Som politisk engageret er jeg nu bundet af at ord er politisk korrekte eller ikke er det. Et ord der er politisk hverken eller er revolution. Hvis kapitalister taler om den industrielle revolution eller en revolution i den økonomiske vækst er det absolut positivt, omvendt forholder det sig med deres opfattelse af revolution hos den politiske modstander, venstrefløjen. Vi kan end ikke definere det som newspeak at bruge ordet revolution, faktisk er det et ord der har forskellig politisk betydning, udtagen på tværs af de politiske yderfløje.
Mest fordi der kun findes en definition af dagens samfund, nemlig den definition der er baseret på den økonomiske (kapitalistiske) samfundsopfattelse.
Konteksten
Skal man begynde ved begyndelsen var der før i tiden forskellige opfattelser af tilværelsen og målet med en politisk indsats. Nogle ville sikre de værdier de havde erhvervet, andre ville erhverve tilsvarende værdier, mens endnu andre (arbejderne) ønskede at få del i værdierne så de kunne afskaffe fattigdom og fortvivlelse.
Den konservative tanke om ejendom har holdt, ejendom er simpelthen det næstvigtigste i vores nuværende samfund. Bønderne og andre erhvervede sig ejendom og værdier, så også de har fået noget ud af det, men arbejderne fik kun halvdelen af det de ønskede. Nemlig værdierne, men ikke solidariteten og sikkerheden. Den er gået tabt undervejs. Sammenholdet var arbejderklassens styrke, ejendom og gæld er blevet svagheden.
Ikke fordi jeg synes vi skal tilbage til fattigdom og usselhed, men jeg savner sammenholdet, som jeg endnu husker det fra min barndom.
Oprøret
Det varer nok længe inden vi igen kan rejse os som klasse, selv om bunden af samfundet er i flertal. Vi er nemlig alle fanget af ejendomsretten og afhængigheden af vores fælleseje: staten. En revolution er altså kun på det økonomiske område en realistisk mulighed, ikke på det politiske. Afsavn er ikke et mål med tilværelsen for nogle. Forståelse for samfundets sammenhænge er også blevet ligegyldig. Vi lever i egoismens tidsalder. Så selv på den yderste venstrefløj diskuteres ejendom og økonomi mere end mennesker og miljø. Det er blevet almindeligt at man lige skal have sin ejendom og sin økonomi på plads før man har overskud til at diskutere så væsentlige ting som gift, medicinering, global opvarmning, krig og respekt for det enkelte menneske.
Sært nok kan man undre sig over at disse problemer ikke får mennesker til at gøre oprør, der er faktisk langt flere ,mennesker der er berørt af problemerne end der findes mennesker der er berørt af ejendomsværdier.
Så oprøret kunne teoretisk være lige forude. Men grin bare med her. Der er ikke noget oprør.
Revolutionen
Det betyder selvfølgelig at der heller ikke findes nogen revolution, altså i den forstand at vi vil ændre verden til fordel for de mennesker der lever i den. Ændringen af verden vil til gengæld få fatale konsekvenser for de mennesker der lever i den, fordi den vil være økonomisk og sikre ejendomsret og kapital til dem der allerede har ejendomsret og kapital, mens fattige mennesker (lad os bare kalde dem arbejdere eller daglejere) i princippet er slaver i et samfund der end ikke respekterer dem. Ikke nok med det de mennesker der har taget et demokratisk standpunkt til fordel for de fattige og arbejderne har valgt side. De afskaffer revolutionen fordi den kan misforstås som en voldelig revolte på linje med den franske revolution eller som et voldsregime på linje med den russiske revolution. Det eneste ingen gør opmærksom på når man taler revolution er at det betyder en samfundsomvæltning eller bare en tydelig ændring af vilkårene i omgivelserne.
Personligt så jeg gerne en revolution, ikke med våben eller med elitestyre, nej en ændring, hvor mennesker fik betydning fremfor ejendom.
Hvad kunne det være?
En revolution kunne endda gennemføres demokratisk. Det vigtigste er at mennesket skal i højsædet, ikke i tronstol, men det enkelte menneske skal respekteres for at være sig.
Revolutionen kunne bestå i at samfundet ændrede fokus på ejendom og økonomi og i stedet satsede på mennesket. Ikke det nationale menneske som efterhånden er indført af Dansk Folkeparti, nej det individuelle menneske. Revolutionen kunne være at ejendom og værdipapirer blev afskaffet og i stedet blev gjort til et samfundsgode, ikke en arveret eller et skattefradrag.
Desværre kræver det at alle de mennesker der ejer eller tror de ejer noget, at alle mennesker der investerer i håbet om at opnå rigdom som bundlinje på bankopgørelsen, ønsker at være hele mennesker fremfor at være marionetter i et kapitalistisk rollespil der i mange sammenhænge svarer til hvad religion har gjort ved folk i århundreder.
Jeg støtter stadig tanken om at ændre samfundet ved en revolution.
Arbejdsløs kommentator som ønsker at det ikke blot er penge der skal styre vort samfund. Natur, kærlighed og medmenneskelighed ud fra et humanistisk, ikke religiøst synspunkt. Løb for livet eller lev for forløbet.
tirsdag, november 05, 2013
mandag, november 04, 2013
Uundværlig
Ingen er uundværlig hedder det sig. (Fra McGraw-Hill Dictionary of American idioms an phrasal verbs 2002: "(Anyone may become unnecessary; anyone may lose his or her job.) Fred: You can't fire me. I'm absolutely necessary to this company. Nancy: No one is indispensable, Fred.
The housekeeper was sure that her employer would always need her, but she discovered when she was let go that no one is indispensable.)
Uundværlighed er altså noget vi først opdager når vi afskaffer det.
Jeg bliver mere og mere politisk
Mit liv er blevet mit eget. Jeg er lukket inde langt ude på landet, ingen har tilsyneladende brug for mig. Derfor bruger jeg en stor del af min tid på at være politisk. Stort set på samme måde som andre politikere. Jeg sidder i en lille glasklokke og bekræfter mig selv i min politiske opfattelse af den omverden jeg stort set ikke deltager i, fordi politikere har overflødiggjort mig. Jeg er nemlig ikke nødvendig og derfor er der ingen grund til at spilde penge på mig. Teorien bag er at der på et tidspunkt bliver brug for mig og at jeg så skal være klar til at være nødvendig igen.
Den form for logik passer som fod i hose på min situation. Jeg finder mig i at jeg har en teori, at jeg er ensom og at min økonomi er i laser, og betragter det som en ophøjet form for politisk sans.
Me, myself, I
Joan Armatrading lavede en pragtfuld plade i vinylalderen med ovennævnte titel. Teksten handlede mere om frigørelse end om egoisme. Sådan har jeg det også. Jeg vil gerne frigøres og blive ved med at være mig. På mange måder er det vanskeligt, fordi jeg har fået en rolle i statistikken over mennesker der ikke har arbejde, over dem der lever af samfundets penge og over dem der muligvis står til rådighed for fremtidens samfund. I mellemtiden skal jeg gøre en hel masse ting som ikke har noget med min personlighed at gøre, som ikke på nogen måde kvalificerer mig til fremtiden og som i princippet er politisk teori.
Uundværlighed skabes gennem at gøre mennesker undværlige. Logik?
Træt
Nu er jeg bare færdig med at være uundværlig, jeg er i det hele taget træt af at være. Ikke fordi jeg har lyst til at tage mit eget liv, mere fordi jeg har lyst til selv at bestemme over mit eget liv. Med samfundet som toneangivende betyder det til gengæld fravær mere end nærvær. Så jeg lever i min egen verden. Den verden jeg knap nok forstår, men som jeg kan overskue. Ensomheden, manglen på kærlighed og omsorg, eksistens som eksistentialist og anarkist. Det er ikke noget der bringer glæde til mit liv, men det er meget lettere end at gøre noget som alle andre synes jeg skal gøre uden at det ændrer på mig og gør mig mindre træt.
Men jeg bliver forfærdelig træt af ikke at gøre noget jeg er god til, ikke at kunne elske og holde af og af at være mig selv nærmest fordi der ikke er andre.
At være uundværlig mens man reelt er undværlig er en mærkelig skæbne, som bevirker at man gør apati til sit livsindhold.
Økonomi
De mange penge man ikke har til rådighed, fordi alle andre ikke kan få nok, er med til at vise mig hvor meget jeg er uundværlig. Jeg skal simpelthen tjene nogle flere penge for at kunne begå mig i samfundet. På samme måde skal jeg helst bo sammen med en eller være gift, så er jeg ikke til fare for lystne fruentimmere eller for samfundet. Men jeg kan berolige alle med at jeg ikke er til fare for hverken samfund eller kvinder, min økonomiske situation på baggrund af min uundværlighed gør at jeg kun er mig selv, at jeg har svært ved at omgås andre socialt, faktisk skal jeg øve mig for at virke i sammenhæng med andre, de skal jo nødigt tvangsindlægges til alle de tanker jeg som uundværlig har tid til at tænke, alle de tanker der holder mig vågen om natten og som kører rundt i hovedet hele tiden, med det resultat at jeg ikke kan sove sammenhængende.
Ro på
Jeg har konstateret at jeg er undværlig hvad angår kærlighed og ømhed, endda adskillige gange. Jeg er måske heller ikke den bedste til husholdning eller rengøring, personlig hygiejne er selvfølgelig også bestemt af mit økonomiske råderum.
Jeg er egentlig et følsomt menneske og som sådan ganske undværlig i samfundsmæssige sammenhænge, jeg reagerer på kritik (både negativ og positiv) og jeg reagerer på at andre danner et billede af mig fremfor at jeg selv definerer mig som menneske.
På trods af betingelserne og ensomheden og manglen på menneskelig accept skal jeg stadig respektere at jeg er uundværlig, defineret ud fra andre menneskers opfattelse af hvad et uundværligt menneske er.
The housekeeper was sure that her employer would always need her, but she discovered when she was let go that no one is indispensable.)
Uundværlighed er altså noget vi først opdager når vi afskaffer det.
Jeg bliver mere og mere politisk
Mit liv er blevet mit eget. Jeg er lukket inde langt ude på landet, ingen har tilsyneladende brug for mig. Derfor bruger jeg en stor del af min tid på at være politisk. Stort set på samme måde som andre politikere. Jeg sidder i en lille glasklokke og bekræfter mig selv i min politiske opfattelse af den omverden jeg stort set ikke deltager i, fordi politikere har overflødiggjort mig. Jeg er nemlig ikke nødvendig og derfor er der ingen grund til at spilde penge på mig. Teorien bag er at der på et tidspunkt bliver brug for mig og at jeg så skal være klar til at være nødvendig igen.
Den form for logik passer som fod i hose på min situation. Jeg finder mig i at jeg har en teori, at jeg er ensom og at min økonomi er i laser, og betragter det som en ophøjet form for politisk sans.
Me, myself, I
Joan Armatrading lavede en pragtfuld plade i vinylalderen med ovennævnte titel. Teksten handlede mere om frigørelse end om egoisme. Sådan har jeg det også. Jeg vil gerne frigøres og blive ved med at være mig. På mange måder er det vanskeligt, fordi jeg har fået en rolle i statistikken over mennesker der ikke har arbejde, over dem der lever af samfundets penge og over dem der muligvis står til rådighed for fremtidens samfund. I mellemtiden skal jeg gøre en hel masse ting som ikke har noget med min personlighed at gøre, som ikke på nogen måde kvalificerer mig til fremtiden og som i princippet er politisk teori.
Uundværlighed skabes gennem at gøre mennesker undværlige. Logik?
Træt
Nu er jeg bare færdig med at være uundværlig, jeg er i det hele taget træt af at være. Ikke fordi jeg har lyst til at tage mit eget liv, mere fordi jeg har lyst til selv at bestemme over mit eget liv. Med samfundet som toneangivende betyder det til gengæld fravær mere end nærvær. Så jeg lever i min egen verden. Den verden jeg knap nok forstår, men som jeg kan overskue. Ensomheden, manglen på kærlighed og omsorg, eksistens som eksistentialist og anarkist. Det er ikke noget der bringer glæde til mit liv, men det er meget lettere end at gøre noget som alle andre synes jeg skal gøre uden at det ændrer på mig og gør mig mindre træt.
Men jeg bliver forfærdelig træt af ikke at gøre noget jeg er god til, ikke at kunne elske og holde af og af at være mig selv nærmest fordi der ikke er andre.
At være uundværlig mens man reelt er undværlig er en mærkelig skæbne, som bevirker at man gør apati til sit livsindhold.
Økonomi
De mange penge man ikke har til rådighed, fordi alle andre ikke kan få nok, er med til at vise mig hvor meget jeg er uundværlig. Jeg skal simpelthen tjene nogle flere penge for at kunne begå mig i samfundet. På samme måde skal jeg helst bo sammen med en eller være gift, så er jeg ikke til fare for lystne fruentimmere eller for samfundet. Men jeg kan berolige alle med at jeg ikke er til fare for hverken samfund eller kvinder, min økonomiske situation på baggrund af min uundværlighed gør at jeg kun er mig selv, at jeg har svært ved at omgås andre socialt, faktisk skal jeg øve mig for at virke i sammenhæng med andre, de skal jo nødigt tvangsindlægges til alle de tanker jeg som uundværlig har tid til at tænke, alle de tanker der holder mig vågen om natten og som kører rundt i hovedet hele tiden, med det resultat at jeg ikke kan sove sammenhængende.
Ro på
Jeg har konstateret at jeg er undværlig hvad angår kærlighed og ømhed, endda adskillige gange. Jeg er måske heller ikke den bedste til husholdning eller rengøring, personlig hygiejne er selvfølgelig også bestemt af mit økonomiske råderum.
Jeg er egentlig et følsomt menneske og som sådan ganske undværlig i samfundsmæssige sammenhænge, jeg reagerer på kritik (både negativ og positiv) og jeg reagerer på at andre danner et billede af mig fremfor at jeg selv definerer mig som menneske.
På trods af betingelserne og ensomheden og manglen på menneskelig accept skal jeg stadig respektere at jeg er uundværlig, defineret ud fra andre menneskers opfattelse af hvad et uundværligt menneske er.
Fremmed i eget land
Jeg er nok én af dem der konstant undrer mig over at der er så mange fremmede mennesker i mit fædreland. Vi har en forfærdelig masse indvandrere, ja, går vi nogle årtusinder tilbage var der nok ikke nogle mennesker i landet overhovedet. I oldtiden er der sikkert nogle der er født i landet og nogle der er rejst hertil. Så kommer vi til vikingetiden, hvis begyndelse sandsynligvis skyldes indvandring og massiv befolkningstilvækst. Middelalderen hvor pesten udryddede så mange mennesker gjorde at mennesker skiftede bopæl til de rigeste jordområder og at adelen hentede ægtefæller (især kvinder) i udlandet. Senere importerede de danske konger katolske kættere og økonomisk straffede for at bygge Fredericia op, driftige hollandske bønder blev importeret til Amager og fattige tyskere til den jyske hede. Selv indenfor de seneste 50 år importerede riget fremmedarbejdere til at lave alt det beskidte arbejde. Mange af disse mennesker bor stadig i Danmark og har gjort det i generationer. Men mange er også flyttet i skattely eller har brugt penge på at bo i andre lande, hvor det er billigere at købe hus og leve. I det hele taget er danskere på godt og ondt både et nationalt folk og et internationalt fænomen.
Hvorfor så gøre nationalitet til et problem?
Religion
Det vil være oplagt at begynde med religionen. Religion har siden åndemanernes tid været årsag til strid og krig. Ikke nødvendigvis fordi man var uenige om guderne eller guddommen, men fordi de var forskellige. Romerne var faktisk så large at de opførte templer for indvandrerne i det romerske rige, ja selv ægypterne fandt ud af at de fik mere fred ved at sikre indvandrere et religiøst fristed. Til gengæld har kristendommen været så meget i splid med sig selv. Der er kun en Gud, men til gengæld har der været så megen splid internt at den først blev opsplittet i en østlig og en vestlig religion, senere var der så mange fraktioner i den katolske kirke at paven simpelthen fandt på at angribe muslimerne i Jerusalem for at lede opmærksomheden væk fra sin egen uduelighed, det blev til adskillige korstog, som efterhånden blev et spørgsmål om at tilrane sig rigdom i kristenhedens navn. Til overflod har den katolske kirke haft store diskussioner med sig selv, de største er vel dels spørgsmålet om den kriste treenighed , kun overgået af ejendomskrigen til Europas konger og adelige der på et tidspunkt udviklede sig til det pavelige skisma med i alt tre paver i en kort periode.
Muslimerne havde et samfund der var veludviklet, med en høj grad af vidensudveksling, men desværre er et voksende samfund så svagt som herskeren. Vi så det allerede med Alexanders erobringer, men detmuslimske samfund der voksede til Spanien og til Afghanistan, blev stort i det nordlige Afrika og nåede en anden europæisk grænse i Tyrkiet, blev så stort at bare en dårlig regent kunne ændre den kulturelle vækst til stagnation og tilbagegang. Det var hvad der skete. Århundreders udveksling af viden mellem Europa og det arabiske rige blev dels med pavens ide om at føre sine problemer over på muslimer og senere med kalifatets ændring af de interne forhold med afskaffelse af den vidensmæssige frihed. I begge tilfælde skulle de kloge gøres dummere og dermed mindre farlige for magthaverne. I begge tilfælde var religionen vejen til denne revolution, ikke viden og uddannelse.
Oplysning
De revolutioner der skulle brede sig i den vestlige verden byggede alle på en enkel ide, nemlig at viden kunne skabe et bedre samfund. Den viden havde vi fået fra araberne, der i århundreder havde indsamlet viden fra Grækenland og på en måde også Romerriget. Vi taler om de europæiske ideers historie, som egentlig er romersk, men via araberne har ideen om demokrati som beskrevet af grækerne fået fodfæste. Efter Middelalderen, der egentlig var en enorm vækstperiode og en periode hvor viden og ligestilling udviklede sig, fik vi så renæssancen, hvor den klassiske oldtid med Romerriget som udgangspunkt blev idealet. Renæssance betyder egentlig bare genkomst (af klassiske dyder), men kom til at betyde meget mere, fordi økonomi og bankvæsen indtog samfundet massivt. Oplysningstiden tog udgangspunkt i de samfundsmæssige sammenhænge der var. Demokrati blev indført, ikke af hensyn til fattige, tyende og kvinder, nej alene af hensyn til det borgerskab der med økonomien som baggrund havde beriget sig, så selv konger og adelige måtte låne penge hos dem.
Demokrati er altså primært en økonomisk begrundet opfindelse i den vestlige verden, ikke spor andet.
De fremmede
Som allerede nævnt er fremmede delvist indvandrere, i århundreder fremmedarbejdere eller udenlandske investorer. Kongen talte fransk til sine ansatte, tysk til sine hunde, ja kongen var i adskillige tilfælde født eller opdraget i Tyskland, så de eneste der blev talt dansk til var tyendet, de forstod nemlig ikke andet sprog, selv bibelen blev oversat til dansk så de kunne lære det.
Udover alle de mennesker der kom fra udlandet var der tjenestefolk (tyende), fattige og syge, samt som en stor gruppe uformuende kvinder der skulle forsørges via giftermål med uformuende mænd, der måtte knokle sig til en minimal indtægt for at forsørge sig og sin familie, hvis ikke børnene og kvinderne kunne få endnu mere underbetalte jobs.
De fattige var med andre ord dem der var fremmede for samfundet, for der var kun brug for dem, når samfundet havde brug for dem, mens tyskere, englændere, franskmænd og italienere var de egentlige danske embedsmænd. Adelen var ofte udenlandske investorer og spekulanter og den højeste stilling en danskfødt kunne drømme sig til var oftest som ridefoged .
Dagens fremmede
For det samfund vi lever i er en stor del af både dem der er født i landet, dem der er lokket til landet med arbejde og dem der er flygtet landet i forbindelse med krig eller hungersnød, faktisk fremmede i forhold til den økonomiske virkelighed. Kvinder er som sådan ikke meget mere fremmede end deres mænd, de er bare mere sårbare, når vi taler lovgivning og løn, børn er ogs¨såbare fordi de skal gøres op i udgifter til pasning og skolegang - og der er mænd og kvinder lige gode til at gøre deres afkom op i økonomi - kvinder eller mænd der gifter sig for at være borgere i et mere trygt land end deres fødeland, indvandrere der flytter til landet for at få arbejde, flygtninge og enlige kvinder, ja sågar enlige mænd er faktisk i vejen for det økonomiske samfund, hvis ikke de bidrager til fællesskabet.
Alligevel
Det der er det mest synlige for et fåtal (jeg forstår ikke at det ikke er evident) er sådan set at hverken muslimer, ateister, shintoister eller hinduer er fremmede i et multikulturelt land. Det er langt mere påfaldende at arbejdsløse, syge , børn, kvinder og religiøse mindretal bliver fremmedgjort i deres eget land, især når det burde være de samme mennesker der skulle byde dem velkommen til et land med muligheder, der gør dem til et problem. I stedet har vi fået fremmedhad og en lovgivning der kun er til fordel for magthaverne og deres lakajer (herunder altså også politikerne).
Et eller andet sted føler jeg at de fleste af os danskere er fremmede i vores eget land. Enten knokler vi for at blive godkendt som danskere, selvom vi er det ved lov (eller kan blive det), eller vi knokler for at tjene penge og få et spark i røven når der ikke er brug for os. Børn knokler fordi de både synes det er spændende og fordi de i stort omfang tror at de er Danmarks fremtid. Kvinder ønsker sig økonomisk ligeret og ret til at være kvinder. Mænd vil gerne være mænd og tage ansvar, ellers er der noget galt med dem i deres eget hoved. Indvandrere og flygtninge vil gerne bidrage til samfundet ved at tjene deres egne penge til sig selv.
Men alle disse mennesker kan vælge mellem at være tabere eller fremmede for samfundet, de er nemlig undtagen i få tilfælde, tyende. Kun hvis de fuldt ud lever sig ind i samfundets regler for hvordan man kan tjene penge på andre mennesker vil de holde op med at være fremmede i deres eget land.
Hvorfor så gøre nationalitet til et problem?
Religion
Det vil være oplagt at begynde med religionen. Religion har siden åndemanernes tid været årsag til strid og krig. Ikke nødvendigvis fordi man var uenige om guderne eller guddommen, men fordi de var forskellige. Romerne var faktisk så large at de opførte templer for indvandrerne i det romerske rige, ja selv ægypterne fandt ud af at de fik mere fred ved at sikre indvandrere et religiøst fristed. Til gengæld har kristendommen været så meget i splid med sig selv. Der er kun en Gud, men til gengæld har der været så megen splid internt at den først blev opsplittet i en østlig og en vestlig religion, senere var der så mange fraktioner i den katolske kirke at paven simpelthen fandt på at angribe muslimerne i Jerusalem for at lede opmærksomheden væk fra sin egen uduelighed, det blev til adskillige korstog, som efterhånden blev et spørgsmål om at tilrane sig rigdom i kristenhedens navn. Til overflod har den katolske kirke haft store diskussioner med sig selv, de største er vel dels spørgsmålet om den kriste treenighed , kun overgået af ejendomskrigen til Europas konger og adelige der på et tidspunkt udviklede sig til det pavelige skisma med i alt tre paver i en kort periode.
Muslimerne havde et samfund der var veludviklet, med en høj grad af vidensudveksling, men desværre er et voksende samfund så svagt som herskeren. Vi så det allerede med Alexanders erobringer, men detmuslimske samfund der voksede til Spanien og til Afghanistan, blev stort i det nordlige Afrika og nåede en anden europæisk grænse i Tyrkiet, blev så stort at bare en dårlig regent kunne ændre den kulturelle vækst til stagnation og tilbagegang. Det var hvad der skete. Århundreders udveksling af viden mellem Europa og det arabiske rige blev dels med pavens ide om at føre sine problemer over på muslimer og senere med kalifatets ændring af de interne forhold med afskaffelse af den vidensmæssige frihed. I begge tilfælde skulle de kloge gøres dummere og dermed mindre farlige for magthaverne. I begge tilfælde var religionen vejen til denne revolution, ikke viden og uddannelse.
Oplysning
De revolutioner der skulle brede sig i den vestlige verden byggede alle på en enkel ide, nemlig at viden kunne skabe et bedre samfund. Den viden havde vi fået fra araberne, der i århundreder havde indsamlet viden fra Grækenland og på en måde også Romerriget. Vi taler om de europæiske ideers historie, som egentlig er romersk, men via araberne har ideen om demokrati som beskrevet af grækerne fået fodfæste. Efter Middelalderen, der egentlig var en enorm vækstperiode og en periode hvor viden og ligestilling udviklede sig, fik vi så renæssancen, hvor den klassiske oldtid med Romerriget som udgangspunkt blev idealet. Renæssance betyder egentlig bare genkomst (af klassiske dyder), men kom til at betyde meget mere, fordi økonomi og bankvæsen indtog samfundet massivt. Oplysningstiden tog udgangspunkt i de samfundsmæssige sammenhænge der var. Demokrati blev indført, ikke af hensyn til fattige, tyende og kvinder, nej alene af hensyn til det borgerskab der med økonomien som baggrund havde beriget sig, så selv konger og adelige måtte låne penge hos dem.
Demokrati er altså primært en økonomisk begrundet opfindelse i den vestlige verden, ikke spor andet.
De fremmede
Som allerede nævnt er fremmede delvist indvandrere, i århundreder fremmedarbejdere eller udenlandske investorer. Kongen talte fransk til sine ansatte, tysk til sine hunde, ja kongen var i adskillige tilfælde født eller opdraget i Tyskland, så de eneste der blev talt dansk til var tyendet, de forstod nemlig ikke andet sprog, selv bibelen blev oversat til dansk så de kunne lære det.
Udover alle de mennesker der kom fra udlandet var der tjenestefolk (tyende), fattige og syge, samt som en stor gruppe uformuende kvinder der skulle forsørges via giftermål med uformuende mænd, der måtte knokle sig til en minimal indtægt for at forsørge sig og sin familie, hvis ikke børnene og kvinderne kunne få endnu mere underbetalte jobs.
De fattige var med andre ord dem der var fremmede for samfundet, for der var kun brug for dem, når samfundet havde brug for dem, mens tyskere, englændere, franskmænd og italienere var de egentlige danske embedsmænd. Adelen var ofte udenlandske investorer og spekulanter og den højeste stilling en danskfødt kunne drømme sig til var oftest som ridefoged .
Dagens fremmede
For det samfund vi lever i er en stor del af både dem der er født i landet, dem der er lokket til landet med arbejde og dem der er flygtet landet i forbindelse med krig eller hungersnød, faktisk fremmede i forhold til den økonomiske virkelighed. Kvinder er som sådan ikke meget mere fremmede end deres mænd, de er bare mere sårbare, når vi taler lovgivning og løn, børn er ogs¨såbare fordi de skal gøres op i udgifter til pasning og skolegang - og der er mænd og kvinder lige gode til at gøre deres afkom op i økonomi - kvinder eller mænd der gifter sig for at være borgere i et mere trygt land end deres fødeland, indvandrere der flytter til landet for at få arbejde, flygtninge og enlige kvinder, ja sågar enlige mænd er faktisk i vejen for det økonomiske samfund, hvis ikke de bidrager til fællesskabet.
Alligevel
Det der er det mest synlige for et fåtal (jeg forstår ikke at det ikke er evident) er sådan set at hverken muslimer, ateister, shintoister eller hinduer er fremmede i et multikulturelt land. Det er langt mere påfaldende at arbejdsløse, syge , børn, kvinder og religiøse mindretal bliver fremmedgjort i deres eget land, især når det burde være de samme mennesker der skulle byde dem velkommen til et land med muligheder, der gør dem til et problem. I stedet har vi fået fremmedhad og en lovgivning der kun er til fordel for magthaverne og deres lakajer (herunder altså også politikerne).
Et eller andet sted føler jeg at de fleste af os danskere er fremmede i vores eget land. Enten knokler vi for at blive godkendt som danskere, selvom vi er det ved lov (eller kan blive det), eller vi knokler for at tjene penge og få et spark i røven når der ikke er brug for os. Børn knokler fordi de både synes det er spændende og fordi de i stort omfang tror at de er Danmarks fremtid. Kvinder ønsker sig økonomisk ligeret og ret til at være kvinder. Mænd vil gerne være mænd og tage ansvar, ellers er der noget galt med dem i deres eget hoved. Indvandrere og flygtninge vil gerne bidrage til samfundet ved at tjene deres egne penge til sig selv.
Men alle disse mennesker kan vælge mellem at være tabere eller fremmede for samfundet, de er nemlig undtagen i få tilfælde, tyende. Kun hvis de fuldt ud lever sig ind i samfundets regler for hvordan man kan tjene penge på andre mennesker vil de holde op med at være fremmede i deres eget land.
søndag, november 03, 2013
Samfundssind
Jeg er vokset op i en kristen tradition, ja, uden at jeg vidste det var min opvækst præget af Indre Mission og religiøsitet. Gud kunne jeg tage stilling til og min beslutning om ikke at blive konfirmeret (jeg var den første i byen der valgte - selv dem der var født i frikirkelige samfund valgte både dåb og konfirmation) har selvfølgelig været et udslag af det massive religiøse angreb fra myndighederne.
Men jeg må alligevel medgive at mange af de troende gav mig et mod på at være en del af samfundet, at være med i det der skete og at stole på at jeg, selv om jeg måske var forskellig, havde evner der kunne bruges. Måske ikke så meget religiøse talenter eller på håndværksområdet, men jeg var god til at lytte og lærte at dele. Da jeg ikke blev konfirmeret var de eneste der gav mig en lille gave faktisk et dybt religiøst par, konen var hjemmegående og deres to drenge var på institution fordi de var hypersensitive, aner ikke hvad man ville kalde det i dag eller i morgen, men nok til at de ikke kunne begå sig hjemme. Samtidig var manden i huset min regnelærer som jeg havde et vanskeligt forhold til i skolen, men privat og sammen med dem og deres børn (når børnene var hjemme) var det helt anderledes, der blev lyttet og diskuteret, trods det var Gud ikke nogen trussel.
At lytte og at give
Det jeg lærte af dette ægtepar og mange andre kristne var at tilværelsen var at give og at modtage, at give syndsforladelse frem for at straffe. For børns vedkommende var straffen lagt i hænderne på Gud, i mellemtiden skulle mennesker tilgive vildfarelse og håbe at Gud ville lede dem på rette vej. Flere af de lærere vi havde på skolen, såmænd også mine egne forældre, som jeg stort set blev forskånet for at skulle møde i klasselokalet, lærte mig at kreativitet og lærelyst var det vigtigste for at blive et helt menneske. Men i et kristent samfund var det ikke sjældent at man også lærte at ydmyghed var en væsentlig tilgang til tilværelsen. Som barn er man jo enten lydhør eller obsternasig. Pudsigt nok en slags Emil fra Lönneberg eller Dennis the menace.
For mig står de begge som lysende eksempler på kreative og oplevende mennesker, jeg blev dog mere den dreng der gjorde hvad jeg fik besked på, jeg lyttede og jeg gav. Ikke penge eller for den sags skyld slik, men jeg gav mit venskab og jeg tilgav dem der tænkte anderledes end mig. I dag virker det som om jeg faktisk gav mere end jeg fik, ikke at jeg fortryder - det er der jo ingen grund til, men jeg kunne ønske at andre også gav noget af sig selv og lyttede. Dem der gav mest i min barndom, var sådan set dem der enten havde sygdom i familien, ikke kunne få børn eller simpelthen havde overskud til at give, det var de samme der havde mest behov for at lytte. Så meget for den religion.
At lære
I min ungdom blev skolen ændret, ikke arkitekturmæssigt eller specifikt undervisningsmæssigt. Lærerne var der jo og fortsatte med at undervise som de altid havde gjort. Men fagene fik nye navne, skolegangen skulle foregå i flere år og på skift afskaffede og indførte man karaktergivning. Forældrebestyrelser og valgfag blev indført. Skolebestyrelsen og lærerrådet fik også andre opgaver (det virkede for mig som om de stort set bekrigede hinanden med alle midler, så børnene blev taget som gidsler). Min kontakt med skolesystemet i de øverste klasser (realen) var at der blev indført tre forskellige overbygninger i skolen: realen, udvidet og almindelig 8.-9. klasse. Det var i samme periode man så småt afviklede mesterlæren til fordel for en Erhvervsfaglig Grunduddannelse (EFG), der jo i teorien betød at man kunne se de forskellige fag an i stedet for at få en faglig uddannelse som man ikke var specielt egnet til.
Pudsigt nok viste det sig at det boglige, teoretiske niveau der var lagt ind i uddannelsen ikke forandrede meget andet end at lærlinge kunne vente lidt længere med at rydde op efter svendene og at de med sandsynlighed ville bestå en svendeprøve hvis de bare kunne det de skulle nogenlunde. Ikke at jeg tror at mesterlæren var specielt god til at lære unge håndværkere et håndværk, jeg fik bare aldrig fornemmelsen af at den uddannelse der blev indført i stedet havde nogen positiv effekt.
At være
Som tidligere omtalt er der mange måder at være til på. Selv blev jeg den boglige type, der med støtte fra mine forældre (selv om jeg oplevede deres skilsmisse) uden problemer gennemførte en uddannelse med realen (2 år), gymnasiet (3 år) et år på EFG- Bygge og anlæg, og 4 år på biblioteksskolen. Altså 17 år på skolebænken, heraf 5 år på Uddannelsesstøtte. Men jeg var parat til at gå ud i verden med uddannelse og selvtillid. Desværre var der ikke afsat penge på statens budget til folk som mig, og samtidig skulle jeg aftjene værnepligt næsten et år efter endt uddannelse. Med min opdragelse kunne jeg ikke lyve når jeg søgte job, jeg vidste jo at jeg på et tidspunkt skulle aftjene værnepligten. Det bekymrede mig dog ikke dengang, vi fik jo alle at vide at vi skulle give noget, både penge og personlig indsats for at blive til noget, for at være støtter for samfundet.
Samfundet
Det var jo også det hele min opvækst gik ud på: Bliv en støtte for samfundet. Jeg lærte at jeg skulle vise samfundssind, at jeg skulle bidrage med det jeg var god til og lidt med det jeg ikke var så god til, uden at ødelægge alt for meget. Det begyndte også meget godt, men med tiden blev der indført flere love og regler der enten fratog mig retten for at arbejde frivilligt eller tvang mig til det. Jeg var i begyndelsen af 30'erne da jeg blev far, det vil sige da jeg skulle betale for at besvangre en pige der ønskede at være mor, ingen spurgte mig om jeg ville betale for at være far. Set i bakspejlet har jeg ikke fortrudt at jeg skulle betale, jeg har bare undret mig over at samfundet som sådan og statsamtet især har betragtet mig som en sæddonor der skulle betale i 18 år for at have fået sex i stedet for at spytte sæd ud under sterile vilkår.
Men samfundet er jo ikke min privatsfære, det er egentlig vores fællesskab. Vi betaler skat, afgifter, moms, børnepenge og bropenge - ja vi betaler en hel masse til vores samfund og vores stat som derefter forsøger at fordele vores bidrag. Jeg har tegnet forsikringer og betalt til kaffekassen når jeg har haft arbejde, fundet mig i at indskud er blevet tilbageholdt når jeg er flyttet fra en landsdel til en anden på grund af arbejde, faktisk har jeg stort set betalt for alt man kan betale for, mest fordi jeg har lært at være ydmyg og forvente at alt det gode kommer til en når man har brug for det. Om religionen kan jeg kun sige en ting, det var ikke et parforhold jeg kunne bruge til noget: LORTE PARFORHOLD.
Samfundssindet
Mit syn på samfundet er på en gang det samme som det var i min opvækst, nemlig at vi skal respektere hinandens forskellighed og at vi bør lytte og lære. Men samtidig er fremtiden meget tåget set med mine øjne. Jeg kan ikke fornemme hvordan fremtidens samfund vil tage sig ud, jeg kan end ikke finde ud af om samfundet har en fremtid. Der er simpelthen gået politik i samfundet OG i samfundssindet.
Rent politisk viser det sig at de fleste af os mennesker er til for at skabe profit for nogle få udvalgte (som har udvalgt sig selv), vi skal arbejde selv om der ikke er arbejde, vi skal sige undskyld fordi der ikke er noget arbejde der kan skabe profit medmindre vi arbejder gratis, ja vi skal sågar sige undskyld til den stat der skulle være vores garanti mod udnyttelse af vores samfundssind. Nu skal vi så også tage den Europæiske Union alvorlig. Ikke fordi den gør noget for andre end vores stat gør, men simpelthen fordi den tvinger os til at have samfundet på endnu længere afstand.
Jeg har fundet ud af at samfundssind til forskel fra min barndom udelukkende drejer sig om penge.
Derfor spørger jeg uden at råbe højt eller hovere: Hvad skal vi overhovedet med samfundssind?
Men jeg må alligevel medgive at mange af de troende gav mig et mod på at være en del af samfundet, at være med i det der skete og at stole på at jeg, selv om jeg måske var forskellig, havde evner der kunne bruges. Måske ikke så meget religiøse talenter eller på håndværksområdet, men jeg var god til at lytte og lærte at dele. Da jeg ikke blev konfirmeret var de eneste der gav mig en lille gave faktisk et dybt religiøst par, konen var hjemmegående og deres to drenge var på institution fordi de var hypersensitive, aner ikke hvad man ville kalde det i dag eller i morgen, men nok til at de ikke kunne begå sig hjemme. Samtidig var manden i huset min regnelærer som jeg havde et vanskeligt forhold til i skolen, men privat og sammen med dem og deres børn (når børnene var hjemme) var det helt anderledes, der blev lyttet og diskuteret, trods det var Gud ikke nogen trussel.
At lytte og at give
Det jeg lærte af dette ægtepar og mange andre kristne var at tilværelsen var at give og at modtage, at give syndsforladelse frem for at straffe. For børns vedkommende var straffen lagt i hænderne på Gud, i mellemtiden skulle mennesker tilgive vildfarelse og håbe at Gud ville lede dem på rette vej. Flere af de lærere vi havde på skolen, såmænd også mine egne forældre, som jeg stort set blev forskånet for at skulle møde i klasselokalet, lærte mig at kreativitet og lærelyst var det vigtigste for at blive et helt menneske. Men i et kristent samfund var det ikke sjældent at man også lærte at ydmyghed var en væsentlig tilgang til tilværelsen. Som barn er man jo enten lydhør eller obsternasig. Pudsigt nok en slags Emil fra Lönneberg eller Dennis the menace.
For mig står de begge som lysende eksempler på kreative og oplevende mennesker, jeg blev dog mere den dreng der gjorde hvad jeg fik besked på, jeg lyttede og jeg gav. Ikke penge eller for den sags skyld slik, men jeg gav mit venskab og jeg tilgav dem der tænkte anderledes end mig. I dag virker det som om jeg faktisk gav mere end jeg fik, ikke at jeg fortryder - det er der jo ingen grund til, men jeg kunne ønske at andre også gav noget af sig selv og lyttede. Dem der gav mest i min barndom, var sådan set dem der enten havde sygdom i familien, ikke kunne få børn eller simpelthen havde overskud til at give, det var de samme der havde mest behov for at lytte. Så meget for den religion.
At lære
I min ungdom blev skolen ændret, ikke arkitekturmæssigt eller specifikt undervisningsmæssigt. Lærerne var der jo og fortsatte med at undervise som de altid havde gjort. Men fagene fik nye navne, skolegangen skulle foregå i flere år og på skift afskaffede og indførte man karaktergivning. Forældrebestyrelser og valgfag blev indført. Skolebestyrelsen og lærerrådet fik også andre opgaver (det virkede for mig som om de stort set bekrigede hinanden med alle midler, så børnene blev taget som gidsler). Min kontakt med skolesystemet i de øverste klasser (realen) var at der blev indført tre forskellige overbygninger i skolen: realen, udvidet og almindelig 8.-9. klasse. Det var i samme periode man så småt afviklede mesterlæren til fordel for en Erhvervsfaglig Grunduddannelse (EFG), der jo i teorien betød at man kunne se de forskellige fag an i stedet for at få en faglig uddannelse som man ikke var specielt egnet til.
Pudsigt nok viste det sig at det boglige, teoretiske niveau der var lagt ind i uddannelsen ikke forandrede meget andet end at lærlinge kunne vente lidt længere med at rydde op efter svendene og at de med sandsynlighed ville bestå en svendeprøve hvis de bare kunne det de skulle nogenlunde. Ikke at jeg tror at mesterlæren var specielt god til at lære unge håndværkere et håndværk, jeg fik bare aldrig fornemmelsen af at den uddannelse der blev indført i stedet havde nogen positiv effekt.
At være
Som tidligere omtalt er der mange måder at være til på. Selv blev jeg den boglige type, der med støtte fra mine forældre (selv om jeg oplevede deres skilsmisse) uden problemer gennemførte en uddannelse med realen (2 år), gymnasiet (3 år) et år på EFG- Bygge og anlæg, og 4 år på biblioteksskolen. Altså 17 år på skolebænken, heraf 5 år på Uddannelsesstøtte. Men jeg var parat til at gå ud i verden med uddannelse og selvtillid. Desværre var der ikke afsat penge på statens budget til folk som mig, og samtidig skulle jeg aftjene værnepligt næsten et år efter endt uddannelse. Med min opdragelse kunne jeg ikke lyve når jeg søgte job, jeg vidste jo at jeg på et tidspunkt skulle aftjene værnepligten. Det bekymrede mig dog ikke dengang, vi fik jo alle at vide at vi skulle give noget, både penge og personlig indsats for at blive til noget, for at være støtter for samfundet.
Samfundet
Det var jo også det hele min opvækst gik ud på: Bliv en støtte for samfundet. Jeg lærte at jeg skulle vise samfundssind, at jeg skulle bidrage med det jeg var god til og lidt med det jeg ikke var så god til, uden at ødelægge alt for meget. Det begyndte også meget godt, men med tiden blev der indført flere love og regler der enten fratog mig retten for at arbejde frivilligt eller tvang mig til det. Jeg var i begyndelsen af 30'erne da jeg blev far, det vil sige da jeg skulle betale for at besvangre en pige der ønskede at være mor, ingen spurgte mig om jeg ville betale for at være far. Set i bakspejlet har jeg ikke fortrudt at jeg skulle betale, jeg har bare undret mig over at samfundet som sådan og statsamtet især har betragtet mig som en sæddonor der skulle betale i 18 år for at have fået sex i stedet for at spytte sæd ud under sterile vilkår.
Men samfundet er jo ikke min privatsfære, det er egentlig vores fællesskab. Vi betaler skat, afgifter, moms, børnepenge og bropenge - ja vi betaler en hel masse til vores samfund og vores stat som derefter forsøger at fordele vores bidrag. Jeg har tegnet forsikringer og betalt til kaffekassen når jeg har haft arbejde, fundet mig i at indskud er blevet tilbageholdt når jeg er flyttet fra en landsdel til en anden på grund af arbejde, faktisk har jeg stort set betalt for alt man kan betale for, mest fordi jeg har lært at være ydmyg og forvente at alt det gode kommer til en når man har brug for det. Om religionen kan jeg kun sige en ting, det var ikke et parforhold jeg kunne bruge til noget: LORTE PARFORHOLD.
Samfundssindet
Mit syn på samfundet er på en gang det samme som det var i min opvækst, nemlig at vi skal respektere hinandens forskellighed og at vi bør lytte og lære. Men samtidig er fremtiden meget tåget set med mine øjne. Jeg kan ikke fornemme hvordan fremtidens samfund vil tage sig ud, jeg kan end ikke finde ud af om samfundet har en fremtid. Der er simpelthen gået politik i samfundet OG i samfundssindet.
Rent politisk viser det sig at de fleste af os mennesker er til for at skabe profit for nogle få udvalgte (som har udvalgt sig selv), vi skal arbejde selv om der ikke er arbejde, vi skal sige undskyld fordi der ikke er noget arbejde der kan skabe profit medmindre vi arbejder gratis, ja vi skal sågar sige undskyld til den stat der skulle være vores garanti mod udnyttelse af vores samfundssind. Nu skal vi så også tage den Europæiske Union alvorlig. Ikke fordi den gør noget for andre end vores stat gør, men simpelthen fordi den tvinger os til at have samfundet på endnu længere afstand.
Jeg har fundet ud af at samfundssind til forskel fra min barndom udelukkende drejer sig om penge.
Derfor spørger jeg uden at råbe højt eller hovere: Hvad skal vi overhovedet med samfundssind?
lørdag, november 02, 2013
De kære børn
For et par måneder siden skrev Ali Modarres i City Journal (if. Kristeligt dagblad) at det er en farlig udvikling at de hippe segmenter i storbyerne ikke får børn. Notitsen fra 15. august citerer oversat til dansk: "Historien viser at hurtige fald i fødselsraten - som i det antikke Rom, Venedig i det 17. århundrede eller Tokyo i dag - følges af erodering af kulturel og økonomiske vitalitet. Post-familiebyen appellerer kun til et særligt segment af befolkningen, der, uanset hvor velhavende det er, ikke kan sikre sin egen fremtid."
Grundlæggende betyder det vel bare at de mennesker (i byerne, men velsagtens også alle andre) der fravælger børn af forskellige årsager. er i gang med at grave deres egen og det omgivende samfunds grav.
Politik
Vi har jo hørt denne teori i 2020-polemikken i de seneste regeringer. Altså at der bliver flere ældre der skal passes og færre til at gøre det. Man kan vælge at sige at det jo er selvforskyldt og at samfundet kan betale sig fra det, der findes jo stadig masser af mennesker fra andre lande og andre miljøer der dels får børn og hvis børn gerne vil arbejde. Alligevel vælger politikere og økonomer at fokusere på det økonomiske og delvis på det sociale problem der kan opstå, trods det at de rigeste i verden og i byerne aldrig har været så rige og egoistiske som nu. Var det kun et spørgsmål om penge ville det ikke være noget stort problem at omfordele rigdommen. Selvfølgelig ville der være nogen der bare ville tage mod pengene og læne sig tilbage, men mit bud er at det ikke ville være en større procentandel end den der bare rager til sig (det Occupy Wall Street kalder 1%).
Nej det er slet ikke pengene der er det vigtige.
Kulturen
Der er som det også citeres en "erodering af den kulturelle vitalitet". Man kan tale om at kulturen, altså dyrkningen af det anderledes og det menneskelige stagnerer eller simpelthen begynder at vokse baglæns. Nu er kultur jo ikke bare opera, fodbold og malerier af statsministre, kultur er i vidt omfang den måde vi omgås, den måde vi giver og lærer af hinden på, alt hvad der ikke har kroner og øre hæftet på sig er den vigtigste kultur for et samfund. Ikke bare erfaring eller debat, heller ikke demokrati eller religion, nej det komplicerede fællesskab på tværs af økonomiske og sociale skel. Noget som vi også i Europa og Danmark er ved at udradere, uden at vide hvad der vil komme i stedet. Men en total satsning på økonomi vil sætte både Europa, Nordamerika og Kina tilbage og udslette det vi ynder at kalde civilisation. Bare for et par millioner ekstra på kontoen når vi er døde, i stedet for at fremme den kultur der står for skabelse og foranderlighed. Et billede som Vincent van Gogh end ikke kunne få penge for er solgt for et millionbeløb, en tiøre fra 1959 eller et frimærke der er trykt forkert kan opnå en værdi langt over den værdi den skulle udgøre. Et samfund der skaber værdier i kraft af køb og salg vil jo på sigt arbejde på at gøre sig selv overflødigt, selv om det kan tage adskillige århundreder, men det er jo også det som Ali Modarres siger. Ikke at vi kan redde økonomien ved at få flere børn.
Byerne
Vi har skabt bysamfund. Dem der boede på landet er flyttet til byerne for at få arbejde og dermed indtægt, samtidig er mageligt rige der har en god indtægt ofte et hus på landet eller i udlandet, enkelte er endda så magelige at de simpelæthen flytter til udlandet, et sted hvor de kan leve af deres opsparing fordi de ikke skal betale så meget i skat.
Byerne bliver derfor til 2 segmenter (mindst) de velhavende som ikke bidrager til fremtiden med hverken børn eller kultur og borgerskabet og arbejderklassen der måske nok bidrager med et par børn (hvis de har råd) men ellers har mere travlt med enten at blive velhavende eller som må acceptere at det ikke var i deres lod, men kan lade ønsket og rigdom og socialt avancement gå videre til deres børn. Kulturen bliver langsomt til noget man har råd til, noget man kan tale om som man gjorde det i gamle dage om udsendelser i fjernsynet fordi der kun var en kanal.
Men den kreativitet der skal forny kulturen bliver dræbt fordi byerne er ved at vokse sig ud af sig selv, fordi børnene enten ikke bliver født eller har andre ting at tænke på end kreative evner. Som med kræftceller vil byerne og landene opleve at blive ædt op indefra, for nogle vil de gå lamgsomt og man kan sætte ind med forskellige kure og trække pinen i langdrag, for andre vil det hele falde sammen på en formiddag. Se for eksempel Detroit, en by der er gået fallit og hvis indbyggere end ikke kan overskue deres egen fremtid.
Børnene
Det vigtigste er dog at mange betragter børn som et problem eller i hvert tilfælde som noget der er i vejen for karrieren. Som om karriere er vigtigere end at deltage i samfundet på godt og ondt, at sikre kreativitet og vækst (ikke økonomisk) gennem at sætte børn i verden og skabe et samfund der gennem ændringer udvikler sig i stedet for at gå i stampe.
I dag skal børn lære at opføre sig, de skal kunne dansk og være dygtige til at regne. Viden og oplevelse er blevet til udenadslære og "kæft, trit og retning". Hvor vi skulle spotte det enkelte barns styrke er barnet blevet til en robot, der skal lære sine bevægelser af andre, frem for at finde sine egne måder at bevæge sig på.
Samfundet
Selv om jeg har citeret hele den notits der var i avisen, bør vi altså alligevel tænke over hvert enkelt ord der står i den. Mindre end 50 ord, hvor børn, økonomi og kultur nævnes i samme åndedrag som en kollaps af byerne, omtalt som erosion, antyder at den vestlige verden kan bryde sammen på baggrund af et fravalg af børn og dermed den nødvendige udvikling for fremtiden.
Som med kapitalismen er samfundet ikke usårligt, det kan falde sammen af flere årsager, men menneskelig grådighed og mangel på overblik er sandsynligvis det der i den sidste ende gør at andre samfund opstår og at de nuværende stormagter bryder sammen.
At børnene er det vigtigste element kan der ikke herske tvivl om i mine øjne, men samtidig skal børnene have den frihed til at vokse op og blive selvstændige, kreative mennesker der kan føre vores byer og vores samfund videre. Så vil jeg være ligeglad med om de er indvandrere eller om deres forældre er forankrede danskere der ikke kan se noget formål med andet end at tjene penge og klatre op ad rangstigen.
Det er ikke forældrene der udgør fremtiden, det er de børn vi burde få uden at de skal udgøre en økonomisk byrde eller et socialt problem.
Grundlæggende betyder det vel bare at de mennesker (i byerne, men velsagtens også alle andre) der fravælger børn af forskellige årsager. er i gang med at grave deres egen og det omgivende samfunds grav.
Politik
Vi har jo hørt denne teori i 2020-polemikken i de seneste regeringer. Altså at der bliver flere ældre der skal passes og færre til at gøre det. Man kan vælge at sige at det jo er selvforskyldt og at samfundet kan betale sig fra det, der findes jo stadig masser af mennesker fra andre lande og andre miljøer der dels får børn og hvis børn gerne vil arbejde. Alligevel vælger politikere og økonomer at fokusere på det økonomiske og delvis på det sociale problem der kan opstå, trods det at de rigeste i verden og i byerne aldrig har været så rige og egoistiske som nu. Var det kun et spørgsmål om penge ville det ikke være noget stort problem at omfordele rigdommen. Selvfølgelig ville der være nogen der bare ville tage mod pengene og læne sig tilbage, men mit bud er at det ikke ville være en større procentandel end den der bare rager til sig (det Occupy Wall Street kalder 1%).
