Tak er kun et fattigt ord

Jeg prøver at forstå, men min fatteevne rækker ikke til de ting som politikere siger.
Jeg læser i Ekstra Bladet at den tidligere kommunist Ole Sohn køber sig til forlagsproduktion i udlandet, hvis den er billigere end i Danmark. Jeg hører at Venstre ønsker at flere mennesker skal honoreres for at have arbejde, jeg hører at Enhedslisten stemmer for en finanslov. Jeg hører så meget.

Jeg hører for eksempel afslag på mine jobansøgninger, men taknemmelighed fordi jeg viser min evne til at arbejde på fuld tid, gratis. Jeg hører at den ene store virksomhed efter den anden fyrer medarbejdere af økonomiske årsager, eller for den sags skyld: praktiske. Normalt betyder det bare økonomiske besparelser til fordel for indtjeningen og til fordel for alle de aktionærer der gerne vil have i pose og sæk, men aldrig fandt ud af at risiko betyder at man kan tabe! Alt hvad jeg hører handler faktisk om økonomi, ikke min, den er stort set "ikke-eksisterende", mit liv består i at søge arbejde, at trykke på en knap på Jobcenters side en gang om ugen og i øvrigt at leve af restemad, nåh ja, så kan jeg fra mit vindue se fugle- og dyrelivet, glæder mig til snevejret, så kan jeg også se dyrespor fra de dyr der kommer om natten. Fremtiden for mig er på en måde bare hvad gør jeg i morgen, men på en måde er fremtiden også uendelig (eller deromkring): Hvornår sker der noget?

Al respekt for Ole Sohn, der som tidligere kommunist nåede at blive minister, nåede at få en nærmest livsvarig pension, som fik gennemført den kommunistiske drøm: At tjene penge på samme måde som alle de lede kapitalister. Godt gået, Ole. Jeg hørte bare en anden version af kommunisme da jeg gik i skole, via lærebøger der ville forklare forskellen på for eksempel kapitalisme, kommunisme, liberalisme og socialisme. Her var kommunisme defineret som fællesskab, socialisme som fordeling af goder, kapitalisme var pengeakkumulation og liberalisme var at give alle ret til at agere som de ville! Et kommunistisk fælleskab hvor få er for rige og de fleste ofre for kapitalismen og liberalisme var ikke lige det jeg havde indtryk af dengang! En socialisme hvor fordelingen af goder skal komme kapitalister og liberalister til gode på bekostning af udsatte var heller ikke lige hvad jeg forestillede mig da jeg dannede mine indre politiske forestillinger. En liberalisme, hvor friheden til at agere er indskrænket til at genere mennesker der ikke har samme held som en selv var nok heller ikke lige det jeg forestillede mig, selv om jeg i tankerne kunne se friheden til at begå mord og retten til at være pædofil, allerede da jeg var 16 år, da jeg selv har oplevet det, var det heller ikke den vej jeg ville gå. Kapitalismen har jeg altid haft en svaghed for, lige siden jeg læste Hans Kirk's "Slaven" som 15-årig. Kapitalisme er og bliver den mest geniale måde at udslette sig selv på, Der er tale om parasitisme, som kræver nogen at snylte på. Udsletter man sit eget grundlag vil man jo dø.

Det er måske derfor vi alle skal stå gratis til rådighed for et arbejdsmarked, hvor direktører, bestyrelsesmedlemmer og aktionærer stadig fodres med penge der ikke eksisterer, og det er måske derfor alle syge, arbejdsløse og andre der er skubbet ud af arbejdsmarkedet skal have færre penge (som ikke eksisterer). Det er måske derfor flere og flere accepterer ordet "krise", trods det at de bedst lønnede tager sig godt betalt for at lukke banker, flyselskaber og danske firmaer. Imens fosser de penge som internationale firmaer og udlændinge tjener, ud af statskassen, forsvinder i skattely eller er fradragsberettigede. Det undrer mig bare at alle de "luftpenge" som er årsag til "krisen" ikke findes! Det er overførselsindkomster på højeste plan. Ikke som min kontanthjælp, den består i begrænsede kontanter! Jeg må ikke eje noget, jeg må ikke besidde noget, og alligevel skal jeg stå til rådighed for et samfund der stort set ikke kan bruge mig til noget, fordi jeg er overflødig i alle de sammenhænge hvor jeg kan hjælpe til en kapitalakkumulation. Vi har fået en arbejdskraft reserve, der enten er til overs, overflødig eller direkte i vejen!

Kan det så undre at kapitalismen er ved at afskaffe den arbejdskraftreserve der ikke er brug for? Set med mine øjne: nej. Det der kan undre er at de andre ismer hopper på den vogn. Den er betalt med en masse kunstige penge og mange af dem der hopper på vognen er ikke klar over at investering kan betyde tab. At kræve kompensation for at der stilles en vindmølle op er jo sygeligt, det svarer for mig at se til, at man vil forbyde havet at bruse, eller naboens kat i at fange fugle i ens have. Jeg fatter ikke den grådighed der har bredt sig til alle idealismer, jeg forstår det ikke. Hvis socialisme består i at beholde det man har og dele resten med andre er vi vel lige vidt? Hvis kommunisme består i at være fælles med os selv er vi jo "Palle alene i verden". Kan det være rigtigt at kombinationen af liberalisme (friheden til at gøre som man vil) kombineret med kapitalisme (værdiakkumulation) skal være så lang tid om at bevise sin egen overflødighed at vores verden og de mennesker der lever i den skal udryddes?

At Venstre mener folk skal honoreres for at arbejde er jo fantastisk, i og med at der ikke er noget arbejde. I og med at arbejdsløsheden indenfor både det offentlige, servicebrancher og håndværksbrancher er stigende. I og med at flere og flere indfører robotter eller såkaldt "automatisering", som pudsigt nok ikke er beskattet eller pålagt afgifter, i "konkurrencens hellige navn". Venstres forslag tilgodeser det arbejdende folk, som direktører, bestyrelsesmedlemmer og aktionærer. Er det virkelig dét arbejdende folk vi kæmper for?
Jeg har stor respekt for den mester der uddanner en lærling, selv om der ikke lige er meget at tjene penge på til firmaet. Han har jo netop satset på at fremtiden vil blive bedre. Derved har han også vist sig som en "Rasmus Modsat", i dag vil en mester hellere klage over at der ikke er kvalificeret arbejdskraft end sørge for at den er der. Men hvorfor skal man også det? Når internationale kæder, som for eksempel Netto, stort set kun beskæftiger ungdomsarbejdskraft og praktikanter (gratis fra jobcenter), når firmaer som Microsoft og Nestlé, ja selv Novo, truer med at flytte fra landet, hvis de skal betale skat.

For mig at se er kapitalismen i gang med at save den gren over som de selv sidder på. Jeg beklager bare at det er en meget sløv sav de bruger.

Jeg har hele mit liv stået til rådighed for arbejdsmarkedet og arbejdet indenfor adskillige brancher, jeg har betalt til fagforening og A-kasse, jeg er trofast troppet op, når jeg var indkaldt til arbejdsformidling og jobcenter, jeg har udfyldt erklæringer, jeg har søgt arbejde, der ikke var grund til at søge, og nu er jeg landet som praktikant i Netto. Jeg får kontanthjælp, betalt af kommunen, jeg får ikke feriepenge, jeg skal endda ansøge om ferie i god tid (flere uger) som så skal godkendes af kommunen, Jeg får ikke pension, tværtimod, den jeg selv havde sparet op når jeg havde arbejde, skulle jeg bruge før jeg kunne blive forsørget af det offentlige (kontanthjælp). For at bevise at jeg er arbejdsparat skal jeg arbejde på fuld tid uden anden kompensation end begrænset tilskud til et buskort - at tage bussen herfra vil tage ca 20 længere end at gå på arbejde, altså over en time.

Jeg har venner som er syge og hvis sygdom er begrænset til 52 uger. Det er altså den omvendtre verden af den jeg voksede op i. Da min far blev sygemeldt som skolelærer fik han at vide at han skulle møde på arbejde inden for 52 uger (tror jeg nok det var) ellers ville han blive fyret. Så han mødte et par dage før sommerferien, og så ville der igen gå et antal uger før han blev truet med at blive fyret. Han fik medicin for sin sygdom, han fik medicin som skulle modvirke bivirkningerne og han fik medicin som skulle hjælpe ham til at blive medicinfri. Han blev fyret med fuld pension, holdt op med at tage sin medicin og har fået 20 gode år med lyst til at gå i haven, deltage i Ældresagens arbejde og som formand for en snapseforening. Det viste sig at være en stressrelateret sygdom, som lægen blot ordinerede medicin imod! Min far lever endnu og er 86 år nu. At holde op med at arbejde var lykken for ham, selvom han aldrig har været så aktiv som dengang han selv kunne vælge hvad han skulle beskæftige sig med. OG han har aldrig haft aktier, været bestyrelsesmedlem i en virksomhed eller satset på internationale skattefradrag. Hans største satsning var da han udgave en bog som kostede ham en årsløn, og bagefter fik et skattesmæk fordi han ringede til store firmaer, og solgte bogen!


Jacob Haugaard sagde på et tidspunkt "Hvis det skal være så sundt at arbejde, så lad dog de syge arbejde". Som jeg hørte udtalen var den både anarkistisk og ironisk, men den er blevet til virkelighed. Der er bare det ved det at virkeligheden i den grad peger på sig selv som absurd. Syge mennesker der bliver mere syge af en sagsbehandling der tager mere hensyn til lovgivning end den syge, arbejdsløse der ikke kan få arbejde men alligevel skal have et for ikke at falde for dagpengenes falddato, mennesker på kontanthjælp der arbejder gratis, så selv polakker eller litauere ikke kan konkurrere på arbejdslønnen, aktionærer der ikke kan forstå at en risiko ikke nødvendigvis giver gevinst, husejere der vil have kompensation for vindmøllestøj som på ingen måde kan sammenlignes støj fra plæneklippere, direktører der får mere end 5 mio kroner for at køre et firma i sænk ... fortsæt selv

For mig at se er vi en masse mennesker der er kørt ud på et sidespor, som bliver fattigere på både penge og livsindhold, og Enhedslisten har stemt for små forbedringer for få, og for at penge stadig skal være hovedindholdet i vores liv, især andres. Nogle mener også at vi skal sige tak for de få forbedringer.

Jeg begynder at forstå.

Tak er kun et fattigt ord.

42

Tallet 42 stammer fra en af mine yndlingshistorier, skrevet af den alt for tidligt afdøde engelske forfatter, Douglas Adams, som fik lov at lave en pendent til Dr Who på BBC, altså radioudgaven. Historien hed "The hitchhikers guide to the galaxy" og medførte ikke bare en bogudgave af radioudsendelsen, men også en low-budget-filmatisering. "42" var svaret på spørgsmålet om "livet, universet og alt det der", det tog en computer flere mio år at finde svaret, blot for at konstatere, at det ville tage ligeså lang tid at finde ud af hvad spørgsmålet helt konkret ville have været! Jeg var i midten af 30'erne da jeg læste den danske udgave "Håndbog for vakse galakseblaffere", men derigennem er jeg blevet fascineret af tal.
Jeg må tilføje at tal stort set ikke udgør nogen som helst betydning i bøgerne, bortset fra at der optræder et meget centralt rumskib som er drevet af "usandsynlighedskraft", og det er vel ikke et tal? Men for en sproglig student som mig har tal stort set ikke været andet end noget der kunne leges med, selv i regneark har jeg lavet skemaer der kunne lave grammatiske beregninger (altså stave rigtigt), så man undgik fælder som for eksempel et sortt hus, når man havde lavet programmet så det kunne ændre fra intetkøn "t". Altså hvis husets farve var rød ville programmet regne sig frem til at et hus ville være "rødt", mens det programmet i regnearker skulle undgå var at et hus med sort farve ville blive "sortt". På same måde kan man grammatisk finde ud af om "Det hvide hus" kan blive "det røde hus på baggrund af tillægsordet rød, eller det grønne hus på baggrund af tillægsordet grøn - altså med to n'er, hvor vi jo alle ved der ikke skal 2 d'er i røde!

Tal er altså blevet til bogstaver, kan man sige, ihvertfald for mig!
Jeg har altid været fascineret af at jeg ville fylde 50 år i 2008 - ikke på grund af årstallet, men simpelthen fordi jeg syntes alder var noget uoverskueligt. Jeg fyldte 50 år og inviterede alle mine søskende, hvoraf nogle af dem, af forskellige grunde, ikke kunne komme. Resten fik flødestuvede kartofler og friskstegte ål. Og jeg fik hjælp til at lave maden, selv om jeg under hele middagen lugtede langt væk af¨ål.

Det næste tal der nu rammer mig er endnu en fødselsdag, nemlig min fireoghalvtredsindstyvende den 16. november. Ikke fordi jeg er bange for den, ikke fordi den betyder noget for mig, simpelthen fordi den vil afføde endnu et tal. Der vil uværgerligt komme hilsner og "likes" på min fb-konto, min mor og far (som jeg er så heldig at have endnu) vil ringe til mig - gudskelov vil de ikke køre og besøge mig selv om de begge har kørekort - Mit ønske om at få wienerschnitzel med hele mullesjavsen bliver også til et beløb, der skal trækkes fra kontanthjælpen, og så skal jeg jo også forklare hvorfor jeg overhovedet kan holde fødselsdag på kontanthjælp. Og her kommer tallet 42 mig til hjælp. Svaret på "Livet, universet og alt det der" svarer faktisk til det antal dage jeg har været sygemeldt i denne omgang, det er også afstanden fra dengang jeg begyndte i realen og til nu i år, og så er det samtidig 42 år siden jeg kunne få lov til at arbejde formedelst 1 kr i timen som bogopsætter på biblioteket i Ansager (ca 42 timer om måneden!).

Penge er tal. Ingen kan benægte at der er mere tal over penge end der er noget konkret. I de seneste år har selv mursten været noget man kan leve af om omsætte, eller modsat noget man kan miste. Da mine forældre stiftede gæld var det for at skabe ejendom og samtidig komme ud af gælden, om det så skulle tage hele livet! I dag findes der så mange former for gæld at det er de færreste der kan finde ud af det. Dagpengemodtagere står i fare for at miste ejendom, syge mennesker står i fare for at miste sygedagpenge efter 52 uger og folk med psykiske problemer bliver sendt fra den ene institution efter den anden, fordi ingen vil påtage sig ansvar for noget som helst! Det skyldes penge. Ikke at mennesker er ansat for at skubbe ansvaret videre, nej kroner og ører. Og nu har en tidligere kommunist meldt ud at vi skal have mindre i løn og give flere penge til dem der ikke vil dele dem. For at få samfundet til at løbe rundt. Det hele er i demokratiets og den internationale (EU) solidaritets navn!

Jeg har hele mit liv kunnet stave til bundlinje. Jeg har kunnet konstatere at det værste der kunne ske for mig var at få arbejde, fordi jeg pludselig skulle betale flere penge end jeg havde tilbage, når jeg havde fået dem jeg fik på baggrund af et skattesystem, der regnede med min indtægt for 3 år siden.. Når jeg så blev arbejdsløs skulle jeg betale med penge jeg ikke havde. For at sige det ligeud var det skidesjovt at have penge i overskud, og det var ikke let at blive smidt ud fra sin lejebolig fordi man ikke kunne betale sin husleje.

Som sagt tallet 42 er ikke det vigtigste i mit liv, men det fik mig til at åbne øjne for tals magiske og forunderlige evner til at påvirke mit liv. Således er der 42 dage til jeg næste gang skal besøge min mor og se mine søskende på mødrene side. Nemlig 2. juledag. jeg kan ikke finde ud af om jeg har søskende og søskendebørn der udgør 42, men det er absolut deromkring.

Men selvom 42 ikke er svaret på noget som helst er det et tal som jeg har taget til mig, lidt på samme måde som da George Orwell skulle skrive en bog om den omsiggribende bereaukrati han så i England, fantaserde over hvad det kunne medføre, og udgav sin bog i 1948. Han byttede om på de sidste to tal i årstallet så bogen kom til at hedde 1984!

Hvis jeg bytter om på 42-tallene vil jeg jo nå frem til 24, det er juleaften i december. Jeg skriver nok om noget helt andet inden da. God fornøjelse.

Ord

Det jeg er bedst til er ord. Jeg har leget med ord, forsøgt at forstå ord og villet lære ord hele mit liv. Nu skal jeg så være tømrer!
Det passer selvfølgelig ikke jeg skal være tømrer, det ville være en ulykke for både mig om dem jeg skulle arbejde for. Men med den arbejdsløshed vi har, skal vi alle tvinges til at lave et arbejde vi ikke behersker, eller til at tage en uddannelse vi ikke kan bruge, fordi vi er for gamle. Det er OK for mig at nogle prøver at løse problemet med manglende arbejdskraft der ikke er der ved at skabe arbejdspladser der ikke er der. Men samtidig ryster jeg på hovedet og siger til mig selv. "Mig selv, siger jeg, skal vi ikke se at komme videre inden vi ender i en tænkt verden af teorier".

I en verden der ikke har brug for ret meget andet end mennesker der er afhængigige af penge, kan jeg rose mig selv. Jeg ejer intet, jeg kan modtage kontanthjælp fordi jeg ikke har formue i bil, båd, hus, kapitalpension, eller andet. Jeg er enlig, men har en kæreste der ikke skal forsørge mig, fordi vi ikke er gift. I tilgift har jeg forældre der er over 80, som gerne vil se mig og dele deres pension med mig (de nåede nemlig at betale deres gæld). Så hvad er mit problem.

Mit problem er manglen på ord. At vi alle falder for de ord der bliver sagt, ikke dem vi tænker. "Retten til arbejde" er jo noget vrøvl! Hvis vi skulle have en ret var det til at foreslå hvordan vi kunne tænke os at overleve, ikke retten til at skabe en kapitalakkumulering for investorer. Jeg har lavet lokalradio for rundt regnet 80 lyttere, som betragtede mig som en genkomst af Jørn Hjorting. Jeg har lavet lokalradio om politik med ligeså mange involverede som Clement gør. Jeg har lavet qiuz- og underholdningsradio, jeg har arbejdet med ord hele mit liv, og så er det endda ikke min egen skyld. Men simpelthen fordi en person så mit talent. Han fik mig til at lave TV, jeg gjorde det så godt at jeg skule gøre det igen og igen, og med vanlig stil skulle arbejde døgnet rundt. Til sidst mødt jeg mennesker der kunne lide mig og min måde at være vært på i radio og TV, og hvad sagde de?
Vi holder meget af dig, men vi kan se du er træt og uoplagt. Det er vi kede af! Jeg tog det til mig. Hellere være oplagt og arbejde mindre end at være træt og uoplagt ved at arbejde for meget!

Jeg ejer ikke noget mere, bortset fra et par bøger købt i en genbrugsbutik, men jeg har noget der er mere værdifuldt end penge, nemlig dem jeg kan tale med, dem jeg kan bruge ord på. Mine forældre lever stadig og jeg er dybt taknemmelig for at vi kan diskutere, undre os sammen og blive uvenner. Jeg har en kæreste som mere lytter til mine ord end kommenterer dem. Jeg har en familie der ikke har set hinanden (allesammen) siden vores bedstemor døde i 2001, men vi kan stort set tale sammen trods det at vi politisk og økonomisk set er langt fra hinanden. Jeg har fb-venner som jeg ikke har mødt, som jeg kan skrive til og få "like" eller kommentarer fra, ja nogle af dem har jeg endda fået en chance for at se in real life. At tænke sig hvad ord kan føre til! Alligevel er al beskæftigelse altså håndværk, mens man nedskærer indenfor det offentlige.

I dårlige tider ønsker en håndværksmester ikke at have øgede udgifter til en lærling eller en svend. Pengene spares og pludselig kommer der en storm eller et tiltag fra folketinget som gør at der er mangel på arbejdskraft. Hvem skal rette op på det? Folketinget, selvfølgelig, ikke dem der har forsømt i timen, arbejdsgiverne. Nej, nej. De har jo bare sparet penge, indtil de skulle bruge arbejdskraft. På samme måde er vi i dag bundet af at ordet, fantasien og musikken er overset. Måske ikke som et økonomisk incitament, eller som en chance for at tjene penge i det hele taget. Nej som en mulighed for personlig udvikling, som en mulighed for at bidrage til samfundets udvikling.

Med ord kan fantasien nå uanede grænser eller lukke sig inde i lovgivning. For mig er ord det der skal til for at vi kan komme videre, og ord ville være det område min arbejdskraft ville fungere bedst. Som bibliotekar, som radiovært eller som kassedame, men det er mine ord der gør forskellen, ikke mit arbejde. Ikke de ord der binder mig til at møde på arbejde og blive 67 før jeg kan gå på pension. Men de ord der får mig til at stå op med smil på læben og være kreativ og smile til min omverden.

Afskaf ordene: "Aktivering, praktik, og almisse". Indfør i stedet ordet "medmenneskelighed" for alle! Og ikke noget med at krydse fingre eller "avra for lavra".  Vær et medmenneske sammen med alle de mennesker der er årsagen til at du kan leve, og på samme måde accepter at de kun lever fordi du er til.

Ord er for mig ikke bare ord. Ord er til for at blive brugt og forstået. Og så kan folk stave forkert på facebook eller på sms. - men ord er kommunikation og en måde vi kan udtrykke os overfor hinanden på. At vi kan slå hinanden i hovedet med ord er en følge, som ikke kan undgås, men lad os dog blive glade for at ord kan bruges i menneskets tjeneste også.

Tak for ordet

Juletræet med sin glans

Hvordan kan vi fortsætte med at diskutere traditioner?

Den vestlige verden (læs Europa) gennemførte adskillige korstog, ja Danmark fik faktisk Estland af paven, ved at erobre landet i Guds navn! Korsriddere slog med velvillighed muslimer ihjel som var de rotter eller muldvarpe! I Guds navn.

Jeg bryder mig ikke om en diskussion af juletræer i en boligforening. Jeg bryder mig ikke om en diskussion om at muslimer er modstandere af offentlige juletræer. Jeg bryder mig slet ikke om en diskussion der gør en religiøs gruppe (mindre- eller flertal ligegyldigt ) til skurk. Hævn er det samme som dødsstraf! Som mord!

Som barn tog hele familien ud for at finde det rigtige juletræ, vi betalte for selv at fælde det og vi børn ville have et der var større end der kunne være i stuen. Vi fik nogle gange vores vilje, og så måtte det nederste af træet saves af så det kunne stå i stuen. Der skulle jo en stjerne på toppen! Stearinlys, sølvlametta, dannebrogsflag, julehjerter og kræmmerhus skulle der også være. Pynt kalder man det, men pudsigt nok er al pynten symboler på kristendom eller kræmmermentalitet (Vistnok bevisligt det samme).
Under træet et tæppe som signalerer jul, men rent praktisk skal samle så mange nåle frå nåletræet som muligt og en juletræsfod, som skulle gøre det muligt at sætte træet hurtigt ind i huset og få det hurtigt ud igen! Under træet også pakker - gaver fra familiemedlemmer og tjenestefolk til hinanden. Let nok når gaven er en forlovelsesring, et portrætfoto eller en hjemmestrikket grydelap. Men ikke når man skal give en fladskærm, en mountainbike eller en scooter.
Nej julen er blevet større, i hvert fald gaverne. Ikke som dengang vi børn fik 10 kr til at købe gaver for (vel at mærke ud over lommepengene som vi fik hver måned). En gang hønseringe, en matchboxbil eller en lille sparekasse i tin kunne vi købe for de penge, og så var der endda penge tilovers til os selv! ca. 2,50 kr, altså en fjerdedel af beløbet. Men gaver havde vi da købt!

Vi pyntede juletræet lige før juleaften, vi havde i forvejen en pyntedag, hvor vi lavede pynt til juletræet, gerne julehjerter, musetrapper og kræmmerhuse! Vi lavede konfekt med frugtfarve og vi lavede småkager, som vanillekranse, jødekager, brunkager og klejner. Familiehygge var det, og juletræet stod til afhentning udenfor indtil lillejuleaften. Vi tog det ind og pyntede det, spiste risengrød men kanelsukker og så var det juleaften dagen efter!

Resterne af risengrøden blev til ris a la mande og mandelgaven blev pakket ind i offenrlig hemmelighed. Flæskestegen og anden stod på i køkkenet, der var brun sovs og "pariserchips" på bordet, juleaften var på vej og vi fik en "forgave" så vi kunne få dagen til at gå, et samlesæt, en bog eller noget andet. Og pludselig var det juleaften. Og kun én af os kunne få mandelgaven. Jeg vandt aldrig så jeg spiste alt det jeg godt kunne lide, mens min lillebror sparede kræfterne og spiste resterne af ris-a-la-mande'n. Men det var far og stedfar der sad med den indtil der var spist op. Især fordi vi sov længe dagen efter npår vi var mætte. Gad vide hvorfor vi skulle sove længe?

Julen var en mærkelig tid. I to dage skete der intet, bortset fra at vi fik kanlesukker og risengrød med juleøl, og at selve juleaften tog en masse tid inden den var der. Dagen efter kunne vi sove længe, eller måske skulle vi? I tre dage blev vi aktiveret helt vildt sandsynligvis for at der skulle være fred i huset til at lave vores jul.

En sådan tradition er jo helt fin, den ligner vel sådan set de fleste traditioner i andre religioner, praktisk, enkel og så får vi festen! Jeg elskede at lave pynt til juletræet, jeg elskede at pynte juletræer, jeg elskede at tænde lysene på juletræet og var stolt af at fylde spanden med vand der skulle stå i hjørnet. Jeg er sikker på at vi fik et offentligt juletræ i min barndomsby med elektrisk lys og borgmestertale, selvfølgelig fik vi det! Det gjorde bare ikke indtryk på mig!

Jeg voksede op med en enlig mor i et fremmed samfund, det var først da hun fandt en ny mand at hun efter tid blev en del af det samfund som hendes mand bliv involveret i på få måneder. Som barn var vi bundet til samfundet, men vi var også bundet til vore forældres placering i samfundet, jeg var fremmed, jeg var tilflytter, jeg lærte det lokale sprog (vestjysk), men jeg var og blrv en tilflytter. Min jul foregik altid i mit hjem! Ikke på byens torv.

De ting jeg lærte var ikke ting jeg blev tvunget til i skolen, det var mennesker der talte med mig lyttede til mig og foreslog mig at tænke selv. Jeg medvirkede i krybbespil, jeg var en god elev i skolen og gik i kirke på sidste skoledag. Men de lærere og de "flippere" der lærte mig at lytte til andet end myndighederne, er dem der lærte mig At julen ikke er din.

Julen er børnenes fest, de vil have gaver og julemand, de vil snydes og bestikkes. Måske beboerforeningen i Kokkedal (af alle tåbelige steder - det kunne være Vejlegården) gør os en tjeneste og får os til at holde vores jul uden sponsorstøtte!

Juletræet er jo ikke engang et grønt tiltag (bortset fra farven) ...

Fuglehaven

Her sidder jeg ikke langt fra en retableret Stavis å i Odense NV, i en rækkehushave, hvor der er masser af fugle. Men kun fordi min kæreste sørger for at de får noget hver dag. Her er gråspurve, skovspurve, gærdesmutter, mejser, duer, krager og fasaner. Der kommer garanteret sjagger og andre trækfugle forbi, de eneste der ikke længere kommer er mågerne, de kan ikke finde ind i de nybyggede foderbrætter.
"Dis med duerne"-Poul Thomsen fortalte engang at man ikke skulle overdække foderbræt til fugle, men at man i større omfang skulle tænke på tilgængeligheden for rovdyr skulle udelukkes, samtidig eller i en senere udsendelse (teoretisk set tidligere, da jeg ikke har fjernsyn og derfor ser genudsendelser når jeg har mulighed) at det vigtigste var at fuglene vidste at de kunne finde føde samme sted, derfor var det vigtigt at man sørgede for at fodre fuglene dagligt fremfor at gøre det når der var brødrester eller tilbud på fuglefoder i discount-butikken. Og det sidste kan jeg se. Kæresten køber fuglefoder og skærer brød i små stykker, har foderbræt til meget små, små og mellemstore fugle (fasaner, duer, alliker og krager kan ikke komme ind i nogen af dem), noglea f de store fugle flyver forbi, stikker næbbet i et stykke brød og river det ud af foderbrættet og nogle af dem der finder brød på græsset gemmer det til dårlige tider under blade eller sådan nogle steder, andre spiser dem her og nu!

Der er ingen tvivl, der er føde andre steder men vi har vores faste gæster i haven, af og til tager de venner eller søskende med, men de ved hvor foderet er, og at det er der! Hver dag. Og der er et evigt liv og masser af aktivitet i den lille rækkehushave, ja selv et rådyr og et pindsvin besøger os med mellemrum, trods naboens hysteriske hund og den anden nabos fede kat, der helst af alt ligger på bilen og soler sig - og efterlader potespor på både forskærm, bilrude og taget af bilen! Jeg ansøgte om at adoptere et pindsvin, men fik afslag - på grund af naboens hysteriske hund! Jeg tror faktisk at det ville være lettere at at adoptere et barn end at adoptere et pindsvin, i hvert fald var der mange spørgsmål. (OK det her er lidt sagt med et smil, jeg ved det er svært at adoptere mennesker).

Dyrene stoler på os, ja rådyret er sågar glad for at spise bladene på det træ der var købt på discount-tilbud som et blommetræ, men viste sig at være et pæretræ! På et tidspunkt skal der også fejes, og hvis det er en ung buk så vil det gå ud over et af de mange unge træer på grunden, og dem er der mange af, da haven er indrettet indenfor de seneste to år. Huset blev købt for knap tre år siden, er bygget i 60'erne og derfor var der store træer og en gammel hæk. Meget er revet ned, gravet op, dog ikke grænsen til naboerne, den gamle hæk. Men haven er ny, eller rettere ung! Gæsterne er mestendels unge (fugle og dyr), men en enkelt er vokset op i haveskuret, nemlig en solsort, der end ikke betragter os som farlige, Den signalerer nogle gange at det er dens domæne, så kan vi ikke bare skride? Men når der kommer brød og andre goder på brættet er den sådan set godt tilfreds.
Vores fasan har også taget en ven med engang imellem, to hanner har de så været. Måske en bror eller et barn? Solsortene har holdt fred med hinanden, selvom det ikke var hunner, ja selv rådyr og pindsvin har altså kunnet finde vej til en rækkehushave i Odense.

Fuglene og dyrene kommer jo der hvor der er noget at komme efter, selv om der er en kat på den ene side og en hystrisk hund på den anden side. Om det er Bill Gates eller kommunen der deler penge ud kommer der ho også nogle for at få del i det de ikke ved hvor de ellers skal skaffe. Fuglene i haven skaffer ingen indkomst til vores lille hjem, men de giver glæde ved at se det liv der kan være i en lille have. Om vinteren giver vi almisser til dyrene i form af brød og fedt, om sommeren er der et væld af planter der tiltrækker mange forskellige dyr. Valgt med omhu, selvfølgelig ikke lige blommetræet der viste sig at være et pæretræ, men valgene var seriøse, at nogle kan sælge en vare der ikke er det de påstår at sælge er jo så et problem, når det er gravet ned og er begyndt at vokse! Men haven gror med sommerfuglebusk, solsikke, guldregn, "fandens spadserestok", kål, beder, dild, hamp og persille og meget andet, kun hækken ind til naboerne ser lidt gammel og brugt ud!

Jeg ser frem til vinteren, hvor fuglene vil sprede glæde, ikke sådan at forstå at vi så skal på jagt, heller ikke at vi skal sidde med en kikkert eller tvinge dem hertil. Nej fordi der vil være liv og forhåbentlig glæde (som dyr nu har det med glæde?). Fordi det er dejligt at se, at man kan hjælpe fugle og dyr i en svær periode frem for at afskære dem fra hjælp i de sværeste perioder i deres korte liv. Fugle får ikke kontanthjælp eller er på dagpenge, fugle dør, hvis ikke der er nogle der sætter pris på deres tilstedeværelse, og deres glæde ved at være til!

Katte og hunde er ikke deres værste fjende, det er mangel på føde!

Tue

Han døde ung og elsket, men sådan var hans liv ikke hele tiden.
Tue blev skilsmissebarn i en ung alder, hans forældre mødte hinanden på uddannelsesstedet i Aalborg, som hed biblioteksskolen. De flyttede sammen, noget der anses for fornuftigt når man er studerende, og de fik et barn, Tue.
Da uddannelsen var slut ville mor gerne hjem til Fyn, mens far gerne ville have arbejde, og derfor ikke engang talte om at vende hjem til Vestjylland. De blev skilt og mor vendte hjem til Fyn og flyttede sammen med barndomskæresten og blev gravid. Far flyttede med, på den måde at forstå at han ville opgive at få arbejde for at være nær sin søn. Altså flyttede han også til Fyn, uden netværk eller familie at støtte sig til. Kun for at være nær sin søn. Og det var her ulykken startede for Tue. Hans far blev på kort tid kapret af Jehovas Vidner (JV), hvis evne til at spore menneskelig ulykke er fænomenal! Og herefter begyndte ulykkerne at tage overhånd.

Far måtte ikke se sin søn fordi mor var indædt modstander af JV, måske også indædt modstander af far, nu hvor der var en lille ny på vej. Altså en skilsmisse med gråd og tænders gnidsel, med had og umennskelighed. Jeg skal ikke kunne sige om det var det nye barn og det allerede fødte barn der var den egentlige årsag til ulykken, om det var faderen til det nye barn eller faderen til det fødte barn, om det var et uheld eller blot regulær uvidenhed i forbindelse med at være forældre der udviklede sig til ulykken, men den opstod, og den vedblev at være en ulykke. I mere end 20 år, så døde Tue, på et tidspunkt da han havde fået sin familie, en fremtid og var flyttet til København.

Men lad mig kort skitsere ulykken fra hans søster blev født.
Hun var selvfølgelig elsket af både sin far og sin mor, mens Tue følte sig overset. Han måtte end ikke se sin far for sin mor. En far der kun havde den ene dreng og ville gøre alt for ham, ja far konverterede til JV og derefter var det endnu sværere at få samkvem, fordi moderen ikke ønskede at sønnen skulle påvirkes af sekten! Tues far flyttede efter nogle år til Vestjylland, hvor hans mor boede, han fik støtte og forståelse af sin mor og hendes mand, hans stedfar. Skilsmissebarn af et skilsmissebarn blev Tue, og han msitede sin far til Jehovas Vidner og sin moders indædte stædighed! Nå ja, faderen var jo også indædt stædig fordi han fastholdt sin relation til JV. Men da Tue blev teenager sprang han fra. Han stak simpelthen af hjemmefra for at se sin far, og far var glad, og farmor og bedstefar var glade. Et barnebarn mere var kommet til. En dejlig og troskyldig dreng, der bare ønskede kærlighed.

Men Tue blev hentet af myndighederne og fik forbud mod at stikke af. Forældremyndighedsloven gav ham ikke ret til selv at sige hvilke ønsker han havde! Så han stak af igen for at besøge sin far! I de år blev loven om forældremyndighed ændret så barnet skulle høres i forbindelse med tvister mellem forældre. En ændring til det bedre? Ikke for Tue. Hans moder fik en aftale gennemført om at han kun måtte se sin far under opsyn, hvilket farmor og bedstefar straks skrev under på. Vel vidende at opsyn er et ord. De udlagde hurtigt ordet "opsyn" som at sørge for at far og søn blev forenet, hvorefter de kunne tage hjem til far, indtil bedsteforældrene afleverede barnebarnet ved toget!
I disse år lærte Tue at bede til Jehova, at knæle og sige godnatbøn, at sidde stille ved bordet og takke Jehova for mad inden han begyndte at spise. Han lærte at Jehova var hans hjælp og samtidig hans vogter! Han lærte at være bange for ikke at være tryg ved sig selv. det sørgede hans far for. Hans mor sørgede til gengæld for at han ikke var tryg ved sin far, hverken den biologiske eller den nytilkomne. Tue fik sin lillesøster som den nærmeste ven - en som han søgte trøst hos og gode råd, en der var flere år yngre end han selv var. En som han stolede på. Da Tue blev myndig flyttede han sammen med sin far. Faderen var i mellemtiden blevet gift igen - trods det at han påstod at et ægteskab var bindende i Jehovas navn - JV gav ham tilladelse til at gifte sig med en enlig mor (fraskilt) og de købte hus og Tue flyttede ind. De spillede musik sammen, far og søn, han fik endnu en gang en søskende, denegang gennem sin stedmor, og alting så godt ud. Men så mange penge havde familien ikke at han bare kunne blive medlem - han måtte ud at arbejde! Og han arbejdede, til sidst så langt væk fra sit nye hjem at han ikke kunne komme frem og tilbage, han pelsede mink i Vestjylland, ikke fordi han blev millionær, kun fordi han fik penge og arbejdede, og det skulle han jo.

Han skammede sig over ikke at slå til og følte at familien slog hånden af ham, og pludselig var han der ikke længere for forældre, for bedsteforældre eller for onkler og tanter, han skammede sig. Og blev bange for ikke at slå til. Jehova havde på den mået slået til, Tue havde ikke slået til. Til sidst fik han medicin mod depression eller skizofrenitet, stærkt virkende og vanedannende, medicin der fik ham til at slappe af, så meget at han sov det meste af dagen, men han fik ro på.

På facebook fandt hans onkel Tue en dag og inviterede ham på besøg. "Så snakker vi og får et glas vin eller to, samt noget godt at spise", fik han at vide. Fantastisk nok gik det sådan, og besøget gik godt, selvom der kun var et værelse til deling sov Tue godt og onkel gjorde det han skulle. (MÅ LIGE NU SIGE AT DER IKKE ER INCEST I DENNE HISTORIE - det er den for alvorlig til) Eftermiddagene gik med snak og fortællinger om det liv de ikke havde delt, og med at genopdage familien. Første resultat blev et besøg hos farfar i foråret. Farfar var ovenud lykkelig, og de billeder der blev taget viser også en glad Tue, og det var han. Han udnænte sin onkel til "Gudfar".
Det blev til en invitation til farmors runde fødselsdag. Han var ikke inviteret, da farmor ikke vidste hvor hun skulle sende invitationen hen. Han blev opfordret til at spørge om han kunne deltage. Farmor blev lykkelig og sørgede for at han fik en god plads ved bordet. Det bord hans far ikke ville komme til, fordi man ikke holder fødselsdag i JV. Men hans onkler var der! Farmor var der! Familien var der!

Tue nåede at besøge sin farfar endnu en gang - inden han skulle starte sin uddannelse i lingvistik på universitet, han nåede også at se sin onkel Bo og hans nyfundne kæreste inden han rejste til København. Men dem han boede til leje hos var åbenbart utilfreds med hans sovevaner og han blev smidt ud, eller også turde han bare ikke komme tilbage til utilfredse udlejere. Tur sad på en stol i et nat-discount spisested, han havde ikke fået sin medicin og han faldt i søvn. Tue vågnede ikke igen, han blev 27 år gammel, og jeg græder stadig når jeg tænker på ham.

Jeg er hans onkel og han er min nevø. Han dør aldrig i min erindring, han vil altid være en del af de dejlige oplevelser jeg har haft, bare ærgerligt at vi ikke fik flere sammen.

Fra gudfar til Tue: De få dage vi nåede at få sammen er blever til mange i min erindring. Jeg husker dem stadig.

Sjælens Betonklodser

Jeg skrev digte som ung, altså allerede i folkeskolen. Jeg læste digte, som biblioteket i Ansager stadig havde råd til at købe, mens der også skulle købes aviser til "læsesalen" (en hylde hvor der var plads til "information", "Vestkysten" og "Jyllands Posten"). Tidsskrifter fik vi med forsinkelse fra "centralbiblioteket" i Ølgod. Men lokale digtere og forfattere var der råd til at købe. Og jeg læste digte, fordi de lokale forfattere var sådan "Morten Korch"-agtige om fattige mennesker der led under fattigdom, og jeg levede jo i 70'erne hvor fattigdom var mere selvforskyldt end i dag, altså oplevelser og fremsyn var stikordene. For mig blev det oplevelserne, det at suge til sig, det at prøve at forstå. Ikke at "pittye", at have ondt af var ikke en løsning, en løsning var at gøre noget for andre.

Alligevel skrev jeg digte. Jeg arbejdede med rytmer og rim - jeg arbejdede med indhold og beskrivelser - digte blev min måde at misbruge sproget på, og at bruge sproget på. Det blev min indgang til verden. Jeg skrev digte for at afklare min egen situation som lærerbarn (du skal ikke tro du er noget) - som vidensbegærlig (lærerens kæledægge er til at mobbe) - som skilsmissebarn (vil en forening af dine forældre løse dine problemer?). Jeg skrev og jeg skrev, mest om de ting jeg oplevede og meget lidt om de problemer jeg havde. Problemer var jo bare noget man havde, men oplevelser var noget man kun kunne få hvis man opsøgte dem.

Jeg lærte at arbejde med træ af min ven "Madsen" hvis far havde en antik-butik. Jeg hakkede roer for min ven Børges's far, ja jeg opnåede at køre traktor da vi skulle køre halm ind (fordi jeg ikke var så stærk til at løfte). Jeg nåede også at være med til at udgive digtsamlingen "Sjælens Betonklodser" som vi selv finansierede og solgte til familie og venner for at dække omkostningerne. Der var ikke SU eller kulturtilskud når man boede hjemme, men vi gjorde det. Og mit digt om hvordan nogle bevægede sig i aulaen til fællesmøder på gymnasiet blev endda fremhævet i "Vestkysten". Hold da kæft hvor var jeg stolt, især fordi vi havde flere af anmelderens digtsamlintger stående på bilblioteket i Ansager hvor jeg var bogopsætter formedelst 2,25 kr (i timen), efter 3 års anciennitet. Men jeg var nævnt i avisen, blandt andre ligesindede digtere var det mit digt der blev fremfævet!

Sidenhen er der gået år imellem at jeg har digtet. Nogle gange fordi jeg ikke har følt mig i stødet, andre gange fordi jeg har har haft konkrete opgaver. Konkret har der været andre opgaver der bestod i at skrive. Opgaver på min uddannelse. Artikler til tidsskrifter (ulønnet) Forsøg på at blive kronik-forfatter og et mangeårigt bidrag til tidsskriftet "bjesken". Derudover næsten 20 års arbejde for Radio og TV-Samsø, hvor jeg brugte mange timer på at skrive manus til udsendelserne, der jo ikke "bare" var at spille musik, det handlede om lokalsamfundet og det handlede om at lave quiz for de lokale beboere på øen, og det handlede ikke mindst om at være til stede i udsendelser om vedkommende spørgsmål. Masser af tekster altså om alt muligt er udgået fra min hånd, jeg har dem bare ikke. De var skrevet til "her og nu". Og i de perioder har jeg ikke digtet meget, men der findes digte fra nyere tid. Erotiske og drømmende, idet den person som har været genstand for digtene var en fiktiv person - eller rettere en person jeg kendte fra internettet (lad mig bare være ærlig, fra facebook), som jeg kun talte med på chat! Vores snak udviklede sig til mange heftige digte fra min side, og mange positive ytringer fra hendes, vi sås endda en enkelt gang over en flaske vin og med adgang til "Bed and breakfast" - Måske har jeg reddet et ægteskab, der var ved at falde sammen, ved ikke. Men vi fik set hinanden og snakket og spillet musik på den bærbare og nåede også til sengen, som braste sammen! Det var så den oplevelse. Men alle digtene til hende findes endnu her på fb. Og jeg er ikke flov over at skrive om min fascination af det modsatte køn, eller om at elske! Jeg synes stadig at det at elske andre mennesker er meget mere vigtigt end at elske sig selv, og så kan de forøvrigt stikke Gud op i røven (bare ikke på mig), han blev brugt til at slå mig i hovedet gennem hele min barndom. Selv om ingen havde set ham, talt med ham eller spurgt ham!

Mine digte handler om virkeligheden set med mine øjne. De handler om at elske og at lide. Mine andre ord handler om det som målgruppen skal og vil lytte til, når jeg er radio- eller TV-vært. Mine digte her på bloggen er heller ikke digte - men alligevel - de er ord. Mine ord er mestendels udtryk for mine tanker, de skulle også gerne være nogle ord andre vil lytte til! Ikke lære af, bare lytte. Nogler af de største bekymringer har jeg ikke kunnet åbne for endnu her på fb, simpelthen fordi det er så personligt og så kontroverst at jeg ikke ønsker diskussion. Men det kommer nok en dag.

Tanken om at mine forældre ikke er døde er svær, tænk sig ikke at vide om man har dem i morgen? Tanken om at miste den person man elsker mest - fordi hun er der - gør ondt. At have en datter man ikke ser fordi moderen ikke ville have det, er hårdt, især fordi datteren betragter mig sig en lutgfkj, er hårdt og at have fået en papsøn der er i behandling for et eller andet som ingen kan forklære og hvor alle skubber ansvaret foran sig, er svær. At have en nevø der døde kort efter at han fik sin familie tilbage som 27-årig, gør ondt. Livet gør ondt.

Tænk sig at man lavede en digtsamling med titlen "Sjjælens Betonklokdser" som 16-årig - og stadig kan føle betonklodserne i sjælen, bare med næsten 30 års erfaring i bagagen. Tak til Uffe Dreesen for det initiativ du tog dengang!