Kærlighed

Nu er ordet kærlighed jo et vidt ord. Det kan betyde at leve sammen, at elske med hinanden og at blive sammen, ja det kan sågar betyde at man går fra hinanden i samdrægtighed.

Rastløs

Mig bekendt fejler jeg ikke noget drastisk, men jeg har altid været rastløs. Min måde at reagere på denne rastløshed på har været at læse. høre musik eller evt TV, når jeg har været i nærheden af et. Men primært at læse.
Min kæreste som jeg holder utrolig meget af, som jeg synes er det dejligste væsen på jorden er ikke rastløs på samme måde som jeg er. Hun flytter rundt på møbler, ordner toilettet, passer haven og alt andet der kan flyttes rundt på eller rives op.
Trods vore forskelle synes jeg hun er en knag, også fordi hun laver mad, både når vi er sultne og når vi ikke er. Jeg derimod bidrager ikke med ret meget andet end gode historier som hun kender i forvejen og med de kanter der er ved arbejdsløsheden - hvilket hun selv kender mindst lige så godt som jeg gør. Altså min rastløshed gør mig ikke til produktiv.

Arrogance

Mit liv er indskrænket og jeg er selvskyldig. At leve af andres nåde og penge er ikke et ønske som jeg har. På den anden måde er mit ønske heller ikke at leve af at foretage sig ting som jeg kunne få løn for. Faktisk er jeg blevet træt af at det ikke er mig der har indflydelse på hvilket arbejde der findes ude i verden. Som bog- og musiknørd er det altid noget skidt at sætte mig til at lave hårdt fysisk arbejde. Det gjorde jeg godtnok som ganske ung, men kroppen er ikke helt så stabil i min nuværende alder. Selvfølgelig kan jeg slide mig selv op, lægen insisterer jo også på at jeg skal tage metmorfin mod blodsukkeret (Type-2 diabetes), samt at jeg skal spise sundt (momentant forhøjet blodtryk). Han mener også at en aktivering er helt fint, men at jeg skal vare mig for at blive stresset.
I det hele taget kan jeg bare arbejde, alt andet er arrogant.

At leve

Det jeg er bedst til er at skrive og at læse. For mig er det livet. Jeg kan sågar læse kogebøger, men i forbindelse med min kærlighed har det vist sig at jeg ikke er så god til at gøre noget som helst i køkkenet, som ikke vil blive lettere løst af hende. Når jeg vil hjælpe med andre ting går jeg mere i vejen end jeg gør gavn. OG nu er jeg så meget i vejen at jeg helst skal holde mig væk.
Alle de små kys og klem er blevet indskrænket, kærligheden er blevet til et eller andet imellem "vi tåler hinanden" og "hvad laver du egentlig her?".

Fremtiden

Det er nok heller ikke det største problem at være uønsket. Jeg har levet mere end det halve af mit liv uden kæreste. Der er bare det ved det at hende jeg er kæreste med nu er en person som jeg holder usigelig meget af, hun holder muligvis også af mig, men vores ønsker for fremtiden er muligvis ikke de samme.
Det kan de i sagens natur ikke være. Jeg går i vejen i både køkken og have samt resten af huset, jeg kan ikke se hvornår der skal støvsuges, jeg er længe om at få ting ordnet der skal ordnes med det samme. Jeg er længe om ...
Deroverfor står min elskede kæreste. Hun har hele tiden noget der skal gøres, hun er ikke rastløs hun er effektiv. Hun er enlig mor til tre drenge som har tre forskellige forældre. Hun får tingene ordnet, helst inden de skal være gjort.
OG jeg går bare i vejen.

Til fælles

Det vi har til fælles er at vi kan lide hinanden. At knus og kram og kys samt elskov er en oplevelse vi ikke har haft i mange år.
Men forskellen gør at vi er ved at glide fra hinanden, tror jeg nok. Vi deler ikke seng, vi taler kun kort sammen og kys og kærtegn er ikke noget der står øverst på ønskesedlen.
Så det vi i øjeblikket har til fælles er at vi bor i det samme rækkehus.

Kærligheden

Det er svært at sige. Men jeg er utrolig glad for hendes kærlighed til mig, på samme måde som jeg er glad for at elske hende. Det sværeste er at min kærlighed ikke længere bliver modtaget som før og at hendes kærlighed ikke længere udtrykkes som før. Vi er ikke længere så tæt på hinanden at vores kærlighed er vigtigst, nu er der andre ting der er vigtigere.
På den måde er min rastløshed blevet til selvforskyldt arbejdsløshed, min rastløshed er blevet til dovenskab og min kærlighed er blevet til et problem, fordi den ikke passer ind i et parforhold.

Opgangstider

Fra Vismænd og politikere samt økonomer forlyder det at økonomien ikke blot er stabiliseret men viser tegn på at der snart vil være fremgang. Det eneste jeg kan spørge om er: Hvad skal jeg bruge det til?

Arbejde til alle

Vi venter jo stadig på at der skal blive arbejde til alle. Sidste gang jeg fik løn var for efterhånden 6 år siden, og da var problemet ikke lønnens størrelse, den var nemlig god nok til mig, nej problemet var at jeg ikke fik den udbetalt. Ellers har der været langt mellem snapsene. Som man kan se at mit CV er en stor del af min erfaring på arbejdsmarkedet vikariater eller aktivering etc. Ikke en eneste fastansættelse. Ikke en eneste forbedring af ansættelsesvilkår. Ikke noget som helst der indikerer at jeg har talent for de forskellige typer arbejde jeg trods alt har haft.
Kun at jeg efterhånden er blevet ældre, at et muligt seniorjob er i sigte samt at jeg kan gå på efterløn. Når jeg søger stillinger får jeg oftest ikke engang afslag på ansøgningerne (der kommer simpelthen intet svar), hvis jeg overhovedet får kontakt til en arbejdsplads er det stort set kun praktik eller nyttejob man kan få. Ingen indtægt der kan bringe en videre i livet!

Løn for arbejde

De få gange jeg har fået en løn der svarede til overenskomstmæssig ansættelsesløn har jeg haft behov for nye briller, tandlægehjælp eller er flyttet efter arbejdet med de omkostninger det indebærer. På et tidspunkt holdt jeg op med at ryge, hvilket jeg udnyttede til at foretage en pensionsopsparing, da jeg ikke længere skulle betale børnepenge røg det beløb fortsat ind på min pensionskonto, jeg var endda så kreditværdig at jeg kunne få en kassekredit i banken. Det holdt alt sammen op da jeg blev sendt i aktivering, simpelthen fordi aktivering absolut ikke er andet end tvang!
I aktivering på kontanthjælp eller i nyttejob skal en privat arbejdsgiver overhovedet ikke betale andet end den sikkerhed arbejdsgiveren gerne vil have i forhold til den ”ansatte”, altså sikkerhed for at den aktiverede ikke er tyv, svindler eller på anden vis skadelig for virksomheden!
Når den ene efter den anden kan blive aktiveret i virksomheder, sågar kommunale beskæftigelsestiltag, så ved man jo at der findes flere former for lønarbejde. Det højtlønnede (direktører, bestyrelsesmedlemmer); De lønnede (funktionærer og kommunalt ansatte); De lavtlønnede (Industriarbejdere, kassedamer mm). Man skulle så tro at vi har delt arbejdsmarkedet op, men nej, nej!
Der findes ungarbejdere (mange med arbejde ved siden af SU), der findes EU-landes omrejsende arbejdere, alle arbejder til en meget lavere løn end den overenskomstmæssige. OG så findes der endnu en gruppe, ja faktisk flere: Dem der forsikrer sig mod arbejdsløshed og selv skal betale for at være knyttet til arbejdsmarkedet for egne penge (meget lavere end deres indkomst berettiger til) og folk på kontanthjælp der ikke kan meget andet end at arbejde på slavelignende vilkår og hvor muligheden for at komme ud af den økonomiske situation er meget små. Det kan skyldes sygdom, alder eller andre faktorer der i højere eller mindre grad gør én uegnet til at arbejde med netop det arbejde man SKAL lave fordi man SKAL aktiveres.
Men vigtigst af alt er manglen på lønindtægt for de fleste. Den betyder nemlig at man ikke kan gøre noget som helst.

