lørdag, september 03, 2011

Når demokratiet styrer

Nu skal vi vel alle være stolte. Demokratiet har sejret, ja faktisk vundet. Ikke nok med at politikerne ikke længere tænker på deres vælgere men fokuserer på deres valg, nej demokratiet er folkevalgte politikeres spekulation over hvornår det er strategisk bedst at udskrive valg til folketinget - velsagtens, når vi ser det i den ånd - valg til alle ting.
Det synes bare så svært at juble når demokratiet viser sig i sin mest vederstyggelige form: at sælge sin egen vare ved at rose den uden modspil. Som de medicinsælgere der turnerede det amerikanske vesten rundt i 1800-tallet og solgte deres medicin, som virkede mod alskens sygdomme, eller som alternative læger der blot henviser til at deres kur ikke er godkendt af den etablerede lægestand, fordi den er bedre!

Lad os kaste et blik på den økonomiske teori der hersker i hele den vestlige verden. Den er udsprunget af 1700-tallets fritænkeres tanker om økonomisk vækst. I nyere tid findes måske nok to retninger, nemlig den der tager udgangspunkt i at staten skal styre den økonomiske politik (Keynes) eller at lade økonomien tage udgangspunkt i den private foretagsomhed (Friedman).
Mig bekendt findes der kun en teori der har færre valgmuligheder, nemlig religionen. I Danmark findes der kun en Gud, selv om det er tilladt at tilbede ham på flere måder (med begrænsninger som rammer de personer der er ligeså fanatiske som vi selv er). På det teologiske studium er der altså ikke mange valgmuligheder, men masser af chancer for at få psykiske sygdomme, fordi religionen er simpel i sin enkelthed: Gud er til og derfor gør han det han skal gøre.
Hvad økonomiske teorier angår kan de universitetsstuderende møde nogle få teorier på studiet, i bund og grund økonomiens efterspørgelsesside  (Keynes), eller økonomiens udbudsside (Friedman). Mange politikere har i dag en teoretisk uddannelse på universitetsniveau, og dermed bliver simpel lommefilosofi kørt ud på et sidespor og store økonomiske teorier fremført som lov. På denne måde kan venstre- og højreorienterede politikere blive helt enige om, hvilke midler der skal til for at redde samfundet, nemlig de økonomiske midler, der i forvejen er godkendte. Men manden på gulvet bliver ikke hørt, i stedet kobles alle teorier der bygger på erfaring af, så de akademiske teorier kan stå som eneste løsning.
Når jeg ser dagens valgkamp er jeg skuffet. Politikere til begge sider vil bruge afprøvede økonomiske midler til at rette op på samfundet og økonomien, men det er ikke rigtigt, det drejer sig kun om økonomien og ikke om de borgere der lever i samfundet.
Serlvfølgelig kan det være svært at skabe en ny økonomisk teori, en ide om samfundsændring på basis af lokalt sammenhold eller et fælles mål. At den herskende økonomiske teori gør danskerne og alle andre afhængige af valutakurser, aktiekurser eller andre pengerelaterede kurser (lønninger mm.) taler vi ikke om, det konstaterer vi blot og prøver som lægen at behandle frem for at forebygge.
Et eller andet sted opfører vi os jo på samme måde som de traditionelle politikere. Vi kan ikke have taget fejl, altså skal vi bare rette lidt op på de ting vi har gjort (ikke fejl - men forkert på et forkert tidspunkt).
Vi skal huske på at den snak der er nu om bedre uddannelse svarer til diskussionen i senmiddelalder og renaissance. Mennesker der fulgte grundforløb på uddannelsesinstitutionerne (universiteter og klosterskole) var vigtige for både kirken og for staten, derfor blev uddannelser belønnet, ikke blot med gode lønninger men også med prestige. Men allerede dengang var teorier om økonomi, natur, religion og sprog bundet af en konservatisme uden grænser. Fordi lærerne var bundet af deres egen viden. Og dermed var deres elever også bundet af den viden.
At eleverne gjorde hvad de blev bedt om er ikke noget nyt - en god karakter afhang af at man føjede læreren, og læreren gav en god karakter til den elev der støttede læreren i hans opfattelse. Nytænkning har der ikke været meget af. Der var en periode i senmiddelalderen hvor man støttede uddannelsen af børn fra dårlige kår. Det skete på den måde, at fattige børn blev promoveret af klostrene og hvis de havde talent for at bringe folk under kristendommens fane, så ville de få de bedste stillinger i kirken.
