torsdag, august 04, 2011

Min udsigt

Jeg sidder her ved den flytbare og kigger ud af vinduet. Lette skyer, solskin ved aftentide og grønne træer samt en let brise der sniger sig ind ad det åbne vindue. Fra første sal er der et par meter ned og jeg må rejse mig og kigge ud af vinduet for at se det grønne græs der dækker jorden udenfor vinduet, det græs jeg netop har slået.
Såvidt jeg kan se er det kønt, når græsset netop er slået. Det lugter også af nyslået græs, men det bidrager vel alene til opfattelsen af nyslået græs som noget frisk, høagtigt.
Egentlig er det en form for æstetik. Friskklippet græs, en jævn og velfriseret græsplæne, en have der kan betragtes fra en position nær ved. I en ikke-æstetisk verden ville vi nemt kunne vælge cement eller asfalt i stedet for græs, men græs er mere rigtigt. Jeg vælger til hver en tid haven frem for fliserne eller asfalten. Men undres til gengæld over at folk betragter haven som natur, når det nu er kultur.
Jeg læste godt nok i en eller anden sammenhæng, at haver i dag skulle være vildtvoksende fremfor velfriserede, men fandt også ud af at det udelukkende var en modetrend, ikke et ønske. I den sammenhæng sætter jeg faktisk meget pris på haver der er opbygget efter principper (rokoko eller renaisance m.v.) - det er jo kultur, der har tøjlet natur. Men den såkaldt "vilde" have har jo også en charme, der vel ret beset beror på at den i første omgang er sat i system, for derefter at ændre sig efter planternes egen natur.
Hvis jeg skulle overføre dette princip til den menneskelige "verden" forekommer det mig at være mere vanskeligt at "dyrke" det samme princip. Jeg hylder tanken om at man "planter" et menneske ved at danne det (gennem uddannelse og opdragelse) for derefter at lade det "dyrkede" menneske stå på egne fødder og følge sit talent, men alene tanken om at et naturtalent allerede som teenager kan få ansvaret for andre, ofte anderledes tænkende mennesker, giver mig kuldegysninger. Vi ser det flere steder i samfundet, unge mennesker som udelukkende kender egne behov går ind i politik, bliver ledere for store virksomheder eller bliver professionelle sportsfolk.
I mange tilfælde vil disse mennesker gå glip af den oplevelse det er at forstå at andre mennesker ikke tænker på samme måde. At forstå andre mennesker er ikke nødvendigvis ensbetydende med at tænke som dem (a la Lars von Triers udtalelser om Hitler i Cannes). At forstå andre giver tværtimod grobund for at få et mere nuanceret syn på den omverden, mange betragter som noget givet, og derefter tage beslutninger der ikke bare er egoistiske.
Jeg vil blive lidt ved haven. Som sagt synes jeg nyslået græs er pænt, men en stor græsplæne er for ensformig. Et par bede med planter, enten i en sirlig orden eller mere tilfældigt placeret giver straks en anden opfattelse af græsset som en ramme omkring havebedene. Nogle af planterne klarer sig selv og bliver stående hvor de er sat, andre må krybe ud af skyggen fra højere eller mere tætløvede planter for at overleve, atter andre kæmper en ulige kamp for at vokse trods deres hurtige voksende naboer i bedene. og græsserne vokser også ind i bedene hvis ikke de bliver styret. Som med mennesker vokser nogle op og tager hurtigt lyset, mens andre forsøger at finde en vej ud af skyggen. Atter andre må kæmpe så meget for at overleve, at de aldrig får rigtig fodfæste.
Håbefulde unge politikere kan man sige har stået i drivhus, har fået næring, passe og pleje og de går ind i politik uden at kende meget til omverdenen de bliver plantet ud i. Sportsfolk lever på samme måde i et indskrænket rum skabt omkring den sportslige platform. De unge der tager en uddannelse på det økonomiske område pakkes ind i økonomiske teorier som bliver lov i deres øjne og derefter presses ned over andre mennesker af vore unge ledere. Endnu mere spild forekommer det mig at være, når jeg stifter bekendtskab med den ide der har bredt sig mere og mere: kendis-effekten. Før i tiden var de kendte forbilleder og idealer, siden blev andre mennesker kendte for at færdes i de samme kredse og opnåede derved en vis popularitet. Den nyeste trend er at blive kendt for at ville være kendt, noget der kan anses for at være endnu større spild end at blive politiker fordi man vil være politiker, eller verdemnsmester fordi man kan blive det.
I mellemtiden bliver alle hårdtarbejdene og utilpassede borgere hundset rundt med af en flok mennesker indenfor virksomheder, politik og noget så formålsløst som sport. Uden at vide noget om fremtiden gør politikerne sig kloge på hvad der bliver brug for mange år fremme i tiden, aktionærer og virksomhedsledelse har blot interesdse for at optimere økonomien, på samme måde vil spotsfolk og kendte mennesker belønnes for ikke at lave noget som helst. Til gengæld skal almindelige mennesker, der ikke udskiller sig fra mængden straffes med nedslidning, mere arbejde, mindre løn og længere tid på arbejdsmarkedet. Det eneste de får til gengæld er hvad allerede den romerske magtelite fandt ud af at trælbinde folket med: brød og cirkus
Måske kan jeg slutte haveallegorien med at nævne at nogle planter er smukke, andre er æstetiske i deres udtryk, mens andre igen gør opmærksom på sig selv i kraft er deres mængde. I alle tilfælde er det dog ikke planternes fortjeneste, men fordi vi definerer dem som sådan. Hvis vi betragter planterne som noget ophøjet må vi huske på at havens arbejdsmand, som konstant skal holdes nede er den omkransende græsplæne. Men selv græsplænen skal passes, ellers vil mosser og andre arter blande sig.
Så husk nu at sætte pris på det enkle.Det smukke kan kun være smukt når rammerne er der.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar