De blå lejesvende

At tænke sig at et statsapparat tilføjet politikere efterretningstjenester og almindelige borgere i den grad fokuserer på røde lejesvende som de gjorde i 70'erne. Og så alligevel, der var god grund til det. Samfundet var i fuld gang med at fremmedgøre borgere, nok især ungdommen, der på det tidspunkt havde lært at være kritisk over for alt hvad det etablerede samfund sagde - eller i hvert fald den del af ungdommen der ikke allerede var fremmedgjort gennem opvæksten. Staten, samfundet, politikerne, den etablerede forretningsverden og den lille selvstændige erhvervsdrivende havde travlt med at pådutte egne idealer og egen tro på den regelbundne samfundsopbygning, der gjorde enhver til sin egen lykkes smed.
For en tvivlende ungdom, tvivlende på at det etablerede er den bedste af alle verdener, tvivlende på folk der klager over skattetryk og uventede udgifter, tvivlende på at et uddannelsessystem der fokuserer på liberalismen som det eneste modstykke til socialisme, for sådan en ungdom må det være spørgsmålet: Hvor meget skal der til for at opnå retfærdighed for de kuede? I det meste af den vestlige verden inklusive USA og flere sydamerikanske lande opstod bevægelser der ville bekæmpe det eksisterende samfundssystem, om nødvendigt med vold. Nogle lande tog den cubanske frihedsbevægelses tanker til sig og fortolkede dem, da det jo stort set ikke kunne lade sig gøre at komme ind eller ud af landet. Marx og Engels blev solgt i store oplag til glæde for de "kapitalistiske" forlag, faktisk opstod en række forlag i slipvinden på dette ungdomsoprør. Og for de forskellige grupperinger på det vi kan kalde venstrefløjen opstod mange ideer til at redde verden fra kapitalismen, som i mange sammenhænge blev ligestillet med liberalismen, dog ikke blandt højtuddannede, der bedre end alle andre forstod at skelne. Nogle af venstrefløjens grupperinger var egentlig stokkonservative. Ideen om en revolution, hvor folket skulle optage magten havde rødder delvis i syndikalismens ideer og delvis i de voldelige anarkisters (der fandtes også ikke-voldelige anarkister). I løbet af femten år bestod venstrefløjen af et utal af fraktioner, der kun var enige om en ting, nemlig at de socialistisk/kommunistiske grundideer skulle sejre over borgerskabets menneskefjendskhed.Til en vis grad var målet nok det samme: Et samfund der ligestiller alle borgere. Men så hørte enigheden op. Visse grupperinger ville simpelthen have "borgerdyrene" stillet op ad en mur og skyde dem. Andre ville bare overtage magten for at forbedre samfundet, mens atter andre brugte år på at diskutere hvilken metode der skulle bruges for at gøre samfundet ideelt. I mellemtiden blev den allerede nævnte cubanske revolution (med martyren "Che" Guevarea på plakater i mange unges værelser - som en anden jesusfigur eller katolsk helgen om man vil) et ideal. Andre anså Enver Hoxa's Albanien eller Tito's Jugoslavien som ideelle revolutionære eksempler. Kim il Sung i Korea, Mao i Kina og Pol Pot i "Demokratisk Campuchea" og Vietnam efter krigens afslutning i 1975 blev hver for sig forbilleder for de forskellige venstrefløjsgrupperinger. Også Lenin og Stalin blev hentet frem som fremragende venstrefløjstaktikere.
Uheldigvis passede den form for økonomi ikke de herskende klasser i de vestlige lande (her kan man skrive kapitalismen, samfundet eller udplyndrerne mm., bare nogle af de udtryk der blev brugt om det klassedelte samfund), der reagerede med nedarvede opdragelsesmetoder og forbød (gerne med velanskrevne straffe) unge at skele til alternative måder at styre et samfund.
Frustrerede unge valgte alt efter sindelag og muligheder mere eller mindre drastiske oprørsformer. Unge mennesker skjulte mod loven flygtninge fra især diktaturer, hvor socialister blev forfulgt, men også andre politiske flygtninge som palæstinensere. På baggrund af de forfærdelige beretninger de kom med valgte nogle at slå tilbage med de samme midler, eller i det mindste forsøge. Den spirende revolution herhjemme blev i løbet af få år kapitaliseret, og det gjorde den i de fleste lande. Såkaldte terrorister i Europa og Sydamerika især begik bankkup og tog gidsler. Målet var at skaffe retfærdighed, sekundært at skaffe penge til at føre krigen mod uretfærdighed og undertrykkelse videre, midlet blev vold, gidseltagninger, røverier og mord på fremstående personer.
Herhjemme opstod en mængde små grupper af venstreorienterede, hvoraf især en er gået ind i historien, ikke på grund af at de planlagde røverier minutiøst eller fordi de gav pengene til palæstinenserne, nej fordi de skød en politibetjent, der kom i vejen. Fra dag ét var dette et mord på en betjent, ikke en sag om en betjent der ikke havde fulgt reglementets henstillinger. Herefter skulle alle ressourcer sættes ind på at finde politimorderen.
Allerede inden ressourcerne skulle finde denne morder var både forsvar og politi i fuld gang med at aflure alle afskygninger af venstrefløjsmedlemmer og -tilhængere. Ulovlig aflytning, aflytning på uddannelsessteder, i lovlige politiske foreninger og andre steder var en del af indsatsen mod venstrefløjen. Opsyn med prominente venstrefløjsaktivister fandt sted og en vis paranoia bredte sig da osse hos de mere løst tilknyttede venstrefløjssympatisører. Selv i folketinget hvor Venstresocialisterne var valgt ind på demokratisk vis blev de folkevalgte fulgt nøje. Litterære forfattere som ikke afskrev venstrefløjen blev noteret i efterretningstjenesternes bøger, Studerende der rejste til østlandene i Europa blev noteret og i visse tilfælde rekrutteret til at melde ligesindede. Kontrol- og overvågningssamfundet var på højde med fjendens, hvis ideologi de skulle forhindre at komme til Danmark.
Samtidig med at venstrefløjen med sin fraktionering var ved at fjerne ethvert grundlag for at gennemføre bare noget der kunne minde om en revolution (som en bøvs i forhold til et vulkanudbrud) gik andre i samfundet forrest i kampen for at bevare de gode gamle dyder.
Loger dyrkede forskellige ulovlige aftaler medlemmer indbyrdes, karteller og trusts blev Dannet med henblik på at sikre overskud til alle, brancher gik sammen om at indføre fælles priser på deres varer og tjenesteydelser, ja sågar en gruppe af mennesker der end ikke bidrog til samfundet valgte den økonomiske model og indrettede sig i rockerborge og udøvede vold og kriminalitet mod borgere, der ikke kunne forsvare sig, fordi der kun var en lovgivning indenfor murene (gælder også for loger og karteller - selv om lovene måske ikke indebærer mord, men kun økonomisk ruin). Som det eneste plaster på såret holdt efterretningstjenesten øje med den nynazistiske bevægelse som modvægt mod overvågningen af venstrefløjen. Senere fulgte et forsøg på at fratage rockerne (noget af) deres magt, som førte til en våbenhvile. Set udefra virker det faktisk som om våbenhvilen faldt på et perfekt tidspunkt fordi opmærksomheden blev flyttet væk fra "motorcykelklubberne". Det er endda ikke usandsynligt at den spirende kriminalitet i indvandrermiljøerne fik konkurrenterne fra MC-klubberne til at lade et ord falde til politiet.
Og Folketinget overlader fortrøstningsfuldt til politiet at gøre hvad det er blevet pålagt. At holde øje med forbrydere og kriminelle (altsammen defineret i lovgivningen).
I Danmarks radio var engang ansat journalister hvis holdning var mere venstreorienteret end visse personer brød sig om, der var også ansat personer med en udpræget højreorienteret holdning (faktisk kan jeg ikke komme i tanker om en journalist eller anden medarbejder fra DR der er valgt ind i folketinget med udpræget venstreorienteret bggrund, mens jeg kan komme i tanker om mange med højreorienterede holdninger). En vis Erhard Jacobsen gjorde det til sin livsopgave at afsløre de "røde lejesvende" og gik i gang med et sandt korstog. Ledelsen i Danmarks Radio blev mange år senere nødt til at ændre kravene til journalisterne, således at det var i orden at dreje en historie positivt i retning af den eksisterende samfundsorden, men ikke at give udtryk for en uliberal samfundskritik. Ikke at det står nogle steder, men der hersker ingen tvivl om at de røde lejesvende efterhånden er udskiftet med de blå.
Og hvad har de blå så gjort?
Tja der var jo det med muren i Berlin. Den faldt efter 36 år og et antal myrdede i forbindelse med flugtforsøg. Så var der i forbindelse med kommunismens endeligt (som jo var årsagen til murens fald) det at man opfandt en ny fjende, som faktisk satte stor pris på det. Islam.
Vesten (min betegnelse for Europa, USA og tildels Sydamerika) støttede mange regimer, som kunne sikre indflydelse på for eksempel olie og andre vigtige handelsvarer. Skulle en af de støttede stater komme i krig stod vesten ved deres side og tjente formuer på at sælge våben. I fredstid nød de godt af indtægter fra landets naturlige ressourcer, og skulle det ske at landet kom ud for et oprør var vesten der straks for at få tilsvarende gode aftaler med oprørerne. Er der nogen der synes at genkende vestens spilleregler.
I Iran faldt shahen med den smukke og beundrede kone Farah Diba, og et islamisk præstestyre under ledelse af Ayatollah Khomeini kom til og dækkede kvinder til fordi de af natur var skamløse. Saadam Hussein fik gennem årtier støtte til sit regime, der med rette kunne kaldes diktatur, og hvor kurder med vesten billigelse blev forfulgt på linje med nazisternes forfølgelse af jøder og sigøjnere, indtil han troede sig sikker på vestens støtte og gik ind i en anden arabisk stat som fik støtte fra samme sted, nemlig vesten. Hussein var blevet et usikkerhedsmoment (han talte for højt), så hellere en mere stifærdig arabisk stat med en diktator der ikke var bedre end Hussein, bare mere tavs. Så faldt den diktator (hvilket han først blev da han skulle fældes) - og for nylig er en regent for Libyen pludselig efter at han i fyrre år har ledet sit land stort set uden indblanding fra vesten blevet offer for sin og sin families grådighed og (egentlig allermest) for en strøm af demokratibevægelser i de vestasiatiske, muslimske lande. Igen er vesten klar med opbakning til oprørerne, der er også gode oliepenge, og hvis befolkningen indfører demokratisk forfatning er der endnu flere penge at tjene på de lande der engang fodrede imperialistiske stater med penge som vel retteligt tilhørte befolkningen i landene.
Danmark var i forbindelse med krigen i Libyen udsat for en historisk beslutning vedrørende at drage i Krig. For første gang nogensinde var der et enigt folketing bag beslutningen om at føre krig mod Ghaddafi, dog skal det tilføjes at det var på et spinkelt FN-mandat der fordrede at indgreb mod landets ledelse kun måtte ske af hensyn til civilbefolkningen. Da det viste sig at civilbefolkningen overhovedet ikke havde noget ud af denne kamp om magt og ressourcer trak et parti (Enhedslisten) sin støtte tilbage. Men danskerne fik lov til at føre rigtig krig med (dyre) kampfly og langt fra landets grænser.
Både forsvaret (!) og regeringen i Danmark var lykkelige trods det at vores væsentligste våbenproduktion består af mindre elektroniske dele til moderne våben og rumraketter. Men vi havde jo øvet os. Først med en fredsbevarende mission under FN på Cypern, som et tyrkisk mindretal havde annekteret dele af, sidenhen som fredsbevarende soldat i eks-Jugoslavien efter at borgerkrigen var (delvist) afsluttet. senest som fredsbevarende styrke i et Afghanistan hvor folket trods "befrielsen" fra Taleban følte sig fanget som en lus mellem to negle.  Men med Libyen har vi fået lov til at føre en rigtig krig - og som sædvanlig er vore modstandere terrorister, så vi er i vores gode ret. Nå ja, sådan sagde tyskerne i øvrigt også om modstandsbevægelsen i Danmark, men det er jo noget helt andet ...
Og så lige til slut tilbage til de venstreorienterede modstands- og terroristbevægelser i Europa. Dem af dem der valgte at føre en krig med våben måtte vælge at føre en form for guerillakrig, idet det etablerede samfund allerede havde sat sig solidt på retten til at slå ned på alt uønsket, også at øge uretfærdigheden ved at øge forskellen mellem rig og fattig. Nu sker denne skelnen mellem os og dem igen. I samfundet er vi dem der betaler skat (men så lidt som muligt) og dem der betaler skat (fordi de ikke har råd til andet). Afstanden mellem rig og fattig øges dag for dag, men denne gang fostrer vi ikke terrorister, dels fordi vi jo har andre steder at føre vore krige, og dels fordi det er lykkedes at overbevise om at liberalisme og økonomi er de eneste betydelige ord i et samfund. At det så også primært var unge fra velstillede hjem der blev terrorister i Europa er der vel ikke mange der husker. de fattige unge havde for travlt med at skaffe sig et liv. de rige havde for travlt med at finde en mening (faktisk kom størstedelen af narkomanerne også fra velstillede familier oprindelig).
Så hvis du vil gøre noget for retfærdigheden og har lyst til at slå nogen ihjel, så gå i krig mod nogen du aldrig har mødt og som du bare ikke kan lide fordi de har en religion og du ikke har.