I Danmark har vi jo tradition for at mennesker med kendte efternavne har lettere ved at træde ind på den politiske scene, det er der måske ikke noget galt i, men at vælgerne stemmer på opstillede politikere blot på grund af deres afstamning/efternavn er ikke specielt demokratisk. Lad mig give nogle eksempler:
Det socialdemokratiske parti har avlet så mange politikere, at det efterhånden er længe siden at de har haft noget med samfundet at gøre: Auken og Hækkerup er typiske navne, Hos venstre lyser navne som Ellemann og Kofoed op, og også de radikale og SF har opstillet nyere generationer af afkommet. Som med læger, lærere og præster har vi altså fastholdt at børn skal følge deres forældre, ikke følge deres evner.
Da jeg var barn fandtes der også en samfundsdeling. Præster, læger og andre akademikere var pr. definition bedre end andre. Man havde respekt og søgte deres råd (ligegyldigt om de ikke virkede), lærerne var også respektable og man hilste, lettede på hatten og respekterede at ens børn fik eftersidning. Principielt var der altså nogle mennesker man så op til, mens dem man var ligestillet med var direkte konkurrenter og derfor potentielle modstandere. Samfundets bedsteborgere var altså privilegerede og kunne selv definere hvad samfundssind var. Når politikere derfor fortæller alle andre at de skal passe deres opgaver i samfundet, vente med at gå på pension, vise samfundssind og så videre, er det altså blot et udtryk for politikernes selvforherligelse: vi er sikrede og derfor må alle andre blot følge spillereglerne.
Men nu sidder vi her og forsøger at definere demokrati med henblik på at vælge et nyt folketing. Demokrati, hvor der er to fløje, som i engelsk og amerikansk politik, demokrati, hvor det kan være svært at se forskel på hvad politikerne egentlig vil, ja, demokrati der vel egentlig udelukkende er demokrati fordi det er gentaget ofte nok, at det er demokrati. På samme måde som mantraet i den siddende regering er "ansvarlig politik". Vorherrebevares, jeg er selv opdraget til at tage ansvar for mine handlinger, og nogle af dem har absolut ikke været heldige, jeg har bare taget ansvaret fordi jeg var opdraget til det. Men ordene "ansvarlig politik" har genlydt i den politiske debat gennem de seneste år som et mantra, og en masse mennesker uden politisk tæft og forståelse (lidt dobbeltkonfekt fra min side) falder for myndighedens stemme (At tænke sig at myndigheden ikke længere er lægen, læreren eller præsten -men af alle: Politikeren: den person der er for lille til at blive noget stort, men stor nok til at blive noget småt - og på den måde påtage sig et ansvar).
Ikke fordi jeg tror alle politikere er født med trangen til at blive noget som andre mennesker skal værdsætte, men jeg ser en masse mennesker, der åndsmæssigt er lisså fattige som mig når det gælder forståelsen for andre mennesker. Og jeg vælger så at tro på det gode i de mennesker der ikke føler og siger som jeg, mens andre indfører regler der forbyder folk at tænke anderledes. Det gjaldt i min opvækst i Indre Mission Samfundet, der vidste hvordan verden skulle være indrettet, og det gælder i dag Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, ja sågar Liberal Alliance, der uden blusel fortæller os hvordan vi blot er kvæg i det store fællesskab der hedder et pengecirkus.
Bare fordi vi har det bedre end de mennesker der sulter i Biafra har vi ingen grund til at ændre på verdensordenen.
Måske dør de af sult i Biafra, men det er ikke vores problem, vores problem er om vi kan tjene penge nok.
Og måske også om vi kan bilde dem ind i Biafra at de skal indføre en økonomisk orden som den vi har i vesten. Så har vi måske noget at leve af de næste mange år, når vi kan tjene penge på dem. Så er det bare noget skidt at kineserne har lært så meget at vi hænger på deres økonomi, som vi var bundet af tyskernes og japanernes efter 2. verdenskrig.
Skal vi stadig tro på en økonomisk teori der faktisk har spillet fallit? Eller skal vi satse på at der findes alternative økonomiskle teorier, som bare ikke er opfundet endnu?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar