Har siddet sammen med min far og set TV her hvor valgkampampen er gået ind i et stille hjørne. Socialdemokrater og Socialistisk Folkeparti skal forsøge at skabe regering uden rød bloks Dansk Folkeparti, Enhedslisten. Et parti der har slugt stemmer og som oprindelig bare skulle være et parlamentarisk grundlag for en socialdemokratisk ledet regering (som også Det Radikale Venstre inden valgkampen gik i gang).Så er der jo så meget andet der skal diskuteres.
Så er det jo befriende at jeg kan høre min egen stemme i min fars: "Sikke noget vrøvl, de mennesker aner ikke hvad de taler om". "Tænk at der findes nogle mennesker der ka stemme på dem!", "De skulle prøve at leve i den virkelige verden, i stedet for altid at sætte deres egne lønninger op, og alle andres ned". "Den mand er simpelthen idiot, jeg kan ikke lide ham og så er han også grim" eller yndlingsudtrykket "Han lyser langt væk af at være venstremand" omringer det fjernsyn han aldrig har ønsket, men sidder klistret til fordi han er tvunget til at betale for det, og han vil fandme have noget for pengene. Det han får for pengene hader han. Dårlig journalistik og langt flere kanaler end han havde sidst da han så TV (i årene efter min fødsel og indtil han blev skilt inden jeg var fyldt 10 år) er hans oplevelse af den mangfoldighed vi alle får tudet ørene fulde af. Han tror ikke på den mangfoldighed. Det er noget vrøvl de fyrer af er hans konklusion, bortset fra Margrethe Vestager og Johanne Schmidt Nielsen. De mener det de siger.
Min far har stemt på næsten alle de partier der har været opstillet til Folketinget siden 1950'erne, alligevel har ingen af dem forstået hvordan det er at være almindeligt menneske, så det har aldrig været svært at stemme på de partier der var i opposition, hverken Glistrup, Pia Kjærsgaard, Jacob Haugaard, Venstresocialisterne, SF, Sømanden eller Retsforbundet. Jeg skal ikke kunne sige om han har stemt på dem alle sammen, men hans sympati har de haft. Og som altid er verden sort/hvid, Johanne er englen og Lars Løkke er djævelen, og alle jounalister er venstrefolk (ikke fordi jeg er uenig, ikke engang når han siger at de interviewede fra dagbladet information eller tydeligt venstreorienterede organisationer udtaler sig i TV, det der gør ondt på mig er det indædte had han giver udtryk for. Jeg synes jo selv at vi skal lytte til alle argumenter - og så tage stilling ud fra erfaring og fornuft. Men når jeg så sidder irriteret over hans forenkling af demokratiets vilkår opdager jeg at jeg jo blot bruger langt længere tid på at nå den samme konklusion, nemlig at dem der ikke mener som jeg (eller dem der gør mig fattigere) ikke er min kop te.
Til mit forsvar og (som søn) til min fars forsvar, er det jo også oplagt at der findes to (ikke altid lige forståelige) blokke i dansk politik: dem der satser på økonomisk vækst; og dem der ønsker at vi vokser som mennesker. I denne valgkamp er det endda blevet til et opgør mellem de to holdninger, et opgør som utvetydigt har givet den flok politikere der satser på det økonomiske system det blå stempel. Men jeg ved jo at der er andre grunde til at have den kritiske holdning overfor den regering der i øjeblikket er afgående.
Der er ingen tvivl om at jeg har arvet både min fars og min mors aversion imod politikere der ikke har haft et socialt mål med deres politik. Alligevel må jeg konstatere at min fars grundholdning er udsprunget af et proletarsynspunkt. Trods det at hans far kæmpede sig op fra at være lønslave (altmuligmand på Aarhus Papirværk) til at være selvstændig anlægsgartner fastholdt hans far jo drømmen om at blive ligeså vigtig (og ligeså rig) som de mennesker der oprindelig havde kommanderet med ham på arbejdspladsen. Undervejs konstaterede familien at højere indtægter gav større besvær i form af regnskabsføring, hvilket ikke ligefrem var en arbejderfamilies force.
Min moder derimod voksede op i et borgerligt hjem, hvor regnskaber var så integreret at man kunne spøge med at der blev holdt tre regnskaber for forretningen: Et til konen, et til skattevæsenet og et til farmand. Men også her var der en udbredt utilfredshed med at skulle afgive dele af indtægten til staten, trods sporvogne, sygehuse, statsbaner og et postvæsen der udbragte post 3 gange dagligt.
Til gengæld har begge mine forældre taget tanken til sig om at samfundet skal støtte på det sociale område. Børnehaver, sygehuse, socialhjælp, pension og hjemmepleje er ufravigelige resultater af deres indsats eller ofre for samfundet.
Det pudsige er så at jeg føler jeg har fået en helt anden arv stukket i hånden: Evnen til at skønne.
Da jeg gik i skole var målet med uddannelse at vi skulle lære at være selvstændige, at tage egne beslutninger, at vurdere og sætte udsagn op mod hinanden. Prisværdigt synes jeg, men åbenbart forlængst en forældet tankegang. Allerede Erhard Jacobsen mente at selvstændig tankegang var roden til al kommunisme, og kommunistangst har siden fået vort samfund til at være kommunistisk i sin omklamring og kontrol af borgerne. Til gengæld er de frihedsidealer jeg voksede op med udvandet så meget at jeg kan forstå at min frihed er begrænset til at dreje sig om økonomisk frihed. Hvis så den økonomiske frihed gav mig ret til at handle (selvføgelig forsvarligt for både mig og andre) ville det jo heller ikke være noget problem. Desværre betyder økonomisk frihed at man er bundet meget tæt af økonomiske regler!
Begge mine forældre har oplevet en vækst i samfundets økonomiske formåen og derfor er de også rimeligt tilfredse med den situation de er endt i. De begyndte med regulær fattigdom og mørkelægning under 2. verdenskrig. Ensartede måltider og hjemmesyet tøj hørte til hverdagen, underholdning bestod i at lege sammen med jævnaldrende og de hjemmegående mødre holdt øje med børnene som også de arbejdsophængte pædagoger gør i dag. Færdigretter, mærketøj, institutioner er blevet hverdag nu, forskellen er vel blot at børn ikke har nogen respekt for deres forældre men for det institutionelle samfund. Fædre og mødre var nok ikke perfekte dengang når det gjaldt opdragelse, men de var seriøse og gjorde det så godt som de kunne, trods det at de tit tog misbrug eller vold med fra deres egen barndom. Det skal vi ikke have tilbage, men vi skal have forældrene tilbage.
Men nu er vi frie. På den måde at vi kan tænke selv og leve selv, næsten inden vi er gået ud af skolen. Misforstå mig ikke, jeg synes at alle unge skal have mulighed for at stemme til folketingsvalget. Unge stemmer faktisk meget mere ud fra følelser. Det betyder også at en opvækst i et økonomisk afhængigt miljø fostrer vælgere der stemmer ud fra økonomiske forudsætninger, mens børn der er opvokset i et miljø hvor det sociale har været sat i højsædet, vil vælge at stemme ud fra sociale forudsætninger.
Min far er vokset op i en stor familie (mange børn fordelt over en periode på næsten 45 år), en økonomisk belastning i et samfund hvor de laveste blev degraderet til noget der svarede til tyende. Min mor havde to søskende og hendes største problem var at hendes storeboder havde førsteret til en uddannelse. Økonomien var ikke specielt stærk, men hun og hendes søskende var i moderne forstand jævnaldrende.
Min mor har derfor altid glædet sig over økonomisk velstand, men har forsøgt at gøre en dyd ud af at overleve økonomiske kriser.
Min far derimod har som barn mærket det enorme pres på familien som en økonomisk krise har medført. Det har også gjort at økonomi altid vil betyde mere end sociale forbindelser for ham. Principper som at der aldrig må være penge mellem venner, at man skal undlade at tale politik og at man ikke slår på kvinder står i højsædet, mens voldtægt er en menneskeret fordi definitionen på voldtægt er ensidig (kun tager hensyn til kvinden), er vigtige i hans optik.
Med hensyn til psykiske kriser er mine forældre lige så forskellige.
Min far har valgt selvsikkerheden (den der i sidste ende betyder at man slår igen når man bliver angrebet), mens min mor har valgt at bære dem inde i sig selv) - Det jeg kan glæde mig over er, at de begge ikke er spor bange for at fortælle at de gør det de gør, de kender bare ikke de psykiske årsager trods det at de har læst psykologi på aftenskoleseminariet.
Men som for mange år siden er det jo sådan ar vi har de politikere vi har valgt, og når de udtaler sig er det jævnligt (for ikke at sige altid) "sikke noget vrøvl".
Min far er 85 og han får ikke lavet om på noget, heller ikke sig selv, men han er stadig overbevist om at den sociale uretfærdighed berører hans familie og derfor vil han diskutere med sit fjernsyn og med oplæseren i nyhedsradioen indtil han ikke længere kan.
Jeg er lidt over 50 og jeg diskuterer stadig højlydt med både min far og min pc, af uforklarlige årsager forstår ingen af dem at jeg er opdraget til at have ret.
Øv
Arbejdsløs kommentator som ønsker at det ikke blot er penge der skal styre vort samfund. Natur, kærlighed og medmenneskelighed ud fra et humanistisk, ikke religiøst synspunkt. Løb for livet eller lev for forløbet.
søndag, september 25, 2011
onsdag, september 14, 2011
Folkets valg
Så er vi kommet til den dag hvor folket skal vælge sine formyndere. Folketingsvalget står for døren.
Jeg fik nok en meget skæv start på demokratiet, som 14-årig var jeg bevidst om det europæiske fællesmarked (kaldet EF eller ØF), hvor det var økonomien der var den fælles interesse. På det tidspunkt arbejdede jeg som bogopsætter på det lokale kommunale bibliotek for 2 kr i timen. Det vil sige jeg måtte ikke arbejde før jeg var konfirmeret, hvilket også viste sig at være et problem, da jeg ikke ønskede at blive konfirmeret. I en kommune hvor præsten den dag i dag nægter en fraskilt at blive gift. Jeg forstod ikke og kunne ikke acceptere penge som årsag til at stemme for Det europæiske fællesskab.
Som sagt er det mindst en generation siden (til næste år er det 40 år siden) og lige inden da havde vi en kommunalreform (pudsigt med reformer, men de synes altid at gå ud over almindelige mennesker til fordel for samfundsmæssige interesser) hvor sognene blev større (kommuner). Nu er kommunerne vokset endnu engang og borgerne er blevet reduceret til tal. Dels personnumre og dels statistik.
I årene derefter voksede verden sig stor. Vi fik en ansvarlig regering som indførte tvungen opsparing og indførte statsgaranterede studielån (så staten kunne spare penge på at uddanne vores vigtigste ressource) samt en masse andre ansvarlige love, der i det store og hele gik ud over middelklassen (de fattige var dengang så fattige at man ikke kunne vride en krone ud af dem - men der er siden sket en ændring så selv avisbude skal betale skat af deres arbejde).
Nu er jeg jo stolt af at være dansker og ønsker stadig at jeg (som da jeg var på interrail) kan sige at jeg er dansk - med forventningen om at jeg bliver betragtet som et udadvendt, socialt og fælleseuropæisk menneske. (Misforstå mig ikke - jeg er faktisk meget internationalt orienteret, men ønsker ikke paragraffer der bestemmer hvor international jeg er eller hvordan mit bidrag til internationalen skal være). Som dansker vil jeg derfor gerne kune rejse mig og sige min mening, at jeg forstår at andre mennesker ikke er som jeg, men at vi måske i fællesskab kan finde et egnet værdisæt. Vokset op med Indre Mission som samfundsværdi vil man enten hade den omgivende verden eller tro at verden har noget anderledes at byde på. Jeg har valgt det sidste, og har set tilflyttere have vanskeligheder med at komme til min fødeegn - som jo heller ikke var min, og hvor jeg og mine søskende havde problemer med at blive integreret. At vi blev forskelligt optaget i samfundet er vel ikke svært at forstå, vi var vel af sind forskellige. Der var ikke nogen blandt myndighederne der anså det for et problem at tilflyttere blev mobbet, endsige at lærerbørn gjorde det forventede (at følge undervisningen) og der var ingen krisehjælp at få. De fleste af os har ar på sjælen og hvis samfundet skulle have taget sig af det dengang ville vort land for længst være gået konkurs. At vi så spenderer formuer på at sende soldater til et eller flere fremmede lande for at forsvare vores måde at indrette samfundet på vil til alle tider virke sær. Det eneste vi kan tilføre andre kulturer er at demokrati kan indføres med magt, at demokrati betyder meningsløshed, at demokrati medfører en ligeret der ikke eksisterer og at demokrati er begrundelse for at slå ihjel..
At flygtninge bliver optaget i et samfund med skepsis er dog set med mine øjne langt værre, de kan ikke engang finde en anden mulighed for at leve under kummerlige vilkår. Deres kultur bliver ikke diskuteret, det forventes at de opgiver den til fordel for en kultur der ikke kan defineres (vores), og derefter gør vi dem til skurke fordi de fastholder den eneste kultur de har styr på og kan leve efter. Af uforståelige årsager tilbyder vi dem en kultur der er ligeså uimodtagelig for andre kulturer som den de er flygtet fra.
Nu står vi så i en (jeg vil ikke kalde den enestående) situation hvor den danske befolkning skal udpege en ny regering (måske blot den der hele tiden har været) som åbenbart har ret til at føre krig mod nationer der aldrig har generet danske interesser. Igen undrer jeg mig fordi jeg altid har fået at vide i folkeskolen (sikkert noget outdated lort) at demokratiet sikrede at vores nation kunne være neutrale i alle konflikter.
