Eksistens

Jeg eksisterer fordi jeg er til - det var vel det renæssancens tænkere gav udtryk for, og det var vel også det der var deres tro på fremtiden. Man skulle så tro at denne tanke på en måde havde sat sig fast i hovedet på alverdens ledere og lovgivere, men nej, tværtimod.
I den såkaldt vestlige verden lever vi for at være til, eller rettere for at være universets midtpunkt, på den måde kan vi lave nogle spilleregler for at være til som vi kan pådutte andre - tilpasningsvanskelige. I den sidste ende er vores regler her i vesten at vi skal tilpasse os den gældende orden for at eksistere og være til.
Gennem de seneste årtier (med min alder føles det som siden 60'erne, men der var også noget med 30'erne og 40'erne) har vi med mellemrum manglet arbejdskraft her i landet - i de fleste tilfælde fordi der skulle laves noget arbejde der enten var farligt eller som fagforeninger eller andre ikke kunne acceptere som job
Hvorfor så diskutere det kan man sige, men det er netop det vi ikke gjorde. Faktisk mindes jeg ikke engang at jeg diskuterede dengang. Jeg lyttede til dem der ikke var modsat af mig, nemlig repræsentanter for venstrefløjen. Og det gav nogle meget positive oplevelser, men også en masse traumer, fordi jeg jo ikke var som samfundet ønskede mig, hverken det herskende eller den intellektuelle elite jeg mødte. Jeg har altid været lidt modsat og derfor ønsket ikke at skilte med det. På den måde har jeg lært at lade være med at sige noget når jeg ikke var enig i en debat - i stedet er det blevet til små pjevsede indlæg, når jeg kunne fange andre mennesker på det forkerte ben og støbe kuglerne for at give dem en måde at markere sig på.
Måske er det derfor jeg pludselig står i et alvorligt dilemma: Gennem hele mit liv har jeg udelukkende mødt indvandrere (også politiske flygtninge fra alle verdensdele) som var positive overfor mit land og mig. Men mit land fortæller mig konstant at det er mig der er naiv fordi de flygtninge og indvandrere der kommer hertil kun er ude på at udnytte samfundet.
Selvfølgelig er de det, men hvorfor skal det gå ud over os alle.
Aktionærer. politikere, forretningsfolk, bestyrelsesmedlemmer i store virksomheder er alle ude på at udnytte samfundet, selv de forældre vi har forkælet ved at sige at de skulle have del i det de selv har optjent vil udnytte det. Fra min synsvinkel vil den ene forælder give mig min arv selv om jeg ikke ønsker den, jeg vil hellere være samfundsborger. Den anden forælder ønsker at bevare et faldefærdigt hus som samlingssted for sine børn, selv om næsten alle hans børn har vist ham ryggen.
Jeg undres fordi jeg gerne ville være med til at føre hans drøm videre, men drømmen er jo blot en drøm, og hvordan skal man føre noget videre der ikke er virkeligt?
Jeg har valgt at pålægge mine forældre de udgifter jeg har som er uundgåelige: mobiltelefon (så de kan få fat i mig) og a-kasse (så jeg kan komme i gang igen, hvis nogen overhovedet gider svare på mine ansøgninger). Jeg spiser sammen med dem, hjælper med at lave mad og hjælper med de ting som de har svært ved, såfremt de ønsker det! Men jeg har ingen indtægter, heller ikke sociale tilskud.
Principielt er jeg boligløs, også kaldet subsistensløs, selv om ordet har fået en anden betydning. Men hvis jeg er boligløs er jeg ikke længere medlem af samfundet og det gælder for mange her i landet. Der er bare det at der er en forskel. Hvis du har mistet dit økonomiske grundlag bliver du behandlet som subsistensløs (en person der ikke har det fornødne til livets ophold.), og for at undgå at stakler der ikke kan fungere i vores samfund skal belaste samfundet økonomisk har lovgivningen indført regler der forhindrer dem i at hæve "gratis" penge. Samtidig bliver de samme mennesker udråbt som "nassere" på samfundet, trods det at de i de fleste tilfælde bare ikke falder til i de forventninger som samfundet har til dem.
Og så sker der jo det at man gennem en årrække får at vide, at man ikke udfylder nogen rolle i samfundet, tværtimod er man blot i vejen og koster samfundet penge. Landevejens riddere har i princippet valgt at opgive. Gøglere og krejlere har valgt at følge reglerne til et vist punkt, men overleve på trods, men en stor del af de mennesker der gennem uddannelse og opdragelse har lært at de skal yde samfundet en tjeneste for det de modtager som hjælp, vælger efter kort tid at falde ud, læne sig tilbage og modtage minimal hjælp, blot for at overleve.Hvis det er vores fælles ønske at intelligente mennesker skal køres ud på et sidespor blot for at bevare troen på vores samfundsorden er det mogså værd at betale de mennesker der stiger af samfundet af ligegyldig hvilken grund. Så har vi dog i kraft af vores overlegenhed - som demokrater og tvangskristne - en fordel når vi modtager flygtninge. Nogle flygter på grund af angst for at blive slået ihjel, vi har efterhånden fundet ud af at det er et fåtal, da selv flygtninge skal kunne betale for at blive hjulpet (og det var der jo ikke nogen af dem der flygtede til England, USA eller Sverige der gjorde?).
Men kommer flygtningene fra muslimske lande, hvor religionen - i sagens natur - bygger på en variant af kristendommen, så skal de med djævelens vold og magt blive mere danske end danskerne. At kræve en danskprøve eller indsigt i dansk historie svarer til minimum en HF-eksamen, og det er ikke engang alle etniske danskere der kan bestå den efter flere år, hvordan kan vi forlange af mennesker, der gerne vil leve i Danmark som danskere at de først skal opfylde nogle krav som er uforståelige for nogle af dem i kraft af deres natur? Selv danskerne er stort set delt i to, når vi stemmer til folketinget, til EU-parlamentet eller om motorveje for dens sags skyld.
Det er en demokratisk rettighed at tro på vores politikere, men at mistro dem er kun tilladt for etniske danskere forstår jeg. Men hvor står så alle dem der er flygtet til Danmark? Nogle er kommet af angst for vold eller krig i deres land, andre er kommet af angst for ikke at kunne overleve i deres land, mens andre igen er kommet fordi de tror at de har bedre muligheder for at tjene penge i vores land end i deres eget. Det er (teoretisk set) de sidste vi ikke ønsker.
Ser vi tilbage i historien var der sidst i 1800-tallet en masse overflødig arbejdskraft på landet. I 1787 ophævedes stavnsbåndet og dermed den bundne arbejdskraft, slaveri blev først ophævet i 1848, og dermed indførtes i princippet en lønning der kun kunne holde liv i arbejdskraften, trods det at de fleste slaveholdere kunne se en fordel i at holde deres slaver friske og sunde. Alligevel blev det dem der misbrugte systemet der blev udråbt til skurke.
Ikke fordi jeg tror på slaveri, men at være lønansat i et land hvor vi hele tiden får at vide, at vore fagforeninger og arbejdsmarkedets aftaler sikrer en fair ordning mellem arbejdskøber og arbejdssælger bliver problematisk, når staten vælger dommere til at afgøre en  sag, hvor en strejke rammer alle statsansatte i form af manglende lønninger. I øvrigt en parallel til verdens største økonomi (USA), der også måtte gribe ind trods uenighed i parlamentet.
Jeg vil godt væk fra slaveriet, ikke mindst fordi det er et skældsord på linje med antisemisme. At vi har folketingspolitikere der generelt ser skævt til eller bare ned på indvandrere og flygtninge med muslimsk tro kan stadig virke underligt på mig. Jeg har set Indre Mission og Jehovas Vidner nærmest slå folk ihjel, Kristendommen er så ,stor en del af vores kultur at "kristendomskundskab" står på skoleskemaet, og alligevel er der en mulighed for at bundgå at deltage i undervisningen (må indrømme at det var der i hvert fald for 35 år siden da jeg gik på gymnasiet). Det må jo betyde at man lovligt har betragtet religionskundskab som noget odiøst. For mig var det hvad skemaet sagde: læren om religion, både den jeg var født i og den andre havde. Hvordan man kan forhindre andre i at forstå den religion der er statens med udgangspunkt i religionsfrihed vil jeg aldrig helt forstå.
Men jeg vil aldrig helt forstå hvorfor vi afviser flygtninge der kommer til Danmark for at opnå et bedre liv. Stein Bagger ønskede at være noget, at leve et liv i sus og dus, og at have en smuk kone. Stein Bagger ønskede at leve drømmen om det frie initiativ helt ud, men han var pudsigt nok det vi kalder etnisk dansker.
Så er der indvandrerne der tror at de er kommet til mulighedernes land (på linje med landarbejderne der på grund af manglende arbejde  omkribg 1800-tallet flyttede hele familien til København. ofte i håbet om at deres børn kunne tjene penge til familien. I hvert fald indtil forældrene fandt arbejde (i mange tilfælde en fortolkning af tænkningen dengang - børn var lig med arbejdskraft i traditionel tænkning, og dermed blev de blot ført ind i et nyt samfundssystem.
Men vi bliver ved med at afvise mennesker der flytter til Danmark for at leve den ultimative drøm om rigdom og respekt, værdier der eksisterer både i kristendommen og islam. Selv venstrefløjen forsvarer de fattige mennesker, der blot ønsker at tjene penge, trods det at de ikke er interesseret i at være hverken sociale eller dele deres indkomst. Faktisk findes der flere politikere af anden etnisk herkomst end dansk indenfor de partier der traditionelt henvises til højrefløjen, - venstrefløjspartierne har jævnt hen kun medlemmer af folketinget der er opvokset her i landet.
Hvis vi absolut vil hade muslimer skal vi altså ikke hade dem på grund af deres religion, men fordi de er langt bedre til at udnytte det danske lovkompleks, og fordi de er villige til at knokle "røven ud af bukserne" for at tjene penge. De er jo sådan set klar over at de kan falde for et check fra skattevæsenet, men som de fleste aktieinvestorer ser de som en risiko, der er til at leve med. Bryder man loven 100 gange og bliver afsløret én gang, kan man jo dele regningen ud på alle de handler der er gået godt.
Og fortæl mig så lige at indfødte danskere tænker anderledes. Så vil jeg gerne møde sådan en særling.