Nytår 2013

Hvor dejligt at vi endnu en gang er kommet til et vendepunkt. Nu skal vi igen ændre den onde verden til en bedre. Som sædvanlig har medierne kogt røde pølser på alt det vi har oplevet i løbet af året, også "bøfferne" i radioavisen. Så traditionelt at man tror det er løgn, men også et tilbageblik (Hvem Hvad Hvor 2013) og enkelte skarpe kommentarer blandet med en mængde gode ønsker uden pælitisk eller kritisk indhold. For eksempel ønskes alle et godt nytår, trods det at vi ved at mere end 35.000 danskere får et forfærdeligt år med økonomisk ruin eller dårlige økonomiske vilkår.
Et enkelt knus kan nok gøre underværker men ikke sikre en families fremtid.

Dronningens nytårstale

Den første tradition er jo nok (bortset fra "bøfferne" efter middagsradioavisen) dronningens nytårstale. Et stilsikkert forsøg på at kommentere det nutidige samfund ud fra en solid borgerlig og konservativ baggrund. Sådan har den været i mere end 40 år. I økonomiske opgangstider har vi hørt om vort fantastiske samfund i dårlige tider hører vi om vores fantastiske sammenhold. I år fik den så et lille tjat: "Nok er vi et lille land, men derfor behøver vi ikke at være smålige". Hvem tror Margrethe hun henvender sig til? Dem der ikke ejer noget, som ikke kan få dansk statsborgerskab, dem der skralder eller sover på gaden, dem der gerne vil arbejde eller dem der er villige til at ofre deres egen fremtid for at undgå at være smålige.
Dronningen fik selvfølgelig i nogle bisætninger nævnt nogle ferieoplevelser (rejser til Grønland og Færøerne) om omtalte de positive tilkendegivelser fra de indfødte, de indfødte mennesker i Danmark som fik besøg af kongeskibet fik så ikke samme omtale, ikke fordi jeg helt forstår det. Men dejligt med den respekt for underlegne i lande der sådan set ønsker at være selvstændige med en perifer tilknytning til et dansk, demokratisk monarki. Godt gået af en ghostwriter som skal fastholde konservatisme og samtidig antyde åbenhed overfor forskellighed, synd at dronningen ikke kunne fastholde sin koncentration gennem hele talen og udtalte sætninger mere sløret og usikkert efterhånden som tiden gik.

Underholdningen og traditionerne

Resten af aftenen er så traditioner. Faktisk er hele juleugerne fyldt med traditioner. Både Radio og Tv er fyldt med intetsigende underholdning (i form af film og film), Selv nyhederne er begrænset til at være ulykker eller nytårsrelaterede.
Her i huset har vi tidligere lavet rejemad og haft en champagne på køl til midnat, hos min mor stod den på kransekage og champagne. Andre steder har jeg oplevet andre traditioner, men ingen tvivl om at det var traditioner, om de så indebar akvavit eller brunsviger. Traditioner er og bliver traditioner, der er bare nogle der lever med i de forskellige traditioner - alt efter hvor de er. Jeg er for eksempel skilsmissebarn og derfor ved jeg at traditionerne ikke er mine, men nogle andres.
Underholdningen er til gengæld ren og skær underholdning. Hvert eneste år sætter vi os ned for at huske navnene på gæsterne i "90-års fødselsdagen". Gad vide hvorfor vi alle kun kan huske tre af fire navne. Hvorfor vi ikke kan huske hvornår James er ved at falde over skindet og hvad det egentlig er for retter der bliver serveret? Måske fordi vi skal have noget at se frem til?
Men vi har fået en tradition og underholdning af et engelsk ægtepar som har skabt en lille sketch til tysk fjernsyn, og alt efter hvor gamle vi er har vi set den i det meste af vores liv. Og vi ser den igen.

Godt nytår

En anden tradition er at ønske hinanden "godt nytår". Søskende, børn, forældre og venner. Det er selvfølgelig endnu engang et fromt ønske at det kommende år skal gå godt. Hvor billigt! Det er lidt som at bede til Gud om at få to nye tænder, eller at ønske at vinde i lotto. Muligheden er der måske, men i forhold til bønnerne og ønskerne vil der være mange der ikke får opfyldt deres ønsker. Måske er det meget godt, for så kan man jo ærgre sig og ønske igen til næste år og til næste år og så videre. Men hvem gavner det at man ønsker? Man får måske nok ro en periode, men kommer ikke videre.
Ønsket om et godt nytår er selvfølgelig ikke ment som en fornærmelse, snarere som en "god fødselsdag" eller "glædelig jul" til en ensom. Som om en julepakke eller et kilo nytårskrudt kan gøre et liv bedre. Det kan måske ændre i nogle minutter men ikke i al evighed. Religionens idealer forkvakler vore fremtidsønsker for vore medmennesker. Personligt vil jeg hellere gøre noget for andre. Ikke vaske op, samle hundelorte eller forære penge væk, det er nemlig nogle af de ting jeg ikke har brug for at andre gør for mig. Lyt til dine medmennesker og find ud af hvad de egentlig har brug for, og hvis du ikke finder ud af det så forsøg igen og igen. Det er ikke dig der er forkert på den, men måske dig der ikke kan nå igennem. Det gør dig ikke dårligere, men måske nok fattigere på menneskekundskab.

Min nytårsaften

Vi har (min far og jeg) købt champagne (semi og brut) vi spiser en rejemad og ser 90-års fødselsdagen. Så kigger vi på de mange millioner der brændes af i de flade omgivelser og drikker resten af champagnen. sms'er og telefonsamtaler med familie og venner bliver udvekslet omkring midnat, og måske jeg tjekker facebook. Måske hører vi lidt radio, ellers går vi bare i seng hver for sig (så læser jeg i en bog) og så gør vi klar til det næste år i løbet af næste formiddag.

Nytåret er som en fødselsdag. En skæringsdato mellem en dag og en anden dag. Ikke fordi der sker noget som gør dig eller andre ældre, udelukkende fordi det er en skæringsdato.
Mit ønske er altså at du får det bedste ud af det år vi går ind i, ikke at du betragter datoen som en dato der skal gøre dig ondt. I stedet skal du rejse dig op og sige hvad der sker dig på denne skæringsdato, så kan vi følges for at ændre de love som gennemføres på dato.

Hold nytår sammen med mig. Det bliver meget hårdt, men det bliver dit år sammen med mit. Jeg håber vi ses.

Nyttejobs

I dag hedder det nyttejob, tidligere hed det aktivering (med henblik på at bevare kontakten til arbejdsmarkedet). Ligegyldigt hvad det kaldes er det løndumping og gratis arbejdskraft.

Lad os gå lidt tilbage i tiden sammen

Som færdiguddannet i 80'erne kunne jeg modtage dagpenge på dimittendsats. Ikke fordi det var mange penge, men jeg kunne satse på at søge arbejde og bidrage til mine kollegers arbejdssøgning gennem et frivilligt arbejdsløshedsudvalg. Imens ventede jeg på at skulle aftjene min værnepligt, endnu engang en indsats med en indtægt omkring S.U.
Inden jeg blev færdiguddannet var jeg faktisk kontanthjælpsmodtager, eller hvad det hed den gang i et par somre. Vi modtog nemlig ikke S.U. i sommerperioden når vi ikke gik i skole skulle vi heller ikke modtage hjælp til at overleve, desværre var der noget husleje der skulle betales. Men arbejdsløsheden var stor og for at modtage penge fra det offentlige skulle du stå til rådighed for arbejdsmarkedet med kort varsel. Det gjorde vi så og kunne dermed betale husleje og købe spaghetti og være butikstyve sidst på måneden.
Ingen troede dengang på at man kunne leve for de penge og på de vilkår, alle vidste at studier blev gennemført med hjælp fra forældrenes børneopsparing og studielån. Ingen spurgte hvordan vi overlevede, heller ikke os selv. Set i bakspejlet var der dog en social slagside, dem der ikke kunne bruge deres forældres eller andre indkomster var mest udsat for at gå ned med flaget og aldrig blive til noget. Imens fik andre social og økonomisk støtte hjemmefra og klarede sig efter omstændighederne udmærket.
Jeg måtte aftjene værnepligt og se min studiegæld vokse med noget nær 30% p.a. før jeg reelt stod til rådighed for arbejdsmarkedet, altså halvandet år efter jeg havde fuldendt min uddannelse på normeret tid!

