Arkitektur

Edward Rutherford skrev sin murstensroman "Sarum" om flere tusinde års kultur i egnen omkring Salisbury herunder kirkens betydning for samfundet; Ken Follett skrev "Jordens søjler" der dels handlede om mennesker i middelalderen, dels om bygningen af en kirke over en årrække.
Men disse romaner overgås langt af virkeligheden.

"Min klient har ikke travlt"

Da Antoni Gaudi (1852-1926) i 1884 overtog ansvaret for bygningen af den katolske kirke i Barcelona (Temple Expiatori de la Sagrada Familia - kendt som "La sagrada familia") som arkitekt, skete alt byggeriet ud fra en symbolpolitik og ud fra de fremmeste kunstneriske strømninger. I Danmark kendt som "skønvirke", i Catalonien "Catalansk modernisme". Gaudi skulle bruge mere end 40 år på sin kirke, den er endnu ikke fuldendt, og da han i 1926 blev kørt ned af en sporvogn så han så fattig ud i sin påklædning at han kom på fattighospital, hvor han døde få dage efter. Han efterlod sig ingen tegninger, kun sine ideer om symbolske tårne for apostlene, andre tårne for de fire evangelister samt de højeste tårne som symboler på Jomfru Maria og Jesus. Byggeriet har i perioder stået helt stille, trods det er den med mere end 2 mio besøgende om året Spaniens største turistattraktion. Det er vel ikke så dårlig gået af en arkitekt hvis lærer udtalte: "Jeg har enten fundet en vanvittig eller et geni."
Om det langsomme arbejde på kirken sagde Gaudi stoisk: "Min klient har ikke travlt".


Chapelle Notre Dame du Haut

Arkitekter indenfor de seneste århundreder været banebrydende indenfor kirkebyggeri. En af de arkitekter der beskæftigede sig med kunst på mange områder, sågar byplanlægning, var Le Corbusier (Født i Schweiz som Charles-Édouard Jeanneret-Gris, 1887-1965). Han tegnede adskillige bygninger som siden er blevet til attraktioner, heriblandt den modernistiske kirke i nærheden af Ronchamp: Chapelle Notre Dame du Haut.


Le Corbusier var langt mere alsidig end Gaudi, og modsat Gaudi har han efterladt sig langt flere spor, måske i kraft af sin interesse for byplanlægning og for at der skulle være regler for arkitektur. I modsætning til Gaudi blev Le Corbusiers bygninger bygget færdige og de kan ses på næsten alle kontinenter. (vistnok bortset fra Australien og Afrika). Og så er han arkitekten bag FN's hovedkvarter i New York.

Arne Jacobsen

I Danmark blev en arkitekt og designer inspireret af Le Corbusier. Arne Emil Jacobsen (1902-1971) er nok mest kendt for sine stole, men står bag arkitekturen til Rådhuset i Århus, SAS Radisson Hotel, St. Catherine's College ved Oxford University i England samt nationalbanken i Kuwait, men allerede i 1934 tegnede han boligbebyggelsen Bellavista i Gentofte. Og så har han jo haft en masse ideer på alle mulige designområder.
Alligevel er den mest berømte danske arkitekt en anden, nemlig Jørn Utzon (1918-2008), som tegnede operahuset i Sydney, Australien, et bygningsværk der i 2007 blev optaget på UNESCOS verdensarvsliste. Utzon blev ikke alene kendt for at have tegnet operahuset, men også for at gå i vrede da byggeriet ikke blev som han ville have det. Også Jørn Utzon er designer (glas, stole og lamper).



Kirker

Siden den tidlige middelalder er der bygget kirker. I nyere tid har bygning af andre pompøse bygninger nok taget overhånd, men det storslåede bygningsværk er stadig målet med arkitekturen eller for arkitekten. Vi har måske med Grundtvigskirken set et af mange nyere kirkebyggerier, personligt har jeg i både Kolding og Hirtshals set et kirkebyggeri der absolut ikke svarer til den hvidkalkede kirke med klokketårn.


I mine opvækstår var kirken en god hvidkalket middelalderkirke der lå midt i byen, da jeg flyttede til Samsø var der et utal af middeladerkirker samt to kirker bygget i det 20. århundrede, dog med traditionel kirkearkitektur.
Nu er en kirke ikke et objekt jeg normalt opsøger, faktisk kommer jeg kun i kirke for at vise den sidste respekt overfor en død vens familie. Alligevel må jeg jo med udgangspunkt i de oftnævnte romaner acceptere at kirker i sig selv udgør en nødvendig arkitekturhistorie.

Uden kirkebyggeri ville vores arkitekturhistorie sandsynligvis have set helt anderledes ud. Næste gang du ser et udsædvanligt byggeri skulle du måske prøve at sætte dig ind i, hvilke omstændigheder der ligger til grund for byggeriet, det gælder både rækkehusene fra 1960'erne, Rådhusene og skolerne der blev bygget efter kommunesammenlægningen omkring 1970 og ikke mindst kunstmuseer og kulturcentre. Også restaureringen af Koldinghus er et historisk udtryk for arkitektur.

De har alle en historie, og der er en grund til at de ser ud som de gør. Ved at følge historien vil du opdage at den altid er god og giver dig et større udsyn.

-isme

Som lokumslæsning var jeg nået til en god gammel udgave af Kristeligt Dagblad (24.8.2013) , hvor kultursektionen havde en omtale af Mungo Park (Teater i Kolding) som havde en forestilling om Rindal.
Peter Rindal er i klasse med Lenin, Marx og Darwin, han har nemlig fået opkaldt en -isme efter sig. Rindalismen.

Peter Rindal
Fra Wikipedia: "Peter Rindal (19. januar 1923 – 28. februar 2009) var lagerforvalter fra Kolding Hørfabrik og medlem af Fremskridtspartiet. Han blev landskendt for sin kamp mod statsstøtte til kunstnere, ofte benævnt rindalisme. Udover Grundtvig er han den eneste dansker, der har lagt navn til en -isme.
Peter Rindals kamp rettede sig især mod de abstrakte kunstværker, som han benævnte som "komplet uforståelige og latterlige". Rindal pointerede mange gange, at det ikke var kunst i al almindelighed han var imod, blot at han var imod at staten brugte skattekroner til at støtte den. Opgøret mod den statsstøttede kunst, der skulle få benævnelsen rindalisme, startede med en spontan protestunderskriftsindsamling på hans arbejdsplads Kolding Hørfabrik, hvor han hurtigt fik et par hundrede underskrifter mod det nyvedtagne Statens Kunstfond. En gruppe slagteriarerbejdere i Vejle havde fået samme idé og deltog derfor også i indsamlingen.
Protestunderskrifterne blev indsendt til Folketinget i starten af 1965, hvorefter han indledte en landsdækkende underskriftsindsamling, hvor han formåede at indsamle over 62.000 protestunderskrifter. For mange blev det set som begyndelsen på et folkeligt oprør med "elitens Danmark".
Rindal fik senere sæde i netop Statens Kunstfond som repræsentant for Fremskridtspartiet. Han blev senere æresmedlem af Fremskridtspartiet.
Peter Rindal var ikke ophavsmand til protestbevægelsen mod Statens Kunstfond. Det var en gruppe slagteriarbejdere i Vejle. Peter Rindal sluttede sig til protestbevægelsen og tog initiativ til en underskriftindsamling på Kolding Hørfabrik. Det egentlige stød til at Peter Rindal blev bannerfører for protestbevægelsen var et godt tre minutter langt interview i Danmarks Radio P3 i programmet Dags Dato, hvor han lagde sine synspunkter frem. Rindal kom til mikrofonen, fordi Danmarks Radio havde et studie i Kolding, mens det ikke var muligt i radiofonikvalitet at skabe kontakt til slagteriarbejderne i Vejle inden for den korte tidsramme, der var til rådighed for redigering af programmet Dags Dato. Derefter var vejen banet. Peter Rindal optrådte senere samme dag i Radioavisens aftenudsendelse i P3's aftenprogram Mikrofonvagten klokken og dagen efter i alle landsdækkende trykte medier. Især B.T. havde en fyldestgørende reportage om Peter Rindal og hans virke."

-ismer

Pudsigt nok findes der et væld af -ismer, men ordet findes ikke i flertal, simpelthen for en -isme er en massebetegnelse. Der findes upersonlige ismer, som kapitalisme, bilisme, alkoholisme etc., men der findes altså også -ismer opkaldt efter mennesker (i Danmark 2: opkaldt efter Grundtvig og altså Rindal). I Den Danske Ordbog defineres denne form for isme således: "betegner en retning eller bevægelse inden for fx kunst, politik eller videnskab, fx konservatisme, kubisme (uden pluralis)"

Måske er der ikke så mange der i dag husker denne modstand mod at staten skulle støtte kunsten, men mange vil kunne nikke genkendende til ideen om at kunstnere ikke skal have statsstøtte. At en del modstandere mod statsstøtten anså kunsten for at være klatmaleri eller direkte plattenslageri er den dag i dag stadig en udbredt holdning, for eksempel anser Dansk Folkepartis kulturordfører ikke kunst for at være noget kulturelt. Tværtimod er frikadeller, fodbold og ytringsfrihed så dansk at der burde findes -ismer for disse danskheder, måske en slags danskisme?

Kunsten

Men tilbage til kunsten. Vi har i Danmark et potentiale der gør at vi på verdensplan kan fremvise vore dygtige og eksperimenterende kunstnere, vi kan være stolte af både musikere og kunstnere samt malere. Ikke nok med det vi kan være stolte af de kunstmuseer vi har i landet, fordi de har mod til at flytte grænserne for hvad der er kunst, lad mig kort nævne skulpturer lavet af jernskrot, udstoppede hunde, og dekapitaterede heste, rustne ølkapsler sømmet på affaldsved og fisk i blendere, der er meget mere at fortælle om, og kunsten i Danmark har allerede med Vilhelm Freddie og den fattige kunstner i Christian Winthers digt været omgærdet med såvel patos som mistro. Kunst er aldrig defineret, heller ikke i Danmark, men alligevel er der lige så mange holdninger til kunst som der er til domme i en fodboldkamp (Fodbold er ikke kunst, udelukkende et vellønnet erhverv).

Lort på dåse

For mange mennesker er det absurd at lægge en menneskelort i en dåse og derefter kalde det kunst. Det bliver endnu sværere at acceptere at det er kunst, når det viser sig at dåsen ikke holder tæt og må repareres. De samme mennesker der klager over denne måde at få kunst til at være et vidt begreb har ingen problemer med at betale for et utal af sportskanaler og amerikanske kriminalfilm, at acceptere at de samme nyheder i stort omfang gentages i flere døgn, og at der koges suppe på politiske pølsepinde, men at en lort på dåse eller en guldfisk i en blender kan være kunst er komplet uforståeligt. Men et frisparksmål af Christian Erichsen (eller hvad ha nu hedder) er noget der kan få mange ud af stolen, ligesom en førsteplads på verdensranglisten i Tennis til Caroline Wozniacki eller Guldfireren og De danske Jernladies der vinder olympiske medaljer.
Selv danske superliga-fodboldhold får flere penge til at drive deres virksomhed end danske kunstnere gør, kunstnere skal nemlig præstere noget før de får penge, mens sportsfolk får penge for at kunne præstere noget.
Indrømmet der findes kunstlegater til digtere, forfattere og musikere, som dermed i et begrænset antal år kan leve uden at spekulere for meget på omkostningerne og dermed koncentrere sig om at være kreative. Som for alle andre mennesker er der nogle der læner sig tilbage og for en stund glemmer kreativiteten og vælger at leve livet, ikke at det liv kan sammenlignes med en fodboldspillers, men at det er muligt at slappe af uden at være tvunget til at være kreativ er da nogle gange dejligt. Andre der bliver hjulpet økonomisk er til gengæld lige kreative og eksperimenterer endda med nye udtryk, hvilket også af og til bliver ildeset, fordi man fra den offentlige opmærksomhed forventer at de forbliver trofaste overfor deres kunstneriske udtryk.

Fisk i blender

Marco Evaristi fylder i år 50. Han kommer fra Chile men er dansker. Hans kunstværk "slørhaler i blender" blev årsag til en retssag. Ikke fordi han slog slørhaler ihjel eller opfordrede gæster til det på kunstudstillingen. Nej fordi det var muligt at trykke på en knap og få fisken blendet.
Jeg anså denne provokation som kunst, simpelthen fordi det enkelte menneske der stod foran blenderen måtte eller i hvert fald skulle tage stilling til hvad man havde tænkt sig at gøre med sine muligheder. At lade fisken leve eller tage livet fra den. I øvrigt et tema som også Kurt Vonnegut på anden vis udtrykte i en novelle, hvor han beskrev hvordan han åbnede buret for sin fugl og gav den muligheden for at flyve ud i friheden, hvorefter fuglen valgte trygheden i det åbne bur. Kunst er ikke bare et spørgsmål om brølende kronhjorte ved en skovsø eller krigsskibe fra guldalderen, det er et spørgsmål om at tænke og ændre den umiddelbare virkelighed.
Fiskene i blenderen dør på samme måde som mennesker. Nogle sikrer at de overlever, andre er i virkeligheden totalt ligeglade, at der kan være flere hundrede mennesker der bevidst fravælger at starte blenderen kan ændres af at bare én person trykker på knappen. Kan man lære noget af det, kan man tænke over det? Eller bare konstatere det?

Bjørn Nørgaard
I 1970 udførte kunstneren en hesteofring i protest mod Vietnamkrigen. Han er gift med Lene Adler Petersen, som nok er mest kendt for at hun gik nøgen rundt med et kors på Børsen i 1969. Nu er de begge højt respekterede kunstnere, Bjørn for Dronningens gobeliner og Lene for sine udsmykninger på Herlev Sygehus, Horsens Rådhus, Aarhus Færgeterminal og Østre Landsret.
Om disse kunstnere overhovedet var blevet til respekterede kunstnere uden at udfordre det omgivende samfund, om de overhovedet var blevet til kunstnere, hvis ikke samfundet havde støttet deres oprør mod den etablerede kunst, kan vi tænke over. Mit bud er at hvis Rindal fik sin vilje, havde vi nok stadig marinemalerier og brølende kornhjorte, måske også grædende børn. Men ingen svejsede skrotbunker i en dal langt ude på landet, ingen kunstværker bestående af kolonihavetræstumper påsømmet rustne ølkapsler ogcigaretpakker. Vi ville aldrig have skullet spekulere over om vi kunne tage livet af nogen, blot ved at trykke på en knap, og vi ville slet ikke have haft mulighed for at finde på alternative måder at give udtryk for vores kærlighed til medmennesker og livet.

Kunstens fremtid

-ismen er åben. Kunsten er som et menneske, der udelukkende vil erfare og opleve. Dermed ikke ment at sexuelt misbrug eller drab på andre skulle være målet med kunsten. Tværtimod er kunsten jo netop det vi skal bruge til at finde ud af hvordan vi egentlig er mennesker, og til at blive hele mennesker som tænker mere på vore omgivelser end på os selv.

Rindal ville ikke bruge penge på kunst fordi han mente at det ikke var en opgave for staten. Jeg vil til enhver tid støtte at staten støtter kunsten fremfor at det er bankerne der bliver støttet.

Arbejde eller job

Pudsigt nok er det et mantra i samfundet at man ikke er et fuldendt menneske, hvis man ikke har et job, normalt kaldet et arbejde. Samtidig defineres job som noget meget diffust, i virkeligheden som noget man står op til og går hjem fra - sådan ca.

Arbejde

At arbejde betragtes som at producere noget, altså for eksempel en tømrer der bygger spær til tag på et hus som en murer har bygget op, som en elektriker har lagt kabler i og som en gulvmand har lagt gulv i etc. Altså fysisk aktivitet.
De mennesker der i dag taler mest om arbejde laver ikke noget fysisk og har heller ikke tænkt sig at gøre det, de vil betale for at få det gjort og samtidig vil de have at dem der arbejder fysisk skal have så lave indkomster at de skal stå i kø for at få mere arbejde, samtidig med at dem der betaler for arbejdet skal betale mindre for at få arbejdet gjort. Dem der betaler har altså ikke arbejde, men Job.

Job

Det at man ikke producerer noget synligt eller værdifuldt har fået betegnelsen: "job", ikke fordi man som sådan ikke arbejder og møder til tiden, men simpelthen fordi de fleste ikke vil acceptere at modtage lønninger som dem der arbejder.

Gråzonen

Mellem dem der har job og dem der arbejder findes en stor mængde af offentligt ansatte. De har netop ikke arbejde eller job, de er ansatte. De er ikke som arbejdere nødvendige for at skabe nyt (bygge huse eller havestuer, rense afløb og skifte defekte bredbånd), de er heller ikke som folk i job (der stort set kun handler med imaginære værdier og sælger andres arbejdskraft), nej de er hele samfundets omdrejningspunkt. De er de lærere og pædagoger som vores fremtid (vore børn) er afhængig af, de er dem der sikrer at vi ikke generer vores naboer med byggeri eller olietanke i baghaven, det er dem der sikrer at ledige kan modtage kontanthjælp og at boligløse kan få en overnatning (af og til). De offentligt ansatte er den største og mest uhomogene gruppe i samfundet. Fra lavtlønnede dagplejemødre til højtlønnede læger, med folkeskolelærere og politibetjente som mellemlønnede. Med mennesker ansat i kommunen som krisehjælpere, sågar i tilfælde som posthuse og sælgere af offentlig merchandise. Langt de fleste offentligt ansatte gør hvad de skal, de gør det oftest fordi de kan lide at hjælpe og fordi de samtidig får løn for det. Alligevel glæder de sig alle til de fridage de får i forbindelse med helligdage og ferier.

Jobberne

Helt anderledes ser det ud for dem der bare har et job. De bestemmer selv deres arbejdstid og deres løn. Nogle er på jobbet langt mere end normal "arbejdstid", andre får bare en god løn for at stå til rådighed.
Deres formål med at have et job er primært at tjene penge og sammenligne sig med andre der har et job.. Selv hvis de er offentligt ansatte er deres mål at adskille sig fra denne befolkningsgruppe, vi ser det ofte i forbindelse med kommunalt og statsligt ansatte (selvfølgelig også i Regionerne, så længe vi har dem), efterhånden betegnet DJØF'er. Der er her tale om selviscenesættelse, som også med levebrødspolitikere, der jo selvfølgelig alle tror at de gør en forskel. Men fortæl mig lige hvor mange der kan bygge et hus eller vise forståelse for en kræftpatient som er ved at dø?
Jobberne får en formue i løn for ikke at forstå eller at kunne noget som helst, mens de få mennesker der holder sammen på samfundet hele tiden straffes for at være menneskelige.

Arbejderne

Nu er det jo ingen hemmelighed længere at der er mangel på faguddannet arbejdskraft i landet. For arbejdsgivernes vedkommende er undskyldningerne at de unge mennesker ikke er parate til at lære et håndværk, alternativt siger arbejdsgiverne at de ikke har råd til at betale lærlingelønninger. Selvfølgelig vil vi alle tørre omkostningerne af på staten eller samfundet, det vil jeg da også. Men er det virkelig rigtigt at de såkaldte arbejdsgivere ikke har råd til at uddanne lærlinge?
Det er selvfølgelig rigtigt i den forstand at små virksomheder har problemer med indtjeningen, når der ikke er så meget arbejde at udføre. Det er nok også rigtigt når mange brancher vælger at "ansætte" robotter. Men det er fuldstændig forkert, når vi skal uddanne mennesker til at indgå i videreudbygningen og vedligeholdet af Danmark. Selvfølgelig skal skoler renoveres, der skal bygges lader til landbruget, visse huse er kondemneringsmodne, mens andre kunne trænge til en form for opgradering hvad isolering og andet angår. Det kan "Rulle-Marie" altså på ingen måde gøre noget ved!
Indtil vi får de menneskelignende robotter vil der altså være brug for arbejdskraft. Hvorfor så forarme dem så meget at de ikke kan arbejde, når der er brug for deres evner?

De ledige

Så må vi selvfølgelig endnu en gang se på på det kapitalistiske samfunds smertensbarn: De arbejdsløse, dem som kapitalismen ikke kan tjene penge på! De ledige. Surt nok er de ledige skabt af de selvsamme kapitalister som ikke ønsker at have dem.
Det er syge, som er blevet nedslidte i forbindelse med at akkumulere kapital til "arbejdsgiverne", det er syge som er født ind i et samfund for at kapitalisterne skulle have så stor en arbejdskraftreserve som mulig. Det er syge, som er blevet syge i forbindelse med kapitalismens grove psykiske vold mod dem. Det er sågar syge, som end ikke ved hvorfor de er blevet syge og som i mange tilfælde ikke kan blive erklæret syge. Sygdom er nemlig i dag ikke defineret ved at man har det skidt, nej det er defineret ved at man er en mulig arbejdskraftreserve, ikke fordi man er det, men simpelthen fordi man er billigere i en samfundsmæssig sammenhæng.
Men ikke kun syge (lad os sige at de fleste mennesker har psykiske eller fysiske problemer i forbindelse med deres frivillige eller ufrivillige arbejdsløshed) er udsat for hetz. Propaganda er blevet løsningen, det betyder at alle kan beskyldes for,noget andet end det de gør. Også Newspeak er i top. At bruge et ord som tidligere blev betragtet positivt kan anvendes til at få en negativ politisk beslutning til at virke bedre end den er. Men det er som at pisse i bukserne for at holde varmen, man bliver nødt til at finde nye positive ord for de negative tiltag. Tænk blot på ordet reform!
Der er altså arbejdsløse mennesker, der ikke kan få arbejde, simpelthen fordi deres kvalifikationer ikke svarer til det som samfundet har brug for. Når omkring 80% af en årgang vælger gymnasiet og videregående uddannelse er det sådan set på baggrund af en politisk udstukket målsætning (hvor politikerne for mere end 80%'s vedkommende har en universitetsuddannelse eller i hvert fald har påbegyndt én). Det gavner jo på ingen måde vores land og vores medmennesker (om indvandrere, flygtninge, fremmedarbejdere eller familiesammenførte), det kan kun være et spørgsmål om kapitalakkumulation.
Som ledig bliver man reduceret til at være et problem, som man selv skal acceptere at man og andre ligestillede er, samtidig med at ledige gerne må bekæmpe andre ledige med håbet om at få en eftertragtet arbejdsplads. De ledige bliver reduceret til idioter der kæmper om et arbejde som udelukkende giver fordele for investorer, alene for at være socialt bedre stillet end dem man kan sammenligne sig med på ledighedsbarometeret.

Mig

Jeg er også ledig, jeg har også haft arbejde, jeg har arbejdet i lønarbejde og i aktivering, jeg har endda fået lov til at bestemme (nogle gange) hvad jeg ville lave når jeg skulle aktiveres. Alligevel står der kun et indtryk tilbage. Alt hvad jeg har lavet kunne jeg have fået løn for!
Ikke fordi jeg har haft noget imod at arbejde, eller deltage i frivilligt arbejde. Jeg har en stor del af mit liv arbejdet som redaktør og forfatter i en lille forening der ikke havde råd til at lønne mig. Jeg betragtede det som en erfaring, som jeg måske kunne bruge senere i livet. Men nej. De mennesker der arbejder frivilligt, uden at få dækning for omkostninger, ja måske endda selv betaler for erfaringen, er utroværdige. Vi ser jo netop at politikere aldrig foretager sig noget uden at få dækket omkostninger ind.
Så jeg skal bare overleve og finde mig i en lovgivning, der ikke sikrer mig beskæftigelse, løn eller et familieliv. OG DET GØR JEG SÅ. Jeg vil nemlig ikke bare være en flue uden ben, jeg forsøger at flyve selv om jeg ikke kan (som humlebien). Mit liv er blevet mit, og jeg har opgivet at leve et liv efter regler fastsat af andre.

At lave noget

Nu er jeg kommet dertil at jeg ikke har arbejde eller job, jeg får ingen løn, men er tildelt kontanthjælp. Et liv der ikke giver mange muligheder for at komme i arbejde eller for at komme på fode. Mest fordi jeg sådan set gør hvad jeg altid har gjort: Jeg gør noget, uden at få løn for det, jeg holder mig i gang. Rent fysisk er det slut med at gøre ret meget, men til gengæld sker der ting og sager i mit hoved, hele tiden.
Jeg bruger ingen penge, stort set fordi jeg ikke har nogen, og selv om jeg kunne låne af mine forældre er det ikke min løsning på tilværelsen, jeg skal nok klare mig selv.

Så jeg har besluttet mig for at når jeg er mig bliver jeg nødt til at lave det jeg selv vil, ikke det som alle andre ønsker af mig! Det er på en kringlet måde at være social og solidarisk med andre mennesker, forstå det hvem der kan.

Snyltere

Endnu engang skal kommunerne nu have ret til at afsløre snyltere. Hos kommunerne defineret som mennesker der udnytter det sociale system, kaldet velfærdssamfundet. Bortset fra at det nu af regeringen officielt er omdøbt til konkurrencesamfundet.
Oplægget levner ingen tvivl om at det er de fattigste danskere der er snyltere, selvfølgelig suppleret med asylansøgere, som kommunerne dog ikke kan straffe økonomisk.

Hvad er en snylter

If. Den Danske Ordbog er en snylter en parasit: "overført: person der lader andre forsørge sig uden at yde noget til gengæld".
Der er jo ikke tvivl om at vore folketingspolitikere og bankfolk samt aktieinvestorer helt klart mener at de yder noget til gengæld, så derfor kan de i egen optik ikke være snyltere, det kan derimod mennesker der hver eneste dag stiller deres arbejdskraft og deres liv til rådighed for arbejdsmarkedet uden at være herre over deres eget liv.
Spørgsmålet er så om det at leve et liv med økonomisk usikkerhed, med familiære problemer eller med socialt betingede sygdomme er at snylte på samfundet. Men den politiske definition er ikke i tvivl, når du ikke yder noget, snylter du, medmindre du kan tjene penge på ikke at yde noget.
Definitionen af at tjene penge er også lidt vattet. Hvis du modtager overlevelsesbeløb fra det offentlige er tendensen den, at du snylter, simpelthen fordi du burde yde noget til gavn for andre. De andre man skal yde noget til betragter sig ikke som snyltere trods det at deres eneste opgave er at udnytte andres arbejdskraft til egen fordel - bortset fra at deres indsats når de foretager sig noget - går ud på at fratage eller sygeliggøre de fattigste, der jo som deres eneste aktiv er tvunget til at stå til rådighed for alle dem der vil have lov til at snylte på samfundets bærme.

parasitter

Se nu kommer vi til et synonym, som kan forstås på en anden måde. En parasit er i dyreverdenen og i planteriget en snylter, for eksempel en blodsuger som en lus eller som indvoldsorm eller skovflåter og igler, i planteriget er der for eksempel en mistelten som snylter på et værtstræ.
Med andre ord drejer det sig om at leve af et værtsdyr eller en værtsplante, hvis man er parasit og dermed en snylter. Jeg må lige tænke mig om et øjeblik, for så vidt jeg kan se er de fleste politikere, bankdirektører, dommere og aktionærer faktisk en slags parasitter, simpelthen fordi deres opgave er at sikre sig selv på bekostning af andre. Hvis man altså får betalt rejser eller indkøb af det offentlige, uden at skulle stå til regnskab for sit forbrug, må man vel være parasit, eller hvad?

Symbiose

If. Den Danske Ordbog er symbiose: "overført: nært forhold eller samarbejde mellem to personer, institutioner, lande el.lign. som er til gensidig nytte". Man kan diskutere om gensidig udnyttelse er snylteri eller symbiose, men hvis vi ser på Anton de Bary’s originale definition siger den følgende: "I en symbiose er der tale om et tæt eller intimt samliv mellem to organismer, normalt af forskellig art. Samlivet skal endvidere foregå over en længere periode, det skal altså være konstant."
Ud fra denne definition er altså den velstillede del af landets befolkning snyltere og parasitter, mens de dårligst stillede er vænnet til (indoktrineret til) at betragte deres bidrag til samfundet som en symbiose: Vi får gavn af at stille os til rådighed for samfundet og samfundet får gavn at vi står til rådighed! Et lykkeligt ægteskab mellem meget forskellige organismer (arbejdskraftreserve og samfund)
Sådan er det jo bare ikke.
Vi taler simpelthen om at nogle snylter uhæmmet på en organisme der ikke kan eller vil protestere (arbejdskraftreserven).

Sygdom og alder

Mange vil indvende at syge mennesker og gamle ikke bidrager til samfundet og dermed er snyltere. Det kan ikke være mere forkert at betragte det på denne måde. Tværtimod vil det være en oplagt sag at betragte gamle og syge mennesker som indbegrebet af symbiotikere. De bidrager med erfaring og viden om deres situation til fordel for samfundet. Samfundet bidrager til gengæld med sin erfaring vedrørende behandling og støtte. Altså en handling der positivt er til gavn for begge parter. Skulle man da tro, men nej - vi er kommet dertil at samfundet (skal jeg nævne det igen i småstumper: lønarbejdere og selvstændige erhvervsdrivende (det laveste trin), politikere, investorer, virksomhedsbestyrelser (det næste led) og firmaer (internationale i særdeleshed - det yderste led) - gerne vil have gavn af syge og gamle samt arbejdskraftreserven (som dog bliver spillet ud mod sig selv), blot for at opnå egen gevinst. Altså er symbiosen, som vi jævnligt bliver bildt ind er formålet med en stat, et falsum - det er i virkeligheden snylteri, ikke engang gensidigt, nej de svageste er dem der bliver snyltet på, og sådan skal det vel være når man snylter. Det som kan undre er, at dem der snylter simpelthen fører krigen over i fjendens lejr og kalder dem der snyltes på for snyltere. Til sidst er det gentaget så ofte at alle dem der lever i gænselandet mellem at kunne snylte og at blive snyltet på, får dårlig samvittighed eller seriøst tror på snylternes propaganda og lægger sig som en hund med blottet mave.

De socialt udsatte

De socialt udsatte er altså jaget vildt. De bliver ikke alene beskyldt for at være snyltere, de skal også betale for det, både økonomisk og mentalt. For hver halve mio. der får diagnosen "snylter" af samfundets parasitter vil der være en Brixtofte, Kurt Thorsen eller Stein Bagger. De sidstnævnte bliver af samfundet beskyldt for at være psykopater, hvilket sikkert også diagnostisk set er rigtigt, men de andre halve mio. bliver end ikke diagnosticerede, de bliver bare beskyldt for at være snyltere.
Imens kan "eliten" bruge en smule af den gevinst de har haft af at snylte på andre til at sikre at de socialt udsatte til hver en tid vil bruge kræfter på at overleve og samtidig føle at de ikke slår til samfundsmæssigt.

Anmelderi

Vi er nu kommet dertil at magteliten anser det for en god ide at anmelde naboer, familie eller bekendte i tilfælde af at de ikke opfører sig korrekt (mest på det økonomiske område, det er jo det vigtigste, men det bliver så pakket ind i børneporno- og pædofilikriminalitet). Med andre ord at modtage penge fra samfundet for at stå til rådighed eller for at have stået til rådighed er at sammenligne med misbrug af børn. Ikke nok med det, først i de senere år er det gået op for et samfund hvor misbrug af børn har været så normalt at man har lukket øjnene og vendt ryggen til for ikke at skulle bruge for meget tid på det. Med det resultat at misbruget i mange tilfælde har forfulgt familier i flere slægtsled!

Misbrug

At ryge tobak eller humørtobak, at drikke alkohol, at indtage euforiserende stoffer eller at spise fed mad, at gå til rockkoncerter og meget andet, er principielt usundt på den ene eller anden måde. Det er det sådan set også at spise for lidt, at opholde sig inden døre eller at være ensom.
Nogle af disse områder betragtes som misbrug, hvis det tager overhånd (alkohol, fed mad og undgå frisk luft), mens andre er konkret, juridisk misbrug (hash, kokain etc.). At spise for lidt eller at være ensom betragtes som et udslag af et menneskes ret til at vælge selv. Pudsigt nok behandles alle disse sygdomme eller afhængighed (fx bullimi og anorexi) medicinsk.
Det vil sige at alle sygdomme og svagheder behandles med medicin, som nogle få selskaber eller virksomheder lever af at sælge. Man kunne egentlig forestille sig, at det ville være langt bedre for folkesundheden at man allerede i barndommen brugte kræfter på at spotte psykiske tegn på sygdom. Selv de fysiske ændringer i forbindelse med trafikulykker, kræft eller knogleskørhed etc. kan for en stor del behandles med en langt større psykisk indsat inden den syge proppes med medicin. For mig er det oplagt at der også kan være brug for en parallel medicinsk behandling, men at syge mennesker sidder med medicin, der på den ene eller anden måde slår dem ihjel på grund af bivirkninger eller fordi medicinalfirmaerne snyder på vægten (min nevø døde af sin medicin som 27-årig, og min far spiser sig flere gange om dagen igennem adskillige piller, hvoraf nogle skal modvirke bivirkningerne fra andre piller) er for mig komplet uforståeligt, medmindre misbrug af medicin er legaliseret af hensyn til medicinalindustriens parasitter.

Våben

De største legale snyltere i verden er våbenindustrien, derefter følger tobaks- og spiritusindustrien. På det illegale marked ligger narkotikaindustrien på en suveræn førsteplads. Alt sammen industri som har det formål at svække befolkningen på den ene eller anden måde, sågar med det delmål at slå mennesker ihjel, blot de er blevet brugt til at sikre kapitalakkumulation.
Hvad våben angår skal vi huske på at der til hver en tid er mindst en krig i verden, det være sig borgerkrig eller krig mellem nabolande, ja senest fører Danmark krig meget langt væk fra sine egne grænser. Og hvad er formålet så for Danmark med at føre en krig langt væk.
Alt efter hvem, du spørger er det for at sikre demokratiet eller for at sikre at mennesker ikke dør for våben.
Morsomt, ikke? Hvis ingen solgte våben ville der ikke være ret mange krige og oprør. Så formålet med at gå i krig kan udelukkende være at støtte våbenfabrikanterne, herunder hører Danmark nu igen, idet landet har en højtudviklet elite der kan fremstille IT- baseret isenkram, der kan bruges både fredeligt og offensivt (som også Niels Bohrs bidrag til atomkraften kunne).
Hvad tobaks- og spiritusindustrien angår er det en industri som bygger på årtusinders rituel brug og også brug selvfølgelig. Det vil nok være lettere at nedlægge industrien og lade mennesker selv fremstille disse gifte, det ville i hvert fald kræve at menneskene selv skulle dyrke og fremstille. Ikke at det kan ændre misbruget.
Hvad narkotika angår er det jo en udløber af en eksperimenterende medicinindustri, som har fået mulighed for at fremstille kunstige medicinske stoffer. Et forbud vil selvfølgelig heller ikke her kunne ændre på misbruget. Til gengæld ville der nok blive brugt mere tid på naturens egne lægemidler, ikke på at isolere de virksomme stoffer, men snarere på at finde ud af hvordan de virksomme stoffer i for eksempel planter virker aktivt i forbindelse med forskellige menneskelige sygdomme. For der er ikke tvivl om at den såkaldte plantemedicin virker mere effektivt end de kunstige midler der er fremstillet i nyere tid. Og lad os så lige huske på at næsten alle medicinske midler fra kunstig medicin til plantemedicinske stoffer alle er giftige, det er kun et spørgsmål om doseringen om det virker godt eller slår én ihjel.

Økonomi

Så kommer vi langsomt tilbage til snylterne. Formålet med at gøre fattige, syge og gamle mennesker til ansvarlige for deres egen situation er udelukkende at en lille gruppe af parasitter skal leve af andre grupper. Skal vi gentage indledningen? "person der lader andre forsørge sig uden at yde noget til gengæld".
Indtjening er altså målet med hele mummespillet. At gøre uskyldige mennesker ansvarlige for de økonomiske kræfters frie spil frem for at tage ansvaret for fejl er jo netop måden at klare sig på som snylter eller parasit.

Men i stedet for selv at tage ansvar og forsøge at rette op på denne dødskurs (lemmingadfærd), vælger den økonomiske elite at klandre det svageste led i den økonomiske fødekæde, de vælger at pisse i bukserne og håber at de skal pisse igen inden de bliver kolde i røven.

Jeg vil ikke længere beskyldes for at være snylter, jeg ønsker tværtimod at jeg kan få lov til at leve et liv i ro med mig selv og mine venner.

Mavesår

Et menneske udsat for stress eller fortvivlelse (som jo også er en stressfaktor) risikerer at få et mavesår.  Pudsigt nok er der mange af dem der har mavesår, der slet ikke ved det:

Fra netdoktor.dk:
Mange kan slet ikke mærke, at de har et mavesår. Andre har periodevis bidende eller brændende fornemmelse øverst i maven. Fornemmelsen kan også være som følelsen af sult.Nogle bliver vækket om natten på grund af ubehaget.
Nogle føler lindring, når de spiser.
læs evt mere her:
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/mavesaar2.htm

Da jeg aftjente min værnepligt fik jeg undervejs et blødende mavesår og skulle drikke et eller andet fluidum som lignede mælk, men indeholdt noget der kalkede mavesækken til. Det smagte hæsligt. Næste gang jeg fik mavesår var det ikke blødende, men psykisk betinget. Min samlever smed mig ud og beholdt vores fælles datter. Resultatet var at jeg ikke kunne sove og forsøgte mig med piller og alkohol, uden at det hjalp, til sidst opgav jeg og bestemte at jeg ville tænke på noget andet, for eksempel mit arbejde. Efterfølgende faldt der ro på mit liv og jeg tog voldsomt på. Min datter blev født for 23½ år siden.

Trygheden

Min tryghed og indre ro opstod i kraft af at jeg valgte ligegyldigheden som levevej. At elske min datter blev reduceret til at sende gaver til fødselsdag og jul, forholdet til familie og venner blev ihærdigt indskrænket, så jeg kunne rejse til et nyt job uden at føle savn af de mennesker jeg havde lært at kende og holde af. Trygheden bestod i at jeg ikke havde noget formål med tilværelsen andet end at være til. Jeg læste bøger og tegneserier, jeg arbejdede på biblioteker, lavede sociale radioprogrammer, både quiz, musikprogrammer og anden form for underholdning, men især interview- og debatprogrammer. Mit sociale engagement blev kanaliseret ud i radio, senere også i TV, på en i andres øjne inferiør lokal TV- og radiostation på Samsø. Ingen opdagede at dem der arbejdede der faktisk havde et talent der matchede om ikke overgik de landsdækkende stationer, der var jo kun nogle få tusinde indbyggere på Samsø.
Men jeg følte mig tryg med arbejdet, selv om vi stort set alle blev sæsonfyrede når kulturministeriets penge var brugt op - stort set på KODA/Gramex og sendesignaler - og så ventede vi indtil næste portion penge fra kulturministeriet ankom, så var der atter nogle måneders arbejde. I mellemtiden kunne vi forsøge at finde arbejde andetsteds eller arbejde frivilligt på vores tidligere arbejdsplads. En af de største trygheder var dagpengene, som muliggjorde at man kunne vende tilbage til sin arbejdsplads så snart der atter var penge. Ikke mfordi dagpengene efterlod os med en formue på kistebunden, men fordi den gav tryghed i dagligdagen, vi kunne betale husleje og købe mad, det kunne endda lade sig gøre få gange om året at besøge familien.

Usikkerheden

Økonomien på arbejdspladsen blev med et forsøg fra en venstreregerings side til en katastrofe. I stedet for at støtte lokale radio- og TV-stationer skulle man sælge licenser til højestbydende. For dem der bare har fulgt perifert med blev det ikke bare en fejlslagen politik, det blev en eklatant fiasko, ikke alene fordi de højestbydende ikke kunne slå igennem med stort set komplet udanske koncepter, men også fordi politikerne der stod bag forsvarede deres (kalder jeg det) idiotiske beslutninger - lige til det sidste. Vi andre kunne ikke længere leve at lave radio og TV, vi måtte se i øjnene, at vores frivillige arbejde når vi ikke var ansatte skulle konverteres til aktivitet, og man skal her notere sig ordet skulle, for vi måtte jo netop ikke komme i aktivering på vores tidligere arbejdsplads. I stedet blev det militærnægtere og flexjobbere der skulle forsøge at få det hele til at fungere samt en pensionist fra Danmarks Radio der skød alle sine sparepenge i projektet.
På det lokale bibliotek ønskede man heller ikke min arbejdskraft af fagforeningsmæssige hensyn, en uddannet bibliotekar skulle selvfølgelig have løn for at arbejde, ikke arbejde for sine opsparede dagpenge.
Det endte med at jeg fik til opgave at rydde op i kommunens arkiv i Teknisk Forvaltning i et halvt år på dagpenge. Herefter blev jeg fredet i tre måneder inden jeg blev sendt på et kommunalt arbejdsløshedskursus som skulle udvide min personlige horisont. Kurset lukkede og så var der den kommunale aktivering med værksted tilbage. Og så faldt jeg for dagpengeperioden og kiom på kontanthjælp. Ikke fordi det hjalp, der var stadig ikke arbejde, men et halvt år inde i kontanthjælpsperioden var jeg igen i aktivering hos kommunen, og blev opsøgt af Radio- TV-stationens leder, som spurgte om jeg var klar til at arbejde igen. Selvfølgelig var jeg det, men efter den første halve måned fik jeg hverken løn eller kontanthjælp, kun lovning på at pengene ville komme én af dagene. Efter halvanden måned var der stadig ikke kommet penge og jeg måtte kræve at de skulle falde inden for de næste 14 dage. Det gjorde de ikke. Altså to måneders arbejde uden løn og den tunge gang ned for at søge kontanthjælp, vel vidende at jeg skulle aktiveres i et intetsigende og ikke-kvalificerende kommunalt projekt.

Søvnløsheden

I den periode hvor jeg mødte klokken 7 om morgenen og fik fri klokken 4 om eftermiddagen, uden at lave noget som helst blev jeg fascineret af facebook, og fik kontakter over det meste af verden som jeg chattede med , da nogle var fra den anden side af jordkloden kunne det ofte blive sent om aftenen inden jeg forsøgte at falde i søvn, bedre blev det jo ikke af at jeg også lærte receptionister at kende som havde natarbejde i Danmark og som gerne ville chatte, når der ikke var noget at lave.
I løbet af nogle måneder bredte søvnløsheden sig og jeg mødte uudhvilet til aktivering, indtil jeg til sidst måtte sygemelde mig.
Kærligheden

Så synes det som om mit held vendte, jeg mødte en pige til Samsø Festival, og efter at have chattet en måneds tid besøgte jeg hende og vi blev kærester.
Men med savnet af kærlighed i mange år var jeg så fascineret af at jeg var i nærheden af en der elskede mig om som jeg elskede at jeg sjældent kunne finde tid til at sove fra kærligheden når vi var sammen. Så sandelig også en form for kærlighed, bare på en måde min envejs-kærlighed.
Og fornylig var det så slut med kærligheden. Det blev ikke sagt, men da jeg fik alle mine ting leveret tilbage og blev bedt om at flytte måtte jeg jo acceptere at min kærlighed var min alene og ikke blev gengældt.
Og søvnløsheden blev værre, mens jeg på et par måneder tabte 10 kilo.

