tirsdag, juli 05, 2011

Ballet og sprog

Danmark er alt for lille et sprogområde til en ballet, udtalte Kristen Poulsgaard (Fremskridstpartiet) engang. At Danmark er et lille sprogområde er forsåvidt også rigtigt, på linje med islandsk og norsk samt andre udkantssprog (lokale sprog blandt indianere, asiater og afrikanere), men et sprog er til stede så længe nogen taler det. Faktisk taler vi endda dialekter i det danske sprog, lande som Norge og Irland (til dels Belgien) har to officielle sprog, hvor vi har et sprog og en masse dialekter.
I mange år har den officielle politik været at vi alle skal lære at tale dansk så vi kan forstå hinanden i hele landet - med det resultat at sprogforskere har kunnet konstatere at lokale dialekter har levet en karrig tilværelse. Heldigvis er sproget rigt på dialekter, og mange dialekter findes endnu i form af dialektord, men endnu mere i sprogtonen som er forskellig fra landsdel til landsdel, de fleste af os kan kende forskel på sønderjysk, nordjysk, fynsk og bornholmsk og nikker vel også genkendende til lokale københavnske dialekter, som i virkeligheden mere er tonen i sproget end egentlige dialektord.
At bruge sproget er en "guds gave til mennesket" ikke på grund af myten om Babelstårnet, heller ikke fordi Gud har givet mennesket et sprog (I bibelen står der sådan set bare at han har taget det fra mennesket og splittet dem i sprogstammer), men simpelthen fordi sproget giver os en fantastisk mulighed for at fortælle noget meget kompliceret.
Eksempelvis er børn nogle år om at lære et sprog der er forståeligt af andre end de nærmeste omgivelser. "Min" eller "vil ha'" og en pegende fagte er begyndelsen til at lære sproget (jeg ved godt at undersøgelser viser at det er helt andre ord børn siger først, men jeg taler jo også om hvad de bruger først som begyndelsen på en tovejskommunikation), og derfra lærer barnet at sætte navneord og udsagnsord på at tilføje biord og tillægsord, sågar at beherske forskellige tider i udsagnet (fortid, nutid og fremtid endda i flere former). Sproget udvikler sig ikke med brugen, men med behovet, således er mange i besiddelse af et begrænset ordforråd, mest fordi de ikke har brug for flere ord, mens andre har et meget stort ordforråd. I det sidste tilfælde kan du teoretisk set kommuniukere med langt flere mennesker, mens mennesker med et lille ordforråd har det helt fint med at tale med sine nærmeste (på arbejde, i kliker eller andre grupperinger). Men så enkelt er det ikke. Ideen med at have et varieret sprog  eller et stort ordforråd er jo "spildte guds ord på ballelars" hvis den der skal modtage ordene ikke forstår dem, samtidig med at ganske få ord kan udtrykke temmelig meget brugt i den rette sammenhæng (PH-visen "nå" rinder mig lige i hu, men også sprogfejl som at bruge synes/syntes, hans/sin og ligge/lægge forkert, bliver forstået af de fleste modtagere trods grammatiske fejl fra den der siger det).
Sproget er derfor ikke bare det det skal være ifølge reglerne, sproget udvikler sig ud fra reglerne og bliver dermed tidstypisk. Som sproglig student, bibliotekar og historiker synes jeg faktisk at det er utrolig spændende at sprog på denne måde kan vise noget om den tid hvor det bliver talt (historisk), at det giver mulighed for at skrive bøger om ting der forlængst er skrevet om (kærlighed og mord som eksempler) samt at sproget suger til sig af vendinger som er umiddelbart forståelige af omgivelserne (slang og mediesprog). Som i middelalderen hvor vi i Danmark fik udenlandske håndværkere til Danmark (primært fra Nederlandene) hvilket har medført at de fleste hånsværkerudtryk er af nederlandsk afstamning (gerigt, Waterpas mm.) eller engelsk når vi kommer til andre fag fra senere år. At vi også har flirtet med det franske fremgår af kendte ord som mayonnaise, remoulade og miljø.