Aktivering

Min månedlige ”indtægt” på kontanthjælp betyder at jeg kan betale en symbolsk husleje, at jeg for et betragteligt beløb i forhold til hvad jeg modtager fra det offentlige, er i stand til at betale af på min gæld til andre kreditorer, samt at jeg ikke kan andet. Hver gang jeg synes jeg skal lægge penge til side (hvilket jeg også får gjort af og til) viser det sig at en bytur, en fødselsdagsgave eller lignende er nok til at jeg ikke engang kan låne en bog på biblioteket, fordi en bustur og den evt. efterfølgende bøde, hvis jeg ikke har penge til at aflevere til tiden, umuliggør at benytte dette ellers fine tiltag (Loven om folkebiblioteker er efterhånden ved at blive 100 år gammel). Jeg kan så sidde hos min udlejer og benytte en internetadgang, eller jeg kan sidde uden adgang til internet.
Problemet er bare at jeg mindst én gang ugentligt skal på nettet og søge arbejde, samt endnu vigtigere bekræfte at jeg søger arbejde!

Internetadgang

At henvise til det er som at slå i en dyne. At det vil koste mig 60 kr om ugen at komme til den nærmeste gratis internetadgang bliver afvist uden begrundelse. At have internetadgang via et telefonselskab vil til gengæld kun koste det halve på en måned, alt efter hvilken form for internetadgang man anskaffer sig. Dårlige forbindelser eller dårlig dækning er ens eget problem, at kravet til adgang til internet er omformet til et krav om at bruge internettet indenfor offentlige instanser (der jo er rykket tættere på den enkelte borger med en alt for hurtigt gennemført kommunesammenlægning) betyder jo netop at du som borger uden rettigheder (fordi du modtager offentlig hjælp) end ikke har ret til at få hjælp.
Internetadgang er således udelukkende et krav.

Ret og pligt

Årsagen til denne stavnsbinding er at vi alle har rettigheder og pligter. Ret og pligt bruges oftest af vore politikere i forbindelse med overførselsindkomster, simpelthen fordi ideen er at vi for at få ret til ”hjælp” fra det offentlige skal udføre ”pligter”. ”Ret” betyder grundlæggende at man  grundlæggende KAN modtage hjælp såfremt man ikke har anden mulighed for forsørgelse. ”Pligt” at man grundlæggende SKAL udføre en modydelse. Man kan sige at rettighederne ikke gør anden forskel end at man har pligt til at være ”rigtig meget fattig” før rettighederne opstår, mens pligten omvendt betinger at man SKAL  ”udføre et arbejde”, gerne af fysisk, målelig art, ellers det endnu mere tåbelige, at bevise at man er i stand til at møde på et arbejde! I det sidste tilfælde kan det undre at alle skal møde på et bestemt tidspunkt. For mit vedkommende kl 7:30 om morgenen til værkstedsaktivering, senere kl. 8:30 til et jobsøgningskursus, og seneste kl. 8:30 til en individuel samtale, hvor vi var omkring halvtreds der skulle møde samtidig! Hvad med skifteholdsarbejderen eller taxa-chaufføren? Hvorfor møde kl 7:30 for at bevise at man kan det? Jeg er ret sikker på at mødetidspunkterne ikke er lavet af hensyn til de ledige, men udelukkende af hensyn til de beskæftigede!
Og så man jo spørge sig selv om man har ret til eller pligt til at møde efter andre regler end der findes i de potentielle jobs, man egentlig er i stand til at varetage.

Nedgangstider
Ligegyldigt hvor positivt det ser ud for økonomien og investorer samt EU-zonen vil jeg vove at påstå at de ting der sker i EU angiver nedgangstider. At værdier omsættes i værdipapirer er JEG ligeglad med, jeg ejer ikke noget. Men åndelig fattigdom kombineret med totalliberalisme er for mig at se udelukkende tilbagegang.
I forhold til de øvelser det offentlige samfund har udført omkring øget velfærd de seneste 100 år – altså velfærd i den forstand ”at få har for meget og færre for lidt” – så er vi i en situation, hvor det økonomiske grundlag for samfundsøkonomien har det omvendte ønske: Mange bække små skal gøre en stor å!

Et rigt samfund skal altså leve af en mængde fattige borgere, og nogle få oligarker skal leve af et rigt samfund. Resultatet er nedgang for de fleste, stilstand for samfundet, og en fandens masse penge for de færreste.
Ufattelig rigdom parret med menneskelig fattigdom. Hvis det er opgangstider ville jeg se frem til det modsatte.

Hvorfor

Der vil jo altid være et spørgsmål: Hvorfor sidder du ned, hvorfor arbejder du, hvorfor er du tatoveret. Hvorfor ...

Jeg har uden tvivl en grund til at være den jeg er, ligesom alle dem jeg omgås og kan lide har deres grund til at være som de er.

Nu er jeg tilfældigvis ikke den mest hårdtarbejdende på denne jord, hvis vi taler om fysisk arbejde. Jeg er det nok heller ikke når vi taler om psykisk arbejde, selv om jeg egentlig gerne ville lave et stort arbejde på den side af arbejdsmarkedet og selv om det er det jeg er uddannet til.

Nej

Glem alt om at opdele arbejdsmarkedet i forskellige former for arbejde. Arbejde er i princippet fysisk arbejde til fordel for investorer, og på den måde vil enhver form for offentlig ansættelse være en omkostning! At vægte sognerådets og kommunernes arbejde gennem årtier, hvor den enkelte borger har været borger, netop borger, et personobjekt, som var en del af samfundet, som skulle støttes i dårlige tider og indgik i samfundets orden i gode tider, var borgerens opgave. For samfundet var det en opgave at sikre at borgeren blev hjulpet både i forbindelse med fattigdom og i forbindelse med rigdom.
At det ikke lykkedes altid findes der mange eksempler på, men i de små samfund var de synlige, nu er de pakket ind i en usynlighedslov, ind i løgne og politiske spilleregler som end ikke politikere eller jurister kan blive enige om!

Pengene

Mine forældre har arbejdet hårdt, pudsigt nok nøjagtig lige mange timer efter de blev skilt, lønnen var absolut ikke den samme og pensionen er kun ens i form af det ord der står på udbetalingen. De har i princippet den samme uddannelse, deres liv fulgte bare ikke den samme vej og det gjorde deres løn så heller ikke.
Min løn var sådan set også helt fin, da jeg påbegyndte min uddannelse som bibliotekar, der var bare ikke noget arbejde til mig og med et statsgaranteret lån, der holdt en udlånsrente på op til mere end 30% efter endt uddannelse var det ikke lige det jeg skulle have satset på, hvis jeg ønskede arbejde. Desværre var det lige det jeg skulle have satset på inden jeg begyndte at læse. Det var det råd jeg fik af min uddannelsesvejleder, det var det råd jeg kunne læse mig frem til, det var faktisk et rigtig godt råd, indtil jeg gennemførte uddannelsen på den normerede tid. Da blev der nemlig indført ansættelsesstop indenfor det offentlige.
Pudsigt nok var det slet ikke pengene der var mit incitament, det var at gøre den forskel at alle kunne læse, at alle ville blive vidende og at alle ikke skulle være afhængige af det til enhver tid eksisterende samfund. At lære at tænke selv!
Selvfølgelig vil nogle der tænker selv udelukkende tænke på sig selv, men andre vil helt oplagt vide at hvis man skal videre i dette samfund må man af og til tænke på andre end sig selv: Allerede grækerne havde masser af forestillinger om fx Kong Midas, hvor grådighed viste sig at være et langt større problem end medmenneskelighed.

Arbejdet

For at sige det ligeud: Jeg gider ikke at arbejde længere. Alt hvad jeg indtil nu har gjort er eller er blevet en fiasko. Jeg har ikke kunnet gøre noget rigtigt, trods det at jeg har arbejdet inden for adskillige brancher. Jeg har end ikke kunne gøre noget rigtigt i forhold til andre mennesker der har arbejdet det meste eller hele deres liv.
Jeg har lært at arbejde er noget lort. Noget som man bare skal, jeg har bare ikke fået at vide hvorfor? Jeg kan forstå at man skal tisse, jeg kan forstå at man af og til skal finde sig i at have dårlig mave og andre af den slags funktioner (ofte begrundet i dårlig virksomhedshygiejne i forbindelse med fødevareproduktion). Men jeg kan ikke forstå hvorfor jeg skal gennemføre et stykke arbejde som andre mennesker lever af. Hvis jeg hjælper andre til at få en viden eller en uddannelse kan jeg forstå det. Men hvis jeg bliver ansat i en leverpostejsfabrik, hvor chefen går hjem når han har ansat en regnskabschef, en arbejdsleder og 20 medarbejdere, så stiger jeg af. Det er ikke min fabrik, det er ikke min opgave at lave leverpostej - og det er absolut ikke min opgave at sikre en indtægt til en person der ikke gøre noget som helst!

John Ford

I folkeskolen lærte jeg at John Ford var så smart at han gennem sin samlebåndsproduktion gjorde sit produkt så billigt at arbejderne kunne købe det de selv havde produceret, samtidig med at Ford blev rig.
I Sydamerika har avlere af sukkerrør og kaffe ansat medarbejdere, som skal betale mere i husleje og lån end de får udbetalt i løn.
Er vi virkelig så umenneskelige at slaveri ville være mere menneskeligt end kapitalisme. At tjene penge er jo blevet til et mantra, hvor selv "velfærdssamfundet" går ud på at ophobe værdier i form af ejendom og penge, hvor målet er egen vinding fremfor deling. Et samfund hvor man ikke kæmper for andre end sig selv og sine. Vi taler om en fremtid, der udelukkende er fremtid fordi den ikke kan undgås. Lysten til at eje, arveret og social forankring i et "demokratisk" samfund er sådan set det største problem den socialistiske tanke har. Delingen af de økonomiske midler er nu så fastlåst at demokratiske politikere tager sig betalt for at være borgernes repræsentanter - godt betalt! Vælgernes repræsentanter på tinge varetager deres vælgeres interesse ved overhovedet ikke at ane hvad vælgerne ønsker - tværtimod kan de "ansatte i folketinget" skalte og valte med vælgernes stemmer. Som Pia Kjærsgaard engang udtrykte det "Vælgerne har jo stemt på os"!

Derfor

Livet er for de fleste af os op ad bakke. Jeg synes for eksempel at arv er noget vrøvl, vi burde i stedet have en egenpension og en borgerløn. Jeg ved godt det ikke giver så mange penge, men mange penge er vel heller ikke et mål? Den sidste rejse skulle nødig være den rejse hvor ens børn og øvrige familie kom dertil at man "kunne slå ihjel for penge", respekt og et par tårer ville for mig at se være meget mere værd end penge. Selvfølgelig findes der forældre der ikke har opført sig korrekt - det pudsige er bare at det intet har med penge at gøre.
At jeg stadig er forelsket har heller ikke noget med arbejde eller penge at gøre. Der er bare ikke meget at gøre i den her verden uden uden penge.

Hvorfor førtidspension?

Det er så svært at diskutere offentlige indkomster. Af flere grunde, det koster penge og det kan virke som en parkering af menneskelige skæbner på et sidespor. Primært betragtes enhver form for overførselsindkomst som en udgift for samfundet.

At tælle penge

I virkeligheden er spørgsmålet ikke om det er en udgift, men om at tælle penge. Med andre ord skal vi huske på at et regnskab er meget enkelt: bundlinjen handler om hvor mange penge der kommer ind og hvor mange der gives ud. Det er simpelt og enkelt. Problemet er bare at ingen vil bidrage til de fælles udgifter, tværtimod vil alle undgå at betale skat. Sært nok ville det være et rigt samfund vi havde hvis alle betalte skat, endda med en langt lavere skatteprocent end den vi har nu, det ville også være et helt utrolig rigt samfund vi havde hvis ingen havde formuer til at ligge fast i skattely eller under hovedpuden. Men den første million er den sværeste og derfor knokler vi videre imod vore medmennesker for at få den næste million - og den næste ...
Det er jo ren samlermani. Ingen kan bruge så mange penge som de rigeste mennesker tjener, faktisk skulle Bill Gates være blevet flere hundrede år, hvis han skulle tælle sine penge, én for én, ja selv Mærsk McKinley Møller døde ung i forhold til at tælle sin formue!

Overførselsindkomster

Til gengæld kunne det være et nyttejob for ledige og syge mennesker at tælle de penge de selv har bidraget med til samfundet i form af dagpenge, sygepenge, kontanthjælp etc. I gennemsnit vil det tage omkring et sekund at tælle et tal over hundrede. 7.500 (kontanthjælp efter skat) vil derfor tage lidt over 2 timer at tælle til. En hobby der selvfølgelig er langt mere betydelig for mennesker der ikke har til dagen og vejen! Der er jo ingen tvivl om at det er langt vigtigere at tjene penge end at tælle dem. Ordet "tjene" er centralt, simpelthen fordi vores samfund er bygget op omkring værdien af penge. Vi ejer, vi arbejder, vi tjener. Pudsigt nok er der balndt den rigeste gruppe mennesker ingen der arbejder. De investerer eller får andre til at arbejde, alle deres indtægter skyldes forskellen på deres investeringer og de overskud der kommer ind på andres arbejde, ja ikke nok med det, visse mennesker investerer i forventet overskud og får derved en merværdi af deres investeringer som aldrig har set noget arbejde. Og når jeg taler arbejde er det ikke bare fysisk (som at samle hundelort eller klippe hæk for pensionister), men at gøre en forskel, som for eksempel at undervise, at lytte eller at helbrede. Alligevel får jeg hele tiden på fornemmelsen at arbejde er at løfte noget.
Hvorfor nyttejobs er nødvendige er mig derfor en gåde. At lave noget for de penge man selv har bidraget med til samfundet er vel at tage arbejde fra sig selv, eller hvad?Hele mit liv har jeg betalt mere end 40% af min indtægt til staten, min skat sænkes ikke når jeg bliver arbejdsløs, mens virksomheder der har tjent penge på min arbejdsindsats betaler halvt så meget i skat af det overskud jeg har hjulpet dem med at tjene!

Nedslidte mennesker

Her kommer førtidspensionen så ind i billedet. Unge mennesker er opdraget til at de skal ud på arbejdsmarkedet hurtigst muligt, ikke nok med det de er også opdraget til at de er "tabere" hvis de ikke kan få et arbejde. Det er så nederen at arbejdskraften skal tage ansvaret for at virksomhederne ikke kan beskæftige alle mennesker. Rent psykisk er det altså naturligt at vi får en eller to generationer af mennesker der føler at de ikke slår til, fordi de ikke kan finde arbejdsgivere.
Hallo. Hvem er det lige der fejler her?
Golfspillende virksomhedsledere og bestyrelselsesmedlemmer synes generelt at fattige mennesker der udnyttes af arbejdsgiverne, skal betale for at være til rådighed på absolut tåbelige vilkår, også skal betale med deres liv, således at golfspillende virksomhedsledere og bestyrelselsesmedlemmer kan gå på selvvalgt pension, når det passer dem, fordi deres fortjeneste på andres arbejde har givet dem en opsparing de kan leve af!
Imens sætter man krav til nedslidte mennesker, der gør at de dør før de kan få bare en del af det overskud de har genereret til samfundet. Imens sætter man krav til de mennesker der allerede på den trange vej ind på arbejdsmarkedet har fået psykiske ar på sjælen om at de skal arbejde fremfor at få førtidspension.
Pudsigt nok (øv) er der ingen politikere der har spekuleret på om psykisk og fysisk syge mennesker er syge. Tværtimod er mantraet at alle syge mennesker kan blive raske ved at komme i arbejde (igen er arbejde defineret som fysisk belastning) eller de kan dø, hvis de er for syge. For pengetællerne i folketinget er det en såkaldt "win-win situation", de syge dør uden penge på lommen og regeringen kommer af med alle de syge.

Arbeit macht frei

Jeg har intet imod at planlægge demonstrationer, jeg synes at diskussioner på facebook er opløftende, ja faktisk bruger jeg tid på at tale med mine forældre og at passe min kærestes børn, når de har brug for det. Jeg læser bøger og fortæller hvad jeg har fået ud af dem, jeg er musiknørd og deler mange af mine musikalske oplevelser med andre, og takket være internettet er der muligheder for mig - selv om jeg ikke har råd til det er der mulighed for at bruge en stor del af mine penge på at være på internettet og på den måde at være social. Mange af mine venner ser jeg måske kun en enkelt gang i løbet af flere år, men de er der virtuelt mange gange.
At være sammen med dem kræver faktisk opmærksomhed døgnet rundt. Jeg har familie der ikke er specielt enig med mig når vi taler politik, jeg har venner som kræver eller forventer min opmærksomhed, jeg skal (takket være en arbejdsminister) trykke på en knap for at vise at jeg er aktivt arbejdssøgende, og jeg skal være søn for mine forældre. Alt sammen noget jeg gør, godtnok med større eller mindre begejstring, men det er nu engang det jeg kan gøre.
Jeg søger arbejde, for det skal jeg, hvis dem jeg søgte arbejde hos skulle bruge lisså meget tid på at svare mig som jeg skal bruge på at kontakte dem, ville hele verden gå i stå, men jeg kan forstå på jobcenteret at en manglende tilbagemelding fra en arbejdsplads må jeg leve med - men at jeg skal søge arbejde, selv om jeg ikke får en tilbagemelding. Jeg søger stadig at forstå hvorfor jeg skal, og hvorfor arbejdsgivere ikke skal?

Førtidspensionen

Det er oplagt at førtidspension er noget skidt, hvis den betragtes som noget permanent. Selv om jeg ikke kan se mangel på arbejdskraft om 7 år skal vi jo bildes ind at der bliver et overskud af pensionister i forhold til dem der kan arbejde. Og hvad så? Den vigtigste årsag er jo ikke at mennesker ikke vil arbejde, den vigtigste årsag er at "arbejdsgiverne" ikke vil betale for arbejdskraften og at politikerne er i deres hule lomme. Man kunne have en arbejdskraftreserve, som ikke var psykisk skadet alene ved at lægge skatter på omsætning og mekanisk arbejde, ved at lægge skatter på økonomisk overførsel, på aktieomsætning og på lønninger der er 100% højere end lavtlønnen. Man kunne belægge førtidspensionister med en skat der gjorde det mindre interessant at få fradrag for at pisse på de medarbejdere man har tjent penge på et halvt eller helt liv. OG man kunne fjerne enhver form for økonomisk arv, så arv kun ville være noget man ikke måtte sælge.
Førtidspension kunne afskaffes og udskiftes med en basisløn (borgerløn) for alle, muligvis i første omgang kun for myndige, men i princippet som en garanti for at alle havde et livsgrundlag, og derudfra uden at skulle tjene penge eller ofre ejendom, kunne bidrage med sin egenskab til det samfund som vi alle er medlem af.

Af sporet er du kommet

Jeg ved godt at jeg er kommet på afveje med dette indlæg, men jeg synes at offentlige udgifter til mennesker der er ofret af samfundet har ret til et liv. Jeg tror ikke på at samfundets holdning til førtidspensionister vil blive mere positivt, jeg tror ikke at førtidspensionister får et bedre liv. Men jeg er sikker på at sikkerheden (hvis den findes) ved at kunne betale sine regninger uden at vide om man er købt eller solgt, gør livet bare en lille bitte smule lettere end hvis man hele tiden skal tvinges af en lov om aktivering, arbejdsprøvelse og så videre.
Alle mennesker vil selvfølgelig helst være del af samfundet, men ikke tvinges til det. Skulle der indimellem være nogle der helst vil være sig selv, ville det nok være både lettest og billigst at lade dem være det.

Hvem er misbruger?

Helt enkelt vil det nok være lettest at konstatere at de fleste som søger førtidspension er kørt ud på et sidespor. Det er ikke deres evner der er noget galt med, det er ikke deres samfundssind heller.
Det er tværtimod det omgivende samfund der har valgt at skubbe mennesker udenfor, og derefter beskylde dem for at være en samfundsbyrde.
Det er altså i virkeligheden samfundet og politikerne der er de egentlige misbrugere, og det gælder hele vejen når vi taler misbrug! Det er ikke ham der drikker 10 guldøl om dagen eller hende der prostituerer sig for at få råd til et fix, der er misbruger, de har bare foretaget et valg som de ikke kunne undgå. Nej dem der definerer misbrugere, førtidspensionister, dagpengemodtagere, flexjobber mm. de er de egentlig skyldige!

Det sete afhænger af øjnene der ser

Dette indlæg er politisk, men skyldes at jeg har fået opereret mit øje for offentlige midler. Det er ikke sådan at en operation kan få mig til at se, eller som det var i mit tilfælde, se bedre ud. Man må lukke øjnene, man må leve med ikke at kunne se, når man principielt er enøjet (svær bygningsfejl på det andet øje). Ja man må sågar leve med at man ikke kan være social, simpelthen fordi man ikke kan se til at komme ud i livet.

Et døgn med klap for øjet

Efter den "!kosmetiske" operation gik jeg med klap for øjet i et døgn. Jeg fik hjælp til at hente øjendråber, som jeg af naturlige årsager ikke selv kunne hente, da jeg ikke kunne se noget. Jeg kunne ikke læse bøger og aviser eller nyheder på internet. Jeg kunne dog være på facebook i ca 10 minutter ad gangen inden øjet blev træt (altså det med bygningsfejlen). Med hjælp fra forskellige smertestillende præparater fik jeg døgnet til at gå med skiftevis radio og søvn. Og kæresten sørgede for at jeg fik noget at spise, for selv køkkenrøgen fik mit øje til at løbe i vand (hun har selv fået øjnene opereret, så hun kendte problemet (gudsketakoglov), som den pylring jeg er troede jeg jo at det ikke ville gøre ondt, og som det mandfolk jeg er benyttede jeg lejligheden til at blive pylret om.

Pylren er måske ikke altid godt

Så efter et døgn røg sørøvermaskeringen (som til min skuffelse var hvid med almindelig klistret tape) af, jeg tog et hurtigt bad for ikke at få bakterier i mit øje, og så stod jeg der med et øje, hvorpå der lå en hinde som gjorde at jeg ikke kunne se. Nå, hjælp fra kæresten og øjendråber hjalp på det, solen var stadig ikke opholdsvejr, heller ikke selv om den kun var fremme i korte perioder. 10 minutter ad gangen bag pc'en, så løb øjnene i vand, men jeg kunne da få opdateret hvad der var sket. Og telefonen ringede jævnligt, da jeg også skulle være tovholder på et arbejdsløshedsprojekt, og da både en af mine brødre og min far gerne ville vide hvordan det var gået.
Øjendråber om stædig omsorg fra min kæreste gjorde at jeg følte mig klar til en tur til Odense Havnekulurfestival, så vi tog afsted Det var absolut hyggeligt med sol og lidt doping i form af øl, det var også dejligt at møde venner og at få noget at spise. Men det var ikke dejligt at vågne, trods det at mit øje var blevet dryppet med øjendråber lige før sengetid.
Men jeg blev pylret om.

En sund sjæl i et sundt legeme

Nu er jeg definitionsmæssigt en dranker, jeg kunne være afhængig af sex, og min søvn er ikke efter reglerne. Jeg udviser altså stresssymptomer samt anormal seksuel adfærd samt er notorisk misbruger.
Det betyder selvfølgelig at jeg nærmest er til overs i samfundet, da jeg heller ikke har haft arbejde de seneste 4 år, da jeg modtager kontanthjælp og da jeg er i midten af halvtredserne.
Alt sammen noget der gør mig til en overflødighed på arbejdsmarkedet, medmndre jeg har erfaring med bestyrelsesarbejde og kan spille golf!
Hårdt fysisk arbejde er ikke lige min kop te, da jeg faktisk hele livet har levet af viden, især at formidle viden, og det er åbenbart ikke betragtet som arbejde at tænke og formulæere. Til gengæld kan jeg samle hundelort eller klippe hæk, male kommunale bænke eller flytte rundt på kommunale værdier. Alt sammen fysisk arbejde der hvis det føres ud i "nyttejobs" kun vil være til nytte for lægerne, som helt sikkert vil få ekstra arbejde med at lappe mig sammen, fordi min fysik ikke er til fysisk arbejde.
Jeg kan læse, skrive og lytte. Det er jeg faktisk god til, jeg kan endda skrive referater, jeg kan være ordstyrer, jeg kan oplyse andre om ting der sker. Jeg kan være mig, men at strø salt på en vipsterts hale kan jeg ikke. Min økonomi rækker ikke til at gå på museer eller deltage i selskabeligheder, medmindre jeg har sponsorer - min overførselsindkomst dækker stort set kun husleje og gæld, så resten er betalt af andre, og hvis jeg også skal have min gæld og omkostninger betalt er jeg ikke længere en sund sjæl i et sundt legeme, så vil jeg blive boligløs og dermed en anden form for belastning for samfundet.

Øjnene

Jeg kan stadig ikke se mere end nogle få minutter ad gangen, mine øjne (begge to) løber i vand. Men jeg kan sagtens forstå at både lægerne og regionerne for ikke at tale om regeringen har mere travlt med en krig imod hinanden, end de har travlt med at hjælpe patienter. Jeg og andre gøres op i penge, og mens regionerne vil spare penge kan alle vi syge dø, og dem der overlever kan komme ud på det arbejdsmarked der måske ad åre opstår.
Så selv om jeg ikke kan se noget efter min øjenoperation er jeg stadig overbevist om at der ikke er noget at se.
Jeg har brugt mine øjne hele mit liv, jeg har haft dårligt syn og er skeløjet. Mærkeligt nok har jeg set mange ting langt mere klart end de politikere der har fastlagt den politiske kurs i Danmark. Måske politikere skulle fødes med bygningsfejl, få lukket det øje de kunne se med og så bare finde en løsning med det blinde øje.
Som det går nu er det ikke værd at betragte politikere som seende, allerhøjest som synlige!