Men ønsket om neutralitet og at stå på sidelinien er nu ikke længere et ønske fra staten. Nu skal vi som stat vise handlekraft og myndighed. Desværre har jeg trods lærere der var længere til højre end nutidens slikkede udgaver af pædagoger, fået en slagside i form af mistro. En mistro jeg havde da jeg i et indremissionsk samfund skulle lære at tænke som alle de andre, en mistro der udviklede sig til skepsis overfor alt hvad der var fastlagt, en mistro som fik lovgivning til at være mistænkelig. Jeg udviklede en kritisk sans, som mit land og det omgivende samfund til stadighed vil få mig til at reagere med.
Faktisk er jeg vokset op med en kritisk sans der siger mig at ligegyldigt hvad der lyder rigtigt må det være forkert. Det er velsagtens en negativ forståelse af vores samfundsopbygning, men jeg har kunnet konstatere at det er en sund holdning: De fleste succeser er født af investeringer i luft, og de fleste fiaskoer stammer fra tilsvarende investeringer.
Når vi skal vælge en regering i Danmark er det derfor ikke et spørgsmål om hvad vi ønsker for vort land - det er udelukkende et spørgsmål hvad vi ønsker for os selv og vore nærmeste.
Hvis Højrefløjen skal bestemme vil vi derfor ofre de mest sårbare for at sikre de stabile lønmodtagere (dem der er heldige at beholde deres arbejde) en positiv fremtid.
Hvis venstrefløjen skal bestemme skal vi sikre de sårbare (dem der ikke kan få et arbejde) en stabil fremtid så de til enhver tid kan træde ind på det iøvrigt usikre arbejdsmarked, hvis der bliver behov for deres arbejdskraft.
Jeg har allerede valgt side for 40 år siden. Om vi skal være europæere eller nationale er ikke spørgsmålet, men kan vi være humane?
Jeg fik nok en meget skæv start på demokratiet, som 14-årig var jeg bevidst om det europæiske fællesmarked (kaldet EF eller ØF), hvor det var økonomien der var den fælles interesse. På det tidspunkt arbejdede jeg som bogopsætter på det lokale kommunale bibliotek for 2 kr i timen. Det vil sige jeg måtte ikke arbejde før jeg var konfirmeret, hvilket også viste sig at være et problem, da jeg ikke ønskede at blive konfirmeret. I en kommune hvor præsten den dag i dag nægter en fraskilt at blive gift. Jeg forstod ikke og kunne ikke acceptere penge som årsag til at stemme for Det europæiske fællesskab.
Som sagt er det mindst en generation siden (til næste år er det 40 år siden) og lige inden da havde vi en kommunalreform (pudsigt med reformer, men de synes altid at gå ud over almindelige mennesker til fordel for samfundsmæssige interesser) hvor sognene blev større (kommuner). Nu er kommunerne vokset endnu engang og borgerne er blevet reduceret til tal. Dels personnumre og dels statistik.
I årene derefter voksede verden sig stor. Vi fik en ansvarlig regering som indførte tvungen opsparing og indførte statsgaranterede studielån (så staten kunne spare penge på at uddanne vores vigtigste ressource) samt en masse andre ansvarlige love, der i det store og hele gik ud over middelklassen (de fattige var dengang så fattige at man ikke kunne vride en krone ud af dem - men der er siden sket en ændring så selv avisbude skal betale skat af deres arbejde).
Nu er jeg jo stolt af at være dansker og ønsker stadig at jeg (som da jeg var på interrail) kan sige at jeg er dansk - med forventningen om at jeg bliver betragtet som et udadvendt, socialt og fælleseuropæisk menneske. (Misforstå mig ikke - jeg er faktisk meget internationalt orienteret, men ønsker ikke paragraffer der bestemmer hvor international jeg er eller hvordan mit bidrag til internationalen skal være). Som dansker vil jeg derfor gerne kune rejse mig og sige min mening, at jeg forstår at andre mennesker ikke er som jeg, men at vi måske i fællesskab kan finde et egnet værdisæt. Vokset op med Indre Mission som samfundsværdi vil man enten hade den omgivende verden eller tro at verden har noget anderledes at byde på. Jeg har valgt det sidste, og har set tilflyttere have vanskeligheder med at komme til min fødeegn - som jo heller ikke var min, og hvor jeg og mine søskende havde problemer med at blive integreret. At vi blev forskelligt optaget i samfundet er vel ikke svært at forstå, vi var vel af sind forskellige. Der var ikke nogen blandt myndighederne der anså det for et problem at tilflyttere blev mobbet, endsige at lærerbørn gjorde det forventede (at følge undervisningen) og der var ingen krisehjælp at få. De fleste af os har ar på sjælen og hvis samfundet skulle have taget sig af det dengang ville vort land for længst være gået konkurs. At vi så spenderer formuer på at sende soldater til et eller flere fremmede lande for at forsvare vores måde at indrette samfundet på vil til alle tider virke sær. Det eneste vi kan tilføre andre kulturer er at demokrati kan indføres med magt, at demokrati betyder meningsløshed, at demokrati medfører en ligeret der ikke eksisterer og at demokrati er begrundelse for at slå ihjel..
At flygtninge bliver optaget i et samfund med skepsis er dog set med mine øjne langt værre, de kan ikke engang finde en anden mulighed for at leve under kummerlige vilkår. Deres kultur bliver ikke diskuteret, det forventes at de opgiver den til fordel for en kultur der ikke kan defineres (vores), og derefter gør vi dem til skurke fordi de fastholder den eneste kultur de har styr på og kan leve efter. Af uforståelige årsager tilbyder vi dem en kultur der er ligeså uimodtagelig for andre kulturer som den de er flygtet fra.
Nu står vi så i en (jeg vil ikke kalde den enestående) situation hvor den danske befolkning skal udpege en ny regering (måske blot den der hele tiden har været) som åbenbart har ret til at føre krig mod nationer der aldrig har generet danske interesser. Igen undrer jeg mig fordi jeg altid har fået at vide i folkeskolen (sikkert noget outdated lort) at demokratiet sikrede at vores nation kunne være neutrale i alle konflikter.
Men ønsket om neutralitet og at stå på sidelinien er nu ikke længere et ønske fra staten. Nu skal vi som stat vise handlekraft og myndighed. Desværre har jeg trods lærere der var længere til højre end nutidens slikkede udgaver af pædagoger, fået en slagside i form af mistro. En mistro jeg havde da jeg i et indremissionsk samfund skulle lære at tænke som alle de andre, en mistro der udviklede sig til skepsis overfor alt hvad der var fastlagt, en mistro som fik lovgivning til at være mistænkelig. Jeg udviklede en kritisk sans, som mit land og det omgivende samfund til stadighed vil få mig til at reagere med.
Faktisk er jeg vokset op med en kritisk sans der siger mig at ligegyldigt hvad der lyder rigtigt må det være forkert. Det er velsagtens en negativ forståelse af vores samfundsopbygning, men jeg har kunnet konstatere at det er en sund holdning: De fleste succeser er født af investeringer i luft, og de fleste fiaskoer stammer fra tilsvarende investeringer.
Når vi skal vælge en regering i Danmark er det derfor ikke et spørgsmål om hvad vi ønsker for vort land - det er udelukkende et spørgsmål hvad vi ønsker for os selv og vore nærmeste.
Hvis Højrefløjen skal bestemme vil vi derfor ofre de mest sårbare for at sikre de stabile lønmodtagere (dem der er heldige at beholde deres arbejde) en positiv fremtid.