Aktiviteter

Jeg brugte meget tid da jeg boede nær kæresten på politiske aktiviteter, og da jeg i al hast måtte flytte havde jeg en ide om at jeg ville blive i det politiske miljø. Jeg havde bare ikke taget de langt større omkostninger i betragtning når man bor langt ude på landet, set i forhold til at bo i udkanten af Odense. Så mine aktiviteter er begrænset til får. Jeg skal jo til enhver tid sikre at jeg har penge eller buskort til at tage til samtale med jobcenter eller ansættelsessamtaler, mine måltider er mere til for at jeg ikke skal blive syg end de er til for at mætte, selvfølgelig også derfor at kiloene rasler af mig vil jeg tro.

Mavesår

Jeg kan huske hvordan det var at have et blødende mavesår som 24-årig. På en del måder har jeg det på samme måde, men det kan jo også bare være at jeg er unormalt stresset, fordi mit liv er blevet kørt ud på et sidespor. Det værste er, at det sikkert er min egen skyld, jeg kan bare ikke få at vide om det er det. Så mine dage og nætter går med at tænke: "Hvorfor?".

Samtidig kan jeg ikke sove, selv kedlige bøger og gamle aviser bliver hevet frem fordi jeg håber at jeg kan blive træt nok til at sove, men nej, det er faktisk først når jeg har noget at stå op til at jeg bliver træt nok til at jeg kan sove.

At det er mere end hjertesorg ved jeg dog, selv om mistet kærlighed gør ondt burde jeg kunne sove og undgå at min mave opfører sig ulogisk.

Måske skulle jeg droppe de piller lægen har ordineret?

Privatøkonomi

Så hørte jeg netop i radioen at nogle skoler foreslog at indføre faget privatøkonomi på skoleskemaet, såmænd at enkelte skoler allerede havde det som valgfag. Hvorfor har undervisningsministeren siddet sådan et fag overhørig? Ikke for det jeg så egentlig også gerne at man blev undervist i at gennemskue de politiske økonomiske interesser og lobbyister som fag i skolen. At man lærte om bagsiden af demokratiet, når man som vælger alene stemmer på et navn, fremfor at sætte sig ind i politik, men et sted skal vi begynde. Og her er privatøkonomien jo et virkelig godt sted.

Skolefaget

Hvad får vi som samfund ud af at lære privatøkonomi? For mig at se er det ganske enkelt, vi lærer vores børn at have kendskab til værdier og lån. Som følge af det kan langt flere mennesker tage stilling til deres økonomiske formåen i stedet for at blive bundet af en gæld, der reelt gør dem til politisk stemmekvæg, fordi de ikke tør miste det de end ikke har. Vi kan få et samfund, hvor det enkelte individ stemmer med fornuften frem for med banklånet. På sigt kan vi så også indføre andre skolefag der skal lære alle vore børn at tænke med hovedet, uden at være hængt op af spindoktorer og lobbyister, og som en direkte følge kunne det være at aftenskoler og arbejdsløshedskurser ville bruge mere tid på at fokusere på voksnes manglende evner til at gennemskue økonomi og dermed deres privatøkonomi.
Det kunne i hvert fald være et fromt ønske at samfundet vendte sig fra den økonomiske elites overfald på uskyldige mennesker.

Den økonomiske sammenhængskraft

Når det gælder alle os almindelige mennesker uden økonomiske viden (læs: teorier) skal tingene gå galt. Vi er en hel befolkning der stoler blindt på økonomiske teoretikere, som end ikke kan blive enige om hvad økonomisk teori går ud på. Faktisk er der kun få der betragter alle de teorier der findes om økonomi som teorier, trods det at der ikke findes meget andet end marxistisk teori, der har spået rigtigt på det økonomiske område, alle andre har sådan set bare afvist enhver form for kritik af økonomiske teorier, ud fra den betragtning at kritik var og er useriøs.
Af indlysende årsager har det vist sig at ingen af de økonomiske teorier har kunnet holde vand, og den liberale boble som brast i 1929 i USA var årsag til at der senere brød en verdenskrig ud. Den nuværende økonomiske krise kan med lethed føre til en tilsvarende krise, men indtil videre er krigen ført andre steder hen. Det viser sig da også at økonomien som sådan har det meget godt. De økonomiske investorer lider stort set ingen nød, mens de enkelte stater og EU må betale for en lemfældig omgang med pengene. I den sidste ende er det ikke de ansvarlige (banker og investorer) der skal betale, i stedet er det blevet staternes borgere der skal rette op på en fejlslagen økonomisk politik. Og det med fejlslagen skal selvfølgelig rettes til uansvarlig, for de økonomiske investorer har stadig gyldne dage, selv om enkelte må stå skoleret samtidig med at andre ansvarlige askovler penge ind.

Staten

Som sagt er det sådan at den økonomiske elite (dem der slipper godt fra deres fejlslagne økonomiske politik) kan tvinge stater i knæ ved at true med at gå konkurs, og de gør det.
Almindelige borgere i staterne kommer til at betale for at denne trussel ikke skal gå i opfyldelse. Som borger mister man dag efter dag rettigheder og den smule økonomisk grundlag som man har bygget tilværelsen op på, mens alt hvad man må afgive af ejendom, opsparing og selvtillid går til økonomiske plattenslagere. Ikke fordi borgerne i de enkelte stater afgiver værdier frivilligt, men fordi de lever i et demokrati, hvor enhver borger til enhver tid kan blive nødt til at tage ansvaret for andres egoisme på det økonomiske område. Men også fordi politikere end ikke fatter de økonomiske sammenhænge, trods det at vi for eksempel i Danmark har et utal af universitetsuddanne på det økonomiske og juridiske område til at repræsentere befolkningen i Folketinget.
En sat der i princippet (det er det som politikerne giver udtryk for) repræsenterer befolkningen, men som i virkeligheden har fundet legekammerater, der ikke er tabere.

Taberne

Jeg tænker hele tiden på den vittighed om arbejdsgiveren, som har én stilling og 500 ansøgninger:
Resolut tager han en stor del af bunken og smider ansøgningerne uåbnet i skraldespanden, hvorefter de andre i ansættelseskomiteen kigger forbavset på ham og spørger, hvordan han bare kan kassere så mange uden at se deres kvalifikationer.
Det enkle svar var: Jeg bryder mig ikke om tabere i min virksomhed, og som i kan se var de jo tabere.

Således skabes tabere i den økonomisk dominerede verden. Ikke fordi de ikke har talent eller er dygtige, men simpelthen fordi de ikke får chancen. Ikke nok med det, taberne uddannes til at acceptere at tabe, de uddannes til ikke at stille krav eller ville noget. Nogle få vil kunne komme ud af dette skuespil, men langt flertallet vil følge i deres families fodspor som tabere, mens andre vil være en ny generation af tabere, simpelthen fordi de accepterer det.
Sært nok har samfundet og den økonomiske elite kun brug for tabere i én sammenhæng, de skal sikre den økonomiske elite at der til hver en tid vil være splid om fordelingen af de almisser som eliten deler ud til de 99%, for så får de fred, som for eksempel 1 mia kr. til folkeskolen - promiller af de penge som A.P. Møller Maersk har suget ud af det danske samfund.

Vinderne

Man kunne så tro at vinderne var den ene procent som skovler penge ind samtidig med at de bevidst svækker stater og Unioner. Men, nej. Det er lykkes at bilde folk ind at de er vindere hvis de opnår en brøkdel af de værdier som de bidrager med til den økonomiske elite. At sidde i et hus som man skylder banken, at betale høj skat fordi man ikke har ret mange fradrag, at leve i luksus og rejse flere gange om året og at have børn og børnebørn der klarer sig godt i konkurrencesamfundet er et mål for mange højtuddannede mennesker. De fleste af disse mennesker betaler skat, måske ikke med glæde, men fordi de tror at skatten vil komme tilbage som hjælp, hvis de eller deres børn får behov for hjælp. Man kan så undre sig over at de samme mennesker ikke undres over hvor mange penge den danske stat og EU har i klemme i det økonomiske spil. I Danmark taler vi foreløbig seks "bankpakker" hvor staten (det skulle jo efter sigende være os alle sammen) stiller den ene garanti efter den anden til banker der har stillet og stadig stiller risikovillig kapital til rådighed. For eksempel er Asger Aamund 50 mio bagud, mens jeg skylder noget der ligner 25.000 inklusive høje renter fra banker og inkassofirmaer (jeg vil tro at det skyldige beløb ligger på mindre end 10.000). Jeg betaler af på kontanthjælp, mens Asger fredes af banken.