Dagpengene

Trofast betalte jeg til min arbejdsløshedsforsikring. Jeg fik udbetalt dagpenge mod at møde op på Arbejdsformidlingen hver uge, senere hver måned. Jeg blev aktiveret med jobsøgningskurser (sammen med andre ledige i mit fagforbunds A-kasse - dengang FTF). Dem der underviste burde vide hvordan man fik arbejde de havde nemlig selv været arbejdsløse så længe at de overhovedet ikke kendte arbejdsmarkedet. Men de fik arbejde som vejledere i at søge arbejde, og der måtte de jo være de bedste. De havde jo netop fået arbejde.
Mine dagpenge blev efterhånden et problem, mest fordi jeg havde vikariater af skiftende varighed, og dermed skulle have informeret skattevæsenet om ændringer i min indtægt. Det fandt jeg ud af for sent, og der var ingen mulighed for at spole tiden tilbage til før. Nå, jeg modtog mine dagpenge så længe jeg betalte kontingent eller præmie eller hvad det hed dengang. Altså kunne jeg betale husleje og købe ind til spaghetti og kødsovs i så store mængder at det kunne varmes 3-4 dage i træk.
Efterhånden blev det personlige fremmøde på Arbejdsformidlingen afskaffet og dagpengekortet skulle udfyldes "på tro og love" og sendes til A-kassen. Selvfølgelig skulle man vise sin gode vilje til at søge arbejde og dermed deltage i kurser i arbejdssøgning. Sådan nogle fik jeg næsten hvert år uden at der dog blev ændret på den officielle politik der gik ud på tvangsopsparing (berørte ikke mig - min gæld voksede med 30% p.a.) og offentligt ansættelsesstop (hvilket berørte mig i allerhøjeste grad - jeg var som uddannet folkebibliotekar del af den målgruppe der IKKE skulle have arbejde).
Men jeg kunne modtage dagpenge og på den måde overleve uden på noget tidspunkt at være rig.

Kærester

Jeg har haft et antal kærester trods min manglende tilknytning til nogle steder. Da jeg mødte min datters mor var hun på "bistanden" og vi flyttede derfor ikke sammen, vi kærestede bare, og det resulterede i en graviditet.
Hun skulle sådan set møde i REVA (aktivering for at modtage hjælp i forbindelse med revalidering)for at modtage sin kontanthjælp, men var mere sygemeldt end raskmeldt. Men hun fik et barn, det gjorde jeg så ikke.
Jeg har nok haft flere kærester. En af dem blev kæreste med min nærmeste ven i skolen, en anden slog op med mig fordi jeg gjorde som hun sagde og dermed "ikke var den hun havde forelsket sig i", En blev forelsket i mig på grund af min måde at være på, og en faldt jeg for (så meget at hun også blev min kæreste).
Men ingen af forholdene og kæresterierne holdt. Som med arbejde føles det bagefter som om jeg bare var i vikariat. Og pengene blev ikke mere værd fordi vi var to om at skaffe penge. At være under uddannelse og have en kæreste der også er det var og er ikke et slaraffenland. At være kæreste med en kvinde der skal skilles på grund af sin kærlighed giver ikke bedre vilkår. Selv at være kæreste med en enlig mor som har deltidsarbejde er ikke økonomisk værd at satse på.
Men følelserne har været det hele værd og jeg er ikke sultet ihjel, så ville jeg jo ikke være her. Jeg sulter heller ikke ihjel som enlig, men jeg dør langsomt af savn. Kærlighed og ømhed kan få mennesker til at overleve enormt pres, alene i kraft af følelsen af nærvær og fællesskab.
Men lad nu det ligge, der er jo ingen mulighed længere for at være nære og holde af hinanden, nu skal kærlighed økonomiseres, også når man er i nyttejob.

At stå til rådighed for arbejdsmarkedet

Som nævnt var min datters mor henvis til REVA for at være berettiget til at modtage kontanthjælp. Jeg var henvist til kurser og vejledningsmøder. Kæresten fik sådan set hjælp nok hensyn fra de ansatte og de kendte til hendes situation. Min situation var derimod en række af krav om at møde, senere krav om aktivering, hvilket udmøntede sig i aktivering indenfor det offentlige, i de senere år indenfor det private.
Jeg stod til rådighed for arbejdsmarkedet og knoklede røven ud af bukserne for at vise hvor gerne jeg ville arbejde. Bare for at konstatere at man ikke skulle arbejde for mange timer, dem skulle man nemlig selv betale hvis man blev ledig (ligegyldigt hvad man havde tjent), for få timers arbejde talte fra opsparingen af timer til at opnå fornyelse af dagpengeretten (hvilket ikke virkede tillokkende - især ikke når man til mange møder blandt arbejdsløse mødte nogle der havde deltidsarbejde og dermed svært ved at møde op til en orientering der stort svarede til den de fik et halvt år før).

Men det at stå til rådighed for arbejdsmarkedet fik på et tidspunkt en helt ny betydning. Ikke længere noget med at tage arbejde fra sig selv eller ikke at lave noget fordi man derved kunne tage arbejde fra dem der skulle tjene penge på at være på arbejdsmarkedet. Nej, vi fik såkaldte eksterne udbydere, som kunne tjene penge på to måder: For det første ved at blive betalt af det offentlige for at vurdere arbejdsevne, for det andet tjene penge på at aktivere ledige i kurser de selv havde skabt for at tjene penge på ledighed. At stå til rådighed for arbejdsmarkedet blev altså til at man blev en økonomisk malkeko, uden egentlig udsigt til at komme videre (det skal siges at de fleste af disse eksterne udbydere satsede lidt på at skabe få "resultater", som kunne give dem fornyelse af aftaler og dermed flere indtægter, men indsatsen fra både det offentlige og private blev mere og mere en statistisk øvelse).

Nyttejobsene

Jeg har selv været i aktivering som bibliotekar, som arkivar og som kassedame. Jeg har de seneste 10 år ikke modtaget noget som helst udover dagpenge eller kontanthjælp i forbindelse med aktivering. Min indsats har altså udelukkende været slaveri. Nu ved jeg godt at slaver ikke modtager penge, men til gengæld sørger slaveejerne for at have slaver der kan passe morgendagens arbejde, altså en investering, der gerne skal give afkast.
Sådan en slave føler jeg at jeg er blevet til. Jeg er forpligtet til at opfylde de krav mine arbejdsgivere (staten eller kommunen) stiller til mig, men jeg får INTET tilbage, kun flere krav om at stå til rådighed for samfundet på de økonomisk dårligste vilkår, sammenlignelige med slaveri.

At nyttejob og aktivering undskyldes med at man skal bibeholde tilknytningen til arbejdsmarkedet er (set med mine øjne) derfor sludder og vrøvl. Ingen af os bliver bedre til at arbejde, bedre til at begå os i samfundet, bedre til at føle sig sikker på pension og at sygdom kan forekomme i vores verden. Ingen af os der står vedvarende til rådighed for arbejdsmarkedet på offentlige ydelser, kan vide nos sikre på andet end at vi sandsynligvis vil forblive overflødige og udnyttede.

Mit forslag er: Tal med de mennesker der er ledige, find ud af hvad de kan og hvad de vil. Lad være at tvinge i tåbelig aktivering og brug i stedet tid på at vurdere individuelt. Undgå at sende mennesker i jobs der kan brødføde selvstændige, og sats i stedet på at ledige og syge har et potentiale der kan udnyttes. Drop diskussionen om man skal arbejdsprøves og om der kan gives tilskud, lav i stedet en løsning som passer til den enkelte.

Nogle elsker at komme ud i livet og møde andre mennesker, andre holder meget af at være politisk aktive eller aktive i frivillige organisationer. Hvorfor så stille sygelige krav til hvad man må og hvad man skal? Hvis Mette Frederiksen mener noget med "ret og pligt" synes jeg hun skal begynde med sig selv - en stikpille kunne samle udtrykket, hvis hun skulle tage den selv!

Om mig (den korte version)

Mine forældre er fra hhv. middelklasse- og arbejderklassemiljø. Det lykkedes dem at tage en uddannelse, mens de arbejdede og deres børn. Det lykkedes dem at få arbejde som lærere, og de flyttede fra den ene ende af landet til den anden.
Det gode råd jeg fik var at tage en uddannelse der berettigede mig til at få ansættelse indenfor det offentlige, der var garanteret pension. Så jeg tog gymnasiet med, også fordi jeg kunne. Bagefter ville jeg gerne på biblioteksskole, men jeg manglede 0,2 point i min gennemsnitskarakter, så jeg måtte optjene det halve point jeg kunne få ved at finde et arbejde eller tage en lavere uddannelse oveni- Jeg valgte at gå på EFG (ErhvervsFaglig Grunduddannelse), så jeg oveni en boglig uddannelse kunne søtte mig ind i aspekter af "Håndens arbejde". En teknisk "detalje" (jeg skulle have mere i løn end andre lærlinge på grund af min alder - en aftale mellem arbejdsgivere og Tømrer/snedker forbundet) forhindrede mig i at komme i lære, men efter et år havde jeg optjent point nok til at blive optaget som kvote-2 elev på biblioteksskolen, en uddannelse jeg selvfølgelig gennemførte trods økonomiske benspænd fra statens side, jeg skiftede bolig hvert halve år, måtte finde praktikophold langt fra uddannelsesstedet og måtte tage et statsgaranteret banklån til mere end 20% p.a.
Men jeg gennemførte på normeret tid.
I mellemtiden var der indført ansættelsesstop inden for det offentlige, hvilket betød at jeg skulle håbe på dødsfald blandt bibliotekarer (vi var mere end 8% ledige bibliotekarer da jeg blev færdig, eller at jeg måtte tage vikariater. Jeg tog sommervikariater, jeg aftjente værnepligt, jeg tog barselsvikariater og levede i mellemtiden på dimitendsats (og den sulteløn som soldater fik). Men efter 4 år havde jeg optjent ret til dagpenge.

Et liv på støtten.

Dagpenge var for mig et slaraffenland. Jeg kunne betale tilbage på mine lån i forbindelse med flytning og forbrug, at få et 3-måneders vikariat var ikke specielt morsomt, fordi jeg skulle huske at få ændret forskudsregistreringen hos skattevæsenet hver gang mine levevilkår blev ændret. Det medførte et år at jeg fik 7.000 kroner tilbage i skat, at det offentlige inddrog alle pengene, at mine forbrugsudgifter ikke kunne betales, at huslejen ikke blev betalt og jeg blev smidt ud. Jeg fandt et værelse på 8 kvadratmeter på fjerde sal hos nogle venner, som jeg kunne betale for tjenesten. Jeg blev forelsket og blev far til min datter, et stort ønske var opfyldt troede jeg, men den økonomiske situation var stadig vanskelig og jeg kunne ikke flytte med moderen, det ville være økonomisk selvmord. I forbindelse med aktiveringskrav foreslog jeg et højskoleophold med henblik på at søge optagelse på journalisthøjskolen, hvilket blev bevilget med flere økonomiske til følge, da jeg under opholdet modtog dagpenge, men skulle have modtaget aktiveringstilskud (eller hvad det nu hed på det tidspunkt). Altså skulle jeg betale dagpengene tilbage, selv om jeg havde brugt dem på at betale for højskoleopholdet. Det blev dog til sidst ordnet med højskolens sekretærs mellemkomst, ikke med offentlig hjælp.

Vikariaterne

Inden højskoleopholdet havde jeg haft vikariater i det yderste Danmark og var flyttet med kort varsel og stort set uden penge.
Det bseneste vikariat var et sommerferievikariat, som blev til en årsansættelse i forbindelse med indførelse af EDB på biblioteket, jeg skulle vikariere for de bibliotekarer der skulle oplæres i brugen af søgning via kommunedatas bibliotekssystem. Et helt år det troede jeg skulle være vendepunktet. Jeg blev opfordret til at stille op som tillidsmand, men kunne ikke fordi jeg kun var ansat for en periode. Jeg fik at vide at jeg kunne få forlænget min ansættelse, selv om der var ansættelsesstop, men det kunne jeg ikke, fordi fagforening og det offentlige havde en aftale om at en ansættelse udover et år skulle resultere i en fastansættelse. Altså valgte biblioteket ud fra de offentlige krav om ansættelsesstop - og fordi jeg jo var ansat i en midlertidig aflastningsstilling - at droppe forlængelsen (alene fordi det ville betyde en fastansættelse, som ikke måtte finde sted)-

Ledighed

Så blev jeg ledig. På mit CV stod der blot at jeg havde haft skiftende og oftest kortvarige ansættelser på biblioteker rundt om i landet. Mine udtalelser fra ansættelsesstederne bar præg af at jeg havde været vikar (en enkelt gang endda med en anden vikar som min overordnede). Men efter en periode med det ene ansøgningskursus efter det andet fik jeg en aktiveringsopgave, nemlig at komme med et oplæg til et kommunalt forvaltningsbibliotek. Og så gik jeg i gang, endnu en gang på dagpenge og med troen på at et godt arbejde kunne skaffe mig et job. Men politikerne ikke se formålet med et fælles forvaltningsbibliotek, slet i DJØF'erne, de ville jo have hver deres kommunalt betalte udgave af Karnov og andre "livsvigtige" opslagsværker.
Så jeg blev ledig igen.

Højskoleopholdet

At blive far uden at kunne gøre andet end at betale gjorde at jeg til sidst, da jeg endnu en gang skulle aktiveres valgte et højskoleophold. Jeg gjorde selvfølgelig alt det jeg ikke skulle alligevel. Jeg talte med dem der havde psykiske problemer (og dem var der mange af i den periode, så var de andre skoler af med dem), jeg talte med dem der havde misbrugsproblemer (jeg havde jo selv været der), men værst af alt, så delte jeg det jeg havde med de andre, så dem der havde regnet med at få finansieret opholdet ved at sælge øl og cigaretter eller leje en film ud, blev selvfølgelig sure på mig, for de kunne ikke tjene penge så længe mit princip var at dele uden at forvente overskud (ikke narkotika - det ville jeg ikke røre ved, men øl og cigaretter samt måske en pose chips eller lignende).
Jeg var blandt de ældste og derfor kom nogle af dem der havde personlige problemer til mig, og vi talte ofte sammen på tomandshånd fordi jeg ikke gav oplysningerne videre.
Men da jeg tog til optagelsesprøven på Journalisthøjskolen blev jeg nummer et eller andet på ventelisten, og samtidig fik jeg mulighed for at lære at lave radio, både som tekniker og som studievært og narrator. Jeg slog til selv om der ikke var udsigt til løn.

Radio og TV

Jeg lavede mere og mere radio, jeg blev en af de medarbejdere der lavede manus til quiz, sørgede for at LP'er kom på plads, kunne ringe op og bånde når der var lokale nyheder, ja enkelte gange kunne jeg fungere som tolk for studieværten og oplære de nye frivillige medarbejdere. Jeg nåede endda at blive forelsket i en gift kvinde, som var flyttet til øen med fire børn og mand fordi han havde fået arbejde, med det resultat at de blev skilt. Jeg var i aktivering på det lokale bibliotek. Jeg kom endda mi aktivering på lokalradioen i en måneds tid. Men arbejde var der ikke noget af.
Derfor flyttede jeg til Midtjylland i håb om flere muligheder, det var der bare ikke med min uddannelse. Så kort før årtusindskiftet mistede jeg retten til dagpenge. Min chef på radiostationen kunne godt bruge min arbejdskraft og havde fået en portion penge fra kulturministeriet. Så jeg blev ansat, jeg forhandlede selv min løn, da jeg hellere ville ansdættesd et halvt år med mulighed for at optjene dagpenge igen end at få en god løn som journalist i 3 måneder og så bare komme på kontanthjælp igen, og jeg havde fået de økonomiske rammer at vide.
Altså genoptjente jeg retten til dagpenge. De næste år var on-and-off. Når pengene fra kulturministeriet var brugt blev jeg "sæsonfyret", når der kom en ny portion var jeg den første til igen at blive ansat. Jeg lærte alle siderne af arbejdet, men var bedre til noget end til andet, både på TV og på radio. Hvor mange har været lydtekniker, studievært og klipper på både radio og TV? Det eneste jeg ikke kunne var at føre kamera på grund af mit syn (altså ikke på grund af det politiske).

De seneste år

Pengene blev færre og færre og jeg skulle efterhånden aktiveres mere og mere på dagpenge. Min gode kollega på biblioteket afviste blankt at have en gratis arbejdende bibliotekar ansat, ligesom hun havde sikret sig at jeg var i fagforening før jeg kunne blive sommerferievikar. I stedet fik jeg et aktiveringsprojekt i kommunens Tekniske Forvaltning. Et sted jeg senere kom tilbage til, dog på kontanthjælp. Jeg blev aktiveret på et kursus hvor vi skulle søge arbejde, lære at søge arbejde og diskutere hvordan vi kunne ændre vores miserable liv. Vi så film 0og snakkede om dem, vi havde muligheder for at sidde bag en PC og søge arbejde eller spille computerspil, der var ingen der kontrollerede noget, og da jeg havde været der i fire uger havde jeg lidt fri igen, næste gang jeg skulle aktiveres var kurset lukket. Udbyderen tjente ikke nok på det! I stedet kom jeg til det kommunale værksted hvor der blev dyrket kommunale blomster og malet kommunale bænke- Rare mennesker både dem der levede af os og os der blev levet af, men det var oplagt at det ikke skaffede én eneste af os i normalt, lønnet arbejde.
Så jeg flyttede til Jylland igen, men jeg havde mødt "pigen fra Fyn" og da jeg blev aktiveret i endnu et jobsøgningskursus (mellem nr. 10 og 15 - jobsøgningskurser var obligatoriske hver gang man blev ledig på dagpenge) søgte jeg primært job i Odense, og jeg fandt en aktivering, ikke et job. Jeg flyttede til Odense og fik ikke noget arbejde, men en ny aktivering. Denne gang i Netto, der stillede mig i udsigt at jeg MÅSKE kunne blive uddannet butiks- eller lasseassistent, eller blive ansat med løntilskud på deltid.

Nu

Det seneste år har jeg skrantet. Min økonomiske situation gør at jeg gør at jeg ikke kommer så mange steder (jeg er på kontanthjælp, men har også været nødt til at bruge al min opsparing for at kunne få kontanthjælp. Skal jeg flytte har jeg ikke råd til hverken flyttemand eller indskud, da jeg ikke må have større formue end 10.000-11.000 kr. Når jeg skal til møde på jobcentret skal jeg sikre mig at jeg har pengene til at rejse, jeg kan efter sigende få refunderet rejseomkostninger op til 1.000 kroner, men jeg har endnu ikke modtaget hverken skemaer eller en adresse på nettet som jeg kan bruge. Jeg får en venlig behandling og opfører da også mig selv venligt overfor de kommunalt ansatte. Men et arbejde eller en kontakt til min læge kommer ikke på tale. Jeg er pr. definition arbejdsparat.
Imens bliver jeg mere og mere psykisk syg (manglende kontakt med omverdenen), sover dårligere og har en tendens til at blive syg (måske ikke alvorligt) på en måde der kræver medicinering.

Og selvfølgelig er jeg flyttet til Jylland endnu en gang, kæresten har fyret mig, hvilket jo nok betyder at jeg også fremover (indtil jeg får rigtig arbejde) kan blive forsørget af det offentlige.

Det her var rundt regnet bare om min tilknytning til arbejdsmarkedet, med nogle få eksempler på hvordan økonomien også kan have indvirkning.

Og lad mig så lige nævne at jeg aldrig har haft råd til at tage et kørekort. De gange jeg har tjent en god løn er pengene gået til briller og tandlæge. Og der er jeg bagud igen, nu.

Juleaften

I år er det vist nok 25 siden jeg sidst var foruden. Foruden min familie og det jeg elsker, og dem jeg elsker. Mit selskab er i aften det jeg kender bedst, nemlig mig selv. Til gengæld savner jeg alt det andet. Fattigdom er ikke min lod, selv om jeg ikke er specielt rig kan jeg overleve. Mit problem er at jeg bliver fattigere på ikke blot penge, men også på menneskelige relationer. Mit liv er politisk defineret som værende i vejen, eller måske endda spildt. Da mine omgivelser og jobcenter skal bekræfte mig i at være til overs går det jo tjuhej vilde dyr. Mine forældre har kæmpet for at blive de velhavende pensionister de er blevet til, det har jeg ikke. Mine kærester har elsket mig indtil de ikke gjorde det længere, jeg blev i årtier kasseret fordi jeg var mig og ikke det menneske som de blev forelskede i.
Men skidt det er juleaften.

Julegaver

Jeg har villet købe julegaver til dem jeg holder af, såmænd også dem jeg blot er i familie med og som får så store gaver at det dyreste de får fra mig er gavepapiret. Jeg ved hvad mine forældre kan bruge, og det drejer sig ikke om penge, det drejer sig om fornødenheder, og her er vi på brevordnerstadiet suppleret med faneblade, eller en julesnaps, eller en bog der handler om at turen går til Budapest. Julegaver er ligegyldige i familier hvor de fattigste skal finde på en gave de har råd til, når dem der skal have gaverne selv kan købe dem. Julegaver er derfor et stort problem for en stor del af alle os der politisk set bliver gjort stadig fattigere. Vi kan ikke leve op til tanken om at have et overskud, men vi skal. Mit overskud er således at jeg kan betale mine regninger til den 1. januar, altså styr på økonomien. Mit underskud er at jeg er syg på grund af fejlernæring og drikkeri, at jeg ikke har overskud til mine forældre og de fleste venner. Min julegave til mig selv er at jeg holder jul med mig selv, ikke fordi jeg ønsker at være isoleret, men fordi det er den letteste løsning på en uløselig konflikt at undlade diskussion.
Det har regnet og stormet hele formiddagen og jeg har valgt at kalde stormen (egentlig bare vindstød af stormstyrke) for Julius. Jeg har sendt julehilsner og "liked" en masse julehilsner på facebook. Men min julegave til mig selv er at jeg kan tage en morfar hver anden time, at jeg kan acceptere at jeg i virkeligheden er ramt af sygdomme, som forhøjet blodsukker, forhøjet blodtryk, dårlig motion (min vægt er faldet med mere end 15 kilo på et år fordi jeg ikke motionerer, jeg har simpelthen ikke råd til at bevæge mig, så jeg sidder bare stille her bag min pc. At gøre noget bare for at gøre noget er ikke mit mål. Jeg gør noget fordi jeg vil. Derfor har jeg skrevet mere end 150 blogs i løbet af dette år. Derfor har jeg været uvenner med mine forældre, derfor har mit forhold til kærligheden været problematisk.

