Jul i fattigdom

Nu er det jo spændende at der kan sættes en grænse for fattigdom. Det ville jo alt andet lige være en kæmpe fordel i et velfungerende velfærdssamfund, knap så godt i et kriseramt samfund hvor omfordelingen er vigtigere end fordelingen.
Ikke nok med det, der er faktisk flere definitioner af fattigdom her i Europa. Men definitionen går entydigt ud på at fattigdom udelukkende defineres ud fra et disponibelt beløb.

Stigning i fattigdom

Ud over rådighedsbeløbet der udregnes efter skat men før faste udgifter er betalt (Man er fattig i Danmark, hvis man i tre år har levet for et beløb, som svarer til halvdelen af den gennemsnitlige indkomst.), beløbet var for få måneder siden 103-200 kr. efter skat på årsbasis. Der var dengang 42.000 fattige danskere, en tredobling på lidt mere end ti år, men tallet vil snart blive meget større eller meget mindre, alt efter om den gensidige forsørgerpligt får indflydelse på statistikken. Jeg aner faktisk ikke om en person der bliver forsørget af en anden overhovedet bidrager til statistikken, men hvis definitionen ovenfor står til troende burde det jo sænke gennemsnitsindkomsten gevaldigt og dermed sikre at færre var fattige ifølge definitionen. Mere end 50.00 mennesker uden indkomst skal nok kunne trække gennemsnitsindkomsten ned, måske så meget at enlige kontanthjælpsmodtagere uden børn faktisk ikke længere defineres som fattige. Som situationen er nu er jeg for eksempel fattig, idet jeg modtager lige under 100.000 på årsbasis, men skulle grænsen for fattigdom blive flyttet med mindre end 2.000 om året, svarende til ca. 250 kr om måneden, så er jeg med et slag ikke længere fattig. Ikke fordi jeg får mere, men fordi der er flere der får mindre.

Julehjælpen

Der er de senere år sket en voldsom stigning i ansøgningerne om julehjælp. Nogle mener det skyldes en holdningsændring i samfundet, altså at man ønsker at få hjælp (man efter sigende ikke har behov for), mens andre ser det som et udtryk for en marginalisering af visse samfundsgrupper.
Personligt er jeg sikker på at det er en kombination. Masser af mennesker sætter sig i gæld, og opdager så at de pludselig ikke kan betale den, andre læner sig måske tilbage fordi de alligevel bliver forsørget, atter andre er syge, ghettoiserede eller simpelthen bare opgivet af samfundet. Men der findes masser af borgere i dette land der tror på at vi har et velfungerende sikkerhedsnet under borgerne. Til det kan jeg kun sige (jeg vil end ikke indvende) at det har vi ikke. Det er tilladt at låne penge ud, give kredit til høje renter, at skrive ting med småt og at trælbinde fattige mennesker til en aftale som er umulig at honorere.
At mennesker med en indkomst på omkring 50.000 kr månedligt kan formaste sig til at ansøge om julehjælp giver måske et retvisende billede af det samfund vi lever i i dag, et samfund hvor de fleste af os er os selv nærmest, men de organisationer der giver julehjælp har faktisk adgang til oplysninger om husstandsindtægt, børn og offentlige ydelser. For dem kan den definerede, økonomiske fattigdomsgrænse bruges som målestok, og så kan der blive jul i de små hjem.
Denne form for julehjælp gives primært til enlige forældre eller fattige børnefamilier, men der findes også andre fattige, eller mennesker der ikke kan komme ud på grund af sygdom eller alder. Også dem er der frivillige der tager sig af, for eksempel ved at lave fælles julefrokost. På Samsø for eksempel mod betaling af et symbolsk beløb, som til gengæld giver mulighed for socialt samvær og hygge i nogle timer, inden de frivillige skal hjem og holde jul med familien.
Men julehjælpen er hverken en julecheck, som en børnecheck, den er heller ikke finansieret af det offentlige, tværtimod ladet det offentlige indsamlinger og frivillige sørge for noget som vel egentlig var samfundets opgave, nemlig at sikre medborgerne. Som med bad til ældre mennesker burde det være en ret at kunne holde jul uden at sidde i ensomhed, selvfølgelig ikke en pligt. Men vi skal dog huske på at december måned, altså julemåneden er den måned det statistisk set sker flest selvmord. Hvorfor kan politikere ikke tage dette vink med en vognstang bare en smule alvorligt?

Den sociale arv
Nu er jeg jo ikke specielt fattig, selv om jeg lever på kontanthjælp. Jeg brokker mig ikke på egne vegne, men jeg kan jo se, hvorledes mennesker fra uddannelsesmæssigt fattige hjem, altså det vi kan kalde de lave statusgrupper, slet ikke er gearet til at drage ud i samfundet. Tværtimod opgiver de hurtigt. Måske prøver de at købe fladskærm, få sig en god lejlighed og gå pænt klædt. Men grundlæggende vil alle disse forsøg skulle betales ved at optage gæld, da et rådighedsbeløb på offentlig overførselsindkomst ikke rækker til meget andet end at bruge pengene hurtigst muligt, altså ikke at finde ud af om man kan betale sin gæld tilbage eller hvorfor man skal.
Loven om kontanthjælp hjælper så slet ikke på muligheden for at rette op. En formue over 10.000 betyder nemlig at hjælpen fra det offentlige udebliver, vel at mærke den økonomiske hjælp. Den hjælp der egentlig har været behov for nemlig økonomisk råd og vejledning eksisterer ikke i lovgivningen!
At der findes flere og flere der gerne vil tage del i det samfund der hele tiden flasher sig selv, er der vel ikke på den baggrund noget odiøst i. Lotto og andre spil lokker med den store gevinst, det er faktisk staten der står for det, og mindre end én procent af OVERSKUDDET bruges på ludomaner. Samtidig ved de fleste mennesker ikke hvorfor de vil være rige. Det vidste vi faktisk heller ikke da jeg var barn, men vi ville alle sammen være millionærer. Selv om man kan se i dag at millionærer og milliardærer stort set bare ønsker at se deres formuer vokse, uden anden grund end at se den vokse (jo, jo, nogle vil samle sammen til arvingerne, men var det ikke mere fornuftigt at lade dem lære at klare sig selv?), og så kunne de sådan set ligeså godt investere i et mikroskop og studere gærceller eller mikroskopiske svampe, der kan man virkelig se hvad uhæmmet vækst fører til!

At mangle

Mine forældre kom tidligt ud på arbejdsmarkedet. De havde ikke råd til andet end at tage det arbejde der var. Alligevel fik de mulighed for at tage en uddannelse, vel at mærke når arbejdsdagen var slut og lønnen tjent. En toværelses med børn og petroleumsvarme var ikke udsædvanligt dengang i 50'erne, og det var endda opgangstider. Men de tog en uddannelse og de fik arbejde kort efter, mest fordi de var villige til at flytte fra den ene ende af landet til den anden, men sandelig også fordi de skoler der skulle ansætte dem stod klar med tilbud om flyttehjælp, lærerboliger og en rimelig løn, selvfølgelig plus det løse. Selv er jeg født på Sjælland og boede (sammen med mine forældre) to forskellige steder før jeg fik et barndomshjem. Det barndomshjem havde jeg så i omkring 13 år, nemlig indtil jeg flyttede hjemmefra for at tage en uddannelse.
Mine forældre blev skilt efter ca. 7 år, men i princippet fik jeg blot 5 år med mine forældre i barndomshjemmet, da de forsøgte at gøre skilsmissen så mild som mulig overfor os børn.
Rent økonomisk var en skilsmisse som en begyndelse heller ikke det mest sikre for os børn. Vi måtte lære at spare og betale enhver sit, som for eksempel da jeg smadrede et vindue på skolen. Det gik ud over lommepengene.
Men som barn kender man jo ikke til andre forhold, så det klarede vi egentlig meget godt, vi var jo på en måde en privilegeret del af samfundet, vi kunne læse, skrive og regne, vi havde vores forældres støtte, selv da de gik fra hinanden. Faktisk havde vores forældre lagt bunden til at vi skulle klare os selv. der kom godt nok nogle hurdler med ansættelsesstop og tvungen opsparing, men det var for mit vedkommende bare medvirkende til at jeg lærte at samfundets sikkerhedsnet faktisk ikke fungerede før du virkelig kom på skideren. Jeg overlevede indtil 1999, hvorefter jeg var heldig at få arbejde og kunne begynde forfra. Men for fire år siden gik det galt og arbejdsløshedsforsikringen dækkede ikke længere, jeg kom i aktivering, men det medførte ikke noget job og til sidst var der kun kontanthjælp.
Hvis jeg så bare kunne have gjort, hvad jeg havde lyst til, men jeg skulle bevise at jeg var i stand til at møde og gå hjem på bestemte tidspunkter. Da jeg havde gjort det i et par måneder spekulerede jeg mere på hvorfor jeg skulle end hvad jeg egentlig fik ud af det.

Nu lever jeg på nas

Sært nok har jeg det meste af mit liv levet på nas, som det hedder. Jeg har fået dagpenge, som jeg har betalt til både mens jeg havde arbejde og når jeg ikke havde, jeg betaler faktisk stadig. Jeg har betalt (om ikke husleje, så dog forbrug når jeg har boet til leje), jeg har måske nok fået lidt ud af at huse venner der manglede et sted at bo, når jeg havde plads. Mine penge er gået til at jeg kunne bedre mine interesser for litteratur og historie, primært ved at gå på biblioteket, men også ved at investere i bøger der ikke altid var lige lette at opdrive på biblioteker, eller som jeg ikke kunne nå at studere uden at skulle søge om genlån. Tid til lidt hobby er der selvfølgelig også blevet, alt sammen for løn og overførselsindkomster. Jeg har aldrig selv skabt en krone ved selvstændig erhvervsvirksomhed, men af uforklarlige årsager er hverken lønarbejdere eller politikere i stand til at skelne mellem at modtage overførselsindkomster eller løn fra at tjene penge ved selvstændig virksomhed. Faktisk er det jo sådan at hvis vi alle var selvstændige ville der ikke være noget samfund!
Men selv de mennesker der har lønarbejde (det har jeg altså også haft i mange år) betragter det som "nasseri" når jeg siger at nu gider jeg ikke længere. Nok sidder jeg meget stille, men til dig der læser dette vil jeg sige, at jeg har noget på hjerte, jeg skriver og tænker, jeg forsøger at være en god ven og søn.

Julen

Som om julen er vigtig, når ingen penge er det man har mest af. Egentlig kan jeg fint klare mig uden at dele julen med nogen, men der er nogle traditioner i familien som jeg deltager i, ikke for min skyld men for familiens. Til gengæld er der traditioner jeg må opgive, simpelthen fordi jeg økonomisk må prioritere hvad mine penge skal gå til. Det lyder måske voldsomt, men jeg er nede på tre traditioner om året, som betyder at jeg skal leve af tilbudsbrød og grovhakket leverpostej i en måned bagefter. At leve på den måde gør det altså ikke mere spændende at smovse én gang om året, det giver bare dårlig mave.

Glædens og børnenes fest

Min datter har jeg kun sporadisk kontakt til, og glæden ved at skulle bruge ekstra penge for at fejre en kristen højtid er ikke lige mig. Jeg forsøger at sætte mig ind i hvordan det var at leve under krigen, hvor der var så mange ting man ikke havde, men desværre er jeg vokset op i et samfund, hvor forbrug er blevet Gud, og hvor planlægning og sparsommelighed nøjes med at komme til udtryk med "Bonderøven" på TV, hvor madprogrammer er vigtigere end at lære hvordan man kan undgå at købe billig mad og smide det meste ud, ja selv hvor et forbrugerprogram handler mere om hvordan man bliver snydt økonomisk end hvordan man undgår det!

Jeg tager endnu en jul i fattigdom, om ikke for andre så én gang til for prins Knud.

Snyd

Nogle af de fattigste mennesker i landet har fået udbetalt ufatteligt små beløb udover det de efter loven er berettiget til. De fleste mennesker i landet betragter dette som snyd, dels fordi de fattigste bør kontrollere at de ikke får mere end det de må få, andre fordi de synes det er at begå lovbrud. Værst af alt er det at se ligestillede der ikke "snyder" være de første til at påstå at man ikke må snyde.
Trods det at vi dagligt hører om og ser mennesker der snyder i stor stil.

Pengene

Det er ikke usædvanligt at det snyderi der vækker størst forargelse er snyderi med offentlige tilskud og udbetalinger. Dem der er først ude er de fattigste, som åbenbart har fået en god opdragelse og derfor mener at man ikke må snyde. På baggrund af det kan det jo virke underligt at dem der virkelig snyder med penge, selskabstømmere, ejendomsinvestorer og branchefolk der har uoverskuelige regnskaber, faktisk ikke får samme fordømmelse. Måske synes de fleste at Stein Bagger har snydt og skal tage sin straf, at Jens Riskjær ikke må få adgang til en skattefritaget fond osv. Men de bliver bare straffet med en symbolsk fængselsstraf uden at skulle betale de penge tilbage de har snydt for.
Men hvis du ikke må bo sammen med din kæreste, hvis dine børn modtager fuld SU mens de bor hjemme, eller hvis du rent pro forma bor i en postbox, for at opnå en offentlig forsørgelse du og dine kan leve af, så er det ikke bare svindel eller snyd, så er det en fare for samfundet.

Uddannelse

Nu har jeg nævnt SU, men hvad uddannelse angår findes der mange andre former for snyd, som intet har med penge at gøre. Det mest oplagte er jo nok at snyde til eksamen på den ene eller anden måde, men i disse tider hvor internettet giver adgang til den eneste opgavetjeneste efter den anden, er der jo også en del som snyder ved at skrive af efter andres opgaver. Endelig er der jo også de mennesker der kan hacke sig ind på uddannelsesinstitutionens server og ændre karaktererne, se det vil jeg kalde snyd, som vel kun overgås af de mennesker der direkte svindler med deres kvalifikationer i forbindelse med ansøgninger eller videnskabeligt er dybt uredelige.
I det første tilfælde kan snyd til eksamen jo være alt fra at smugle en lille huskeliste med ind til forberedelse eller skriftlig eksamen. Til den almindelige undervisning kan der jo ofte være nogle der springer over hvor gærdet er lavest og henter en skriftlig opgave i stedet for selv at skrive den, man kan vel godt kalde det snyd, men hvis det arbejdsmarked der venter for enden af uddannelsen skal have gavn af en studerendes indsats er det jo mest at snyde sig selv, eller at ønske at tjene så meget som muligt uden at tænke selv og dermed ikke være til gavn for samfundet. Det er svært at definere om vi taler om svindel, bedrag eller snyd.
At hacke sig ind og ændre karaktererne, at give sig selv kvalifikationer der ikke findes er ofte en gråzone. Hackeren har jo på en måde vist evner for noget, man kan så undre sig over at vedkommende ikke vil lære mere om andre ting end om hvordan man kommer lettest gennem en uddannelse. Igen vil jeg sige at man snyder sig selv på den måde, men selvfølgelig, hvis man kommer til at arbejde med IT vil det jo se godt ud at man  ved noget om biologi eller kan flere sprog, men mon ikke det vil blive opdaget hvis der er nogle af kollegerne der følger med på sidelinjen (det kræver selvfølgelig at de ikke selv snyder)?

Kortspil

Jeg lærte altid af min farmor at det var let nok at snyde i kortspil og når man lagde kabaler. Jeg lærte at det måtte være op til min egen samvittighed, og at jeg ville stå med ansvaret hvis det blev opdaget. Ikke bare ansvaret, men også, eller måske især, med skammen.
Jeg har endda optrådt med et mønttrick, som indebar at der skulle være en synsk og en tilfældig gæst til at "hjælpe". Man kan kalde det tryllekunst eller tankelæsning. Det er underholdning, men man kan sige det er på falske forudsætninger.
I nogle tilfælde kan snyd jo føre til indtjening, for eksempel i kortspil eller med værtshustryllekunster, mens kabalerne jo bare viser sig at gå lettere op. I andre tilfælde vil det bare være en genvej til at vinde, og netop at vinde er et mål for mange.

Spil

Enhver burde kunne regne ud at det at spille på heste, købe en lottokupon eller spille poker må give et underskud. Hvis man taler om helheden vil det altid være "banken" der vinder. Hvis man taler om enkeltpersoner vil nogle kunne snyde sig til gevinst, mens andre måske i et vist omfang er begavet med "grønne" spillefingre, altså som man nogle gange ser det til Banko, hvor det oftest er de samme som vinder.
Sært nok er det de færreste der vil se i øjnene at for hver gevinst, det være sig en frokostkurv eller 1000 kr, så vil der være nogle der skal betale. For spil er altid et spørgsmål om at skaffe en gevinst til dem der udbyder spil. Hvis man derfor som Danske Spil påstår at virksomheden er alle danskeres er det faktisk ikke bare snyd, det er en direkte løgn, og burde vel være strafbart.
Som på cigaretpakker burde der være en tydelig advarsel når du træder ind i en kiosk eller butik, så enhver kan se noget der svarer til: "Advarsel - spil kan gøre dig afhængig, tvinge dig til at gå fra hus og hjem og miste din familie"!

Trafik

I trafikken sker der mange spændende ting. Da jeg var ung var det oftest noget med at tune eller bore en knallert, senere blev det til at køre stærkere end man egentlig måtte eller køre i beruset tilstand, i dag vel i en eller anden påvirket tilstand (illegale stoffer har jo ingen advarsler - hvad medicin angår skal man oftest enten høre det fra lægen eller sidde med et mikroskop og læse en minimal smørrebrødsseddel hvor man alligevel ikke fatter en brik af hvad der står). Hvad angår illegale stoffer er det jo ikke snyd at sælge det, det er faktisk ulovligt, og derfor skal man ikke forvente at der følger nogen advarsel med. Medicinen er ikke ulovlig og der følger en advarsel med og derudover et overflødighedshorn af oplysninger, som alle er pålagt producentens ansvar at formidle.
Derudover er det pålagt samfundet at oplyse om farerne ved at indtage medicin, stoffer eller køre for stærkt. Det gør man så ved at give bøder.
En af de farer man oftest overser - gerne på grund af egen magelighed - er kørsel af skolebørn til skolen, om muligt helst helt ind i klasselokalet. Alle disse forældre der hver for kører børnene til skole, gerne i sidste øjeblik, er faktisk dem der er de allerfarligste for børnenes trafiksikkerhed. Det er de på trods af at de fleste forsvarer det med at det sikrer deres børns trafiksikkerhed. De snyder både sig selv og deres børn, simpelthen fordi den naturligt lærte trafikopfattelse ikke bliver en naturlig del af deres børns opvækst. Følgerne kan blive at børnene den dag de skal færdes alene i trafikken bliver udsat for ansvarsløse bilister, eller at børnene selv bliver ansvarsløse trafikanter. Se det er snyd, men forældrekørsel er kun strafbart hvis man kører for stærkt i et skoleområde. Og så munder det ud i en bøde.

Fællesskabet

Mange argumenter går ud på at når du snyder kommunen ved at få flere penge end du egentlig har ret til så er det snyd. Det er også snyd, hvis du bruger kollektiv trafik og ikke betaler. Det er faktisk endda snyd, hvis du ikke betaler dine regninger, selv om du ingen penge har og ingen kan få eller for den sags skyld låne. I alle tilfælde går det angiveligt ud over fællesskabet, og det kan vi bare ikke have. Det er jo snyd. Det eneste der ikke er snyd er at man kan være så fattig at man ikke kan betale, nogle ender som hjemløse, men det er på en måde også snyd, de kan jo bare tage sig sammen. Og på den måde er de største snydere faktisk dem der dømmer snyd. Du og jeg. Men at opdage snyd er faktisk en offentlig opgave også. Det er selvfølgelig helt fint, når man forsømmer at lære børn om snyd, og at det går ud over nogle, i stedet lærer vi alle at vi bliver straffet for snyd, vel at mærke, hvis det bliver opdaget.

Politik

Et af de steder hvor det er sjældent at snyd straffes med noget som helst andet end  en "næse" er i politik. Nu kan man så vælge at skelne mellem svindel, bedrag eller snyd. Jeg vil da gerne komme med et bud. Svindel kan henholdsvis betyde at "foretage sig noget med henblik på at snyde eller narre andre", men det kan også være en kriminel handlig for at bedrage nogen. Bedrag defineres som "det at noget fremtræder eller fremstilles som noget andet end det er". Endelig er snyd et meget entydigt ord: "falsk eller vildledende handling, adfærd, udseende eller fremstilling".
At bo i en postbox er altså egentlig mere bedrag end det er snyd.
Til gengæld kan vi kigge lidt på vores folketing og se lidt på, hvad det er der sker der, senest i forbindelse med finansloven. Først og fremmest kan vi konstatere at regeringen især efter aftalen med Venstre og Konservative faktisk har udsat andre partier i Folketinget for et regulært bedrag, ved at fremstille nok især det såkaldte støtteparti som den egentlige årsag til at finansloven blev indgået til anden side. Faktum er at regeringen sagde nej til ét eneste krav fra støttepartiet. Ét eneste, og derefter hoppede til den anden side af folketingssalen.
Og det er her snyd kommer ind i billedet. Det der skete er jo en gennemført falsk fremstilling af handling og forløb. Derefter er det et spørgsmål for samtlige partier der har været med til at vedtage finansloven at fortælle at slutproduktet er en sejr for lige netop deres politik, og at Enhedslisten har svigtet sine vælgere. Det er faktisk både snyd og bedrag.

Enhedslisten snød ikke vælgerne, faktisk kæmpede partiet også for dem der ikke var vælgere. Der blev ikke snydt med vægten eller opført et bedrag for vælgerne.

Men nu er der to år til at genskabe troværdigheden, trods det at partiet kunne have gjort klar hvor store svindlere og bedragere der er ved at snyde danskerne - så vender Enhedslisten tilbage til sit bagland og de politiske ideologier der skulle sikre at alle mennesker skulle få et rimeligt liv.

