Formning og kreativitet

En diskussion for nogle dage siden handlede om kreativitet. Jeg synes jo at det gode fag formning hører til de kreative undervisningsfag, hvilket den gamle skolelærer var totalt enig i, men da jeg så foreslog at faget gymnastik var kreativt blev det for meget for skolelæreren. Jeg måtte høre på argumenter om at kreativitet kræver at man bliver motiveret til at skabende, hvilket jo i og for sig ligger i betydningen af ordet. Gymnastik var i hans øjne udelukkende til for at styrke fysikken og motorikken - med andre ord ikke kreativt. Jeg måtte altså nævne hans eget fag nemlig sløjd, der set med mine øjne (den undervisning jeg blev udsat for i folkeskolen) udelukkende bestod i at save nogle klodser og samle dem med søm, lim eller metaltråde til små træskibe, kasser eller bordskånere. På linje med de plastikperler og peddigrør der i nogle år invaderede folkeskolen. Eller skabeloner i nutellaglas så man kunne tegne Asterix og Obelix. Stramajmønstre i håndgerning og opskrifter på at lave en kande kaffe i husgerning. Nå ja det hed fagene da jeg gik i skole.
Jeg burde have vist at hans fag: altså formning og sløjd var de eneste kreative fag i skolen, alle de andre var bare til for at lære grundlæggende metoder. Så måtte jeg op i rødt. Formning er et ord der egentlig betyder at forme noget, og hvis man skulle tage ordet for pålydende ville det umiddelbart kunne forstås som at danne noget efter en form eller en støbeske. Ikke specielt kreativt for den der laver arbejdet, men måske for den der finder på hvilket produkt der kommer ud af formen. Og jeg har set glaspustere der var virtuose til deres arbejde og snedkere der kunne lave de fineste snirkler efter mønster. Jeg kendte også Per Lüttgen der kunne lege med former indtil han havde skabt et unikt formet glas, men som måtte have hjælp til at skabe det, og gennem tiderne har der været snedkere der hellere ville skabe unikke møbler end serieproducere dem.
Indsigelsen fra den gamle lærer gik da også mere på at der ikke lå noget kreativt i de skolefag der hed noget andet end formning (og til dels sløjd), mens gymnastik under ingen omstændighed kunne kaldes kreativt, da det alene var et spørgsmål om at sikre en god fysik og desuden var medvirkende til at lave en opdeling i egnede og mindre egnede (jeg hørte selv til de mindre egnede der altid stod tilbage til sidst når der skulle vælges hold).
Som jeg husker de forskellige fag var det dog det samme parameter der gjorde sig gældende indenfor samtlige fag i skolen, også formning og sløjd. Jeg vil endda strække mig så langt som til at sige at i de år hvor vi fik karakterer var de vigtigere end vores eventuelle lyst til at eksperimentere, mens vi uden karakterer havde lettere ved at "dumme os".
Men lad mig nævne nogle af de positive oplevelser jeg havde i skolen. En ung lærer under uddannelse fik os til at forlade Jørgen Clevin kreativitet til at tegne ting uden skabeloner, til at vælge farver efter eget valg og motiver som ikke var dikteret. På det område var jeg personligt velstimuleret hjemmefra, men pludselig blev faget til et eksperiment, en leg, ikke bare noget vi var dikteret. Næsten samtidig fik vi en ny lærer til Regning. En lærer som fortalte at det var vigtigere vi kunne nå frem til det rigtige resultat end at vi kunne stille det op i et skema som læreren hurtigt kunne overskue. I løbet af det skoleår gik jeg fra at være en af de dårligste til at være en af de bedre til Regning. I Dansk fik vi nogle år senere endnu en ung lærer under uddannelse, som foreslog os at vi skulle lave en digtsamling og illustrere den. Det var spritstencil-tiden, så rammen blev at vi fik en side hver, hvorpå der skulle være et digt og en illustration (linoleumstryk var den enste mulighed). Det lykkedes at lave en digtsamling selv om stencil og linoleum var noget nær modsætninger (lisså sort trykket var lisså lyseblåt var teksten), men det var noget nyt, noget kreativt, æstetikken kom først til langt senere. En anden ny formningslærer satte os igang med at lave nogle kakler i fællesskab. Igen var der rammer. De skulle være kvadratiske af samme størrelse og vi skulle forsøge at få dem til at løbe sammen - altså hvad vi lavede midt på var ligemeget, men var der en arm eller tilsvarende der gik til kanten på naboens kvadrat skulle vi sørge for en forbindelse. Altså nok var der regler, men samtidig kreativitet. En ny lærer i Gymnastik fik først motorikken på plads (og jeg var virkelig en klumpedumpe) og senere fik jeg lov til at medvirke i en sport som ingen på skolen kendte, hvorfor vi alle var lige fra begyndelsen: volleyball. Faktisk var der mange af de oversete elever der fandt ud af at dyrke denne kollektive sport frem for de normale i form af fodbold, håndbold og redskabsgymnastik.
