tirsdag, maj 24, 2011

Opinionsundersøgelser

Jeg har normalt intet imod at blive spurgt om min holdning til politik, priserne i supermarkedet og kvaliteten på fødevarer. Men i dag kom så det ultimative spørgeskema om privathospitaler!
Sådan set var det jo meget enkelt, syns du det er en god ting at du kan blive behandlet på privathospitaler, men alle spørgsmål var pakket ind  med gavepapir. "Undersøgelser viser at ..." og efter at få at vide hvad undersøgelser har vist bliver du så spurgt hvad du synes. Klamt
Nu er jeg i bund og grund et ærligt menneske (ikke alle er enige) så jeg svarer venligt og imødekommende på spørgsmålene inden jeg fyrer min kritik af i sidste svarrubrik (kommentarer). Og jeg fortæller selvfølgelig at spørgsmål som: "Ville du ønske at få behandling så hurtigt som muligt enten på et privathospital eller et offentligt" ikke er spørgsmål men statements. Hvis jeg er syg ønsker jeg at blive rask, sværere er det vel ikke. Hvis jeg er meget syg ønsker jeg de bedste læger, og det kan jeg heller ikke se noget dårligt i, men efter at have boet på Samsø i et par årtier har jeg fundet ud af, at det at blive behandlet af læger har langt større perspektiver. Lønnen for lægerne er ikke specielt god, men det har vel noget med prestige at gøre, da læger kan købe ejendomme svarende til strandvejsvillaer for et par mio på Samsø, men nok har svært ved at komme til fest hos "spidsen", på Samsø er der ikke så mange, selv om både borgmester og godsejer kalder sig "landmand" på offentlige møder.
Lægerne vil altså bo i de store byer og betale høje huslejer, og kræver derfor også høje lønninger og lave skatter, mens jeg og alle andre på landet gerne vil have en god læge. Ikke fordi jeg mener at alle landsbylæger i dag er umulige, men der er store problemer med lægehusene på landet. Og igen: ikke fordi der ikke var det da jeg var ung, da måtte vi også køre 10 km for at søge læge (skadestue fandtes ikke på landet). Og vi kræver ikke lave skatter eller høje lønninger, vi ønsker bare et samfund der viser hensyn til dem der ikke kan betale sig til særpleje.
Jeg kunne kommentere regeringens brug af skattestop, forholdet til vælgerne og interessen for at akkumulere kapital hos de rigeste med henvisning til at øge omsætning og forbedre statens finanser. Men kort sagt: Alt om mangel på arbejdskraft og dårlig statsøkonomi er vrøvl. Hvis regeringens formål er at syge mennesker skal dø, kan den jo lisså godt sige det!
Men tilbage til spørgeskemaer. Jeg husker et hvor jeg blev spurgt om jeg kunne genkende et eller flere mærker appelsinjuice og saft. Derefter blev jeg spurgt for hver enkelt hvad jeg kunne lide eller ikke lide, for til sidst at blive spurgt om jeg ville købe varen eller anbefale den. Anbefale den til hvad? Hårvask? Svært at svare på, men på spørgsmålet om jeg ville købe den havde jeg et let svar: nej. De firmaer der har råd til at betale for reklamer må få deres indtægter fra kunderne. Og: ja indirekte må det jo tyde på at jeg køber discountvarer. Jeg køber faktisk mange discountvarer og det skyldes ikke mindst at billige varer sjældent er fyldt med dyre duftstoffer eller andre dyre tilsætningsstoffer ejheller dyrt fremstillede kunstige midler. Det skyldes for en stor del at alle tilsætningsstoffer skal oplyses på varen, undtagen når vi taler duftstoffer (og indrømmet: ofte smagsstoffer).
På spørgsmålet om sygehusvalg jeg modtog i dag var de oplysninger som opinionsinstituttet skulle bruge som basis: Hvilket køn er du?
Der var intet om husstandsindkomst, om husstand (den familie man gerne vil vise hensyn til) eller hvilken del af husstandsindkomsten svareren stod for. Der var faktisk intet om ansvar om indkomst eller hvorfra man forventede at få en privatsygehusbehandligsforsikring. Der var kun spørgsmål om man ønskede at blive behandlet når man var syg - ikke engang om man ønskede at stille op i en kø, den ar jo afskaffet af vores demokratisk valgte demokrati. Tillykke.
Og så vil jeg slutte dette opkast med en historie om en kø i (lad os bare kalde det) Netto. Jeg skulle blot have 3 varer og tænkte at lørdag ved middagstid nok var smart (om ikke andet fordi jeg kunne få kørelejlighed og spare de 2 km gang) - men da jeg havde fundet varerne var der en lang kø op til den eneste åbne kasse. Køen bevægede sig ikke, blev blot længere og længere. Den unge mand ved kassen tilkaldte den eneste anden unge mand der var til stede for at han skulle åbne den anden kasse. Desværre var årsagen at et kreditkort havde lammet hele systemet. Altså måtte den anden unge mand vente på en servicemedarbejder fra Kortservice. Den tilbageværende unge mand blev mere og mere rød i hovedet, han kunne ikke gøre noget, havde vel heller ikke lært at tage en beslutning, derfor skete der intet. Alligevel havde nogle af dem der stod bagest i køen håbefuldt indtaget den anden kasse, hvortil der ideligt blev indkaldt ekstra hjælp. Efter ca 10 min blev det som ønsket: Når kassen var brudt sammen ville det være oplagt at flytte kundebetjeningen til en kasse hvor kasseapperatet kunne fungere. Således lukkede den kasse vi havde stået i kø ved i 10 min. Og alle dem der havde lettere ved at ankomme til den nyåbnede kasse stod i løbet af mindre end få sekunder i kø. Mens vi der havde stået længe ved den ikke fungerende kasse skulle bagom for at komme ind i køen forfra.
Lige foran mig stod en dame som havde fortalt mig at hun skulle nå en bus om ti minutter (da jeg gav hende min plads i køen), Da den nye kasse blev åbnet var der kun et par minutter til bussen kørte, og jeg foreslog hende at hun bare skulle nævne at hun skulle nå en bus. Hun smilede og sagde at hun jo nok kunne gå hjem hvis ikke hun nåede bussen (derfor tror jeg hun var pensionist), og selvfølgelig var der masser af mennesker der vadede ind foran hende - de må jo alle have haft travlt med at nå deres biler (som ikke kunne få parkeringsbøder). Den eneste famile jeg forstod kunne have et problem var sådan set faderen og moderen til de to unge børn der var blevet trætte af at kigge på de varer der var i butikken, de ville gerne ud og hjem og væk fra butikken. Men forældrene forsøgte at fortælle børnene at der også var andre der gerne ville hjem.
Men opinionsundersøgelserne viser altså kun hvad vi svarer på, ikke hvad vi mener!
Og nu får vi snart et valg hvor vi skal give udtryk for hvad vi gerne vil, eller måske snarere (hvis det står til politikerne) hvilke fordele vi gerne vil have.
Og inden november skal demokratiet igen bevise hvor tåbeligt det er (efterløn eller skattelettelser) som om danskerne kan blive enige om deres fremtid. Nej nutiden og indtægterne er det eneste der tæller.
Så hvis vi ser på de gamle demokratiske regler ved vi at det kun var mænd, med en god indkomst og uden gæld der fik stemmeret. Kvinder, arbejdsløse og folk uden indkomst! havde intet at skulle have sagt.
I dag er det gode ved opinionsundersøgelser at folk uden mobiltelefon, i-phone og lignende ikke har nogen indflydelse hverken på opinionsundersøgelser eller skal komme med tåbelige udtalelser om, hvordan det var dengang de var unge.
Boligløse, flygtninge, asylansøgere, indvandrere og tilsvarende der er skrottet af systemet er altså de eneste der ikke kan påvirke demokratiet gennem opinionsundersøgelser eller ved at stemme til et folketingsvalg.
Hvad fanden rager det valg som der bliver snakket om hele tiden dem?
Vælg!