Kigger man i wikipedia (den danske udgave) kan man netop nu læse følgende under forfatteren Karol Capek:
"Skuespillet R.U.R. (Rossum's Universal Robots) blev færdigskrevet i foråret 1920 og havde præmiere på Nationalteateret i Prag tidligt i 1921. Skuespillet finder sted i fremtiden og omhandler roboter, som var "kunstige mennesker", som kunne tænke selv, bestod af kød og blod, men manglede en sjæl: de manglede både følelser og kreativitet. Robotternes produktivitet fører til at mennesker bliver ubrugelige, og disse gør derefter oprør mod menneskeheden. Med skuespillet ønskede Karel Čapek at skabe tanker om, hvordan udviklingen af revolutionerende teknologi kunne påvirke samfundet. Skuespillet gjorde Karel Čapek verdensberømt og markerer også introduktionen af ordet "robot", som blev opfundet af hans bror. Robot kommer fra det tjekkiske ord "robota", som betyder pligtarbejde.
Få år før sin død udgav Capek bogen om "Salamanderkrigen", hvor robotterne var skiftet ud med en gruppe væsner (salamandere), der var pålidelige arbejdere og samtidig arbejdede under slavelignende forhold. En af grundene til dette skifte var mest at bogen om robotter (tvangsarbejdere) er skrevet i 1920'erne mens der var en økonomisk rovdrift på mennesker, mens industrien virkelig arbejdede på at maksimere profit ved at mekanisere produktionen. Da bogen om salamanderne blev skrevet var situationen omvendt, Hitler og Det kommunistiske Rusland var ikke Capeks kop te, det var en samfundsteori, der udnyttede tvangsarbejde, men i begge tilfælde blev arbejdet udadtil en succes for de stater der stod bag ideologierne, og i begge tilfælde var tvangsarbejde en optimering af produktion af for eksempel våben og infrastruktur, noget som gav genlyd i et gennemfattigt Europa og et næsten falleret USA. Russerne havde et fattigt land med en masse uproduktive indbyggere, men de brugte til gengæld en propaganda, som NaziTyskland siden lærte at perfektionere, i disse dage ser vi en statslig propaganda, som simpelhen er så forenklet at borgere i nationalstater og statsunioner bliver overdynget med den.
Nutidens propaganda
Vi er i øjeblikket bundet af den "vestlige" verdens propaganda. Den siger at vi må arbejde os ud af en krise, der svarer til den amerikanske "depression" i 30'erne.
Wiki skriver for eksempel: "Der er udbredt enighed om, at det var 1920-ernes økonomiske boom og i forlængelse heraf krakket på Wall Street den 29 oktober, 1929 (Sorte Tirsdag), der udløste depressionen. Årsagerne til, at depressionen fortsatte så længe, som tilfældet var, skal der imod søges i dels datidens økonomiske forhold, dels i den førte økonomiske politik under depressionen."
Jeg synes jeg genkender situationen. Vi skal i dag stole på de selvsamme mennesker der var årsag til krisen og som samtidig ikke har et reelt bud på hvordan den førte politik kan påvirke den førte politiske politik.
Man kan selvfølgelig forsøge at lære af de fejl der blev begået af politikere og økonomer for omtrent 85 år siden, man kan også vælge at følge den propaganda som lobbyinfiltrerede regeringer og sammenslutninger af statssamfund først bliver udsat for og derfor betragter som en sandhed på linje med Bibelen eller Koranen.
Mantra er at vi skal have folk til at arbejde mere, at rige mennesker skal tjene flere penge og at arbejdsløse er årsag til krisen. Hallo. Hvordan kan mennesker der kun kan bruges når kapitalen skal profitmaksimeres, være årsag til at profitmaksimeringen kun finder sted i for eksempel banker og økonomiske, internationale virksomheder?
Her kommer vi til robotterne
Arbejdende mennesker - altså håndens arbejde - er ved at blive et problem. Godt nok skal der stadig slås søm i, der skal tapetseres og lægges nyt tag på, for at tage nogle få eksempler, på plejehjem skal der indføres støvsugerrobotter, opvaskemaskiner og selvbetjente kørestole. Bankerne lukke filialer for at tjene penge, mens de ikke kan garantere for sikkerhed på internet-banker. Hæveautomater og bankpligt er hvad der er sket.
Bankmedarbejdere, plejehjemspersonale og håndværekere reduceres til en bekvem arbejdskraftreserve, og ikke nok med det, arbejdskraftreserven, som i princippet omfatter næsten alle fag i samfundet, vokser hastigt. Ikke fordi omsætningen af penge mindskes, kun fordi omsætningen fordeles efter hvem der ejer arbejdskraften, og fordi arbejdskraften består af investeringer i automation, eller kald det robotter. Hovedreglen er at robotter er som slaver. De betales én gang og så er der ikke andre end ejerne der har rådighed over dem. Ingen skat skal betales, overskud er overskud og investering er nøje kalkuleret.
Det er så enkelt at føre en propaganda der giver de mennesker, der har givet en stor del af deres liv for at arbejde for andre, skylden for en krise, der alene og udelukkende skyldes grådighed! At føre krigen over i fjendens lejr kan jeg ikke få mig til at sige, det er at skabe en fjende der i virkeligheden ikke kan forsvare sig, når man udråber de arbejdsløse til at være årsag til krisen.
Her kommer vi til kapitalisterne
Der er intet til hinder for at ønske at tjene penge. Det er vel i princippet det der gør at selv de fattigste falder for en propaganda der gør dem til skurke. Det var det der skete i NaziTyskland og i StalinRusland. Mennesker forsøgte at overleve og forsøgte at redde deres egen familie, om det så skulle være på bekostning af de nærmeste venner, eller det nærmeste samfund. Check lige den nye danske film "Jagten" og find ud af om vi som mennesker kan sige os fri for at vanskeliggøre vore egne, vore venners og vore børns liv!
Kapitalismen går i al sin enkelthed ud på at akkumulere værdier på bekostning af dem der skaber værdierne. Før i tiden var trofast arbejdskraft vigtig og der var en tendens til at ansatte i industrivirksomheder var knyttet til dem i perioder, der kunne svare til det meste af et voksenliv, ja måske endda et pensionistjob, når man var gået på pension.
I nyere tid er automatisering (robotter) blevet en stor del af besparelserne på arbejdskraft og dermed også en vigtig del af den forøgede kapitalakkumulation. Samfundet har overtaget udgifterne til at holde de arbejdsløse knyttet til et usikkert arbejdsmarked, mens virksomheder har kapitalakkumuleret vildt i en drøm om at penge der ikke eksisterer, kan skabes af maksimal udbyttelse af arbejdskraft og ved at lade investeringer i kapital være et mål i sig selv. På den måde har kapitalismen vist sig at have samme evne som kræftceller. Den vokser og vokser, indtil den har slået sig selv (eller det menneske den vokser i) ihjel. Et projekt der udelukkende er med henblik på at dø af uhæmmet vækst, er et dumt projekt, medmindre man kan se et kortsigtet mål, hvor altså ens egen eksistens er mindre værd end uhæmmet vækst og medfølgende undergang.
Et bud på at rette op
Det var lidt galde og nu kommer der nogle forslag som vil gøre ondt på alle der tror at penge og et gennemført selvmordsprojekt er løsningen. Som det også siges i forbindelse med arv: "Efter en strammer kommer der en slapper". Og det sker hele vejen.
Mit bud går på at afskaffe den personlige ejendomsret til jord. At fjerne personlig arv og skattefrihed, ingen fradrag eller tilskud, men indføre en deling af de penge vi alle skaber (hvorfor skal jeg arbejde på fuld tid i Netto for en løn på omkring 100 kr, mens firmaet skovler penge ind, hvorfor er jeg som skatteyder i Danmark ikke berettiget til at modtage en del af overskuddet fra nordsøolien, hvorfor er det mig der er årsag til en økonomisk krise jeg aldrig har bedt om, og hvorfor skal jeg hundses med af folk der end ikke har en uddannelse der svarer til min, bare fordi jeg er arbejdsløs). Jeg forlanger ikke min andel, jeg spørger bare som borger i dette land: Hvorfor?
Læg skatterne på dem der har overtaget vores arbejde, ikke bare mit men de flestes. Selv bankdirektører, bestyrelsesmedlemer og aktieinvestorer har overladt en stor del af deres arbejde til computere. De er, selv om de for eksempel kan lukke Børsen i New York, meget nemmere at have med at gøre end en medarbejder der faktisk har erfaring (og jeg ved godt at der arbejdes seriøst med at skabe en menneskelig erfaring der kan gøre computere lisså veltænkende (haha) som mennesker, og jeg ved det er lykkes for en computer at vinde over en skakspiller i verdensklasse). Og hvad så. Computere, robotstøvsugere og malkemaskiner betaler ikke skat!
Lad os lægge skatten, der hvor produktionen er, ikke der hvor den ikke er. Jeg kan end ikke acceptere den idiotiske liberale tanke om at vi (som mulig arbejdskraft) skal betale skat for at stå til rådighed. At frigøre kapital og investering er så tåbeligt at jeg bliver nødt til at komme med dagens slutning her.
Investering:
Da aktierne begyndte at florere var de et udtryk for at en eller flere havde en god ide, der måske kunne give et økonomisk afkast, måske ville medføre et tab af investering. Siden den sidste krise opstod har det været sådan, at mennesker der har foretaget en risikabel investering kræver samfundets hjælp til at får de penge tilbage, som de har investeret fejlagtigt og efter råd fra bankrådgivere. Jeg har vistnok nogle toører fra en opsparing i 70'erne som jeg gerne vil give for at få dem til at holde kæft. Det er da ikke min fejl at folk er grådige, lisså lidt som det er min fejl at jeg efter råd fra skolen og staten tog en uddannelse som aldrig blev til fast arbejde.
Skal jeg nu forlange af staten at få penge tilbage eller at min bank skal udbetale alle de renter jeg betalte i 80'erne.
Hvem skal så betale?
Tag pengene der hvor de er, det er min holdning. Investorer, industri og landbrug har automatiseret, men det er vel ikke os, der står til rådighed for arbejdsmarkedets skyld, at de ikke kan få samfundsøkonomien til at hænge sammen. Det er vel snarere de maskiner der ikke betaler skat der er skyld i at almindelige mennesker mangler penge, mens der findes en del velhavende mennesker der ønsker at tjene flere penge (uden at jeg dog kan se at de har investeret i noget som helst).
Fortæl mig lige hvordan nogle kan forestille sig man kan tjene penge på ikke-eksisterende arbejde.
Arbejdsløs kommentator som ønsker at det ikke blot er penge der skal styre vort samfund. Natur, kærlighed og medmenneskelighed ud fra et humanistisk, ikke religiøst synspunkt. Løb for livet eller lev for forløbet.
tirsdag, januar 15, 2013
søndag, januar 13, 2013
Solidaritet eller frit fald
Snart skal vi mødes og prøve at lægge planer for en fælles agenda. Fint nok for mig, men der er lidt lune vinde og manglende oplæg fra arrangørerne, og fra deltagerne. Derfor må jeg prøve at bidrage med visioner, og derefter skære ind til benet og komme med forslag til de første tiltag.
Nedefra
Som kontanthjælpsmodtager er jeg for længst udenfor målgruppen, nemlig dem der mister retten til dagpenge. Syge og flexjobbere, kontanthjælpsmodtagere og studerende er også droppet, samtidig med at arbejdsløshedforsikrede er ved at falde ud.
Opgaven må være at fokusere på alle dem der mister deres økonomiske livsgrundlag - ikke bare dagpengene. Her er det vigtigt at fokusere på de lokale problemer, således at for eksempel lukning af skibsværft, lukning af papirfabrik og lukning af små virksomheder i Odenses midtby.
Kerteminde er hårdt ramt, men også Odense midtby og Svendborg er ramt af forskellige besparelser.
Det er derfor vigtigt at vi tager udgangspunkt i det lokale. Ved punktaktioner og ved at følge de lokale problemer. Vi må sørge for at følge alle problemer som statslige og kommunale besparelser pådutter os, og sige fra!
Regionalt
Eftersom det regionale mest handler om syge og definition af sygdom, er det et "must" at følge og reagere på besparelser, ellers må vi udelukke solidariteten med de "syge", det har jeg ikke lyst til.
Nationalt
På det nationale plan er vi en masse mennesker, der er mennesker. At være arbejdsløs, syg eller være forhindret i at møde på arbejde af den ene eller anden årsag, er ikke det samme som at være doven. Vi udgør en arbejdskraftreserve som kan gå til spilde fordi vi mistænkeliggøres, frem for at få et skulderklap for at være der når der er brug for os alle.
Internationalt
Skal vi endelig tage EU og Nato og andre internationale organisationer, så må vi definere os selv selv som en organisation med udsigt. Det betyder at vi ikke kan udelukke indvandrere og flygtninge, vi kan ikke forlange nationalitet, vi kan udelukkende forlange solidaritet, og det gælder for alle.
Solidaritet er altså langt vigtigere end politik. Den lokale handling er vigtigere end den nationale, og den nationale og internationale er nødvendig for at den lokale handling overhovedet kan foregå.
Vi må derfor række hinanden hænderne og komme videre fra vores ståsted, for at se os selv i øjnene, og for at kunne række ud efter stjernerne.
Lad os derfor holde sammen ved at være forskellige. Lad os holde sammen trods forskelle og lad os virke sammen ved at satse på at være solidariske, ikke ved at være politiske.
Frit fald er ikke noget mål - vi må stå sammen og satse på at forskelligheder kræver solidaritet for at vi kan komme videre. Penge er kun et delmål, solidaritet er det egentlige mål.
Nedefra
Som kontanthjælpsmodtager er jeg for længst udenfor målgruppen, nemlig dem der mister retten til dagpenge. Syge og flexjobbere, kontanthjælpsmodtagere og studerende er også droppet, samtidig med at arbejdsløshedforsikrede er ved at falde ud.
Opgaven må være at fokusere på alle dem der mister deres økonomiske livsgrundlag - ikke bare dagpengene. Her er det vigtigt at fokusere på de lokale problemer, således at for eksempel lukning af skibsværft, lukning af papirfabrik og lukning af små virksomheder i Odenses midtby.
Kerteminde er hårdt ramt, men også Odense midtby og Svendborg er ramt af forskellige besparelser.
Det er derfor vigtigt at vi tager udgangspunkt i det lokale. Ved punktaktioner og ved at følge de lokale problemer. Vi må sørge for at følge alle problemer som statslige og kommunale besparelser pådutter os, og sige fra!
Regionalt
Eftersom det regionale mest handler om syge og definition af sygdom, er det et "must" at følge og reagere på besparelser, ellers må vi udelukke solidariteten med de "syge", det har jeg ikke lyst til.
Nationalt
På det nationale plan er vi en masse mennesker, der er mennesker. At være arbejdsløs, syg eller være forhindret i at møde på arbejde af den ene eller anden årsag, er ikke det samme som at være doven. Vi udgør en arbejdskraftreserve som kan gå til spilde fordi vi mistænkeliggøres, frem for at få et skulderklap for at være der når der er brug for os alle.
Internationalt
Skal vi endelig tage EU og Nato og andre internationale organisationer, så må vi definere os selv selv som en organisation med udsigt. Det betyder at vi ikke kan udelukke indvandrere og flygtninge, vi kan ikke forlange nationalitet, vi kan udelukkende forlange solidaritet, og det gælder for alle.
Solidaritet er altså langt vigtigere end politik. Den lokale handling er vigtigere end den nationale, og den nationale og internationale er nødvendig for at den lokale handling overhovedet kan foregå.
Vi må derfor række hinanden hænderne og komme videre fra vores ståsted, for at se os selv i øjnene, og for at kunne række ud efter stjernerne.
Lad os derfor holde sammen ved at være forskellige. Lad os holde sammen trods forskelle og lad os virke sammen ved at satse på at være solidariske, ikke ved at være politiske.
Frit fald er ikke noget mål - vi må stå sammen og satse på at forskelligheder kræver solidaritet for at vi kan komme videre. Penge er kun et delmål, solidaritet er det egentlige mål.
lørdag, januar 12, 2013
Forældre
Jeg har et mindre problem, jeg aner nemlig ikke hvordan jeg skal fortælle mine forældre at mit liv er anderledes end deres. De vil gerne forstå mit liv, de vil gerne støtte mig såvel økonomisk og med erfaring. Men kan de det?
Min mor var tvangsindlagt til middagsradioavisen, min far hørte Giro 413 smmen med sine forældre. Jeg hørte Top tyve og i mine unge dage hørte jeg Dansktoppen og havde stemmeseddel. Jeg aner faktisk ikke hvad min datter hører. Men jeg ved at jeg kan fortælle andre om det jeg hører og har hørt, jeg ved at jeg aldrig kan lave om på mine forældres og mine børns måde at lytte på, kun at jeg kan vise at musik er meget mere end det man tror det er.
Hvis jeg på samme måde kunne overbevise generationer om at politik er noget som ændrer sig, ville jeg sikkert være død og begravet nu. Ingen ønsker at ændre hverken demokrati eller politik. Tværtimod. Vi er konservative i vores måde at tænke på. De fleste af os. Jeg er overbevist om at jeg er konservativ også. Hver eneste gang nogle taler økonomi eller skatter hopper jeg på vognen og siger det samme vrøvl som alle andre. Men jeg ved jo godt at økonomi aldrig har været livskvalitet, det er bare noget jeg har lært i skolen, og som siden er gentaget til bevidstløshed.
Mit Liv
Mit liv skulle have været en fortsættelse af mine forældres liv. En social opstigning fra at være borgerlig til at være intellektuel, fra at leve af andre menneskers almisser til at leve af åndens og håndens arbejde.
Hvor sjovt var det lige at jeg fulgte mine forældres råd, tog en uddannelse som stort set kun var en succes indenfor det offentlige, valgte sikker pension og et arbejde med fast løn fremfor en usikker fremtid på arbejdsmarkedet. Det var et utrolig dårligt valg. Alle de spilleregler der sikrede mine forældre en god løn, en god pension og en god opsparing var til fordel for mine forældre, ikke for mig.
Mine forældre spørger stadig hvad de gjorde forkert. De spørger stadig om de kan gøre noget godt, den ene ved at betale afbigt, den anden ved at kræve en livsform som dengang i 30'erne. Løsninger der ikke har nogen gang på jorden. I hvert fald er der ingen fremtid i at opføre sig så uansvarligt. At leve på middelalderlige dogmer er ikke at se frem i tiden. Lisså lidt er politikere der lever på økonomiske statistikker fra de seneste årtier, eller på økonomisk uddannede akademikere der kun kender få økonomiske teorier, beredt på at være tjenere for "folket"
Andres liv
Pudsigt nok var der tidligere en masse mennesker som så andre menneskers ulykke, som kunne vælge at redde børn og unge ved at tage sig af dem, ved at tvinge dem til at tage sig sammen, eller ved at trøste dem. Alene ved at være der. Den slags mennesker var direktører, embedsmænd, gårdejere og læger mm. Men de så ulykkerne og kunne samtidig se behovet for at rydde op, så ulykkerne ikke bredte sig. Ja, på en måde kan vi tale om Morten Koch, og på en måde taler vi helt forbi.
Drømmen om det perfekte liv har vi jo stadig, også gennem den tåbelige drøm om et Morten Korch'sk samfund uden begrænsninger, vi drømmer om det perfekte og idylleriske samfund, men det findes ikke. I stedet findes usikkerheden og det samfund, der ikke kan tilbyde ret meget andet end mangler.
Overførselsindkomster
Mine forældre lever af overførselsindkomster. Deres fagforeninger fik deres lønninger til at stige i takt med samfundsøkonomien, deres feriepenge steg så meget at det kunne betale sig at holde ferie, ja selv deres pension voksede som mug. Mine forældre startede som små, fattige mennesker, men er vokset til en generation, der har fået mere foræret end den har betalt. Ikke fordi jeg synes der er noget galt i det, men mine forældre kan ikke forstå at deres børn er gået den anden vej og har fået flere udgifter end de har betalt for. At få flere penge kræver ikke indsigt, og med Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti har vi åbnet en økonomisk port, som udelukkende handler om manglende økonomisk forstand (og må jeg så indrømme: manglende politisk forstand).
Ar forestille sig at mennesker på overførselsindkomster lever fedt er som at forestille sig at en ulv æder mennesker, simpelthen fordi mennesker smager bedre.
Personligt er jeg blevet træt af svinekød, kylling og kalkun, ja selv kalv er ved at være kedeligt. Ikke fordi jeg vil være veganer eller vegetar, nej simpelthen fordi det smager for meget ens. Fordi det er et industriprodukt, ikke en vare.
At jeg til overflod skal betale mere til et industriprodukt, der samtidig er blevet dyrere og smager mere som et standardprodukt, fatter jeg ikke. Det eneste jeg kan se i forbindelse med alle disse produkterz er at jeg har langt lettere ved at holde op med at spise kød og på den måde sikre at jeg ikke tager meget på i vægt. Og jeg spiser ikke menneskekød.
Forældre
Jeg er ikke bare glad for mine forældre, jeg er stolt af dem, jeg ønsker at have dem i mange år endnu, men jeg er voksen.
Det betyder at jeg ikke kan være enig med dem om teorier der hører deres barndom eller den tid, hvor de fik penge i forbindelse med en økonomisk vækst. Det betyder at jeg er vokset op i en tid hvor den økonomiske vækst har haft et modsat fortegn.
Det er (ligegyldig hvor meget jeg leder) ikke mine forældres skyld at det er gået som det gik, de lyttede bare for meget til de politikere og de rådgivere der sagde noget.
Mit ønske er at mine forældre får lov at leve et godt liv, at deres børn bliver klogere og at verden bliver alles opgave for fremtiden. OG at vi alle får en forståelse for at vi ikke kan nasse på et samfund, men at vi kan skabe et. Og lad os så afskaffe alle de særregler som vores forældre indførte for at forkæle os, lad os i stedet dyrke ønsket om en fremtid, og mindet om vores forældre.
Min mor var tvangsindlagt til middagsradioavisen, min far hørte Giro 413 smmen med sine forældre. Jeg hørte Top tyve og i mine unge dage hørte jeg Dansktoppen og havde stemmeseddel. Jeg aner faktisk ikke hvad min datter hører. Men jeg ved at jeg kan fortælle andre om det jeg hører og har hørt, jeg ved at jeg aldrig kan lave om på mine forældres og mine børns måde at lytte på, kun at jeg kan vise at musik er meget mere end det man tror det er.
Hvis jeg på samme måde kunne overbevise generationer om at politik er noget som ændrer sig, ville jeg sikkert være død og begravet nu. Ingen ønsker at ændre hverken demokrati eller politik. Tværtimod. Vi er konservative i vores måde at tænke på. De fleste af os. Jeg er overbevist om at jeg er konservativ også. Hver eneste gang nogle taler økonomi eller skatter hopper jeg på vognen og siger det samme vrøvl som alle andre. Men jeg ved jo godt at økonomi aldrig har været livskvalitet, det er bare noget jeg har lært i skolen, og som siden er gentaget til bevidstløshed.
Mit Liv
Mit liv skulle have været en fortsættelse af mine forældres liv. En social opstigning fra at være borgerlig til at være intellektuel, fra at leve af andre menneskers almisser til at leve af åndens og håndens arbejde.
Hvor sjovt var det lige at jeg fulgte mine forældres råd, tog en uddannelse som stort set kun var en succes indenfor det offentlige, valgte sikker pension og et arbejde med fast løn fremfor en usikker fremtid på arbejdsmarkedet. Det var et utrolig dårligt valg. Alle de spilleregler der sikrede mine forældre en god løn, en god pension og en god opsparing var til fordel for mine forældre, ikke for mig.
Mine forældre spørger stadig hvad de gjorde forkert. De spørger stadig om de kan gøre noget godt, den ene ved at betale afbigt, den anden ved at kræve en livsform som dengang i 30'erne. Løsninger der ikke har nogen gang på jorden. I hvert fald er der ingen fremtid i at opføre sig så uansvarligt. At leve på middelalderlige dogmer er ikke at se frem i tiden. Lisså lidt er politikere der lever på økonomiske statistikker fra de seneste årtier, eller på økonomisk uddannede akademikere der kun kender få økonomiske teorier, beredt på at være tjenere for "folket"
Andres liv
Pudsigt nok var der tidligere en masse mennesker som så andre menneskers ulykke, som kunne vælge at redde børn og unge ved at tage sig af dem, ved at tvinge dem til at tage sig sammen, eller ved at trøste dem. Alene ved at være der. Den slags mennesker var direktører, embedsmænd, gårdejere og læger mm. Men de så ulykkerne og kunne samtidig se behovet for at rydde op, så ulykkerne ikke bredte sig. Ja, på en måde kan vi tale om Morten Koch, og på en måde taler vi helt forbi.
Drømmen om det perfekte liv har vi jo stadig, også gennem den tåbelige drøm om et Morten Korch'sk samfund uden begrænsninger, vi drømmer om det perfekte og idylleriske samfund, men det findes ikke. I stedet findes usikkerheden og det samfund, der ikke kan tilbyde ret meget andet end mangler.
Overførselsindkomster
Mine forældre lever af overførselsindkomster. Deres fagforeninger fik deres lønninger til at stige i takt med samfundsøkonomien, deres feriepenge steg så meget at det kunne betale sig at holde ferie, ja selv deres pension voksede som mug. Mine forældre startede som små, fattige mennesker, men er vokset til en generation, der har fået mere foræret end den har betalt. Ikke fordi jeg synes der er noget galt i det, men mine forældre kan ikke forstå at deres børn er gået den anden vej og har fået flere udgifter end de har betalt for. At få flere penge kræver ikke indsigt, og med Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti har vi åbnet en økonomisk port, som udelukkende handler om manglende økonomisk forstand (og må jeg så indrømme: manglende politisk forstand).
Ar forestille sig at mennesker på overførselsindkomster lever fedt er som at forestille sig at en ulv æder mennesker, simpelthen fordi mennesker smager bedre.
Personligt er jeg blevet træt af svinekød, kylling og kalkun, ja selv kalv er ved at være kedeligt. Ikke fordi jeg vil være veganer eller vegetar, nej simpelthen fordi det smager for meget ens. Fordi det er et industriprodukt, ikke en vare.
