Det sete afhænger af øjnene der ser, hedder det. Den verden jeg lever i er ikke en verden hvor man har åbne øjne eller åbne ører. Vi lukker af, pisser i bukserne (ja jeg er endda tilbøjelig til at tro vi både skider og pisser for at holde varmen).
Nu er jeg jo ikke DJØF'er, økonom eller bare noget der ligner. Jeg sidder bag kassen i NETTO, og jeg kan se hvem der bruger penge på øl og hvem der køber oksemørbrad på tilbud. men jeg kan også se hvem der har råd til at spare og hvem der bare køber den billigste discount-øl. Jeg ser hvem der betaler med penge og tomme ølflasker, og hvem der bare kører Dankortet igennem "på beløbet". Jeg siger ikke at dem der er "på beløbet" er rige, kun at dem der de første dage om måneden køber 8 øl, men sidst på måneden kun har penge til 5, er dem vi skal huske på. Nogle af dem skal også have deres smøger, eller en lille snaps. Måske køber de endda toastbrød og rullepølse hvis salgsdato er uløbet, det er dog ikke min erfaring. Toastbrød er det arbejdende folks frokost med billig rullepølse eller salami, pudsigt nok med dyr smørbar margerine, spørg mig ikke hvorfor. Folk der har penge nok køber stort ind af varer der er på sidste salgsdato. Ikke nok med det, hvis prisen er 2 kroner forkert kan vi bruge 5 minutter i kassen på at give dem penge tilbage. Børn hvis forældre ikke kan tale dansk sender deres børn i butikken med aftalte penge, men pengene mangler, hvis de køber en sodavand, der står nemlig med småt, at der skal betales pant alt efter flaskens størrelse. Ikke nok med det, sodavand koster én krone mere hvis der er sukker i, end hvis der er sødemiddel i. At sidde som kassedame med et barn der ikke kan tale dansk og har aftalte penge (bortset fra flaskepanten - og jeg har set dem komme med en flaskebon på en krone uden at vide hvad pant er) er -skule jeg hilse at sige - ikke sjovt. vorherrebevares, det er jo bare en krone siger noger og lægger den i kassen, så vi kan komme videre, og sådan er det for mange. Hvad lærer det barn som slet ikke skulle have stået i den situation? Og hvad lærer forældrene?
Pudsigt nok er det dem der ikke har penge der har rede penge klar, som betaler med mønt og som er irriterende, fordi det tager længere tid at tælle 50-ører end at gennemføre en dankorttransmission "på beløbet". Det er også dem, der normalt har helt styr på hvad det de skal købe koster!
I forbindelse med fedtafgifterne er der en del kunder der undrer sig over at en ost og en pose chips kan løbe op i noget nær 100 kroner, men det kan det, og som kassedame kan man ikke gøre andet end at sende dem videre når der er travlt i kassen, når der så er stille skal man bruge tid på at forklare eller tage varer tilbage eller dokumentere prisen. Discount er ikke billigt, det koster menneskers arbejde, men dem der har penge er jo ikke interesserede i hvor deres penge kommer fra, og det er vel det store problem i vores samfund i dag.
Nogle ejer noget, det har de ærligt og redeligt købt og betalt, eller de skylder til banken.
Nogle har startet et firma som de selvfølgelig har været nødt til at bløde for rent økonomisk, nu vil de have gevinsten, og fair nok for mig.
Nogle vil investere i et fremtidigt arbejde, også helt fint for mig
Men nogle er tvunget til at glemme alt om arbejde, ikke fordi jeg tror det er et mål for dem, de har i årevis fået at vide at de bare er en belastning for samfundet, og vil gerne gøre det de kan.
Flexjobbere
Dagpengemodtagere som ikke har udsigt til arbejde
Sygedagpengemodtagere
Kontanthjælpsmodtagere
- og gensidig forsørgerpligt
Hvad er lavere?
Nå ja, når man kommer på plejehjem og skal betale mere end den husleje man havde før, og skal afvente besøg eller hjælp fra kommunen. Selvfølgelig også når man er død og ens børn klager over omkostninger til begravelsen, men det hører man forhåbentlig ikke ...
Hvad er højere?
At man kan hæve penge som viser ens ansvarlighed: Direktører og bestyrelsesmedlemmer der sidder i banker der lukker.
At man kan modtage penge som ikke er møntet på ansvarlighed: At politikere, deres ægtefæller og børn kan få en pensionsopsparing samt en generel fredning fra kontanthjælpskrav uden at skulle hæve den i "utide", ja egentlig uden at have krav på pengene, er vel ligeså dumt som at give bankdirektører aftrædelsespenge for at have ødelagt en forretning!
At såkaldt ansvarlige mennesker ikke tager et ansvar men gerne vil have penge, og her breder usikkerheden sig: Findes der overhovedet ansvarlige mennesker der får penge, som samtidig påtager sig et ansvar? Jeg tvivler.
Så er der jo mennesker der betaler forsikringer. For eksempel mod arbejdsløshed. Med et pennestrøg har VKO gjort en forsikring ligegyldig, fordi der ikke er penge til mulige aktionærer, i forvejen kan man ikke få penge i forbindelse med en stormflod i København eller i Sønderjylland, men aktionærerne skal have deres "gave", eller i hvert fald have ret til den.
Arbejdene mennesker betaler langt mere for at forsikre sig imod arbejdsløshed end dem der forsikrer sig mod vandskade eller råd i muren, er der slet ingen der forstår at når man betaler en forsikring er det for at forsikre sig mod den ulykke man kunne komme ud for, ikke for at "begave" aktionærer?
Det var, tror jeg et retorisk spørgsmål. For der er ingen der forstår at man tegner en forsikring for at undgå ulykke, hvis den skulle indtræffe. Nej alle økonomer og politikere tror at man tegner forsikringer for at dovne mennesker kan tjene penge på deres investeringer. Imens kan alle de mennesker der tegner forsikringer knokle en vis legemsdel ud af bukserne for at tjene flere penge, betale mere i skat, og derudover sige undskyld for at stå i vejen.
Jeg er glad for at være dansker, men ikke for at være i familie med de politikere der udelukkende ser på økonomien. Hvis økonomi havde en væsentlig betydning kunne vi jo bare lukke nationalbanken! For mig er det at være stolt arbejder og (i de perioder hvor der ikke er et arbejde: stolt arbejder, der venter på arbejde) vigtigt, Jeg ved jeg har noget at byde på, måske ikke lige som betonarbejder eller gartnerassistent, men jeg kan noget! Og hvis mit samfund havde haft tid til at spotte mig ville jeg måske have været en hjælp frem for en belastning?
Men de øjne der ser nu ser hellere splinten end bjælken: "Hvorfor ser du da splinten i din broders øje, men bemærker ikke bjælken i dit eget øje? — Matt. 7:3."
NB jeg er ikke religiøs, det er bare en bog det er let at finde citater fra.
Jeg kom på denne måde langt omkring, og det jeg ville sige er at vi aldrig må tro på at de ting vi hører er rigtige eller forkerte for den sags skyld. Vi må tænke selv og tage stilling.
Det sete afhænger af øjnene der ser, så åbn dog øjnene!
Arbejdsløs kommentator som ønsker at det ikke blot er penge der skal styre vort samfund. Natur, kærlighed og medmenneskelighed ud fra et humanistisk, ikke religiøst synspunkt. Løb for livet eller lev for forløbet.
torsdag, november 01, 2012
mandag, oktober 29, 2012
Velfærdsteknologi
Jeg måtte lige sluge ordet én gang og så én gang til.
Velfærdsteknologi er altså både en måde at effektivisere hjælpen til socialt udsatte og en måde at spar penge på de samme. Jeg ved jo godt at nøgleordet hos kommuner, regioner og stat er effektivisering, men jeg ved jo også at effektivisering er synonymt med at spare penge.
Så lad mig se på velfærdsteknologien i et bredt perspektiv.
For mine forældre (godt oppe i firserne) betyder velfærdsteknologi stort set at al kommunikation foregår pr. computer (PC). Vi taler netbank og kommunal kontakt. Vi taler om en årlig visitation, hvor de bliver udråbt til at være åndsfriske og at kunne klare sig selv. Vi taler om at de skal sætte sig ind i store ændringer når de kommunale it-systemer ændres, eller når deres lokale sparekasse går fallit, for den findes næsten kun i den virtuelle verden for mennesker der ikke er så mobile og som stadig er med til at betale for tdc uhyrlige lønninger, idet de stadig sværger til en fastnettelefon og har svært ved at bruge en mobiltelefon, ja selv sms kan være et uoverskueligt problem! De har trofast brugt den afdeling af banken der nu er lukket og ligger på en dyr adresse i den fjerneste by. De har betalt til pension, de har fået en god løn og deres liv har formet sig som én stor fremgang fra krigens fattigdom til deres faste arbejde og deres pension! Nu betaler de så i kroner og ører, penge der stort set ikke eksisterer, fordi de er skabt af investeringer via pensionsselskaber. De har forsikringer som gør at de kan komme med taxi eller Falck til og fra lægen, sygehus, de betaler for at få varer bragt fra den lokale Brugs eller købmand. De betaler for medicin og apparater så de selv kan måle blodsukker. Men der gives tilskud som gør at dem der tilbyder de mange tjenester, faktisk ALLE er aktieselskaber, lever af udsatte mennesker og skaber rigdom til ganske få! På samfundets vegne, for det er her tilskuddene kommer fra.
Mine forældre bliver visitere hvert år, det skal man jo. De har i kraft af mange år på arbejdsmarkedet med faste pensionsordninger så høj en pension, at de fratrækkes beløb i den pension de selv har sparet op i henhold til løn og ansættelsesforhold. de har betalt deres gæld med de penge de har tjent, selv deres huse ejer de til sidste mursten. Alligevel (eller måske netop derfor) kan de ikke få hjælp til at støvsuge under deres teaktræsskabe fra 60'erne, hjælp til opvask i deres håbløst forældede køkkener uden opvaskemaskiner. Ingen hjælp til at hænge tøj op trods dårlig ryg. De har jo råd til at betale!
Hvis vi skal tage et af de eksempler på velfærdsteknologi som har været fremme flere gange, kunne det være robotstøvsugeren. Hos mine forældre ville den konstant støde på et bordben, en stol, en potteplante eller et fjernsyn mm. Nu er der stadig ingen af mine forældre der sidder i kørestol, men såfremt de skulle investere i en robotstøvsuger ser jeg et scenarie som radiobilerne i en forlystelsespark for mig. De områder hvor man færdes er også de områder hvor robotterne færdes, at koge et æg eller lave kaffe er på den måde en klar udfordring. At sidde ved et spisebord og rejse sig op for at gå på toilet eller hente syltede asier er en mulig forhindring. Og så kan jeg jo ikke lade være at mindes det ægtepar der havde en græsplæne de ikke havde tid til at slå. De købte en robotplæneklipper, som de havde en dags tid. så var den kørt i deres lille idylleriskle sø, de havde anlagt midt i haven med åkander og guldfisk. Plæneklipperen overlevde ikke, jeg tror nok åkanden blev nogenlunde normal året efter. Guldfisken?
Og så er der lige det men at mine forældre selv skal købe katten i sækken, altså vælge robotstøvsugeren, i modsat fald skal de betale overpris, fordi de er købedygtige. Al medicin og hjælp til ældre koster det hvide ud af øjnene, simpelthen fordi der er pension og tilskud i dem.
At kalde det for velfærdsteknologi er for mig at se en falsk betegnelse. Jeg kunne måske tilrette mit hjem og min have så robotter kunne køre rundt og være effektive, hvis jeg ellers fik et lod i velfærdssamfundet, men mine forældre kan ikke køre bil (ikke ret meget i hvert fald), de kan ikke finde ud af alle de it-funktioner der er i deres banker, kommuner, staten og hvem fanden der eller sparer på arbejdskraften fordi der ikke er grund til at have fysisk personale til noget som helst! Alligevel finder de ud af de allervigtigste ting, og jeg tror også de kan finde ud af at installere en robot. sms er et problem, men så ringer de bare i stedet (og siger ligeud, at de nok skal betale - fordi de ikke kan sms'e). Opvaskemskinen hører ikke til min forældregenerations velfærdsteknologi, det gør vaskemaskinen til gengæld, bilen gør og fjernbetjeningen til radio og fjernsyn, ja selv VHS tog (den ene) forælder til sig. Altsammen teknologi som har haft indflydelse på livet, og altsammen noget som mine forældre selv har betalt for. Så meget at de betaler deres børns mobiltelefoner, hvis det er nødvendigt, bare for at kunne få kontakt med dem.
OG så må jeg selvfølgelig nævne at mine forældre ikke er gift, altså skal de ikke forsørge hinanden. Herfra er der jo langt til at være gift på folkepension! Så pengene er jo et springende punkt i denne "velfærdsteknologi". Det er dog ikke det vigtigste punkt. Det er ensomhed. På plejehjem har man også indført robotstøvsuger, jeg mener endda at have set robotdyr man kan nusse.
Men nusseri og rengøring er jo ikke det vigtigste for enlige og ensomme mennesker, de kan jo have elektriske tandbørster, storskærm og 1000 tv-programmer, de kan have en elektronisk billedramme, der viser billeder af alle børn og børnebørn med et interval på 2 sekunder! Det vigtigste af alt er dog for os alle den personlige kontakt.
Mine bedsteforældre lavede kaffe og gjorde rent i stuen og på køkkengulvet før deres hjemmehjælp kom. Ikke for at gøre hjemmehjælpens arbejde, nej fordi den halve time (tror jeg de var dengang i begyndelsen af firserne) hjemmehjælperen var hos dem kunne bruges til lidt sladder (hvad er der sket i byen, hvordan har fru Hansen det etc.) Det var en kontakt til omverdenen som fik dem til at knokle mere end de egentlig kunne, fordi kontakten til omverdenen var så vigtig!
Mine forældre er medlemmer af Ældreorganisationer som sørger for et godt kontaktnetværk, som er vigtigt for dem, men de bor begge på landet, så på et tidspunkt er deres mobilitet jo mindre (og det tidspunkt er nået), så kan man jo satse på det it-netværk der er med e-mail og telefon. Men igen er det vigtigste (såvidt jeg forstår dem) den personlige kontakt. Den menneskelige kontakt. Ikke en travl mand der støvsuger og tømmer vaskemaskine, ikke en travl kvinde der trækker i plastikhandsker og siger nej til at smøre en mad, fordi hun ikke må. Ikke købesex for pensionister. Nej vi taler om at være sammen med mennesker, som besøgsvenner fra Røde Kors eller lignende. Menneskelig kontakt hvor et glas portvin eller en lagerøl kan stå på bordet, mens man finder ud af hvad der sker i verden. Et lille knus til nogle, øjenkontakt til andre. Et håndtryk til nogle, ti minutters lytten til andre. At være menneske og ikke robot.
Jeg taler heller ikke med min vaskemaskine, men jeg krammer min kæreste, ønsker mine søskende og børn god fødselsdag. Jeg ville nok investere i en robotstøvsuger og indrette mit hus efter den. Men hvis det indebærer at jeg skal leve resten af mit liv alene for at samfundet kan spare penge, så støvsuger jeg selv, indtil jeg kan få hjemmehjælp!
Velfærdsteknologi er altså både en måde at effektivisere hjælpen til socialt udsatte og en måde at spar penge på de samme. Jeg ved jo godt at nøgleordet hos kommuner, regioner og stat er effektivisering, men jeg ved jo også at effektivisering er synonymt med at spare penge.
Så lad mig se på velfærdsteknologien i et bredt perspektiv.
For mine forældre (godt oppe i firserne) betyder velfærdsteknologi stort set at al kommunikation foregår pr. computer (PC). Vi taler netbank og kommunal kontakt. Vi taler om en årlig visitation, hvor de bliver udråbt til at være åndsfriske og at kunne klare sig selv. Vi taler om at de skal sætte sig ind i store ændringer når de kommunale it-systemer ændres, eller når deres lokale sparekasse går fallit, for den findes næsten kun i den virtuelle verden for mennesker der ikke er så mobile og som stadig er med til at betale for tdc uhyrlige lønninger, idet de stadig sværger til en fastnettelefon og har svært ved at bruge en mobiltelefon, ja selv sms kan være et uoverskueligt problem! De har trofast brugt den afdeling af banken der nu er lukket og ligger på en dyr adresse i den fjerneste by. De har betalt til pension, de har fået en god løn og deres liv har formet sig som én stor fremgang fra krigens fattigdom til deres faste arbejde og deres pension! Nu betaler de så i kroner og ører, penge der stort set ikke eksisterer, fordi de er skabt af investeringer via pensionsselskaber. De har forsikringer som gør at de kan komme med taxi eller Falck til og fra lægen, sygehus, de betaler for at få varer bragt fra den lokale Brugs eller købmand. De betaler for medicin og apparater så de selv kan måle blodsukker. Men der gives tilskud som gør at dem der tilbyder de mange tjenester, faktisk ALLE er aktieselskaber, lever af udsatte mennesker og skaber rigdom til ganske få! På samfundets vegne, for det er her tilskuddene kommer fra.
Mine forældre bliver visitere hvert år, det skal man jo. De har i kraft af mange år på arbejdsmarkedet med faste pensionsordninger så høj en pension, at de fratrækkes beløb i den pension de selv har sparet op i henhold til løn og ansættelsesforhold. de har betalt deres gæld med de penge de har tjent, selv deres huse ejer de til sidste mursten. Alligevel (eller måske netop derfor) kan de ikke få hjælp til at støvsuge under deres teaktræsskabe fra 60'erne, hjælp til opvask i deres håbløst forældede køkkener uden opvaskemaskiner. Ingen hjælp til at hænge tøj op trods dårlig ryg. De har jo råd til at betale!
Hvis vi skal tage et af de eksempler på velfærdsteknologi som har været fremme flere gange, kunne det være robotstøvsugeren. Hos mine forældre ville den konstant støde på et bordben, en stol, en potteplante eller et fjernsyn mm. Nu er der stadig ingen af mine forældre der sidder i kørestol, men såfremt de skulle investere i en robotstøvsuger ser jeg et scenarie som radiobilerne i en forlystelsespark for mig. De områder hvor man færdes er også de områder hvor robotterne færdes, at koge et æg eller lave kaffe er på den måde en klar udfordring. At sidde ved et spisebord og rejse sig op for at gå på toilet eller hente syltede asier er en mulig forhindring. Og så kan jeg jo ikke lade være at mindes det ægtepar der havde en græsplæne de ikke havde tid til at slå. De købte en robotplæneklipper, som de havde en dags tid. så var den kørt i deres lille idylleriskle sø, de havde anlagt midt i haven med åkander og guldfisk. Plæneklipperen overlevde ikke, jeg tror nok åkanden blev nogenlunde normal året efter. Guldfisken?
Og så er der lige det men at mine forældre selv skal købe katten i sækken, altså vælge robotstøvsugeren, i modsat fald skal de betale overpris, fordi de er købedygtige. Al medicin og hjælp til ældre koster det hvide ud af øjnene, simpelthen fordi der er pension og tilskud i dem.
At kalde det for velfærdsteknologi er for mig at se en falsk betegnelse. Jeg kunne måske tilrette mit hjem og min have så robotter kunne køre rundt og være effektive, hvis jeg ellers fik et lod i velfærdssamfundet, men mine forældre kan ikke køre bil (ikke ret meget i hvert fald), de kan ikke finde ud af alle de it-funktioner der er i deres banker, kommuner, staten og hvem fanden der eller sparer på arbejdskraften fordi der ikke er grund til at have fysisk personale til noget som helst! Alligevel finder de ud af de allervigtigste ting, og jeg tror også de kan finde ud af at installere en robot. sms er et problem, men så ringer de bare i stedet (og siger ligeud, at de nok skal betale - fordi de ikke kan sms'e). Opvaskemskinen hører ikke til min forældregenerations velfærdsteknologi, det gør vaskemaskinen til gengæld, bilen gør og fjernbetjeningen til radio og fjernsyn, ja selv VHS tog (den ene) forælder til sig. Altsammen teknologi som har haft indflydelse på livet, og altsammen noget som mine forældre selv har betalt for. Så meget at de betaler deres børns mobiltelefoner, hvis det er nødvendigt, bare for at kunne få kontakt med dem.
OG så må jeg selvfølgelig nævne at mine forældre ikke er gift, altså skal de ikke forsørge hinanden. Herfra er der jo langt til at være gift på folkepension! Så pengene er jo et springende punkt i denne "velfærdsteknologi". Det er dog ikke det vigtigste punkt. Det er ensomhed. På plejehjem har man også indført robotstøvsuger, jeg mener endda at have set robotdyr man kan nusse.
Men nusseri og rengøring er jo ikke det vigtigste for enlige og ensomme mennesker, de kan jo have elektriske tandbørster, storskærm og 1000 tv-programmer, de kan have en elektronisk billedramme, der viser billeder af alle børn og børnebørn med et interval på 2 sekunder! Det vigtigste af alt er dog for os alle den personlige kontakt.
Mine bedsteforældre lavede kaffe og gjorde rent i stuen og på køkkengulvet før deres hjemmehjælp kom. Ikke for at gøre hjemmehjælpens arbejde, nej fordi den halve time (tror jeg de var dengang i begyndelsen af firserne) hjemmehjælperen var hos dem kunne bruges til lidt sladder (hvad er der sket i byen, hvordan har fru Hansen det etc.) Det var en kontakt til omverdenen som fik dem til at knokle mere end de egentlig kunne, fordi kontakten til omverdenen var så vigtig!
Mine forældre er medlemmer af Ældreorganisationer som sørger for et godt kontaktnetværk, som er vigtigt for dem, men de bor begge på landet, så på et tidspunkt er deres mobilitet jo mindre (og det tidspunkt er nået), så kan man jo satse på det it-netværk der er med e-mail og telefon. Men igen er det vigtigste (såvidt jeg forstår dem) den personlige kontakt. Den menneskelige kontakt. Ikke en travl mand der støvsuger og tømmer vaskemaskine, ikke en travl kvinde der trækker i plastikhandsker og siger nej til at smøre en mad, fordi hun ikke må. Ikke købesex for pensionister. Nej vi taler om at være sammen med mennesker, som besøgsvenner fra Røde Kors eller lignende. Menneskelig kontakt hvor et glas portvin eller en lagerøl kan stå på bordet, mens man finder ud af hvad der sker i verden. Et lille knus til nogle, øjenkontakt til andre. Et håndtryk til nogle, ti minutters lytten til andre. At være menneske og ikke robot.
Jeg taler heller ikke med min vaskemaskine, men jeg krammer min kæreste, ønsker mine søskende og børn god fødselsdag. Jeg ville nok investere i en robotstøvsuger og indrette mit hus efter den. Men hvis det indebærer at jeg skal leve resten af mit liv alene for at samfundet kan spare penge, så støvsuger jeg selv, indtil jeg kan få hjemmehjælp!
søndag, oktober 28, 2012
Luftsteg og vindfrikadeller med skysovs
Skiftende regeringer har jo fokuseret på økonomien, ikke på de mennesker der udgør den økonomiske reserve. Efter den seneste "finanskrise" er det blevet "comme il faut" at trække tænderne ud på de tandløse så de ikke bider!
Mennesker der lever på overførsel skal ikke længere trække penge ud af samfundets pengemaskine. Det betyder jo i princippet at politikerne støtter bankerne i at tømme samfundet for den mere eller mindre kunstige værdi der hedder "penge".
Penge er skabt som merværdi. Arbejdere har lagt mere eller mindre arbejdskraft i et investeringsprojekt som kan gøre en arbejdsgiver svimlende rig eller få en arbejdsgiver til at gå konkurs. I første tilfælde er arbejderen (altså den der producerer noget, fungerer i en samfundsnyttig sammenhæng eller kan profitere af sin kreativitet) den der yder til samfundet for at dele med dem der ikke er så heldige. I det andet tilfælde er det simpelthen luftpenge der opstår. Ingen (bortset fra dem der når at flytte pengene til andre konti fordi de ved at forretningen lukker snart) har gavn af en konkurs. Ikke penge til fællesskabet eller til skattevæsen, kun penge ud i luften, altså værdier der har været? men er gået tabt.
I den økonomiske verden kan bankdirektører lave den ene ulykke efter den anden, og bliver tildelt et "gyldent åndtryk" når de har vist deres absolutte uduelighed - i øvrigt parallelt med for eksempel sportsverdenen (nok mest kendt fra fodbold og cykling på såkaldt "professionelt" plan). Et eller andet sted skal pengene jo nok komme fra.
Eksempler: Jyske bank investerede i et feriested kaldet "la Santa", indtægterne skulle give aktionærerne flere penge, ikke indlånerne. Hvem fik lov at betale?
Danske Bank har overtaget et pensionsselskab, som tager mere i gebyr end der opspares på et år ved at sætte penge ind.
Banker der går konkurs lønner cheferne fyrsteligt - når der ikke er nogen penge kan man jo lisså godt bruge dem. Hvem får intet?
Forsikringsselskaberne sætter større og større krav, ja opfordrer til "stikkeri" så aktionærerne kan få del i et overskud. Hvem betaler?
Ville gerne komme med flere eksempler, men der er bare så mange ...
Kort sagt: I mit univers findes der dem der vil have penge og dem der skaber dem. De er der bare ikke, pengene, det er en måde at tuske på, at bytte tjenester. Bare så nogle skraber det hele til sig uden at lave ret meget andet end at studere bankbogen, aktiekurserne eller bruge luftpenge til at betale andre for at gøre det. Jeg skal stadig knokle, og nu skal jeg Gudjødemig også være taknemmelig for at få dårlig ryg eller ondt i armen i mine bestræbelser på at gøre andre mennesker meget rigere, og have dårlig samvittighed når det ikke kan lade sig gøre! Hvad gavner min indsats når de eneste der flyder ovenpå lægger penge til side, fører dem ud af landet eller køber luftaktier i et IT-firma eller lignende, jeg får ikke engang tak, jeg skal bare have det dårligt, jeg skal knokle mere selv om der ikke er arbejde, jeg skal være samfundsbevidst, jeg skal støtte alle os borgere!