Gælden

Hvis vi starter fra bunden hvad gæld angår, vil de arbejdsløse være et godt udgangspunkt. For 8 år siden kunne jeg få en kassekredit på 50.000 kr. - da modtog jeg stadig dagpenge og havde også arbejde i perioder - jeg nøjedes med en kassekredit på 10.000. Andre har nok lånt penge hos tvivlsomme pengeudlånere, i hvert fald er mange bundet af en gæld der kun vokser hurtigere end de kan betale af på den i dag, altså renter der bare løber løbsk for de fattigste. En gæld på 50.000 kr. kan det tage årtier at betale tilbage på kontanthjælp, og der gives ingen hjælp til dem der er blevet snydt til at tage et nemt lån.
Så er der dem der har investeret deres arbejdsindtægt i et lån, og som derfor er i en tilsvarende situation, bortset fra at deres penge er investeret i ejendom, ikke at de ejer den, men at de håber at komme til det. Et koncept der jo tilgodeser banker og kreditforeninger, i og med at en investering i et hus til en værdi af 2 mio kr, måske vil komme til at koste 3 eller 4 mio inden man har købt sig fri, altså et par mio der er forsvundet i den blå luft, eller rettere landet i lommerne på investorer.
Endelig findes der nogle der ikke har så mange penge at bankerne ikke tør kræve pengene tilbage, ja selv det juridiske system tillader svindel, når blot det er penge nok det drejer sig om.
Med baggrund i denne gennemgang skulle det være vanskeligt ikke at konstatere at det er de fattigste der betaler til de største svindlere. For statens vedkommende er det simpelthen for farligt at lade supersvindlerne i de største banker og investeringsfirmaer lukke, fordi staten er bundet af deres omsætning. Men hvorfor er staten det?

Statsbank

For det første har staten ladet sig besnære til at skabe en tvang til at have en såkaldt "nem-konto". En konto der binder alle danskere til at have en konto med offentlige oplysninger, men ikke til at have den samme konto uden at skulle betale udgifter for at have den.
Der er jo ingen tvivl om at hvis politikerne havde villet det godt for alle borgere i landet, så havde de selvfølgelig med loven sikret at en sådan konto aldrig skulle udgøre en omkostning for dem der var tvunget til at have den, men sådan blev det ikke, og sådan bliver det åbenbart heller ikke foreløbig. Det eneste jeg lige kan huske blev nedstemt af pressen var afgift på dankortet i sin tid, men til gengæld ligger der afgifter på alle kreditkort i dag.
Statsbanken er ikke et emne for nogle politiske mpartier i Folketinget!

Borgerløn

Næsten alle mennesker i Danmark modtager en form for overførselsindkomster i form af ældrecheck, børnecheck, kørselsgodtgørelse eller -fradrag, boligsikring, pension, supplerende dagpenge, sygedagpenge eller kontanthjælp og såmænd også en et stort antal tilskud og fradrag af anden karakter. Alligevel vil politikerne hellere bevare dette miskmask af tilskud og fradrag fremfor at forenkle det hele. Ikke fordi man ønsker at offentligt ansatte skal have noget at lave, nej dem skal der også spares på. Det er udelukkende fordi den enkleste løsning ville være at afskaffe alle disse fradrag og tilskud og i stedet indføre en Basisindtægt for alle, hvorefter man kunne vise hensyn til dem der var aktive på arbejdsmarkedet på én måde og til dem der midlertidigt eller permanent ikke længere var på arbejdsmarkedet. For mig at se meget enkelt, tillægspension eller få timer på arbejdsmarkedet kan under alle omstændigheder tilpasse, desværre vil det betyde at fast ejendom og prisernes himmelflugt nok ville tage af, selv i opgangstider. Desværre forstår jeg ikke hvorfor ejendom er så vigtig. Husk blot på den amerikanske mand der havde skrevet i sit han krævede alle sine kreditkort brændt når han skulle kremeres, for hans arvinger skulle ikke have nogle af hans penge! Nu virker den slags jo ikke, når boet skal gøres op er det jo ikke kortene der skal bruges, men hvad skal vi egentlig med arvinger?

Tilbage til udgangspunktet

Derfor ser jeg spørgsmålet om at lære privatøkonomi i skolen som et vigtigt spørgsmål. Vi skal lære hvordan vi kan begå os økonomisk i denne verden. Vi skal også lære hvad det er pengeudlånerne ønsker, og vi skal vide hvad privat ejendom indebærer. Allermest skal vi lære hvad det koster at leve, både i et købt (bankens) eller et lejet (investors) hus og telt. Vi skal lære noget om at købe efter behov fremfor at shoppe og købe mærkevarer - en meget stor opgave i dagens samfund - og vi skal lære at det vi har er det vi kan bruge.

Det forhindrer os ikke i at ønske bedre vilkår mens vi lever, men det ville måske være lettere at fokusere på livet fremfor på de penge der bliver til overs når vi er døde.

Racisme

Et nyt nationalsocialistisk parti er opstået og er, om nok i en demokratisk indpakning, gennemført racistisk og naziztisk. Generelt kan man forvente at det er etniske , unge danskere, som er så ubegavede og utilpassede at de vil give alle andre skylden for et eller andet, som de vel knapt nok kan sætte fingeren på. Deres politiske mål bygger udelukkende på had til andre.
Man kan derfor ikke kalde dem udelukkende racister, men må tilføje betegnelsen nazister.

Skæbne

(Morten Nielsens fødenavn var Karl Bent Lebrecht Nielsen. I 1943 tog han navneforandring til Morten Nielsen. Morten Nielsen var aktiv i den danske modstandsbevægelse og blev dræbt den 30. August 1944, det kunne være et vådeskud.

Digtet Skæbne var et uudgivet digt, som blev udgivet for første gang i 1945.)

Hurtige lyse stemmer der hvirvlede ud i det blå ...
du var ulykkelig, Tykke, men det ku' vi ikke forstå.
Svedig fed og dum ... Helvede satte på spring
og væltede dig og cyklen. Vi stod omkring og lo.

Du sad på den forreste bænk ... græd ikke, nej glo, glo, glo!
når en bange og vittig vikar spørger om to og to.
Vikarer i første mellem frelste en tynd disciplin
ved at vende det hele mod dig, der forsvarsløs blev til grin.

Og da det omsider blev forår for os, der var femten år,
og træerne stod og lyste over pigernes bløde hår
og du kom, forsigtigt, alvorligt, - da skete det værste af alt:
at den, der lo højest af os, var hende det hele gjaldt.

Nu ta'r du hævn! Nu går du med skrårem og støvler på,
du løfter en arm og det skinner i øjnenes blege blå.
For had hån og trusler, det kan et menneske ta' -
men ikke det, nej aldrig: Det og grines a' ...

Nu er du noget, Tykke! Mand og partikammerat.
Og hvis vi en dag skal til muren, så er din hånd parat.
Parat til at smadre et knojern ind i min mund, når du slår,
for nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde år.

Om digtet og mig

Dette digt var en del af pensum, da jeg i 1974 gik i 1.g. - 2. verdenskrig var stadig tæt på. mange af vore lærere havde oplevet krigen eller dens følger på nært hold, men derudover var det vi i dag kalder mobning dagligdagen for mange og havde været det siden skolestart.
Jeg kunne se tanken i digtet om at denne mobning på grund af at være anderledes, vi havde også DAMP-børn dengang, selv om betegnelsen normalt var at de led af en psykisk sygdom, kunne føre til had eller blot isolation.
Andre i skolen havde blot den fejl at de var venstrehåndede eller ordblinde, men alt sammen ledte til at de blev kørt ud på et sidespor, enten af klassekammerater eller lærere eller (som oftest) af begge parter.
Selvfølgelig gav ordene i digtet straks mening for mig, ting som jeg nok havde tænkt over, men ikke kunne sætte så præcise ord på. Sidenhen har jeg konstateret at selv nogle af dem der ikke har ladet sig mærke med andres nedladenhed alligevel har haft en knude af vrede, som ofte fører til en form for hadefuld gerning overfor andre. I den mildeste form blot bedrag overfor andre, i værste fald i form af ondskabsfuld vold.
Også jeg blev mobbet, mest fordi jeg fulgte med i skolen og fordi mine forældre var skolelærere, derfor begyndte jeg tidligt at reflektere over livet, ved at skrive digte. Digtene skulle dels få mine tanker til at bundfælde sig, dels få mit ønske om at lære sproget og dets muligheder at kende opfyldt. Digtene var kun populære når vi havde unge lærere i praktik, så ordlegen blev overført til fristilene i folkeskolen og stileopgaverne på gymnasiet. På gymnasiet blev vi stærkt frarådet at skrive stile om digte til eksamen, hvilket selvfølgelig var ensbetydende med at jeg skrev om digtene hver gang.