At jeg til overflod skal betale mere til et industriprodukt, der samtidig er blevet dyrere og smager mere som et standardprodukt, fatter jeg ikke. Det eneste jeg kan se i forbindelse med alle disse produkterz er at jeg har langt lettere ved at holde op med at spise kød og på den måde sikre at jeg ikke tager meget på i vægt. Og jeg spiser ikke menneskekød.
Forældre
Jeg er ikke bare glad for mine forældre, jeg er stolt af dem, jeg ønsker at have dem i mange år endnu, men jeg er voksen.
Det betyder at jeg ikke kan være enig med dem om teorier der hører deres barndom eller den tid, hvor de fik penge i forbindelse med en økonomisk vækst. Det betyder at jeg er vokset op i en tid hvor den økonomiske vækst har haft et modsat fortegn.
Det er (ligegyldig hvor meget jeg leder) ikke mine forældres skyld at det er gået som det gik, de lyttede bare for meget til de politikere og de rådgivere der sagde noget.
Mit ønske er at mine forældre får lov at leve et godt liv, at deres børn bliver klogere og at verden bliver alles opgave for fremtiden. OG at vi alle får en forståelse for at vi ikke kan nasse på et samfund, men at vi kan skabe et. Og lad os så afskaffe alle de særregler som vores forældre indførte for at forkæle os, lad os i stedet dyrke ønsket om en fremtid, og mindet om vores forældre.
onsdag, januar 09, 2013
Hvad sker der?
For et stykke tid siden kunne vi høre, og at betalingsbalancen er i plus http://epn.dk/okonomi2/dk/article4941676.ece, og at den danske eksport er større end importen (9-1-2013) http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2013/01/09/103040.htm . Konsekvensen er ifølge DR at renten fortsat er meget lav i Danmark, fordi der er stor tiltro til økonomisk stabilitet i Danmark.
Problemet er til gengæld at det kun er få brancher der bidrager til eksporten (især medicinalfirmaer), mens halvfabrikata og maskiner er i tilbagegang (mest på grund af "krisen" i andre af de traditionelle danske eksportlande).
Når eksporten alligevel overgår importen skyldes det faktisk at "krisen" har fået en stor del af befolkningen til at være tilbageholdende. Almindelige mennesker sparer på tingester og dingenoter, og sætter i stedet pengene i banken, samtidig sparer de på investeringer, hvilket medfører at byggeribranchen og manger andre brancher importerer mindre, simpelthen på baggrund af borgere og kommuners efterspørgsel efter arbejdskraft: "Tore Stramer [seniorøkonom i Nykredit Markets] peger på, at de gode tal for betalingsbalancen især skyldes en lavere import som følge af et svagt privatforbrug og manglende lyst til at investere i virksomhederne".
Øh?
På baggrund af sådanne oplysninger presser der sig et utal af spørgsmål på!
Allerførst kan vi starte med at spørge om det er godt eller skidt for landet. Umiddelbart lyder det som om det er en fordel for landets økonomi i forhold til omverdenen, men alligevel presser ønsket om at få bedre eksportmarkeder og større omsætning på det danske marked sig på fra de "ledende" økonomer.
Samtidig undres man over at skiftende danske regeringer hele tiden henviser til en økonomisk krise, i en situation hvor Danmark, økonomisk i hvert fald, klarer sig bedre end nabolande og vigtige handelspartnere i Europa og verden. Med udgangspunkt i den "forsigtige" optimisme som økonomer giver udtryk for, fristes man jo til at forestille sig to ting: 1. Krisen er et hoax, som alene skal få os alle til at betale mere til den økonomiske sektor, blandt andet ved at gå ned i løn og ved at være billig arbejdskraftreserve; 2. Krisen eksisterer slet ikke (man kan jo til stadighed undre sig over at finansverdenen jonglerer ganske skamløst med milliarder uden på noget tidspunkt at tage noget økonomisk ansvar).
Det leder selvfølgelig frem til endnu flere spørgsmål vedrørende de skiftende regeringers ansvar for at der er "opstået" en krise. Er vores politikere og embedsværk så dumme at de ikke stiller spørgsmål? Er EU, som jo er erklæret handels- og produktionsfællesskab, ved at blive en union på bekostning af nationalstaterne? Kan det tænkes at internationale økonomiske interesser reelt har overtaget nationale økonomier?
Bare nogle få af de spørgsmål man kan stille sig selv.
Sandt eller falsk
Den såkaldte krisesnak minder mig om fortællingen "Ulven kommer" med modsat fortegn. Den oprindelige fortælling hvor den ensomme hyrdedreng tilkalder byens fåreejere ved at kalde: "Ulven kommer", ender som bekendt med at da ulven endelig kommer, er der ingen der tager hyrdedrengens kald alvorligt. Med hensyn til den højt eksponerede krise står vi i en lidt mere indviklet situation.
For det første kan alle mennesker mærke krisen, ikke så meget økonomisk, idet alt tyder på at pengene flyder frit, nej men nogle få mennesker bliver gjort til prügelknabe og må ufrivilligt påtage sig ansvaret for noget de tydeligvis aldrig har været medvirkende til. Nemlig dem der står yderst på arbejdsmarkedet, og dem der i menneskealdre har bidraget til samfundet gennem at arbejde af den ene eller anden slags. Pludselig er det at være arbejdsmarkedsreserve blevet til at nasse på samfundet, samtidig med at dem der nasser på samfundet bralrer op med ord som ansvarlighed og samfundssind.
Nu har vi så i et halvt årti (næsten) hørt at ulven kommer, faktisk at den er kommet i form af en økonomisk krise. Det eneste jeg kan se er at der er kommet sultne ulve til Danmark, både rigtige ulve fra Tyskland og sultne arbejdere fra andre lande, hvor den økonomiske krise også kradser. Men som med de rigtige ulve er der jo ikke mange der har set krisen, men en masse der snakker om den.
Mobning
Jeg gider ikke diskutere Rotschild, Illuminati og Bilderberg m.fl. Jeg har intet til overs for de grupperinger eller deres ensidige formål af økonomisk karakter. Det jeg har det skidt med, er at en masse borgere er så blinde overfor den måde de bliver manipuleret på, at de vælger at se dårligt stillede medborgere som dem der kan redde verdenssituationen ved at blive mobbet sønder og sammen. Dem der mobber burde se sammenhængen på en anden måde. Som i skolegården, som i klassen findes der tre slags elever: Dem der bliver mobbet, dem der mobber - og dem der støber kuglerne og derefter vasker hænderne, fordi de bevisligt ikke har deltaget i mobningen!
Hvis vi skal overføre det på situationen i dag, så har vi de syge, dem der er bundet til kontanthjælp og dem der har perifer tilknytning til arbejdsmarkedet (dem der bliver mobbet) - vi har dem der er tæt på arbejdsmarkledet, eller som er på arbejdsmarkedet, som knokler for at tjene til værdier som hus og ny bil samt børnepasning mens de passer arbejde, og mener at alle arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister m.fl. er samfundsnassere, der ikke gider tage et stykke arbejde (dem der mobber) - og så har vi dem der støber kuglerne, dem hvis lønninger stiger ukontrolleret og som kan tillade sig at udlægge enhver situation som enten en krise eller en fremgang, oftest repræsenteret ved politikere, lobbyister og virksomhedsdirektioner (dem der støber kuglerne uden at tage et ansvar).
Se det er mobning af rang. I dag kan skolebørn få hjælp, når de bliver mobbet. Andre kan rejse sig selv med lidt eller nogen hjælp, mens atter andre aldrig kommer op at stå igen, men vil forblive psykisk syge fra 1. klasse til de skal begraves (ofte uden familie eller venner). Hvad den økonomiske elites mobning angår er den langt mere effektiv. Du vil først få en form for gulerod, nemlig at du kan købe noget og beholde det, men kun hvis du vil yde en ikke defineret indsats, bortset fra at det koster nogle af de penge du tjener.
Økonomisk afhængighed
I virkeligheden er det jo et spørgsmål om at eje noget eller ikke eje noget. I kortform: en ændring af fysisk slaveri til økonomisk (psykisk) slaveri, istedet for fysisk afstrafning indførte man den psykiske pendent, nemlig at lokke med en gulerod og straffe med pisk (som Pavlov senere opdagede at hans hunde reagerede på). Da slaverne ikke ejede noget kunne de kun straffes fysisk (ved at deres kvinder blev voldtaget, ved at deres mad blev inddraget, ved at de skulle arbejde til de faldt om, men mange slaveejere ville jo hellere have en velfungerende arbejdskraft end en syg arbejdskraftreserve), da løn og betaling blev indført skete der det fantastiske at intet blev ændret, bortset fra at den økonomiske gevinst ved at have en lønarbejder gav mulighed for at skifte lønarbejderen ud, når han var nedslidt (hun venter vi lidt med, det har i princippet drejet sig om en periode på mindre end 100 år). Pludselig skulle slaven tjene penge, og betale de fleste penge til arbejdsgiveren, der lejede værelser eller småbitte lejligheder ud. Med et pennestrøg blev slaveri ændret til: "lønslaveri" Forskellen var, at hvor slaven før ikke mistede noget ved at stikke af (det var slaveejeren der eftersøgte sin ejendom) så mistede lønslaven sin ret til at forlade sin arbejdsgiver.
Tilbage til nutiden
Det korte af det lange er sådan set at enhver krise altid har berørt de dårligst stillede, som også under 2. verdenskrig, og at enhver vækst i et samfund har berørt de økonomisk bedst stillede. Ja faktisk har været direkte focuseret på økonomisk velstand, igen et eksempel fra tiden efter 2. verdenskrig, hvor Marshall-hjælpen (der udelukende var opfundet for at få gang i den amerikanske eksport til et økonomisk sammenbrudt Europa). Den "krise" vi oplever i øjeblikket er et andet godt eksempel, nemlig at Kina investerer i Europa og USA, ikke fordi der er noget nyt der, i firserne var det den japanske økonomi der opkøbte. Tænk på "Die Hard" fra 1988 eller "Rising Sun", 1993, med hhv Bruce Willis og Sean Connery i ledende roller.'
Nu flytter vi penge rundt
De fleste af os kan ikke se nogle af alle de penge, der er årsag til krisen, tværtimod kan vi "ikke se" alle de penge der skulle være den angivelige årsag. Det er nok mest fordi de ikke eksisterer, nøjagtigt som man i Tyskland fremstillede flere og flere pengesedler under depressionen, så fremstiller vi flere og flere ikke-eksisterende værdier, der som Krøyerkugler skal holde det synkende skib oppe, og i sidste ende bliver det, de få eksisterende værdier som lønslaverne oppebærer, der skal bruges til at vedligeholde en økonomi, der i bedste fald er teoretisk, i værste fald en verdensomspændende løgn.
Det mærkeligste af det hele er at der er så meget spin og så meget løgn eller fortielse, at man ikke kan få svaret på det enkle spørgsmål: "Hvad sker der?"
Problemet er til gengæld at det kun er få brancher der bidrager til eksporten (især medicinalfirmaer), mens halvfabrikata og maskiner er i tilbagegang (mest på grund af "krisen" i andre af de traditionelle danske eksportlande).
Når eksporten alligevel overgår importen skyldes det faktisk at "krisen" har fået en stor del af befolkningen til at være tilbageholdende. Almindelige mennesker sparer på tingester og dingenoter, og sætter i stedet pengene i banken, samtidig sparer de på investeringer, hvilket medfører at byggeribranchen og manger andre brancher importerer mindre, simpelthen på baggrund af borgere og kommuners efterspørgsel efter arbejdskraft: "Tore Stramer [seniorøkonom i Nykredit Markets] peger på, at de gode tal for betalingsbalancen især skyldes en lavere import som følge af et svagt privatforbrug og manglende lyst til at investere i virksomhederne".
Øh?
På baggrund af sådanne oplysninger presser der sig et utal af spørgsmål på!
Allerførst kan vi starte med at spørge om det er godt eller skidt for landet. Umiddelbart lyder det som om det er en fordel for landets økonomi i forhold til omverdenen, men alligevel presser ønsket om at få bedre eksportmarkeder og større omsætning på det danske marked sig på fra de "ledende" økonomer.
Samtidig undres man over at skiftende danske regeringer hele tiden henviser til en økonomisk krise, i en situation hvor Danmark, økonomisk i hvert fald, klarer sig bedre end nabolande og vigtige handelspartnere i Europa og verden. Med udgangspunkt i den "forsigtige" optimisme som økonomer giver udtryk for, fristes man jo til at forestille sig to ting: 1. Krisen er et hoax, som alene skal få os alle til at betale mere til den økonomiske sektor, blandt andet ved at gå ned i løn og ved at være billig arbejdskraftreserve; 2. Krisen eksisterer slet ikke (man kan jo til stadighed undre sig over at finansverdenen jonglerer ganske skamløst med milliarder uden på noget tidspunkt at tage noget økonomisk ansvar).
Det leder selvfølgelig frem til endnu flere spørgsmål vedrørende de skiftende regeringers ansvar for at der er "opstået" en krise. Er vores politikere og embedsværk så dumme at de ikke stiller spørgsmål? Er EU, som jo er erklæret handels- og produktionsfællesskab, ved at blive en union på bekostning af nationalstaterne? Kan det tænkes at internationale økonomiske interesser reelt har overtaget nationale økonomier?
Bare nogle få af de spørgsmål man kan stille sig selv.