Nej det er slet ikke pengene der er det vigtige.
Kulturen
Der er som det også citeres en "erodering af den kulturelle vitalitet". Man kan tale om at kulturen, altså dyrkningen af det anderledes og det menneskelige stagnerer eller simpelthen begynder at vokse baglæns. Nu er kultur jo ikke bare opera, fodbold og malerier af statsministre, kultur er i vidt omfang den måde vi omgås, den måde vi giver og lærer af hinden på, alt hvad der ikke har kroner og øre hæftet på sig er den vigtigste kultur for et samfund. Ikke bare erfaring eller debat, heller ikke demokrati eller religion, nej det komplicerede fællesskab på tværs af økonomiske og sociale skel. Noget som vi også i Europa og Danmark er ved at udradere, uden at vide hvad der vil komme i stedet. Men en total satsning på økonomi vil sætte både Europa, Nordamerika og Kina tilbage og udslette det vi ynder at kalde civilisation. Bare for et par millioner ekstra på kontoen når vi er døde, i stedet for at fremme den kultur der står for skabelse og foranderlighed. Et billede som Vincent van Gogh end ikke kunne få penge for er solgt for et millionbeløb, en tiøre fra 1959 eller et frimærke der er trykt forkert kan opnå en værdi langt over den værdi den skulle udgøre. Et samfund der skaber værdier i kraft af køb og salg vil jo på sigt arbejde på at gøre sig selv overflødigt, selv om det kan tage adskillige århundreder, men det er jo også det som Ali Modarres siger. Ikke at vi kan redde økonomien ved at få flere børn.
Byerne
Vi har skabt bysamfund. Dem der boede på landet er flyttet til byerne for at få arbejde og dermed indtægt, samtidig er mageligt rige der har en god indtægt ofte et hus på landet eller i udlandet, enkelte er endda så magelige at de simpelæthen flytter til udlandet, et sted hvor de kan leve af deres opsparing fordi de ikke skal betale så meget i skat.
Byerne bliver derfor til 2 segmenter (mindst) de velhavende som ikke bidrager til fremtiden med hverken børn eller kultur og borgerskabet og arbejderklassen der måske nok bidrager med et par børn (hvis de har råd) men ellers har mere travlt med enten at blive velhavende eller som må acceptere at det ikke var i deres lod, men kan lade ønsket og rigdom og socialt avancement gå videre til deres børn. Kulturen bliver langsomt til noget man har råd til, noget man kan tale om som man gjorde det i gamle dage om udsendelser i fjernsynet fordi der kun var en kanal.
Men den kreativitet der skal forny kulturen bliver dræbt fordi byerne er ved at vokse sig ud af sig selv, fordi børnene enten ikke bliver født eller har andre ting at tænke på end kreative evner. Som med kræftceller vil byerne og landene opleve at blive ædt op indefra, for nogle vil de gå lamgsomt og man kan sætte ind med forskellige kure og trække pinen i langdrag, for andre vil det hele falde sammen på en formiddag. Se for eksempel Detroit, en by der er gået fallit og hvis indbyggere end ikke kan overskue deres egen fremtid.
Børnene
Det vigtigste er dog at mange betragter børn som et problem eller i hvert tilfælde som noget der er i vejen for karrieren. Som om karriere er vigtigere end at deltage i samfundet på godt og ondt, at sikre kreativitet og vækst (ikke økonomisk) gennem at sætte børn i verden og skabe et samfund der gennem ændringer udvikler sig i stedet for at gå i stampe.
I dag skal børn lære at opføre sig, de skal kunne dansk og være dygtige til at regne. Viden og oplevelse er blevet til udenadslære og "kæft, trit og retning". Hvor vi skulle spotte det enkelte barns styrke er barnet blevet til en robot, der skal lære sine bevægelser af andre, frem for at finde sine egne måder at bevæge sig på.
Samfundet
Selv om jeg har citeret hele den notits der var i avisen, bør vi altså alligevel tænke over hvert enkelt ord der står i den. Mindre end 50 ord, hvor børn, økonomi og kultur nævnes i samme åndedrag som en kollaps af byerne, omtalt som erosion, antyder at den vestlige verden kan bryde sammen på baggrund af et fravalg af børn og dermed den nødvendige udvikling for fremtiden.
Som med kapitalismen er samfundet ikke usårligt, det kan falde sammen af flere årsager, men menneskelig grådighed og mangel på overblik er sandsynligvis det der i den sidste ende gør at andre samfund opstår og at de nuværende stormagter bryder sammen.
At børnene er det vigtigste element kan der ikke herske tvivl om i mine øjne, men samtidig skal børnene have den frihed til at vokse op og blive selvstændige, kreative mennesker der kan føre vores byer og vores samfund videre. Så vil jeg være ligeglad med om de er indvandrere eller om deres forældre er forankrede danskere der ikke kan se noget formål med andet end at tjene penge og klatre op ad rangstigen.
Det er ikke forældrene der udgør fremtiden, det er de børn vi burde få uden at de skal udgøre en økonomisk byrde eller et socialt problem.
Langt ude
"Far Side" hedder Gary Larsons tegninger der oftest var langt ude, som de kom til at hedde på dansk. Bizzaro har en om ikke lignende så en tilsvarende tilgang til de daglige kommentarer. For den ældre del af befolkningen svarer det til mange af Storm P's såkaldte "fluer", altså en slags indforstået kommentar.
Men langt ude betyder jo også at være på afveje, at være langt fra alting eller at tage fejl i forhold til det omgivende samfund. Sådan er mit liv også, og derfor elsker jeg sort humor, fordi den kan få min verden til at lyse i kraft af det mørkes som samfundet lader sig brede.
Mit liv for nuværende
Jeg er på kontanthjælp (det er det vel de færreste der følger med i min blok der ikke ved [en hilsen til dagens sprogsinke om færreste og ikke]), jeg bor for mig selv langt ude på landet i en ende af Silkeborg der ligger tæt ved kommunegrænsen til Favrskov. Altså langt ude. Og tro mig der er ingen form for humor i det liv jeg fører nu. Jeg har ingen penge. Min nuværende økonomiske situation betyder at jeg er afhængig af offentlig transport, hvilket indskrænker mulighederne for at komme i arbejde drastisk. Jeg bor for mig selv, selv om min far bor lige ved siden af. Den sociale omgang med andre og oplevelser i form af musik og foredrag er ikke blot reduceret men nulstillet. Når man så kombinerer med en far, som er mit eneste selskab bortset fra de tvungne møder på jobcenter, der måske nok stemmer på Enhedslisten men samtidig synes at Dansk Folkeparti har ret i indvandrerspørgsmål, at Bent Jensen er mere troværdig end Dragsdal og at penge er det vigtigste i livet, ja så har jeg et problem med mig selv, for vi er end ikke enige i de mest basale ting, når vi taler om livsvilkår. Han måtte jo tage det arbejde der var, men nåede også at få en uddannelse som lærer der nu sikrer ham en pension han kan leve af. Han synes at jeg er doven og ikke gider lave noget, hvilket jeg så i høj grad bekræfter ham i, da jeg ikke kan se formålet med at have arbejdet i forskellige brancher i mere end 30 år, bare for at skulle forsørges af en anden eller knokle for at opnå hjælp fra den stat jeg til stadighed har fodret ved at betale skat.
Væk fra det hele
Jeg bor altså langt ude på landet, fordi det er den billigste måde at bo på. Jeg kan garantere for at det ikke er den bedste måde at leve på rent psykisk. På den måde bliver min lyst til at gøre noget også indskrænket. Jeg skal jo gøre noget fordi jeg skal gøre noget. På samme måde som jeg er holdt op med at lave mad, fordi jeg gør det forkert, på samme måde som jeg ikke gør rent, fordi jeg gør det forkert og på samme måde jeg ikke er selskabelig, fordi jeg gør det forkert.
Jeg gør stort set alting forkert, undtagen når vi taler om penge. For der gør og siger jeg det rigtige så jeg lige kan få til dagen og vejen, men ikke til et arbejde jeg har lyst til. Jeg køber det billigste brød og det billigste pålæg, betaler forbrug som til vinter vil betyde at jeg skal klædes rigtig godt på for ikke at fryse. Jeg køber klippekort til bussen fordi jeg ikke ved hvor tit jeg skal med bussen og samtidig ikke aner om bussen kører til de møder jeg skal til med eventuelle arbejdsgivere og jobcenter, altså vil et månedskort være at smide penge ud af vinduet. Jeg betaler et billigt abonnement for at have en telefon så jeg kan holde mig i forbindelse med omverdenen, billigt men dyrt hvis jeg skulle få lyst til at tale længe i telefonen. Jeg betaler for at have internetadgang, simpelthen fordi det er billigere end at bo i nærheden af jobcenter eller bibliotek, som jeg jævnligt bliver henvist til, når jeg siger at al denne adgang til internetservice er et problem. Selvfølgelig er det en langsom og usikker adgang, som betyder at jeg skal bruge internettet til at opdatere mine data på internettet ikke bare jævnligt men meget jævnligt, det betyder også at min arbejdssøgning foregår via nettet, undtagen når jeg er tvunget til at komme ud af mit flyverskjul. TV og radio er principielt noget som jeg får med, når jeg besøger familien, min far ser gamle krimier og serier om flyvende læger, min bror ser fodbold og jeg læser gamle aviser som man har kunnet abonnere gratis på i et vist antal uger. Selv Kristelig Dagblad bliver studeret til sidste ord, også når jeg finder en udgave fra august sidste år.
Men jeg kan opgraderes som ledig ved at deltage i tvangsarbejde der ikke har andet formål end at være i tvangsarbejde. Langt ude.
Helbred
Nu er jeg for en stor del selv skyld i at mit helbred ikke er perfekt. Jeg har i perioder haft et overmåde alkoholforbrug, lange perioder endda. Før i tiden blev det afløst af arbejde, men det gør det sådan set ikke længere. Nu bliver det afløst af at mit helbred ikke kan klare det. Langt ude måske, men sådan er det. Jeg har forhøjet blodsukker og skal bruge penge på diabetes-2 medicin. Mit blodtryk kan i perioder være alarmerende men kan normalt afhjælpes ved at jeg indtager blodsukker-medicin. Min psyke er ved at vende tilbage til min barndoms psyke: ubehersket vrede, altså som vi kender det fra børn der ikke må få slik, børn der er trætte men ikke vil i seng, børn der er utilfredse med at de ikke vinder i Ludo. Og jeg kan ikke lide at jeg er kommet på den galej, det har varet et helt liv at få mig til at være positiv og tro på det bedste i mennesket, et langt og sejt træk af hensyn til min omverden, der på ganske få år er blevet gjort til stenalder af den selvsamme omverden.
Tab
Det største tab jeg har været ude for er tabet af den kærlighed jeg troede var gensidig. Ikke mine forældres. Den ene tror at verbale tæsk og krav om at gøre noget er nok til at rejse mig til fornyet indsats, det var det jo for ham. Den anden forsøger at forstå, hvad hun har gjort galt, selv om jeg har sagt at hun ikke kunne gøre ret meget anderledes. Jeg har selv i årtier troet at jeg var den der var noget galt med, men har nu fundet ud af, på den hårde måde, at det i virkeligheden ikke er mig men alle de andre der er noget galt med. Jeg har mistet ejendom ved at blive bestjålet, ved at få beslaglagt værdier og ved ikke at være i stand til at betale regninger (fordi jeg ikke havde nogen indtægt og ikke kunne få hjælp af velfærdssamfundet). Det sociale sikkerhedsnet viste sig at være ikke-eksisterende allerede da jeg var sluppet ud fra min værnepligt, der ikke på nogen som helst måde berigede mig.
Men som sagt er økonomisk tab kun et spørgsmål om penge. Og jeg har lært at leve af få penge, hvilket jo giver begrænsninger i et samfund der ikke bare primært er baseret på økonomi, men udelukkende.
Men som sagt har de største tab været tabet af kærligheden. Ikke fordi jeg ikke er bevidst om at jeg er så sær at jeg kan være vanskelig at omgås. Min kærlighed er måske mere at røre og føle end at vaske op og støvsuge, jeg er langt mere til boglig handling end til fysisk (måske bortset fra sengegymnastik). Men hvis jeg ikke havde oplevet kærligheden kunne jeg jo heller ikke miste den, på samme måde har jeg det med livet.
Her og nu
Så nu er jeg alene, langt fra alting. Jeg har lyst til at gå i gang med noget jeg er god til, men gennem de seneste år er jeg ikke blevet god til noget, tværtimod er jeg blevet skrækkelig dårlig til en hel masse, fordi jeg skulle vise om jeg var god til noget. Det eneste jeg er blevet rigtig god til er at spise mindre og at drikke mere, det befordrer selvfølgelig ikke min sundhed, men jeg kan da i den tid jeg har tilbage gøre hvad jeg synes er sjovest og samtidig nøjes med at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, fremfor at skulle være så syg at jeg skal bruge al min fritid på at søge om hjælp jeg ikke kan få (7-9-13).
Hvor jeg dog hader et samfund hvor tab og indtjening af penge er så vigtigt i forhold til mennesker. Det er simpelthen for langt ude.
Men langt ude betyder jo også at være på afveje, at være langt fra alting eller at tage fejl i forhold til det omgivende samfund. Sådan er mit liv også, og derfor elsker jeg sort humor, fordi den kan få min verden til at lyse i kraft af det mørkes som samfundet lader sig brede.
Mit liv for nuværende
Jeg er på kontanthjælp (det er det vel de færreste der følger med i min blok der ikke ved [en hilsen til dagens sprogsinke om færreste og ikke]), jeg bor for mig selv langt ude på landet i en ende af Silkeborg der ligger tæt ved kommunegrænsen til Favrskov. Altså langt ude. Og tro mig der er ingen form for humor i det liv jeg fører nu. Jeg har ingen penge. Min nuværende økonomiske situation betyder at jeg er afhængig af offentlig transport, hvilket indskrænker mulighederne for at komme i arbejde drastisk. Jeg bor for mig selv, selv om min far bor lige ved siden af. Den sociale omgang med andre og oplevelser i form af musik og foredrag er ikke blot reduceret men nulstillet. Når man så kombinerer med en far, som er mit eneste selskab bortset fra de tvungne møder på jobcenter, der måske nok stemmer på Enhedslisten men samtidig synes at Dansk Folkeparti har ret i indvandrerspørgsmål, at Bent Jensen er mere troværdig end Dragsdal og at penge er det vigtigste i livet, ja så har jeg et problem med mig selv, for vi er end ikke enige i de mest basale ting, når vi taler om livsvilkår. Han måtte jo tage det arbejde der var, men nåede også at få en uddannelse som lærer der nu sikrer ham en pension han kan leve af. Han synes at jeg er doven og ikke gider lave noget, hvilket jeg så i høj grad bekræfter ham i, da jeg ikke kan se formålet med at have arbejdet i forskellige brancher i mere end 30 år, bare for at skulle forsørges af en anden eller knokle for at opnå hjælp fra den stat jeg til stadighed har fodret ved at betale skat.
Væk fra det hele
Jeg bor altså langt ude på landet, fordi det er den billigste måde at bo på. Jeg kan garantere for at det ikke er den bedste måde at leve på rent psykisk. På den måde bliver min lyst til at gøre noget også indskrænket. Jeg skal jo gøre noget fordi jeg skal gøre noget. På samme måde som jeg er holdt op med at lave mad, fordi jeg gør det forkert, på samme måde som jeg ikke gør rent, fordi jeg gør det forkert og på samme måde jeg ikke er selskabelig, fordi jeg gør det forkert.
Jeg gør stort set alting forkert, undtagen når vi taler om penge. For der gør og siger jeg det rigtige så jeg lige kan få til dagen og vejen, men ikke til et arbejde jeg har lyst til. Jeg køber det billigste brød og det billigste pålæg, betaler forbrug som til vinter vil betyde at jeg skal klædes rigtig godt på for ikke at fryse. Jeg køber klippekort til bussen fordi jeg ikke ved hvor tit jeg skal med bussen og samtidig ikke aner om bussen kører til de møder jeg skal til med eventuelle arbejdsgivere og jobcenter, altså vil et månedskort være at smide penge ud af vinduet. Jeg betaler et billigt abonnement for at have en telefon så jeg kan holde mig i forbindelse med omverdenen, billigt men dyrt hvis jeg skulle få lyst til at tale længe i telefonen. Jeg betaler for at have internetadgang, simpelthen fordi det er billigere end at bo i nærheden af jobcenter eller bibliotek, som jeg jævnligt bliver henvist til, når jeg siger at al denne adgang til internetservice er et problem. Selvfølgelig er det en langsom og usikker adgang, som betyder at jeg skal bruge internettet til at opdatere mine data på internettet ikke bare jævnligt men meget jævnligt, det betyder også at min arbejdssøgning foregår via nettet, undtagen når jeg er tvunget til at komme ud af mit flyverskjul. TV og radio er principielt noget som jeg får med, når jeg besøger familien, min far ser gamle krimier og serier om flyvende læger, min bror ser fodbold og jeg læser gamle aviser som man har kunnet abonnere gratis på i et vist antal uger. Selv Kristelig Dagblad bliver studeret til sidste ord, også når jeg finder en udgave fra august sidste år.
Men jeg kan opgraderes som ledig ved at deltage i tvangsarbejde der ikke har andet formål end at være i tvangsarbejde. Langt ude.
Helbred
Nu er jeg for en stor del selv skyld i at mit helbred ikke er perfekt. Jeg har i perioder haft et overmåde alkoholforbrug, lange perioder endda. Før i tiden blev det afløst af arbejde, men det gør det sådan set ikke længere. Nu bliver det afløst af at mit helbred ikke kan klare det. Langt ude måske, men sådan er det. Jeg har forhøjet blodsukker og skal bruge penge på diabetes-2 medicin. Mit blodtryk kan i perioder være alarmerende men kan normalt afhjælpes ved at jeg indtager blodsukker-medicin. Min psyke er ved at vende tilbage til min barndoms psyke: ubehersket vrede, altså som vi kender det fra børn der ikke må få slik, børn der er trætte men ikke vil i seng, børn der er utilfredse med at de ikke vinder i Ludo. Og jeg kan ikke lide at jeg er kommet på den galej, det har varet et helt liv at få mig til at være positiv og tro på det bedste i mennesket, et langt og sejt træk af hensyn til min omverden, der på ganske få år er blevet gjort til stenalder af den selvsamme omverden.
Tab
Det største tab jeg har været ude for er tabet af den kærlighed jeg troede var gensidig. Ikke mine forældres. Den ene tror at verbale tæsk og krav om at gøre noget er nok til at rejse mig til fornyet indsats, det var det jo for ham. Den anden forsøger at forstå, hvad hun har gjort galt, selv om jeg har sagt at hun ikke kunne gøre ret meget anderledes. Jeg har selv i årtier troet at jeg var den der var noget galt med, men har nu fundet ud af, på den hårde måde, at det i virkeligheden ikke er mig men alle de andre der er noget galt med. Jeg har mistet ejendom ved at blive bestjålet, ved at få beslaglagt værdier og ved ikke at være i stand til at betale regninger (fordi jeg ikke havde nogen indtægt og ikke kunne få hjælp af velfærdssamfundet). Det sociale sikkerhedsnet viste sig at være ikke-eksisterende allerede da jeg var sluppet ud fra min værnepligt, der ikke på nogen som helst måde berigede mig.
Men som sagt er økonomisk tab kun et spørgsmål om penge. Og jeg har lært at leve af få penge, hvilket jo giver begrænsninger i et samfund der ikke bare primært er baseret på økonomi, men udelukkende.
Men som sagt har de største tab været tabet af kærligheden. Ikke fordi jeg ikke er bevidst om at jeg er så sær at jeg kan være vanskelig at omgås. Min kærlighed er måske mere at røre og føle end at vaske op og støvsuge, jeg er langt mere til boglig handling end til fysisk (måske bortset fra sengegymnastik). Men hvis jeg ikke havde oplevet kærligheden kunne jeg jo heller ikke miste den, på samme måde har jeg det med livet.
Her og nu
Så nu er jeg alene, langt fra alting. Jeg har lyst til at gå i gang med noget jeg er god til, men gennem de seneste år er jeg ikke blevet god til noget, tværtimod er jeg blevet skrækkelig dårlig til en hel masse, fordi jeg skulle vise om jeg var god til noget. Det eneste jeg er blevet rigtig god til er at spise mindre og at drikke mere, det befordrer selvfølgelig ikke min sundhed, men jeg kan da i den tid jeg har tilbage gøre hvad jeg synes er sjovest og samtidig nøjes med at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, fremfor at skulle være så syg at jeg skal bruge al min fritid på at søge om hjælp jeg ikke kan få (7-9-13).
Hvor jeg dog hader et samfund hvor tab og indtjening af penge er så vigtigt i forhold til mennesker. Det er simpelthen for langt ude.
fredag, november 01, 2013
Efterår
Så er vi nået til efteråret. Det er koldt og klamt, trods temperaturer over gennemsnittet. Det blæser lidt den ene dag og stormer den næste. Bladene falder ned fra træerne i et væld af efterårsfarver og dette års store mængde af æbler falder med.
Efteråret er med andre ord som et efterår skal være på disse breddegrader, selv om det er forskelligt fra år til år.
Barndommen
Jeg voksede op i en lille indremissionsk by på grænsen til Søderjylland og Øatjylland, på heden hvor nogle åer gav mulighed for at dyrke jorden med en gammel kirke bygget af Tranholm Gods. Jeg er født i helt andre omgivelser med udsigt til Roskilde fjord nærmest, men mine forlældre og dermed jeg flyttede inden jeg rigtig havde fået øjne (i hvert fald er der ingen minder). Forældrene flyttede efterarbejdet og landede en dag i den by, hvor jeg er vokset op og hvor min yngste bror er født.
Det jeg husker bedst er den årstid min fødselsdag falder i. Jeg husker også min første skoledag, den dag jeg skulle have nye sko, de dage jeg legede i affaldsbunkerne på den nærliggende losseplads og de sæbekassebiler vores far byggede til os. Men det flade land med de lige veje og kun graner til at markere skel mellem markerne gav et helt specielt efterår. Nok var der krat med løvtræer langs åerne, græsset var grønt og kartoflerne trivedes normalt på hedejorden. Granplantager og Enrico Dalgas samt gravhøje var byens tankegods. Kroen lå overfor kirken og lidt derfra lå jernbanen med station. Byen havde et slagteri og en folke- og realskole. Hjemmegående husmødre var normalen, men der var nogle af dem der tjente lidt ekstra penge ved at passe børn for de familier, der som min, havde begge forældre på arbejdsmarkedet. Der var købmand og brugsforening, der var slagtere og bagere, mejeriudsalg, korn- og foderstofforretning vognmandsforretninger, bogtrykkeri, cykelsmed, skomager og banker og sparekasser, sågar en andelskasse.
Hvad jeg ikke vidste var at det var i dette lokalsamfunds efterår jeg boede der. Skolen er der stadig og den blev også bygget større i forbindelse med kommunesammenlægningen i 1970. Mejeriudsalget blev til en købmand og senere til en Brugs. Slagterne og slagteriet lukkede, bagerierne ligeså. Det meste af resten lukkede eller blev kraftigt indskrænket da jeg flyttede fra byen. Ikke at jeg forestiller mig det er min skyld, men når jeg kommer tilbage kan jeg endda konstatere kroen er lukket og der bare findes et værtshus. Kroen var ellers der hvor begravelser blev holdt, hvor der var krobal og hvor der var arrangementer i forbindelse med julen, ja selv rejsebiografen kom forbi i ny og næ.
Efteråret
Men det jeg husker bedst er efteråret. Træerne der ikke står ret, men hældende i forhold til den vestenvind de har været udsat for, bunkerne af nåle i granplantagen og de fedtede stier i krattet når det havde regnet. Ikke at jeg havde noget imod det, det var jo det eneste liv jeg kendte til. Og så er det altså efteråret jeg husker allerbedst.
Blæsten eller stormvejret der uhindret kunne tage tilløb og blæse over lange afstande. Træernes blade og grannåle, ruskregnen og den blæst der gjorde at man kunne gå forudlænet uden at falde. Det bedste af det hele var den ensomhed der lå i at gå i efterårsvejret, i at kunne tage sig tid til at tænke over tilværelsen, mens vejret rent symbolsk rensede hovedet med både storm og regn. Den dag i dag forbinder jeg efteråret med denne meditative ensomhed.
På en måde har ensomheden i resten af mit liv ikke været meget andet end ensomhed, den har bare ikke renset min sjæl p¨å samme måde som efteråret gjorde - og den kommer heller ikke til det. Dengang kunne jeg vælge at tage nogle timer i ensomhed med rusk og regn og komme tilbage til familien med alt hvad det indebar. I dag er jeg påtvunget ensomheden, rusk og regn er min lod hele året og familien er jeg afskåret fra. Og det endda ved lov.
Mit efterår
Med en familie der normalt lever længe er jeg nok forvænt. Men jeg kan føle at mit hektiske liv som god samfundsborger er ved at rinde ud. Jeg kan ikke længere tro på at jeg resten af mit liv skal tro på notoriske løgnere, der kalder sig politikere, embedsmænd og offentligt ansatte. Jeg fatter ikke at jeg skal satse på at forbedre min økonomi i stedet for at satse på at leve i fred med mig selv. Jeg fatter simpelthen ikke at ikke må gå ud og spekulere over livet i stormvejr fordi jeg først skal gøre mig fortjent til det.
Jeg kræver ikke millioner, blot synes jeg at samfundet ville få en bedre og mere afbalanceret borger ved at sikre sig at jeg ikke skulle bruge tid på at spekulere over min økonomiske situation.
Jeg bor billigt fordi jeg er nødt til det, jeg har måttet opgive venner og kærlighed, fordi jeg er nødt til det. Jeg er reduceret til at være en klient, der skal gøre noget for at være klient, selv i min egen familie.
Se det kalder jeg efterår. Desværre føles det som om efterår kan defineres som langsomt forfald. Jeg ved ikke hvor længe jeg skal leve endnu, jeg tager ikke liver af mig selv. Men kreative tanker og meditation er jeg stort set afskåret fra ved lov.
Det bliver muligvis et langt efterår.
Efteråret er med andre ord som et efterår skal være på disse breddegrader, selv om det er forskelligt fra år til år.
Barndommen
Jeg voksede op i en lille indremissionsk by på grænsen til Søderjylland og Øatjylland, på heden hvor nogle åer gav mulighed for at dyrke jorden med en gammel kirke bygget af Tranholm Gods. Jeg er født i helt andre omgivelser med udsigt til Roskilde fjord nærmest, men mine forlældre og dermed jeg flyttede inden jeg rigtig havde fået øjne (i hvert fald er der ingen minder). Forældrene flyttede efterarbejdet og landede en dag i den by, hvor jeg er vokset op og hvor min yngste bror er født.
Det jeg husker bedst er den årstid min fødselsdag falder i. Jeg husker også min første skoledag, den dag jeg skulle have nye sko, de dage jeg legede i affaldsbunkerne på den nærliggende losseplads og de sæbekassebiler vores far byggede til os. Men det flade land med de lige veje og kun graner til at markere skel mellem markerne gav et helt specielt efterår. Nok var der krat med løvtræer langs åerne, græsset var grønt og kartoflerne trivedes normalt på hedejorden. Granplantager og Enrico Dalgas samt gravhøje var byens tankegods. Kroen lå overfor kirken og lidt derfra lå jernbanen med station. Byen havde et slagteri og en folke- og realskole. Hjemmegående husmødre var normalen, men der var nogle af dem der tjente lidt ekstra penge ved at passe børn for de familier, der som min, havde begge forældre på arbejdsmarkedet. Der var købmand og brugsforening, der var slagtere og bagere, mejeriudsalg, korn- og foderstofforretning vognmandsforretninger, bogtrykkeri, cykelsmed, skomager og banker og sparekasser, sågar en andelskasse.
Hvad jeg ikke vidste var at det var i dette lokalsamfunds efterår jeg boede der. Skolen er der stadig og den blev også bygget større i forbindelse med kommunesammenlægningen i 1970. Mejeriudsalget blev til en købmand og senere til en Brugs. Slagterne og slagteriet lukkede, bagerierne ligeså. Det meste af resten lukkede eller blev kraftigt indskrænket da jeg flyttede fra byen. Ikke at jeg forestiller mig det er min skyld, men når jeg kommer tilbage kan jeg endda konstatere kroen er lukket og der bare findes et værtshus. Kroen var ellers der hvor begravelser blev holdt, hvor der var krobal og hvor der var arrangementer i forbindelse med julen, ja selv rejsebiografen kom forbi i ny og næ.
Efteråret
Men det jeg husker bedst er efteråret. Træerne der ikke står ret, men hældende i forhold til den vestenvind de har været udsat for, bunkerne af nåle i granplantagen og de fedtede stier i krattet når det havde regnet. Ikke at jeg havde noget imod det, det var jo det eneste liv jeg kendte til. Og så er det altså efteråret jeg husker allerbedst.
Blæsten eller stormvejret der uhindret kunne tage tilløb og blæse over lange afstande. Træernes blade og grannåle, ruskregnen og den blæst der gjorde at man kunne gå forudlænet uden at falde. Det bedste af det hele var den ensomhed der lå i at gå i efterårsvejret, i at kunne tage sig tid til at tænke over tilværelsen, mens vejret rent symbolsk rensede hovedet med både storm og regn. Den dag i dag forbinder jeg efteråret med denne meditative ensomhed.
På en måde har ensomheden i resten af mit liv ikke været meget andet end ensomhed, den har bare ikke renset min sjæl p¨å samme måde som efteråret gjorde - og den kommer heller ikke til det. Dengang kunne jeg vælge at tage nogle timer i ensomhed med rusk og regn og komme tilbage til familien med alt hvad det indebar. I dag er jeg påtvunget ensomheden, rusk og regn er min lod hele året og familien er jeg afskåret fra. Og det endda ved lov.
Mit efterår
Med en familie der normalt lever længe er jeg nok forvænt. Men jeg kan føle at mit hektiske liv som god samfundsborger er ved at rinde ud. Jeg kan ikke længere tro på at jeg resten af mit liv skal tro på notoriske løgnere, der kalder sig politikere, embedsmænd og offentligt ansatte. Jeg fatter ikke at jeg skal satse på at forbedre min økonomi i stedet for at satse på at leve i fred med mig selv. Jeg fatter simpelthen ikke at ikke må gå ud og spekulere over livet i stormvejr fordi jeg først skal gøre mig fortjent til det.
Jeg kræver ikke millioner, blot synes jeg at samfundet ville få en bedre og mere afbalanceret borger ved at sikre sig at jeg ikke skulle bruge tid på at spekulere over min økonomiske situation.
Jeg bor billigt fordi jeg er nødt til det, jeg har måttet opgive venner og kærlighed, fordi jeg er nødt til det. Jeg er reduceret til at være en klient, der skal gøre noget for at være klient, selv i min egen familie.
Se det kalder jeg efterår. Desværre føles det som om efterår kan defineres som langsomt forfald. Jeg ved ikke hvor længe jeg skal leve endnu, jeg tager ikke liver af mig selv. Men kreative tanker og meditation er jeg stort set afskåret fra ved lov.
Det bliver muligvis et langt efterår.
Abonner på:
Opslag (Atom)