, som nu er voksne, udover den smukke og livsbekræftende pige som jeg fik lov at stå fadder til.
Da mine forældre blev skilt var jeg 9 år og min yngste lillebroder var 5 år, vi havde dog levet med vore forældre hver for sig i to år på det tidspunkt, teoretisk mente de at vi børn havde bedst af at vi vænnede os langsomt til tanken, mens vore forældre på skift fik en supplerende læreruddannelse. ideen var at vi børn skulle fordeles mellem vore forældre og at vi skulle have fælles samkvem, mens vore forældre skulle passe arbejde og deles om at videreudvikle os. Sådan blev det bare ikke.
Om den oprindelige ide ville have gjort os til bedre mennesker, mere velfungerende kapitalister, mindre religiøse eller ateistiske aner jeg ikke. Jeg tror mest på at vi stort set ville have udviklet os som vi har gjort, ligegyldigt hvad der var sket.
Min ungdom
Den er hurtig fortalt. Jeg flyttede hjemmefra kort efter jeg havde fået min studentereksamen. Jeg manglede få point for at blive optaget på biblioteksskolen, dem kunne jeg tjene på et år, for eksempel ved at tage en uddannelse og derved tjene point. Jeg begyndte på EFG, som dengang var noget ganske nyt. Som socialist mente jeg at man ikke kunne tage stilling til håndværk og håndværkere uden at have været blandt dem, og sådan blev det. Jeg oplevede det år en masse. Fagligt engagerede, håndværkere der bare ikke kunne finde en mester men som ønskede sig at blive tømrere eller snedkere, malere eller svejsere. EFG Bygge og Anlæg var et godt sted at være, med mennesker som gav udtryk for alle afskygninger af politisk sans. Fra passivitet til storstilet aktivitet. Efter et år fik jeg optagelse på biblioteksskolen i Aalborg og forlod det produktive arbejdsliv, desværre faldt også venskabet med mine kammerater fra EFG bort til fordel for dem jeg kom til at gå på skole med.
Rent fysisk flyttede jeg kun en smule. Min husleje og de kvadratmeter jeg havde til rådighed ændrede sig ikke stort da jeg flyttede fra min stedfars datters ekstra værelse til min søsters kærestes svigerfamilies karlekammerværelse på 5. sal. Da jeg blev smidt ud på grund af dødsfald kunne jeg konstatere at den kommunale (offentlige) garanti for en bopæl ikke gjaldt for mig, kommunen kunne simpelthen ikke stille noget til rådighed, så jeg flyttede i kollektiv. Jeg fik en kæreste og min bedste ven tog hende, egentlig var det mest omvendt, men dengang føltes det som at blive svigtet.
Min uddannelse.
Jeg boede til leje hos private, hos mine forældre under praktikperioder, jeg boede på kollegium og i kollektiver. Jeg havde ikke et hjem, men en bopæl, et sted at gå hjem til, jeg havde havde også kærester og elskerinder dengang, jeg var hyppig gæst i byen, drak mange øl og fik venner der dyrkede skak, var filosofiske, hørte musik og kunne lide mit selskab. Alt det fik jeg, men ikke de kontaktmuligheder som skulle gøre det lettere at få arbejde. Vi flyttede alle hele tiden, blev gode venner og glemte hinanden af praktiske årsager, forbindelser der kunne skaffe arbejde var ikke pynt på kransekagen dengang, lige så lidt som den er i dag. Vore venskaber blev aldrig til fjendskaber, det nåede vi ikke. Vi flyttede fra det ene rod til det andet. Vi havde sjældent penge, men kunne leve på en sten, så hellere spise billig mad og så have råd til at gå i byen.
Min uddannelse bestod mindst lige så meget i at flytte (for mig selv og andre) som den bestod i at lære noget. Jeg vil ikke klage, bare forklare at det at lære noget er noget man skal ville, ikke noget man skal tvinges til.