Hvis venstrefløjen skal bestemme skal vi sikre de sårbare (dem der ikke kan få et arbejde) en stabil fremtid så de til enhver tid kan træde ind på det iøvrigt usikre arbejdsmarked, hvis der bliver behov for deres arbejdskraft.
Jeg har allerede valgt side for 40 år siden. Om vi skal være europæere eller nationale er ikke spørgsmålet, men kan vi være humane?
mandag, september 12, 2011
En dag i september
Så har det været den 11. september. Sikke en fest, næsten som kongeligt bryllup, barnedåb eller statsmandsbegravelse. To TV-stationer der næsten sendte det samme (ikke Anders Lund Madsen eller Mandrilaftalen) var ikke nok, selv nyhederne på de toneangivende kanaler genbrugte deres eget stof som nyheder.
I al vores sorg glemte vi alle de mennesker der faktisk havde fået deres opfattelse af demokrati ødelagt allerede 28 år før i det skrøbelige demokrati: Chile.
Her følger en beskrivelse fra wikipedia (vær kritisk hvor det er nødvendigt):
Den 11. september 1973, er datoen for kuppet i Chile, som blev foretaget af militæret efter tre år med Folkefronten ved magten.
En kort gennemgang af begivenheder fra dagen, hvor kuppet fandt sted: Allerede kl. 4:30 om morgenen besatte enheder fra flåden strategiske punkter (radiostationer, partikontorer, osv.) i havnebyerne Valparaíso og Concepcion. De første venstreorienterede anholdtes, og de som kategoriseredes farlige blev skudt. Kl. 7:30 ankom Salvador Allende til præsidentpaladset, Palacio de la Moneda. Højreorienterede radiostationer bragte ”Militærregeringens proklamation”, som bekendtgjorde præsidentens afskedigelse og at landet befandt sig i militær undtagelsestilstand. Kl. 9:00 blev venstreorienterede radiostationer lukket. Strategiske steder i hovedstaden blev angrebet af militæret, det drejede sig blandt andet om ministerierne og fagforeninger. Samtidig erklærede militæret at Palacio de la Moneda ville blive bombet, hvis ikke alle havde forladt bygningen inden kl. 11:00. Flere stadioner i Santiago omdannedes til internater for venstreorienterede. Kl. 10:30 afviste Allende endnu en gang tilbuddet fra militæret om at flygte til udlandet (flere år senere fandt man ud af at militæret ville have myrdet Allende selvom han havde taget imod tilbuddet). Bombarderingen af præsidentpaladset begyndte kl. 11.00, og bygningen blev indtaget af militæret tre timer senere. Kl. 16.00 blev liget af Allende båret ud af Palacio de la Moneda. Overlevne fra bygningen blev drevet ud, og de fleste henrettedes på stedet.
Jeg er ikke i stand til at sige om disse oplysninger er korrekte, lisså lidt som jeg kan verificere oplysningerne om den 11. september, der ramte amerikanerne de 28 år efter. Hvor mange mennesker der døde i Chile kan der stadig kun gisnes om, men jeg er skuffet over at vi skal have to TV-kanaler til at følge en mindehøjtidelighed for et angreb på en suveræn stat, samtidig med at man i den grad overser et folkemord, der ikke engang kan defineres som en borgerkrig - i et demokratisk land.
Skal vi sammen med konservative kræfter højtideligholde et angreb på amerikanske borgere i et demokratisk land - og samtidig totalt glemme et folkemord på demokratiske borgere, forårsaget af deres egen militærregering (af vesten betragtet som et nødvendigt onde, da Allende var "venstreorienteret"). Jeg husker stadig den tåbelige kvalifikation til VM i fodbold, hvor det russiske modstanderhold havde meldt afbud i protest mod det nye militærdiktatur. Russerene så selvfølgelig Allende som en kommunistisk bastion og støttede derfor den socialistiske regering. At militæret kunne udslette en demokratisk valgt regering uden at vesten gjorde noget var selvfølgelig vand på den russiske mølle (at vesten støttede regimer, der var interesserede i at læne sig op ad kapitalistiske interesser - fremfor kommunistiske), derfor protesterede det russiske fodboldlandshold mod den militære magtovertagelse af Chile ved at nægte at spille en kvalifikationskamp til VM i Tyskland i 1974, vel vidende at en tabt kamp (hvor points ville blive godskrevet modstanderne) ville betyde at Sovjetunionen ikke kunne kvalificere sig til VM i fodbold. Som en form for propaganda flyttede det chilenske militær alle de internerede fanger (fortrinsvis defineret som fjender af staten - i stort omfang venstreorieneterede (herunder også demokrater) kaldet kommunister) og stillede med et landshold og en dommer på det nationale stadion i Santiago de Chile. Hvorefter kampen blev fløjtet i gang og 11 spillere fra det chilenske landshold langsomt (muligvis modstæbende) spillede bolden op mod det tomme mål i modstandernes zone, for til slut at trille bolden ind i et tomt mål (hvor russerne skulle have været).
Nu var vi ikke ligefrem gode venner med russerne fra Sovjetunionen i de år. I 1962 var amerikanerne og russerne blevet uenige om adgangen til Cuba. Amerikanerne havde støttet den tidligere diktator, Batista, og var derfor ret uenige med Fidel Castro der overtog magten på et socialistisk grundlag. Amerikanerne havde stadig økonomiske interesser på Cuba og følte derfor at det var et angreb på deres personlige ejendom, da Cuba blev nationaliseret, modsat russerne der så Cuba som en fæstning og modpol mod det kapitalistiske Amerika så tæt ved det forhadte kapitalistiske kontinent, faktisk kunne russerne ikke helt tro på deres held, da mindre end et århundredes udnyttelse af det caraibiske land havde modnet en oprørsbevægelse som umiddelbart ville ønske hjælp fra en modstander af det kapitalistiske udnyttersamfund, som amerika og amerikanerne havde været - og Sovjetunionen stod der med det samme.
Som et resultat af Cuba-krisen lykkedes det den amerikanske regering med president John "Wayne" - undskyld John F. Kennedy i spidsen at forhindre russerene i at landsætte våben på Cuba, men ikke at forhindre økonomisk støtte fra den østeuropæiske stormagt.
Russerne havde fået smag for de små underkuede og udnyttede lande i Sydamerika og Vestindien. og de fulgte frihedskampene i de nordlige sydamerikanske stater med interesse, men så vidt jeg kan se afventende. Som allerede Cuba-krisen viste var Sovjetunionen ikke indrettet på at konkurrere med Amerika på bade rumkapløb, atomvåben og magtsfære. Det var da også en nærmest ligegyldig provokation at man ikke sendte sit landshold til en afgørende kvalifikation til VM i fodbold. Og at et (måske - sådan virkede det på mig) nølende fodboldlandshold gennemførte et absurd show (jeg tror faktisk ikke at de davørende regler for fodboldkampe tillod en afgørelse, hvor det ene hold ikke var mødt, men jeg må så også indrømme, at jeg tror faktisk ikke at et udeblivende hold måtte begrunde udeblivelsen med andet end at der ikke havde været mulighed for at møde. I Chile var det helt sikkert fordi landsholdet (eller regeringen) ikke ønskede at holdet mødte -måske også på grund af mangel på garanti for spiullernes sikkerhed.
Manden bag militærkuppet i Chile levede længe, handlede med amerika og blev i princippet aldrig retsforfulgt. Personerne bag angrebet på Twin Towers, Pentagon og "det fjerde fly" blev delvist lokaliseret og forfulgt, men aldrig juridisk, tværtimod indførte amerikanerne love som ophævede alle demokratiske rettigheder for mistænkte, som også andre lande der havde nær tilknytning til USA (herunder Danmark).
Som Chile brugte et fodboldstadion, brugte USA en base (af alle steder nær Cuba) til at varetægtsfængsle (isolere) mistænkte muslimer (lur mig om ikke russerne støtter dem) og tvinge dem til at indrømme deres tilknytning til terrormiljøet.
Herhjemme i Danmark er der især et parti der fastslår at demokrati afhænger af ytringsfriheden - det bifalder jeg, men man kan ikke samtidig tvinge mennesker med anden kulturel baggrund til at tænke dansk (jeg er selv vokset op i Vestjylland - og det har meget lidt med Århus, København og Aalborg eller Odense at gøre).
Ytringsfriheden er så det danske sværd mod terror. Smukt synes jeg, indtil jeg hører det samme parti indføre begrænsninger i vores frihed til at udtrykke os. Ytringsfriheden gælder nemlig kun for dem der er "ægte" danskere.
Nå men så overlever Danmark jo også på smukkeste vis. Vi har adopteret sportsfolk, der har opnået medaljer ved store stævner, vi har accepteret sportsfolk der er afsløret i at svindle med præstationsfremmende stoffer, vi har mangemillionærer der bor i Monaco eller England, eller på anden vis har fundet skattely, og multinationale selskaber der entten ikke betaler, og ellers betaler et symbolsk beløb. Og så råber nogle højt efter skattelettelser, fordi det kan få virksomhederne i gang igen.
Kære venner. Der er penge i narko, våben og børneporno, så hvis vi skal slå os op på at være et økonomisk forsvarligt grundlag er det jo ikke så svært at finde investéringsområder. For mig at se skal vi bare gå i gang med at investere for at vinde alle de penge tilbage vi synes vi har tabt. Og det er jo vores, som vi har fortjent. Det kan vi jo passende gøre ved at tvinge fattige mennesker til at bidrage til samfundet. Ellers vil vi bare ikke se dem.
Terrorisme er også en måde at nedgøre folk på - ikke bare en primitiv måde at slå ihjel på, og desuden er det jo nok ikke de døde der har ondt!
Hvorfor skal vi så kun græde for de amerikanske ofre.
I al vores sorg glemte vi alle de mennesker der faktisk havde fået deres opfattelse af demokrati ødelagt allerede 28 år før i det skrøbelige demokrati: Chile.
Her følger en beskrivelse fra wikipedia (vær kritisk hvor det er nødvendigt):
Den 11. september 1973, er datoen for kuppet i Chile, som blev foretaget af militæret efter tre år med Folkefronten ved magten.
En kort gennemgang af begivenheder fra dagen, hvor kuppet fandt sted: Allerede kl. 4:30 om morgenen besatte enheder fra flåden strategiske punkter (radiostationer, partikontorer, osv.) i havnebyerne Valparaíso og Concepcion. De første venstreorienterede anholdtes, og de som kategoriseredes farlige blev skudt. Kl. 7:30 ankom Salvador Allende til præsidentpaladset, Palacio de la Moneda. Højreorienterede radiostationer bragte ”Militærregeringens proklamation”, som bekendtgjorde præsidentens afskedigelse og at landet befandt sig i militær undtagelsestilstand. Kl. 9:00 blev venstreorienterede radiostationer lukket. Strategiske steder i hovedstaden blev angrebet af militæret, det drejede sig blandt andet om ministerierne og fagforeninger. Samtidig erklærede militæret at Palacio de la Moneda ville blive bombet, hvis ikke alle havde forladt bygningen inden kl. 11:00. Flere stadioner i Santiago omdannedes til internater for venstreorienterede. Kl. 10:30 afviste Allende endnu en gang tilbuddet fra militæret om at flygte til udlandet (flere år senere fandt man ud af at militæret ville have myrdet Allende selvom han havde taget imod tilbuddet). Bombarderingen af præsidentpaladset begyndte kl. 11.00, og bygningen blev indtaget af militæret tre timer senere. Kl. 16.00 blev liget af Allende båret ud af Palacio de la Moneda. Overlevne fra bygningen blev drevet ud, og de fleste henrettedes på stedet.
Jeg er ikke i stand til at sige om disse oplysninger er korrekte, lisså lidt som jeg kan verificere oplysningerne om den 11. september, der ramte amerikanerne de 28 år efter. Hvor mange mennesker der døde i Chile kan der stadig kun gisnes om, men jeg er skuffet over at vi skal have to TV-kanaler til at følge en mindehøjtidelighed for et angreb på en suveræn stat, samtidig med at man i den grad overser et folkemord, der ikke engang kan defineres som en borgerkrig - i et demokratisk land.
Skal vi sammen med konservative kræfter højtideligholde et angreb på amerikanske borgere i et demokratisk land - og samtidig totalt glemme et folkemord på demokratiske borgere, forårsaget af deres egen militærregering (af vesten betragtet som et nødvendigt onde, da Allende var "venstreorienteret"). Jeg husker stadig den tåbelige kvalifikation til VM i fodbold, hvor det russiske modstanderhold havde meldt afbud i protest mod det nye militærdiktatur. Russerene så selvfølgelig Allende som en kommunistisk bastion og støttede derfor den socialistiske regering. At militæret kunne udslette en demokratisk valgt regering uden at vesten gjorde noget var selvfølgelig vand på den russiske mølle (at vesten støttede regimer, der var interesserede i at læne sig op ad kapitalistiske interesser - fremfor kommunistiske), derfor protesterede det russiske fodboldlandshold mod den militære magtovertagelse af Chile ved at nægte at spille en kvalifikationskamp til VM i Tyskland i 1974, vel vidende at en tabt kamp (hvor points ville blive godskrevet modstanderne) ville betyde at Sovjetunionen ikke kunne kvalificere sig til VM i fodbold. Som en form for propaganda flyttede det chilenske militær alle de internerede fanger (fortrinsvis defineret som fjender af staten - i stort omfang venstreorieneterede (herunder også demokrater) kaldet kommunister) og stillede med et landshold og en dommer på det nationale stadion i Santiago de Chile. Hvorefter kampen blev fløjtet i gang og 11 spillere fra det chilenske landshold langsomt (muligvis modstæbende) spillede bolden op mod det tomme mål i modstandernes zone, for til slut at trille bolden ind i et tomt mål (hvor russerne skulle have været).