Nazismen

Nok slap jeg for nazismen i 60'ernes folkeskole og 70'ernes gymnasium, men til gengæld var jeg i hele min barndom udsat for reglerne for et indremissionsk samfund, det omklamrede mig især i folkeskolen og realen, men andre af dem jeg gik på gymnasiet med havde jo også en rem af huden. Til gengæld var mit hjem dejligt fri for pres fra religionen.
Når jeg af og til kommer til den by jeg voksede op i møder jeg mine klassekammerater (nogle af dem) og dem som jeg og mine brødre legede med. Politisk set er nogle af dem totalt ligeglade, bare de kan gå på værtshus eller feste. Andre bærer på et had fordi de aldrig blev til noget, fordi de stadig lever i den by de er født i og fordi de ikke aner hvorfor de lever. Hadet er enten udtrykt i en form for vrede overfor dem der har reddet sig en økonomisk position i samfundet, atter andre skyder skylden på fremmedarbejdere, indvandrere og flygtninge.
Underliggende gælder for et flertal af disse, at vreden og hadet udmøntes i ideen om at hvis vi kun var os selv og smed alle de fremmede på porten, så ville vi have det langt bedre. Jeg var jo selv fremmed, og det på et tidspunkt hvor alle tilflyttere var københavnere, uagtet om de kom fra Vejle, Fyn eller Nordjylland, som sådan blev jeg og mine brødre også udsat for den form for fremmedhad som børn også dengang var eksperter i.
Der var et sammenhold i sådan en lille flække, den var ikke socialistisk, men de dårligst stillede var afhængige af hinandens hjælp, hvilket betød at de måtte gøre som lokalsamfundet ønskede. Dem og os var dengang i høj grad devisen, svarende til en slags lokal nazisme, som dog ikke medførte henrettelser, men nok gav mange som ikke tilhørte lokalsamfundet varige psykiske og i enkelte tilfælde fysiske men.
Den nazisme vi lærte om i skolen blev dog aldrig forbundet med den nazisme vi lærte om, som havde fundet sted syd for den danske grænse. På den måde satte Morten Nielsens digt tingene helt på plads for mig.

Racismen

For ikke at gentage mig selv vil jeg nøjes med at sammenligne den racisme der var i den lille by med ønsket om ikke at lade mennesker fra andre egne komme til og blande sig i et lukket samfund, der til stadighed forsøgte at forklare lykken som noget der ikke skulle påvirkes udefra, mine forældre kom udefra, så vi blev udsat for noget der ligner racisme. Nogle få barnløse familier adopterede børn med en anden hudfarve, hvorledes deres oplevelser har været ved jeg ikke, deres forældre beskyttede dem.

Fejheden

Vi stod som nogle grupper gennemsyret af fejhed. Dem der var født og opvokset i byen og derfor spillede efter de regler der var, og os udefra kommende, der gjorde lav profil for at undgå åbenlys strid. I skolen var mange af de dygtigste villige til ikke at være for meget på mærkerne, mens nogle af de andre var med til mobningen, selv om de faktisk ikke brød sig om det.
En del af alle disse feje mennesker flygtede enten fra byen og vender kun tilbage for at besøge forældre eller lignende, andre af dem, medløberne, tilpassede sig og kan i dag siges at være velfungerende, og i stort omfang sociale mennesker. Blot er synet på immigranter og migranter stadig med racistiske undertoner, hvilket jo også kan aflæses af den succes som Dansk Folkeparti efterhånden har opnået.

Stuerene bliver de aldrig.

Nu har Dansk Folkeparti ikke længere patent på at ønske fremmedarbejdere, muuslimer og flygtninge hen hvor peberet gror, eller i hvert fald hjem til hvor de kommer fra. For blot 10 år siden mente Dansk Folkeparti at hvide mennesker havde mere ret til at flytte til Danmark, såmænd også polakker og østtyskere, mens de fleste med en anden hudfarve skulle blive hjemme.
Men med udvidelsen af EU og med en verdensomspændende finanskrise er der fakltisk overhovedet ingen der er velkomne i landet, bortset fra dem der har flere generationers danskhed i bagagen. Stort set alle partier, måske bortset fra halvhjertede protester fra Det Radikale Venstre samt tydelige udmeldinger om modsatte holdninger fra Enhedslisten, er blevet medlemmer af koret - mest fordi der er en høj arbejdsløshed i Danmark og vi derfor ikke har brug for arbejdskraft udefra. Pudsigt nok har alle partier fra yderste højre til yderste venstre den teori at der vil blive en ældrebyrde, altså at der vil blive flere mennesker på offentlig forsørgelse om mindre end 10 år. Som følge heraf anslår mange af partierne at der vil blive mangel på arbejdskraft, men i stedet for at byde indvandrere velkommen smider vi dem ud for et godt ord tvinger dem i ghettoer eller beskylder dem for kriminalitet og udnyttelse af det sociale system.
Selv min gamle far der lever af en overlærerpension bryder sig ikke om alle de sociale nassere der kommer udefra, ja heller ikke at hans egne børn nasser, trods det at han gik på pension som 60'årig efter at have været sygemeldt i næsten tre år, med få mødeuger i forbindelse med skoleferierne, hvilket kunne trække hans opsigelse.

Pensionsalderen

Når vi nu har flere og flere pensionister, der bliver ældre og ældre. Når vi smider flere og flere indvandrere ud og kører 2. generationsindvandrerne (sikke noget at kalde nogle der aldrig har levet andre steder end i Danmark, og som sandsynligvis kommer sjældnere til deres forældres eller bedsteforældres hjemlande end den almindelige dansker kommer til alle mulige eksotiske lande) ud på et sidespor, der i en del tilfælde uvægerligt vil medføre enten kriminalitet eller voldelig opførsel, som det også sker for etniske danskere, selv om vi selvfølgelig ikke ser på rockere og voldsramte på samme måde, når de er "rigtige" danskere.
Det virker derfor usandsynligt at formålet med at sætte pensionsalderen op med flere år er at sikre at pensionister skal forsørges af folk på arbejdsmarkedet.
Til gengæld vil det åbenlyse formål være at spare pensionsomkostninger. Sært nok, når man tænker på at pensionsselskaberne i Danmark kan finansiere en bro til Norge med de penge de ligger inde med, samtidig med at de nedslidte mennesker der nu er tvunget til at blive endnu flere år på arbejdsmarkedet næsten alle er dømt til at dø inden de bliver pensionerede. Samtidig med at ungdomsarbejdsløsheden ikke har været så stor i menneskealdre, samtidig med at omkring 80% af den nuværende ungdomsgeneration tager en boglig uddannelse, mens mindre end 20% påbegynder en håndværksuddannelse og at kun ca. halvdelen gennemfører.
Det ender jo med at vi skal læse op for hinanden og skrive til hinanden og lede efter en nrørlægger eller en blikkenslager, en tømrer eller en bager m.fl. Eller det er måske i virkeligheden dem der skal arbejde til de falder døde om, fordi der ikke kommer nye til?

Skylden

Man kan spørge sig selv, hvorfor er det immigranter der får skylden for alt dette. Politikerne beskytter et kapitalistisk regelsæt nidkært, de ultraliberale ønsker mere personlig og økonomisk frihed (som skal bruges til at sikre enkelte individer større del af de økonomiske midler og skabe kunstige bjerge af luftpenge), den almindelige dansker tror på at arbejde er det eneste saligggørende (personlig holder jeg meget af at holde af, dele følelser og dyrke sex, selv om der ikke er så mange penge i det), mens kommunerne skal spare og bidrage til overskuddet af ledige og håndværkerne ikke vil sikre lærlinge ordentlige vilkår ud fra den ide at staten skal betale med alle de penge som de tilbageholder i skat.
Men skylden falder fortrinsvis på dem som hele samfundet ikke glemmer, men simpelthen stigmatiserer ved at gentage at det er hos immigranter, arbejdsløse og syge hele fejlen for den økonomiske og samfundsmæssige krise ligger.
Pudsigt nok har bankdirektørers, politikeres og rådgiveres løn været udsat for en himmelflugt siden "krisen" brød ud, her er der altså ingen smalkost. Til gengæld skal de mest udsatte samfundsgrupper betale gildet, og får på den måde enten direkte eller indirekte skylden for at have gjort hvad de fik besked på eller for at være medløbere.
Og de fleste bliver i samfundet og siger enten undskyld eller endda tak.

Jeg hader racister

Nu er denne sætning jo ikke fornuftig på nogen måde, og den er heller ikke sand. Jeg hader heller ikke kapitalister, hjemløse eller kvinder. Mit liv er for kort til at hade, men jeg ønsker at alle dem der bliver lagt for had, alle dem der i deres uskyld straffes for andres bevidste økonomiske handlinger, alle dem der betragtes som en belastning af samfundet og alle dem der hellere end gerne vil bidrage til at holde røven oppe på samfundet, får en meget stor undskyldning af de politikere og den økonomiske elite der har snydt og bedraget og derefter har lagt skylden over på mennesker der logisk set umuligt kan have påført samfundet (ja en hel verden) så store økonomiske kvaler.

Jeg fristes til at sige: "Rejs jer fordømte her på jorden".