Kærligheden

Jeg har elsket, jeg har vist kærlighed. Mit overskud var måske ikke det største, men til gengæld har jeg altid villet røre ved og knuse, kramme og kysse, ja også i det omfang jeg har haft muligheden at elske rent fysisk.
Jeg er jo ikke perfekt sådan som offentlige mennesker opfatter sig selv. Jeg er et følsomt menneske, og jeg holder af andre trods deres svagheder, ja, jeg er så storladen at jeg faktisk holder af mig selv på trods af mine fejl og mangler. Jeg græder når mine venner græder, jeg lytter til mine venners problemer, jeg er en umotiveret idiot, som ikke gider at gøre noget for ingenting, jeg elsker ikke mine medmennesker fordi jeg ikke vil gøre min indsats op i penge eller værdier. Som sådan har jeg for længst bevist at jeg er et overskudsmenneske (ikke at jeg har overskud i forhold til andre - nej jeg er i overskud og bidrager sådan set ikke til samfundet). Det ændrer bare ikke på min opfattelse af kærlighed.Umiddelbart minder kærligehd mig om godnatknus, den stilfærdige opmærksomhed  ved sengetid, ja og lysten til at holde om og knuse de mennesker man virkelig godt kan lide. Og sex følger med. Ikke bare at ville tage, men at ville dele. Sex er at finde ud af at kroppen er følsom og påvirkelig, ikke at den kan misbruges. Så er det sagt.

At holde jul

Dette år holder jeg min første jul i mange år, hvor jeg er alene. Julen er egentlig ikke anderledes end enhver anden dag eller uge. Den er bare et fælles projekt. Dikteret af kirken, fagforeninger og lovgivning vil julen altid være en form for edikt. Julen er derfor ikke et ønske, det er et påbud. Og næstekærlighed er måske nok værd at leve for. Men at føle sig tvunget til at spise for meget, at føle sig tvunget til at give gaver og at føle sig tvunget til at være positiv i en situation, hvor man ved at man kan miste hele sit livsgrundlag, både økonomisk og personligt, er ikke værd at samle på.
Nederlag er i princippet aldrig værd at samle på, men de er værdifulde som erfaringer. At holde jul bliver derfor meget mere et spørgsmål om at dele, end om at splittes. Når jeg ikke har noget at dele må jeg derfor holde min jul i mig selv, simpelthen fordi jeg ikke har noget at dele.

Mit ønske

Jeg håber sådan set bare at nogle vil tage mig alvorligt, at jeg ikke behøver at være en anden og at jeg måske kan holde nytår uden at skulle købe krudt.

Min juleaften er derfor stille, for ikke at sige rolig. Den omgivende verden er til gengæld brølende, både i dag og resten af de næste års dage.

Hjem, kære hjem

Egentlig har jeg aldrig haft et hjem. Jeg er flyttet rundt i landet efter midlertidigt arbejde og vikariater. Ofte fra den ene ende af landet til den anden. Hver gang med venskaber der måtte droppes eller som bare faldt væk. Nogle gange, jeg vil tro oftest, var det min skyld, andre gange var det den økonomiske tilgang til vedligeholdelse af venskaber der fik dem til at bukke under.
Men sært nok har jeg altid haft en bopæl, eller skal vi bare kalde det en adresse.

Min barndom

Som barn og ung boede jeg hos mine forældre, hvilket jo ikke virker specielt sært, alle mine skolekammerater og uvenner (dem der mobbede) boede på samme vilkår, altså hjemme hos mere eller mindre børneopmærksomme forældre. Vi var tre brødre og en storesøster, alligevel blev vi meget forskellige. Min ældste lillebror flyttede tidligt hjemmefra, jeg tog gymnasiet med inden jeg flyttede og det gjorde min yngste lillebror også. Min søster flyttede til Vestjylland i et forsøg på at tjene penge som ikke-faglært lærer, og så blev hun gravid, hvilket gav praktiske (religiøst betingede) problemer da hun skulle på lærerseminariet i Esbjerg. End ikke Mødrehjælpen kunne hjælpe hende, men hun blev gift med barnets far. I samme øjeblik uddannelsen var slut blev hun separeret. Hun lever stadig sammen med ham og har fået fire dejlige drenge siden, som nu er voksne, udover den smukke og livsbekræftende pige som jeg fik lov at stå fadder til.
Da mine forældre blev skilt var jeg 9 år og min yngste lillebroder var 5 år, vi havde dog levet med vore forældre hver for sig i to år på det tidspunkt, teoretisk mente de at vi børn havde bedst af at vi vænnede os langsomt til tanken, mens vore forældre på skift fik en supplerende læreruddannelse.  ideen var at vi børn skulle fordeles mellem vore forældre og at vi skulle have fælles samkvem, mens vore forældre skulle passe arbejde og deles om at videreudvikle os. Sådan blev det bare ikke.
Om den oprindelige ide ville have gjort os til bedre mennesker, mere velfungerende kapitalister, mindre religiøse eller ateistiske aner jeg ikke. Jeg tror mest på at vi stort set ville have udviklet os som vi har gjort, ligegyldigt hvad der var sket.

Min ungdom

Den er hurtig fortalt. Jeg flyttede hjemmefra kort efter jeg havde fået min studentereksamen. Jeg manglede få point for at blive optaget på biblioteksskolen, dem kunne jeg tjene på et år, for eksempel ved at tage en uddannelse og derved tjene point. Jeg begyndte på EFG, som dengang var noget ganske nyt. Som socialist mente jeg at man ikke kunne tage stilling til håndværk og håndværkere uden at have været blandt dem, og sådan blev det. Jeg oplevede det år en masse. Fagligt engagerede, håndværkere der bare ikke kunne finde en mester men som ønskede sig at blive tømrere eller snedkere, malere eller svejsere. EFG Bygge og Anlæg var et godt sted at være, med mennesker som gav udtryk for alle afskygninger af politisk sans. Fra passivitet til storstilet aktivitet. Efter et år fik jeg optagelse på biblioteksskolen i Aalborg og forlod det produktive arbejdsliv, desværre faldt også venskabet med mine kammerater fra EFG bort til fordel for dem jeg kom til at gå på skole med.
Rent fysisk flyttede jeg kun en smule. Min husleje og de kvadratmeter jeg havde til rådighed ændrede sig ikke stort da jeg flyttede fra min stedfars datters ekstra værelse til min søsters kærestes svigerfamilies karlekammerværelse på 5. sal. Da jeg blev smidt ud på grund af dødsfald kunne jeg konstatere at den kommunale (offentlige) garanti for en bopæl ikke gjaldt for mig, kommunen kunne simpelthen ikke stille noget til rådighed, så jeg flyttede i kollektiv. Jeg fik en kæreste og min bedste ven tog hende, egentlig var det mest omvendt, men dengang føltes det som at blive svigtet.

Min uddannelse.

Jeg boede til leje hos private, hos mine forældre under praktikperioder, jeg boede på kollegium og i kollektiver. Jeg havde ikke et hjem, men en bopæl, et sted at gå hjem til, jeg havde havde også kærester og elskerinder dengang, jeg var hyppig gæst i byen, drak mange øl og fik venner der dyrkede skak, var filosofiske, hørte musik og kunne lide mit selskab. Alt det fik jeg, men ikke de kontaktmuligheder som skulle gøre det lettere at få arbejde. Vi flyttede alle hele tiden, blev gode venner og glemte hinanden af praktiske årsager, forbindelser der kunne skaffe arbejde var ikke pynt på kransekagen dengang, lige så lidt som den er i dag. Vore venskaber blev aldrig til fjendskaber, det nåede vi ikke. Vi flyttede fra det ene rod til det andet. Vi havde sjældent penge, men kunne leve på en sten, så hellere spise billig mad og så have råd til at gå i byen.
Min uddannelse bestod mindst lige så meget i at flytte (for mig selv og andre) som den bestod i at lære noget. Jeg vil ikke klage, bare forklare at det at lære noget er noget man skal ville, ikke noget man skal tvinges til.
Hvis min uddannelse var gennemført uden krav om praktik, flytning, økonomisk ubalance og nedlæggelse af kollektiver, kunne jeg måske have haft en anden tilgang til at blive uddannet. Desværre stod jeg med en kæmpe studiegæld (statsgaranteret) da jeg blev færdiguddannet, samtidig med at jeg skulle vente med at aftjene værnepligt i næsten ét år. Jeg havde end ikke råd til et næste fjumreår, man kan jo betragte min EFG-uddannelse som et fjumreår, da jeg heller ikke kunne få en læreplads (jeg var for gammel til lærlingeløn). Jeg tog en uddannelse og jeg var stolt af den.

Bopælen

Fra jeg var 5 år til jeg blev 17 boede jeg samme sted i Ansager, samme hus endda. 12 år i alt. Siden har jeg som nævnt boet i alle mulige former for opholdssteder, i forbindelse med arbejde også på campingpladser eller et lånt værelse, mens jeg ventede på at skifte bopæl fra den anden ende af Danmark.
Fra 1982 var jeg lejer af alt muligt, jeg boede i korte perioder til leje, i telte, campingvogne, på værelser og hos mine forældre, jeg boede hos skiftende kærester og sågar på højskole.
Sært nok har jeg aldrig haft bopæl mere end 3 år siden jeg flyttede hjemmefra. Sært nok er det så også at det sted jeg har været mest (dog med skiftende adresser) er Samsø. Fra 1992 til 2010 boede jeg på Samsø, jeg havde en kæreste, dog kun i ca. 3 år, ellers var jeg alene. Jeg havde arbejde, dog ku i perioder. Jeg havde gode venner, dog kun når når vi havde råd til at være det.

Men selv om jeg har boet 12 år i Ansager på den samme adresse, er det sted jeg har boet allermest stadig Samsø (Kolby Kås, Tranebjerg, Torup og Pillemark) med 15 år.

Nu bor jeg igen hos min far (og betaler husleje eller i hvert fald forbrug) og har gjort det sammenlagt noget der ligner 10 år.

Jeg når aldrig at få tilknytning til et sted, regering og alle andre kan stikke deres tro på at lavere indtægter og dårligere vilkår for studerende skal give dem mere tilknytning til et nærsamfund. Det eneste der sker er sådan set at penge bliver omdrejningspunktet, ikke de mennesker der skal generere dem.

Bedsteforældre

Mine bedsteforældre, ja sågar mine forældre har en tilknytning til lokalsamfundet, som er grundet i deres hjem (bopæl). De har haft et hjem, mindes deres skolekærester, naboerne der var fattige kommunister eller betalte kontant.
Jeg har kendt så mange mennesker i så mange dele af landet og i så mange situationer, at jeg ikke kan forstå hvad et hjem er, hverken som udgangspunkt for fremtiden eller som udtryk for nutidig tryghed.

Fremtiden

For mig vil det sådan set sige at jeg skal have et hjem, med tryghed og omsorg, de næste ca. 20 år. For at være helt ærlig får jeg det aldrig, end ikke på et plejehjem. Så længe er der ingen der holder, og skulle der være én, er det i hvert fald ikke mig.

Jeg kan jo kalde mig boligløs og svigtet af samfundet. Men det er ikke mit formål. Det er alle dem der tror at ejendom og kapital er vigtigere and mennsker der burde følge med her. Og jeg har kun fortalt den korte version her.

Kriminalitet

Jeg blev inspireret af følgende opslag på facebook: "Ser lige tv avis, den viser at 1,1 % af alle dansker er kriminelle, medens 5.4 procent af indvandre er kriminelle, dog uden indvandre fra somalia der er 11,4% kriminelle alsà. Mere end ti gange så mange som dansker, det er f,,,,, uhyggeligt do".

At opgøre kriminalitet i procenter og at sætte national oprindelse på er jo helt ude i hampen (måske et dårligt billede, da hamp faktisk for et par århundreder siden var noget alle var påbudt at dyrke). Desuden skal definition af oprindelse enten nuanceres eller afvises, hvis vi ønsker danske danskere frem for kriminelle indvandrere.

Samfundets regler

Vi er så heldige i den vestlige verden, at kriminalitet er defineret ved lov. Hvad angår andre lande er kriminalitet også defineret ved lov, man kan så synes at Toraen, Sharia, den hinduistiske retsfamilie eller shintoismen byder på noget forkasteligt i forhold til vores retsopfattelse.
Måske vi skal huske på at vi i Danmark kunne dømme hekse, vi kunne dømme for utroskab, børn født udenfor ægteskab og tage brænde fra en herremand (i virkeligheden har ejendomsretten altid været hellig siden vi blev kristnede - både til jord og kvinder og børn). Hvis en velbyrdig mand skulle formaste sig til at stjæle en anden mands ejendom, kunne han gå fri ved at stille med 123 andre velbyrdige mænd der blot skulle erklære "på tro og love" at arrestanten var uskyldig - i øvrigt et system der lever videre med nævningesystemet.
Det pudsige ved det er at muslimer og hinduister faktisk har haft systemer der enten straffer ud fra samfundets regler eller ligefrem tager stilling til den enkelte synd (sharia). Vi har hugget hovedet af mennesker for mindre end man hugger en hånd af i visse arabiske lande (ikke nødvendigvis begrundet i sharia, da det er en pligtig straf for at stjæle, mens vi i Vesten ofte straffer folk der stjæler penge mere end vi straffer dem der misbruger børn og kvinder seksuelt. At se op til Mahatma Gandhi og Nelson Mandela er sikkert godt for vort selvværd, men de var faktisk begge kriminelle i forhold til de regler deres samfund havde. Så når vi ønsker at alle skal leve efter de regler vi har i Danmark, burde vi i sagens natur acceptere de regler der findes i andre lande, eller hvad? Jøder i Danmark er traditionelt blevet omskåret i århundreder, pludselig kommer naboerne fra de muslimske lande, og så er det notorisk uetisk at gøre det, kvinder i visse områder af Afrika og Mellemøsten er blevet omskåret. Bortset fra følgerne og smerterne et ritual på linje med konfirmation, jeg skal så lade være med at nævne andre "voksen-ritualer", som alle virker barbariske.

Millimeterregler
I den vestlige verden har vi med tiden afskaffet dødsstraf (altså i Danmark og nogle få andre lande), vi har på et tidspunkt afskaffet viljen til krig (ved at indføre væbnet neutralitet). Men vi har også indført det hvide snit, tvungen sterilisation og straffen for at køre eller gå over for rødt i et utrafikeret vejkryds. Vi har indført regler der bygger på en snæver lovgivning, en lovgivning der ikke i samme omfang som sharia tager højde for en vurdering af den enkelte handling. Selvfølgelig findes der præcedens  i sharia-lovgivning, men der findes overhovedet ikke andet indenfor den vestlige lovgivning. Dommere leder med lys og lygte efter domme eller strafudmålinger som er knyttet til tilsvarende "forbrydelser", personlige hensyn eller en alternativ straf findes ikke. Voldtægt findes der straffe for, misbrug af børn findes der straffe for, at køre i beruset tilstand findes der straffe for, ja sågar findes (fandtes) der straffe for at bevæge sig rundt med en knivlignende genstand (defineret ud fra hvor langt skæret var - eller regler for hvilke hunde må have, defineret ene og alene ud fra hvilken race hundene har - i øvrigt foreslået af de samme mennesker, som også er mere bange for menneskeracer end de er for forbrydere)

Forbrydere

Kriminalitet er forbrydelse. Altså er det at bryde loven både kriminelt og en forbrydelse. For loven er udgangspunkt for vores tryghed i et samfund.
Sært nok har vi adskillige eksempler på at loven ikke er en lov. Grundloven kan fortolkes, almindelig lovgivning på det kommunale område kan fortolkes. Hvor vi ét år dræner engområder, kan vi årtier senere genoprette de samme områder. Vi kan diskutere atomkraft, plantegifte og affaldshåndtering. Men hvis der findes et giftstof i en farve der bruges til tatovering så kan vi lave en lov. Hvis folk ryger for meget afskaffer vi ikke tobak, i stedet indfører vi en skiltning på tobaksvaren der fortæller at "Rygning KAN skade". De mest omsættelige varer i verden (legalt) er våben, tobak, medicin og alkohol, den mest indbringende illegale vare i verden er narkotika (OK der findes efterhånden lige så mange typer som der findes lande på jorden). På disse områder skal lovgivningen til enhver tid tilpasses det kapitalistiske marked. Hvorfor det at drikke og ryge, at skyde andre mennesker med våben og at æde ordineret medicin i et omfang der kan slå adskillige mennesker ihjel skulle være bedre end at indtage narkotika forekommer mig underligt, medmindre det er et spørgsmål om indtjening. Man kunne jo få den tanke at dem der rent legalt tjener penge på at slå folk ihjel ikke ønsker direkte konkurrence fra dem der gør det illegalt. Desværre kan man også få den tanke at dem der legalt kan slå ihjel har fundet en mulighed for at forøge indtjeningen ved at sikre sig at der findes et kriminelt marked som kan udnyttes parallelt med det legale.