Uden at svindle, bedrage eller lyve.

Karbad

Mens jeg sidder her er der stadig fuld gang i et drama som ikke er skrevet færdigt. Det handler til en vis grad om retten til at ønske hjælp til at få bad minimum to gange ugentligt. Det drejer sig også om mange andre ting som for eksempel garanti for at offentlige byggerier og renovationsopgaver skal sikre at de fuldføres efter danske lønninger og arbejdsregler samt at der skal sikres kædeansvar. Det drejer sig om sikring af grønne områder og bedre vilkår for psykisk syge, det drejer sig i det hele taget om at sikre samfundets svageste for et minimalt beløb, med andre ord et mindre beløb (en brøkdel) end bankverdenen er blevet sikret med de seneste 5 år.
Som regeringen (og den åbenbart totalt ukritiske presse) angiver er ideerne gode, men lovgivning på områder der vedrører kommuner (og regioner) må man respektere kommunal selvbestemmelse.

Kommunernes selvbestemmelse

Bloktilskud er et tilskud hvor formålet med pengene ikke er betinget. Pudsigt nok findes der betingelser til kommunerne. For eksempel omkring biblioteksbetjening, børne- og ungeområdet, skoler og til dels idræt. Altså kan kommunen ikke bare bygge et rådhus for hele bloktilskuddet.
Men kommunerne kan i forhold til lovgivningen! sikre sig at en del af bloktilskuddet kan forvaltes af kommunen selv. At der så er et kommunalt udligningssystem i forhold til overskud på den kommunale betalingsbalance kunne jo være en mulighed for at bruge penge bare for at bruge dem. Så de i hvert fald blev brugt i kommunen. Som jeg hører mange borgmestre er det i hvert fald et argument for at beholde de penge man har fået dels som bloktilskud og dels som kommuneskat. Og nu vil kommunerne så også råde over penge der gives til ældreområdet.
Hvorfor fan tvinger kommunerne og deres folk i folketinget ikke til at kommuneskatten skal være selvstændig og at statsskatten skal udgøre forskellen på en landsskat. Så alle betaler skat i samme omfang og så de rigeste betaler til staten og de fattigste til kommunen. Hvorfor skal der være udligning og fattige områder, samtidig med at huspriser i de rigeste områder af Sjælland stiger og priserne i udkantsområderne falder?
Hvis kommunerne skal bestemme selv er det vel en ide, at de skal stå til ansvar i forhold til lovgivningen, eller hvad?

Lovgivning

Nu er vi så kommet til spørgsmålet om en finanslov, som støttepartiet Enhedslisten ikke kan godkende, fordi regeringen ikke vil lovgive. At regeringen ikke vil lovgive er dog ikke et udtryk for at regeringen ikke vil lovgive, men snarere et udtryk for at den ikke vil gennemføre en lovgivning som de ikke selv har styr på.
Der findes masser af lovgivning på det kommunale område og serviceloven er jo heller ikke et A-4papir med en hensigtserklæring. Problemet er nok snarere at regeringen vil sikre sig at Enhedslisten ikke er en kamphund, så længe den er god at gå tur med og så længe den knurrer når andre skødehunde og onde mennesker kommer forbi. Ingen hundelov, så længe hunden kan holde det uønskede fra døren. Men samtidig skal hunden have mundkurv på, så den ikke bider sin egen families venner. Ikke fordi den har gjort det, men simpelthen fordi den MÅSKE kunne gøre det på et eller andet tidspunkt.
Lovgivning om virkelig vigtige ting (menneskers fremtidige rettigheder) står i skærende kontrast til lovgivning om mulige kamphunde, krumme agurker, kompostorme og kanelsnegle. Men nej, vi kan ikke bestemme over kommunal selvstyrelse. Jeg siger bare "ØH", hvad kan vi bestemme over. At katte og hunde skal have tegn og halsbånd, at narkomaner skal have et fixerum i de store byer, at kontanthjælpsmodtagere skal blive så fattige at de mister deres bolig og familie? Hvor står lovgivningen egentlig når vi spørger de skiftende regeringer?
Staten lovgiver om alt og overlader til kommuner (og til dels regioner) at forvalte lovgivningen. Staten overlader selvstyre til kommunerne på baggrund af en økonomisk lovgivning, som dog kræver udligning (både til stat og til andre kommuner). Staten lovgiver, det gør kommunerne ikke. Kommunerne forvalter.

Ret til bad

Det er selvfølgelig helt fint at der udstedes en ret til at alle ældre får mulighed for hjælp til to gange bad på en uge eller eventuelt mere. Men skal vi ikke lige starte fra begyndelsen?
Mange ældre mennesker kan selv finde ud af at gå i bad, dog findes der en del der ikke kan. Det kan skyldes at de er medicinerede og derfor ikke kan holde balancen stående under en bruser. Det kan skyldes at de skal sidde ned for at blive vaskede, at de skal gå med ble og derfor ikke er i stand til både at skifte ble, vaske sig og tørre sig. Det kan skyldes at de lider af en af de mange sygdomme som rammer ældre mennesker eller (de få) førtidspensionister. Det kan faktisk helt enkelt skyldes at de ikke kan finde ud af at tage bad på grund af demens eller tilsvarende sygdomme.
Mange af de mennesker der kan finde ud af selv at tage bad er faktisk meget imod at modtage hjælp. Det er for de fleste en så stærk berøring af intimsfæren at den vækker afsky. At få hjælp til bad er at bede om hjælp, ikke at kræve.
At give disse mennesker rettigheder gennem lovgivning burde ikke være et problem, sammenlignet med den øvrige lovgivning som pålægger kommunerne nogle ansvar på andre områder. Tværtimod burde det være enkelt at lovgive om det. Det er jo ikke nogen binding. Tværtimod vil de visitationer som har været omtalt som løsningen være en binding af demokratiet. Visitationer har de seneste mange år været brugt til at spare penge, nok er de gennemført, men i nogle tilfælde er det tilstrækkeligt til ikke at få hjælp at den visiterede selv kan åbne døren!

Politik

For mig at se er det her et helt enkelt politisk spil. Det går ud på hvem der har magten, ikke bare nu, men også fremover. For Regeringen og Enhedslisten er der jo ikke nogen tvivl om at Regeringen vil fremstå som den "gode" magt, gerne med "hjælp" fra Enhedslisten, men at give Enhedslisten Credit for finansloven er jo ikke et mål, regeringen skal fremstå som en social og myndig regering. Sært nok fremstår regeringen i mine øjne som en regering der hele tiden fører en anden politik end den de selv lagde an til da de tre partier overtog magten. Der er ikke andet end at gå tre skridt frem og derefter to tilbage i den politik der føres, desværre. Måske går Socialdemokraterne og SF hver for sig 1 skridt frem, men selv om de forsøger at undgå at gå tilbage er det helt sikkert at de alle går et skridt tilbage.

Lovgivning

Set med mine øjne er lovgivning vedrørende ret til bad lige så ligegyldigt som at tvinge gymnastikelever til at slutte under den kolde bruser efter gymnastik, men da det vil være vanskeligt at lave en lov der tvinger kommuner til at bruge penge til det de er beregnet på er det nok lettere at tilføje en paragraf (stk. ?) til allerede gældende lovgivning.
Det drejer sig jo ikke om karbad eller ret til at bruge svømmepøl. Det her drejer sig udelukkende om anstændighed, nemlig at folk, der ikke vil lugte af lort eller tis, mennesker som føler sig skamfulde fordi de ikke kan vaske sig selv, eller ikke kan vaske arme eller ben, fødder eller armhuler, skridt eller røv (for at sige det lige ud), bliver tilbudt en hjælp som gør at de kan møde omverdenen uden at blive flove eller blive væk.