Sandt eller falsk
Den såkaldte krisesnak minder mig om fortællingen "Ulven kommer" med modsat fortegn. Den oprindelige fortælling hvor den ensomme hyrdedreng tilkalder byens fåreejere ved at kalde: "Ulven kommer", ender som bekendt med at da ulven endelig kommer, er der ingen der tager hyrdedrengens kald alvorligt. Med hensyn til den højt eksponerede krise står vi i en lidt mere indviklet situation.
For det første kan alle mennesker mærke krisen, ikke så meget økonomisk, idet alt tyder på at pengene flyder frit, nej men nogle få mennesker bliver gjort til prügelknabe og må ufrivilligt påtage sig ansvaret for noget de tydeligvis aldrig har været medvirkende til. Nemlig dem der står yderst på arbejdsmarkedet, og dem der i menneskealdre har bidraget til samfundet gennem at arbejde af den ene eller anden slags. Pludselig er det at være arbejdsmarkedsreserve blevet til at nasse på samfundet, samtidig med at dem der nasser på samfundet bralrer op med ord som ansvarlighed og samfundssind.
Nu har vi så i et halvt årti (næsten) hørt at ulven kommer, faktisk at den er kommet i form af en økonomisk krise. Det eneste jeg kan se er at der er kommet sultne ulve til Danmark, både rigtige ulve fra Tyskland og sultne arbejdere fra andre lande, hvor den økonomiske krise også kradser. Men som med de rigtige ulve er der jo ikke mange der har set krisen, men en masse der snakker om den.
Mobning
Jeg gider ikke diskutere Rotschild, Illuminati og Bilderberg m.fl. Jeg har intet til overs for de grupperinger eller deres ensidige formål af økonomisk karakter. Det jeg har det skidt med, er at en masse borgere er så blinde overfor den måde de bliver manipuleret på, at de vælger at se dårligt stillede medborgere som dem der kan redde verdenssituationen ved at blive mobbet sønder og sammen. Dem der mobber burde se sammenhængen på en anden måde. Som i skolegården, som i klassen findes der tre slags elever: Dem der bliver mobbet, dem der mobber - og dem der støber kuglerne og derefter vasker hænderne, fordi de bevisligt ikke har deltaget i mobningen!
Hvis vi skal overføre det på situationen i dag, så har vi de syge, dem der er bundet til kontanthjælp og dem der har perifer tilknytning til arbejdsmarkedet (dem der bliver mobbet) - vi har dem der er tæt på arbejdsmarkledet, eller som er på arbejdsmarkedet, som knokler for at tjene til værdier som hus og ny bil samt børnepasning mens de passer arbejde, og mener at alle arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister m.fl. er samfundsnassere, der ikke gider tage et stykke arbejde (dem der mobber) - og så har vi dem der støber kuglerne, dem hvis lønninger stiger ukontrolleret og som kan tillade sig at udlægge enhver situation som enten en krise eller en fremgang, oftest repræsenteret ved politikere, lobbyister og virksomhedsdirektioner (dem der støber kuglerne uden at tage et ansvar).
Se det er mobning af rang. I dag kan skolebørn få hjælp, når de bliver mobbet. Andre kan rejse sig selv med lidt eller nogen hjælp, mens atter andre aldrig kommer op at stå igen, men vil forblive psykisk syge fra 1. klasse til de skal begraves (ofte uden familie eller venner). Hvad den økonomiske elites mobning angår er den langt mere effektiv. Du vil først få en form for gulerod, nemlig at du kan købe noget og beholde det, men kun hvis du vil yde en ikke defineret indsats, bortset fra at det koster nogle af de penge du tjener.
Økonomisk afhængighed
I virkeligheden er det jo et spørgsmål om at eje noget eller ikke eje noget. I kortform: en ændring af fysisk slaveri til økonomisk (psykisk) slaveri, istedet for fysisk afstrafning indførte man den psykiske pendent, nemlig at lokke med en gulerod og straffe med pisk (som Pavlov senere opdagede at hans hunde reagerede på). Da slaverne ikke ejede noget kunne de kun straffes fysisk (ved at deres kvinder blev voldtaget, ved at deres mad blev inddraget, ved at de skulle arbejde til de faldt om, men mange slaveejere ville jo hellere have en velfungerende arbejdskraft end en syg arbejdskraftreserve), da løn og betaling blev indført skete der det fantastiske at intet blev ændret, bortset fra at den økonomiske gevinst ved at have en lønarbejder gav mulighed for at skifte lønarbejderen ud, når han var nedslidt (hun venter vi lidt med, det har i princippet drejet sig om en periode på mindre end 100 år). Pludselig skulle slaven tjene penge, og betale de fleste penge til arbejdsgiveren, der lejede værelser eller småbitte lejligheder ud. Med et pennestrøg blev slaveri ændret til: "lønslaveri" Forskellen var, at hvor slaven før ikke mistede noget ved at stikke af (det var slaveejeren der eftersøgte sin ejendom) så mistede lønslaven sin ret til at forlade sin arbejdsgiver.
Tilbage til nutiden
Det korte af det lange er sådan set at enhver krise altid har berørt de dårligst stillede, som også under 2. verdenskrig, og at enhver vækst i et samfund har berørt de økonomisk bedst stillede. Ja faktisk har været direkte focuseret på økonomisk velstand, igen et eksempel fra tiden efter 2. verdenskrig, hvor Marshall-hjælpen (der udelukende var opfundet for at få gang i den amerikanske eksport til et økonomisk sammenbrudt Europa). Den "krise" vi oplever i øjeblikket er et andet godt eksempel, nemlig at Kina investerer i Europa og USA, ikke fordi der er noget nyt der, i firserne var det den japanske økonomi der opkøbte. Tænk på "Die Hard" fra 1988 eller "Rising Sun", 1993, med hhv Bruce Willis og Sean Connery i ledende roller.'
Nu flytter vi penge rundt
De fleste af os kan ikke se nogle af alle de penge, der er årsag til krisen, tværtimod kan vi "ikke se" alle de penge der skulle være den angivelige årsag. Det er nok mest fordi de ikke eksisterer, nøjagtigt som man i Tyskland fremstillede flere og flere pengesedler under depressionen, så fremstiller vi flere og flere ikke-eksisterende værdier, der som Krøyerkugler skal holde det synkende skib oppe, og i sidste ende bliver det, de få eksisterende værdier som lønslaverne oppebærer, der skal bruges til at vedligeholde en økonomi, der i bedste fald er teoretisk, i værste fald en verdensomspændende løgn.
Det mærkeligste af det hele er at der er så meget spin og så meget løgn eller fortielse, at man ikke kan få svaret på det enkle spørgsmål: "Hvad sker der?"
tirsdag, januar 08, 2013
Økonomi
Jeg elsker økonomi, det er simpelthen det vigtigste ord i min og alle andres tilværelse. Ikke nødvendigvis vigtigt som at jeg har en økonomi, eller som at staten har en økonomi. Nej som i "Vi er afhængige af økonomi". Lissom vi kan ikke slippe smøgerne, vi er alkoholikere, eller vi er narkomaner, eller vi hænger på MacDonalds junk-food.
Øko-
Ordet øko- med efterfølgende ordstammer som -logi, - nomi og -noma samt få andre varianter er alle dannede ud fra det græske ord for familiehusholdning "oikos". Det omfatter hushold med kone, børn, slaver og øvrig familie. Altså principielt husholdning.
Jeg synes selv meget om økologi, men ikke i dag, hvor det skal handle om økonomi: De penge der findes i "husholdningen". Jeg lever i et samfund, hvor økonomi er "alfa og omega", forstået som en bindende kontrakt mellem formuende og ikke formuende familier. Nå ja bindende er vel på linje med de oprindelige tanker fra det græske demokrati, hvor kun formuende familier i virkeligheden var fungerende medlemmer af demokratiet.
Økonomi er altså et spørgsmål om at bevare eller optimere værdier for enkelte privilegerede borgerfamilier. Som sådan er der jo ikke nogen problemer med at forstå økonomi. Det er et mere end 4.000 årigt begreb, der blot har fået en anden betydning. For andre ord som fx "bjørnetjeneste" benytter man betegnelsen "pendulord". Men når vi taler om økonomi er der ingen tvivl, det er et entydigt, uændret betydende ord: penge!
At penge ikke havde den store betydning i de patriarkiske (eller hvis de fandtes: matriarkiske) samfund er jo mindre væsentligt, det det har drejet sig om er at familien skulle overleve. Stort set ikke andet.
Penge
Opfindelsen af penge bygger på en værdifastsættelse af varer, altså at man i forbindelse med en transport af for eksempel dyreskind fra det nordligste Europa, eller simple glasperler (det var nok en fantastisk opfindelse dengang) kan udveksle samfundsværdier og opnå en byttehandel, der i sit enkleste princip kan være til fordel for begge parter. Lidt ligesom penge, der oprindelig var en simpel måde at flytte værdier på i forbindelse med at være uønsket.
Kineserne fandt på at lave pengesedler (efter samme princip som de senere checks), tempelridderne flyttede værdier fra Europa til det forjættede, hellige land ved hjælp af sedler, der garanterede garanti i jord eller tilsvarende værdier. Renter var, modsat fjendens religion, ikke et problem for kristne, bortset fra at man senere opfandt udtrykket åger-renter for højtforrentede lån. Penge blev altså med kampen mod den religiøse fjende til et garantibevis. En værdi der var garanteret af ejendom og besiddelse. Med den katolske kirkes fjendebillede (islam) opstod den kunstige værdi - af ejendom tilhørende døde mennesker, syge mennesker og mennesker der slet ikke vidste at deres nærmeste havde sat deres livsgrundlag på spil for at føre en krig mod andre mennesker, der aldrig havde slået Gud eller kristne ihjel. Penge blev grundlaget for at føre krig, og krigen blev grundlaget for at skabe penge af ejendom.
Husholdningen tabte til de kunstige værdier, der hed lån, og som kunne omsættes til penge, der igen kunne omsættes til investeringer i våben, senere også til investeringer i varekøb, inden vi nåede frem til det helt geniale: investeringer i investeringer.
Økonomi
Således er vi nået frem til nutiden meget hurtigt, men det er faktisk meget enkelt: Økonomi startede som husholdning, fortsatte som lån og endte med at være investering.
For sådan en fattig dansker som mig har økonomi aldrig rigtig udviklet sig til at være mere end husholdning. Jeg fik aldrig fast arbejde, jeg havde ikke mulighed for at lege med penge jeg ikke havde, faktisk kunne jeg ikke engang låne penge, hvis jeg ville flytte efter et arbejde og betale indskud til en lejebolig. Indtil engang for omkring 10 år siden, hvor jeg fik et tilbud om at få en kassekredit på mit glatte ansigt. Jeg havde lige vist min vilje til at betale et overtræk tilbage og banken stolede åbenbart så meget på mig, at jeg på dagpenge og løse, kortvarige ansættelser til lav løn pludselig var kreditværdig. Min studiegæld havde jeg afbetalt, men renter og renters renter betød at jeg til sidst fik eftergivelse på mere end 200.000 kr af de påløbne renter. Så pludselig var jeg gældfri, og kunne optage lån efter eget valg (kassekredit) på 50.000 eller 100.000 kr. Jeg sagde ja, men bad om kun at få en kredit på 10.000 kroner. Og da jeg søgte kontanthjælp var jeg lykkelig for den beslutning. Mest for min egen skyld, for ligegyldigt hvordan fremtiden tegner, er jeg sikker på at jeg vil gå i døden uden at skylde noget til nogen, men også uden at eje noget.
Sådan ser min økonomi ud, bortset fra at jeg jo i den gode periode investerede i min alderdom ved at spare op til min pension (mest fordi jeg kunne se at mine forældre havde mere i pension end jeg havde i dagpenge, men også fordi jeg kunne forudse at den ville spare samfundet for at skulle give penge ud på det som allerede var begyndt at blive "ældrebyrden") - og så ville jeg gerne leve godt som ældre (hvis jeg blev gammel) og sikre mig at det ikke blev mit pensionskrav der belastede samfundet.
Forsikring
Gankse kort vil jeg nævne forsikring. Det er nemlig et spørgsmål om økonomi og fællesskab. Oprindelig et fællesskab omkring faren for brand i byer, hvor brand i ét hus kunne medføre at en hel by (eller en gade) totalt nedbrændte. Et fællesskab, hvor genopbygning af ens levevej (værksted, bod eller beboelse) var sikret i et fællesskab, hvor ingen kunne vide, hvem der blev ramt af skaden næste gang, uagtet alle sikkerhedsforanstaltninger.
Jeg har tegnet forsikringer, som arbejdsløshedsforsikring, ulykkesforsikring og sågar en pensionsforsikring. Men det pudsige er at jeg skal tegne en husforsikring, en hundeforsikring, en knallert(ansvars)forsikring og sågar en ansvarsforsikring for bilen - efter loven selvfølgelig, men uden at have indflydelse på hvor meget den egentlig dækker eller hvorfor jeg skal tegne den. Sådan er det også blevet med arbejdsløsheds-, ulykkes- og pensionsforsikring, efter at staten har blandet sig. Pludselig er det ikke mig eller mine ligestillede der forhandler om en løsning, nej det er det offentlige der definerer mit ansvar og hvilket krav et forsikringsselskab kan stille til mig.