Men det var først årtier senere at jeg fattede at der kunne være noget mere kreativt ved at dyrke kroppen end at blive bedre end andre.
Og det med at være bedre end andre må jeg så lige kommentere. Jeg har aldrig villet være bedre end andre, tværtimod har jeg altid ønsket at være en del af et kollektiv eller en gruppe der kunne udveksle intentioner og ideer. Men konkurrencemomentet var altid til stede i skolen, derfor blev jeg dengang i 70'erne modstander af at være vinder, jeg ville opleve og lære, ikke konkurrere. Jeg ville eksperimentere, men fastholdt at jeg måtte opfylde det omgivende samfunds krav, altså få karakterer og tage eksamen. Ikke fordi det var så svært, det havde jeg været nødt til hele mit liv, men det var jo bare noget der skulle gøres.
Tilbage til legemsøvelserne som Gymnastik kom til at hedde. På højskole mødte jeg en karismatisk og begejstret musiklærer, som lokkede mig ind i skolens frivillige kor (frivilligt fordi det var efter endt undervisning). Han lyttede til vore stemmer og satte os så til at lave gymnastiske øvelser og stemmeøvelser. de er begge lige vigtige sagde han og mente at vi skulle se det som en opvarmning til en præstation. Vi skulle kunne synge igennem, ikke konkurrere med hinanden men supplere hinanden. Man kan godt sige at det kreative i at synge fir- eller fem-stemmigt kor mere er at følge regler og noder end det er kreativt, men da jeg havde været med nogle måneder kunne jeg mærke hvordan vi i koret kunne bære hinanden oppe. Og dermed også hvordan vi havde lyst til at prøve kræfter med nye opgaver.
Måske mange ikke vil støtte mig når jeg siger at gymnastik er et kreativt fag. Egentlig var det mest kreative på området jeg lavede som barn at klatre i træer og efterligne Thunderbirds og deres slisker og raketter for ikke at tale om at forsøge at begå mig i de sportsgrene vi kun så hvert fjerde år i forbindelse med olympiader. Færre vil sige at Michael Laudrup eller Johann Cruyff ikke var kreative fodboldspillere, og Anja Andersen mente selv at hun kun spillede håndbold fordi der var så megen kreativitet i den sport. Personligt ser jeg gerne at sporten som sådan får flere kreative mennsker, men sport er et område hvor kreative mennesker går tabt i langt højere grad end indenfor andre kunstarter. Lad mig nævne modedesignere, kokke, designere (arkitekter mm.), forfattere, kunstnere og digtere.
Kreativitet er som det ses et mangehovedet monster. Det dukker op overalt. Personligt er jeg blevet fascineret af de mulæigheder der ligger for at skabe oversigter, hvor både sproglige og matematiske betingelser bliver opfyldt i både regneark og databasesammenhænge, så selv matematikken må ikke betragtes som noget kedeligt, tværtimod.
