En dag i september

Så har det været den 11. september. Sikke en fest, næsten som kongeligt bryllup, barnedåb eller statsmandsbegravelse. To TV-stationer der næsten sendte det samme (ikke Anders Lund Madsen eller Mandrilaftalen) var ikke nok, selv nyhederne på de toneangivende kanaler genbrugte deres eget stof som nyheder.
I al vores sorg glemte vi alle de mennesker der faktisk havde fået deres opfattelse af demokrati ødelagt allerede 28 år før i det skrøbelige demokrati: Chile.
Her følger en beskrivelse fra wikipedia (vær kritisk hvor det er nødvendigt):
Den 11. september 1973, er datoen for kuppet i Chile, som blev foretaget af militæret efter tre år med Folkefronten ved magten.
En kort gennemgang af begivenheder fra dagen, hvor kuppet fandt sted: Allerede kl. 4:30 om morgenen besatte enheder fra flåden strategiske punkter (radiostationer, partikontorer, osv.) i havnebyerne Valparaíso og Concepcion. De første venstreorienterede anholdtes, og de som kategoriseredes farlige blev skudt. Kl. 7:30 ankom Salvador Allende til præsidentpaladset, Palacio de la Moneda. Højreorienterede radiostationer bragte ”Militærregeringens proklamation”, som bekendtgjorde præsidentens afskedigelse og at landet befandt sig i militær undtagelsestilstand. Kl. 9:00 blev venstreorienterede radiostationer lukket. Strategiske steder i hovedstaden blev angrebet af militæret, det drejede sig blandt andet om ministerierne og fagforeninger. Samtidig erklærede militæret at Palacio de la Moneda ville blive bombet, hvis ikke alle havde forladt bygningen inden kl. 11:00. Flere stadioner i Santiago omdannedes til internater for venstreorienterede. Kl. 10:30 afviste Allende endnu en gang tilbuddet fra militæret om at flygte til udlandet (flere år senere fandt man ud af at militæret ville have myrdet Allende selvom han havde taget imod tilbuddet). Bombarderingen af præsidentpaladset begyndte kl. 11.00, og bygningen blev indtaget af militæret tre timer senere. Kl. 16.00 blev liget af Allende båret ud af Palacio de la Moneda. Overlevne fra bygningen blev drevet ud, og de fleste henrettedes på stedet.
Jeg er ikke i stand til at sige om disse oplysninger er korrekte, lisså lidt som jeg kan verificere oplysningerne om den 11. september, der ramte amerikanerne de 28 år efter. Hvor mange mennesker der døde i Chile kan der stadig kun gisnes om, men jeg er skuffet over at vi skal have to TV-kanaler til at følge en mindehøjtidelighed for et angreb på en suveræn stat, samtidig med at man i den grad overser et folkemord, der ikke engang kan defineres som en borgerkrig - i et demokratisk land.
Skal vi sammen med konservative kræfter højtideligholde et angreb på amerikanske borgere i et demokratisk land - og samtidig totalt glemme et folkemord på demokratiske borgere, forårsaget af deres egen militærregering (af vesten betragtet som et nødvendigt onde, da Allende var "venstreorienteret"). Jeg husker stadig den tåbelige kvalifikation til VM i fodbold, hvor det russiske modstanderhold havde meldt afbud i protest mod det nye militærdiktatur. Russerene så selvfølgelig Allende som en kommunistisk bastion og støttede derfor den socialistiske regering. At militæret kunne udslette en demokratisk valgt regering uden at vesten gjorde noget var selvfølgelig vand på den russiske mølle (at vesten støttede regimer, der var interesserede i at læne sig op ad kapitalistiske interesser - fremfor kommunistiske), derfor protesterede det russiske fodboldlandshold mod den militære magtovertagelse af Chile ved at nægte at spille en kvalifikationskamp til VM i Tyskland i 1974, vel vidende at en tabt kamp (hvor points ville blive godskrevet modstanderne) ville betyde at Sovjetunionen ikke kunne kvalificere sig til VM i fodbold. Som en form for propaganda flyttede det chilenske militær alle de internerede fanger (fortrinsvis defineret som fjender af staten - i stort omfang venstreorieneterede (herunder også demokrater) kaldet kommunister) og stillede med et landshold og en dommer på det nationale stadion i Santiago de Chile. Hvorefter kampen blev fløjtet i gang og 11 spillere fra det chilenske landshold langsomt (muligvis modstæbende) spillede bolden op mod det tomme mål i modstandernes zone, for til slut at trille bolden ind i et tomt mål (hvor russerne skulle have været).
Nu var vi ikke ligefrem gode venner med russerne fra Sovjetunionen i de år. I 1962 var amerikanerne og russerne blevet uenige om adgangen til Cuba. Amerikanerne havde støttet den tidligere diktator, Batista, og var derfor ret uenige med Fidel Castro der overtog magten på et socialistisk grundlag. Amerikanerne havde stadig økonomiske interesser på Cuba og følte derfor at det var et angreb på deres personlige ejendom, da Cuba blev nationaliseret, modsat russerne der så Cuba som en fæstning og modpol mod det kapitalistiske Amerika så tæt ved det forhadte kapitalistiske kontinent, faktisk kunne russerne ikke helt tro på deres held, da mindre end et århundredes udnyttelse af det caraibiske land havde modnet en oprørsbevægelse som umiddelbart ville ønske hjælp fra en modstander af det kapitalistiske udnyttersamfund, som amerika og amerikanerne havde været - og Sovjetunionen stod der med det samme.
Som et resultat af Cuba-krisen lykkedes det den amerikanske regering med president John "Wayne" - undskyld John F. Kennedy i spidsen at forhindre russerene i at landsætte våben på Cuba, men ikke at forhindre økonomisk støtte fra den østeuropæiske stormagt.
Russerne havde fået smag for de små underkuede og udnyttede lande i Sydamerika og Vestindien. og de fulgte frihedskampene i de nordlige sydamerikanske stater med interesse, men så vidt jeg kan se afventende. Som allerede Cuba-krisen viste var Sovjetunionen ikke indrettet på at konkurrere med Amerika på bade rumkapløb, atomvåben og magtsfære. Det var da også en nærmest ligegyldig provokation at man ikke sendte sit landshold til en afgørende kvalifikation til VM i fodbold. Og at et (måske - sådan virkede det på mig) nølende fodboldlandshold gennemførte et absurd show (jeg tror faktisk ikke at de davørende regler for fodboldkampe tillod en afgørelse, hvor det ene hold ikke var mødt, men jeg må så også indrømme, at jeg tror faktisk ikke at et udeblivende hold måtte begrunde udeblivelsen med andet end at der ikke havde været mulighed for at møde. I Chile var det helt sikkert fordi landsholdet (eller regeringen) ikke ønskede at holdet mødte -måske også på grund af mangel på garanti for spiullernes sikkerhed.
Manden bag militærkuppet i Chile levede længe, handlede med amerika og blev i princippet aldrig retsforfulgt. Personerne bag angrebet på Twin Towers, Pentagon og "det fjerde fly" blev delvist lokaliseret og forfulgt, men aldrig juridisk, tværtimod indførte amerikanerne love som ophævede alle demokratiske rettigheder for mistænkte, som også andre lande der havde nær tilknytning til USA (herunder Danmark).
Som Chile brugte et fodboldstadion, brugte USA en base (af alle steder nær Cuba) til at varetægtsfængsle (isolere) mistænkte muslimer (lur mig om ikke russerne støtter dem) og tvinge dem til at indrømme deres tilknytning til terrormiljøet.
Herhjemme i Danmark er der især et parti der fastslår at demokrati afhænger af ytringsfriheden - det bifalder jeg, men man kan ikke samtidig tvinge mennesker med anden kulturel baggrund til at tænke dansk (jeg er selv vokset op i Vestjylland - og det har meget lidt med Århus, København og Aalborg eller Odense at gøre).
Ytringsfriheden er så det danske sværd mod terror. Smukt synes jeg, indtil jeg hører det samme parti indføre begrænsninger i vores frihed til at udtrykke os. Ytringsfriheden gælder nemlig kun for dem der er "ægte" danskere.
Nå men så overlever Danmark jo også på smukkeste vis. Vi har adopteret sportsfolk, der har opnået medaljer ved store stævner, vi har accepteret sportsfolk der er afsløret i at svindle med præstationsfremmende stoffer, vi har mangemillionærer der bor i Monaco eller England, eller på anden vis har fundet skattely, og multinationale selskaber der entten ikke betaler, og ellers betaler et symbolsk beløb. Og så råber nogle højt efter skattelettelser, fordi det kan få virksomhederne i gang igen.
Kære venner. Der er penge i narko, våben og børneporno, så hvis vi skal slå os op på at være et økonomisk forsvarligt grundlag er det jo ikke så svært at finde investéringsområder. For mig at se skal vi bare gå i gang med at investere for at vinde alle de penge tilbage vi synes vi har tabt.  Og det er jo vores, som vi har fortjent. Det kan vi jo passende gøre ved at tvinge fattige mennesker til at bidrage til samfundet. Ellers vil vi bare ikke se dem.
Terrorisme er også en måde at nedgøre folk på - ikke bare en primitiv måde at slå ihjel på, og desuden er det jo nok ikke de døde der har ondt!
Hvorfor skal vi så kun græde for de amerikanske ofre.