tirsdag, maj 28, 2013

Sort snak

Jeg hørte vores (i hans håb) vordende statsminister tale Gibberish i forbindelse med venstres politik, holdning eller standpunkt? Jeg så faktisk et par dage efter Enhedslistens Pelle Dragsted forbytte et par ord, således at Enhedslistens logo gik ud på: "Vores overordnede princip er at vi stemmer for den mindste forringelse og imod den mindste forbedring". Men der er faktisk forskel på at tale sort og at fortale sig. Når vores tidligere statsminister kan om sige at dem der tjener penge :"Så har vi altså valgt at lave et system, hvor man skal aflevere lidt mindre, end man gjorde før. Det er det, vi har valgt, og det fører selvfølgelig til at, dem, der tjener mere og afleverer meget og nu afleverer lidt mindre, ja, de afleverer så mere mindre end dem, der tjener lidt mindre og afleverer mindre, men altså så afleverer mindre mindre". (citat fra I Folketinget 26.06.2010), så er der virkelig tale om sort snak. Allerede i middelalderen kaldte man det for "jabber" i England, sidenhen er det blevet til "Gibberish". I Danmark har det vel altid heddet "sort snak" (Sort snak (eller sortsnak) er usammenhængende men oftest grammatisk korrekte sætninger, hvis mål kan være at forvirre eller provokere. Eksempel:
Sort snak er når generelle vognspor trækkes uforholdsmæssigt langt væk fra kendte, og vedtagne konvergenspunkter. Måler man nemlig fra et punkt a) og fortsætter længe nok, træder de almindelige regulativer - det overrasker ingen - i kraft. Derfor vedtager man at forkorte vinterhalvåret med +/- 10% ved jævndøgn. Helge Sørensen, ophavsmand til "fiskejernet", MP og SK'er siden 1972, bidrog i den forbindelse med følgende, rammende kommentar i en telex adresseret til folkestyrelsen:"Arbejde er at betragte som samfundets pyramide, og hvis man vendte denne om, ville lediggang indordne sig under den dertil knyttede moral. På ethvert givet tidspunkt!"Svarene udeblev, men det gjorde bivirkningerne ikke..."

Politikere og deres sprog

Nu er sort snak jo ofte underholdende, og fortalelser eller sprogligt grammatiske fejl kan være helt i top, som for eksempel den ofte citerede kommafejl: "Skal vi spise bedstemor", som medmindre man er kannibal skulle skrives: "Skal vi spise, bedstemor".
På facebook, blandt lærere og læger der er i konflikt, selv blandt politikere der hele tiden fastholder at sproglige færdigheder og matematisk indsigt skal forbedres , ser vi den ene fejl efter den anden, for eksempel kan undervisningsministre ikke udtrykke sig faglig klart og selv økonomiministre begår regnefejl. Faktisk vil de fleste indvandrere klare sig bedre til de prøver som de skal op til end de politikere der har gennemtrumfet dem! Paradoksalt nok er vores sprog, altså det danske blevet udvandet i kraft af at det ikke længere er nødvendigt at lære grammatik og vores evne til at regne er blevet så meget dårligere i kraft af at vi har adgang til lommeregnere. Pudsigt nok har jeg faktisk lavet et regnearksprogram (Excell) som udelukkende handler om grammatik. Det er faktisk let, sålænge man kender grammatikken.
Til gengæld er det svært at vende tingene på hovedet og bruge sproget som udgangspunkt for en matematisk tankegang. Men alligevel husker jeg min matematiklærer på gymnasiet, der sagde at statistik og tal var taknemmelige, det kunne bevise alting og alligevel være forkerte. Så der sidder jeg som gammel nysproglig student og kan se at sprog og matematik kun kan adskilles. Selv om vi sprogligt studerende skelnede mellem "matematisk logik" og "sproglig logik" var der ikke nogen definition og logik.
Det betød jo at vores sprog var opdelt i en matematisk tankegang og en sproglig. Ikke at der var noget forkert i ideerne, men at der var samfundsmæssige opfattelser af nytteværdien af den måde vi tænkte på.

Argumentation

Jeg kan egentlig sagtens se at mine ord vil virke som sort snak.  Det er ikke meningen, men vi har nu haft regeringer der har ændre værdien af ord. Vi taler næsten "Newspeak", som Orwell definerede i 1948, og som det lykkedes for den tyske propaganda-minister ¨Göbbels" at gennemføre i Nazi-Tyskland, at ord og benævnelser fik en anden betydning ved at man ændrede betydningen. eller brugte ordene på en anden måde. Ordet "betalingsring" blev jo fx allerede lige da vi havde fået en ny regering til noget negativt. Ikke fordi der var noget negativt i at spare på trafikken i det indre København, nej, udelukkende fordi "betaling" var et negativt ord, som betød udgifter.
Nu er vi så kommet dertil at politikere skelner mellem politiske ideer og politiske valg, mellem realiteter og idealer, og når alt kommer til alt er alt det politisk sproglige gejl ændret til "at tælle til 90".
For mig at se det sygeste argument i nyere politik, for hvorfor skulle et parti ikke bare fastholde sin politik og se bort fra en indflydelse som ikke er nogen indflydelse (mindre mindre indflydelse)?

Ansvarlighed

Et dejligt konkret ord er "ansvarlighed". Alle politikere er efter Fogh-perioden blevet ansvarlige, de er alle gået ind for nul-vækst indenfor det offentlige, de går alle ind for at investorer og banker (som er årsag til den finansielle krise) skal hjælpes, fordi samfundet eller nationen kan falde sammen. Faktisk skal alle dem der er berørt af grådighed blandt aktionærer, bankdirektører og bestyrelsesmedlemmer i uansvarlige grupper, hjælpes så de ikke mister noget som helst. Mens de fattigste, dem der ikke overhovedet har bidraget til den ØKONOMISKE krise, får lov at betale det hele.
At fattige mennesker der stiller deres arbejdskraft til rådighed året rundt, vel at mærke når der er brug for den, skal betale med deres arbejdsløshedsforsikring og deres samfundsstøtte, kaldet kontanthjælp, er vel i sig selv absurd.
Det er lidt ligesom at tage guldægget fra gåsen eller at kaste perler for svin, blot for at spise svinet for at få perlerne tilbage. Med andre ord vi taler om at fodre hunden med dens egen hale, men vi ved jo at en hund ikke får en ny hale.

Snik snak

Det demokrati jeg lever i, begår alle de fejl som kan begås. Ingen tror på dem, demokratiet er ikke længere noget man kan tro på. Afstanden mellem politikere og vælgere er blevet til sort snak.
At tro på at man som demokratisk vælger kan få indflydelse på sit eget liv er efterhånden blevet sort snak!











søndag, maj 26, 2013

Arbejde

Der er jo ikke nogen tvivl om. at vi alle skal arbejde for samfundet. Måske engang efter 2020, men arbejde skal vi. Nu har det så vist sig at arbejde kun kan defineres på en måde, af mennesker der arbejder på en anden måde.

Politisk arbejde

Politikere er overbevist om at deres "arbejde" med at lovgive står over definitionen på arbejde. For arbejde er definitivt fysisk arbejde, måske nok en socialdemokratisk tankegang, men alle partier mener at arbejde består i at gøre noget fysisk. De samme mennesker er aktionærer, sidder i bestyrelser og tager ikke en eneste armbøjning i folketinget når de definerer arbejde som noget, der skal komme penge ud af. Altså en investering i arbejdskraft, der gerne skulle være til fordel for investor. Sådan er det at være virksomhedsejer: Tjen penge på andres arbejdskraft. Sådan er det at være folkevalgt regering: Tjen penge på de penge som arbejdskraften får for at andre kan tjene penge på deres arbejdskraft. Og sådan er det at arbejde: Giv penge for at få lov til at tjene penge!

Økonomisk krise

I de seneste år har bankernes og investorernes krise betydet at dem der arbejder fysisk ikke alene skal betale skat til dem der ikke arbejder fysisk, nej dem der arbejder skal også betale for at der ikke er brug for deres arbejde.
Ikke fordi der er noget nyt i det, kongerne i Danmark har i århundreder sikret sig at tiggere, forældreløse, boligløse og andre fattige har arbejdet i forbedringshjem. Med andre ord arbejder en velfærdsregering, som gik til valg på mere velfærd, på at udstødte mennesker ikke skal være en del af velfærdssamfundet. Fattighuse og arbejdsanstalter er målet.
Hermed vil vi alle opnå mere velfærd, så længe vi ejer penge, for pengene er det eneste der får samfundet til at hænge sammen. "Nede i Fru Hansens kælder kan du købe frikadeller - fortsætter som bekendt med "når man køber margarine, må man ikke stå og grine, når man køber æg, må man ikke lave skæg".
Det er altså alvor, og det kan vi jo godt lugte på vore politikere. Alt hvad det giver udtryk for er alvorligt, selv når de ikke helt er i stand til at skelne mellem holdninger og standpunkter, selv når de overlader til jurister at tage stilling til om indtægter er indtægter eller blot løn.

Som en anden af vore børnesange lød: "Der bor en bager på Nørregade, han bager kringler og julekage. Han bager store, han bager små, han bager nogle med sukker på.
Og i hans vindu' er sukkersager og heste, grise og peberkager, så har du penge, så kan du få,
men har du ingen, så må du gå."
Altså intet til dem der ikke har. Der er jo heller ikke nogle der stiller spørgsmål om hvorfor man ingen har. Pudsigt nok har bagerne gennem tiderne været den branche der har måttet tage turen op og ned i forbindelse med fejlslagen høst, krise eller krig (både indenlands og i større sammenhæng), så sangen handler mest om penge (kapital) og meget mindre om at være eller blive fattig på baggrund af omstændigheder, man ikke selv er herre over.
Det daglige brød er altså en alvorlig sag for både dem der skal spise det og dem der skal fremstille det.