Nu var vi ikke ligefrem gode venner med russerne fra Sovjetunionen i de år. I 1962 var amerikanerne og russerne blevet uenige om adgangen til Cuba. Amerikanerne havde støttet den tidligere diktator, Batista, og var derfor ret uenige med Fidel Castro der overtog magten på et socialistisk grundlag. Amerikanerne havde stadig økonomiske interesser på Cuba og følte derfor at det var et angreb på deres personlige ejendom, da Cuba blev nationaliseret, modsat russerne der så Cuba som en fæstning og modpol mod det kapitalistiske Amerika så tæt ved det forhadte kapitalistiske kontinent, faktisk kunne russerne ikke helt tro på deres held, da mindre end et århundredes udnyttelse af det caraibiske land havde modnet en oprørsbevægelse som umiddelbart ville ønske hjælp fra en modstander af det kapitalistiske udnyttersamfund, som amerika og amerikanerne havde været - og Sovjetunionen stod der med det samme.
Som et resultat af Cuba-krisen lykkedes det den amerikanske regering med president John "Wayne" - undskyld John F. Kennedy i spidsen at forhindre russerene i at landsætte våben på Cuba, men ikke at forhindre økonomisk støtte fra den østeuropæiske stormagt.
Russerne havde fået smag for de små underkuede og udnyttede lande i Sydamerika og Vestindien. og de fulgte frihedskampene i de nordlige sydamerikanske stater med interesse, men så vidt jeg kan se afventende. Som allerede Cuba-krisen viste var Sovjetunionen ikke indrettet på at konkurrere med Amerika på bade rumkapløb, atomvåben og magtsfære. Det var da også en nærmest ligegyldig provokation at man ikke sendte sit landshold til en afgørende kvalifikation til VM i fodbold. Og at et (måske - sådan virkede det på mig) nølende fodboldlandshold gennemførte et absurd show (jeg tror faktisk ikke at de davørende regler for fodboldkampe tillod en afgørelse, hvor det ene hold ikke var mødt, men jeg må så også indrømme, at jeg tror faktisk ikke at et udeblivende hold måtte begrunde udeblivelsen med andet end at der ikke havde været mulighed for at møde. I Chile var det helt sikkert fordi landsholdet (eller regeringen) ikke ønskede at holdet mødte -måske også på grund af mangel på garanti for spiullernes sikkerhed.
Manden bag militærkuppet i Chile levede længe, handlede med amerika og blev i princippet aldrig retsforfulgt. Personerne bag angrebet på Twin Towers, Pentagon og "det fjerde fly" blev delvist lokaliseret og forfulgt, men aldrig juridisk, tværtimod indførte amerikanerne love som ophævede alle demokratiske rettigheder for mistænkte, som også andre lande der havde nær tilknytning til USA (herunder Danmark).
Som Chile brugte et fodboldstadion, brugte USA en base (af alle steder nær Cuba) til at varetægtsfængsle (isolere) mistænkte muslimer (lur mig om ikke russerne støtter dem) og tvinge dem til at indrømme deres tilknytning til terrormiljøet.
Herhjemme i Danmark er der især et parti der fastslår at demokrati afhænger af ytringsfriheden - det bifalder jeg, men man kan ikke samtidig tvinge mennesker med anden kulturel baggrund til at tænke dansk (jeg er selv vokset op i Vestjylland - og det har meget lidt med Århus, København og Aalborg eller Odense at gøre).
Ytringsfriheden er så det danske sværd mod terror. Smukt synes jeg, indtil jeg hører det samme parti indføre begrænsninger i vores frihed til at udtrykke os. Ytringsfriheden gælder nemlig kun for dem der er "ægte" danskere.
Nå men så overlever Danmark jo også på smukkeste vis. Vi har adopteret sportsfolk, der har opnået medaljer ved store stævner, vi har accepteret sportsfolk der er afsløret i at svindle med præstationsfremmende stoffer, vi har mangemillionærer der bor i Monaco eller England, eller på anden vis har fundet skattely, og multinationale selskaber der entten ikke betaler, og ellers betaler et symbolsk beløb. Og så råber nogle højt efter skattelettelser, fordi det kan få virksomhederne i gang igen.
Kære venner. Der er penge i narko, våben og børneporno, så hvis vi skal slå os op på at være et økonomisk forsvarligt grundlag er det jo ikke så svært at finde investéringsområder. For mig at se skal vi bare gå i gang med at investere for at vinde alle de penge tilbage vi synes vi har tabt. Og det er jo vores, som vi har fortjent. Det kan vi jo passende gøre ved at tvinge fattige mennesker til at bidrage til samfundet. Ellers vil vi bare ikke se dem.
Terrorisme er også en måde at nedgøre folk på - ikke bare en primitiv måde at slå ihjel på, og desuden er det jo nok ikke de døde der har ondt!
Hvorfor skal vi så kun græde for de amerikanske ofre.
lørdag, september 03, 2011
Når demokratiet styrer
Nu skal vi vel alle være stolte. Demokratiet har sejret, ja faktisk vundet. Ikke nok med at politikerne ikke længere tænker på deres vælgere men fokuserer på deres valg, nej demokratiet er folkevalgte politikeres spekulation over hvornår det er strategisk bedst at udskrive valg til folketinget - velsagtens, når vi ser det i den ånd - valg til alle ting.
Det synes bare så svært at juble når demokratiet viser sig i sin mest vederstyggelige form: at sælge sin egen vare ved at rose den uden modspil. Som de medicinsælgere der turnerede det amerikanske vesten rundt i 1800-tallet og solgte deres medicin, som virkede mod alskens sygdomme, eller som alternative læger der blot henviser til at deres kur ikke er godkendt af den etablerede lægestand, fordi den er bedre!
Lad os kaste et blik på den økonomiske teori der hersker i hele den vestlige verden. Den er udsprunget af 1700-tallets fritænkeres tanker om økonomisk vækst. I nyere tid findes måske nok to retninger, nemlig den der tager udgangspunkt i at staten skal styre den økonomiske politik (Keynes) eller at lade økonomien tage udgangspunkt i den private foretagsomhed (Friedman).
Mig bekendt findes der kun en teori der har færre valgmuligheder, nemlig religionen. I Danmark findes der kun en Gud, selv om det er tilladt at tilbede ham på flere måder (med begrænsninger som rammer de personer der er ligeså fanatiske som vi selv er). På det teologiske studium er der altså ikke mange valgmuligheder, men masser af chancer for at få psykiske sygdomme, fordi religionen er simpel i sin enkelthed: Gud er til og derfor gør han det han skal gøre.
Hvad økonomiske teorier angår kan de universitetsstuderende møde nogle få teorier på studiet, i bund og grund økonomiens efterspørgelsesside (Keynes), eller økonomiens udbudsside (Friedman). Mange politikere har i dag en teoretisk uddannelse på universitetsniveau, og dermed bliver simpel lommefilosofi kørt ud på et sidespor og store økonomiske teorier fremført som lov. På denne måde kan venstre- og højreorienterede politikere blive helt enige om, hvilke midler der skal til for at redde samfundet, nemlig de økonomiske midler, der i forvejen er godkendte. Men manden på gulvet bliver ikke hørt, i stedet kobles alle teorier der bygger på erfaring af, så de akademiske teorier kan stå som eneste løsning.
Når jeg ser dagens valgkamp er jeg skuffet. Politikere til begge sider vil bruge afprøvede økonomiske midler til at rette op på samfundet og økonomien, men det er ikke rigtigt, det drejer sig kun om økonomien og ikke om de borgere der lever i samfundet.
Serlvfølgelig kan det være svært at skabe en ny økonomisk teori, en ide om samfundsændring på basis af lokalt sammenhold eller et fælles mål. At den herskende økonomiske teori gør danskerne og alle andre afhængige af valutakurser, aktiekurser eller andre pengerelaterede kurser (lønninger mm.) taler vi ikke om, det konstaterer vi blot og prøver som lægen at behandle frem for at forebygge.
Et eller andet sted opfører vi os jo på samme måde som de traditionelle politikere. Vi kan ikke have taget fejl, altså skal vi bare rette lidt op på de ting vi har gjort (ikke fejl - men forkert på et forkert tidspunkt).
Vi skal huske på at den snak der er nu om bedre uddannelse svarer til diskussionen i senmiddelalder og renaissance. Mennesker der fulgte grundforløb på uddannelsesinstitutionerne (universiteter og klosterskole) var vigtige for både kirken og for staten, derfor blev uddannelser belønnet, ikke blot med gode lønninger men også med prestige. Men allerede dengang var teorier om økonomi, natur, religion og sprog bundet af en konservatisme uden grænser. Fordi lærerne var bundet af deres egen viden. Og dermed var deres elever også bundet af den viden.
At eleverne gjorde hvad de blev bedt om er ikke noget nyt - en god karakter afhang af at man føjede læreren, og læreren gav en god karakter til den elev der støttede læreren i hans opfattelse. Nytænkning har der ikke været meget af. Der var en periode i senmiddelalderen hvor man støttede uddannelsen af børn fra dårlige kår. Det skete på den måde, at fattige børn blev promoveret af klostrene og hvis de havde talent for at bringe folk under kristendommens fane, så ville de få de bedste stillinger i kirken.
I Danmark har vi jo tradition for at mennesker med kendte efternavne har lettere ved at træde ind på den politiske scene, det er der måske ikke noget galt i, men at vælgerne stemmer på opstillede politikere blot på grund af deres afstamning/efternavn er ikke specielt demokratisk. Lad mig give nogle eksempler:
Det socialdemokratiske parti har avlet så mange politikere, at det efterhånden er længe siden at de har haft noget med samfundet at gøre: Auken og Hækkerup er typiske navne, Hos venstre lyser navne som Ellemann og Kofoed op, og også de radikale og SF har opstillet nyere generationer af afkommet. Som med læger, lærere og præster har vi altså fastholdt at børn skal følge deres forældre, ikke følge deres evner.
Da jeg var barn fandtes der også en samfundsdeling. Præster, læger og andre akademikere var pr. definition bedre end andre. Man havde respekt og søgte deres råd (ligegyldigt om de ikke virkede), lærerne var også respektable og man hilste, lettede på hatten og respekterede at ens børn fik eftersidning. Principielt var der altså nogle mennesker man så op til, mens dem man var ligestillet med var direkte konkurrenter og derfor potentielle modstandere. Samfundets bedsteborgere var altså privilegerede og kunne selv definere hvad samfundssind var. Når politikere derfor fortæller alle andre at de skal passe deres opgaver i samfundet, vente med at gå på pension, vise samfundssind og så videre, er det altså blot et udtryk for politikernes selvforherligelse: vi er sikrede og derfor må alle andre blot følge spillereglerne.
Men nu sidder vi her og forsøger at definere demokrati med henblik på at vælge et nyt folketing. Demokrati, hvor der er to fløje, som i engelsk og amerikansk politik, demokrati, hvor det kan være svært at se forskel på hvad politikerne egentlig vil, ja, demokrati der vel egentlig udelukkende er demokrati fordi det er gentaget ofte nok, at det er demokrati. På samme måde som mantraet i den siddende regering er "ansvarlig politik". Vorherrebevares, jeg er selv opdraget til at tage ansvar for mine handlinger, og nogle af dem har absolut ikke været heldige, jeg har bare taget ansvaret fordi jeg var opdraget til det. Men ordene "ansvarlig politik" har genlydt i den politiske debat gennem de seneste år som et mantra, og en masse mennesker uden politisk tæft og forståelse (lidt dobbeltkonfekt fra min side) falder for myndighedens stemme (At tænke sig at myndigheden ikke længere er lægen, læreren eller præsten -men af alle: Politikeren: den person der er for lille til at blive noget stort, men stor nok til at blive noget småt - og på den måde påtage sig et ansvar).
Ikke fordi jeg tror alle politikere er født med trangen til at blive noget som andre mennesker skal værdsætte, men jeg ser en masse mennesker, der åndsmæssigt er lisså fattige som mig når det gælder forståelsen for andre mennesker. Og jeg vælger så at tro på det gode i de mennesker der ikke føler og siger som jeg, mens andre indfører regler der forbyder folk at tænke anderledes. Det gjaldt i min opvækst i Indre Mission Samfundet, der vidste hvordan verden skulle være indrettet, og det gælder i dag Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, ja sågar Liberal Alliance, der uden blusel fortæller os hvordan vi blot er kvæg i det store fællesskab der hedder et pengecirkus.
Bare fordi vi har det bedre end de mennesker der sulter i Biafra har vi ingen grund til at ændre på verdensordenen.
Måske dør de af sult i Biafra, men det er ikke vores problem, vores problem er om vi kan tjene penge nok.
Og måske også om vi kan bilde dem ind i Biafra at de skal indføre en økonomisk orden som den vi har i vesten. Så har vi måske noget at leve af de næste mange år, når vi kan tjene penge på dem. Så er det bare noget skidt at kineserne har lært så meget at vi hænger på deres økonomi, som vi var bundet af tyskernes og japanernes efter 2. verdenskrig.
Skal vi stadig tro på en økonomisk teori der faktisk har spillet fallit? Eller skal vi satse på at der findes alternative økonomiskle teorier, som bare ikke er opfundet endnu?
Det synes bare så svært at juble når demokratiet viser sig i sin mest vederstyggelige form: at sælge sin egen vare ved at rose den uden modspil. Som de medicinsælgere der turnerede det amerikanske vesten rundt i 1800-tallet og solgte deres medicin, som virkede mod alskens sygdomme, eller som alternative læger der blot henviser til at deres kur ikke er godkendt af den etablerede lægestand, fordi den er bedre!
Lad os kaste et blik på den økonomiske teori der hersker i hele den vestlige verden. Den er udsprunget af 1700-tallets fritænkeres tanker om økonomisk vækst. I nyere tid findes måske nok to retninger, nemlig den der tager udgangspunkt i at staten skal styre den økonomiske politik (Keynes) eller at lade økonomien tage udgangspunkt i den private foretagsomhed (Friedman).
Mig bekendt findes der kun en teori der har færre valgmuligheder, nemlig religionen. I Danmark findes der kun en Gud, selv om det er tilladt at tilbede ham på flere måder (med begrænsninger som rammer de personer der er ligeså fanatiske som vi selv er). På det teologiske studium er der altså ikke mange valgmuligheder, men masser af chancer for at få psykiske sygdomme, fordi religionen er simpel i sin enkelthed: Gud er til og derfor gør han det han skal gøre.
Hvad økonomiske teorier angår kan de universitetsstuderende møde nogle få teorier på studiet, i bund og grund økonomiens efterspørgelsesside (Keynes), eller økonomiens udbudsside (Friedman). Mange politikere har i dag en teoretisk uddannelse på universitetsniveau, og dermed bliver simpel lommefilosofi kørt ud på et sidespor og store økonomiske teorier fremført som lov. På denne måde kan venstre- og højreorienterede politikere blive helt enige om, hvilke midler der skal til for at redde samfundet, nemlig de økonomiske midler, der i forvejen er godkendte. Men manden på gulvet bliver ikke hørt, i stedet kobles alle teorier der bygger på erfaring af, så de akademiske teorier kan stå som eneste løsning.
Når jeg ser dagens valgkamp er jeg skuffet. Politikere til begge sider vil bruge afprøvede økonomiske midler til at rette op på samfundet og økonomien, men det er ikke rigtigt, det drejer sig kun om økonomien og ikke om de borgere der lever i samfundet.
Serlvfølgelig kan det være svært at skabe en ny økonomisk teori, en ide om samfundsændring på basis af lokalt sammenhold eller et fælles mål. At den herskende økonomiske teori gør danskerne og alle andre afhængige af valutakurser, aktiekurser eller andre pengerelaterede kurser (lønninger mm.) taler vi ikke om, det konstaterer vi blot og prøver som lægen at behandle frem for at forebygge.
Et eller andet sted opfører vi os jo på samme måde som de traditionelle politikere. Vi kan ikke have taget fejl, altså skal vi bare rette lidt op på de ting vi har gjort (ikke fejl - men forkert på et forkert tidspunkt).
Vi skal huske på at den snak der er nu om bedre uddannelse svarer til diskussionen i senmiddelalder og renaissance. Mennesker der fulgte grundforløb på uddannelsesinstitutionerne (universiteter og klosterskole) var vigtige for både kirken og for staten, derfor blev uddannelser belønnet, ikke blot med gode lønninger men også med prestige. Men allerede dengang var teorier om økonomi, natur, religion og sprog bundet af en konservatisme uden grænser. Fordi lærerne var bundet af deres egen viden. Og dermed var deres elever også bundet af den viden.
At eleverne gjorde hvad de blev bedt om er ikke noget nyt - en god karakter afhang af at man føjede læreren, og læreren gav en god karakter til den elev der støttede læreren i hans opfattelse. Nytænkning har der ikke været meget af. Der var en periode i senmiddelalderen hvor man støttede uddannelsen af børn fra dårlige kår. Det skete på den måde, at fattige børn blev promoveret af klostrene og hvis de havde talent for at bringe folk under kristendommens fane, så ville de få de bedste stillinger i kirken.
I Danmark har vi jo tradition for at mennesker med kendte efternavne har lettere ved at træde ind på den politiske scene, det er der måske ikke noget galt i, men at vælgerne stemmer på opstillede politikere blot på grund af deres afstamning/efternavn er ikke specielt demokratisk. Lad mig give nogle eksempler:
Det socialdemokratiske parti har avlet så mange politikere, at det efterhånden er længe siden at de har haft noget med samfundet at gøre: Auken og Hækkerup er typiske navne, Hos venstre lyser navne som Ellemann og Kofoed op, og også de radikale og SF har opstillet nyere generationer af afkommet. Som med læger, lærere og præster har vi altså fastholdt at børn skal følge deres forældre, ikke følge deres evner.
Da jeg var barn fandtes der også en samfundsdeling. Præster, læger og andre akademikere var pr. definition bedre end andre. Man havde respekt og søgte deres råd (ligegyldigt om de ikke virkede), lærerne var også respektable og man hilste, lettede på hatten og respekterede at ens børn fik eftersidning. Principielt var der altså nogle mennesker man så op til, mens dem man var ligestillet med var direkte konkurrenter og derfor potentielle modstandere. Samfundets bedsteborgere var altså privilegerede og kunne selv definere hvad samfundssind var. Når politikere derfor fortæller alle andre at de skal passe deres opgaver i samfundet, vente med at gå på pension, vise samfundssind og så videre, er det altså blot et udtryk for politikernes selvforherligelse: vi er sikrede og derfor må alle andre blot følge spillereglerne.
Men nu sidder vi her og forsøger at definere demokrati med henblik på at vælge et nyt folketing. Demokrati, hvor der er to fløje, som i engelsk og amerikansk politik, demokrati, hvor det kan være svært at se forskel på hvad politikerne egentlig vil, ja, demokrati der vel egentlig udelukkende er demokrati fordi det er gentaget ofte nok, at det er demokrati. På samme måde som mantraet i den siddende regering er "ansvarlig politik". Vorherrebevares, jeg er selv opdraget til at tage ansvar for mine handlinger, og nogle af dem har absolut ikke været heldige, jeg har bare taget ansvaret fordi jeg var opdraget til det. Men ordene "ansvarlig politik" har genlydt i den politiske debat gennem de seneste år som et mantra, og en masse mennesker uden politisk tæft og forståelse (lidt dobbeltkonfekt fra min side) falder for myndighedens stemme (At tænke sig at myndigheden ikke længere er lægen, læreren eller præsten -men af alle: Politikeren: den person der er for lille til at blive noget stort, men stor nok til at blive noget småt - og på den måde påtage sig et ansvar).
Ikke fordi jeg tror alle politikere er født med trangen til at blive noget som andre mennesker skal værdsætte, men jeg ser en masse mennesker, der åndsmæssigt er lisså fattige som mig når det gælder forståelsen for andre mennesker. Og jeg vælger så at tro på det gode i de mennesker der ikke føler og siger som jeg, mens andre indfører regler der forbyder folk at tænke anderledes. Det gjaldt i min opvækst i Indre Mission Samfundet, der vidste hvordan verden skulle være indrettet, og det gælder i dag Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, ja sågar Liberal Alliance, der uden blusel fortæller os hvordan vi blot er kvæg i det store fællesskab der hedder et pengecirkus.
Bare fordi vi har det bedre end de mennesker der sulter i Biafra har vi ingen grund til at ændre på verdensordenen.
Måske dør de af sult i Biafra, men det er ikke vores problem, vores problem er om vi kan tjene penge nok.
Og måske også om vi kan bilde dem ind i Biafra at de skal indføre en økonomisk orden som den vi har i vesten. Så har vi måske noget at leve af de næste mange år, når vi kan tjene penge på dem. Så er det bare noget skidt at kineserne har lært så meget at vi hænger på deres økonomi, som vi var bundet af tyskernes og japanernes efter 2. verdenskrig.
Skal vi stadig tro på en økonomisk teori der faktisk har spillet fallit? Eller skal vi satse på at der findes alternative økonomiskle teorier, som bare ikke er opfundet endnu?
Abonner på:
Opslag (Atom)