Hvad får jeg for at stå til rådighed for samfundet? Jeg får en uddannelse som over et liv beløber sig til et par mio vil jeg tro. Jeg får lov til at tegne forsikringer for næsten alt, som ikke udbetales fordi der er noget der står med småt. Jeg får lov til at beholde min tilknytning til arbejdsmarkedet ved at være medlem af fagforening og a-kasse, til gengæld er jeg tvunget til at arbejde gratis når der ikke er arbejde. Jeg får lov til at modtage en pension, hvis jeg vel at mærke ikke bliver slidt op på arbejdsmarkedet inden! Og så skal jeg gudhjælpemig fandme også betale for at være død, når jeg skal brændes.
Til gengæld findes der en lille gruppe mennesker der lever af at tage beslutninger. De er sjældent til gavn for andre end dem selv eller deres nærmeste, måske til gavn for deres arbejdsplads. De belønnes med penge. Penge der i teorien ikke findes, men som opstår når de opfindes. Direktørlønninger er ikke bare markant større end SU, der er næsten ikke nogen sammenligning mellem de to beløb, trods det at begge modtagere jo pr definition gør samfundet en tjeneste. det eneste vi taler om er at der udbetales beløb, beløbsstørrelsen har stort set kun det til fælles at der findes et komma før ørebeløbet.
Der findes også en lille gruppe der gør os alle sammen en tjeneste ved at hæve penge ved kasse 1: Læger, Kommunaldirektører samt andre ansat i etaten. De er selvfølgelig efter deres overbevisning mest interesserede i at hjælpe samfundet videre, men fordi nogle får en høj løn vil de også have det, fordi nogle kan bo i en fireværelses i centrum af København vil de også have muligheden. Ja det er faktisk gået så galt at de højestlønnede indenfor staten nødigt vil arbejde i provinsen. Som de læger der ikke er interesseret i en praksis på Samsø.
Der er jo også dem der mener det godt og bliver socialformidlere eller deromkring. Af et godt hjerte. Og så pludselig opdager at alle intentionerne bare var intentioner. Der skal lige lægges til og trækkes fra før der er mulighed for at hjælpe. Mange af reglerne går ud på hvor mange penge der skal til for at hjælpe en socialt udsat, næsten ingen af reglerne fokuserer på hvilke problemer en socialt udsat har! Socialt udsatte er faktisk en stor del af befolkningen, men hvis man kan leve op til grundlæggende krav til "normal" opførsel og kan "passe sit arbejde" er man basalt set ikke unormal. Et eller andet sted er det vel fair nok når vi alle skal gøres op i merværdi for de få, men for mig at se udgør flertallet hele tiden et mindretal i kraft af de forskelligheder vi har, i kraft af de sygdomme, politiske holdninger og de husdyr vi har.
Kan vi ikke se forskellene kan vi vel vælge lighederne, det gør os bare ikke til bedre mennesker, det gør os udelukkende til ignoranter.
At leve i et land hvor vi skubber rundt på de arbejdsløse, så dem der har betalt en forsikring får en præmie med i ansøgningen til et job, er et privilegium. At kalde landet for socialistisk eller demokratisk er til gengæld en hån mod dem der ikke har arbejde. Det mest radikale ved de aftaler der blev indgået forleden dag er at nogle vil vedgå sig at man redder arbejdsløse ved at give en pose med penge til arbejdsgiverne. Som sædvanlig er det jo dem der skaber merværdien, der betaler til gildet!
At man kan sidde med en sum på 77,50 kr efter den 3. i måneden (efter at have betalt det man skal samt RKI mfl) giver jo en lyst til at spise billig mad - men det er der ikke engang råd til, for selv tankerne om en anden fordeling er efterhånden beskattet! Du kan ikke længere markere din mening om fordelingen af værdierne i "velfærdssmfundet" - du kan ikke bare deltage i et politisk møde, du kan snart heller ikke være medlem af fagforening eller a-kasse fordi fradraget tages fra dig. Men hvis du har evnen til at blive millionær kan du blive millardær, simpelthen fordi du vil være det, ikke fordi du er det.
En student som ikke får arbejde fordi der er gratis arbejdskraft (eller i hvert fald meget billig) skal bare være takknemmelig for dagens ret: "Luftsteg og vindfrikadeller med skysovs" - ellers skal hun være født med rundsave på albuerne!
Mennesker der lever på overførsel skal ikke længere trække penge ud af samfundets pengemaskine. Det betyder jo i princippet at politikerne støtter bankerne i at tømme samfundet for den mere eller mindre kunstige værdi der hedder "penge".
Penge er skabt som merværdi. Arbejdere har lagt mere eller mindre arbejdskraft i et investeringsprojekt som kan gøre en arbejdsgiver svimlende rig eller få en arbejdsgiver til at gå konkurs. I første tilfælde er arbejderen (altså den der producerer noget, fungerer i en samfundsnyttig sammenhæng eller kan profitere af sin kreativitet) den der yder til samfundet for at dele med dem der ikke er så heldige. I det andet tilfælde er det simpelthen luftpenge der opstår. Ingen (bortset fra dem der når at flytte pengene til andre konti fordi de ved at forretningen lukker snart) har gavn af en konkurs. Ikke penge til fællesskabet eller til skattevæsen, kun penge ud i luften, altså værdier der har været? men er gået tabt.
I den økonomiske verden kan bankdirektører lave den ene ulykke efter den anden, og bliver tildelt et "gyldent åndtryk" når de har vist deres absolutte uduelighed - i øvrigt parallelt med for eksempel sportsverdenen (nok mest kendt fra fodbold og cykling på såkaldt "professionelt" plan). Et eller andet sted skal pengene jo nok komme fra.
Eksempler: Jyske bank investerede i et feriested kaldet "la Santa", indtægterne skulle give aktionærerne flere penge, ikke indlånerne. Hvem fik lov at betale?
Danske Bank har overtaget et pensionsselskab, som tager mere i gebyr end der opspares på et år ved at sætte penge ind.
Banker der går konkurs lønner cheferne fyrsteligt - når der ikke er nogen penge kan man jo lisså godt bruge dem. Hvem får intet?
Forsikringsselskaberne sætter større og større krav, ja opfordrer til "stikkeri" så aktionærerne kan få del i et overskud. Hvem betaler?
Ville gerne komme med flere eksempler, men der er bare så mange ...
Kort sagt: I mit univers findes der dem der vil have penge og dem der skaber dem. De er der bare ikke, pengene, det er en måde at tuske på, at bytte tjenester. Bare så nogle skraber det hele til sig uden at lave ret meget andet end at studere bankbogen, aktiekurserne eller bruge luftpenge til at betale andre for at gøre det. Jeg skal stadig knokle, og nu skal jeg Gudjødemig også være taknemmelig for at få dårlig ryg eller ondt i armen i mine bestræbelser på at gøre andre mennesker meget rigere, og have dårlig samvittighed når det ikke kan lade sig gøre! Hvad gavner min indsats når de eneste der flyder ovenpå lægger penge til side, fører dem ud af landet eller køber luftaktier i et IT-firma eller lignende, jeg får ikke engang tak, jeg skal bare have det dårligt, jeg skal knokle mere selv om der ikke er arbejde, jeg skal være samfundsbevidst, jeg skal støtte alle os borgere!
Hvad får jeg for at stå til rådighed for samfundet? Jeg får en uddannelse som over et liv beløber sig til et par mio vil jeg tro. Jeg får lov til at tegne forsikringer for næsten alt, som ikke udbetales fordi der er noget der står med småt. Jeg får lov til at beholde min tilknytning til arbejdsmarkedet ved at være medlem af fagforening og a-kasse, til gengæld er jeg tvunget til at arbejde gratis når der ikke er arbejde. Jeg får lov til at modtage en pension, hvis jeg vel at mærke ikke bliver slidt op på arbejdsmarkedet inden! Og så skal jeg gudhjælpemig fandme også betale for at være død, når jeg skal brændes.
Til gengæld findes der en lille gruppe mennesker der lever af at tage beslutninger. De er sjældent til gavn for andre end dem selv eller deres nærmeste, måske til gavn for deres arbejdsplads. De belønnes med penge. Penge der i teorien ikke findes, men som opstår når de opfindes. Direktørlønninger er ikke bare markant større end SU, der er næsten ikke nogen sammenligning mellem de to beløb, trods det at begge modtagere jo pr definition gør samfundet en tjeneste. det eneste vi taler om er at der udbetales beløb, beløbsstørrelsen har stort set kun det til fælles at der findes et komma før ørebeløbet.
Der findes også en lille gruppe der gør os alle sammen en tjeneste ved at hæve penge ved kasse 1: Læger, Kommunaldirektører samt andre ansat i etaten. De er selvfølgelig efter deres overbevisning mest interesserede i at hjælpe samfundet videre, men fordi nogle får en høj løn vil de også have det, fordi nogle kan bo i en fireværelses i centrum af København vil de også have muligheden. Ja det er faktisk gået så galt at de højestlønnede indenfor staten nødigt vil arbejde i provinsen. Som de læger der ikke er interesseret i en praksis på Samsø.
Der er jo også dem der mener det godt og bliver socialformidlere eller deromkring. Af et godt hjerte. Og så pludselig opdager at alle intentionerne bare var intentioner. Der skal lige lægges til og trækkes fra før der er mulighed for at hjælpe. Mange af reglerne går ud på hvor mange penge der skal til for at hjælpe en socialt udsat, næsten ingen af reglerne fokuserer på hvilke problemer en socialt udsat har! Socialt udsatte er faktisk en stor del af befolkningen, men hvis man kan leve op til grundlæggende krav til "normal" opførsel og kan "passe sit arbejde" er man basalt set ikke unormal. Et eller andet sted er det vel fair nok når vi alle skal gøres op i merværdi for de få, men for mig at se udgør flertallet hele tiden et mindretal i kraft af de forskelligheder vi har, i kraft af de sygdomme, politiske holdninger og de husdyr vi har.
Kan vi ikke se forskellene kan vi vel vælge lighederne, det gør os bare ikke til bedre mennesker, det gør os udelukkende til ignoranter.
At leve i et land hvor vi skubber rundt på de arbejdsløse, så dem der har betalt en forsikring får en præmie med i ansøgningen til et job, er et privilegium. At kalde landet for socialistisk eller demokratisk er til gengæld en hån mod dem der ikke har arbejde. Det mest radikale ved de aftaler der blev indgået forleden dag er at nogle vil vedgå sig at man redder arbejdsløse ved at give en pose med penge til arbejdsgiverne. Som sædvanlig er det jo dem der skaber merværdien, der betaler til gildet!
At man kan sidde med en sum på 77,50 kr efter den 3. i måneden (efter at have betalt det man skal samt RKI mfl) giver jo en lyst til at spise billig mad - men det er der ikke engang råd til, for selv tankerne om en anden fordeling er efterhånden beskattet! Du kan ikke længere markere din mening om fordelingen af værdierne i "velfærdssmfundet" - du kan ikke bare deltage i et politisk møde, du kan snart heller ikke være medlem af fagforening eller a-kasse fordi fradraget tages fra dig. Men hvis du har evnen til at blive millionær kan du blive millardær, simpelthen fordi du vil være det, ikke fordi du er det.
En student som ikke får arbejde fordi der er gratis arbejdskraft (eller i hvert fald meget billig) skal bare være takknemmelig for dagens ret: "Luftsteg og vindfrikadeller med skysovs" - ellers skal hun være født med rundsave på albuerne!
lørdag, oktober 27, 2012
Velfærdssamfundet
Så må jeg til tasterne igen. At diskutere kroner og ører med medlemmer af EL eller i hvert fald støtter af EL er jo en helt ny stil.
Som socialist og modstander af økonomisk diktatur og flertallets diktatur og alle andre former for diktatur hat jeg det svært ved at definere hvordan vi rent økonomisk kan redde verden. Jeg vil gerne redde verden ved at være menneskelig. Når det er sagt vil jeg - som det gode menneske jeg forhåbentlig er - gerne diskutere penge. Bare ikke som det væsentlige, men udelukkende som det uundgåelige i den nærmeste fremtid. Ikke som et middel til socialisme, men som et grundlag for at komme videre mod en socialistisk verden, uden at skyde kapitalister. Og for at komme forbi ordet revolution med det samme. Selvfølgelig går jeg ind for en revolution, en revolution forstået som en radikal (ja ikke lige som partiet RV, men som en mærkbar) ændring af samfundet mod et samfund hvor mennesker er i højsædet.
Derfor handler det ikke om hvad det koster, men jeg skal alligevel kort fortælle hvad omkostningerne er ved det samfund som er baseret på en økonomi, betyder for alle os, der burde være bærere af samfundet.
Vi bliver gjort op i kroner og ører - eller Euro og dollars - vi får at vide at vi er årsag til at andre ikke kan have nuller nok bagved det forreste tal, vi beskyldes for at være årsag til en krise vi kun har været med til at skabe i kraft af et ønske om at være en del af samfundet på samfundets vilkår (at eje, at have, at kunne give til vores kæreste når vi ikke længere er her). Min andel i krisen bestod i at jeg (af hensyn til mig selv og samfundet) sparede op til en pension (og i tilfælde af for tidlig død kunne efterlade noget til mine nærmeste). Jeg troede faktisk at jeg gjorde velfærdssamfundet en tjeneste ved at lægge penge til side. Men nej, de penge ville velfærdssamfundet have plukket ud af mine lommer fordi jeg ikke havde det arbejde som ikke er der. Fint nok for mig et eller andet sted, så kommer jeg jo bare til at koste samfundet i den anden ende. Men nej, hvorfor skal jeg overhovedet koste samfundet noget - når samfundet kan slå mig og alle andre omkostninger ihjel. Alt hvad der ikke som arbejdskraft kan omsættes i penge er nu lovlig jagt. Svend Åge Madsen skrev i begyndelsen af 90'erne bogen "Jagten på et menneske", hvor en af de centrale diskussioner (han kan jo ikke som forfatter nøjes med at beskrive et univers) var om det var moralsk muligt at give tilladelse til at slå overflødige mennesker ihjel. Og sådan er det nu blevet med de tiltag som den tidligere og den nuværende regering har gang i! Overflødige mennesker skal i arbejde (som ikke findes) ellers kan de lisså godt dø, for de penge "samfundet" akkumulerer skal gå til arbejdsgiverne og kun arbejdsgiverne, så vil jeg sgu skide på Keynes og Milton. Jeg skal dø hvis jeg ikke vil arbejde, sådan er det.
Benny Holst og Arne Würgler har indspillet "sangen om merværdi", på den mere poppede scene har Dodo & the Dodos inspillet sangen "penge", andre musikere har gennem tiderne konstateret at penge er papir, alligevel halser vi efter det stykke papir der har mindre værdi end den serviet et digt er skrevet på eller det papir der er brugt til at trykke bøger på. Hvorfor kan penge være så central i vores allesammens bevidsthed? Når penge i virkeligheden ikke er nogen værdi i sig selv, ikke gør mennesker til bedre mennesker, ikke gør samfundet til et bedre samfund? Når penge bare er et tal trykt på et stykke papir, for alle dem der er fattige - og et tal på en eller flere bankkonti for dem der er rige. Engang blev jeg på facebook bedt om at fortælle hvor grænsen går mellem at være rig og fattig - et kronebeløb - og jeg kunne ikke sige om en månedsindtægt på 12.877 gjorde dig rig eller fattig. Diskussionen ophørte (heldigvis for mig) fordi der ikke var et beløb der skattemæssigt kunne afgøre om du er fattig! Jeg ved nu, at de mennesker der bruger menneskepenge (selvom de hæver dem i 500- eller 1000-krone sedler) er dem der er fattige, mens dem der flytter rundt på penge i et internetunivers (Netbank) er dem der er rige (indrømmet dem der har lisså få penge som dem der hæver det hele, er kun rige i kraft af at de har råd til at samfundet kontrollerer deres indestående). Jeg ved også at man ikke kan beskatte folk på en anden måde, fordi de har penge i portemonnæen. Jeg ved også at de virksomheder der køber robotter eller anden form for teknik (som bankerne der ikke vil have folk ansat når kunderne kan betjene sig selv og derved gøre aktionærerne rigere) ikke betaler noget til samfundet. Bankpakker og akutpakker taler for sig selv, men det gør fattige mennesker ikke.
Skal vi så komme til det væsentlige: et socialt samfund!
Et samfund hvor vi er hinandens støtter, hvor vi ikke fokuserer på hvad vi ejer mere end andre og hvor arbejde ikke er et ønske om at tjene flere penge til en arbejdsgiver. Et samfund hvor vi kan være mennesker, et samfund hvor vi kan være hinanden bekendt, ja måske endda et samfund hvor vi kan afskaffe grådighed. Det er der jeg vil hen, når jeg taler om socialisme, til en begyndelse kan vi godt starte med Grundtvig og "hvor få har for meget og færre for lidt" - men for mig er socialisme mere menneskekærlighed end kærlighed til ejendom.
Den tåbelige regering vi har fået nu viser jo bare at ejendom er til for en elite. Selv politikerne rager ublufærdigt til sig og sine. Fattige og syge, folk uden et arbejde (som ikke findes - og det ved vi snart alle) må klare sig uden penge. Hvis man hører til den udsatte gruppe skal endog de penge man ikke har omgøres til armod (indrømmet en voldsom omskrivning af Lukas (kap. 19, vers 26)). Ejendom og værdi samt magt er ikke noget nyt, alle disse ting hører til en kultur der var fjern for os for 2000 år siden. Ikke at jeg har noget imod kulturen, jeg synes bare at vi skal lære at tænke selv, frem for at læse bøger skrevet af nogle mennesker der sandsynligvis ikke har kendt dem de skriver om (GUD og Jesus m.fl.) - lidt lissom biografier i dag handler mere om forfatterne end om de biograferede.
Velfærdssamfundet er nu blevet til et spørgsmål om at redde banker og virksomheder, at straffe arbejdsløse og sikre aktionærer en gevinst (sådan går det stadig - trods den såkaldte "krise") Krisen er i selvsving fordi den nederste del af samfundet er bange for at bruge penge, fordi der er stor sandsynlighed for at de ikke kan få overførselsindkomster. Altså gemmer de til bedre tider, det lærte de af Schlüter. "Spar op til de onde tider", dengang blev vi bare tvunget til det. Samtidig er hele de økonomiske pengevæsen interesseret i at alle luftmilliarderne skal blive til flere på deres konti både her og der!
Det betyder så bare at arbejdere, dagpengemodtagere, sygemeldte og flexjobbere, kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister samt andre uden for arbejdsmarkedet er en belastning. En belastning? Hvem fanden skal bruge de penge som alle investorer sætter ind på konti i ind- og udland! De køber dyr whisky og rejser til Phuket. De bruger næsten ikke noget her i landet. Hvorimod førtidspensionisten handler i det lokale supermarked for rigtige menneskepenge, trykt af Danmarks Nationalbank.
Ligegyldigt hvem der taler om velfærdssamfund kan jeg jo så høre at velfærd drejer sig om penge. Det gjorde det altså ikke da jeg voksede op. Da drejede det sig om at have en god oplevelse og yde det man kunne til samfundet. Det drejede sig om at nyde og yde. Hallo kære venner, hvem er det der spiller golf og aldrig laver andet end at sidde i bestyrelser der jævnligt beskyldes for ikke at kunne kende forskel på ret og vrang, på dine og mine pligter, på vores og andres penge? Førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere. Hvis velfærd betyder at 5% af befolkningen skal skide på 95% så er vi nået dertil. men da jeg blev socialist var det hverken Stalin, Mao, Hoxa eller Castro jeg troede på. Jeg troede på fornuften! Jeg troede på drømmen om at vi alle skulle være lige ved at være forskellige. Jeg troede at vi skulle være tømrere nå det var det vi var gode til, digtere når det var det vi kunne. Jeg troede at vi alle skulle bidrage til samfundet med det vi kunne, om man havde Downs eller var DAMP, - jeg troede at vi kunne skabe et samfund hvor vi alle respekterede hinanden. Nu lever jeg i et samfund hvor vi alle respekterer økonomi og ikke andet!
Så endnu engang: Set med mine øjne er socialisme ikke at bestemme over andre - men at lytte til andre. Socialisme har intet at gøre med penge. Så har jeg sagt det ...
Som socialist og modstander af økonomisk diktatur og flertallets diktatur og alle andre former for diktatur hat jeg det svært ved at definere hvordan vi rent økonomisk kan redde verden. Jeg vil gerne redde verden ved at være menneskelig. Når det er sagt vil jeg - som det gode menneske jeg forhåbentlig er - gerne diskutere penge. Bare ikke som det væsentlige, men udelukkende som det uundgåelige i den nærmeste fremtid. Ikke som et middel til socialisme, men som et grundlag for at komme videre mod en socialistisk verden, uden at skyde kapitalister. Og for at komme forbi ordet revolution med det samme. Selvfølgelig går jeg ind for en revolution, en revolution forstået som en radikal (ja ikke lige som partiet RV, men som en mærkbar) ændring af samfundet mod et samfund hvor mennesker er i højsædet.
Derfor handler det ikke om hvad det koster, men jeg skal alligevel kort fortælle hvad omkostningerne er ved det samfund som er baseret på en økonomi, betyder for alle os, der burde være bærere af samfundet.
Vi bliver gjort op i kroner og ører - eller Euro og dollars - vi får at vide at vi er årsag til at andre ikke kan have nuller nok bagved det forreste tal, vi beskyldes for at være årsag til en krise vi kun har været med til at skabe i kraft af et ønske om at være en del af samfundet på samfundets vilkår (at eje, at have, at kunne give til vores kæreste når vi ikke længere er her). Min andel i krisen bestod i at jeg (af hensyn til mig selv og samfundet) sparede op til en pension (og i tilfælde af for tidlig død kunne efterlade noget til mine nærmeste). Jeg troede faktisk at jeg gjorde velfærdssamfundet en tjeneste ved at lægge penge til side. Men nej, de penge ville velfærdssamfundet have plukket ud af mine lommer fordi jeg ikke havde det arbejde som ikke er der. Fint nok for mig et eller andet sted, så kommer jeg jo bare til at koste samfundet i den anden ende. Men nej, hvorfor skal jeg overhovedet koste samfundet noget - når samfundet kan slå mig og alle andre omkostninger ihjel. Alt hvad der ikke som arbejdskraft kan omsættes i penge er nu lovlig jagt. Svend Åge Madsen skrev i begyndelsen af 90'erne bogen "Jagten på et menneske", hvor en af de centrale diskussioner (han kan jo ikke som forfatter nøjes med at beskrive et univers) var om det var moralsk muligt at give tilladelse til at slå overflødige mennesker ihjel. Og sådan er det nu blevet med de tiltag som den tidligere og den nuværende regering har gang i! Overflødige mennesker skal i arbejde (som ikke findes) ellers kan de lisså godt dø, for de penge "samfundet" akkumulerer skal gå til arbejdsgiverne og kun arbejdsgiverne, så vil jeg sgu skide på Keynes og Milton. Jeg skal dø hvis jeg ikke vil arbejde, sådan er det.
Benny Holst og Arne Würgler har indspillet "sangen om merværdi", på den mere poppede scene har Dodo & the Dodos inspillet sangen "penge", andre musikere har gennem tiderne konstateret at penge er papir, alligevel halser vi efter det stykke papir der har mindre værdi end den serviet et digt er skrevet på eller det papir der er brugt til at trykke bøger på. Hvorfor kan penge være så central i vores allesammens bevidsthed? Når penge i virkeligheden ikke er nogen værdi i sig selv, ikke gør mennesker til bedre mennesker, ikke gør samfundet til et bedre samfund? Når penge bare er et tal trykt på et stykke papir, for alle dem der er fattige - og et tal på en eller flere bankkonti for dem der er rige. Engang blev jeg på facebook bedt om at fortælle hvor grænsen går mellem at være rig og fattig - et kronebeløb - og jeg kunne ikke sige om en månedsindtægt på 12.877 gjorde dig rig eller fattig. Diskussionen ophørte (heldigvis for mig) fordi der ikke var et beløb der skattemæssigt kunne afgøre om du er fattig! Jeg ved nu, at de mennesker der bruger menneskepenge (selvom de hæver dem i 500- eller 1000-krone sedler) er dem der er fattige, mens dem der flytter rundt på penge i et internetunivers (Netbank) er dem der er rige (indrømmet dem der har lisså få penge som dem der hæver det hele, er kun rige i kraft af at de har råd til at samfundet kontrollerer deres indestående). Jeg ved også at man ikke kan beskatte folk på en anden måde, fordi de har penge i portemonnæen. Jeg ved også at de virksomheder der køber robotter eller anden form for teknik (som bankerne der ikke vil have folk ansat når kunderne kan betjene sig selv og derved gøre aktionærerne rigere) ikke betaler noget til samfundet. Bankpakker og akutpakker taler for sig selv, men det gør fattige mennesker ikke.
Skal vi så komme til det væsentlige: et socialt samfund!
Et samfund hvor vi er hinandens støtter, hvor vi ikke fokuserer på hvad vi ejer mere end andre og hvor arbejde ikke er et ønske om at tjene flere penge til en arbejdsgiver. Et samfund hvor vi kan være mennesker, et samfund hvor vi kan være hinanden bekendt, ja måske endda et samfund hvor vi kan afskaffe grådighed. Det er der jeg vil hen, når jeg taler om socialisme, til en begyndelse kan vi godt starte med Grundtvig og "hvor få har for meget og færre for lidt" - men for mig er socialisme mere menneskekærlighed end kærlighed til ejendom.
Den tåbelige regering vi har fået nu viser jo bare at ejendom er til for en elite. Selv politikerne rager ublufærdigt til sig og sine. Fattige og syge, folk uden et arbejde (som ikke findes - og det ved vi snart alle) må klare sig uden penge. Hvis man hører til den udsatte gruppe skal endog de penge man ikke har omgøres til armod (indrømmet en voldsom omskrivning af Lukas (kap. 19, vers 26)). Ejendom og værdi samt magt er ikke noget nyt, alle disse ting hører til en kultur der var fjern for os for 2000 år siden. Ikke at jeg har noget imod kulturen, jeg synes bare at vi skal lære at tænke selv, frem for at læse bøger skrevet af nogle mennesker der sandsynligvis ikke har kendt dem de skriver om (GUD og Jesus m.fl.) - lidt lissom biografier i dag handler mere om forfatterne end om de biograferede.
Velfærdssamfundet er nu blevet til et spørgsmål om at redde banker og virksomheder, at straffe arbejdsløse og sikre aktionærer en gevinst (sådan går det stadig - trods den såkaldte "krise") Krisen er i selvsving fordi den nederste del af samfundet er bange for at bruge penge, fordi der er stor sandsynlighed for at de ikke kan få overførselsindkomster. Altså gemmer de til bedre tider, det lærte de af Schlüter. "Spar op til de onde tider", dengang blev vi bare tvunget til det. Samtidig er hele de økonomiske pengevæsen interesseret i at alle luftmilliarderne skal blive til flere på deres konti både her og der!
Det betyder så bare at arbejdere, dagpengemodtagere, sygemeldte og flexjobbere, kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister samt andre uden for arbejdsmarkedet er en belastning. En belastning? Hvem fanden skal bruge de penge som alle investorer sætter ind på konti i ind- og udland! De køber dyr whisky og rejser til Phuket. De bruger næsten ikke noget her i landet. Hvorimod førtidspensionisten handler i det lokale supermarked for rigtige menneskepenge, trykt af Danmarks Nationalbank.
Ligegyldigt hvem der taler om velfærdssamfund kan jeg jo så høre at velfærd drejer sig om penge. Det gjorde det altså ikke da jeg voksede op. Da drejede det sig om at have en god oplevelse og yde det man kunne til samfundet. Det drejede sig om at nyde og yde. Hallo kære venner, hvem er det der spiller golf og aldrig laver andet end at sidde i bestyrelser der jævnligt beskyldes for ikke at kunne kende forskel på ret og vrang, på dine og mine pligter, på vores og andres penge? Førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere. Hvis velfærd betyder at 5% af befolkningen skal skide på 95% så er vi nået dertil. men da jeg blev socialist var det hverken Stalin, Mao, Hoxa eller Castro jeg troede på. Jeg troede på fornuften! Jeg troede på drømmen om at vi alle skulle være lige ved at være forskellige. Jeg troede at vi skulle være tømrere nå det var det vi var gode til, digtere når det var det vi kunne. Jeg troede at vi alle skulle bidrage til samfundet med det vi kunne, om man havde Downs eller var DAMP, - jeg troede at vi kunne skabe et samfund hvor vi alle respekterede hinanden. Nu lever jeg i et samfund hvor vi alle respekterer økonomi og ikke andet!
Så endnu engang: Set med mine øjne er socialisme ikke at bestemme over andre - men at lytte til andre. Socialisme har intet at gøre med penge. Så har jeg sagt det ...
onsdag, oktober 24, 2012
Akutpakke eller Jobs
Det er så imponerende at diskutere noget der ikke er der. Det har jeg selv gjort det meste af mit liv, og i den sammenhæng har jeg også fået stukket i hovedet at jeg skal forholde mig til realiteterne. Hvilket jeg så har gjort. Realiteterne var at ingenting gik som politikerne spåede. Ingenting! Period. Og det gør de stadigvæk ikke.
Akutpakken er jo alene et forsøg på at skubbe et problem foran sig, ikke et forsøg på at løse et problem. Og så må vi jo huske på at denne akutpakke kun skal redde "tilværelsen" for dem der er i fare for at miste dagpenge. Ikke for dem der allerede har mistet dagpenge, ikke for dem der har mistet deres livsgrundlag i forbindelse med sygdom eller anden form for fravær fra arbejdsmarkedet. KUN for dem der er i fare for at miste dagpenge!
For mig at se er det vigtigt at forsvare dem der er i fare for at miste dagpenge, og når vi i MedieDanmark anno 2012 ikke kan få opmærksomheden henledt på reelle symptomer på fattigdom og mangel (DF (giv de fattigste en check, så holder de kæft); LA: De fattige er nogle nasserøve (der i gennemsnit hiver en promille eller derunder ud af samfundet i forhold til det erhvervsliv der hele tiden omtales som nødvendigt for at få hjulene i sving): K: - (konsekvent mangel på deltagelse i debatten omkring arbejdsløshed); V: Regeringen (SSFRV) er årsag til at arbejdsløsheden ikke er blevet mindre (ikke et ord om hvilken regering der var med til at skabe arbejdsløsheden!). At regeringspartierne og støttepartierne ikke er i stand til at løse er altså ikke et emne, ikke engang for EL, krisen skal løses. Ikke fordi den har ændret på noget som helst andet end at den lavere middelklasse i kraft af en arbejdsindtægt har været med til (i kraft af investeringer i intet) at skabe en økonomisk boble hvor penge har vist sig at være luft, og nu er de mennesker der intet havde blevet bange for at miste det de ikke har.
http://politiken.dk/pol_oplys/ECE360302/hvordan-fortsaetter-talemaaden-naar-skidt-kommer-til-aere/
Hvordan fortsætter talemåden "Når skidt kommer til ære?
"(Talemåden er et citat fra Gustav Wieds (1858-1914) roman ’Livsens ondskab’ fra 1899, hvor fru Lassen siger til fru Heilbunth om Emanuel Thomsen: »Og han, der har været slet og ret Opvarter i Foreningen! Nej, jeg si’er rigt’nok som salig Bjerregaard, at naar Skidt kommer til Ære og Stodder til Mønt, saa begynder Hønsene at gaa med Laksko!«.
’Livsens ondskab’ blev indspillet som tv-serie i fem afsnit og vist første gang på dansk tv i 1972, hvor den blev en kæmpesucces.
Og med hensyn til jobs vil jeg henvise til en artikel, en boganmeldelse og en nekrolog (én og samme), der handler om innovation, penge, arrogance og verdensfjerne mennesker der har deres på det tørre:
http://www.b.dk/boeger/steve-jobs-biografi-portraet-af-et-dumt-svin
"(27. oktober 2011, 22:30
Disse dages internationalt mest omdiskuterede og solgte bog er i lange stræk et portræt af et dumt svin, men et genialt af slagsen.
Det står klart efter gennemlæsning af Walter Isaacsons mammutbiografi med den lakoniske titel »Steve Jobs«, der som ved et mirakel allerede nu foreligger i dansk oversættelse - bare tre uger efter Apple-grundlæggerens død og ganske få dage efter udgivelsen af den engelske original. Det er en bog, der handler om en næsten sygelig perfektionist, en enorm manipulator, en ofte kynisk og umoden skiderik, der skifter mellem ukontrollerbare vredesudbrud og selvmedlidende gråd. Og det medvirker naturligvis til at gøre bogen underholdende. Men det skaber også det problem, at man aldrig kommer til at nære den store sympati for denne informationsalderens ukronede konge, og den kendsgerning må man leve med over samtlige næsten 700 tætskrevne sider i denne ultimative biografi, der er baseret på over 140 interviews, herunder dusinvis med hovedpersonen selv.
Til gengæld kommer man tæt på sandheden om et uhyre sammensat og komplekst menneske. Og samtidig tegner bogen et levende portræt af den farverige tidsalder og det enestående skabende sted, som gjorde det muligt for Jobs og hans medsammensvorne at revolutionere forbrugerelektronikken.
Men i store passager er og bliver bogen for lang og alt for detaljeret i sine endeløse redegørelser om designovervejelser, softwareudvikling, formstøbte kabinetter og lignende. I disse afsnit føles det som at bladre i sider af disciplenes egen bog om deres store guru. Man skal virkelig være Apple-fan for at påskønne detaljegraden her, men dem er der jo som bekendt også millioner af. Det bør dog også nævnes, at enhver med bare den mindste interesse for moderne design, brugerflader og industriel formgivning vil finde stor inspiration i det enorme fokus, som Steve Jobs havde på disse områder - og som i vidt omfang blev nøglen til hans umådelige succes. Jobs var en mand, der gik op i alt fra designet på ellers skjulte computerkredsløb til selve den oplevelse, som forbrugerne skulle have, når de pakkede et nyt Apple-produkt ud af den lækre indpakning.
Den første gode fjerdedel af bogen er på mange måder den mest interessante, for her besvares spørgsmålet: Hvad skabte Steve Jobs og den eksplosive kreativitet og skaberkraft, der blev ham til del? Svaret er mangesidigt og begynder på en ordinær parcelhusvej i San Francisco, hvor lille Steve voksede op omkring 1960 med en bilreparatørfar og en bogholdermor, der viste sig ikke at være hans biologiske forældre.
I sin fars garage lærte han at påskønne mekanik, kvalitet og perfekt formgivning, men allerede i en tidlig alder stod det ham klart, at han var kvikkere end sine forældre -en indsigt, som han beskriver som »et meget stort øjeblik, der står brændt i min bevidsthed.«
Endvidere følte han sig tidligt som noget ganske særligt - en udvalgt - ganske enkelt fordi hans kærlige far og mor som adoptivforældre havde »valgt« ham. Men allerede som barn var han en enorm manipulator. Han tvang sine jævne middelklasseforældre til at sælge huset og flytte til et andet kvarter, fordi han ikke kunne lide sin skole. Og senere tvang han dem til at sætte al deres opsparing i en alt for dyr collegeuddannelse til deres kloge knægt.
Men så var der hele det blomstrende miljø i og omkring San Francisco - flower power- bevægelsens hovedstad. Alternativ livsstil, protestmusik, hash, LSD, primalskrigsterapi, vegetarmad. Steve Jobs åd det hele råt, tog stoffer, lyttede til Dylan, spiste ikke andet end økoæbler og drog til Indien, hvor han fattede interesse for zen-buddhisme. Da han kom tilbage i bare fødder og med langt skæg, lignende han en tynd Ho Chi Minh - men en uvasket og stinkende af slagsen. Selv var han af den overbevisning, at hans kost af æbler og gulerødder bortrensede hans kropslugte.
Det er bemærkelsesværdigt, at Walter Isaacsons bog udkommer på dansk dagen efter første bind af Peter Øvig Knudsens værk om dansk hippiekultur. Øvigs og Isaacsons bøger dokumenterer på meget forskellig vis, at der ud af hashtågerne og de bevidsthedsudvidende stoffer kunne udspringe noget helt nyt og revolutionerende. Men i Steve Jobs tilfælde var der også noget andet - nemlig store dele af den amerikanske elektronikindustri, der praktisk taget lå i hans egen baghave.
Den erfarne biografist Isaacsons fortælling om Jobs vej i bare fødder gennem hippie- og elektronikbyen til det skæbnesvangre møde i midten af 70erne med nørden og computergeniet Steve Wozniak er forbilledligt beskrevet og researchet. Og meget naturligt sammenligner han det yin- og yang-agtige partnerskab mellem de to Appleskabere med den naturvidenskabelige revolution, der kom ud af mødet mellem Einstein og Bohr over 50 år tidligere.Wozniak var manden, der kunne skabe den brugervenlige personlige computer. Jobs var til gengæld manden, der kunne se perspektiverne i den - og som førte IT-revolutionen ud i livet med enorm determination.
Selv om Issacson gennemførte over 40 personlige interviews med Jobs under forberedelserne til bogen, fornemmer man ikke blandt hans linjer, at han nærer den store sympati for Jobs som person - kun en umådelig respekt for Jobs visioner, kreativitet og alt det, han skabte.
Forfatteren maler et veldokumenteret billede af en mand, der ville lave »buler i universet«, og som med sin blotte karismatiske tilstedeværelse og sit stirrende blik kunne skabe et »virkelighedsforandrende kraftfelt«, som det hedder. Utallige er de gange, hvor Jobs under bestyrelsesmøder fnyser, skriger og fyrer ellers loyale medarbejdere for et godt ord. Og næsten lige så mange gange hører vi om en sygeligt selvoptaget mand, der bryder ud i gråd, når han ikke kan få sin vilje - som en forkælet knægt, der stamper i gulvet. Vi taler om en mand, der kunne bruge to uger på at diskutere med sin kone, hvilken design-vaskemaskine, de skulle anskaffe, som i sygelig grad gik op i farvenuancerne på maskinerne i Apples fabriks-samlehaller, og som - da han får diagnosticeret kræft i bugspytkirtlen - i stedet for straks at blive opereret får foretaget tarmskylninger og opsøger en clairvoyant.
Næsten alle konkurrenter, ikke mindst Bill Gates, IBM- og Google-topfolkene, er »idioter« og »røvhuller« og laver »lort«. Jobs´ mangel på konduite, følsomhed og almindelig høflighed står udtalt adskillige steder i bogen. Men uden denne fyrige og ofte ukontrollerbare passion - hvilket i øvrigt også gælder computeranimationsstudiet Pixar og det kuldslåede computerprojekt NeXT - ville han aldrig have været en så voldsom inspirator. Han drev folk til at gøre det umulige.
Oversætteren Jakob Levinsen har næppe haft mere end et par måneder til at oversætte denne mursten. Det er imponerende gjort, ikke mindst fordi der kun er ganske få eksempler på sjusk eller fejl. Sproget flyder oftest glat af sted, trods de mange tekniske og ofte indforståede termer. Og det er ikke oversætterens fejl, at der undervejs i dette ellers generelt storslåede stykke erhvervs- og kulturhistorie er lange afsnit, som man næsten kun kan påskønne, hvis man er opvokset på iPod, iMacs og ikonbilleder af halvspiste æbler.)"
Min slutbemærkning:
Til dem der ikke ved det kan jeg fortælle, at Jobs er død, der er ikke længere Jobs, selv hans familie lever af de penge han har skabt.
Akutpakken er jo alene et forsøg på at skubbe et problem foran sig, ikke et forsøg på at løse et problem. Og så må vi jo huske på at denne akutpakke kun skal redde "tilværelsen" for dem der er i fare for at miste dagpenge. Ikke for dem der allerede har mistet dagpenge, ikke for dem der har mistet deres livsgrundlag i forbindelse med sygdom eller anden form for fravær fra arbejdsmarkedet. KUN for dem der er i fare for at miste dagpenge!
For mig at se er det vigtigt at forsvare dem der er i fare for at miste dagpenge, og når vi i MedieDanmark anno 2012 ikke kan få opmærksomheden henledt på reelle symptomer på fattigdom og mangel (DF (giv de fattigste en check, så holder de kæft); LA: De fattige er nogle nasserøve (der i gennemsnit hiver en promille eller derunder ud af samfundet i forhold til det erhvervsliv der hele tiden omtales som nødvendigt for at få hjulene i sving): K: - (konsekvent mangel på deltagelse i debatten omkring arbejdsløshed); V: Regeringen (SSFRV) er årsag til at arbejdsløsheden ikke er blevet mindre (ikke et ord om hvilken regering der var med til at skabe arbejdsløsheden!). At regeringspartierne og støttepartierne ikke er i stand til at løse er altså ikke et emne, ikke engang for EL, krisen skal løses. Ikke fordi den har ændret på noget som helst andet end at den lavere middelklasse i kraft af en arbejdsindtægt har været med til (i kraft af investeringer i intet) at skabe en økonomisk boble hvor penge har vist sig at være luft, og nu er de mennesker der intet havde blevet bange for at miste det de ikke har.
http://politiken.dk/pol_oplys/ECE360302/hvordan-fortsaetter-talemaaden-naar-skidt-kommer-til-aere/
Hvordan fortsætter talemåden "Når skidt kommer til ære?
"(Talemåden er et citat fra Gustav Wieds (1858-1914) roman ’Livsens ondskab’ fra 1899, hvor fru Lassen siger til fru Heilbunth om Emanuel Thomsen: »Og han, der har været slet og ret Opvarter i Foreningen! Nej, jeg si’er rigt’nok som salig Bjerregaard, at naar Skidt kommer til Ære og Stodder til Mønt, saa begynder Hønsene at gaa med Laksko!«.
’Livsens ondskab’ blev indspillet som tv-serie i fem afsnit og vist første gang på dansk tv i 1972, hvor den blev en kæmpesucces.
Talemåden indgår også i Ludvig Holbergs (1684-1754) ’Jeppe på Bjerget’ fra 1722: »Når skidt kommer til ære, ved det ikke, hvordan det skal være«.)"
Hvad kan jeg bruge det til at mine forældre startede deres liv med at være fattige og mangle alt under ww2 og at de har så stor en pension nu at de kan betale mine regninger?, hvis de vil, at de kan lade deres børn arve store bunker penge? At samfundet kan overlade det til mine forældre at forsørge mig? Hvad med mine børn, som ikke har forældre der kan forsørge dem, fordi deres forældre er forsørget af deres. Er det en fremtid der vil noget?
Der er så mange ting der presser på. Mennesker der mister penge fordi de er gift. Mennesker der mister penge fordi de ikke længere kan få flexjobs. Ja sågar mennesker der er i fare for at miste arbejde fordi der ikke er noget arbejde når de bliver fyret. De samme mennesker KRÆVER hjælp fra folketingets politikere, på trods af at de har været glade for skattelettelser, har meldt sig (næsten kollektivt) ud af fagforeninger. På trods af at de aldrig har foretaget sig andet end at stemme på de partier der sagde højest at de ville hjælpe den almindelige borger! Dengang stemte ca 2% på venstreorienterede partier, hvis primære ønske var at skabe et samfund hvor vi skulle deles om glæder og sorger, hvor arbejde ikke bestod i at overskud skulle gå til internationale virksomheder, hvor samfundet hyttede sine og hvor penge var et middel til at betale omkostninger i en international sammenhæng. Dengang skændtes de ca 2% om hvem der havde den rette forståelse af hvordan et samfund uden kapitalisme skulle hænge sammen. Nu er der næsten 10% på venstrefløjen, der gerne vil have del i de kapitalistiske goder de fik til låns! For mig er der nok stadig 2% på samme fløj der ønsker en anden samfundsstruktur! Give or take.
Så lad os nu lige redde dem der er ved at blive hårdest ramt (dagpengemodtagere) primært fordi de i god tro har tegnet en forsikring - Hvis denne form for forsikring (som alle andre skal forsikringer åbenbart sikre at aktieindehavere får alt overskuddet) er en forsikring for investorer, er der principielt ingen grund til at tegne en forsikring. Underskud betyder øgede præmier, mens overskud straks udbetales til dovne investorer, der ikke gider arbejde.
Når vi har reddet de mennesker der er på dagpenge er der selvfølgelig en endnu større opgave: At redde de mennesker som gennem de seneste og kommende år bogstavelig talt "fjernes" fra arbejdsmarkedet med fysiske og psykiske følger! Ofte med følger for deres familieforhold og deres børn, især fordi ikke alle har forældre der kan forsørge dem.
Min holdning til redningspakker for banker elle arbejdsløse er den samme, man kan ikke forhindre nogen i at drukne ved at give dem en redningsvest. Der er to ting der er nødvendige (mindst), at man ikke ønsker at drukne, og at man ved hvordan en redningsvest virker.
Hvad kan jeg bruge det til at mine forældre startede deres liv med at være fattige og mangle alt under ww2 og at de har så stor en pension nu at de kan betale mine regninger?, hvis de vil, at de kan lade deres børn arve store bunker penge? At samfundet kan overlade det til mine forældre at forsørge mig? Hvad med mine børn, som ikke har forældre der kan forsørge dem, fordi deres forældre er forsørget af deres. Er det en fremtid der vil noget?
Der er så mange ting der presser på. Mennesker der mister penge fordi de er gift. Mennesker der mister penge fordi de ikke længere kan få flexjobs. Ja sågar mennesker der er i fare for at miste arbejde fordi der ikke er noget arbejde når de bliver fyret. De samme mennesker KRÆVER hjælp fra folketingets politikere, på trods af at de har været glade for skattelettelser, har meldt sig (næsten kollektivt) ud af fagforeninger. På trods af at de aldrig har foretaget sig andet end at stemme på de partier der sagde højest at de ville hjælpe den almindelige borger! Dengang stemte ca 2% på venstreorienterede partier, hvis primære ønske var at skabe et samfund hvor vi skulle deles om glæder og sorger, hvor arbejde ikke bestod i at overskud skulle gå til internationale virksomheder, hvor samfundet hyttede sine og hvor penge var et middel til at betale omkostninger i en international sammenhæng. Dengang skændtes de ca 2% om hvem der havde den rette forståelse af hvordan et samfund uden kapitalisme skulle hænge sammen. Nu er der næsten 10% på venstrefløjen, der gerne vil have del i de kapitalistiske goder de fik til låns! For mig er der nok stadig 2% på samme fløj der ønsker en anden samfundsstruktur! Give or take.
Så lad os nu lige redde dem der er ved at blive hårdest ramt (dagpengemodtagere) primært fordi de i god tro har tegnet en forsikring - Hvis denne form for forsikring (som alle andre skal forsikringer åbenbart sikre at aktieindehavere får alt overskuddet) er en forsikring for investorer, er der principielt ingen grund til at tegne en forsikring. Underskud betyder øgede præmier, mens overskud straks udbetales til dovne investorer, der ikke gider arbejde.
Når vi har reddet de mennesker der er på dagpenge er der selvfølgelig en endnu større opgave: At redde de mennesker som gennem de seneste og kommende år bogstavelig talt "fjernes" fra arbejdsmarkedet med fysiske og psykiske følger! Ofte med følger for deres familieforhold og deres børn, især fordi ikke alle har forældre der kan forsørge dem.
Min holdning til redningspakker for banker elle arbejdsløse er den samme, man kan ikke forhindre nogen i at drukne ved at give dem en redningsvest. Der er to ting der er nødvendige (mindst), at man ikke ønsker at drukne, og at man ved hvordan en redningsvest virker.
Og med hensyn til jobs vil jeg henvise til en artikel, en boganmeldelse og en nekrolog (én og samme), der handler om innovation, penge, arrogance og verdensfjerne mennesker der har deres på det tørre:
http://www.b.dk/boeger/steve-jobs-biografi-portraet-af-et-dumt-svin
"(27. oktober 2011, 22:30
af 6 stjerner
Det står klart efter gennemlæsning af Walter Isaacsons mammutbiografi med den lakoniske titel »Steve Jobs«, der som ved et mirakel allerede nu foreligger i dansk oversættelse - bare tre uger efter Apple-grundlæggerens død og ganske få dage efter udgivelsen af den engelske original. Det er en bog, der handler om en næsten sygelig perfektionist, en enorm manipulator, en ofte kynisk og umoden skiderik, der skifter mellem ukontrollerbare vredesudbrud og selvmedlidende gråd. Og det medvirker naturligvis til at gøre bogen underholdende. Men det skaber også det problem, at man aldrig kommer til at nære den store sympati for denne informationsalderens ukronede konge, og den kendsgerning må man leve med over samtlige næsten 700 tætskrevne sider i denne ultimative biografi, der er baseret på over 140 interviews, herunder dusinvis med hovedpersonen selv.
Til gengæld kommer man tæt på sandheden om et uhyre sammensat og komplekst menneske. Og samtidig tegner bogen et levende portræt af den farverige tidsalder og det enestående skabende sted, som gjorde det muligt for Jobs og hans medsammensvorne at revolutionere forbrugerelektronikken.
Men i store passager er og bliver bogen for lang og alt for detaljeret i sine endeløse redegørelser om designovervejelser, softwareudvikling, formstøbte kabinetter og lignende. I disse afsnit føles det som at bladre i sider af disciplenes egen bog om deres store guru. Man skal virkelig være Apple-fan for at påskønne detaljegraden her, men dem er der jo som bekendt også millioner af. Det bør dog også nævnes, at enhver med bare den mindste interesse for moderne design, brugerflader og industriel formgivning vil finde stor inspiration i det enorme fokus, som Steve Jobs havde på disse områder - og som i vidt omfang blev nøglen til hans umådelige succes. Jobs var en mand, der gik op i alt fra designet på ellers skjulte computerkredsløb til selve den oplevelse, som forbrugerne skulle have, når de pakkede et nyt Apple-produkt ud af den lækre indpakning.
Den første gode fjerdedel af bogen er på mange måder den mest interessante, for her besvares spørgsmålet: Hvad skabte Steve Jobs og den eksplosive kreativitet og skaberkraft, der blev ham til del? Svaret er mangesidigt og begynder på en ordinær parcelhusvej i San Francisco, hvor lille Steve voksede op omkring 1960 med en bilreparatørfar og en bogholdermor, der viste sig ikke at være hans biologiske forældre.
I sin fars garage lærte han at påskønne mekanik, kvalitet og perfekt formgivning, men allerede i en tidlig alder stod det ham klart, at han var kvikkere end sine forældre -en indsigt, som han beskriver som »et meget stort øjeblik, der står brændt i min bevidsthed.«
Endvidere følte han sig tidligt som noget ganske særligt - en udvalgt - ganske enkelt fordi hans kærlige far og mor som adoptivforældre havde »valgt« ham. Men allerede som barn var han en enorm manipulator. Han tvang sine jævne middelklasseforældre til at sælge huset og flytte til et andet kvarter, fordi han ikke kunne lide sin skole. Og senere tvang han dem til at sætte al deres opsparing i en alt for dyr collegeuddannelse til deres kloge knægt.
Men så var der hele det blomstrende miljø i og omkring San Francisco - flower power- bevægelsens hovedstad. Alternativ livsstil, protestmusik, hash, LSD, primalskrigsterapi, vegetarmad. Steve Jobs åd det hele råt, tog stoffer, lyttede til Dylan, spiste ikke andet end økoæbler og drog til Indien, hvor han fattede interesse for zen-buddhisme. Da han kom tilbage i bare fødder og med langt skæg, lignende han en tynd Ho Chi Minh - men en uvasket og stinkende af slagsen. Selv var han af den overbevisning, at hans kost af æbler og gulerødder bortrensede hans kropslugte.
Det er bemærkelsesværdigt, at Walter Isaacsons bog udkommer på dansk dagen efter første bind af Peter Øvig Knudsens værk om dansk hippiekultur. Øvigs og Isaacsons bøger dokumenterer på meget forskellig vis, at der ud af hashtågerne og de bevidsthedsudvidende stoffer kunne udspringe noget helt nyt og revolutionerende. Men i Steve Jobs tilfælde var der også noget andet - nemlig store dele af den amerikanske elektronikindustri, der praktisk taget lå i hans egen baghave.
Den erfarne biografist Isaacsons fortælling om Jobs vej i bare fødder gennem hippie- og elektronikbyen til det skæbnesvangre møde i midten af 70erne med nørden og computergeniet Steve Wozniak er forbilledligt beskrevet og researchet. Og meget naturligt sammenligner han det yin- og yang-agtige partnerskab mellem de to Appleskabere med den naturvidenskabelige revolution, der kom ud af mødet mellem Einstein og Bohr over 50 år tidligere.Wozniak var manden, der kunne skabe den brugervenlige personlige computer. Jobs var til gengæld manden, der kunne se perspektiverne i den - og som førte IT-revolutionen ud i livet med enorm determination.
Selv om Issacson gennemførte over 40 personlige interviews med Jobs under forberedelserne til bogen, fornemmer man ikke blandt hans linjer, at han nærer den store sympati for Jobs som person - kun en umådelig respekt for Jobs visioner, kreativitet og alt det, han skabte.
Forfatteren maler et veldokumenteret billede af en mand, der ville lave »buler i universet«, og som med sin blotte karismatiske tilstedeværelse og sit stirrende blik kunne skabe et »virkelighedsforandrende kraftfelt«, som det hedder. Utallige er de gange, hvor Jobs under bestyrelsesmøder fnyser, skriger og fyrer ellers loyale medarbejdere for et godt ord. Og næsten lige så mange gange hører vi om en sygeligt selvoptaget mand, der bryder ud i gråd, når han ikke kan få sin vilje - som en forkælet knægt, der stamper i gulvet. Vi taler om en mand, der kunne bruge to uger på at diskutere med sin kone, hvilken design-vaskemaskine, de skulle anskaffe, som i sygelig grad gik op i farvenuancerne på maskinerne i Apples fabriks-samlehaller, og som - da han får diagnosticeret kræft i bugspytkirtlen - i stedet for straks at blive opereret får foretaget tarmskylninger og opsøger en clairvoyant.
Næsten alle konkurrenter, ikke mindst Bill Gates, IBM- og Google-topfolkene, er »idioter« og »røvhuller« og laver »lort«. Jobs´ mangel på konduite, følsomhed og almindelig høflighed står udtalt adskillige steder i bogen. Men uden denne fyrige og ofte ukontrollerbare passion - hvilket i øvrigt også gælder computeranimationsstudiet Pixar og det kuldslåede computerprojekt NeXT - ville han aldrig have været en så voldsom inspirator. Han drev folk til at gøre det umulige.
Oversætteren Jakob Levinsen har næppe haft mere end et par måneder til at oversætte denne mursten. Det er imponerende gjort, ikke mindst fordi der kun er ganske få eksempler på sjusk eller fejl. Sproget flyder oftest glat af sted, trods de mange tekniske og ofte indforståede termer. Og det er ikke oversætterens fejl, at der undervejs i dette ellers generelt storslåede stykke erhvervs- og kulturhistorie er lange afsnit, som man næsten kun kan påskønne, hvis man er opvokset på iPod, iMacs og ikonbilleder af halvspiste æbler.)"
Min slutbemærkning:
Til dem der ikke ved det kan jeg fortælle, at Jobs er død, der er ikke længere Jobs, selv hans familie lever af de penge han har skabt.
mandag, oktober 22, 2012
Skilsmissebørn
I denne uge er der sat fokus på skilsmissebørn på radioens P4. Nå ja der er også fokus på kræft og på at spille dansk produceret musik. Der er i det hele taget fokus på en masse ting. Derfor vil jeg i denne omgang vælge at se på skilsmisser. Jeg er jo selv en af dem der blev udsat for mine forældres skilsmisse.
Mine forældre skiftedes i løbet af et år til at være mine og mine brødres forælder - den ene tog simpelthen på uddannelsesophold i København, hvorefter den anden byttede. Muligheder som et spirende velfærdssamfund bød på, dengang i 60'erne. Mine andre søskende var jo i øvrigt allerede skilsmissebørn på det tidspunkt, kun mine papsøskende slap for det. Simpelthen fordi deres forældre enten var gift til den ene døde, eller fordi deres forældre aldrig blev gift.
Fokus er på Danmarks Statistik og antallet af ægteskaber der går i opløsning efterfulgt af antallet af børn der bliver "ramt" af skilsmisse. Virkelig opsøgende og politisk set vedrørende spørgsmål. For mig er de egentlig ligegyldige. Min bedstefader var såkaldt "uægte barn" (dvs født uden for ægteskab med en fader der ikke ville vedkende sig at være sæddonor. Den samme bedstefader havde ret til seksuelt samkvem med sin kone (som han blev gift med, fordi hun blev gravid da de havde sex, - og så måtte de jo begge tage ansvaret og gifte sig) op hans ret var (i dagens sprog) også en pligt, altså fik min bedstemor 7 børn som hun ikke vidste hvorfor hun skulle have. De kom bare.
Jeg havde venner i folkeskolen, sportsklubber og hos den religiøse spejderbevægelse der fortalt om deres forældre, som aldrig talte sammen, om forældre der skændtes døgnet rundt, og om forældre der udsatte mine (begge køn) kammerater for seksuelt misbrug! Vildt for et barn som mig, men det var jo bare det værste. De fleste havde forældre der ikke vidste hvordan man skulle opdrage eller være forælder til sine børn, de slog og rev i håret som deres forældre havde gjort! De brugte det de havde lært på den hårde måde fremfor at overveje og tænke om vi måske kunne blive bedre en vores forældre og bedsteforældre.
Mine forældre blev skilt da jeg var ca.9 år gammel (hvilket betyder at mine brødre var hhv. 7 og 4 år gamle), min søster på mødrene side var knap syv da vores mor og min far giftede sig, hun blev tvunget med fra Århus til en lille centralskole i Sjælland, fordi der var arbejde der i slutningen af 50'erne. Mine andre søskende blev simpelthen solgt! Min bror og mine to søstre på min fars side blev adopteret! Så var de ikke længere mine søskende i juridisk forstand, og da min storebror ville ændre adoptionen så hans (og min) biologiske far skulle være biologisk far fik han at vide at man ikke kan ophæve en adoption. Efter års trakasserier lykkedes det dog, da både den biologiske far og adoptivfaderen skrev under på et stykke papir, som kostede samnfundet en masse penge fordi jurister skulle finde ud af hvordan min bror kunne få den far der var årsag til at han blev født. Ikke fordi adoptivfar og far skændtes, men fordi det rent juridisk var umuligt at ophæve en adoption, når barnet var myndigt! Tingene har ændret sig, også i kraft at at der i en efterfølgende fandt adoption af udenlandsk fødte forældre sted, altså ikke længere kun et spørgsmål om barmhjertighed, men i højere grad et spørgsmål om manglende fertilitet (oftest overført på moderen). Alt ialt var vi børn enten en økonomisk byrde eller et ønske der var så stort at vi kunne købes.
I forhold til disse hårde tider er skilsmisse jo bare en praktisk foranstaltning, der lovgivningsmæssigt er kommet i selvsving, blandt andet fordi politikere lægger ansvaret væk fra sig selv, opretter kommuner og amter for derefter at afskaffe dem, og tror at børn kan finde ud af ret meget mere end at tage skolebussen og at forældrene kan finde ud af ret meget end at tjene penge til at have børnene i dagpleje, børnehave eller SFO.
Min datter havde en mor som ikke kunne lide sin datters far, hun har også en far der ville ønske at han havde en datter. Min datters mor er død, hvilket indebar at hun fik en formynder, som ikke var mig. Hendes papfar er ikke et dårligt menneske, han har gjort det så godt som han kunne, måske også bedre end jeg kunne. Det erm også betryggende at hun har en halvbror som tager sig meget af hende og sikrer hende økonomisk. Og det var jo sådan set derfor jeg mistede min datter. Jeg havde intet arbejde og ingen økonomi. Jeg havde ingen sikkerhed og en kæmpe studiegæld. Mit forsøg på at sikre min datter gik ud på at få et arbejde hvor det var - ikke at flytte til arbejdsløshed. Nu har jeg en datter som jeg blev gjort opmærksom på med et brev hvert halvve år - tilføjet et girokort i næsten 19 år!
Når min kæreste og mange andre enlige mødre har fået børn med forskellige mænd er det jo ikke et tegn på skørlevned, set med mine øjne mere et tegn på at kvinder ad bagvejen har fået ret til at leve deres eget liv, vi mangler vel bare retten til at give økonomisk afkald på sit barn. Et eller andet sted er det jo tåbligt at den ene forælder skal betale for at være forælder til et barn. Ikk dermed sagt at samfundet (staten) skal betale. Kun at børn er en investering i fremtiden og at putte dem i et hul og vente på at de ikke får uddannelse, opdragelse og selvtillid, er det dummeste ethvert samfund kan gøre.
At se programmet "Sporløs" er jo også at følge menneskers søgen efter deres rødder. Jeg kan forstå at selv Peter Belli har haft et problem med at kende sin familie. Jeg kan forstå at min hudfarve kan give mig problemer i forhold til andre hudfarver i et andet land. Jeg kan endda forstå at mine penge ikke er så gode som dem de andre bruger. Men jeg kan ikke forstå at skilsmisse er et problem for børn. Det er da udeliukkende et problem for forældre!
Og som skilsmissebarn vil jeg hellere råbe højt end at have ondt! Det er alle de velmenende mennesker der i dag bruger penge på et problem der er langt mindre end mobning, sexmisbrug og manglende opdragelse. At tage udgangspunkt i at vi alle er onde er jo en fejl. Vi er født uvidende og kan kun ændre på vores "mig-krav" ved at få en fornuftig opdragelse, af forældre, pædagoger og alle vore andre omgivelser.
Skilsmisse er ikke et problem eller en løsning for børn, skilsmisse er en realitet!
Mine forældre skiftedes i løbet af et år til at være mine og mine brødres forælder - den ene tog simpelthen på uddannelsesophold i København, hvorefter den anden byttede. Muligheder som et spirende velfærdssamfund bød på, dengang i 60'erne. Mine andre søskende var jo i øvrigt allerede skilsmissebørn på det tidspunkt, kun mine papsøskende slap for det. Simpelthen fordi deres forældre enten var gift til den ene døde, eller fordi deres forældre aldrig blev gift.
Fokus er på Danmarks Statistik og antallet af ægteskaber der går i opløsning efterfulgt af antallet af børn der bliver "ramt" af skilsmisse. Virkelig opsøgende og politisk set vedrørende spørgsmål. For mig er de egentlig ligegyldige. Min bedstefader var såkaldt "uægte barn" (dvs født uden for ægteskab med en fader der ikke ville vedkende sig at være sæddonor. Den samme bedstefader havde ret til seksuelt samkvem med sin kone (som han blev gift med, fordi hun blev gravid da de havde sex, - og så måtte de jo begge tage ansvaret og gifte sig) op hans ret var (i dagens sprog) også en pligt, altså fik min bedstemor 7 børn som hun ikke vidste hvorfor hun skulle have. De kom bare.
Jeg havde venner i folkeskolen, sportsklubber og hos den religiøse spejderbevægelse der fortalt om deres forældre, som aldrig talte sammen, om forældre der skændtes døgnet rundt, og om forældre der udsatte mine (begge køn) kammerater for seksuelt misbrug! Vildt for et barn som mig, men det var jo bare det værste. De fleste havde forældre der ikke vidste hvordan man skulle opdrage eller være forælder til sine børn, de slog og rev i håret som deres forældre havde gjort! De brugte det de havde lært på den hårde måde fremfor at overveje og tænke om vi måske kunne blive bedre en vores forældre og bedsteforældre.
Mine forældre blev skilt da jeg var ca.9 år gammel (hvilket betyder at mine brødre var hhv. 7 og 4 år gamle), min søster på mødrene side var knap syv da vores mor og min far giftede sig, hun blev tvunget med fra Århus til en lille centralskole i Sjælland, fordi der var arbejde der i slutningen af 50'erne. Mine andre søskende blev simpelthen solgt! Min bror og mine to søstre på min fars side blev adopteret! Så var de ikke længere mine søskende i juridisk forstand, og da min storebror ville ændre adoptionen så hans (og min) biologiske far skulle være biologisk far fik han at vide at man ikke kan ophæve en adoption. Efter års trakasserier lykkedes det dog, da både den biologiske far og adoptivfaderen skrev under på et stykke papir, som kostede samnfundet en masse penge fordi jurister skulle finde ud af hvordan min bror kunne få den far der var årsag til at han blev født. Ikke fordi adoptivfar og far skændtes, men fordi det rent juridisk var umuligt at ophæve en adoption, når barnet var myndigt! Tingene har ændret sig, også i kraft at at der i en efterfølgende fandt adoption af udenlandsk fødte forældre sted, altså ikke længere kun et spørgsmål om barmhjertighed, men i højere grad et spørgsmål om manglende fertilitet (oftest overført på moderen). Alt ialt var vi børn enten en økonomisk byrde eller et ønske der var så stort at vi kunne købes.
I forhold til disse hårde tider er skilsmisse jo bare en praktisk foranstaltning, der lovgivningsmæssigt er kommet i selvsving, blandt andet fordi politikere lægger ansvaret væk fra sig selv, opretter kommuner og amter for derefter at afskaffe dem, og tror at børn kan finde ud af ret meget mere end at tage skolebussen og at forældrene kan finde ud af ret meget end at tjene penge til at have børnene i dagpleje, børnehave eller SFO.
Min datter havde en mor som ikke kunne lide sin datters far, hun har også en far der ville ønske at han havde en datter. Min datters mor er død, hvilket indebar at hun fik en formynder, som ikke var mig. Hendes papfar er ikke et dårligt menneske, han har gjort det så godt som han kunne, måske også bedre end jeg kunne. Det erm også betryggende at hun har en halvbror som tager sig meget af hende og sikrer hende økonomisk. Og det var jo sådan set derfor jeg mistede min datter. Jeg havde intet arbejde og ingen økonomi. Jeg havde ingen sikkerhed og en kæmpe studiegæld. Mit forsøg på at sikre min datter gik ud på at få et arbejde hvor det var - ikke at flytte til arbejdsløshed. Nu har jeg en datter som jeg blev gjort opmærksom på med et brev hvert halvve år - tilføjet et girokort i næsten 19 år!
Når min kæreste og mange andre enlige mødre har fået børn med forskellige mænd er det jo ikke et tegn på skørlevned, set med mine øjne mere et tegn på at kvinder ad bagvejen har fået ret til at leve deres eget liv, vi mangler vel bare retten til at give økonomisk afkald på sit barn. Et eller andet sted er det jo tåbligt at den ene forælder skal betale for at være forælder til et barn. Ikk dermed sagt at samfundet (staten) skal betale. Kun at børn er en investering i fremtiden og at putte dem i et hul og vente på at de ikke får uddannelse, opdragelse og selvtillid, er det dummeste ethvert samfund kan gøre.
At se programmet "Sporløs" er jo også at følge menneskers søgen efter deres rødder. Jeg kan forstå at selv Peter Belli har haft et problem med at kende sin familie. Jeg kan forstå at min hudfarve kan give mig problemer i forhold til andre hudfarver i et andet land. Jeg kan endda forstå at mine penge ikke er så gode som dem de andre bruger. Men jeg kan ikke forstå at skilsmisse er et problem for børn. Det er da udeliukkende et problem for forældre!
Og som skilsmissebarn vil jeg hellere råbe højt end at have ondt! Det er alle de velmenende mennesker der i dag bruger penge på et problem der er langt mindre end mobning, sexmisbrug og manglende opdragelse. At tage udgangspunkt i at vi alle er onde er jo en fejl. Vi er født uvidende og kan kun ændre på vores "mig-krav" ved at få en fornuftig opdragelse, af forældre, pædagoger og alle vore andre omgivelser.
Skilsmisse er ikke et problem eller en løsning for børn, skilsmisse er en realitet!
søndag, oktober 21, 2012
Syg i hovedet
Der kommer så mange indlæg om noget sygt. Politiske beslutninger der lugter langt væk af at næsten alle andre beslutninger ville være mere fornuftige. Menneskers misbrug af børn og evnesvage. Senest at folk tager til Sverige for at abortere (for at få en abort hvis deres barn ikke har det køn som de ønsker). Men der er jo også en hel masse mennesker der har en moralsk mening om arbejdsløshed. Min opfattelse er at alle der har et arbejde er så trætte af det, at de mener at alle dem der ikke har et arbejde skal straffes lisså meget som dem selv. Jeg ser på facebook folk der jubler over at have ferie, folk der klager over at de skal foretage sig noget andet, som foreksempel passe børn eller andre belastende opgaver. For mit eget vedkommende er mit største problem nok at jeg aldrig har manglet noget at give mig til.
Mine forældre har opdraget mig til at være kreativ, til at læse, skrive, fortælle historier. Til at gå ud i naturen og til at lytte til andres behov for hjælp! Men så kommer der et system som fortæller mig at jeg skal tjene penge til andre, at jeg skal gøre hvad jeg får besked på og at al min kreativitet er en fejl, som samfundet ikke har brug for. Så må man jo spørge sig selv om man er syg i hovedet.
Jeg ved tilfældigvis at jeg har været rimelig fertil i forbindelse med mine kærester har jeg trods et bevidst brug af prævention fra min side (kondomer, ikke nogen overskåret streng) hvor pigerne har overtrådt reglerne for beskyttelse eller i hvert fald har omgået dem! På den måde er jeg (med mit vidende) blevet far til 3 aborter, måske også flere, eller måske til fødsler som er i en anden faders navn. Jeg ved det ikke. Men når mennesker vil sikre sig at deres barn er født med et bestemt køn kan jeg kun undre mig. Vi lever jo ikke i Kina hvor man kun må få et barn. Vi lever i et land hvor forældre får en check pr. barn de får op til 5, endda selv om barnet skulle komme til at hedde Hassan. Vi lever i et samfund hvor nogle mennesker køber børn for formuer i Thailand, hvor andre sexmisbruger de børn de har fået på legal vis og hvor børn er en økonomisk belastning. Hvor man tager børn ud af skolen ugen før efterårsferien fordi ferieturen på den måde bliver billigere. I det hele taget er vores børn blevet til et spørgsmål om økonomi. Ansvaret for vore børn lægges på myndigheder og institutioner. Vores børns ansvar for deres egen handlinger lægges ligeledes på myndigheder og institutioner. Tilbage har vi en bedsteforældregeneration der forkæler ungerne når de endelig har lært noget! Det er denne totale mangel på lærdom, viden og etik den næste generation af verden er gået ind til. Som jeg lige ser diskussionen i disse år er den om et centralt punkt: penge.
Mine forældre taler om de penge de har ("du skal jo arve") eller dem de ikke har ("du kan jo ikke arve noget alligevel"). Politikerne taler om de penge der er luft (Bankerne har aldrig haft så store overskud, aktionærerne skal have større andel, politikere deler rundhåndet den ene milliarddyre redningspakke efter den anden ud til bankerne, mens den mia der kunne redde de fattigste skal spares væk. Jeg forstår det ikke, men det er måske fordi jeg er syg i hovedet.
Måske skulle vi tale om noget andet end penge. Om næstekærlighed, om forståelse om medmennskelighed, ja måske skulle vi gøre med ud af kysse og kramme, at sige til hinanden at vi elsker, at vise vores følelser (hvis de ikke er positive er det måske fordi vi ikke må holde af). Jeg tror ikke samfundet eller du og jeg bliver rigere af det. I hvert fald ikke i økonomisk forstand.. Men så kan vi måske udvide vores vokabularium således at rigdom ikke kun handler om penge. Forestil dig at den arbejdsløse der har 15 venner som støtter ham, lægger hus til når han ikke har råd til huslejen, deler mad og drikke med ham kan få at vide: "Jeg føler mig rig når jeg har så gode venner"? Da jeg i mine unge dage var i Irland på Interrail var irerne et af de fattigste folk i den vestlige verden. Det jeg lærte af alle disse fattige, arbejdsløse irere var at de alle havde hinanden, og når nogen manglede noget så var de der alle for hinanden. De hjalp hinanden var opmærksomme på hinandens problemer og - de var der bare for hinanden. Med alle de tiltag der er kommet de seneste år, EU, krigsførelse, privatisering etc er ordet hinande opløst. Vi er ikke længere hinanden i vores samfund. Vi er mig og mine og alle de andre. Er det ikke totalt sygt i hovedet?
Jeg har gennem min stigende fattigdom fundet ud af at rigdommen ligger i kærlighed og omsorg, at syge mennesker får det bedre ved at man er sammen med dem, at arbejdsløse er kreative indtil nogen slukker for gnisten, ikke ved at man gør dem til en økonomisk belastning. Den største fattigdom ligger i at man ikke kan blive rig nok. Og at vi har et samfund der må indrømme blankt at de penge der udgør boligpriser, friværdi og direktørlønninger ikke findes, er set med mine øjne "Syg i hovedet".
Vi er jo blevet et slavesamfund, hvor spørgsmålet igen er: Hvem af os er vigtige for at få samfundet til at fungere, og hvem af os betaler? Jeg ved at det er dyrt at spille golf, men det er sygt i hovedet at tro at golfspillere får samfundet til at fungere!
Jeg får helt ondt i hovedet ...
Mine forældre har opdraget mig til at være kreativ, til at læse, skrive, fortælle historier. Til at gå ud i naturen og til at lytte til andres behov for hjælp! Men så kommer der et system som fortæller mig at jeg skal tjene penge til andre, at jeg skal gøre hvad jeg får besked på og at al min kreativitet er en fejl, som samfundet ikke har brug for. Så må man jo spørge sig selv om man er syg i hovedet.
Jeg ved tilfældigvis at jeg har været rimelig fertil i forbindelse med mine kærester har jeg trods et bevidst brug af prævention fra min side (kondomer, ikke nogen overskåret streng) hvor pigerne har overtrådt reglerne for beskyttelse eller i hvert fald har omgået dem! På den måde er jeg (med mit vidende) blevet far til 3 aborter, måske også flere, eller måske til fødsler som er i en anden faders navn. Jeg ved det ikke. Men når mennesker vil sikre sig at deres barn er født med et bestemt køn kan jeg kun undre mig. Vi lever jo ikke i Kina hvor man kun må få et barn. Vi lever i et land hvor forældre får en check pr. barn de får op til 5, endda selv om barnet skulle komme til at hedde Hassan. Vi lever i et samfund hvor nogle mennesker køber børn for formuer i Thailand, hvor andre sexmisbruger de børn de har fået på legal vis og hvor børn er en økonomisk belastning. Hvor man tager børn ud af skolen ugen før efterårsferien fordi ferieturen på den måde bliver billigere. I det hele taget er vores børn blevet til et spørgsmål om økonomi. Ansvaret for vore børn lægges på myndigheder og institutioner. Vores børns ansvar for deres egen handlinger lægges ligeledes på myndigheder og institutioner. Tilbage har vi en bedsteforældregeneration der forkæler ungerne når de endelig har lært noget! Det er denne totale mangel på lærdom, viden og etik den næste generation af verden er gået ind til. Som jeg lige ser diskussionen i disse år er den om et centralt punkt: penge.
Mine forældre taler om de penge de har ("du skal jo arve") eller dem de ikke har ("du kan jo ikke arve noget alligevel"). Politikerne taler om de penge der er luft (Bankerne har aldrig haft så store overskud, aktionærerne skal have større andel, politikere deler rundhåndet den ene milliarddyre redningspakke efter den anden ud til bankerne, mens den mia der kunne redde de fattigste skal spares væk. Jeg forstår det ikke, men det er måske fordi jeg er syg i hovedet.
Måske skulle vi tale om noget andet end penge. Om næstekærlighed, om forståelse om medmennskelighed, ja måske skulle vi gøre med ud af kysse og kramme, at sige til hinanden at vi elsker, at vise vores følelser (hvis de ikke er positive er det måske fordi vi ikke må holde af). Jeg tror ikke samfundet eller du og jeg bliver rigere af det. I hvert fald ikke i økonomisk forstand.. Men så kan vi måske udvide vores vokabularium således at rigdom ikke kun handler om penge. Forestil dig at den arbejdsløse der har 15 venner som støtter ham, lægger hus til når han ikke har råd til huslejen, deler mad og drikke med ham kan få at vide: "Jeg føler mig rig når jeg har så gode venner"? Da jeg i mine unge dage var i Irland på Interrail var irerne et af de fattigste folk i den vestlige verden. Det jeg lærte af alle disse fattige, arbejdsløse irere var at de alle havde hinanden, og når nogen manglede noget så var de der alle for hinanden. De hjalp hinanden var opmærksomme på hinandens problemer og - de var der bare for hinanden. Med alle de tiltag der er kommet de seneste år, EU, krigsførelse, privatisering etc er ordet hinande opløst. Vi er ikke længere hinanden i vores samfund. Vi er mig og mine og alle de andre. Er det ikke totalt sygt i hovedet?
Jeg har gennem min stigende fattigdom fundet ud af at rigdommen ligger i kærlighed og omsorg, at syge mennesker får det bedre ved at man er sammen med dem, at arbejdsløse er kreative indtil nogen slukker for gnisten, ikke ved at man gør dem til en økonomisk belastning. Den største fattigdom ligger i at man ikke kan blive rig nok. Og at vi har et samfund der må indrømme blankt at de penge der udgør boligpriser, friværdi og direktørlønninger ikke findes, er set med mine øjne "Syg i hovedet".
Vi er jo blevet et slavesamfund, hvor spørgsmålet igen er: Hvem af os er vigtige for at få samfundet til at fungere, og hvem af os betaler? Jeg ved at det er dyrt at spille golf, men det er sygt i hovedet at tro at golfspillere får samfundet til at fungere!
Jeg får helt ondt i hovedet ...
Abonner på:
Opslag (Atom)