Hvis min uddannelse var gennemført uden krav om praktik, flytning, økonomisk ubalance og nedlæggelse af kollektiver, kunne jeg måske have haft en anden tilgang til at blive uddannet. Desværre stod jeg med en kæmpe studiegæld (statsgaranteret) da jeg blev færdiguddannet, samtidig med at jeg skulle vente med at aftjene værnepligt i næsten ét år. Jeg havde end ikke råd til et næste fjumreår, man kan jo betragte min EFG-uddannelse som et fjumreår, da jeg heller ikke kunne få en læreplads (jeg var for gammel til lærlingeløn). Jeg tog en uddannelse og jeg var stolt af den.
Bopælen
Fra jeg var 5 år til jeg blev 17 boede jeg samme sted i Ansager, samme hus endda. 12 år i alt. Siden har jeg som nævnt boet i alle mulige former for opholdssteder, i forbindelse med arbejde også på campingpladser eller et lånt værelse, mens jeg ventede på at skifte bopæl fra den anden ende af Danmark.
Fra 1982 var jeg lejer af alt muligt, jeg boede i korte perioder til leje, i telte, campingvogne, på værelser og hos mine forældre, jeg boede hos skiftende kærester og sågar på højskole.
Sært nok har jeg aldrig haft bopæl mere end 3 år siden jeg flyttede hjemmefra. Sært nok er det så også at det sted jeg har været mest (dog med skiftende adresser) er Samsø. Fra 1992 til 2010 boede jeg på Samsø, jeg havde en kæreste, dog kun i ca. 3 år, ellers var jeg alene. Jeg havde arbejde, dog ku i perioder. Jeg havde gode venner, dog kun når når vi havde råd til at være det.
Men selv om jeg har boet 12 år i Ansager på den samme adresse, er det sted jeg har boet allermest stadig Samsø (Kolby Kås, Tranebjerg, Torup og Pillemark) med 15 år.
Nu bor jeg igen hos min far (og betaler husleje eller i hvert fald forbrug) og har gjort det sammenlagt noget der ligner 10 år.
Jeg når aldrig at få tilknytning til et sted, regering og alle andre kan stikke deres tro på at lavere indtægter og dårligere vilkår for studerende skal give dem mere tilknytning til et nærsamfund. Det eneste der sker er sådan set at penge bliver omdrejningspunktet, ikke de mennesker der skal generere dem.
Bedsteforældre
Mine bedsteforældre, ja sågar mine forældre har en tilknytning til lokalsamfundet, som er grundet i deres hjem (bopæl). De har haft et hjem, mindes deres skolekærester, naboerne der var fattige kommunister eller betalte kontant.
Jeg har kendt så mange mennesker i så mange dele af landet og i så mange situationer, at jeg ikke kan forstå hvad et hjem er, hverken som udgangspunkt for fremtiden eller som udtryk for nutidig tryghed.
Fremtiden
For mig vil det sådan set sige at jeg skal have et hjem, med tryghed og omsorg, de næste ca. 20 år. For at være helt ærlig får jeg det aldrig, end ikke på et plejehjem. Så længe er der ingen der holder, og skulle der være én, er det i hvert fald ikke mig.
Jeg kan jo kalde mig boligløs og svigtet af samfundet. Men det er ikke mit formål. Det er alle dem der tror at ejendom og kapital er vigtigere and mennsker der burde følge med her. Og jeg har kun fortalt den korte version her.
Men sært nok har jeg altid haft en bopæl, eller skal vi bare kalde det en adresse.