At blive badet

Der er overhovedet ingen luksus i at få tilkendt et bad af det offentlige, og hvis der bare er én som tror at det er dyrt for samfundet, så glem det. Det er dyrt for selvtilliden hos det enkelte menneske, der ikke selv kan gå i bad, og det er dyrt at skulle acceptere at blive rørt ved hvor mange synes det er intimt.

Skam jer, som ikke synes der skal være garanti for at blive vasket. Det er de færreste der vil udnytte det!

Mål eller selvmål?

Selvfølgelig skal vi også i år se politiske afhoppere og politikere der løber fra deres aftaler. Af uransagelige årsager fokuserer omverdenen og pressen (den har jeg selv tilhørt) sig om borgmesterposter eller koalitioner på tværs af politisk farve, selv om disse sidespring, der snarere kan kaldes krumspring, ofte har flere formål. Men i sidste ende sker de for at en eller flere personer kan opnå noget, altså en eller anden gevinst. Ikke nødvendigvis. Snarere en personlig tilfredsstillelse eller en gruppemæssig gevinst i form af udvalgsposter eller altså en borgmesterpost.
Ved kommunalvalget i 2009 gik Borgerlisten og de Konservative for eksempel sammen med SF og socialdemokraterne på Samsø og kunne således lige nøjagtig vippe det største parti af pinden, nemlig venstre. På denne måde fik øen en konservativ borgmester. Eller som i Kerteminde hvor der blev lavet en slags studehandel som førte til at en politiker forlod sit parti og blev borgmester. Mange andre steder medførte folkets stemmer at deres tro på demokratiet eller intentioner om at give mandat til en troværdig person blev til en skuffelse eller direkte mistillid til det politiske system.

Denne gang

Konstitueringen lod i første gang til at være mere sober i 2013. Det tog mindre end tre dage inden alle kommuner havde afklaret. Troede vi da. Det viste sig så at det ikke var helt rigtigt. Endnu engang kunne studehandlerne ses, alliancer mellem de partier og grupper der havde været de største fjender under valgkampen. Køb og salg af rådmandsposter eller udvalg. Selvfølgelig ønsker politikere at opnå størst mulig indflydelse med deres mandat, men mange vil undre sig over at samme politikere er villige til at sælge deres valgløfter på den konto. I Silkeborg var EL således med til at støtte konstitueringen, selv om det blev en Venstre-borgmester der overtog roret. Det affødte en ekstra udvalgspost, som ellers ville være gået til et andet parti. Venstre til gengæld havde sikret sig de andre partiers accept af Borgmesterposten. Altså noget for noget, som kunne få den nye borgmester til offentligt at udtale at alle partier i byrådet støttede hans kandidatur. Desværre slugte pressen hans ord og lod dem stå uimodsagt.
Senest hører vi så om en utilfreds socialdemokratisk stemmesluger i København der efter konstitueringsaftalen springer fra til fordel for det radikale venstre. Ikke fordi han egentlig har skiftet politiske holdninger allerede på et par dage, men fordi han var utilfreds med ikke have fået en post der svarede til antallet af personlige stemmer. Han kan altså få mere position ved at skifte parti, og kort efter skiftet er de konservative så ude for at købe ham til en borgmesterpost ved at indgå en ny aftale med de radikale der pludselig har fået et stærkt mandat oveni de stemmer de havde i forvejen. I princippet er der kun tre der kan være tilfredse med denne form for snyd med indgåede aftaler, nemlig afhopperen, der kan få den position, han gerne vil have; de radikale, der kan sætte et fingeraftryk på de kommende fire års københavnske politik;  og selvfølgelig de konservative der kan stikke en kæp i hjulet på den aftale der er indgået (og dermed sikre sig at Enhedslisten ikke kommer til at gennemføre dele af sin trafikpolitik, der jo mildest talt ikke passer til et konservativt gemyt). De radikale skulle jo være nogle skarn hvis ikke de udnyttede situationen, De konservative mister ikke noget (mig bekendt), mens afhopperen kan få den position han åbenbart ønsker sig brændende. Se det er politik, og ganske uvedkommende for alle dem der har stemt, de skal jo først sige noget om fire år igen og da har de måske glemt det hele.
I hvert fald var længdespringeren i Kerteminde (som blev borgmester ved at springe fra parti og aftaler) faktisk den store stemmesluger ved dette kommunalvalg. Forstå det hvem der kan.

Vindere

Det er altså evident at dem der får de fleste stemmer, både som parti og som personlige stemmeslugere kan flytte rundt på magten i et forhold der er langt mere ubalanceret end det forhold som gør at folk stemmer.
Som i eksemplet med Samsø var der faktisk kun en mulighed for at tage magten fra Venstre der var klart det største parti. Det kunne gøres ved en alliance mellem modstanderne og ved at sælge en borgmesterpost til de konservative, som ellers normalt altid har støttet Venstre. Men hvad ved bønder om agurkesalat? Nu har Venstre så solgt borgmesterposten til Socialdemokraterne, der måske nok havde et godt valg, men faktisk har haft et tilsvarende antal mandater tidligere. Så nu er Venstre tilbage på banen som medspiller trods tilbagegang. (så vidt jeg husker var det sidste venstremandat dog opnået ved mindre end 10 stemmer). Faktisk kunne samme alliance som tidlige have bevaret magten og endda udbygget den, men et tilbud til socialdemokratiet om en borgmesterpost (i øvrigt for første gang nogensinde på øen) var nok for fristende.

Tabere

På den måde blev de aftaler der forelå på Samsø altså aflyst kort efter valget.
I København er situationen ikke mindre speget, tværtimod, her springer man fra et parti til et andet. Målet med dette spring kan udelukkende have været at få en eller flere udvalgsposter, det kan også være utilfredshed med at socialdemokratiet under konstitueringen har givet en borgmesterpost til byens næststørste parti (Enhedslisten), fremfor at give den til en socialdemokrat. Ikram Shawar fik dog kun 0,7 % af de afgivne personlige stemmer, mindre end både Enhedslistens spidskandidat og Shawars nye leder for de radikale.
I København kan valgets store vindere altså blive valgets store tabere, simpelthen fordi en socialdemokrat fortryder sin opstilling i en socialdemokratisk kommune. Der er jo ingen tvivl om at der skal sælges et eller andet til den nu større radikale gruppe, om det skal være en borgmesterpost kræver dog nok at RV, DF, V, LA og K går sammen. og så må blå blok ofre en borgmesterpost til RV, hvilket i sidste ende giver samme antal borgmesterposter til rød blok, måske bare med andre borgmestre end de aftalte. Hvilket jo umiddelbart kan være den eneste grund til at Rasmus Jarlov er så forhippet på at RV skal have trafik-borgmesterposten. Alternativt skal Socialdemokraterne vælge at arbejde sammen med blå blok, udenom Enhedslisten (og muligvis SF, der dog nok følger med til blå blok). En borgmesterpost og udvalgsposter kan man dog ikke tage fra det næststørste parti i København.

Politik

Der findes mange andre eksempler på politikere der er hoppet fra deres valgløfter eller i dagene efter valget er hoppet fra deres partier. De kan findes på nettet, og det sidste ord er jo absolut ikke sagt endnu, heller ikke i forbindelse med København.
Politik skulle være "det muliges kunst" (fra Wiki: "Realpolitik er en politik, som i modsætning til idépolitik søger at nå sine mål gennem kompromiser.
Hvis en politiker har en realpolitisk eller pragmatisk tilgang til politik, vil det sige, at han er indstillet på ikke at få alle sine synspunkter gennemført, men at han som led i et kompromis, må give afkald på noget, ligesom de øvrige parter i kompromiset.
Den tyske rigskansler Otto von Bismarcks bevingede ord fra 1867 om politik som "det muliges kunst" udtrykker kort og klart, hvad realpolitikken indebærer." http://da.wikipedia.org/wiki/Realpolitik
Om det gør det mere rigtigt at skifte hest i vadestedet tror jeg ikke på, men der er jo ingen tvivl om at både personlige og politiske ambitioner har åbenlys betydning når først demokratiet har afsluttet sin session.

Hvad bliver det så til?

Jeg kan ikke gennemskue politik. I mange tilfælde vil svindel og fusk, for ikke at sige svigt overfor vælgere, blive honoreret. Vorherrebevares nogle vælgere er døde om fire år og andre kommet til, de fleste vil have glemt de mange krumspring og stemme på et kendt navn, sandsynligvis borgmesteren, fordi det (nå ja egentlig bare) er et kendt navn.
SF fik et kanonvalg i 2009 til kommunalvalget, de red på en bølge af popularitet, en tilsvarende bølge som Enhedslisten rider på nu. Næste gang der er kommunalvalg kan denne SF-effekt sagtens ramme Enhedslisten, især fordi Enhedslisten har en politik. Imens sidder Liberal Alliance og Dansk Folkeparti helt stille og leger kommunekontor (siger ikke noget vigtigt, men stemmer imod når det er opportunt eller for når dét er). Jeg tror egentlig ikke at SF gjorde det dårlige kommunalpolitisk end de andre partier, de blev blot prügelknabe og tabte sådan set bare på at føre realpolitik, noget som jo også Socialdemokraterne, Venstre og de Konservative mestrer og i højere eller lavere grad.
Der er ikke tvivl om, set med mine øjne, at der nok skal blive flere løsgængere og uroligheder i det kommunale landskab. Jeg har været involveret i diskussionerne om Thomas B. Thriges gade i Odense, og parkeringstorvet i Silkeborg mm.
Der er den nye "Mørkelægningslov" som angiveligt skal garantere større åbenhed i samtlige forvaltninger. Der er såmænd også den nye skolelov, som visse folkeskolelærere der er indvalgt i kommunale bestyrelser må være imod, hvis de kommunale eller ledelsesmæssige beslutninger ikke tager hensyn til lærernes ønsker (ikke for det lærerne har sikkert lige så mange forskellige ønsker som alle andre - men med det massive skift folkeskolelærere har taget politisk vil de jo nok alligevel stå inde for det skift de har foretaget).
Der er problemet med de praktiserende lægers yderkort, som politisk set vil give problemer i regionerne indenfor visse partier, der er problemer med oplagring af atomaffald i et land der principielt aldrig har indført atomkraft og der er problemer med affaldshåndtering, hjemløsebølgen vokser drastisk, flere mennesker skal forsørges af samlever og ægtefælle. Fortsæt selv hvad angår syge og fattige.
Målene

Hvad er det egentlig politikerne kan opnå med alle disse udfordringer. Nogle kan selvfølgelig få en indtægt, de kan på det lokale område måske få gennemført omlæggelsen af en fredet sø eller tvinge lodsejere til at bruge mindre gift. De kan desuden tage ansvaret for at det lokale erhvervsliv overlader ansvaret for ledighed og fattigdom til kommunen, i det det hele taget tror jeg at der bliver mere ansvar end der bliver løsninger som er til de lokale beboeres fordel.

De mange valgløfter skal nok vise sig at blive til selvmål, selvfølgelig undtagen for dem der taler udenom eller decideret taler "nysprog". Altså må vore politikere og os der vælger dem, hele tiden huske hvad vi stemte for og hvad vi vil stemme for næste gang, selv om der er fire år.

Tomhed

Jeg er meget alene. Ikke fordi jeg bare er alene, men fordi andre har valgt at jeg skal vælge at være meget alene.
Jeg har sikkert også selv ansvar for min ensomhed, men der er også andre der har haft indflydelse på det, andre som har givet mig valget. Ikke en valgmulighed, men valget.

Trappen

Jeg faldt ned af trappen, da jeg var på vej i seng på min fødselsdag. Jeg var blevet uven med min far og selv om min kæreste var der måtte jeg forlade selskabet i unåde og med en vis rødvinsbrandert skal det indrømmes. Men hold da kæft hvor gør det ondt. At bevæge sig er i sig selv en smerte, og det gælder hele kroppen, så mit liv den sidste uge har stort set været at jeg har ligget i sengen og har været vågen og sovet i korte perioder.
At smerterne ikke vil stoppe skyldes dog nok at jeg samtidig har været ond mod min egen krop og min egen psyke, og på den måde også har mistet den nærkontakt til nogle af dem jeg faktisk holder af.

Det personlige

Min far har jeg følt et ansvar for at underholde, da han er alene og oppe i årene. Det virker bare ikke med det sociale, vi bliver uvenner, sikkert mest fordi vi ikke er enige om ret meget, hverken politisk eller menneskeligt, men helt oplagt fordi tålmodighed er en dyd, som jeg har udvist i mere end halvdelen af mit liv, men den skal ikke udfordres og det bliver den.
Min kæreste ville jeg bare gerne være i nærheden af, men heller ikke det kunne fungere. Vi er ikke mig bekendt uvenner, men min måde at være på og mange andre forhold har gjort at jeg ikke længere er andet end en bekendt. Jeg holder af hende og elsker hendes latter når vi morer os sammen, men jeg holder mig også fra at blande mig i husførelsen, fordi jeg aldrig kan gøre noget rigtigt. Jeg holder lav profil på andre områder, men ønsker helt oplagt at være nær hende, mærke hende og hendes nærhed. Den holder bare ikke. Jeg er blevet syg med sukkersyge og deraf følgende sygdomme og medicinering. Så nu er jeg kasseret. Ikke mere dog end at vi stadig kan tale sammen, dog ikke med morgenhilsner og knus og kram. Bare tale sammen.

Det offentlige

Som så mange andre er det offentlige ude efter mig. Egentlig er det en sandhed med modifikationer, det er sådan set lovgivning og kommunal økonomi der er ude efter os. Jeg har end ikke råd til at tage bussen og opsøge arbejdspladser uopfordret, jeg har faktisk end ikke råd til at tage et arbejde, da enhver form for aktivitet (og passivitet) skal kontrolleres. Jeg an altså sidde uden en klink på lommen og søge arbejde via internettet (som er meget langsomt, fordi der ikke er råd til andet end det billigste - ja faktisk er det min bror der har købt forbindelsen, fordi jeg end ikke kunne købe mobil bredbåndsforbindelse selv på grund af at jeg står i RKI. Men jeg skal have internetforbindelse, jeg skal have mobiltelefon og jeg skal have tag over hovedet og noget at spise.
Mit sociale behov (udover at skændes med min far) er næsten lagt på is, dog har jeg fået tilbud om at nogle venner vil hente og bringe mig i forbindelse med politiske og sociale møder. Selvfølgelig er jeg taknemmelig, men jeg har jo ikke lyst til at være afhængig af mine venner, når jeg og min familie har bidraget økonomisk til samfundet gennem hele livet. Desuden kan jeg jo ikke vide om mine venner kommer i samme situation som mig, altså ikke længere har økonomisk overskud.