Nyttejob

Noget af det alvorligste er nyttejobs. Det svarer til Sovjetunionens garanti for at alle kunne få et arbejde - de dårligst stillede blev gadefejere, ansat i kolkhoser eller blev simpelthen flyttet i arbejdslejre. Vi lader lige ordet "Nyttejob" stå et øjeblik.
For arbejdsministeren, der jo nok er kommet på hårdt arbejde for at forsvare at arbejdskraftreserven skal arbejde gratis for den økonomiske elite, er de såkaldte job vejen frem. Ikke nok med at man kan skovle sne om vinteren og klippe hæk om sommeren, har kommuner fundet ud af at man kan fjerne hundelort og graffiti. Genialt ikke. At lade arbejdskraften lave et stykke arbejde, der i princippet er overladt til de skyldige ifølge lovgivningen. En graffiti-maler skal således selv rydde op efter sig, hvis han altså afsløres, det samme skal en hundeejer hvis han ikke gør rent i det offentlige rum efter sin hund. Men vi ved jo at politiet og myndigheden har travlt med så meget andet at den slags bagateller overlades til stat og kommune at rydde op i.
Derfor har jeg et alternativt forslag:

Virkelige "nyttejobs"

Med den store arbejdsløshed kunne vi sætte "arbejdsløse" til at lave noget der sikrer at samfundet skaber omsætning.
Giv ledige mulighed for at lave hærværk, at slå gamle ned om aftenen, giv arbejdsløse mulighed for at lufte hunde uden at medbringe hundeposer, lad dem stjæle cykler og giv dem ret til at lave graffiti. Giv ledige mulighed for at kaste med rådne æg 1.maj og til at vælte alle affaldskurvene i gågaderne, giv dem ret til at brække vejtræer og sætte ild til skraldespande i baggårdene. Giv alle ledige ret til at møde op på jobcenteret og slå i bordet og sige sgu og fanden.

Det ville skaffe jobs. Politifolk, gartnere, sandblæsningsfirmaer, kommunalt ansatte i teknisk forvaltning, flere skraldemænd og psykiatere, vil ellers snart blive en mangelvare. Alle de frustrerede ville på den måde få lov til at give afløb for frustrationerne, og der ville blive en masse arbejde!

Politisk spil

Det mærkelige er, at det er dette scenarium de ultraliberalistiske socilaliberalister er ved at skabe med EU som galionsfigur. Samtidig med at de skaber et frirum for økonomisk investering og vælter dårligt stillede ud i et tomrum, hvor vold, selvmord eller personlig opgivelse er løsningen for flere og flere.
Vi får altså ikke et harmonisk samfund, snarere et samfund hvor de dårligst stillede kæmper mod hinanden og hvor de bedst stillede lever isoleret, uden at forstå de dårligst stillede.

Arbejdet

Målet burde derfor være at afværge denne arbejdsløshed ved at omdefinere arbejde. Arbejde er ikke at samle hundelort, at fjerne graffiti eller at klippe hæk for pensionister, medmindre det bliver betragtet som arbejde og lønnes, eller hvis man har lyst til det. Jeg kan da mindes mennesker der hellere vil gå langs en hundesti og sætte flag i alle hundelorte, end at fjerne hundelortene, selv om de kan få poser gratis ved kommunen. Er det arbejde at købe flag og sætte dem i hundelorte eller er det anderledes end at fjerne dem? Mig bekendt tager det ca. den samme tid.

Arbejde er at gøre godt for sig selv, at være i balance med sig selv og at fastholde sin værdi som menneske, ikke at blive reduceret til tåbelig aktiverings-person.
"Nyttejobs" er altså ikke på nogen måde nyttejobs. Det nytter ikke noget at tvinge folk til at lave noget de ikke kan, tværtimod ville det nytte noget, hvis de fik lov til at gøre noget de kunne - gerne efter individuel samtale med en vejleder.

Skal vi så ikke lige blive enige om at sved på panden og hård fysisk belastning ikke er definitionen på arbejde, ellers skal politikere jo ikke lønnes for at arbejde!

Dovenskab

Arbejde er blevet det nye "sort" - altså hvor man før var udstillet som arbejdsløs, er man nu udstillet fordi man ikke kan få arbejde! Er der så en egentlig forskel kan man spørge sig? Selvfølgelig er der det.

Min ungdom og drømmen om at arbejde

Jeg tog jo en uddannelse fordi jeg var opdraget til at skulle ud på et arbejdsmarked med de evner jeg havde. Og mine evner var at læse, at skrive, at lytte og samarbejde ved at bidrage med mine evner i et fællesskab. Mine evner var langt fra at være stærk på det fysiske område, jeg kunne nok hjælpe til i forbindelse med ombygning af mine forældres boliger, men skulle jeg have haft løn for det, ville det have været en dårlig forretning for dem der skulle udføre håndværket.
Men at formidle var noget jeg var god til, at lytte og finde ud af hvilke oplysninger der var relevante, at opsøge dem og at arkivere dem, det var mit mål. Jeg undlod endda at lave hovedopgave om pink Floyd fordi jeg betragtede det som et personligt og derfor ikke skolemæssigt projekt.
Det var ikke på grund af dovenskab, faktisk var det fordi det var noget jeg havde arbejdet på gennem 15 år og derfor ikke kunne se hvorfor det skulle være min eksamensopgave, og det kan jeg stadig ikke.
Hvis alle de projekter jeg har været med til at starte skulle være årsag til mine eksamenspapirer vil jeg have haft mange af dem. Men jeg har faktisk fungeret hele mit liv med interesse for andet end at få en eksamen.

Efter min sidste eksamen

Jeg har stort set gjort som mantraet er i dag fra skiftende regeringer, jeg har ikke spildt min tid, jeg tog min eksamen på den korteste tid, og jeg var klar til at komme ud på arbejdsmarkedet som 23-årig. Der var dog bare det men. at jeg ikke selv kunne bestemme, folketinget og politikerne havde nemlig lavet regler der betød at jeg skulle aftjene værnepligt, ikke fordi der var brug for det, men fordi jeg skulle.
Altså gjorde jeg det jeg skulle. Samfundssind var jeg jo opdraget til. At jeg skulle vente næsten et år på at aftjene værnepligten var jo ikke min fejl. Men samfundet havde så mange andre regler at tage stilling til at jeg og mange andre blev til overs. Trods en god afgangseksamen stod jeg altså uden arbejde på grund af nogle regler som var fastholdt af politikere, der havde deres på det tørre. OG jeg forblev arbejdsløs fordi politikerne havde indført ansættelsesstop indenfor det offentlige.

Nutiden

Så er det vi springer frem i tiden. Hvem skal nu sikre at det offentlige fungerer, at der er et flow indenfor systemet? Folk i seniorjobs, arbejdsløse i "aktivering"? eller hvad? Enhver kan jo se med briller der er pudset i finthakket leverpostej at det er tåbeligt at bortskaffe to generationer af dygtige mennesker indenfor det offentlige, men alligevel er det den politiske dagsorden at der skal spares på udgifterne til det offentlige system. Den politiske dagsorden er kroner og øre indenfor det offentlige, besparelser, vel at mærke.

Fremtiden

Selv er jeg doven som ind i helvede. Jeg har i 35 år været "persona non grata" på arbejdsmarkedet, mine forældre har skiftevis spurgt hvad de har gjort forkert og hvorfor jeg ikke bare tager et arbejde. Det er politisk defineret at min arbejdssituation er forkert, jeg har altid haft noget at beskæftige mig med, jeg har altid haft interesser og jeg har aldrig undladt at følge med i samfundets op- og nedture. Jeg kan kun takke mine dygtige og personligt engagerede lærere for at de lærte mig at se verden fra flere sider og derefter tage selvstændig stilling til omverdenen. Jeg vil heller aldrig glemme slagteridirektørens kone, som bare gerne ville arbejde lidt udenfor hjemmets fire vægge, og jeg glemmer ikke brugsuddeleren, der kom på biblioteket i åbningstiden (3- dage om ugen) og læste alle de aviser vi havde (Jyllands Posten, Information og Vestkysten) på biblioteket hvor jeg i en årrække var bogopsætter (og biblioteksassistent - det var vi alle for en krone i timen dengang i '70-erne)
Hvis jeg var doven er ordet "doven" simpelthen defineret forkert. Alle os der arbejdede for en eller to kroner dengang var ligeså arbejdsomme som roehakkere (det var vi faktisk også de fleste af os i sommerferien) og vi bidrog med den viden vi havde fra skolen, viden som i enkelte tilfælde ikke helt var tilstedeværende hos den generation af kvinder der var velmenende og ønskede at være en del af samfundslivet, som for eksempel slagteridirektørens meget velmenende og helt igennem søde kone.
For hende var det vi foretog os ikke dovenskab, tværtimod var vi landets fremtid. Vi ville lære og lytte, og vigtigst af alt: vi fik de muligheder som slagteridirektørens kone ikke fik, nemlig muligheden for at uddanne os!

Fremtiden som den blev

Nu er vi så landet i fremtiden. Brugsuddeleren og slagteridirektørens kone er døde, ja sågar nogle af deres børn. Vi fik ikke nogle spark for at blive til noget, vi blev ikke tvunget til at lære sprog, vi skulle blot gå i skole nogle få år mere end vore ældre søskende. I det hele taget var der ingen tvang i undervisningen eller krav til os elever, tværtimod var det op til os at ønske en fremtid, en fremtid der skulle svare til det enorme løft vores forældre havde fået fra at være fattigge i 30'erne og 40'erne, en fremtid hvor vi uddannede os til at blive endnu dygtigere og endnu bedre end vore forældre. Tro det eller ej, mange af os kunne som studenter diskutere på lige fod med vore forældre, og forældrene ville acceptere at tabe diskussionen (måske ikke frivilligt, men i stolthed over at have børn der kunne ræsonnere).
Jeg er stadig stolt over at jeg kan tale med mine forældre uden at skulle give dem ret, jeg har fået lov at tænke selv. Hvornår mon det sker næste gang?

Doven

Det bringer mig så frem til dagens situation: Jeg er doven.
Ikke fordi jeg ikke vil lave noget, men fordi det ikke er produktivt. Ikke fordi mine evner ikke kan bruges, men fordi de ikke er økonomisk målelige. Ikke fordi mine evner er samfundsfjendske, men fordi der ikke er nogen kapitalgevinst ved det jeg kan.
Nej jeg er defineret doven, simpelthen fordi jeg ikke kan akkumulere kapital direkte. At min indsats som bibliotekar og vidende ikke umiddelbart kan akkumulere kapital er nok til at jeg og andre vidensarbejdere skal bortspares. Vi kan ikke sørge for at aktiekursen stiger fra dag til dag, det har vi en hel masse (ikke-arbejdende) mennesker til. Vi kan ikke sørge for at staten indhenter flere skattekroner. Vi har nemlig en hel masse (ikke-arbejdende aktionærer) til ikke at betale skat til vores fællesskab.
Der er mange flere der lever af de penge jeg genererer når og hvis jeg har arbejde, pudsigt nok er også de penge jeg lægger til side når og hvis jeg arbejder, med til at holde røven oppe på samfundet.
Det kalder jeg dovenskab.

Færdig

Men jeg er færdig med at være doven. Mit mål er nu at bruge al min tid (arbejdstid) på at udstille det samfund der har brugt årtier og masser af penge på at definere mig som doven.
Jeg vil ikke længere lægge min gratis arbejdskraft i hænderne på politikere og andre der definerer dovenskab som "ikke at bidrage til samfundets økonomi".
Skulle jeg defineres som doven udfra det synspunkt er jeg faktisk meget aktiv, mens millionærer, investorer og aktionærer er forfærdelig dovne.
I mellemtiden bruger jeg mine evner på at synliggøre de muligheder som samfundet også har, ved at arbejde politisk, helt uden at få løn for det.
Er det dovenskab?

lørdag, maj 18, 2013

Forskning, viden og journalistik

Så fik vi en ny udgave af "Søndagsavisen", og det er jo god lokumslæsning, for dem der er til den slags, især når man ikke har råd til at abonnere på trykte aviser. Men rubrikken "Klog på to minutter" på side to er denne gang så forvrøvlet at jeg bliver nødt til at fare i blækhuset. Indslaget hedder "Derfor har vi syv dage i ugen".

Tallet syv

Selve syvtallet eller bare tallet 7 er en del af de fleste religiøse trosretningers "lykketal", eller i hvert fald knyttet til overtro, tænk bare på besværgelsen "syv, ni, tretten", eller den jødiske lysestage, der faktisk står med syv arme i mange ikke-jødiske hjem i juledagene. Artiklen citerer Lasse Christian Arboe Sonne og lægger ud med følgende kendsgerning (husk på at overskriften er "Derfor har vi syv dage i ugen"): "Syvdagesugen blev almindelig både i det antikke Romerrige og i den kristne religion. Men præcis hvornår danskerne fik syv dage (i ugen må man formode), er skjult i fortidens tåger." Længere nede i enquetten står der: Nogle "mener det var Harald Blåtand (...) der gav os ugedagene, for at vikingerne kunne vide, hvornår de skulle i kirke". efterfulgt af sætningen: "Andre mener at vi havde syv dage (på en uge må man formode) i lang tid før, men det er der ikke mange kilder, der tyder på."
Jeg er ikke helt klar over om man skal grine eller græde over at få sådan viden serveret som om det virkelig er sandt at det kinesiske uddannelsessystem er langt bedre end det danske, men selv hvis artiklen var skrevet på engelsk ville det være det værste vrøvl jeg nogensinde har læst (engelsk var åbenbart det eneste område danske skoleelever var bedre på, end de kinesiske elever).

Forfra

Lad os nu tage det helt forfra. 7-dages ugen er logisk i et agrarsamfund, derfor er 7-dages ugen sandsynligvis meget gammel. De syv dage optræder endda i det gamle testamente, hvor Herren skabte jorden på 6 dage og holdt hviledag på syvendedagen. Hvilket fører jounalisten? til artiklen i "Søndagsavisen" til at citere? sin kilde på følgende måde: "Den mest almindelige opfattelse er, at de syv dage (i en uge formodentlig) blev en almindelighed, da vi blev kristne."
Hvis adjunkten fra Københavns Universitet virkelig er kilde til det som journalisten refererer, må enten kilden eller referenten skulle have skolepengene tilbage. Det er jo himmelråbende at påstå at der ikke findes kilder, der tyder på at en uge på syv dage går meget længere tilbage. For det første findes der ikke skriftlige kilder fra før kristendommens ankomst til Danmark, og et sølvarmbånd en guldskat eller et grubehus kan nok ikke lige fortælle om en uge har haft 7 dage i oldtiden.
Til gengæld har vi masser af viden, der tyder på at en uge altid har haft syv dage.

Bagfra

Jeg starter lige bagfra med at henvise til at det fællesnordiske ord for uge måske nok staves forskelligt, men kan spores tilbage til oldtiden, altså at udtrykket uge er et fællesnordisk udtryk. OK kan man så sige, det siger så intet om antallet af dage i en nordisk uge. Ganke rigtigt. Dagenes navne i den nordiske "uge" er stort set lånt fra latin, der har lånt navnene fra græsk, og så er den vel ikke længere, ugens dage er kommet med kristendommen?  Men så enkelt er der ikke noget der er. For eksempel har Island og Tyskland et fælles udtryk for den midterste dag i ugen: "Midtugedag", mens vi i de nordiske lande er ret enige om at ugens sidste dag (som det var indtil for nogle årtier siden, lørdag) egentlig betyder vaskedag (løverdag).. Alle disse udtryk er selvfølgelig ikke et bevis for at der altid har været syv dage i en uge, men de antyder at ugedagenes navne uafhængigt af hinanden har fået specifikke regionsbestemte navne. Ikke at man kan sige det er før eller efter kristendommen heller. Bare noget der ikke helt stemmmer overens med teorien om at en uge skulle være bestemt af den kristne kirke, da den rykkede ind i de enkelte lande.

Agrarsamfundet

I stedet synes jeg vi rent teoretisk skal kaste blikket tilbage til oldtiden. Det er nemlig helt naturligt at jægere og især agrarer har fundet en rytme hvor tallet syv er grundlæggende. Og dermed kan vi samtidig godt opgive tanken om at det er ifølge bibelen at ugen har fået syv dage. Ugen har altid haft syv dage, det er min  påstand. Selvfølgelig vil der være mulighed for at tage fejl, men mit udgangspunkt er at mennesker altid har kunnet tælle og at omgivelserne har betydet alfa og omega for overlevelsen i et samfund uden anden regulering end naturens gang. Det er sådan set også derfor jeg undrer mig over at "kilden" til det lille notat i "Søndagsavisen" ikke har brokket sig. En uge på syv dage er den eneste naturlige uge, både for jægere og bønder, når man dertil lægger at kvinders menstruationsperiode varer ca en måned vil det være oplagt at regne med en syv-dages uge, hvorfor kommer jeg til nu.

Et år

Året består af lidt mere end 365 dage (nogle få timer mere). Året deles op i årstider, for både jægere og agrarer er året defineret ved hvornår dyr er drægtige og hvornår solen står rigtigt i forhold til at dyrke afgrøder. Vi ved fra Ægypterne, Syd- og Mellemamerikanske indianere og sågar fra nordlige europæiske himmelstrøg at solen har haft betydning for livets gang og for samfundet. I Danmark kan vi nøjes med at nævne solhjulet, men der er mange flere symboler, både i form af helleristninger og symbolske ofringer af køredygtige vogne i "menneskestørrelse". Solen har for alle samfund været vigtig for at overleve, ikke at man spurgte sig selv om solen drejede om jorden eller omvendt, det var ligegyldigt, men det var vigtigt hvornår der var solhverv og hvornår sommeren startede, hvornår vinteren satte ind, og som man kan se af de mange vejrvarsler var det også vigtigt hvordan vejret artede sig på kort sigt. Kun for lige at nævne et vejrvarsel: "Når solen står op i en hæk, går den ned i en bæk" (skyet vejr om morgenen giver regn om aftenen).
Men solåret (365 dage plus det løse) har jo ikke noget med en uge på 7 dage at gøre, eller hvad. Jo det har det netop, men vi skal bare forbi et andet astronomisk fænomen, som også er med til at definere en uge, eller snarere en måned.

En måned

En måneds varighed er oprindelig antallet af dage mellem nymåne og nymåne. Der er faktisk flere kalendere der bygger på det antal dage der er mellem nymåne, hvilket for eksempel gør den muslimske kalender anderledes end den kristne. Antallet af dage i en måned er lidt mere end 29 dage (altså nogle få timer derudover) og det er udgangspunktet for hvor langt et år er og hvor lang tid en uge varer. En måned er fra gammel tid delt op i 4 dele. Vi kender alle udtrykket "i ny og næ", hvilket henviser til nymåne (ny) og fuldmåne (næ). En periode der varer lidt mere end 14 dage (månens cyklus er som sagt lidt over 29 dage).Siden tidernes morgen (der findes ingen kilder der kan sætte dato på, som heller ikke nogen kan sætte dato eller år på opfindelsen af hjulet) har man skelnet ikke blot mellem den synlige måne (næ) og den usynlige (ny), man har med matematisk sikkerhed (antallet af fingre på en hånd) delt månens liv op i fire dele. Hel sort, halv sort, hel rund og halvt på vej til sort igen). Og så er det at vi pludselig finder 7-tallet.

Ugen

For mennesker der ikke lå inde med papir, regnestokke eller lommeregnere var det meget enkelt at tælle. Det skete oftest på samme måde som vi kender fra vittighedstegningerne om straffefanger, en streg for hver dag og en tværstreg for fem dage eller en uge. Meget simpelt for folk uden skolelærdom og regnefærdigheder. Og det er her ugens længde kommer ind. Der er 29 dage i en måned, dermed er der næsten 15 dage mellem ny og næ, men kun godt 7 dage/nætter mellem månens forskellige kvarterer (nymåne, 1. kvarter, fuldmåne, 3. kvarter).
Et tankeeksperiment kunne måske skabe en uge på otte dage, men det ville ikke virke. 4*8 dage ville blive 32 dage, mere end tre dage fra månens cyklus, og selv om 5*6 dage ville være næsten ligeså tæt på de godt og vel 29 dage mellem en nymåne så er der en anden ting der ikke passer ind i det system. De 6 dage eller fem for den sags skyld passer ikke ind i både måne- og sol-cyklus.

Uge, måned og år

Det er sådan set problemet at jordens omløb om solen varer lidt mere end 365 dage, at månen cirkler om jorden på lidt mere end 29 dage der gør at den eneste uge man har kunnet bruge i et agrarsamfund (ja såmænd også et jægersamfund) skal være på syv dage, når man ikke har en computer eller en regnemaskine.
Månens cyklus giver altså en periode på lidt mere end 29 dage. Hvis man deler med 4 (de fire månestadier) er det nærmeste tal 7. Altså en måned delt op i fire ugeperioder af 7 dage - 8 dage ville ramme helt ved siden af.
Men i et samfund hvor dyr parrer sig efter årstiden og hvor afgrøder gror efter årstiden er det nødvendigt at denne årsfaktor får betydning. Ikke på samme måde som frostvejr i forbindelse med fuldmåne eller et regnfuldt forår der skyller blomsterne af æbletræerne, nej fra sommersolhverv til vintersolhverv som halvårlig markering af årets gang.
Hvad året angår blev det altså delt op i to dele, hvor sommeren lagde sig over landet og når vinteren nærmede sig.

Regnestykket

Året varer lidt mere end 365 dage, måneden varer lidt mere end 29 dage. Derfor er en uge på 7 dage. Regnestykket viser at en syv-dages uge i løbet af 365 dage vil ramme 1 dag forkert, plus det løse. Skulle en uge vare 8 dage ville den ramme meget mere forkert 46 uger af 8 dage= 368 dage  - eller 366 dage (hvis ugen skulle vare 6 dage).
Så er det måneden der skal finde plads. Året var en lang periode i et liv, der måske varede 45 år (gennemsnitslevetid), mens der i samme periode var 540 måneder, som principielt var langt vigtigere. Derfor er det jo endnu mere spændende at se på antallet af dage i en firedelt måned. Jeg gemmer syv-dages ugen lidt, og starter med 8-dages ugen: 4 uger af 8 dage giver 32 dage, hvilket absolut ikke passer med 365 dage på et år (368 dage). Så kan vi selvfølgelig prøve med 6 dage på en uge (det ville give et år på 366 dage).
Vi kan altså konstatere at en 7-dages uge giver følgende resultat: Et år varer i uger nærmest 364 dage med en 7-dages uge. Med en 8-dages uge vil et år til gengæld vare 368 dage, alternativt 360 dage. Og med en 6-dages uge ville et år vare 360 eller 366 dage.
Man kan jo sige at regnestykket går op med de 6 dage i ugen, men det gør det ikke, når man tænker på at en 6-dages uge ville passe så forkert som muligt med en måned, altså antallet af dage mellem nymåne.

Måneperioden

Måneden har altså vist sig at være vigtigst. De 7 dage knytter sig til antallet af dage mellem de fire månekvarterer. Derfor har man fra de gamle agrarsamfund valgt at fokusere på den tid (dagene mellem fuldmåne) der var til at tælle og til at kontrollere, fremfor at se århundreder frem i tiden.
Det vil derfor være mærkeligt, hvis kristendommen har indført ugen på 7 dage. Det ville være langt mere naturligt at kirken havde indført en 14 dages uge (364 dage) og på den måde havde fået mere arbejdskraft i klostrene.
For mig at se er det det mest logiske valg at satse på en 7-dages uge, især når man skal kombinere måne- og sol-periode.

Viden

Det kan derfor undre mig at en journalist citerer en adjunkt, forsker i kalenderhistorie og skriver så meget vrøvl, enten er jornalisten simpelthen ikke egnet til at formidle eller også er forskeren ikke i stand til at forklare en "ikke-kildedokumenteret" sammenhæng. At komme med udtalelser om kilder fra en periode fra før der blev lavet runeindskrifter i Norden er så vidt jeg kan se tåbeligt, hvis man i stedet bruger sin historiske indsigt i andre oldnordiske samfund og læner sig op ad den astronomiske viden som uafhængigt af lokale samfund er opstået i asien, sydamerika, ægypten og persien og andre steder, kan man tænke sig til den logiske måde at lave en uge. Det er ikke fordi 7 er et helligt tal for de kristne, omvendt er det blevet det fordi det passer ind i tidens "store hjul".

Husk også

Da den franske revolution indførte decimalsystemet, var det også planen at ugen skulle vare 10 dage. Det var den end ikke et år før ugen igen blev på 7 dage, trods massehenrettelser kunne man ikke ændre en uge fra 7 til 10 dage! Russerne forsøgte efter oktoberrevolutionen at ændre antallet af dage i en uge til 5 (Ved at afskaffe fridagene kunne man få det til at passe med 365 dage og give en "velfortjent" fridag hvert fjerde år.
I Danmark var kun søndag fridag indtil for ca 50 år siden, blot dagen før søndag (på tysk: Sonnabend) var altså en arbejdsdag, mine forældre (født sidst i 20'erne) arbejdede i 50 timer og fik børn samt tog uddannelse i fritiden. Jeg tror ærlig talt ikke de gik i kirke om søndagen, da havde de vistnok fri, og skulle sove.
En uge på 6 dage ville iøvrigt passe godt nok med kalenderen som angivet ovenfor, der vil kun være et problem: Et år vil vare mere end et år (366 dage)! "Primitive" samfund har trods deres manglende egnethed til at regne haft lettere ved at lægge en dag til hvert fjerde år end at trække fire dage fra hvert fjerde år.

Mit ønske

Jeg synes sådan set at en sådan avisartikel er så langt ude at jeg gerne ville bringe den bogstav for bogstav. Men jeg har ikke råd til at udstille hverken forsker eller journalist, mit økonomiske grundlag er slet ikke til det, derfor skriver jeg mine holdninger og deler min viden her.

ikke-adjungeret professor i kalenderhistorie samt tidshistorie. Bo Stavnsbo

fredag, maj 10, 2013

At være eller ikke være ...

For Hamlet var udtrykket et spørgsmål om både eksistens og bevidsthed (to be or not to be) og i dagens Danmark er det stort set den samme fortolkning der står på programmet, ja man kan endda sige at det for Shakespeare også var spørgsmålet om at leve eller ikke leve.

Eksistens

At være til kan synes meget simpelt. Enten er man eller også er man ikke til. Det omgivende samfund får dog ikke os til at betragte tilstedeværelsen i livet så enkelt. Vores eksistens kan nemlig på mange måder determineres, for eksempel ved dødsvold, ved drab eller ved at blive slettet fra samfundets overflade. Det er selvfølgelig enkelt at mennesker med god familiemæsssig baggrund (som Hamlet) kan tilpasse undersåtter og pøbel til deres virkelighedsopfattelse. Det er også enkelt at man kan ønske pædofile og voldsforbrydere samt bandekriminelle langt væk fra denne verden, samt arbejdsløse, syge og kontanthjælpsmodtagere. I teorien er der kun det gode og det fungerende tilbage, en stor flok mennesker der aldrig har bidraget til samfundets udvikling, kun til økonomisk vækst og sammenbrud, mennesker der ved deres tilstedeværelse har eksisteret og sat sig spor.
En eksistens der for de dårligst stillede har vist sig at at være et økonomisk og menneskeligt helvede, mens dem der definerer de eksitensgrundlag som samfundet fremhæver lever som muldvarpe (de er nærmest blinde finder den jord hvor der er mest mad og er totalt ligeglade med dem der dyrker grøntsager, eller endnu værre opfører sig som dræbersnegle, formerer sig fordi de kan, lever fedt af omgivelserne og er kannibaler der spiser egne familiemedlemmer for at blive federe og flere.
At definere eksistens som økonomisk udbytte eller som kannibalisme er ikke noget jeg har fundet på. Det er faktisk den liberale tankegang at den stærkeste har ret, og når det samtidig er den stærkeste der sætter spillereglerne er det jo som da jeg var barn ret klart hvem der vinder. Enten spiller du med og taber hver gang, eller du er på vinderholdet og sørger for at der er tabere. Spørgsmålet er så bare, hvordan kan vi alle blive vindere? Hvis alle taberne bliver marginaliseret må der vel være vindere der skal tabe, for at nogle kan vinde. Liberalisme, kapitalisme, kommunisme eller -isme? De kapitalistiske vindere kan vel ikke vinde, hvis der ikke er nogen at vinde over?

Bevidsthed

Det er selvfølgelig enkelt at være bevidst om sin samfundsmæssige placering, Hamlet var jo heller ikke i tvivl. Men bevidstheden om at være en del af et komplekst samfund er nok lidt mere vanskelig at definere. At være del af en familiestrid eller et familiemæssigt opgør, kan være ikke bare en psykisk belastning men også en belastning som kan ramme fysisk i form af følgesygdomme eller misbrugssygdomme.
Bevidstheden om at være til er derfor ikke bare en konstatering som: "jeg lever, altså er jeg ikke død" - bevidstheden er mere et spørgsmål om "hvorfor jeg lever". Som tingene former sig i dag lever du og jeg for at arbejde - vel at mærke skal vi glæde os over at arbejde, med henblik på at de bedst stillede samfundsmæssigt kan leve af vores arbejde, uden at have andre fysiske belastninger end de selvvalgte (som slankekure, goldspil, konkurrencesport samt havevandringer etc)
Vores bevidsthed er altså en forudsætning for at vi er i stand til at stille vores kræfter til rådighed for en overklasse af dovne og groftudnyttende mennesker, samtidig med at vores bevidsthed dagligt i timevis bombarderes med dårlig samvittighed over at vi ikke kan udnyttes endnu mere!
Bevidstheden om at være er altså blevet til en undskydning for at foretage fysisk arbejde for andre, eller i virkeligheden en manglende bevidsthed som i praksis er udsprunget af spørgsmålet over dem alle: "Hvorfor lever jeg"?

Livet

At opstå som menneske sker på "helt naturlig vis" gennem seksuel samkvem eller "insemination". Livet opstår altså via en naturlig proces. At vi som mennesker er i stand til at forplumre denne proces ved at skifte partner, ved at adoptere eller ved at bortføre, voldtage og mange flere ting, er ikke hovedproblemet med livet. Det er livet selv der er problemet.
Hvor ville det være enkelt hvis mennesket ikke fandtes, ingen problemer, ulve der spiste får og muldvarpe der spiste regnorme og baskede muldjord op på græsplæner, ingen fugleinfluenza eller kogalskab, you name it ...
Livet er defineret af os mennesker. Såvel som livet er et spørgsmål om bevidsthed er det også spørgsmålet om eksistens. Livet er også et spørgsmål om døden, som andre dyrearter har vi muligheden for at miste livet. Ikke bare ved ulykker eller vold, nej ved alderdom. Primater er ganske udmærket klar over at de risikerer at dø i de opgør der foregår i deres grupper, men langt de fleste bruger kræfterne på at overleve, fordi det er den største chance de har. Det forgår på to måder: 1. Man bekæmper fjenderne mod samfundet;
2. Man forsøger at overleve, for at kunne 1. bekæmpe fjenderne mod samfundet.
Livet er altså meget simpelt, det drejer sig om at overleve for at opretholde livet.

Politik

Så er det bare at politik dukker op, og her er spørgsmålet også at være eller ikke være. Spillereglerne er tegnet op, så hårdt at dem der skal lege med i spillet laver sine egne spilleregler. Politikerne er som udgangspunkt folkevalgte, alligevel fastsætter de egne arbejdsvilkår, alligevel tilsidesætter de vælgernes ønsker for at opnå egen vinding. Således har politikere fra råd og udvalg, kommuner, regioner til stats- og unionspolitikere ikke på noget tidspunkt taget hensyn til vælgerne når repræsentaionen for borgerne skulle lønnes. Tværtimod er det store ansvar blevet til en indkomst, mens de borger hvis tilværelse de skulle sikre er blevet til skurke i et spil om ret og pligt.
Det føles efterhånden som om der ikke findes mennesker. Politik bliver mere og mere teoretisk, akademiseret og absolut ikke eksistentiel.
I de mange år jeg efterhånden har levet har jeg konstateret at statistik og økonomisk teori har taget fuldstændig overhånd, og når borgerne har klaget deres nød til politikerne har de fået at vide at politikermne gør det så godt som de kan.
Men gør de det? Nej Politikere gør hvad de får besked på, især fordi alle ved at den almindelige borger stemmer på de navne de kender, de navne der optræder i pressen. For at sige det ligeud er det ikke den politiker der vil ændre samfundet der får den længste taletid i medierne, nej det er pressedarlinger som Johanne Schmidt-Nielsen. Heller Thotning Sshmidt, Lars Løkke Rasmussen, Margrethe Vestager osv.

At ville noget

Jeg vil sådan set gerne gøre noget for at vores samfund igen skal få fokus på mennesker. Mit problem er om jeg skal være lissom alle de andre eller ikke være som de andre. Jeg vil gerne være noget for andre, men ikke som andre.
Jeg har altså bestemt at blive "græsrod" igen og glemme alt om være eller ikke være.
At blive eller ikke blive aktiv er nu mit slogan - så vil jeg overlade til andre at være eller ikke være passive politikere.

torsdag, maj 09, 2013

R.F.P.

Riget fattes penge blev det udlagt som, da kong Christian IV lod bogstaverne prente på rundetårn. Egentlig var det kongens device "Fromhed styrker riget", på latin "Regia firmat pietas" det skulle signalisere. Men det var jo rigttigt at al denne fromhed og selviscenesættelse ikke kunne bære landet ud af en indre økonomisk krise, end ikke de krige kongen involverede sig i gav større omsætning i landet, kun øget fattigdom.

Riget fattes penge
Nu har vi en kvindelig monark og en kvindelig statsminister. Fint nok for mig, jeg er faktisk mest til kvinder, men må nok indrømme at de to ledende kvinder ikke tiltaler mig, nå ja, de tiltaler mig dog ikke mindre end "mandlige" politikere, faktisk tiltaler politikere mig ikke. Mit problem er sådan set at jeg er vokset op med et mantra der hedder: "demokrati og afstemning er den eneste måde at få indflydelse på"!
Siden er det gået op for mig at indflydelse betyder at jeg stiltiende skal acceptere at politikere snyder og bedrager, ikke for at hjælpe befolkningen, men for at kapitalisere staten og være med i en større klub, der delvist hedder den vestlige verden, De europæiske (økonomiske) fællesskaber, samt "os der giver almisser til de fattige for ikke at skulle betale, hvad vi virkelig skylder".
Klart nok giver det lommesmerter for de skiftende regeringer, især når baggrunden er at vi skal betale enhver sit. Staten som sådan er altså bagud med børnepengene, selvom en tidligere minister med stolthed kunne udtrykke at vi "snart kunne købe hele verden". Det kunne ejendomsspekulanter og IT-firmaer også - for penge der ikke eksisterede. De skabte som mange andre i hele verden penge på samme måde som i førkrigstidens Tyskland, hvor man trykte flere penge når man manglede dem, noget som jeg har oplevet Israel og Island gøre i min levetid, hvor penge blev til papir der end ikke var det beløb værd der stod på det.

Økonomisk krise

Vi lever nu i et land, hvor betalingsbalancen balancerer, hvor statens indre økonomi balancerer (BNP), vi lever faktisk af de penge vi producerer uden at trykke flere pengesedler, men vi er overbevist om at den internationale krise eksisterer, og derfor er vi tilbageholdende med pengene, ja staten sikrer sig endda at fattigdomsgrænsen synker, mens der ikke findes et eneste udtryk for en øvre rigdomsgrænse. Bandirektører, DJØF'er, bestyrelsesmedlemmer, aktionærer, ja selv politikere er med til at skabe den større afstand mellem fattig og rig, udelukkende for at øge rigdommen. Jeg kan ikke med min bedste vilje tro at rige mennesker vil øge fattigdommen, simpelthen fordi der ikke er nogen fordel for en stat eller en konføderation i at have et overskud af fattige mennesker. Altså må det set med mine øjne være fordi vi har accepteret en liberal ide om empiri, om uddannelse og om økonomisk tilgang til velfærd.

Økonomi for "dummies"

Hvor svært kan det være. Politikerne i Danmark fokuserer på det parti-strategiske. Socialdemokraterne vil ikke afbryde et samarbejde med regerings-partnerne RV, endnu mindre vil de benytte sig af en udstrakt hån fra Dansk Folkeparti, der ellers kunne bruges til at udstille partiets dobbeltmoral. RV vil under ingen omstændigheder løbe fra en aftale, som de stort set er ene om at fastholde. Det virker absurd når man kan tilbageføre dagpengeordningen til situationen før en VK-regering med opbakning - og aktiv indsats på dagpengeområdet - fra DF. Hvis regeringspartnerne fra RV er imod kan statsministeren sige at der er et flertal uden om regeringen og dermed genneføre loven med en underskrift. I stedet skal alle de arbejdsløse stigmatiseres, ikke for at skaffe penge til staten Danmark, nej udelukkende for at tækkes en økonomisk fortænkt føderation af europæiske lande der alle lever af hinandens penge og ikke vil tage noget ansvar.
Danmark smider en masse af skatteydernes penge ud på medlemsskab af de økonomisk finasielle union EU, en del af de penge kommer tilbage i form af tilskud til økonomisk funderede virksomheder, som overbelånt landbrug, internationale virksomheder og selvfølgelig folkevalgte politikere der intet foretager sig udover at hæve beløb langt over den definerede fattigdomsgrænse for at komme til møder. Gid det var mig der fik adskillige tusinde krioner for at tage til møde i den lokale NGO-organisation, plus selvfølgelig fuldt transportbidrag og mulighed for at trække det fra på skatteskemaet.

Forsikring

Dagpengene er faktisk - for dem der ikke ved det - en forsikring imod arbejdsløshed. At sammenligne med en brand på ens ejendom eller måske bare et lynnedslag under ferien der gør at fryseren er rådden, vand i kælderen under stormflod etc. En FORSIKRING. Nu er forsikringer jo absolut ikke hvad de har været. Forsikringer stiger, især for at aktionærer kan få højere udbytte og skabe en kunstig værdi af forsikringsselskabet, samtidig bliver der flere og flere klausuler som forsikrings"tageren" skal acceptere, hvorefter for eksempel staten må træde ind efter naturkatastrofer, som stormflod og kraftig orkan. Hvor forsikringsindbetalingerne altså burde bruges på at tage højde for at der kan ske noget uforudset, skal de nu udbetales som bonus til aktionærer, eller investeres i øget overskud af hensyn til aktionærerne.

Et enkelt forslag

Arbejdsløshedsforsikring kunne ganske enkelt sidesættes med Arbejdsmarkedets Tillægs Pension. Altså alle skulle betale til arbejdsløshedsforsikring via skattebilleten, fra direktør til kontanthjælposmodtager. Ikke noget med at vælge fra som med kirkeskat, nej udelukkende via skattebilletten. Jeg vil ikke sætte promillesats eller procentsats på, men det ville jo være passende at det svarede til ATP.
Hvis skiftende regeringer skulle få held til at vende "krisen" med tåbelige politiske tiltag vil det jo snart vise sig at være en økonomisk guldgrube, hvis ikke det lykkes vil det såmænd også vise sig at være en fast indtægt til endnu en statslig institution, som kun kan ødelægge det for sig selv ved at ansætte liberale direktører.

Fattigdom

At vi er mange fattige skyldes ikke at man finder et "regnegrundlag". Hvis man ville det skulle politikerne og alle udvalgsmedlemmerne jo bare give sig selv en lønstigning på 10%, hvorefter fattigdomsgrænsen helt automatisk ville stige. Men nej, fattigdom skal defineres af dem der har penge nok, ikke af dem der ikke har. Det vil sige at mennesker der ikke har råd til at købe ejendom, ikke har råd til at købe stort ind og ikke har råd til hjælp bliver dobbelt ramt. Mennesker med en høj indkomst har råd til at blive syge af medicin- eller alkoholmisbrug, de har råd til at købe medicin der kan lindre deres smerter på den mildeste måde. Mennesker på den anden side af fattigdomsgrænsen tyer til alkohol- eller "narkotika" (forstået som forbudte rusmidler). Alle rusmidler er i princippet farlige når de misbruges, alkohol er for eksempel et organisk opløsningsmiddel. Kokain er et kunstigt lægemiddel, der som andre kunstige lægemidler er vanedannende for de fleste og farlige for andre.
Men hvor en fattig må købe guldøl fremfor almindelig pilsner for at få sin rus kan en rig købe sig sin rus uden skelen til økonomien.
Fattigdom viser sig altså ikke bare på forbruget, men også på hvilket forbrug man har og hvilke måder man løser et "misbrug"

Jeg ville ønske

Det er så flot at "vi" har valgt en regering der satser på at opfylde alle kammeraternes krav, frem for at gøre det som den sagde den ville.
At nægte at udnytte et flertal sammen med DF ville være let, så kan RV stå i skammekrogen eller melde sig ud af regeringen, men nej, ikke nogen forbedring af dagpengesituationen, tværtimod skal flere og flere mennesker lide under fattigdom. Fattigdom som de troede sig fri for ved at stemme på regeringspartierne.
Jeg ville ønske at regeringspartierne gjorde noget for vælgerne, fremfor at fastholde en teoretisk problematik, der er så politisk at politik ikke lænegere giver mening for almindelige borgere. At nægte at føre politik fordi man har en aftale med andre som ikke ønsker at holde aftalen (DF var med i samme forlig som RV) virker ikke bare surt på mig, men absurd!
Hvis regeringen med EL og DF ruller dagpengesystemet tilbage vil vi være kommet et skridt af den rette vej, og så er det samtidig meget lettere end at komme med en hel masse løsninger "i morgen" eller en "fuld og god løsning".

Regeringen Fortsætter Partidisciplinen

Personligt har jeg valgt at råbe højt at regeringen ikke er min. Jeg ønsker at vi skal have en social regering, at mennesker der lider eller ikke kan forsørge deres kære skal have den nødvendige hjælp. At Virksomheder får mere hjælp, at rige mennesker får mere hjælp, at politikere tager afstand fra deres vælgere, er for mig bizart. Når RV fastslår at de har en aftale, som kun de selv står ved virker det sygt at folk kan støttet partiet. Når venstre ikke har nogen holdning til noget som helst virker det dumt at flere og flere stemmer på dem. Når Enhedslisten vælger at følge de "politiske spilleregler" må man spørge sig selv: "Hvad skal det gavne"?

R.F.P.

At riget mangler penge er altså et spørgsmål - jeg hælder til at vi sådan set har de penge (og temmelig meget til, bare placeret forkert) - Umiddelbart vil jeg sige at fordelingen af pengene er det største problem! Brug pengene rigtigt og vi har et rigt og demokratisk samfund, brug dem forkert og om føje år har vi ikke et samfund, men ca. 20 liberalister der pisser på alle andre fordi de tror man kan holde varmen på den måde.

søndag, maj 05, 2013

Velfærd

Så er vi kommet dertil at velfærd er blevet newspeak! Velfærd rammer fremover udvalgte grupper, mens andre fravalgte grupper skal betale velfærden.

Velfærdssamfundet

Som barn oplevede jeg velfærdssamfundet som et mål. Mine bedsteforældre skulle sikres i alderdommen, mine forældre skulle sikres en fremtid med rimelige vilkår uanset økonomiske konjunkturer, selv jeg og mine søskende skulle sikres rimelige vilkår, som uddannelse, mulighed for arbejde og hjælp i forbindelse med arbejdsløshed.
Altså var "velfærdssamfundstanken" overvejende et positivt, socialt projekt, der skulle sikre borgerne i eventuelt dårlige tider.

Men lad os lige se på projektet her mere end 50 år efter.

Overførselsindkomster

De penge der i dag kaldes "overførselsindkomster" skulle sikre at samfundet gjorde gavn for borgerne. Statsligt drevet infrastruktur blev til forretning, høje afgifter på private biler, regnskabsmæssig balnace i offentlig bus- og togdrift, sygesikringen blev afskaffet til fordel for et samfundsmæssigt indgreb til fordel for alle, eller hvad?
Der blev indført folkepension, tvungne pensionsopsparinger for mennesker i arbejde, førtidspension og nedsættelse af pensionsalderen, ja sågar efterløn. Altsammen til fordel for hvem? Staten økonomiserede opgaver den allerede havde ansvar for, men ændrede det grundlovssikrede til noget helt andet, nemlig finansielt sikret. Til at begynde med måtte erhvervslivet måske nok spytte lidt i kassen også, de mest vellønnede måtte også sikre at deres grundlag: befolkningen, var til stede, både som arbejdsmarkedskraftreserve og som sygdomsramte eller nedslidte. Arbejdsgiverne blev til aktieemissionærer og staten blev til erhvervslivets forlængede arm, ikke blot i Danmark, nej i hele den vestlige verden. Samtidig blev de mennesker der var i arbejde beskattet af den indkomst arbejdsgiverne (-køberne) fik, forstået på den måde at når arbejdskøberne havde overskud nok til at betale løn og tage sig godt betalt for at tilbyde arbejde, så kunne løn og pensionsopsparing diskuteres. Og det blev den.
Men overførselsindkomsterne blev nationaliserede og drømmen om kortere arbejdstid og lavere pensionsalder blev i første gang gennemført på grund af økonomiske opgangstider.

Økonomiske opgangstider

Måske er det netop de tider hvor økonomien har sprudlet, der er det egentlige problem. I 1960'erne fik vi og andre lande en en vækst indenfor det private erhvervsliv og en vækst indenfor det offentlige. Der blev skabt arbejde, der var behov for øget vækst og velfærdssamfundet voksede (vi kender en del af billedet fra "Krøniken"). I 1970'erne stoppede væksten folk havde ikke købt sig fattige, nej de havde købt sig rige, staten havde ikke reguleret ret meget andte end skatterne, ja selv fattige mennesker havde vundet en meget lille sejr i form af en folkepension, der udelukkende sikrede at de kunne støtte erhvervslivet med en minimalt forbedret købekraft. Vinderne finder vi i 1980'erne og især i 1990'erne. De mennesker der gik på pension havde nemlig en pensionsopsparing, hvis de havde haft arbejde dengang der var brug for arbejdskraft, men samtidig var der en gruppe tabere, nemlig de kvinder der havde været hjemmegående, den gruppe af indvandrere der havde fungeret som "fremmedarbejdere", og de børn der blev udsat for uhyggelige overgreb i form af skolereformer for at forhindre kommunistisk infiltration. Det gik godt for dele af økonomien i årene, men det var også de år hvor de økonomiske virksomheder ændrede verdensbilledet til at handle om at arbejdsmarkedsreserven skulle være den offensive part på arbejdsmarkedet, til at blive defensive og tilbagelænede, velpolstrede borgere med ønsket om at opnå deres grundlovssikrede ret: at få samme rettigheder o g muligheder som de regerende.

Grundloven

I den sammenhæng må vi huske at grundloven (læs den nøje) ikke er en forsikring for ret mange mennesker, undtagen mennesker der har penge. I bund og grund blev grundloven, efter adskillige års pres underskrevet. Det er sammenligneligt med resultatet af lærerlockouten, staten vedtog simpelthen at støtte den ene part i en konflikt, en konflikt der i mere end hundrede år havde stået mellem adel og borgerskab. Borgerskabet havde skabt et økonomisk fundament for at udfordre "gammeladelen" der forsøgte at beholde deres rettigheder på bekostning af de "nyrige" borgere med bryggerier, bogforlag og andre produktionsvirksomheder. De økonomisk bedst funderede vandt og skaffede os dermed en grundlov der sikrede dem et fortrin. Ikke blot i forhold til adel og kongehus, men sandelig også i forhold til deres kilde til rigdom: arbejdskraften og den totale mulighed for at udnytte den reserve der lå der. Adelen måtte opgive at fastholde fæstebønder, mens de store byer fik en villig arbejdskraftreserve i form af mennesker der forlod løsarbejde på landet for at få industriarbejde på elendige vilkåt, børn og kvinder deltog i et større omfang i familiens indtjening af penge til forsørgelsen. Mellem 1849 og grundloven og 1899 og indførelsen af 1. maj foregik der mange arbejdskampe med dødelige udfald, oftest med statsmagtens politi på den ene side og arbejderne på den anden. Men i 1899 indførtes i Danmark en aftale mellem "arbejdsgivere" og "Arbejdstagere", det som vi i dag (ikke) kender som den danske model. Grundloven af 1849 indeholder altså ikke et bogstav omkring løsning af konflikt på arbejdsmarkedet, til gengæld har arbejdsmarkedets parter tidligere accepteret at politikere på baggrund af en uløselig konflikt griber ind med en løsning på baggrund af forhandlinger og mæglinger.  Tværtimod giver grundloven masser af muligheder for at støtte kapitalen, borgerlige og politikerne (politikerembedet blev nemlig den væsentligste position for økonomisk velfunderede borgere, enten ved at have repræsentanter (lobbyister) eller ved selv at være repræsenteret).
Men grundloven sikrer ikke almindelige, fattige indbyggere imod overgreb. Den sikrer principielt kun kapitalen imod at blive udsat for overgreb.

Overgreb

Man kan så spørge sig selv hvad overgreb egentlig er. Mange holder fokus på misbrug af børn og kvinder. Personligt synes jeg at overgreb er er langt videre begreb, som når for eksempel poltikere bruger deres grundlovssikrede ret til at straffe mennesker/borgere for ikke at gøre noget de ikke har en chance i helvede for at gøre. Jeg synes virksomhedsejere og spekulanter skulle straffes for de overgreb de uden blusel begår mod forsvarsløse mennesker, alene for ussel mammon. Jeg mener at vores folkevalgte burde straffes for mened, når de siger et og gør noget andet, og det gælder lige fra Anders Fogs udtalelese om at der ikke var følere fra NATO til Helle Thornings og Bjarne Corydons afvisning af at have aftalt noget med KL. Men i og med at de fleste embedsmænd er DJØF'er er der nok ikke udsigt til en lovgivning der går den vej.

Tilbagegang for velfærd

Som en socialdekomkratisk politiker engang sagde (ca. 2 år siden): "Velfærd frem for skattelettelser", sådan er det gået. Pudsigt nok har den ene procent af de rigeste i Danmark fået velfærd, og de samme er blevet ramt af regeringens love omkring skattelettelser, de får næsten ikke nogen.
Men velfærden er samtidig blevet middelklasseborgerens mantra. De fattigste i Danmark og i mange andre europæiske lande er nu dømt ude. Ikke nok med at de er dømt ude så er velfærd ikke et emne i denne omgang. Velfærd er altså nu blevet defineret: Velfærd er for de bedst stillede, mens de fattigste, de syge og arbejdsløse ikke har ret til statens eller det offentliges støtte. De fattigste er simpelthen for dyre, mens de rigeste er for fattige.

Definitionen af velfærd

Jeg har virkelig forsøgt at finde ud af hvad velfærd er. Men resultatet er at velfærd sandsynligvis blot er et ord, der kan fortolkes frit. På samme måde må velfærdssamfundet altså være et samfund der kan fortolkes helt frit.
Om velfærd er et totalt ligegyldigt udtryk eller om det er Newspeak aner jeg ikke. Men for mig er det så udvandet at det ligesågodt kunne betyde "farvel", hvilket jo er ønsket om en "vel færd"

torsdag, maj 02, 2013

Offentlig forsørgelse?

I forbindelse med 1. maj og nogle tiltag fra en socialdemokratisk ledet regering igennem de seneste år fløj tankerne gennem mit hoved (som de jo plejer at gøre),

Pendulord

Den "offentlige forsørgelse" er blevet et pendulord. Det er gået fra at være positivt ladet (staten forsørger sine borgere) til at blive negativt ladet (borgerne lænser staten for penge). Pudsigt nok er den offentlige forsørgelse blevet rigtig negativt et udtryk samtidig med at de borgere der har brug for hjælp til forsørgelse bliver lagt for had, mens kapitalen i videre og videre omfang bliver forsørget af staten. Grundejere får tilskud til at rense jord efter fabrikker og virksomheder der i årtier har forurenet jorden, bankerne der har gamblet i et pengehazardspil der har ruineret masser af husejere har fået den ene bankpakke efter den anden, og virksomheder der først er viklet ind i et uhørt bureaukrati skal nu have selskabsskattelettelser. Altsammen betalt af staten, og ikke nok med det, mantraet har siden årtusindskiftet været at der skal være dækning for statens omkostninger (udtrykt som "økonomisk ansvarlighed"). Hvem skal sikre denne "ansvarlighed". De svageste samfundsgrupper såmænd. Syge arbejdsløse og på sigt også pensionisterne! De penge som arbejdsløse har indbetalt til forsikring for arbejdsløshed er blevet inddraget, og forsikringsudbetalingen er minimeret til få år, ligegyldigt hvor meget man har indbetalt til sin forsikring, ligegyldigt hvor mange år man har betalt til den. Det svarer vel nærmest til at mit døsbo skal opgøres på mindre end en uge, hvis min livsforsikring skal udbetales til mine arvinger?
Med andre ord dem der har betalt skat gennem hele livet skal nu også betale for forsørgelse af de virksomheder og selskaber der har tjent penge på dem. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at bilde alle mennesker ind at det til borgernes vel og få borgerne til at plusse ord som ansvarlighed og normalisme, giv mig lige et praj!

Arbejdsløse

Vi er netop i dag blevet oplyst at arbejdsløsheden er faldende. Hvor flot. "Faldende arbejdsløshed" er blevet et positivt udtryk, og samtidig blevet totalt udvandet.
Da jeg var ung sørgede skiftende regeringer ved lovindgreb for at arbejdsløsheden faldt, selv i en periode hvor der var ansættelsesstop indenfor det offentlige. Det vil sige at der var (barsels- eller syge-) vikariater eller dødsfald som mulighed for at få et arbejde indenfor det offentlige.
Efterløn, førtidspension og nedsættelse af pensionsalderen var dengang midlet til at mindske arbejdsløsheden, for middelklassen var regningen udmyntet i form af "kure", som for eksempel "kartoffelkuren". I dag skal middelklassen sikre valg til parlamentet så derfor er det nu de dårligst stillede i samfundet det er lettest at snyde i form af "reformpakker". Nemlig dem der ikke er i arbejde. At forhøje pensionsalderen, at forkorte forsikringsperioden for ledige samt at stille krav om "nyttejobs" til kontanthjælpsmodtagere er altsammen med til at øge arbejdsløsheden. Der er bare det ved det, at statistikken propper alle disse ledige ind i andre statistiske sammenhænge, hvorved ledigheden falder, blandt andet ved at man er tvunget til at forsørge ægtefælle og snart også kærester og familie.
Hvis vi skal have at vide om arbejdsløsheden stiger har vi altså et statistisk problem, for arbejdsløsheden er faldende trods det at flere og flere står til rådighed for arbejdsmarkedet. Man kunne jo spekulere på om ikke antallet af dem der havde arbejde (fx i arbejdstimer) skulle stilles op overfor tidligere års arbejdstimer. Det ville i det mindste give et indtryk af hvor mange deregentlig havde arbejde. Hvordan man kan lukke adskillige store virksomheder, som det også er sket her på Fyn, er mig en gåde, når man samtidig kan mindske antallet af arbejdsløse ved hjælp af statistik.

Frivillighed

Indenfor de kommunale forpligtelser satser man nu på nedskæringer, altså mindre arbejde, mens politikerne står i kø for at få de efterhånden aldrende arbejdsløse til at deltage i mere frivilligt arbejde og sende arbejdsløse i arbejdslejre, kaldet "nyttejob". Frivilligheden er set med mine øjne et udmærket supplement til de udfordringer som både unge og gamle har, men kun et supplement.
telefonkæder der checker om du er i live hver dag, at tage dine børn med på museum, at spille petanqe med venner eller at deltage i frivilligt politisk eller ngo-arbejde, deltagelse i sportsklubber
og mange andre sammenhænge, hvor man faktisk betaler for at være frivillig kan da roses, men en regering der samtidig satser på uddannelse, uddannelse og atter uddannelse kan da ikke i samme åndedrag mene at plejehjemsbeboere skal passes af deres raske, jævnaldrende medlemmer af ældresagen?, Hvis regeringen ønsker sportsforeninger vil det nok være bedre at sikre en målrettet uddannelse end at satse på truckfører Peter Nielsen fra Hårby som den forælder der skal sikre børnenes sportslige udvikling.

"Nyttejob"

Men at jeg skal sendes i "Nyttejob" som ikke er for frivillige, men defineret af politikere der aldrig har foretaget sig andet end at være unyttige på borgen forekommer mig sindsygt.
Hvis jeg skal klippe hæk, slå søm i, bruge en motorsav eller grave huller kan jeg på 5 minutter nå at lave så mange ulykker at det koster mere at rette op på end det koster at holde mig væk. Til gengæld kan jeg skrive og snakke, jeg kan indtale lydbøger og jeg kan diskutere og dele pjecer (flyers) ud.
Med andre ord: der er noget JEG er god til og noget ANDRE er gode til, så hvad nytter et nyttejob, når det bare skal bevise at jeg kan møde klokken 7 om morgenen, når det jeg måske kunne gøre forskel ved, måske var at tale med en bevægelseshæmmet eller kræftsyg om de følelser de har?
En af mine meddemonstranter til 1. maj sagde ligeud, at han/hun ikke havde lyst til at gå ind i politik, helt klart uden at spekulere på økonomien i det, udelukkende ud fra eget selvværd. Hvorefter samme dejlige menneske gik ud for at fortælle at den politik som en græsrodsbevægelse stod for, var positiv og at deltagelse i græsrodsbevægelser var en nødvendighed, fik afsat flere hundrede flyer i løbet af få minutter, og samtidig fik en snak med de mennesker der modtog de flyers der var.
Der kan man set med mine øjne tale om nytte. Men lur mig - man kan ikke modtage offentlig forsørgelse for at fortælle at regeringen begår fejl, så at snakke med folk kan aldrig blive et "nyttejob".

Arbejderne

Vi har også fået ordet "arbejdsløs" til at betyde: uden at have fysisk arbejde. Jeg kender mennesker der sidder ned og taler i telefon, folk som bruger hele dagen på at sidde i møde eller købe og sælge værdipapirer, og jeg har kendt én der spillede professionel fodbold samt én der sad i en hotelreception, selv har jeg hjulpet mennesker med at finde bøger på biblioteket og senest har jeg været "kassedame". Den slags arbejde betegnes af jobcenter og regering som "jobs", mens arbejde åbenbart skal have noget med fysisk arbejde at gøre.
Da jeg tog grundkurset på EFG var det netop indført at håndværkere skulle have mulighed for mere skole og mere teori, hvilket selvfølgelig passede mig fint, da jeg er bedst til at lære ved at læse og lytte, trods det det havde andre af mine holdkammerater problemer med at bruge en blyant, mens de kunne slå et søm i på ét sekund.
Hvis "nyttejob" består i fysisk arbejde vil det altså, som det også skete da jeg var kassedame, betyde at en masse ledige som principielt ikke fejler noget tvinges til at lave et stykke arbejde der gør dem syge. Og så har vi jo balladen, for som syg skal man fortrinsvis klare sig selv, trods det at man har bidraget hele sit liv med at arbejde til fordel for samfundet, arbejde der har givet staten indtægter til at sikre samme borgere optimale levevilkår i tilfælde af sygdom, samt sikre infrastruktur og uddannelse mm. Det samme arbejde har givet arbejdsgiverne indtægter, som ikke er brugt på at sikre fremtiden socialt, miljømæssigt eller på at sikre staten indtægter. Her har afgifterne primært givet bedre vilkår for erhvervslivet, vel at mærke gennem de skatter som lønningerne har medført!
Nu skal de mennesker der har bidraget til at få samfundshjulet til at fungere betale for den grådighed som arbejdskøberne har udvist.

Arbejdskraftreserve

Lige nu kan grådigheden ikke se nogle grænser. Alting kan valueres i penge. Selv arbejdskraftreserven (alle de arbejdsløse, syge og (førtids-) pensinister samt unge) skal betale for at økonomien kan vokse - vel at mærke ikke statens økonomi. Man skulle ellers tro at borgerne ville have bedst af at være rede til at gå på et eller andet arbejde, hvis man var garanteret at de evner man havde blev både tydelige og vedligeholdt. I stedet skal alle unge (sågar under 30 år) tvinges til at tage en uddannelse. Men hvilke uddannelser findes der rent teknisk?
Regeringen og oppositionen ønsker faktisk at satse på det mest intetsigende der findes. Lær dansk, få engelsk på skoleskemaet i 1. klasse (hvis ikke kinesisk), lær matematik og så må historie og biologi vente, samfundsfag er i de sidste årgange en indgang til at gå på universitet og blive Cand. jur eller Cand oecon, som de fleste politikere er nu om dage.
Kreativiteten og legen er taget ud af skolen. Jeg legede med ord , jeg legede med ler, jeg nød gymnastiktimer med sørøverleg og jeg elskede min klasselærer for at vi fik lov til at tegne mens vi havde kristendomskundskab.
Nu kører kineserne (eller er det danskerne) en PISA-konkurrence hvor man skal måle effektiviteten af dansk og kinesisk uddannelse. Hvad fan er det for noget vrøvl, det minder mig udelukkende om vittigheden "Nøj, hvor vi tramper, sagde musen til elefanten".
Arbejdskraft og arbejdskraftreserve skal jo netop være fleksibel. Vi har ikke brug for 2 mio hækklippere på et år, vi skal kun bruge buschauffører når infrastrukturen ændres til fordel for offentlig trafik, selv lærere, boghandlere og læger spares væk.
Da jeg påbegyndte min uddannelse havde mine forældre og studievejlederen en finger med i spillet. Der ville blive behov for et utal af bibliotekarer i fremtiden, mens mit ønskestudium historie, lignede en katastrofe som mål for et liv i samfundet. Da jeg var færdig med uddannelsen så det tilfældigvis bare anderledes ud. Til vores 25-års sammenkomst med gymnasieklassen, var der faktisk ikke ret mange der havde en akademisk uddannelse, og dem der havde var nærmest gået over til fjenden, dvs. de skulle supplere den nysproglige uddannelse med en anden gymnasial uddannelse for at gennemføre en akademisk uddannelse.
Det var en meget høj uddannelsesomkostning for en arbejdskraftreserve, der primært blev læreruddannet.

Arbejde

Der er intet arbejde og det bliver der sandsynligvis heller ikke foreløbig, måske med undtagelse af de kreative (kaldet kritiske) revisorer der skal sikre at lavtlønnede udlændinge og robotter kan øge overskuddet hos virksomhedsejerne og aktionærerne. Opfindere og andre innovative personer må sælge deres ideer for at starte en produktion eller også må de sætte sig hårdt på de offentlige opgaver, som eksterne tilbudsgivere.
Der hvor der kunne bruges hænder, fødder eller hjerne skæres der ned. Staten har samtidig gjort sig selv til slaveejer. Fattige mennesker stavnsbindes, fattige mennesker skal oplyse om de rejser ud af kommunen (det hjælper ikke at kommunerne er blevet større), samtidig med at de samme fattige mennesker skal rejse op til tre timer til et arbejde som de kan risiskere at de bliver pålagt af jobcenteret. Fattige mennesker skal endda spørge om lov til at rejse med familien, og søge om det i god tid, fordi fattige mennesker skal have en seddel med, hvor der står hvilke dage de er ude af landet, eller forklare hvorfor de er indlagt på et hospital og derfor ikke er hjemme og står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Og så kommer regeringen gudhjælpemig med en ide om at syge mennesker skal kunne gå til læge når de har fri. Ja det er da meget smart at afskaffe sygdom i arbejdskraftreserven, men det er da fuldstændig absurd at en person der er i arbejde og bliver syg, venter med at gå til læge indtil arbejdsgiveren har hævet sin arbejdsindtægt og givet én fri! Hvis socialdemokraterne og SF'erne virkelig mener at arbejde og for den sags skyld uddannelse er så sundt, så er forslaget jo helt ude i skoven (hampen skulle man jo tro).

Forsørgelse

Den offentlige forsørgelse har altså mest at gøre med at offentligheden forsørger økonomien, mens arbejdskraftreserven udmattes og dermed ikke står til rådighed, når (hvis) der skulle blive et udvidet behov. Staten smider penge i grams til dem der beholder dem, mens dem der ingen penge har skal betale festen. Ansvaret ligger altså hos dem der ikke har gjort noget, lidt lissom i skolen, hvor vi blev kollektivt straffet for at holde kæft.
Jeg sidder altså her (og kan ikke andet), jeg betaler til kreditorer fordi jeg ikke har penge nok, jeg betaler skat, fordi jeg ikke har penge nok og samtidig må jeg ikke spare penge op hvis jeg kan, fordi min formuegrænse er på 10.000 kr (svarende til 1.500 EURO). At jeg skal lægge penge til side til at tage til evt. jobsamtale stemmer ikke helt overens med at jeg ingen penge må have, samtidig at det i dagens Danmark er arbejdssøgeren, der er ansvarlig for at betale rejsen til en evt. ansættelsessamtale.
Nogle taler fattiglemmer når de ser situationen som den er herhjemme. Jeg ser regulært slaveri. Hvis slaver boede sammen og havde børn sammen under slaveri, skulle de også leve af den arbejdskraftreserve der var i familien, for de fik kun mad og lægehjælp, hvis arbejdsgiveren kunne se en økonomisk fordel i det.

Hvem skal så betale

Når jeg arbejder tjener min arbejdsgiver på mit arbejde (også det offentlige). Udover det betaler jeg skat og moms af de få varer jeg har råd til. Samtidig sidder bankdirektører i skattely andre steder i Europa, og fremmedhadere har sommerhus i Tyrkiet. De betaler ikke, men fastsætter selv deres løn!
Jeg synes vi skal indføre en øvre indkomstgrænse fremfor en nedre, en borgerløn til arbejdskraftreserven og et skattesmæk for at tjene for meget eller for at føre fiktive penge ud af landet!
Tænk hvor rige vi alle ville blive, hvis direktører og politikere kun måtte tjene det dobbelte af mindstelønnen (efter overenskomsten). Tænk hvis det skulle koste penge at føre penge ud af landet eller at gemme penge i andre lande. Tænk hvis der var effektiv kontrol med firmaer der offentliggør kunstigt oppustede regnskaber, fordi revisorerne er betalt godt for at forplumre regnskabet.

Så er det ikke de fattige og uskyldige, det er ikke arbejdskraftreserven, der skal betale, det er alle dem der har brug for arbejdskraftreserven der skal betale!