Kriminelle

At køre bil med en promille på næsten ingenting er kriminelt, Når man dyrker sex på et offentligt sted, eller når man kører på cykel uden lygte og refleks, så er det kriminelt og dermed strafbart. Hvis man afleverer en bog eller en dvd på biblioteket for sent, hvis man betaler en regning én dag for sent er det kriminelt. Vi taler her om en straf der hedder bøder eller gebyrer. I et samfund hvor forskellen på rig og fattig er det primære mål har lovgiverne fået indført den mest logiske lov (regel), nemlig at rig og fattig skal betale lige meget og omvendt modtage for eksempel børnepenge uden hensyn til indtægt.
Hvis du snyder med din økonomi. Altså lyver overfor det offentlige og myndighederne, så bliver du straffet (selvfølgelig kun hvis nogen opdager det). Har du problemer med din økonomi, for eksempel i forbindelse med arbejdsløshed eller skilsmisse, ændres reglerne ikke, kun din økonomi. Betaler du ikke kan du risikere at blive kriminel, simpelthen fordi det offentlige kan sanktionere dig. Til gengæld kan du ikke sanktionere det offentlige. "And so, my fellow Americans, ask not what your country can do for you; ask what you can do for your country.", John F. Kennedy 20. januar 1961. Man kan jo spekulere på om et menneskes eksistens betinger staten eller er betinget af staten? Under alle omstændigheder er dit liv ikke din egen beslutning, det er betinget af omgivelser og lovgivning.

Indvandrere og flygtninge

I Danmark og mange andre vestlige lande er indvandrere og flygtninge et problem. USA, Canada og Australien, Rusland, Japan og Kina har stramme regler for indvandring, efterhånden også Sydamerikanske lande. Vi har opnået en angst for flygtninge og indvandrere i hele verden. Ikke fordi vi er inhumane, tværtimod fordi vi ikke vil tage ansvaret for at have udnyttet andre samfund og områder uhæmmet i århundreder, ikke fordi vi har ført halvdelen af verden ud i slaveri, nej fordi vi ikke vil betale tilbage hvad vi har opnået ved det.
Vi har fortalt hvor god en verden vi lever i med overflod, gode skoler og sund kost samt lang levealder (og meget mere). OG så bliver vi sure når der findes nogle der kommer forbi for at få del i den velfærd de eller deres forfædre har været med til at skabe.
Eftersom vi altid har bestemt hvilke love der er de rigtige kan alle disse flygtninge og indvandrere til enhver til komme for at kræve deres ret eller i hvert fald kræve at få pengene tilbage. Det er vore love der bestemmer at de ikke har ret til de værdier der var i deres undergrund, på deres marker eller i deres arbejde.
Når så de kommer på grund af hungersnød og armod, krig eller påtvungen fred, så har vi en rigtig fin lov som gør dem til pariaer, irriterende som kakerlakker eller bare en økonomisk belastning.
At definere andre kulturer som kriminelle kan vi kun gøre ved at sige at den eneste kultur der eksisterer er vores (den vestlige verdens). Når vi samtidig fornægter andre kulturer (Afrikansk, Asiatisk samt oprindelige folk i for eksempel Australien og Amerika) er kulturer har vi gjort os til et herrefolk, ikke til et folk der ønsker en fremtid med kulturel samdrægtighed.

Fremmedhad

At hade alt man ikke forstår er som at sige man ikke ønsker at forstå. At lære bliver til en PISA-test frem for erfaring og udvikling. Ikke bare hadet til tyskerne (i min barndom), fordømmelsen af overlegne Københavnere (i min barndom) men også hadet til andre folkeslag kan forstærkes ubegrænset. Jeg fristes til at spørge mig selv om det er mine egne begrænsninger der gør mig så bange for andre mennesker, at jeg kun kan stå over dem ved at fordømme dem som dårligere og mindre menneskelige end mig selv.

Al den kriminalitet jeg ser i mit fædreland er sådan set skabt af lovgivningen i mit fædreland. Tænk sig at afskaffe love om kamphunde, om ægteskaber blandt yngre mennesker (gennemsnitsalderen er også steget til omkring 38 år), tænk sig at man brugte flere kræfter på at fortælle om farerne ved rygning, alkohol, medicin og narkotika frem for at kriminalisere. Tænk sig om vi kunne hjælpe hinanden på tværs af oprindelse (jeg vil tro at jeg er 5. eller 6. generationsindvandrer). Tænk sig at man dømte mennesker individuelt frem for at dømme uniformt (Et mord er et mord, uanset om det er i affekt, med henblik på økonomisk gevinst eller om man bare godt kan lide at slå ihjel).

Jeg er ikke blevet afsløret endnu, bortset fra at jeg sad bag på en knallert som 17-årig. Men som jeg ser det er det kun et spørgsmål om tid inden jeg bliver erklæret kriminel. Det kunne være fordi jeg modtager kontanthjælp, deltager i demonstrationer eller møder på jobcenter uden at kunne dokumentere alle mine jobsøgninger, måske endda fordi jeg formaster mg til at tage til Tyskland (lige over grænsen) når min bror alligevel skal af sted (jeg skal nemlig søge flere uger for at få lov til at rejse udenlands eller holde ferie)

Med lidt held skal jeg nok blive kriminel, også selv om min slægt indvandrede til landet for mange år siden.

Julefrokost

Så skete det. Jeg var til julefrokost med Enhedslisten. Vældig hyggeligt og stort set ikke præget af politik. Måske fortalte vi vittigheder med en politisk undertone, men maden vi fik var traditionel dansk julemad, måske tilsat lidt mere grøn salat end normen for en dansk julefrokost. Der var øl, vin og god rom. Og der var julestemning som man finder den til andre julefrokoster hvor nogle kender hinanden og andre er med for første eller anden gang.

Enhedslisten

Nu var det Enhedslisten der afholdt den årlige julefrokost. Vi grinede, havde pakkeleg og spiste sild, lune frikadeller og leverpostej og sluttede med risengrød og kirsebærsovs. Udover rødkål (både frisk og til frikadeller var der rødbeder og kirsebærsovs som havde "den rette farve". Der var ikke engang rødløg til silden, og havde der været ville alt det røde til vores julefrokost svare til alt det røde der er knyttet til enhver dansk julefrokost, om den så finder sted i Dansk Folkeparti's regi. Faktisk viste det sig at Enhedslisten er så normal hvad angår julefrokost, at vi lige så godt kunne have holdt firmajulefrokost eller jul for hjemløse. Traditioner med andre ord, altså intet nyt under solen i december. Det nye i år var måske de "selfies" der blev taget, men jeg er sikker på at det ikke kun er til Enhedslistens julefrokost der bliver grinet og taget billeder af den art. Lur mig om det ikke også er sket til en del socialdemokratiske julefrokoster.

Engagement
De unge
Det der for mig var mest påfaldende var deltagernes alder og sociale status eller måske snarere sociale engagement.
Der var nogle ganske få helt unge. Studerende kalder man dem, det vil sige de læser typisk på universitetet lever af små penge og har en drøm om at det samfund de skal engagere sig i efter endt uddannelse, har brug for dem. Ikke at de skal tjene mange penge på ikke at lave noget, ved investeringer eller en anden form for nasseri. De drømmer for eksempel ikke om at blive politikere eller få et arbejde hvor de ikke skal gøre andet end at hæve løn og investere i ejendom. Nej de drømmer om at gøre en forskel.
En af de unge der var med til julefrokosten bor i udkanten af den storsilkeborgske kommune. Silkeborg er jo kendt som en studieby med skoler og seminarier der ligger så tæt at der stort set kun ligger værtshuse, cafeer og pizzarier imellem ;) Nå, spøg til side. Tilbage til én af de unge som faktisk har lettere ved at komme til Århus eller Viborg end til Silkeborg, fordi man som studerende kun i ganske få tilfælde har råd til at holde bil eller hest. Når rejsetiden til Århus Universitet er én time kortere end til et seminarium i Silkeborg, kan jeg sagtens forstå at man vælger universitetet. Men jeg bliver alligevel glad når jeg ser de unges politiske engagement. Ikke voldelig revolution eller egoisme i yderste potens, nej et ungdommeligt engagement på vegne af det omgivende samfund, selv om man som 20-årig nok har mere forståelse for den nære fremtid og ønskerne for et ubekymret liv. Selvfølgelig er man som ung mere fokuseret på sine egne behov, men hov. Hvordan ser det så ellers ud?

De erhvervsaktive

Som samfundet ser ud nu er der stort set ikke andet end pensionister der ikke regnes som erhvervsaktive eller potentielt erhvervsaktive.
Med skam at melde kunne jeg konstatere at kun ganske få af de fremmødte til julefrokost var i den erhvervsaktive alder / gruppe. Selvfølgelig kan man forestille sig at der er så mange julefrokoster i forbindelse med job og samarbejdspartnere samt familie at man vælger den julefrokost fra der foregår i politisk regi. Det kunne man sagtens forestille sig?
Enhedslisten er et socialt parti, hvis hovedpunkter er at forbedre kårene for den arbejdende klasse og for udsatte borgere (studerende og pensionister med mere), men målgruppen glimrer ved sit fravær, måske de køber aflad ved at betale til partikassen, måske de støtter ved at give penge til fattige børn i Afrika og købe geder til jul (i form af gedebeviser eller brøndbeviser), måske de endda føler med de udsatte mennesker. Men den erhvervsaktive del af befolkningen udgør, set i forhold til gruppens størrelse samfundsmæssigt, en meget lille del af de aktive medlemmer af Enhedslisten. Fordi de har travlt? Fordi de lige skal tjene penge til lån på hus og bil? Fordi de faktisk ikke rigtig ved hvilke forhold andre mennesker lever under? Eller fordi et socialt engagement er noget man kan betale sig fra uden at deltage i det sociale?
Mit bud er at det nok er lidt af hvert, afpasset efter det enkelte individs situation. Således er de fleste af dem jeg mødte i forbindelse med julefrokosten, altså dem i den erhvervsaktive alder, alle sammen i en situation der indebar mangel på arbejde (inklusive mig selv).

Pensionisterne

En stor gruppe af de fremmødte var pensionister. Tilgangen til engagementet i Enhedslisten var grundlæggende social indignation, enten på egne, børns eller børnebørns vegne, eller fordi de i ungdommen og som erhvervsaktive havde oplevet social uretfærdighed og havde være fagligt engagerede.
Pensionister er absolut ikke en homogen gruppe, det er de erhvervsaktive og de unge heller ikke. Nogle pensionister har kun til dagen og vejen, andre har statspensioner eller selvpensioner og dermed rimeligt gode vilkår. Nogle har brugt det meste af deres liv på at købe hus og betale det 20 gange, men sidder nu billigt hvad huslejen angår. Andre har hele livet knoklet, boet til leje og været nødt til med mellemrum at rykke teltpælene op og derhen hvor arbejdet var.
Påfaldende var det alligevel at netop gruppen af ikke-erhvervsaktive (pensionister) var den største gruppe til julefrokost. Nogle er måske aktive, men har ret til pension, så der ligger et valg om at gøre et stykke arbejde frem for at læne sig tilbage og se fjernsyn. Men det er jo netop det pragtfulde. At kunne vælge, uden at være tvunget til sit valg.
Men gennemsnitsalderen til vores julefrokost i et ungt, socialistisk parti viste sig at ligge meget tæt på pensionsalderen.

Menneskeligt overskud

Når man tænker på at gennemsnitsalderen i Danmark er lige under 40 år var vi altså absolut ikke repræsentative for de mennesker vi som parti gerne vil repræsentere. Altså os der tog tid til at deltage i en helt traditionel julefrokost i Silkeborg sammen med andre medlemmer af Enhedslisten.
Det humane fristes man til at tro ligger hos de unge, der først lige er gået i gang med et liv som på næsten alle områder ligger helt åbent. Alternativt kan den store gruppe af mennesker der har oplevet et langt, mangefacetteret liv udvise et menneskeligt overskud, oftest fordi de kommende generationer skal sikres et værdigt liv. Imens har alle dem der står til rådighed for arbejdsmarkedet travlt. De har travlt med at sikre sig selv økonomisk, de har travl med at opfylde de betingelser de er pålagt af den kapitalistiske (økonomiske) politik. Måske har mennesker på arbejdsmarkedet også en social bevidsthed, det virker bare som om den bliver skubbet til side, mens de samfundsmæssige krav (nogle gange krav der kun giver mening for økonomiske investorer) bliver opfyldt, på trods af at det arbejdende menneske ikke får noget som helst socialt ud af det.

Mennesket

Det vil være svært ud fra fremmødet til en julefrokost at definere dybtfølt socialt engagement, det vi talte mest om de få gange vi talte politik var faktisk de økonomiske aspekter af livet. Men det er alligevel påfaldende at dem der ønsker at være sammen med ligesindede enten er meget unge eller har levet et langt liv. Jeg vil så gerne tilføje at vi fik diskuteret emner som religion og hvilke serviceydelser man kunne betale for. Helt nøjagtigt spørgsmålet om at støtte rejseselskaber og discountbutikker, hvor nogle havde ideologiske holdninger, andre holdninger der var økonomisk, pragmatisk begrundede.
Vi var sjældent enige, faktisk, til gengæld lyttede vi til hinandens argumenter og modargumenterede. Som jeg sagde i forbindelse med lavprisflyselskaber: "Jeg er heldigvis fri for at tage stilling - jeg har ikke råd til at rejse". Jeg kunne så fortælle at man betaler mere og bruge mere tid på at rejse med offentlig transport, end hvis man er privatbilist. Selv om de fleste var klar over at det er sådan var deres konklusion alligevel, at de ikke kan undvære deres bil. Når jeg påpeger at jeg SKAL undvære en bil kan jeg fornemme at de synes det er synd for mig, men samtidig glæder de sig over at de har en bil.

Efter julefrokosten

Jeg har været positivt overrasket over den imødekommenhed der er overfor nytilflyttede medlemmer i Enhedslisten. Det er et socialt engageret parti.
Sært nok er de fleste holdninger ikke stort forskellige fra de fleste andre politiske partiers fra højre til venstre i folketingssalen. Vi skal tjene penge, ikke alene til os selv men også til "arbejdsgivere" og investorer, vi skal også tjene penge så vi kan bidrage til driften af vores stat.
I det hele taget skal vi tjene penge af hensyn til vores forbrug, vores behov, vores familie og vores selvværd.

Så julefrokosten på arbejdspladsen eller i den politiske forening gør ikke den store forskel. Men for en gangs skyld får vi lov til at være sociale og forskellige. Og skal jeg så ikke lige tilføje at der, mig bekendt, ikke var eksempler på utroskab i forbindelse med vores julefrokost. Så måske er vi i virkeligheden bare en flok småborgerlige mennesker der ikke vil bryde med konventionerne?