Det økonomiske

Modsat mange andres fokus er mit ikke på økonomien. Jeg ejer intet og kommer heller ikke til det. Hvis jeg har penge skal jeg bruge dem på at overleve, ikke på at investere i en bil så jeg kan køre på arbejde, eller et hus, så jeg kan opdrage mine børn. Ikke engang på at få nyt køkken eller en større fladskærm. Enhver krone skal i praksis gå til at jeg skal overleve.
Det er jo på en måde også genialt at jeg skal acceptere at finde et arbejde der ligger 3 timer væk om dagen (sammenlagt rejsetid), men at jeg maksimalt kun kan få rejsegodtgørelse på 1.000 kr. på kontanthjælp. Selvfølgelig går livet videre og jeg har familie, som i et vist omfang (ikke så meget økonomisk men ved at stille bolig til rådighed, så jeg ikke bliver boligløs lige med det samme) støtter mig.
Man kan sige at jeg skal leve på en sten, og det gør jeg så. Jeg prioriterer alt det sunde og livsbekræftende fra og lever usundt. Mit liv vil nok ikke blive den største belastning for samfundet, da jeg sandsynligvis ikke vil leve i så mange år som mine forældre har levet. Så må det offentlige betale for at lægge mig i jorden, jeg har nemlig ikke engang råd til at skrive et testamente. Men jeg kan jo også være ligeglad.

Det menneskelige

Jeg har gennem det meste af mit liv forsøgt at lære og det skulle være ved at lytte og læse, men også ved en kritisk tilgang det det jeg hørte og læste. Jeg ville gerne være et helt menneske, men når man er født med en form for vrede eller arrigskab, skal det altså dukke op når det bliver fremprovokeret, og det gør det nu.
Mange mennesker kender mig kun som det rolige og udglattende menneske. Som det menneske der har overskud til at lytte og snakke. Den del af det menneskelige er høvlet af mig på ganske kort tid. Jeg har måske nok svigtet nogens tillid eller forhåbninger, men jeg har forsøgt at være mig, det menneske jeg kan stå inde for. Desværre er der efterhånden en udbredt kritik af det menneske jeg kan stå inde for, jeg bliver beskyldt for at være doven og i vejen, jeg er ikke samfundsbevidst, jeg skal bare tage mig sammen og gøre det som alle andre mennesker forventer sig af mig. At være et andet menneske end jeg er.

Derfor

På den måde dukker tomheden op. Jeg vil gerne fortælle hvordan mine tanker og mit liv føles herfra. Ellers ville jeg nok ikke blogge så meget som jeg gør. Jeg ville også gerne lyttes til og diskutere mine tanker, altså lytte og diskutere modsat.
Alligevel føler jeg at min indsats stort set har vist sig ligegyldig. At lytte og forstå ting der generelt ikke hænger sammen er ikke tidssvarende. I stedet vil en hel masse lege Gud og skabe mig i deres billede. Dem jeg holder af skaber på den måde en brølende tomhed, som jeg som menneske ikke kan bruge til andet end at flygte ind i den samme tomhed. Selv om jeg ikke har lyst.

Fremtiden

De fleste af os er vel i tvivl om at fremtiden er den tid der ligger foran os, altså det liv vi ikke har levet eller den død vi får. Fremtiden byder altså på noget vi ikke ved noget om.
Fremtiden er måske nok mere usikker den dag man kommer til verden, der er flere "muligheder", men samtidig er der en anden side af samme sag, nemlig den dag hvor man står på egne ben.

Arv

Man kan diskutere hvad man får med sig når man fødes. Nogle kalder det arv og skelner rasende mellem det der egentlig betegnes som miljø, altså det man lærer gennem sin opvækst, mens andre går ind for arven som det vigtigste (eller eneste). Arven har længe været betegnet som den genetiske arvemasse, men har i princippet også givet sig udslag i at økonomiske midler eller ejendom er blevet overdraget til afkom. I modsætning hertil står det der betegnes miljø, altså en samfundsmæssig (og oftest personlig) påvirkning i både opvækst og liv.
Lad mig sige det på den korte måde. Arven kan være penge eller simpelthen gode gener (hvilket får mennesker til at få børn med andre mennesker der er "intelligente"), altså en udvikling gennem genetisk deling med henblik på evolution (vi kender det fra præmietyre eller kornprodukter (til eksempel). Miljøet er det omgivende samfunds påvirkning (miljøet), som gør at det enkelte menneske udvikler sig på en samfundsmæssig hensigtsmæssig måde i forhold til evolutionen (Altså at det ikke er generne, men evnen til at lære der er det vigtige). Netop i disse dage er noget som Dansk Folkeparti satser på at muslimer skal rejse hjem til hvor de kommer fra, samtidig med at de tager en ung, vred digter fra indvandrermiljøet til sig (Yahya Hassan) fordi han skælder ud på indvandrermiljøet. Altså både arv (indvandrer, udlænding) og miljø (kritik af samfundet eller familien). Godtnok synes Dansk Folkeparti ikke om ordvalget, trods det at den unge digter, som er opvokset i Danmark faktisk udtrykker sig godt på dansk (hvilket ikke alle fra Dansk Folkeparti gør, men det har måske noget med arv at gøre?).

Miljø

Som allerede omtalt er miljøet altså betragtet som en modsætning til miljø, ydre påvirkning, som kan betragtes som det vi kalder opdragelse (herunder skolegang), men ikke mindst de andre påvirkninger, altså nederlag og sejre i samfundsmæssig sammenhæng.
Min fremtid er sådan set bundet op på flere ting. For det første at jeg er mere eller mindre afhængig af mine forældre og de penge de på en eller anden måde vil lade gå i arv til mig, for det andet har min opvækst, mine oplevelser gennem arbejde og foreningsdeltagelse samt ikke mindst den beskæftigelsestvang som er udbredt i det offentlige, gjort at jeg har indsigt i ikke mindst mit eget liv, men faktisk i en hel masse menneskers, ikke kun her hvor jeg er nu, men i adskillige samfundsmæssige sammenhænge. Om man kan kalde det miljømæssig påvirkning som alternativ til arv ved jeg ikke, men jeg vælger at gøre det.
Som ekstra bonus kan jeg jo fremhæve at jeg har en stor familie, hvor vi i det store og hele kommer godt ud af det med hinanden, og hvor vi generelt er ganske uenige om noget som helst. Vi er altså søskende, og havde vi ikke været det ville vi nok ikke have haft noget til fælles. Arven viser altså at vi kan tåle og leve  (ja sågar feste) med hinanden, mens miljøet viser at vi ikke kan blive enige om noget som helst, undtagen når vi udtaler os lidt forsigtigt.

Nutiden

Som sådan er både du og jeg jo et resultat af vores opvækst. Vi er uden tvivl forskellige og kan jo lade hånt om det er arv eller miljø der har dannet det vi er. Vi kan nok ikke gå tilbage og ændre på det der er sket, hverken fødsel eller skolegang (for at nøjes med det). I forbindelse med kommunalvalget her i 2013 kunne jeg også se forundring over at stive venstrekommuner pludselig fik medlemmer fra Enhedslisten i kommunalbestyrelsen og i regionsrådet, nå ja og fra Liberal Alliance. Ikke fordi jeg synes det har med arv eller miljø at gøre, men som udgangspunkt vil jeg tro at arv er dumt at satse på i forbindelse med forandring. OG nutiden byder på forandring, måske fordi arven (læs: fortiden) måske er for gammeldags til at sikre os en fremtid, som individer, som mennesker og som befolkning.

Demokratiet

Måske er demokratiet ved at æde sig selv op indefra. Det har været interessant at følge det seneste kommunale valg, for ikke at sige det regionale valg. Flere og flere fravælger eller beklager sig over de pligter de får i forbindelse med demokratiet. Det er ikke mit indtryk at det er økonomien i demokratiet der er det vigtige. Vi har en del levebrødspolitikere som ikke klager, nej jeg tror snarer det er vilkårene for at ville gøre noget for andre den er gal med. Og måske på den måde er demokratiet et problem i og med at det er et levebrød mere end et fælles projekt, hvor dem der har overskud deler det med dem der ikke har.
Også i forbindelse med dette kommunalvalg (jeg har jo været inde over både Odense og Silkeborg i valgperioden) kan jeg jo se, hvordan der gives og tages. Borgmestre sælger udvalg for at blive borgmestre, partier vælger poster for magten og tilbage står alle de mennesker som ikke aner hvilken kræmmermentalitet politikere har når de vil have magt.

Fremadrettet

Nu og så længe jeg lever er jeg faktisk fremadrettet. Jeg skal ikke reflektere over det liv jeg har levet, jeg skal spekulere over det liv jeg skal leve. Det skulle jeg sådan set også da jeg var 18 år, men tiden har ændret sig. Min fremtid er stadig min, og fremtiden eksisterer stadig. Jeg lever og har ingen anelse om hvor lang tid, men kan forstå på mit omgivende samfund at jeg er en belastning, fra forældre til jobcenter er jeg i vejen. De kan vældig godt lide mig, men jeg er bare i vejen alligevel.
Min fremtid tegner til at blive en ensom mand med lavindkomst, lidt bitter på samfundet og med et positivt syn på omgivelserne. En gammel mand der er for ung til at synes at Pink Floyd eller Rolling Stones er den fedeste musik - en gammel mand der lytter til både til Spids Nøgenhat og Folkeklubben, som ikke blev konservativ med alderen, som læser historie og romaner på papir, og pludselig en dag vågner op og er død.

Kærligheden

Det her kan siges kort. Jeg har oplevet kærligheden. Og jeg er lykkelig for det. Både den fysiske og den store tiltro mellem mennesker som er så meget værd. Det var så det, men jeg håber da at jeg når at få lidt mere med.

Se det er en form for fremtid: at blive elsket.

Tanker

Jeg tænker hele tiden. Ikke at jeg er syg i hovedet, jeg tænker bare hele tiden. Det værste er at det gør forbandet ondt at tænke hele tiden.
Som ung ønskede jeg tit at jeg kunne slippe for at tænke og bare rende rundt som alle andre og gøre det jeg blev bedt om. Siden har jeg fundet ud af at det ikke kan lade sig gøre med mig og mit hoved. Men hvor ville mange ting være lettere.

Holdninger

For det første har jeg holdninger til alt, også til mit eget liv, men især til andres. Hvor smart er det lige at fortælle andre mennesker at man forstår at de vælger at leve deres liv på egne vilkår? Det samfund jeg er vokset op i stiller tværtimod krav til det liv der leves, ja der lovgives med rund hånd så selv folk der har kræft eller er ordblinde skal have en lov. Alting skal have en lov. Men holdningerne skal ikke. En forbryder der stjæler værdier fra andre skal have en lov, en person der slår andre skal have en lov, ja selv voldtægt og børneporno skal have en lov. Helt klart at det er klamt og samfundsfjendsk, men hvorfor love, når de ikke gavner overhovedet. Hvorfor ikke i stedet afskaffe problemet ved at spotte det (seksuelle forbrydelser) eller ved ikke at skabe det (økonomiske forbrydelser). Hvem tror at straf kan forhindre kriminalitet, bare fordi der findes love. Som den idiot jeg er kan jeg kun se at love skaber kriminalitet, ikke afskaffer den.
Men jeg har jo også så mange tanker i hovedet at jeg sjældent kan huske dem alle sammen når jeg er færdig med at tænke dem.

Tankesygdomme

Der findes masser af udtryk for at have alt for mange tanker eller tænke anderledes end andre. Der findes masser af ideer om at inkludere. assimilere eller hvad det bliver til i skoler og i samfundet, men at betragte anderledes tænkende som anderledes og derfor som borgere eller personer er ikke noget som lovgivningen tager højde for. At man tænker eller reagerer på en anden måde burde ellers ikke være det største problem man kunne få, tværtimod burde vi lære at omgås hinandens forskelligheder og at acceptere at vi under ingen omstændigheder kan være ens. Men det der sker i hovedet er åbenbart en fare for fællesskabet. At de tanker der vrimler rundt i hovedet på nogle faktisk både er et problem og en fordel for samfundet er jo nok svært at forstå, når det man ønsker er ensrettethed og et defineret fællesskab ved for eksempel lovgivning.
Indrømmet kan der være nogle der ikke kan fungere i samfundet med alle de tanker eller de ideer eller de tvangstanker (OCD) der findes i hovedet på nogle på dem, men nu findes de i samfundet og måske skulle vi alle acceptere at den slags tanker findes og handle derefter allerede mens vi er børn. At man som barn bliver betragtet som syg i roen er vel ikke bedre end at ens kammerater betragter en som syg i roen.
Skulle vi ikke tale om sådan noget frem for at skjule det?

Alle os

Så er der jo en hel masse som ikke fejler noget, som har opført sig pænt i skolen, har taget en uddannelse uden problemer og har fået et liv på en eller anden måde. Vi er jo beviser på at mennesker er som mennesker er flest. Altså mennesker der gør hvad de skal. At der findes enlige som er enlige, at der findes misbrugere af alkohol, narkotika og andre naturdroger, og at der findes mennesker, som forventer at alle andre har aversion mod nullermænd eller edderkopper, er jo i virkeligheden en absurd tankegang, men ikke desto mindre en virkelighed. Som også at nogle føler angst for store pladser (agorafobi) eller for højder (akrofobi). Men at fortælle andre hvorledes de skal leve deres liv er jo at kræve at alle andre skal leve som man selv gør.
Er det så det der er samfundets formål? Altså at vi skal vær ens? Skal vi alle købe hus og få børn, skal vi alle betale skat og licens, have mobiltelefon eller smartphone? Skal vi alle efterligne hinanden og have hæk omkring vort parcelhus?
Åbenbart.

Anderledes

Men der findes nogle der tænker anderledes. Deres tanker er måske nok som sagt anderledes, men hvorfor ikke satse på at de kan bruges, fremfor at spærre dem inde i institutioner eller skolesystemer hvor det drejer sig om at fjerne individualismen. Jeg er sikker på at alle de tanker og ideer bliver spildt fordi vi i vores normalistiske baghoved har en ide om det at det hvide snit er løsningen på enhver abnormisering. Måske vi skulle bruge vores evne til at tænke på at se forskelligheden, men jeg frygter jo hele tiden at normalisering er meget lettere end at give den frie tanke fri.

Derfor tænker jeg bare mine tanker, selv om jeg ikke er mere anderledes end at jeg er accepteret som samfundsborger. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det er muligvis det billigste for samfundet?