Jeg er altså forsikret på vilkår, der i dag endda er afhængige af investorer, altså skal jeg ikke længere sikre at ulykker omkring mig er dækket ind, nej mine ulykker er udstedt i aktier. Ikke aktier jeg ejer eller har del i, nej aktierne tilhører mennesker (dyr) der er villige til at investere i andres ulykke simpelthen ved at undlade at betale for de skader der sker, når folk udsættes for ulykken. I dag betaler staten omtrent det samme som forsikringsselskaberne ved naturkatastrofer for eksempel.
Værdi
Grundlaget for værdi er selvfølgelig ejendomsret. Jord er vigtig, det er næsten umuligt at tjene penge uden at eje jord, pudsigt nok betales skat af jord i promiller, mens skat af arbejdsindtægt betales i procenter. Indtægter er altså grundlaget for statens indtægter, bortset fra at staten ser det som en primær opgave at sikre produktionsapparatet fremfor den produktive arbejder. En ejer af et produktionsapparat kan altså trække sine udgifter fra og derved få penge til sig selv og til investering i nye produktionsapparater. Omvendt kan den produktive arbejder trække omkostninger fra som er låneomkostninger, rejseomkostninger (hvis der er langt til arbejde), familierelaterede omkostninger (børnepenge og medicin-udgifter) og forsikringsomkostninger (efterhånden kun nedsat arbejdsløsdhedsforsikring - som nogle politikere åbenbart arbejder seriøst på at afskaffe).
Forbrug
Vores samfund er altså nået frem til at værdi, opsparing og forsikring udgør vores økonomi. I mange taler i forbindelse med den seneste økonomiske krise er der dog endnu en stor skurk: Forbruget. Alle opfordres til at øge forbruget for at sikre en øget produktion. Gang på gang hører vi det politiske mantra, og ofte hører vi at danskere lægger til side, gemmer penge på kontoen fremfor at bruge penge på indkøb, og at de rigeste skal sætte hjulene i gang ved hjælp af skattelettelser.
Hvor er det enkelt at tro at mennesker der kun har en middelmådig indkomst og et minimalt overskud efter at have betalt for at eje og for at leje og for at låne og for at deltage i et samfund - skulle være dem der ville betale. Betale for dem der har et maksimalt overskud på kunstige investeringer, udfører penge fra Danmark til skattely, ejer gennem uigennemskuelige selskaber og køber varer i udlandet når de alligevel er på rejse for at gemme deres penge.
De mennesker der forbruger i Danmark er dem der ikke har råd til at rejse. Måske har de råd til en tur med bus til Nordtyskland, men de har har altså stadig ikke ret mange penge at bruge af. Godt nok er mange penge små nok en stor å, men det retfærdiggør ikke at overføre enhver økonomisk vækst til dem der ikke støtter det fædreland som de priser. Forbruget i Danmark er nu kommet så langt at lavpriskæder vil købe varer i lande der fremstiller billigere end her i landet, ikke fordi varerne er bedre eller mere sikre (faktisk er mennesker både blevet syge og er døde af varer fra billige importlande), simpelthen fordi de er billigere.
Imedens kan højndkomstlønnede betale sig fra billige varer, i hvert fald indtil specialforretningerne lukker.
Men hvad så?
Økonomi er altså to ting. Dels et forbrug af penge der ikke findes. Skabt af renter (nu hvor renterne er historisk lave: skabt af bankgebyrer), og skabt af et banksystem, der lægger renterne ca 1200% højere end statsbanken.
Dels en husholdning, der forsøger at leve uden bankers indflydelse, ved at dyrke selv og ved at gøre økologi og selvstændighed til det vigtigste.
Sålænge økonomi er de riges pres på de fattige er økonomi ikke et samfundssystem, så er det asocialt pressionssystem, som kun ganske få kan leve af.
Økonomi vil udelukkende være en teori, på linje med liberalisme. Ikke et mål eller et middel. Kun en teori!
Øko-
Ordet øko- med efterfølgende ordstammer som -logi, - nomi og -noma samt få andre varianter er alle dannede ud fra det græske ord for familiehusholdning "oikos". Det omfatter hushold med kone, børn, slaver og øvrig familie. Altså principielt husholdning.
Jeg synes selv meget om økologi, men ikke i dag, hvor det skal handle om økonomi: De penge der findes i "husholdningen". Jeg lever i et samfund, hvor økonomi er "alfa og omega", forstået som en bindende kontrakt mellem formuende og ikke formuende familier. Nå ja bindende er vel på linje med de oprindelige tanker fra det græske demokrati, hvor kun formuende familier i virkeligheden var fungerende medlemmer af demokratiet.
Økonomi er altså et spørgsmål om at bevare eller optimere værdier for enkelte privilegerede borgerfamilier. Som sådan er der jo ikke nogen problemer med at forstå økonomi. Det er et mere end 4.000 årigt begreb, der blot har fået en anden betydning. For andre ord som fx "bjørnetjeneste" benytter man betegnelsen "pendulord". Men når vi taler om økonomi er der ingen tvivl, det er et entydigt, uændret betydende ord: penge!
At penge ikke havde den store betydning i de patriarkiske (eller hvis de fandtes: matriarkiske) samfund er jo mindre væsentligt, det det har drejet sig om er at familien skulle overleve. Stort set ikke andet.
Penge
Opfindelsen af penge bygger på en værdifastsættelse af varer, altså at man i forbindelse med en transport af for eksempel dyreskind fra det nordligste Europa, eller simple glasperler (det var nok en fantastisk opfindelse dengang) kan udveksle samfundsværdier og opnå en byttehandel, der i sit enkleste princip kan være til fordel for begge parter. Lidt ligesom penge, der oprindelig var en simpel måde at flytte værdier på i forbindelse med at være uønsket.
Kineserne fandt på at lave pengesedler (efter samme princip som de senere checks), tempelridderne flyttede værdier fra Europa til det forjættede, hellige land ved hjælp af sedler, der garanterede garanti i jord eller tilsvarende værdier. Renter var, modsat fjendens religion, ikke et problem for kristne, bortset fra at man senere opfandt udtrykket åger-renter for højtforrentede lån. Penge blev altså med kampen mod den religiøse fjende til et garantibevis. En værdi der var garanteret af ejendom og besiddelse. Med den katolske kirkes fjendebillede (islam) opstod den kunstige værdi - af ejendom tilhørende døde mennesker, syge mennesker og mennesker der slet ikke vidste at deres nærmeste havde sat deres livsgrundlag på spil for at føre en krig mod andre mennesker, der aldrig havde slået Gud eller kristne ihjel. Penge blev grundlaget for at føre krig, og krigen blev grundlaget for at skabe penge af ejendom.
Husholdningen tabte til de kunstige værdier, der hed lån, og som kunne omsættes til penge, der igen kunne omsættes til investeringer i våben, senere også til investeringer i varekøb, inden vi nåede frem til det helt geniale: investeringer i investeringer.
Økonomi
Således er vi nået frem til nutiden meget hurtigt, men det er faktisk meget enkelt: Økonomi startede som husholdning, fortsatte som lån og endte med at være investering.
For sådan en fattig dansker som mig har økonomi aldrig rigtig udviklet sig til at være mere end husholdning. Jeg fik aldrig fast arbejde, jeg havde ikke mulighed for at lege med penge jeg ikke havde, faktisk kunne jeg ikke engang låne penge, hvis jeg ville flytte efter et arbejde og betale indskud til en lejebolig. Indtil engang for omkring 10 år siden, hvor jeg fik et tilbud om at få en kassekredit på mit glatte ansigt. Jeg havde lige vist min vilje til at betale et overtræk tilbage og banken stolede åbenbart så meget på mig, at jeg på dagpenge og løse, kortvarige ansættelser til lav løn pludselig var kreditværdig. Min studiegæld havde jeg afbetalt, men renter og renters renter betød at jeg til sidst fik eftergivelse på mere end 200.000 kr af de påløbne renter. Så pludselig var jeg gældfri, og kunne optage lån efter eget valg (kassekredit) på 50.000 eller 100.000 kr. Jeg sagde ja, men bad om kun at få en kredit på 10.000 kroner. Og da jeg søgte kontanthjælp var jeg lykkelig for den beslutning. Mest for min egen skyld, for ligegyldigt hvordan fremtiden tegner, er jeg sikker på at jeg vil gå i døden uden at skylde noget til nogen, men også uden at eje noget.
Sådan ser min økonomi ud, bortset fra at jeg jo i den gode periode investerede i min alderdom ved at spare op til min pension (mest fordi jeg kunne se at mine forældre havde mere i pension end jeg havde i dagpenge, men også fordi jeg kunne forudse at den ville spare samfundet for at skulle give penge ud på det som allerede var begyndt at blive "ældrebyrden") - og så ville jeg gerne leve godt som ældre (hvis jeg blev gammel) og sikre mig at det ikke blev mit pensionskrav der belastede samfundet.
Forsikring
Gankse kort vil jeg nævne forsikring. Det er nemlig et spørgsmål om økonomi og fællesskab. Oprindelig et fællesskab omkring faren for brand i byer, hvor brand i ét hus kunne medføre at en hel by (eller en gade) totalt nedbrændte. Et fællesskab, hvor genopbygning af ens levevej (værksted, bod eller beboelse) var sikret i et fællesskab, hvor ingen kunne vide, hvem der blev ramt af skaden næste gang, uagtet alle sikkerhedsforanstaltninger.
Jeg har tegnet forsikringer, som arbejdsløshedsforsikring, ulykkesforsikring og sågar en pensionsforsikring. Men det pudsige er at jeg skal tegne en husforsikring, en hundeforsikring, en knallert(ansvars)forsikring og sågar en ansvarsforsikring for bilen - efter loven selvfølgelig, men uden at have indflydelse på hvor meget den egentlig dækker eller hvorfor jeg skal tegne den. Sådan er det også blevet med arbejdsløsheds-, ulykkes- og pensionsforsikring, efter at staten har blandet sig. Pludselig er det ikke mig eller mine ligestillede der forhandler om en løsning, nej det er det offentlige der definerer mit ansvar og hvilket krav et forsikringsselskab kan stille til mig.
Jeg er altså forsikret på vilkår, der i dag endda er afhængige af investorer, altså skal jeg ikke længere sikre at ulykker omkring mig er dækket ind, nej mine ulykker er udstedt i aktier. Ikke aktier jeg ejer eller har del i, nej aktierne tilhører mennesker (dyr) der er villige til at investere i andres ulykke simpelthen ved at undlade at betale for de skader der sker, når folk udsættes for ulykken. I dag betaler staten omtrent det samme som forsikringsselskaberne ved naturkatastrofer for eksempel.
Værdi
Grundlaget for værdi er selvfølgelig ejendomsret. Jord er vigtig, det er næsten umuligt at tjene penge uden at eje jord, pudsigt nok betales skat af jord i promiller, mens skat af arbejdsindtægt betales i procenter. Indtægter er altså grundlaget for statens indtægter, bortset fra at staten ser det som en primær opgave at sikre produktionsapparatet fremfor den produktive arbejder. En ejer af et produktionsapparat kan altså trække sine udgifter fra og derved få penge til sig selv og til investering i nye produktionsapparater. Omvendt kan den produktive arbejder trække omkostninger fra som er låneomkostninger, rejseomkostninger (hvis der er langt til arbejde), familierelaterede omkostninger (børnepenge og medicin-udgifter) og forsikringsomkostninger (efterhånden kun nedsat arbejdsløsdhedsforsikring - som nogle politikere åbenbart arbejder seriøst på at afskaffe).
Forbrug
Vores samfund er altså nået frem til at værdi, opsparing og forsikring udgør vores økonomi. I mange taler i forbindelse med den seneste økonomiske krise er der dog endnu en stor skurk: Forbruget. Alle opfordres til at øge forbruget for at sikre en øget produktion. Gang på gang hører vi det politiske mantra, og ofte hører vi at danskere lægger til side, gemmer penge på kontoen fremfor at bruge penge på indkøb, og at de rigeste skal sætte hjulene i gang ved hjælp af skattelettelser.
Hvor er det enkelt at tro at mennesker der kun har en middelmådig indkomst og et minimalt overskud efter at have betalt for at eje og for at leje og for at låne og for at deltage i et samfund - skulle være dem der ville betale. Betale for dem der har et maksimalt overskud på kunstige investeringer, udfører penge fra Danmark til skattely, ejer gennem uigennemskuelige selskaber og køber varer i udlandet når de alligevel er på rejse for at gemme deres penge.
De mennesker der forbruger i Danmark er dem der ikke har råd til at rejse. Måske har de råd til en tur med bus til Nordtyskland, men de har har altså stadig ikke ret mange penge at bruge af. Godt nok er mange penge små nok en stor å, men det retfærdiggør ikke at overføre enhver økonomisk vækst til dem der ikke støtter det fædreland som de priser. Forbruget i Danmark er nu kommet så langt at lavpriskæder vil købe varer i lande der fremstiller billigere end her i landet, ikke fordi varerne er bedre eller mere sikre (faktisk er mennesker både blevet syge og er døde af varer fra billige importlande), simpelthen fordi de er billigere.
Imedens kan højndkomstlønnede betale sig fra billige varer, i hvert fald indtil specialforretningerne lukker.
Men hvad så?
Økonomi er altså to ting. Dels et forbrug af penge der ikke findes. Skabt af renter (nu hvor renterne er historisk lave: skabt af bankgebyrer), og skabt af et banksystem, der lægger renterne ca 1200% højere end statsbanken.
Dels en husholdning, der forsøger at leve uden bankers indflydelse, ved at dyrke selv og ved at gøre økologi og selvstændighed til det vigtigste.
Sålænge økonomi er de riges pres på de fattige er økonomi ikke et samfundssystem, så er det asocialt pressionssystem, som kun ganske få kan leve af.
Økonomi vil udelukkende være en teori, på linje med liberalisme. Ikke et mål eller et middel. Kun en teori!
mandag, januar 07, 2013
Blå eller rød
En liberal politiker gør opmærksom på sig selv ved at antyde at venstrefløjen (især Enhedslisten) er snotdumme fordi de ikke forstår noget! Hovedindholdet i hans udtalelser går ud på at en person der har tjent penge er meget klogere end en der ikke kan tjene penge, derefter at den person der har tjent penge, simpelthen har fortjent dem. Så enkelt.
Rød mod blå
Den liberale tankvogn er åbenbart døv og blind som en muldvarp, og betragter politiske "modstandere" som overflødige i et liberalt samfund, især folk med socialistiske eller kommunistiske tendenser. Altså som en krig mellem den socialdemokratiske (socialistiske) og den liberale (kapitalistiske) blok ((Rød og blå blok, kaldet).
Argumenter a'la "min", "fordi" eller "du er dum" er jeg vokset op med, ja har måske selv brugt dem. Det første udtryk kendes som et af de første ord småbørn lærer at sige med overbevisning. Det andet er det indlærende barns begrundelse for ikke at kunne svare klart på et indlysende spørgsmål, mens det sidste er det udtryk der resten af livet bruges om alle dem man ikke forstår, ikke vil forstå, eller simpelthen ikke kan lide.
Noget af det vi tidligere har lært, er at dele, at forklare sig og at begrunde sin uenighed, netop som følge af de markante ego-udtryk. Der er bare sket den fejl at egoismen står øverst på ønskelisten for samfundets ypperstepræster. En egoisme der pudsigt nok viser (gennem historien) at alle egoistiske samfund på et eller andet tidspunkt bryder sammen, mens andre samfund opstår og efterhånden florerer så meget at egoismen opstår igen og igen - mens samfund styrter sammen igen og igen.
Ifølge oftnævnte liberale politiker er vælgerne på den yderste venstrefløj "snotdumme". Argumentet svarer 100% til "du er dum", altså voksenalderens vigtigste grund til at være uenig. Begrundelsen er at penge man selv har tjent er ens egne og ligger bedst i ens egne lommer. Svarende til vitsen i skolegården i 6. klasse: "Christian IV byggede Rundetårn og Børsen", Så må han have haft travlt, svarede vi. Da vi senere hørte at Farao i Ægypten havde bygget pyramider, og at nogle af dem tog 50-70 år at bygge, forstod vi det ikke helt, men da deres fødsels- og dødsår var vendt på hovedet var det jo svært at vide, hvor længe de egentlig levede. Min erfaring efter en videregående uddannelse er dog stadig, at det ikke var Farao, der byggede pyramiderne, at det ikke var Christian IV, der byggede Børsen og Rundetårn, og at det ikke var Lars Larsen, der opbyggede Jysk-imperiet!
De havde folk til det grove, det kan da tænkes at de selv deltog og at de selv sørgede for at følge opbyggelsen, men at give dem al ære for at bygge noget op, er vel som at beskylde Leonardo da Vinci for at være dum, når han arbejdede for en fyrste i stedet for at kompletere sine opfindelser, at beskylde Columbus for at være idiot, når han ikke kunne finde Amerika (Vestindien) uden økonomisk hjælp, eller at beskylde Niels Bohr for at studere kernefysik for at få en Nobelpris.
Midlet eler målet
Hermed vil jeg sige at vi skal skelne mellem blå og rød blok. Jeg ved at det er ved at blive et problem, fordi statsmagterne i hele verden er påvirket af banker og økonomi. Men jeg vover alligevel at sige, at forskellen (temmelig skarpt formuleret) på de ønsker den sociale fløj har frem for den liberale fløjs ønsker er: Hvordan vil vi nå vores ønskemål.
Det ubehagelige er desværre at målet er temmlig ens, vi ønsker allesammen ejendom. Ikke frihed, ejendom er slaveri, økonomisk slaveri. Men vi er tudet ørerne fulde af at frihed er at eje noget. derfor må vi fokusere på forskellighederne. De er at vi vil nå målet på forskellige måder. Liberalisterne vil nå målet gennem udbytning og personlig gevinst, mens socialisterne vil dele sig til det.
Kigger vi på de sociale partier i parlamentet (Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne) vil vi konstatere at de ønsker et fordelingssamfund, et samfund hvor goder og værdier skabt af arbejdende mennesker bør fordeles blandt alle mennesker, ikke (oprindeligt i hvert fald) at syge og ubrugelige mennesker skal udslettes eller dø langsomt (man fristes til at tro at tankerne der førte til 2. verdenskrig nu har nået det socialt indstillede borgerskab i Danmark - pyh).
Kigger vi på de liberale ideer er det udelukkende en overfortolkning af Darwin der ligger til grund. Den stærkeste har retten på sin side, og det eneste mål er at akkumulere værdier. Værdi er altså hele formålet med at være til. (Det eneste menneskelige ved denne tankegang er sådan set at det at slå ihjel aldrig kan blive et ansvarligt problem for liberalisten. Hvis folk dør på grund af fattigdom, hvis de tager livet af sig selv på grund af fejlinvestereinger, er det jo deres eget problem.
Målet er som sådan det samme i dag: rigdom. Nogle kalder det for velfærd, men det ord er jo allerede blevet misbrugt så meget så det betyder noget med at nogle udnytter rige mennesker.
Det er midlet der er forskelligt.
Rigdom er at eje. For at være rig skal man have fattige mennesker, det er den eneste måde man kan måle rigdom på. At eje er at få godkendt at den jord vi lever på, at den familie vi er født ind i er forskellig i værdi. At eje er at udnytte mennesker der ikke har mulighed for at bruge den jord de er født på og at kræve at den familie man er født ind i, skal betale omkostninger i forbindelse med at
leve. Det er liberalismens middel til at opnå rigdom.
For fattige mennesker er målet at blive rigere. Principielt ikke på bekostning af andre fattige, men dog ved at blive ejere, ved at opnå en levestandard andre kan misunde. Rigdom er at sidde i eget hus eller have betalt enhver sit. Det er den sociale model til at opnå rigdom.
At hvile i sig selv
Som en kort afslutning på dagens ordgydelser vil jeg blot sige: Jeg fatter ikke den liberale måde at tænke på! Som tyskerne under 2. verdenskrig der ikke kunne leve med de mennesker der bidrog mest, både økonomisk, vidensmæssigt og samfundsmæssigt, lever vi i dag i et Danmark der ikke har lært af den frihedskamp der var mod tyskerne, tværtimod begår vi de samme fejl, opfører os som herrefolk i lande, som vi ikke har anden interesse i end at nogle af statens venner skal bruge olie eller råstoffer.
Vi taler om at eje, trods det at vi gennem mere end 50 år har haft politiske stemmer der ville afskaffe ejendomsretten til jord, vi taler om skattelettelser, trods det at alle skattelettelser til dato har givet firmaer og banker mulighed for at trække endnu flere penge ud af de dårligst lønnede, samtidig med at de rigeste investorer enten skovler penge ind eller bliver forgyldt trods mangel på samfundssind. Nu er han heldigvis ikke dansk, men Gerard Depardieu er jo et eksempel på en person der hellere vil hvile på sin tegnebog end at hvile i sig selv.
Som fattig dansker der kun kan nå længere ned på økonomisk sigt (fra kontanthjælp til ingenting) er det nok også lettere for mig at hvile i sig selv. Problemet er bare at jeg bliver stresset af alle de tiltag der findes fra statslig og kommunal side, jeg bliver med andre ord syg og her skal samfundet ikke bare sikre mig medicin, men også sikre aktivering, kommunal opmærksomhed og ikke mindst kommunale indtægter ved at aktivere mig for alt i verden.
Jeg får en straf på måske 20 år på nedsat kontanthjælp og varig aktivering, samt krav om at bruge al min opsparing og værdi i hus, bil mm. Bankdirektører der kører samfundet ned ved hjælp af uanstændig grådighed kan få op til seks års straf og ingen konfiskation af deres formue.
Rød eller blå
Jeg sover dårligt af og til, men det er fordi jeg skal komme med evige forklaringer til mine rådgivere på jobcenteret.
Når det kommer til stykket er det nok ligegyldigt om jeg er rød eller blå? Det er først den dag jeg ikke længere kan tro på en kommende rigdom, at jeg bliver rød eller blå. Simpelthen fordi jeg vælger side med følelser og tro, som når man bliver fodboldfan og tror at et fodboldhold er mere end underholdningsindustri, eller som når man vælger en religion som løsningen på ens magtesløshed.
Jeg vælger at være et menneske. At holde af mine medmennesker, at lytte til dem. Men jeg fravælger at gøre mennesker dumme. Jeg ønsker for alle, at de kan lære at tænke selv, frem for at have andre til at gøre det for dem.
Hvad spiser vi til middag når vi har fået det som vi vil have det
Når nu 1% er blevet så rige at der er 99% der enten dør af sult eller tjener så lidt at de ikke kan betale skat til staten, hvad så. Vi kan forestille os at alle de grådige liberalister skal til at spise pengegrød (så er det jo rat at vide hvordan man fremstiller papir til penge), men når man kommer til alle de penge der ikke eksisterer, skal man så spise luftsteg og vindfrikadeller?
Og alle os der ikke ejer jord skal vi betale for at dyrke til de sultne jordejere? Med hvad, matador-penge?
Rød mod blå
Den liberale tankvogn er åbenbart døv og blind som en muldvarp, og betragter politiske "modstandere" som overflødige i et liberalt samfund, især folk med socialistiske eller kommunistiske tendenser. Altså som en krig mellem den socialdemokratiske (socialistiske) og den liberale (kapitalistiske) blok ((Rød og blå blok, kaldet).
Argumenter a'la "min", "fordi" eller "du er dum" er jeg vokset op med, ja har måske selv brugt dem. Det første udtryk kendes som et af de første ord småbørn lærer at sige med overbevisning. Det andet er det indlærende barns begrundelse for ikke at kunne svare klart på et indlysende spørgsmål, mens det sidste er det udtryk der resten af livet bruges om alle dem man ikke forstår, ikke vil forstå, eller simpelthen ikke kan lide.
Noget af det vi tidligere har lært, er at dele, at forklare sig og at begrunde sin uenighed, netop som følge af de markante ego-udtryk. Der er bare sket den fejl at egoismen står øverst på ønskelisten for samfundets ypperstepræster. En egoisme der pudsigt nok viser (gennem historien) at alle egoistiske samfund på et eller andet tidspunkt bryder sammen, mens andre samfund opstår og efterhånden florerer så meget at egoismen opstår igen og igen - mens samfund styrter sammen igen og igen.
Ifølge oftnævnte liberale politiker er vælgerne på den yderste venstrefløj "snotdumme". Argumentet svarer 100% til "du er dum", altså voksenalderens vigtigste grund til at være uenig. Begrundelsen er at penge man selv har tjent er ens egne og ligger bedst i ens egne lommer. Svarende til vitsen i skolegården i 6. klasse: "Christian IV byggede Rundetårn og Børsen", Så må han have haft travlt, svarede vi. Da vi senere hørte at Farao i Ægypten havde bygget pyramider, og at nogle af dem tog 50-70 år at bygge, forstod vi det ikke helt, men da deres fødsels- og dødsår var vendt på hovedet var det jo svært at vide, hvor længe de egentlig levede. Min erfaring efter en videregående uddannelse er dog stadig, at det ikke var Farao, der byggede pyramiderne, at det ikke var Christian IV, der byggede Børsen og Rundetårn, og at det ikke var Lars Larsen, der opbyggede Jysk-imperiet!
De havde folk til det grove, det kan da tænkes at de selv deltog og at de selv sørgede for at følge opbyggelsen, men at give dem al ære for at bygge noget op, er vel som at beskylde Leonardo da Vinci for at være dum, når han arbejdede for en fyrste i stedet for at kompletere sine opfindelser, at beskylde Columbus for at være idiot, når han ikke kunne finde Amerika (Vestindien) uden økonomisk hjælp, eller at beskylde Niels Bohr for at studere kernefysik for at få en Nobelpris.
Midlet eler målet
Hermed vil jeg sige at vi skal skelne mellem blå og rød blok. Jeg ved at det er ved at blive et problem, fordi statsmagterne i hele verden er påvirket af banker og økonomi. Men jeg vover alligevel at sige, at forskellen (temmelig skarpt formuleret) på de ønsker den sociale fløj har frem for den liberale fløjs ønsker er: Hvordan vil vi nå vores ønskemål.
Det ubehagelige er desværre at målet er temmlig ens, vi ønsker allesammen ejendom. Ikke frihed, ejendom er slaveri, økonomisk slaveri. Men vi er tudet ørerne fulde af at frihed er at eje noget. derfor må vi fokusere på forskellighederne. De er at vi vil nå målet på forskellige måder. Liberalisterne vil nå målet gennem udbytning og personlig gevinst, mens socialisterne vil dele sig til det.
Kigger vi på de sociale partier i parlamentet (Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne) vil vi konstatere at de ønsker et fordelingssamfund, et samfund hvor goder og værdier skabt af arbejdende mennesker bør fordeles blandt alle mennesker, ikke (oprindeligt i hvert fald) at syge og ubrugelige mennesker skal udslettes eller dø langsomt (man fristes til at tro at tankerne der førte til 2. verdenskrig nu har nået det socialt indstillede borgerskab i Danmark - pyh).
Kigger vi på de liberale ideer er det udelukkende en overfortolkning af Darwin der ligger til grund. Den stærkeste har retten på sin side, og det eneste mål er at akkumulere værdier. Værdi er altså hele formålet med at være til. (Det eneste menneskelige ved denne tankegang er sådan set at det at slå ihjel aldrig kan blive et ansvarligt problem for liberalisten. Hvis folk dør på grund af fattigdom, hvis de tager livet af sig selv på grund af fejlinvestereinger, er det jo deres eget problem.
Målet er som sådan det samme i dag: rigdom. Nogle kalder det for velfærd, men det ord er jo allerede blevet misbrugt så meget så det betyder noget med at nogle udnytter rige mennesker.
Det er midlet der er forskelligt.
Rigdom er at eje. For at være rig skal man have fattige mennesker, det er den eneste måde man kan måle rigdom på. At eje er at få godkendt at den jord vi lever på, at den familie vi er født ind i er forskellig i værdi. At eje er at udnytte mennesker der ikke har mulighed for at bruge den jord de er født på og at kræve at den familie man er født ind i, skal betale omkostninger i forbindelse med at
leve. Det er liberalismens middel til at opnå rigdom.
For fattige mennesker er målet at blive rigere. Principielt ikke på bekostning af andre fattige, men dog ved at blive ejere, ved at opnå en levestandard andre kan misunde. Rigdom er at sidde i eget hus eller have betalt enhver sit. Det er den sociale model til at opnå rigdom.
At hvile i sig selv
Som en kort afslutning på dagens ordgydelser vil jeg blot sige: Jeg fatter ikke den liberale måde at tænke på! Som tyskerne under 2. verdenskrig der ikke kunne leve med de mennesker der bidrog mest, både økonomisk, vidensmæssigt og samfundsmæssigt, lever vi i dag i et Danmark der ikke har lært af den frihedskamp der var mod tyskerne, tværtimod begår vi de samme fejl, opfører os som herrefolk i lande, som vi ikke har anden interesse i end at nogle af statens venner skal bruge olie eller råstoffer.
Vi taler om at eje, trods det at vi gennem mere end 50 år har haft politiske stemmer der ville afskaffe ejendomsretten til jord, vi taler om skattelettelser, trods det at alle skattelettelser til dato har givet firmaer og banker mulighed for at trække endnu flere penge ud af de dårligst lønnede, samtidig med at de rigeste investorer enten skovler penge ind eller bliver forgyldt trods mangel på samfundssind. Nu er han heldigvis ikke dansk, men Gerard Depardieu er jo et eksempel på en person der hellere vil hvile på sin tegnebog end at hvile i sig selv.
Som fattig dansker der kun kan nå længere ned på økonomisk sigt (fra kontanthjælp til ingenting) er det nok også lettere for mig at hvile i sig selv. Problemet er bare at jeg bliver stresset af alle de tiltag der findes fra statslig og kommunal side, jeg bliver med andre ord syg og her skal samfundet ikke bare sikre mig medicin, men også sikre aktivering, kommunal opmærksomhed og ikke mindst kommunale indtægter ved at aktivere mig for alt i verden.
Jeg får en straf på måske 20 år på nedsat kontanthjælp og varig aktivering, samt krav om at bruge al min opsparing og værdi i hus, bil mm. Bankdirektører der kører samfundet ned ved hjælp af uanstændig grådighed kan få op til seks års straf og ingen konfiskation af deres formue.
Rød eller blå
Jeg sover dårligt af og til, men det er fordi jeg skal komme med evige forklaringer til mine rådgivere på jobcenteret.
Når det kommer til stykket er det nok ligegyldigt om jeg er rød eller blå? Det er først den dag jeg ikke længere kan tro på en kommende rigdom, at jeg bliver rød eller blå. Simpelthen fordi jeg vælger side med følelser og tro, som når man bliver fodboldfan og tror at et fodboldhold er mere end underholdningsindustri, eller som når man vælger en religion som løsningen på ens magtesløshed.
Jeg vælger at være et menneske. At holde af mine medmennesker, at lytte til dem. Men jeg fravælger at gøre mennesker dumme. Jeg ønsker for alle, at de kan lære at tænke selv, frem for at have andre til at gøre det for dem.
Hvad spiser vi til middag når vi har fået det som vi vil have det
Når nu 1% er blevet så rige at der er 99% der enten dør af sult eller tjener så lidt at de ikke kan betale skat til staten, hvad så. Vi kan forestille os at alle de grådige liberalister skal til at spise pengegrød (så er det jo rat at vide hvordan man fremstiller papir til penge), men når man kommer til alle de penge der ikke eksisterer, skal man så spise luftsteg og vindfrikadeller?
Og alle os der ikke ejer jord skal vi betale for at dyrke til de sultne jordejere? Med hvad, matador-penge?
søndag, januar 06, 2013
Realisme
Lidt lokumslæsning (jeps sådan en er jeg) fik mig igennem Søndagsavisen (4-6. januar 2013) og en lille notits, hvor Bjarne Corydon udtaler sig om vækst i privatforbruget på baggrund af lønnedgang. Bjarne Corydon svarer if. avisen på denne måde:
"Det er en rigtig analyse at det er en vanskelig situation, hvor vi har nogle dilemmaer. Vi skal både have genoprettet vores konkurrencesituation og samtidig skabe vækst. Den eneste kur er en rigtig, rigtig sund portion realisme", citeres finansministeren, efterfølgende fortæller han: "Rigtig mange mennesker har ganske udmærkede forudsætninger for at have et højere privatforbrug. Vi har nogle fornuftige borgere, der har sparet ganske pænt op og bare venter på, at der er bedre tider på markedet og mere grundlæggende årsager til at være optimist".
Verdens højeste opsparing
Hans udtalelser følges op i pressen af en simpel konstatering: I Danmark har hver enkelt dansker den højeste opsparing i verden, i gennemsnit er hver enkelt ca 240.000 kr værd i opsparing (efter at gæld er fratrukket). Da jeg mistede retten til dagpenge og kontanthjælp havde jeg ingen gæld, jeg levede af familie og venner samt overtræk på min konto og ved ikke at betale husleje! Indtil jeg søgte om kontanthjælp havde jeg en opsparing på 160.000 (ratepension) samt en opnået gæld på 80.000 (ikke betalte regninger), så jeg har altså bidraget til den positive statistik. Det gør jeg bare ikke længere, jeg måtte betale 60% for at hæve min opsparing "i utide", jeg måtte betale overtræks- gebyr og renter for at have overskredet loftet på min kassekredit (ikke bankens ansvar åbenbart) og jeg måtte stå skoleret overfor inkassobureauer, der truede med RKI, og pludselig var min positive opsparing i forhold til min økonomiske situation vendt til en gæld på 30.000, fordi jeg skulle bruge alt hvad jeg ejede ud over 10.000 kroner for at være berettiget til kontanthjælp.
Vi er allerede mange der skylder penge væk, en stor del af os er på overførselsindkomster der ikke tillader at vi har lagt noget til side, som i årtier har betalt til A-kasse og fagforening, som har stemt på partier der vil gøre noget for den lille mand og bevare velfærdssamfundet. Vi er mange der er blevet meget fattige de seneste år. Mit eksempel er absolut ikke det grelleste. En opsparing ca firs tusinde under gennemsnittet er jo ikke nogen herregård, det betyder jo teoretisk set at der bare er en person der har en opsparing, der ligger på 80.000 mere (320.000) og det kunne stort set være min mor, som har betalt sit hus og gæld ud, sidder som pensionist der bare betaler fuld skat, grundskyld og ejendomsskat, uden fradrag.
Den verdensomfattende krise
Ingen er i tvivl om at det var omfattende økonomisk svindel for hurtige gevinster, omfattende investeringer i ejendomme og bankverdenens uansvarlighed der er årsagen til den såkaldt "økonomiske krise". Der er heller ingen der er i tvivl om at de penge der er årsag til krisen aldrig har eksisteret, det eneste der er tvivl om, er hvorledes vi får fyldt det hul som er opstået. Foreløbig har vi i EU, USA og andre lande gravet huller for at få jord til at fylde hullerne op med. Alene i Danmark har vi lavet 7 bankpakker, som hver gang har haft til resultat at de banker der alligevel har måttet lukke har belønnet deres direktører med millionbeløb, for deres indsats for at svindle overfor kunderne. Ikke fordi de mennesker skal straffes, nej de skal gennem en retssag, som for det første tager lang tid og for det andet allerhøjst kan tvinge dem i fængsel, hvis altså retssagen gennemføres og afsluttes inden den bliver forældet. At de er logebrødre med dommerne har jo ikke nogen betydning, rent juridisk!
Krisen er altså et forsøg på at fortælle borgere i næsten alle lande, at de alle skal være med til at betale for pengegriske menneskers fejlagtige investeringer, og bortset fra Island, der blev økonomisk rundbarberet så meget at befolkningen sagde nej til at påtage sig et ansvar, er der kun nogle få lande (i Sydamerika for eksempel) der har taget konsekvensen og har forsøgt eller gennemført nationaliseringer. Økonomisk har det ikke gavnet ret mange af landene, men sært nok har det gavnet borgerne, altså bortset fra de allerrigeste. I resten af verden (også i det EU-venlige Danmark) har krisen stort set kun gavnet den økonomiske elite, mens den fattigste del af befolkningen (både dem i arbejde og dem uden) må betale med flere afgifter, højere skatter, tåbelige aktiveringer (som inddirekte medfører lavere lønninger - mens den økonomiske sektor stadig har lønstignimger på adskillige procent), ja i sidste ende risikerer at skulle betale med deres opsparing (altså den fattigste del af befolkningen)!
Krisens ansigt
Paradoksalt nok vælger mange danskere at reagere på krisen ved at gemme penge, måske ikke til jul og når der skal investeres i familien, men gennemgående er forbruget af overflødige fødevarer og tingester (måske ikke så meget på it-området) reduceret voldsomt, i et vidst omfang er handel med afgiftsbelagte varer flyttet uden for landets grænser, men det gælder principielt kun dem der har råd til et rejse efter billige varer. Den fattigste del af Danmarks befolkning lægger faktisk størstedelen af deres sparsomme penge i danske virksomheder, forretninger og den danske statskasse. At denne del af befolkningen skal betale for andres uansvarlighed (ingen mulighed for skattely eller for at overføre penge til internationale virksomheder) kan undre mig.
Krisen viser sig egentlig kun ved at alle dem der skal bære samfundet, lavindkomstgrupperne og de immobile, skal bære en endnu større byrde, mens dem der kunne bidrage, i stort omfang sikrer sig til bedre tider. Politikere er i stigende omfang afsløret i økonomisk misbrug (om det gælder gaver eller ansættelse af billig arbejdskraft, sågar skatteundragelse eller direkte misinformation som politiker) er blevet reglen snarere end undtagelsen. Virksomheder, direktører, bestyrelsesmedlemmer og aktionærer anfægter den fattiges ret til at kræve almisser for at overleve, men kræver at deres indsats i et økonomisk helvede skal honoreres efter en fortjeneste der ikke på nogen måde modsvarer at stå til rådighed for et arbejdsmarked, der hverken vil betale løn for et arbejde, eller betale arbejdsmarkedsrådige for at være parate til at tage lavtlønnet arbejde, når der er brug for arbejdskraft.
Grundlæggende piner man altså arbejdsløse og syge til at miste sit selvværd, ikke fordi man kan, men simpelthen fordi det er værd at kapitalakkumulere, ikke bare på slaveri, på lønarbejde, men på nedgørelse, som staten bakker op med aktivitetspakker, tvungen aktivering og kapitaloverførsel fra stat til kommune i forbindelse med succesfuld tvangarbejdisering.
Fagbevægelsen
Personligt går jeg ind for fagbevægelsen. Af to grunde, nogle af mine venner har eller har haft gavn af den hjælp som fagbevægelsen kunne bidrage med. Det være sig nye regler på dagpengeområdet, nye regler for deltidsansatte, ja sågar regler om it-registrering af arbejdsledighed, som adskillige ikke var i stand til da det blev en tvungen indsats. Fagforeningerne har i kraft af at de har bøjet sig mistet en stor del af deres magt, og med knæfaldet for det seneste pres er den danske model, som faktisk har været forbillede for de fleste andre vestlige lande, pludselig ved at være noget der svare til et eventyr - fagbevægelsen er reduceret til den prinsesse der findes østen for solen og vesten for månen, den skifting der bliver byttet ud med en troldeunge og kommer tilbage til en helt andet verden efter 200 år, selv om det kun føles som 2 år, til syvsovere der ifølge legenden vokser op til en anden verden (fortsæt selv).
A-kasserne, fagbevægelsen og de politiske organistaioner er desværre reduceret til at varetage statens interesser, ikke fordi de gerne har villet, men simpelthen fordi de lovgivningsmæssigt er blevet det pålagt. Jeg er da ked af at indrømme at de radikale med deres støtte til efterløn og dagpenge fik lagt en stor del af ansvaret over på den statslige politik, fremfor at fastholde septemberforliget som udgangspunkt for al forhandling og beslutning på arbejdsmarkedet. Men jeg må også indrømme at der i årtier var masser af penge i omløb, som gjorde at forhandlingerne kunne falde på plads, hvis den arbejdende klasse ville give køb på rettigheder for at få mere løn og en feriedag mere, nu er vi i den situation at arbejdsgiverne ikke vil give noget som helst for at sænke lønnen og tage en fridag tilbage. Og fagbevægelsen har ikke nogen opbakning af betydning. Den betaler måske nok (så længe det varer) til de såkaldte venstrefløjspartier, men som det kan ses er investeringen ikke det værd, som medlemmerne har betalt.
Realisme
"Den eneste kur er en rigtig, rigtig sund portion realisme" siger Bjarne Corydon.
Hvilken realisme rammer fattige danskere i forhold til rige danskere? Hvilken realisme rammer lavtlønnede i forhold til internationale virksomheder? Hvilken realisme ramme kreative mennesker i forhold til etablerede virksomheder? Hvilken realisme gælder for folketingspolitikere.
Realismen er et større spænd mellem fattigdom og rigdom. Realismen er at de fattigste mennesker i landet skal betale størstedelen af deres indkomst (overførselsindkomst eller lavtløn) til de rigeste danskere med bopæl i udlandet, til virksomheder der forsvarer deres milliardomsætning uden at betale skat og til dem der politisk, økonomisk eller på anden vis har deres på det tørre.
Realisme er bare et af mange ord der har været igennem newspeak-maskinen. [Nysprog: "Nysprog er det opdigtede sprog i George Orwells roman 1984. I romanen fortælles det, "at Nysprog er det eneste sprog i verden, hvis gloseforråd bliver mindre hvert år." Orwell tilføjede et essay i form af et tillæg (skrevet i datid), hvori Nysprogs grundlæggende principper forklares. Nysprog er i høj grad baseret på engelsk, men det har et meget reduceret og forenklet gloseforråd og grammatik. Det passer til Partiets totalitære styre, hvis formål er at gøre alle alternative måder at tænke på ("tankeforbrydelse) eller tale på umulige ved at fjerne alle ord og konstruktioner, som beskriver begreberne frihed, oprør etc."] (Kilde wikipedia)
Som realist kan jeg kun se en ting - at vi alle mister vores menneskeret til fordel for en økonomiret. Hvis ikke vi på et tidspunkt siger nej.
Så at rejse sig, sige nej og råbe højt: "Nu er det nok" er mit bud på hvad vi realistisk kan gøre. Og jeg starter med mig selv. Vi mødes nok nogle af os.
"Det er en rigtig analyse at det er en vanskelig situation, hvor vi har nogle dilemmaer. Vi skal både have genoprettet vores konkurrencesituation og samtidig skabe vækst. Den eneste kur er en rigtig, rigtig sund portion realisme", citeres finansministeren, efterfølgende fortæller han: "Rigtig mange mennesker har ganske udmærkede forudsætninger for at have et højere privatforbrug. Vi har nogle fornuftige borgere, der har sparet ganske pænt op og bare venter på, at der er bedre tider på markedet og mere grundlæggende årsager til at være optimist".
Verdens højeste opsparing
Hans udtalelser følges op i pressen af en simpel konstatering: I Danmark har hver enkelt dansker den højeste opsparing i verden, i gennemsnit er hver enkelt ca 240.000 kr værd i opsparing (efter at gæld er fratrukket). Da jeg mistede retten til dagpenge og kontanthjælp havde jeg ingen gæld, jeg levede af familie og venner samt overtræk på min konto og ved ikke at betale husleje! Indtil jeg søgte om kontanthjælp havde jeg en opsparing på 160.000 (ratepension) samt en opnået gæld på 80.000 (ikke betalte regninger), så jeg har altså bidraget til den positive statistik. Det gør jeg bare ikke længere, jeg måtte betale 60% for at hæve min opsparing "i utide", jeg måtte betale overtræks- gebyr og renter for at have overskredet loftet på min kassekredit (ikke bankens ansvar åbenbart) og jeg måtte stå skoleret overfor inkassobureauer, der truede med RKI, og pludselig var min positive opsparing i forhold til min økonomiske situation vendt til en gæld på 30.000, fordi jeg skulle bruge alt hvad jeg ejede ud over 10.000 kroner for at være berettiget til kontanthjælp.
Vi er allerede mange der skylder penge væk, en stor del af os er på overførselsindkomster der ikke tillader at vi har lagt noget til side, som i årtier har betalt til A-kasse og fagforening, som har stemt på partier der vil gøre noget for den lille mand og bevare velfærdssamfundet. Vi er mange der er blevet meget fattige de seneste år. Mit eksempel er absolut ikke det grelleste. En opsparing ca firs tusinde under gennemsnittet er jo ikke nogen herregård, det betyder jo teoretisk set at der bare er en person der har en opsparing, der ligger på 80.000 mere (320.000) og det kunne stort set være min mor, som har betalt sit hus og gæld ud, sidder som pensionist der bare betaler fuld skat, grundskyld og ejendomsskat, uden fradrag.
Den verdensomfattende krise
Ingen er i tvivl om at det var omfattende økonomisk svindel for hurtige gevinster, omfattende investeringer i ejendomme og bankverdenens uansvarlighed der er årsagen til den såkaldt "økonomiske krise". Der er heller ingen der er i tvivl om at de penge der er årsag til krisen aldrig har eksisteret, det eneste der er tvivl om, er hvorledes vi får fyldt det hul som er opstået. Foreløbig har vi i EU, USA og andre lande gravet huller for at få jord til at fylde hullerne op med. Alene i Danmark har vi lavet 7 bankpakker, som hver gang har haft til resultat at de banker der alligevel har måttet lukke har belønnet deres direktører med millionbeløb, for deres indsats for at svindle overfor kunderne. Ikke fordi de mennesker skal straffes, nej de skal gennem en retssag, som for det første tager lang tid og for det andet allerhøjst kan tvinge dem i fængsel, hvis altså retssagen gennemføres og afsluttes inden den bliver forældet. At de er logebrødre med dommerne har jo ikke nogen betydning, rent juridisk!
Krisen er altså et forsøg på at fortælle borgere i næsten alle lande, at de alle skal være med til at betale for pengegriske menneskers fejlagtige investeringer, og bortset fra Island, der blev økonomisk rundbarberet så meget at befolkningen sagde nej til at påtage sig et ansvar, er der kun nogle få lande (i Sydamerika for eksempel) der har taget konsekvensen og har forsøgt eller gennemført nationaliseringer. Økonomisk har det ikke gavnet ret mange af landene, men sært nok har det gavnet borgerne, altså bortset fra de allerrigeste. I resten af verden (også i det EU-venlige Danmark) har krisen stort set kun gavnet den økonomiske elite, mens den fattigste del af befolkningen (både dem i arbejde og dem uden) må betale med flere afgifter, højere skatter, tåbelige aktiveringer (som inddirekte medfører lavere lønninger - mens den økonomiske sektor stadig har lønstignimger på adskillige procent), ja i sidste ende risikerer at skulle betale med deres opsparing (altså den fattigste del af befolkningen)!
Krisens ansigt
Paradoksalt nok vælger mange danskere at reagere på krisen ved at gemme penge, måske ikke til jul og når der skal investeres i familien, men gennemgående er forbruget af overflødige fødevarer og tingester (måske ikke så meget på it-området) reduceret voldsomt, i et vidst omfang er handel med afgiftsbelagte varer flyttet uden for landets grænser, men det gælder principielt kun dem der har råd til et rejse efter billige varer. Den fattigste del af Danmarks befolkning lægger faktisk størstedelen af deres sparsomme penge i danske virksomheder, forretninger og den danske statskasse. At denne del af befolkningen skal betale for andres uansvarlighed (ingen mulighed for skattely eller for at overføre penge til internationale virksomheder) kan undre mig.
Krisen viser sig egentlig kun ved at alle dem der skal bære samfundet, lavindkomstgrupperne og de immobile, skal bære en endnu større byrde, mens dem der kunne bidrage, i stort omfang sikrer sig til bedre tider. Politikere er i stigende omfang afsløret i økonomisk misbrug (om det gælder gaver eller ansættelse af billig arbejdskraft, sågar skatteundragelse eller direkte misinformation som politiker) er blevet reglen snarere end undtagelsen. Virksomheder, direktører, bestyrelsesmedlemmer og aktionærer anfægter den fattiges ret til at kræve almisser for at overleve, men kræver at deres indsats i et økonomisk helvede skal honoreres efter en fortjeneste der ikke på nogen måde modsvarer at stå til rådighed for et arbejdsmarked, der hverken vil betale løn for et arbejde, eller betale arbejdsmarkedsrådige for at være parate til at tage lavtlønnet arbejde, når der er brug for arbejdskraft.
Grundlæggende piner man altså arbejdsløse og syge til at miste sit selvværd, ikke fordi man kan, men simpelthen fordi det er værd at kapitalakkumulere, ikke bare på slaveri, på lønarbejde, men på nedgørelse, som staten bakker op med aktivitetspakker, tvungen aktivering og kapitaloverførsel fra stat til kommune i forbindelse med succesfuld tvangarbejdisering.
Fagbevægelsen
Personligt går jeg ind for fagbevægelsen. Af to grunde, nogle af mine venner har eller har haft gavn af den hjælp som fagbevægelsen kunne bidrage med. Det være sig nye regler på dagpengeområdet, nye regler for deltidsansatte, ja sågar regler om it-registrering af arbejdsledighed, som adskillige ikke var i stand til da det blev en tvungen indsats. Fagforeningerne har i kraft af at de har bøjet sig mistet en stor del af deres magt, og med knæfaldet for det seneste pres er den danske model, som faktisk har været forbillede for de fleste andre vestlige lande, pludselig ved at være noget der svare til et eventyr - fagbevægelsen er reduceret til den prinsesse der findes østen for solen og vesten for månen, den skifting der bliver byttet ud med en troldeunge og kommer tilbage til en helt andet verden efter 200 år, selv om det kun føles som 2 år, til syvsovere der ifølge legenden vokser op til en anden verden (fortsæt selv).
A-kasserne, fagbevægelsen og de politiske organistaioner er desværre reduceret til at varetage statens interesser, ikke fordi de gerne har villet, men simpelthen fordi de lovgivningsmæssigt er blevet det pålagt. Jeg er da ked af at indrømme at de radikale med deres støtte til efterløn og dagpenge fik lagt en stor del af ansvaret over på den statslige politik, fremfor at fastholde septemberforliget som udgangspunkt for al forhandling og beslutning på arbejdsmarkedet. Men jeg må også indrømme at der i årtier var masser af penge i omløb, som gjorde at forhandlingerne kunne falde på plads, hvis den arbejdende klasse ville give køb på rettigheder for at få mere løn og en feriedag mere, nu er vi i den situation at arbejdsgiverne ikke vil give noget som helst for at sænke lønnen og tage en fridag tilbage. Og fagbevægelsen har ikke nogen opbakning af betydning. Den betaler måske nok (så længe det varer) til de såkaldte venstrefløjspartier, men som det kan ses er investeringen ikke det værd, som medlemmerne har betalt.
Realisme
"Den eneste kur er en rigtig, rigtig sund portion realisme" siger Bjarne Corydon.
Hvilken realisme rammer fattige danskere i forhold til rige danskere? Hvilken realisme rammer lavtlønnede i forhold til internationale virksomheder? Hvilken realisme ramme kreative mennesker i forhold til etablerede virksomheder? Hvilken realisme gælder for folketingspolitikere.
Realismen er et større spænd mellem fattigdom og rigdom. Realismen er at de fattigste mennesker i landet skal betale størstedelen af deres indkomst (overførselsindkomst eller lavtløn) til de rigeste danskere med bopæl i udlandet, til virksomheder der forsvarer deres milliardomsætning uden at betale skat og til dem der politisk, økonomisk eller på anden vis har deres på det tørre.
Realisme er bare et af mange ord der har været igennem newspeak-maskinen. [Nysprog: "Nysprog er det opdigtede sprog i George Orwells roman 1984. I romanen fortælles det, "at Nysprog er det eneste sprog i verden, hvis gloseforråd bliver mindre hvert år." Orwell tilføjede et essay i form af et tillæg (skrevet i datid), hvori Nysprogs grundlæggende principper forklares. Nysprog er i høj grad baseret på engelsk, men det har et meget reduceret og forenklet gloseforråd og grammatik. Det passer til Partiets totalitære styre, hvis formål er at gøre alle alternative måder at tænke på ("tankeforbrydelse) eller tale på umulige ved at fjerne alle ord og konstruktioner, som beskriver begreberne frihed, oprør etc."] (Kilde wikipedia)
Som realist kan jeg kun se en ting - at vi alle mister vores menneskeret til fordel for en økonomiret. Hvis ikke vi på et tidspunkt siger nej.
Så at rejse sig, sige nej og råbe højt: "Nu er det nok" er mit bud på hvad vi realistisk kan gøre. Og jeg starter med mig selv. Vi mødes nok nogle af os.
Abonner på:
Opslag (Atom)