Min barndom
Som barn og ung boede jeg hos mine forældre, hvilket jo ikke virker specielt sært, alle mine skolekammerater og uvenner (dem der mobbede) boede på samme vilkår, altså hjemme hos mere eller mindre børneopmærksomme forældre. Vi var tre brødre og en storesøster, alligevel blev vi meget forskellige. Min ældste lillebror flyttede tidligt hjemmefra, jeg tog gymnasiet med inden jeg flyttede og det gjorde min yngste lillebror også. Min søster flyttede til Vestjylland i et forsøg på at tjene penge som ikke-faglært lærer, og så blev hun gravid, hvilket gav praktiske (religiøst betingede) problemer da hun skulle på lærerseminariet i Esbjerg. End ikke Mødrehjælpen kunne hjælpe hende, men hun blev gift med barnets far. I samme øjeblik uddannelsen var slut blev hun separeret. Hun lever stadig sammen med ham og har fået fire dejlige drenge siden, som nu er voksne, udover den smukke og livsbekræftende pige som jeg fik lov at stå fadder til.
Da mine forældre blev skilt var jeg 9 år og min yngste lillebroder var 5 år, vi havde dog levet med vore forældre hver for sig i to år på det tidspunkt, teoretisk mente de at vi børn havde bedst af at vi vænnede os langsomt til tanken, mens vore forældre på skift fik en supplerende læreruddannelse. ideen var at vi børn skulle fordeles mellem vore forældre og at vi skulle have fælles samkvem, mens vore forældre skulle passe arbejde og deles om at videreudvikle os. Sådan blev det bare ikke.
Om den oprindelige ide ville have gjort os til bedre mennesker, mere velfungerende kapitalister, mindre religiøse eller ateistiske aner jeg ikke. Jeg tror mest på at vi stort set ville have udviklet os som vi har gjort, ligegyldigt hvad der var sket.
Min ungdom
Den er hurtig fortalt. Jeg flyttede hjemmefra kort efter jeg havde fået min studentereksamen. Jeg manglede få point for at blive optaget på biblioteksskolen, dem kunne jeg tjene på et år, for eksempel ved at tage en uddannelse og derved tjene point. Jeg begyndte på EFG, som dengang var noget ganske nyt. Som socialist mente jeg at man ikke kunne tage stilling til håndværk og håndværkere uden at have været blandt dem, og sådan blev det. Jeg oplevede det år en masse. Fagligt engagerede, håndværkere der bare ikke kunne finde en mester men som ønskede sig at blive tømrere eller snedkere, malere eller svejsere. EFG Bygge og Anlæg var et godt sted at være, med mennesker som gav udtryk for alle afskygninger af politisk sans. Fra passivitet til storstilet aktivitet. Efter et år fik jeg optagelse på biblioteksskolen i Aalborg og forlod det produktive arbejdsliv, desværre faldt også venskabet med mine kammerater fra EFG bort til fordel for dem jeg kom til at gå på skole med.
Rent fysisk flyttede jeg kun en smule. Min husleje og de kvadratmeter jeg havde til rådighed ændrede sig ikke stort da jeg flyttede fra min stedfars datters ekstra værelse til min søsters kærestes svigerfamilies karlekammerværelse på 5. sal. Da jeg blev smidt ud på grund af dødsfald kunne jeg konstatere at den kommunale (offentlige) garanti for en bopæl ikke gjaldt for mig, kommunen kunne simpelthen ikke stille noget til rådighed, så jeg flyttede i kollektiv. Jeg fik en kæreste og min bedste ven tog hende, egentlig var det mest omvendt, men dengang føltes det som at blive svigtet.
Min uddannelse.
Jeg boede til leje hos private, hos mine forældre under praktikperioder, jeg boede på kollegium og i kollektiver. Jeg havde ikke et hjem, men en bopæl, et sted at gå hjem til, jeg havde havde også kærester og elskerinder dengang, jeg var hyppig gæst i byen, drak mange øl og fik venner der dyrkede skak, var filosofiske, hørte musik og kunne lide mit selskab. Alt det fik jeg, men ikke de kontaktmuligheder som skulle gøre det lettere at få arbejde. Vi flyttede alle hele tiden, blev gode venner og glemte hinanden af praktiske årsager, forbindelser der kunne skaffe arbejde var ikke pynt på kransekagen dengang, lige så lidt som den er i dag. Vore venskaber blev aldrig til fjendskaber, det nåede vi ikke. Vi flyttede fra det ene rod til det andet. Vi havde sjældent penge, men kunne leve på en sten, så hellere spise billig mad og så have råd til at gå i byen.
Min uddannelse bestod mindst lige så meget i at flytte (for mig selv og andre) som den bestod i at lære noget. Jeg vil ikke klage, bare forklare at det at lære noget er noget man skal ville, ikke noget man skal tvinges til.
Hvis min uddannelse var gennemført uden krav om praktik, flytning, økonomisk ubalance og nedlæggelse af kollektiver, kunne jeg måske have haft en anden tilgang til at blive uddannet. Desværre stod jeg med en kæmpe studiegæld (statsgaranteret) da jeg blev færdiguddannet, samtidig med at jeg skulle vente med at aftjene værnepligt i næsten ét år. Jeg havde end ikke råd til et næste fjumreår, man kan jo betragte min EFG-uddannelse som et fjumreår, da jeg heller ikke kunne få en læreplads (jeg var for gammel til lærlingeløn). Jeg tog en uddannelse og jeg var stolt af den.
Bopælen
Fra jeg var 5 år til jeg blev 17 boede jeg samme sted i Ansager, samme hus endda. 12 år i alt. Siden har jeg som nævnt boet i alle mulige former for opholdssteder, i forbindelse med arbejde også på campingpladser eller et lånt værelse, mens jeg ventede på at skifte bopæl fra den anden ende af Danmark.
Fra 1982 var jeg lejer af alt muligt, jeg boede i korte perioder til leje, i telte, campingvogne, på værelser og hos mine forældre, jeg boede hos skiftende kærester og sågar på højskole.
Sært nok har jeg aldrig haft bopæl mere end 3 år siden jeg flyttede hjemmefra. Sært nok er det så også at det sted jeg har været mest (dog med skiftende adresser) er Samsø. Fra 1992 til 2010 boede jeg på Samsø, jeg havde en kæreste, dog kun i ca. 3 år, ellers var jeg alene. Jeg havde arbejde, dog ku i perioder. Jeg havde gode venner, dog kun når når vi havde råd til at være det.
Men selv om jeg har boet 12 år i Ansager på den samme adresse, er det sted jeg har boet allermest stadig Samsø (Kolby Kås, Tranebjerg, Torup og Pillemark) med 15 år.
Nu bor jeg igen hos min far (og betaler husleje eller i hvert fald forbrug) og har gjort det sammenlagt noget der ligner 10 år.
Jeg når aldrig at få tilknytning til et sted, regering og alle andre kan stikke deres tro på at lavere indtægter og dårligere vilkår for studerende skal give dem mere tilknytning til et nærsamfund. Det eneste der sker er sådan set at penge bliver omdrejningspunktet, ikke de mennesker der skal generere dem.
Bedsteforældre
Mine bedsteforældre, ja sågar mine forældre har en tilknytning til lokalsamfundet, som er grundet i deres hjem (bopæl). De har haft et hjem, mindes deres skolekærester, naboerne der var fattige kommunister eller betalte kontant.
Jeg har kendt så mange mennesker i så mange dele af landet og i så mange situationer, at jeg ikke kan forstå hvad et hjem er, hverken som udgangspunkt for fremtiden eller som udtryk for nutidig tryghed.
Fremtiden
For mig vil det sådan set sige at jeg skal have et hjem, med tryghed og omsorg, de næste ca. 20 år. For at være helt ærlig får jeg det aldrig, end ikke på et plejehjem. Så længe er der ingen der holder, og skulle der være én, er det i hvert fald ikke mig.
Jeg kan jo kalde mig boligløs og svigtet af samfundet. Men det er ikke mit formål. Det er alle dem der tror at ejendom og kapital er vigtigere and mennsker der burde følge med her. Og jeg har kun fortalt den korte version her.
Abonner på:
Opslag (Atom)