På den måde når jeg frem til det jeg egentlig mener om kreativitet, nemlig at det skal bygge på leg og frihed. Glæden ved at opleve er set med mine øjne langt større end evnen til at skabe noget nyt. Men netop derfor må det jo også være helt fantastisk at opleve nye vinkler på tilværelsen, sprogligt, matematisk og på de samfundsbekræftende fag som gymnastik, husgerning, håndgerning, sløjd og formning.
Det sjoveste jeg har prøvet er faktisk at lave et regneark der kunne skrive en grammatisk korrekt sætning på dansk med tilfældigt valgte ord. Tak for den oplevelse, Kevin.

fisk i blender

Så har jeg endnu engang lært det. Jeg troede at kunst var en udfordring, men en snak med min kunstnerisk interesserede far har åbenbaret noget helt andet.
Min opfattelse af guldfiskene i blendere var at der var flere valgmuligheder end at trykke eller ikke trykke på knappen. For mig var det sådan set kunsten at man ikke bare skulle vælge mellem sort eller hvidt, men vælge ...
Så jeg foreslog at det man kunne vælge var at trykke på knappen og pulverisere fisken eller ikke trykke. Men kan kunne også som valg overveje at trykke på knappen, altså vælge at ville trykke på knappen og så lade være, eller som det yderste vælge ikke at trykke på knappen og så alligevel gøre det. Altså i videste konsekvens overveje valgmuligheder, foretage et valg og alligevel gøre noget andet. For mig at se kunstnerisk og grænseoverskridende, men åbenbart for almindelige mennesker og min far noget vrøvl.
Efterhånden får jeg på fornemmelsen at jeg er gal. At min måde at tænke på er en sindssygs måde og at jeg ikke kan tage fejl, fordi jeg aldrig har ret, og det er forkert.
Hele diskussionen udsprang af en monolog der starter med "Har demokratiet en tanke", hvor jeg som ung var fascineret af den leg med ord der foregik, desværre er det temmelig mange år siden jeg har hørt monologen, og jeg har ikke fundet den på nettet. Så kom jeg i tanke om den monolog som var den mest intetsigende og allegevel meget intense, nemlig Aakirkeby, hvor vrøvl afløses af vrøvl og slutter med det forløsende ord "øl".
For mig var der ikke langt til Henry Heerups ølkapsel-skulpturer eller min fars egne eksperimenter, hvor kunst var indskrænket til at være eksperimenter og forsøg. Min mening er at netop forsøg og udvidelse af grænser er vigtige for kunst. Så jeg fremhæver at døde grise, udstoppede hunde og afskårne hestehoveder i sagens natur må være kunst, når nogen prøver grænserne af, men ikke er det hvis nogen gør det efter. Det sammen mente jeg sådan set om gulsfisk i blendere, hvor det ikke var spørgsmålet om at kunne blende fiskene, men spørgsmålet om at kunne vælge der var den egentlige kunst. Og så gik der påståelighed i det, for set med min kunstinteresserede fars øjne var der kun to muligheder, at trykke eller lade være. For mig at se er det ikke valgmuligheder men blot en løsning svarende til at køre over for rødt eller købe et par sko i krokodilleskind. Ikke tilladt, men muligt. Men muligheden for at overveje er for mig den altdominerende kunstnerisk set.
Som kunstner har jeg ikke meget talent. Jeg er måske habil tegner eller leger med billeder og ord. Men min kunst består i at jeg ikke kan definere noget.  Jeg ønsker at tvivle, og være anderledes. Så snart jeg er mig selv bliver jeg nødt til at overveje muligheden af at være noget andet, at overveje muligheden af at græde midt i latteren eller tvivle på virkeligheden.
Som barn var en af mine største oplevelser at se mosekonen brygge på engen ikke langt fra mit barndomshjem i Ansager (med alle åerne). At Ib Spang Olsen havde materialiseret mosekonen i en billedbog gjorde det jo ikke sværere for mig at være fascineret af mosekonens bryg. Det gjorde det fascinerende, at jeg med det samme kunne konstatere at der ikke var nogen mosekone, men at hun bryggede alligevel. Julemanden eksisterede ikke fordi vi havde fjernvarme, altså ingen skorsten til ham, og mine legekammerater havde bud fra tandfeen når deres mælketænder faldt ud. Vi boede i nummer tretten og fik aldrig besøg af hverken julemand, tandfe eller mosekone. Til gengæld havde vi rengøringshjælp og naboer med hysteriske dværgpinschere eller hvad sådan nogle hunde nu hedder. De gøede og bed fordi de var små og ikke kunne gøre andet. Og jeg lærte at det ikke var mig der var noget galt med, men de hysteriske hunde. Tror jeg nok.
Og nu sidder jeg her og spekulerer på om der er nogen sammenhæng i alt det vrøvl jeg skriver og finder ud af at det er der sådan set ikke. Det giver kun mening hvis man er mig og tænker hurtigere and man kan skrive, altså er alle de tanker der hele tiden farer gennem mit hoved lisså langt væk som de ord der ikke kan skrives på en sløv pc.
Men for at vende tilbage til guldfiskene så har jeg jo også et problem i forhold til mit ophav. Eller måske har mine forældre et problem i forhold til mig. Jeg er deres barn og derfor respekterer jeg dem og deres beslutninger, men på en måde så de aldrig kan tage beslutninger imod det de har lært mig. Og der har vi problemet. Både min far og mor har lært mig at tænke selv, at tage selvstændige beslutninger, være voksen og tage ansvar ...
Men hvad er ansvar? Jeg har tænkt og tænkt i mange år. Mit hovede er fyldt med tanker og løsningerne fylder meget mere end spørgsmålene. Alligevel er mine forældre de første til at stille med løsninger. Tyskerne var skyld i anden verdenskrig. Penge er roden til alt ondt (og lige netop penge har mine forældre langt flere af end deres forældre og børn), Nå ja og så er det altid alle de andre der kører råddent.
Tryk på knappen og se guldfisken dø. Eller lad være og forestil dig at en anden trykker på knappen og ser guldfisken dø, eller lad være og se en der fortryder at slå en guldfisk ihjel når det er for sent, eller sats på at et tryk på knappen ikke slår guldfisken ihjel eller tro på en gud der vælger om du skal trykke på knappen. Min far fik ret der - der er mindst 40 valgmuligheder. Men hvis jeg var guldfisk ville jeg ikke kunne vælge. Og måske er det lige nøjagtig det jeg egentlig er.
Vil du trykke på knappen?

Tabernar

Når jeg hører debatten omkring den nye regerings politik og den regering der nu er i opposition, oplever jeg kun et nederlag. Jeg har været helt uden for systemets rækkevidde. Undersøgelser viser at mange unge der ikke kan leve op til kravet om at modtage socialhjælp faktisk forsvinder ud af systemet, ikke fordi de for hjælp, men fordi de opgir. På samme måde forsvandt jeg ud af systemet, fordi jeg troede jeg kunne få et arbejde og bevare den pensionsopsparing jeg havde, men nej. Alle tanker om at man kan få arbejde hvis man er presset nok hjalp ikke. Claus Hjorth Frederiksen er Hitler. At fastholde folk i en taberrolle bare for at få styr på et helt land er beskidt.
Heldigvis er systemet til fals for folk der er i stand til at udtrykke sig. Så nu kan jeg slappe af, fordi jeg er arisk og kan udtrykke mig på formfuldendt dansk, mens nogle af mine venner af anden etnisk herkomst ikke helt er i stand til at sige ting på formfuldendt dansk. Men det er jo ikke mit problem - eller er det?
Nu er jeg så heldig at selv mine nærmeste er begyndt at mistro mig for at være doven og nasse på samfundet, og det er jo en dejlig ting for både mig og alle andre der udsættes for den slags mistro. Måske har jeg brugt samfundets regler til det yderste, men det har ikke været for at få samfundsstøtte, snarere for at få lov til at bidrage til samfundet med mine evner. Ikke for at vaske gulve (misforstå mig nu - jeg vil gerne vaske gulve og har også gjort det, jeg kan bare ikke se, hvorfor mine evner skal køres ud på et sidespor). At jeg har været arbejdsløs i størstedelen af mit liv er selvfølgelig min fejl, det har jeg fundet ud af. At politikere alt efter politisk holdning er uenige om hvad der skal gøres og hvem der skal hjælpes er der intet nyt i. Hvis du hører til en befolkningsgruppe hvor der kun er under 5% der udgør et problem - så udgør du ikke et problem, medmindre det er psykisk syge. Og der vil jeg gerne påpege at psykisk syge og andre der udgør ikke bare mindretal men meget store mindretal måske var der hvor vi først skulle satse. Få de små problemer af vejen og så tage fat på dem der er lidt større. Ikke fordi jeg mener at en ungdomsarbejdsløshed på 25% er ligegyldig, men fordi jeg kan koonstatere at andre arbejdsløse har levet som jeg med at vide at det er vores skyld at vi er arbejdsløse og at samfundet har udgifter som ikke burde være der, fordi vi ikke har fundet arbejde.
Det mest fantastiske er at mine forældre er begyndt at mistænke mig. At jeg måske ikke gør nok for at komme i arbejde, at jeg er medvirkende årsag til at samfundet ikke længere kan tilbyde deres børnebørn en god pension.
Jeg har faktisk holdt mig selv i gang siden jeg blev uddannet. Når der ikke var arbejde forsøgte jeg at finde på noget selv. På et tidspunkt skulle jeg aktiveres men måtte ikke blive aktiveret indenfor områder jeg kunne få arbejde indenfor, hvilket jeg syntes var helt OK. Desværre betød det at jeg ikke måtte gøre noget som helst. Og lovgivningen fandt ud af det, hvorefter jeg godt måtte gøre noget selv. Desværre ikke uden statens indgreb i min frihed. Og den frihed har jeg ikke haft siden. Det er jo et spørgsmål om magt og stemmer. Og min situation er nøjagtig 1% af de problemer som regeringen (ligegyldigt regeringsgrundlaget) har. Altså er jeg ligegyldig og sådan har jeg også følt det de sidste 15 år.
Nu er jeg så på vej til det samfund der så gerne vil have mig. Bare jeg selv kan tjene mine egne penge. Ups det var en smutter - et samfund der altid har skubbet mig foran sig som noget der ikke skulle have været der, vil selvfølgelig støtte mig i mit forsøg på at takke det samfund jeg tilhører? Nul putte. Jeg skal selv vise min evne til at være en del af samfundet. Måske er det lidt min egen skyld at jeg ikke fungerer optimalt, det er svært for mig at sige og utrolig let for politikere at vurdere, men jeg har aldrig været i tvivl om at jeg kunne tilføre mit land og mit samfund noget ekstraordinært. Bare ærgerligt for mig og mit land at det har været langt mere økonomisk fungerende at have mig til at gå ledig i en periode hvor jeg faktisk kunne byde på ikke bare noget men på så meget.
Var lige væk en times tid og har fundet ud af at det samfund vi lever i skaber had. Når ens forældre hellere vil have had og krav end børn de vil holde af og dele smerter med, så har vi virkelig fået et samfund der vil dele alt. Sorry, jeg ville så gerne skrive om min smerte i forbindelse med at leve i et samfund hvor vi skal dele, men jeg kan ikke engang dele min egen barndom med mine forældre. Enten er det mig der er fortabt eller osse har mine forældre virkelig et troværdighedsproblem. Jeg er ægte, mine forældre har opdraget mig til det, hvorfor fanden tror de så jeg ikke er ægte? Røv og nøgler. Måske skal jeg bare glemme det hele og og opgive det alt sammen. Mine forældre vil sikkert først opdage det når jeg ikke er her længere! Sådan noget pis ...