Omend mange tror at vi derfor har en alt for stor påvirkning af fremmedord eller udenlandske ord bør vi nok tælle vore ord op og veje dem mod de ord vi har givet andre sprog. Det fællesnordiske sprog vi dels kan genhøre i nynorsk og dels i islandsk ligger også til grund for dank sprog. I vikingetiden blev dansk (eller nordisk) vidt udbredt i Europa, både Frankrig, Italien, Tyskland indlemmede nordiske ord i deres sprog, men især England og Irland lærte af de danske vikingekolonier at bruge ord af nordisk afstamning. Lad os så ikke glemme, at man i Danmark talte "tysk til sin (jagt)hund), fransk til sine bekendte og dansk til sit tyende" for blot få hundrede år siden i det danske kongehus. I andre perioder har Danmark haft udenlandske ministre, ja sågar regenter (de gange da kongehuset løb tør for konger blev de hentet fra slægtens rødder i i Tyskland - og dronningerne blev også hentet i udlandet), faktisk er mange af de reformer der er gennemført i Danmark, som gør os stolte af at være danskere, enten gennemført af eller inspireret af mennesker af udenlandsk afstamning. På samme måde har vi som danskere sat præg på Norge og de danske dele af Sverige, både med danske og udenlandske embedsfolk og adelsfolk.
Hvis vi skulle bevare vores sprog ville vi stadig tale det sprog der kan læses på runestenene. Vi ville stadig ikke have indført regler for hvorledes det skrevne sprog skal udtrykkes (stadig for et par hundrede år siden stavede man i praksis efter udtalen, hvilket jo også betyder at vi har navne som christensen, petersen og jensen (Kristians søn, Peters søn og Jens søn). Ord som møl (insekt), mølle (virksomhed), maling (farve), malm (metal) og mel (pulveriseret korn) stammer fra den samme sprogstamme og viser hvorledes en ordstamme (at sønderdele (fint)) kan få mange betydninger. På samme måde er andre ord vokset ind i det danske sprog og har ofte fået flere betydninger.
For lige at runde sproghjørnet af vil jeg nævne at vi har låneord fra de muslimske lande i form af eliksir, alkohol og alkymi, vi har mange danske ord, der stammer fra latin og græsk som vi opfatter som danske, ja mange er faktisk fordanskede (hybenkradser (egl. Hippokras - en græsk læge) og løvstikke (oprindelig levisticum -plantens latinske navn), der er masser af eksempler på at ord stammer fra andre sprog. Læren om ords oprindelse hedder iøvrigt etymologi og stammer fra græsk.
Men selv inden for de danske sprogs grænser kan vi finde ord der ikke svarer til dem vi bruger i rigsmålet (for eksempel "lime" (nordjysk for en kost), ja vi kan endda opleve at vi på dialekt skelner mellem han- og hunkøn (eksempelvis Samsisk) frem for det danske fælleskøn. Resultatet af det er vel at danskheden ikke er noget vi har haft i 1000 år eller som er medfødt, dansk sprog er en del af en udvikling - i dette tilfælde er der ikke tvivl om at det officielle sprog er uniformeret, altså kultur (opdyrket og tilpasset) - men samtidig ligger der et sprog blandt brugerne som konstant ændrer sig, låner ord og smider ubrugte ord væk, ja sågar ændrer ordenes betydning (en bjørnetjeneste var engang en tjeneste der var velment men som havde katastrofale (dårlige) følger - i dag bruges ordet ofte om en stor (bjørnestor) tjeneste).
Således har ord og udtryk som "knæhøj karse", "codylorange", "super", "knaldgodt", "spritnyt" og tautologier (ord der egentlig betyder det samme, for eksempel "hyggeligt og rart") eller pleonasmer (at forstærke et udtryk ved at sige det samme på forskellig måde, eksempelvis: samarbejde i fællesskab), desuden har vi også fået den forstærkende gentagelse af det samme ord: "rigtig rigtig". Altsammen noget der har vist sig at være tidstypisk, men som fænomen dukker op gentagne gange. Man kan sige at det ud fra visse sproglige udtryk er muligt at bestemme hvilken historisk periode de er udtalt, faktisk er det egentlige ordvalg næsten lige så signifikant. Dansk sprognævn har lavet undersøgelser der viser at de forskellige generationer har eget sprog og dermed vælger ord som indgår i en fælles liste over genkendelige ord, det er især vaneudbrud og eder der skifter ("ikke" eller "ser du"; "sgu" eller "fuck") mens almengyldige ord overlever.
Sproget udvikler sig altså mens de fleste af os står i stampe og klamrer os til de ord og vendinger vi kender. Det er dog kun til en vis grad. For eksempel bruger jeg forskelligt sprog. Når jeg taler i for eksempel radio eller tv forsøger jeg måske at udtrykke mig på en måde der ikke sår tvivl om sætningernes betydning, men dog vælger jeg et sprog der kan springe ord eller led over, også fordi sprogrytmen er vigtig, når du ikke kan sætte kommaer og punktum. Når jeg skriver artikler til blade og aviser er det et sprog der helst skal være nøjagtigt (så misforaståelser kan undgås), når jeg blogger gør jeg lidt af hvert fordi der helst skal være en grund til at læse videre og når jeg snakker med venner er det vigtigt at finde de rette ord men ikke at sætningen er grammatisk korrekt. Jeg vælger altså udtryksmåde alt efter formen jeg bruger som udtryk, og ikke for at tale formfuldendt dansk.
Andre kan have forskellige årsager til at tale på den måde de gør. Indvandrere finder hurtigt et internt ordforråd, der kun kan afkodes af ligesindede. Det betyder ikke at de taler dårligt dansk (på gymnasiet gik jeg i klasse med en vestjyde der ikke kendte forskel på en og et - men det var kun når hun talte. På skrift var hun helt på højde med fælleskøn og intetkøn) de vælger bare en fælles dialekt som knytter sig til en gruppering. Andre kan have svært ved at tale dansk fordi deres modersmål er væsensforskelligt fra det danske sprog og fordi de har en ringe sproglig forståelse (jeg tænker også på sportsfolk i Tyskland der blev interviewet i fjernsynet på tysk - de kunne næsten ikke forstås, men der var ikke undertekster på de tyske tv-kanaler), mens der findes mennesker med sprogligt gehør, der på ganske få år kan lære at tale med næsten total mangel på accent (for eksempel (den nuværende) komtesse Alexandra).
Denne lange smøre for at fortælle at du ikke bliver dansker fordi du kender det danske sprog, og at du ikke kan blive dansk ved at lære det. Sproget er et middel til at kommunikere og dansk vil uden politikeres medvirken vedblive at være et kommunikationsmiddel. Vi risikerer ved at stille krav til danskhed og kendskab til dansk sprog at sproget dør med dem der taler det, fremfor at vokse med dem der bidrager til at ændre det. For mig vil det være en glæde at andre indvandrere end prinsgemalen forsøger sig med digtsamlinger, især hvis digteren selv vil (gøre forsøg på at) formulere sig på dansk.
Et godt sprog kan ikke dø, og hvis dansk er så godt som visse sprogvogtere mener, så burde de give sproget videre og blot fastholde de grammatiske krav der betinger at dansk kan forsdtås i bredere kredse, alternativt skulle man forsøge at indføre særskilt grammatik for mundtligt talesprog (telefon og dialog), chatsprog på pc og tlf, sms-sprog, skriftsprog til eksamen og skriftsprog til breve. Men mens sprogvogterne vogter sker det jo på en måde af sig selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar